Den såkaldte hverdag

Klokken er 6.27 og jeg sidder alene i stuen og lytter til fuglefløjt. Eva og Lassefar sover stadig, og Valde er hos sin farmor. Jeg kan ikke sove mere, og jeg vil hellere nyde to minutters fred end at ligge og vende og dreje mig. Sådan startede jeg også ugen mandag morgen, hvor jeg sneg mig ned for at drikke kaffe udenfor, mens børnene sov videre.

Her er meget stille, bortset fra en diskret tinnitus, som blev vækket til live til min fars 50-års fødselsdag sidste weekend. Her var musikken ekstremt høj fra start til slut (ja, også under middagen). Min søster og jeg er blevet for gamle til den slags. Jeg forsøgte virkelig at være festlig, men det er svært, når man ikke kan holde ud at være i rummet. Man kunne heller ikke snakke sammen uden at råbe, hvilket fra ærgerligt, da jeg den dag mødte min halvbror for første gang. Hvorfor synes man sådan noget er fedt? Hvordan kan man holde ud at gå i byen? Det var et kulturchok uden lige. Jeg er ganske enkelt blevet for gammel (kedelig). Men aftenens hovedperson var glad, og det er jo det vigtigste.

Livet som hjemmegående på landet

Der er ikke så meget at berette om fra livet på landet. Folk bliver ved med at snakke om det der hverdag, og jeg ved stadig ikke hvad det er. I mit liv bliver det aldrig hverdag, selvom jeg nogle gange længes efter det. Jeg når aldrig at komme ind i en trummerum før der igen sker store forandringer. Måske er de ikke altid store, men der skal ikke meget til for at det føles stort for mig, og derfor har jeg altid troet, at der var noget galt med mig. Men det er der ikke. For hver dag der går bliver jeg mere sikker på, at jeg faktisk er ret normal. De fleste mennesker kan godt lide at have en hverdag, har jeg indtryk af. De fleste kan godt lide at have noget at lave, et arbejde eller en anden form for beskæftigelse. Jeg er ikke mærkelig. Enhver ville blive skør af at være arbejdsløs eller hjemmegående – der er de få, som er gode til at gå hjemme, men det er ikke flertallet. Dele af min familie vil gerne have stemplet mig som forstyrret, hvis jeg giver udtryk for, at jeg ikke føler jeg har en hverdag, og at det stresser mig. Men sandheden er at det ville stresse enhver. Det gik op for mig, da jeg så dokumentaren “Montricepigernes Kamp”, hvor nogle fabriksarbejder skal fyres efter at have haft det samme job i 25 år. De kvinder, der interviewes, fortæller om at det er en meget ubehagelig følelse ikke at vide hvad man skal, og at komme ud af sine vante rammer. Og det er det også for de fleste. Problemet er, at man som moderne ungt menneske står med den her kamp stort set dagligt; hvem er jeg? hvad skal jeg? hvad vil jeg? hvad kan jeg? Konkurrencesamfundet bevæger sig så hurtigt, at vores hjerner ikke kan følge med. Men så snart hjernen stejler, bliver man stemplet som forstyrret, som om det var individet der var noget galt med. Men det er det ikke. Det er det vigtigste, jeg har lært her på det sidste: alle mine følelser er normale og almenmenneskelige, mange af dem er grundvilkår, eksempelvis angst og ensomhed, som Kierkegaard siger. Selvfølgelig kan disse følelser tage overhånd og komme helt ud af proportioner, grænsende til det sindssyge, men i det fleste tilfælde er det ikke noget der skal fixes, det er bare livet. Hvorfor har vi så en opfattelse af at det bare skal fixes? Hvordan hjælper det mennesket?

