Regn og buer

I dag så jeg en regnbue. Da jeg på et tilfældigt tidspunkt gik ud med skraldet, mødte der mig et magisk syn, idet jeg trådte ud ad døren. En kæmpe regnbue, en hel halvcirkel, lige uden for vores dør. Det føltes som om den var meget tæt på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set så smuk og stor en regnbue før. Og hvad gjorde jeg? Jeg løb ind i stuen, som et begejstret barn og råbte “Søde, Valde, skynd jer, der er en kæmpe regnbue!” Og så stod vi alle fire og kiggede på den. Valdemar sagde, at den gik op til bjergene. Det var det perfekte tidspunkt jeg gik ud på, for kort tid efter var den væk. Den falmede lynhurtigt, og jeg følte mig heldig, fordi jeg havde fået lov til at opleve det. Som at være i en anden verden.  iPad’en var også med, så det kunne blive dokumenteret. Det var selvfølgelig ikke ligeså flot på billeder. Man kunne også holde en lang prædiken om, at man burde have været mere nærværende og ikke dokumentere den slags og så videre. Men det er ligegyldigt nu, det er det hele, for det var bare et flygtigt øjeblik, som ikke kan genkaldes, ej heller beskrives til fulde. Det eneste jeg kan sige er, at det at se en regnbue, minder lidt om at opleve Gud. Man bliver så glad, at man har lyst til at råbe til alle, at de skal komme og se det, og samtidigt kan man ikke beskrive det med ord. Det skal opleves. Sådan er det med så mange ting her i livet, og derfor har jeg ikke så meget lyst til at blogge lige for tiden. Der er en bølge på vej i universet, hvor stilhed er vigtigere end ord, og handling ligeså. Jeg rider på den, og jeg ved, at der også er andre, som springer på. Der er så mange strukturer indlejret i sproget, at vi aldrig vil kunne blive frie, så længe vi bruger ord. Måske er frihed en illusion, men hvorfor skrive om det, når vi allesammen kan føle det? Jeg havde så mange fine ord og begreber for Gud og det åndelige, universet, kærlighed og zen og så videre. Men det ligemeget nu. Nu er det kun handlinger der tæller. Eller ikke-handlen, også kaldet væren. Det er nemt nok at gøre noget, det er det, vi er opdraget til. Det vi skal er, at lære bare at være. Eller vi skal ikke noget, men jeg tror gerne jeg vil. For mig at se handler det hele om bølger og frekvenser, både i bogstaveligste forstand og mere overført betydning. Bølger vi kan hoppe på og frekvenser vi kan tune ind på. Måske er der et sted, hvor vi alle kan blive forenet. Men for at finde frekvensen skal man kunne lytte.

Institutionalisering

Den 19. Juni loggede jeg ind på Borgerservice.dk for at sige ja tak til Valdemars børnehaveplads. Ved samme anledning fik jeg lige skrevet Eva op til vuggestue samme sted. Godmorgen, Tabi-mor!

Lige siden har jeg haft emnet i tankerne. Jeg troede jeg kunne skrive et godt og velreflekteret indlæg om børnepasning uden at gå psykisk ned, men det kunne jeg ikke. Så jeg lod være.

Ja, det er da grotesk, at man som menneske (baby) ikke engang kan nå at trække vejret her i verden i 4 uger før forældrene allerede planlægger ens fremtidige institutionalisering. Men sådan er det altså bare for mange, og også for mine børn. Dog har Valdemar jo gået i dagpleje indtil nu, hvilket jeg bedre kan leve med. Men Eva er skrevet op til vuggestue som førsteprioritet. Fordi det er det nemmeste for mig. Jeg har det dog lidt stramt med at hun skal tilbringe sin tid i en rigtig “institution”. Derfor overvejer jeg om hun skal i dagpleje i stedet for, men det er altså bare nemmere at kunne aflevere børnene det samme sted.