Hverdagen

Klip til hverdagen. I går lukkede jeg øjnene kl. 19.18, da jeg sad i sofaen med sovende Eva i armene, og det var så skønt og fredfyldt. 19.58 vågnede jeg og gik op i seng og sov til kl. 6.19 (ok, med ammepauser). Så nu burde jeg være udhvilet. Det ved jeg ikke om jeg er, men jeg har fået mere ro i mit hoved. Jeg plejer at se serier om aftenen, men da computeren løb tør for strøm i går, lod jeg den gå ud is stedet for at hente en oplader. Det var dejligt at nyde stilheden for en gangs skyld. Jeg føler at mit hoved er nulstillet nu, så nu forsøger vi med endnu en pause fra Instagram. For nyligt var jeg væk derfra i to uger, og det var svært i starten, men efter lidt tid finder man ud af, at man oplever livet på en helt anden måde, når det ikke skal dokumenteres eller sammenlignes med andres glansbilleder. Så er livet bare hvad det er. Hvorfor har man et behov for at fortælle nogen om alt, man gør? Er det virkelig så interessant? Svaret er i de fleste tilfælde nej. Jeg kommer nok ikke til at gå tilbage til en usmart-phone igen,  for jeg er blevet for glad for Mofibo (lydbøger), Easypark og desuden bruger jeg telefonen som GPS når jeg kører bil, og børnehaven har en app man skal følge med i. Men Instagram er en tidsrøver, og når den er slettet, er telefonen faktisk ikke særligt spændende mere.

Let it be og taoisme

Det jeg kæmper med lige nu, er at lade ting være det, de er. Livet er. Udover effektivitetstyranniet og præstationsræset, er det som om vi lider af en slags bedømmelses-mani. Alt skal bedømmes hele tiden. Måske har vi taget skade af selv at være blevet bedømt hele vores liv, og nu giver de sikkert karakterer i 1. klasse?! Og det er det samme vi gør på blogs og Instagram; vi bedømmer virkeligheden – Uuh, det var en god dag i dag, åh nej, den dag var ikke så god. Jamen Tabi, hvorfor må folk ikke have lov til det? Det må man da også, men gør det os mere lykkelige? Nej. Tværtimod. Det er ingen kunst at tænke, at evaluere og bedømme – det er en kunst at lade være.

Selvom I kender mig som kristen, er jeg meget inspireret af buddhismen for tiden. Eller taoisme. Når først vi har lært at tage imod Guds kærlighed og overgivet os til frelsen, så skulle man tro at alt var i den skønneste orden, ikke? Det er det også i efterlivet, i den forstand, at vi tror vi kommer i himlen. Men derfor kan livet på jorden sagtens være lidelsesfyldt alligevel. Det er der ikke noget forkert i, that’s life, men jeg synes kristendommen mangler nogle redskaber til at leve livet mere i kontakt med den guddommelige fred.

Som kristne kan vi sagtens lade os opsluge af det moderne samfund, og det er vi jo også nødt til, da vi skal missionere, og det kan man ikke gøre langt ude i en skov – eller kan man?

Vi kender jo allerede de her redskaber fra klostertraditionen, og det er ældgammel visdom, som man ikke bare skal vælge fra. Heldigvis er eksempelvis tidebøn blevet mere og mere moderne. I min optik mangler der noget krop – vi kan simpelthen ikke erkende Gud kun med vores sind, det er ikke til at begribe, og man kan faktisk nærmest tænke sig selv til døde ved at forsøge at forstå alle de paradokser, den kristne tro rummer. I stedet ville jeg ønske at man kunne bruge sin krop til at opleve Gud, hvilket man fx kan gennem yoga.

Desuden kunne vi lære noget af buddhisterne i forhold til meditation og til at holde sindet nede. Kristne elsker jo at snakke om djævlen, og hvor lever djævlen? I sindet! For mig at se, er “det onde” det, som holder os væk fra Gud – som på mange måder er den samme oplevelse som “Nuets Kraft” – at være et med alt, med væren. Vi kan ikke bare sige “jeg kender Gud”, og så lade sindet løbe af med os. Vi er nødt til at sige stop. Eller i det mindste stoppe krig på alle planer. Man kan sagtens sige “jeg er pacifist, jeg dræber hverken mennesker eller dyr” (jeg dræber myg! prøv at bo i en skov og vær hellig veganer!), men hvis man stadig fører krig mod sig selv, så er man ikke nået ret langt. Det her med at man skal gå i kirke og være en del af et fællesskab for at finde Gud, det er både rigtigt og forkert. Vi er alle afhængige af hinanden, vi er skabt til at være sammen. Men først og fremmest må du finde ro indeni dig selv.

Jeg spørger ofte mig selv, når jeg er frustreret: “hvad er problemet?” Problemet er, at der ikke er noget problem. Jeg kan bedst leve når der er noget galt, jeg har så svært ved at nyde livet og tro på, at jeg gerne må have det godt. Men det må jeg gerne, og jo mere jeg bedømmer alt, jo mindre godt har jeg det, for alt kan blive “dårligt”, hvis man overanalyserer det.

Så please, lad alt være, som det er. Måske er det ikke så farligt alligevel.

Shalome og ahimsa og alt det der.

Om at stable brænde

Jeg strejker som husmoder i dag. Jeg har været så høj på foråret de sidste par uger, at jeg havde glemt hvordan det er at være træt. I dag vil jeg lave absolut ingenting. Ud over at hente/bringe Valde og underholde Eva. Ingen vasketøj, ingen rengøring, frysepizza til frokost og serier i sengen #detvildebarselsliv, nej, jeg er ikke på barsel, jeg er rigtig hjemmegående!

I morgen er det 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Så kan Lassefar få lov til at kæmpe med vasketøjet i dagens anledning.

Det har været en intens weekend. Torsdag havde vi besøg af min mor og hendes mand. De medbragte en sandkasse, et børne-borde-bænke-sæt og meget andet, så nu er haven godt fyldt op. Jeg nåede ikke at vaske gulv før de kom, men gjorde det mens de hentede Valde i børnehaven. Undervejs knækkede min gulvskrubbe, så jeg måtte ligge på mine små blødende knæ og vaske gulv i hånden. Når man så dagen efter får følgende kommentar af en gæst: “Jeres gulve er møgbeskidte”, så illustrerer det meget godt min daglige kamp som husmoder! #thestruggleisreal

Fredag og lørdag legede vi Kolle 2.0 med besøg af både Familien Prut og Onkel Morfar. Der er blevet hentet og hugget brænde, så kom ikke og sig at vi ligger på den lade side, selvom der også blev chillet en del. Søndag morgen kl. 8.00 (Christiania-tid) kørte jeg Prutterne ind til Nørrebro, hvorefter jeg tog ind for at lave børnekirke på Frederiksberg.

I dag har jeg indtil videre brugt en time på at vågne op (drikke kaffe) og gøre Valde klar til børnehave, en time på at aflevere barn og handle ind, en time på at forsøge at putte Eva, en time på at tale med min søster og forberede fødselsdag, og nu skal jeg virkelig fokusere, hvis jeg skal nå at lave ingenting i dag.

Jeg har ikke kløvet brænde her i weekenden, men jeg fik lov til at stable det, og det fik mig til at tænke på tv-serien “Herrens Veje”, hvor en af hovedpersonerne går i kloster i Nepal, og det første han skal lære er at stable brænde. Det kræver koncentration, det er det rene mindfulness, men jeg er vist ikke så god til det endnu. Heldigvis har jeg mange år til at øve mig i. Da han vendte hjem fra sin rejse, brugte han brændekløvning som meditation. Jeg ved ikke, hvad det er, men de tre brændekløvere her i Havørnens Hvile synes også det var mega fedt at få lov til at kløve træet. Livet på landet er bare for nice.

Fantastiske mandag

Hvad jeg gerne ville bruge min tid på: spille orgel, lave yoga, skrive blog, lave have, gå lange ture i skoven, finde nogle lokale venner, få er godt CV, blive god til noget

Hvad jeg virkelig bruger det meste af min tid på: overleve, aflevere og hente barn, gøre rent og rydde op, ordne vasketøj, sidde i min bil og amme og høre radio (og drikke vegansk iskaffe!) #livingontheedge

Det er hårdt at være hjemmegående

Jeg sidder og drikker kaffe, ser De Unge Mødre og spiser franske vafler i smug, mens det ene barn leger med vand/mudder (det er kakao, mor!) og det andet sover.

Nå, nu kom Valde ind. Det bedste ved HBO er, at man kan se Brandmand Sam uden at skulle se YouTube-reklamer. Det kan godt være jeg har droppet sukkerpolitikken (Eva spiste en hel is i går), og lader Valde se Gurli gris 2 timer om dagen, men jeg har altså stadig principper! Mine børn skal ikke se YouTube (pludselig finder de sikkert en video af Saddam Hussein der bliver henrettet), og de skal ikke spille spil på iPad eller telefonen. Lad os se hvor længe det holder.

Det er løgn. Dagen efter jeg havde skrevet ovenstående, fik Eva lov til at se YouTube. Det har taget mig tre dage at skrive dette indlæg.

Så igår, ikk’, der ville jeg have skrevet: “min mor kommer på besøg i dag, og jeg burde gøre rent, men det gider jeg ikke, jeg vil bare se serie (ny sæson af Handmaid’s Tale)!” – total anarkist. Det gjorde jeg også, men jeg skulle først lige rydde op i soveværelset, støvsuge hele overetagen, gøre toilettet rent, bære vasketøj ned i kælderen, sortere vasketøj, vaske tøj, pille tørt tøj ned, hænge tøj op, rydde op i køkkenet, rydde op i affaldet (det der skal på genbrugspladsen) osv. #dygtighusmoder

Så satte jeg mig i sofaen sagde jeg til mig selv: “Nu bliver du siddende indtil du har drukket din kaffe færdig!”, og heldigvis sov barnet så længe, at jeg kunne nå at se et afsnit færdigt. Jeg havde det ikke helt godt med, at gulvene i køkkenet var beskidte, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu lyder det som om jeg er rengørings-freak, hvilket jeg slet ikke er, men før min mor kommer på besøg, ændrer jeg personlighed.

Jeg er kendt for at være lettere naiv. Før jeg opnåede min status som hjemmegående mor til to, havde jeg en forestilling om at det hele skulle være åh-så-hyggeligt. Jeg kedede mig med kun et enkelt barn hjemme, og ville have kam til mit hår, som man siger. Det fik jeg i den grad, og en masse grå hår oveni.

Før jeg sendte Valde i børnehave for tre uger siden, havde jeg også nogle forestillinger om, hvad jeg skulle lave når jeg kun skulle have et barn hjemme: gå en lang tur i skoven hver dag, spille orgel, holde hjemmet rent og pænt, træne, lave yoga, forberede børnekirke i god tid, lære at spille guitar, læse bøger (ej ok, det var en joke), se serier.

Hvad har jeg brugt min hidtil sparsomme fritid på? At rydde op og gøre rent. Har været i skoven en enkelt gang og i legestue to gange. Jeg havde glædet mig til at kunne fordybe mig i mit frivillige arbejde (børnekirke), men nu sidder jeg igen og forbereder det to dage før, og føler mig stresset over det. Og så begynder tankerne.. hvordan kan jeg være stresset over at jeg skal præstere noget én gang om måneden, når alle andre kan have både fuldtidsarbejde og børn ved siden af?!

Det ser så nemt ud udefra. Men hvem ved hvad der foregår i deres hoved? Hvem ved hvordan det føles i deres krop? Ønsker man at være dem? Nej, ellers tak, jeg har det lige så godt her udenfor hamsterhjulet.

Jeg glemte at skrive om mit nytårsforsæt her på bloggen, men det lyder: “I år 2018 vil jeg nyde livet sammen med mine børn (og Lassefar, selvfølgelig) – intet andet”. Det husker jeg mig selv på, når jeg dagdrømmer om et pænere CV og klassekammerater/kolleger. At nyde livet er det eneste jeg skal nå i år, og så vil jeg forsøge og nyde, at jeg har så få forpligtelser, som jeg har. Jeg ved godt det ikke er en holdbar løsning at blive forsørget af kommunen (tilskud til pasning), men jeg vil nyde mit arbejdsfri liv så længe jeg kan. Når jeg bliver træt af det, finder jeg på noget andet.

Mit liv har været en hæsblæsende rejse hertil, og nu vil jeg for første gang nogensinde prøve at være her, hvor jeg er, uden at sidde og vente på det næste kapitel.

Nå ja, hvad med overskriften, hvorfor er det hårdt at være hjemmegående med børn? Fordi de har brug for at blive socialiseret, og så skal man også selv være social (man skal ikke, men det er meget oplagt). Da jeg havde begge børn hjemme, var der sjældent et roligt øjeblik i løbet af en dag, men i løbet af de sidste tre uger med kun et barn hjemme, har jeg virkelig nydt roen. Og i tirsdags tog vi så i legestue, hvor der var virkelig mange børn og meget larm, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Der blev jeg mindet om, at jeg egentligt har det ret godt med min “ensomhed” herude i stilheden langt ude på landet.

Livet går i ring

Var det ikke for den nye sæson af A Handmaid’s Tale, havde jeg nok ikke påbegyndt denne tankerække. Eller siddet i min sofa og spist pommes med sovs (selvom jeg ser Netlifx – HBO virker for uoverskueligt). Jeg er ude af form, kunne ikke engang spise halvdelen af det, der lå på tallerkenen. Det er en måned siden sidst jeg skrev her. Jeg har levet en del i det, nogen kalder IRL (In Real Life). For eksempel har jeg slet ikke været på Instagram siden i onsdags. Bliver man klogere af det? Jeg ved det ikke.

Jeg har endnu engang erkendt, at livet går i ring, og min status som sofakartoffel i dag, minder mig om det. Selv denne erkendelse går i ring og opstår på ny flere gange om året, men især ved skiftet fra vinter til forår. For præcis et år siden lå jeg i min seng og spiste pommes med sovs, mega gravid, og det mest spændende der var sket i mit liv længe, var at jeg havde fået HBO-abonnement. Nu har jeg netop tegnet et nyt prøve-abonnement, og sidder her, men denne gang er jeg ikke så tyk, ej heller ligeså træt.

Et år er gået, den 12. april havde jeg gået hjemme i et helt år. På den ene side er det fløjet forbi (as if, men det skal man jo sige), og samtidigt føles det som 10 år. Jeg har fået gråt hår og lange patter, eller sådan føles det i hvert fald. Jeg har været i dvale og dog i rivende udvikling. Vinteren tog hårdt på mig denne gang, men jeg er ikke alene, jeg har en fornemmelse af, at det har været en kollektiv oplevelse: vi mennesker påvirker hinanden mere, end vi lige går og tror.

Men for et par uger siden skete der noget, foråret kom, og det var som at vågne op til en helt anden verden. Alt er forandret, og med skoven som nabo, kan jeg for første gang nogensinde følge udspringningen på tæt hold. Jeg tror ikke der findes mennesker, for hvem dette ikke er magisk. Om vinteren er her så uendeligt trist, om sommeren så uendelig paradisisk.

Sådan er livet, sådan er naturen, og det er ok. Man kan dø og blive genfødt mange gange i løbet af et år, og det sker for alt og alle, nogle af os oplever det bare stærkere end andre. Det er både en forbandelse og en gave, men i dag kan jeg kun være taknemmelig. Og jeg vil tillade mig selv at dvæle ved denne tilstand et øjeblik.

3 måneder

Klokken er 20.36 søndag aften, og jeg har lige spildt ca. halvanden time af mit liv på at kigge på babybilleder af Valde, se “De Perfekte Piger” og lave alt muligt på Faceren.

Er der ikke nogen der engang har sagt, at det tager tre måneder at ændre en vane? Der er i hvert fald et eller andet magisk ved de der tre måneder. Eksempelvis synes jeg virkelig også der sker noget når ens barn fylder 3 måneder – for både baby og forældre. Det er som om “tågen” letter. Ok, for nogle sker det måske først meget senere… som her.

Nu har vi boet herude på landet i tre måneder, og jeg synes der er faldet en ro over det hele. Det er svært at forklare, hvad det er, der har ændre sig. Det burde jeg vel egentligt være god til, eftersom jeg har en blog. Men der er nok en grund til at jeg ikke skriver så meget herinde mere. Jeg vil hellere leve det virkelige liv (på Instagram). Det er som om der pludselig er overskud til lidt ekstra, eller det vil sige, at arbejde sig længere op i behovspyramiden, end de famøse spise-drikke-skide-sove-gøre rent-amme-passe børn-forfra igen. Det er ikke fordi jeg behøver komme særligt højt op i den pyramide, jeg er i bund og grund nok et ret primitivt menneske, i hvert fald lige nu i den her småbørnstid, hvor jeg er styret meget af mine (moder)instinkter. Men derfor er det alligevel rart at føle, at man når noget andet end det mest basale, og at man har mulighed for at gøre nogle ting af lyst frem for kun af pligt.

Så det er bare skønt og herligt. Jeg har mistet min telefonoplader, så nu er jeg offline(ish). Nu vil jeg se Matador.

 

En beslutning er taget

Det er forår i dag. Det er det altså, Tahini! Ja, det er koldt, men der er noget der er anderledes i forhold til i går. Luften er mildere, solen er varmere. Jeg kan fornemme et energiskifte. På grænsen til rengøringsvanvid.

I dag er min fremtid blevet afgjort. Sådan da. Jeg har endelig fået afsendt min ansøgning om orlov fra studiet. Jeg tog beslutningen i november, snakkede med studievejlederen i december, men noget har holdt mig tilbage fra at handle på det. Jeg tænkte at jeg hellere lige måtte se, om jeg kunne holde ud at gå hjemme, eller om jeg ville nå at blive for træt af det før april. Altså har jeg indtil nu holdt muligheden for at vende tilbage til studiet åben. Og var det godt? Måske, måske ikke. Når man skal træffe vigtige beslutninger, kan det være en god idé at tænke sig om. Men på den anden side skal man ikke tænke for længe. Jeg har i hvert fald tit oplevet, at man kan blive mere forvirret, jo længere man udskyder noget. Jeg synes det at udelukke muligheder giver mig mere ro i livet. Vi skal gå glip! (det er jo så moderne). Det er godt at have muligheder, men det kan også blive for meget.

På “dårlige” dage siger jeg til Lassefar: “jeg kan også bare sende dem begge i institution og vende tilbage til studiet nu” – men ville det gøre mig lykkeligere? Nej. Kan jeg så holde ud at gå hjemme? Det ved jeg ikke. Men jeg kan heller ikke holde ud at lade være. Jeg startede på studiet i 2013, skulle have været færdig sidste år. Efter endt barsel med Valde havde jeg travlt med at komme videre, jeg var rastløs, utålmodig, men nu? Lige nu kan alt vente. Undtagen mine børn. Det lyder så idyllisk, det er det ikke, men det er dejligt at jeg er kommet til et sted, hvor jeg bare engang imellem kan føle, at jeg er faldet til ro.

Jeg skal nok blive færdig før eller siden. Måske.

Kaffe og kulde

Det er onsdag morgen. Jeg sidder under dynen i min seng og lytter til to sovende børn. Med kaffe i hånden! Det er efterhånden en sjælden begivenhed, men jeg elsker det. Lassefar må tage bussen i skole i dag, for vi skal låne bilen til Hvidovre (er jeg voksen nu, mor?)

Jeg vågnede kl. 6, fordi Lassefar skulle op, og så kunne jeg ikke sove igen. Jeg begyndte at tænke på økonomi – kan det overhovedet hænge sammen at være hjemmegående? Hvor længe skal jeg have dem hjemme? Hvornår skal Valde i børnehave? Har jeg råd til at betale for pasning? Skal jeg søge arbejde, og hvornår? Hvad er det egentligt jeg vil?

Og nu er det bare ærgerligt, at jeg aldrig fik skrevet mine tænkte indlæg med overskrifterne “Jeg tror ikke på kvalitetstid” og “Det eneste jeg vil er at nyde livet med mine børn – alt andet må vente”. For så kunne jeg vende tilbage til dem, når jeg tvivler. Men på den anden side ville jeg måske også føle mig forpligtet af at have skrevet sådan. “Du tror ikke på kvalitetstid? Nå, så er du jo nødt til at være hjemmegående for evigt”.

Men lige nu kunne det have været rart at læse mine egne ord om, hvad det var jeg oprindeligt ville med det her.

At tvivle er naturligt, men det kan også blive for meget. Hvis ikke man lytter til sig selv, skal andre nok fortælle dig, hvad de synes du skal.

Hvad er problemet, tænker jeg for mig selv. Det er ikke pengene. Problemet er, at jeg er så langt væk fra min krop lige nu, at jeg nærmest slet ikke har kontakt til den. Jeg svæver over jorden, hvilket er første skridt mod vanvid. Så først og fremmest må jeg lære at trække vejret og finde min krop (og mit hjerte!). Resten skal nok løse sig hen ad vejen.

Udsigt fra soveværelset – med soundtrack: https://youtu.be/ob2_kbwSZJs

 

Første måned i mit liv som hjemmepasser

Jeg ville have skrevet detaljeret om vores første uge i det her “nye” liv, men pludselig var hele anden, tredje og fjerde uge også gået. Det fortæller vel lidt om, hvordan det er.. blogging er ikke særligt højt prioriteret her, men det er fint, for egentligt tror jeg ikke man kan beskrive “hjemmepasserlivet” – det skal prøves.

Seks uger er der nu gået, og vi overlevede. Første uge sov vi længe hver dag (dygtige børn), anden uge var præget af søvnmangel og, de følgende to uger var været meget grå med enkelte solglimt. I denne uge har vi været så heldige at se solopgang flere gange, og har haft mange smukke dage med solskin og sne.

Den første tid i det nye hus var vi bare mest hjemme. Vi havde ikke noget internet, så vi slappede bare af og sov kollektiv middagslur. I løbet af den første måned var jeg kun i København to gange og i Hillerød to gange.

Efter nytår var vi klar til at afprøve den legestue, vi havde hørt godt om. Så den 2. januar tog vi afsted. Det var en overkommelig tur, 7 minutter med bussen. I starten var vi ekstremt langsomme til at komme ud af døren – vi kunne ikke komme afsted tidligere end kl. 11. Er det bare sådan når man lever “det frie liv”? Nej, ikke nødvendigvis, men (heldigvis) er der en tendens til, at man tager tingene lidt mere stille og roligt. Jeg savner ikke de morgener, hvor vi skulle afsted i børnehave. De morgener hvor jeg vågnede op kl. 8, og Valde allerede var afleveret, kan jeg dog godt længes efter engang imellem..

Det er en rigtig god legestue, og lige siden vi var der første gang, har vi været der to gange om ugen. Vi har også flirtet lidt med en anden legestue, og været på biblioteket et par gange. Det betyder meget, at der er nogle at lege med i nærheden, og at der er andre hjemmepassere med bør over 3 år, hvilket ellers kan være svært at finde.

Den første uge synes jeg det hele var nemt, vi sov jo længe hver dag, og flere gange sov børnene middagslur samtidigt. Men så valgte vi at tage sutten fra Valde. Det gik fint, men havde den konsekvens, at han ikke længere ville sove middagslur.

Nu vågner Eva. Hej hej.

 

Den her dag vil jeg huske

Dagen i dag vil jeg huske. Måske giver det ikke mening at skrive om den. Den er allerede lagret i min hukommelse. Dagen i dag var noget særligt, og dog bare en ud af mange.

Forandringer er sket, nye rammer, nye mennesker, ny udsigt, nye tider. Jeg kæmper, det gør vi alle, med at finde roen, balancen, holdepunkter. I dag fandt jeg noget. Vi gjorde det – sammen. På andre dage ville jeg have mistet tålmodigheden, mistet håbet, overblikket, mig selv. Og måske mistede jeg det hele, men det var ok.

Det jeg vil huske ved denne dag er, at jeg ved enden af den var træt, men på den gode måde. I dag har det ikke været hårdt at være sammen med børnene, trættende, men ikke hårdt. Vi har set alt for meget netflix, bagt boller, hentet brænde, været i haven og ordnet praktiske ting, ikke noget særligt, men alligevel særligt. Her begynder at dufte af hjem. Jeg ved stadig ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig hjemme et sted, men jeg vil arbejde på det. Min desperate længsel efter at flytte mig selv tilbage til mine rødder, var nok bare en nødløsning, fordi det er det eneste jeg kender som hjem. Men den er væk i dag, og nu ved jeg, at hjem er noget jeg selv skaber.