Tanker som “gider du ikke stå lidt tidligere op for at dit barn kan få noget ordentlig omsorg i en dagpleje?” og “behøver du virkelig en uddannelse?” har rumsteret i mit hoved. Men ærligt talt, tror jeg vi alle er bedre tjent med en mor der ikke er stresset, fordi jeg skal aflevere to forskellige steder. Og hele den her diskussion har jeg jo taget med mig selv en gang før, da Valde var lille, og jeg har taget en beslutning: jeg vil have min uddannelse færdig, og gerne inden for en overskuelig fremtid. Ellers ved jeg, at sandsynligheden for, at jeg bliver en gammel (eller ung), bitter kvinde er meget stor.

Og så er der lige det der med at være konsekvent som forælder. Det skal man jo være, eller det skal man ikke, men det kan man vælge at være. Det vil jeg gerne øve mig lidt i. Fx at sige “mor har bestemt at du skal i børnehave”, og så er det bare sådan. Ellers bliver barnet forvirret (det er sikkert videnskabeligt bevist, så tro på det!). Alt for mange gange har jeg spurgt Valde om han hellere vil blive hjemme, og nogle gange er vi halvvejs ude af døren, når jeg har besluttet, at han skal blive hjemme. Men det her vil jeg øve mig på nu: at stå fast på mine beslutninger. Både over for børnene og mig selv. Og så sige stop i stedet for at lade alle de der tankerækker udfolde sig, for det er ret meget spild af tid, når konklusionen hele tiden bliver den samme.

Mor har talt.

Fragmenter

Klokken er 8.08 og begge børn sover sødt. Eva og jeg stod op kl. 6, men hun blev træt igen. Jeg kunne ikke sove igen på grund af solskin og et for højt kaffeindtag. Ferien er slut, har jeg konkluderet, selvom man nogle gange spørger sig selv: “hvad har jeg egentligt ferie fra?” når man er på barsel. Jeg kender ikke svaret, men måske har jeg mere ferie til noget end fra noget. Dagene indeholder ikke mindre baby, men mere tid sammen med mand og ældstebarnet. Og det gjorde alligevel noget, at være to om det, for jeg kunne godt mærke forskel, da Lassefar vendte tilbage til arbejdet og jeg var alene hjemme med to børn. Det var hårdt, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vi var to om det.

I går faldt jeg over en artikel af Svend Brinkmann med overskriften “Det giver ikke mening at stræbe efter lykken. Så risikerer vi bare at miste den”. Da man skulle have abonnement på Politiken for at læse den færdig, gjorde jeg det ikke, men så skriver jeg da bare min egen version.

Jeg har været en del offline her i ferien, og det har været godt. Det er jo også meget moderne! Der er ikke så meget intelligent at skrive om det, for det er jo ikke noget nyt og revolutionerende, det var man jo også før i tiden. Jeg har erfaret, at jeg er mere lykkelig, når jeg er mindre online. Det er konklusionen. Hvorfor følte jeg mig mere lykkelig? Det mest åbenlyse svar er fraværet af sammenligninger. På de sociale medier kan man ikke undgå at komme til at sammenligne sig med de andre, om end det måske er ubevidst. Den her sammenligning gør mig ofte mere sur og irriteret, for jeg syntes egentligt mit liv var godt, indtil jeg så at de andres var bedre (eller så bedre ud).

Den anden faktor er manglen på konstant evaluering. En stor del af det at blogge er at “evaluere” virkeligheden. Når man skriver om en dag eller en oplevelse, er det næsten umuligt ikke at kategorisere, bedømme og evaluere. Det er der heller ikke noget galt i, men jeg tror godt man kan gøre det for meget. For mig er det i hvert fald bedre ikke at gøre det så meget. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede med at dømme og evaluere hele tiden? Det er faktisk ældgammel buddhistisk visdom, at man bliver lykkeligere (dvs. oplever mindre lidelse) af ikke hele tiden at dømme – nuet, sindet, tankerne.

Skal vi stoppe med at jage lykken? Ikke nødvendigvis, for i enhver stræben ligger der en stor drivkraft og måske den motivation, som er grundlæggende for vores mulighed for at udvikle os som mennesker. Men måske er det ikke hver dag, man skal tage den store eksistentielle diskussion med sig selv, Gud eller universet. For hvis man konstant spørger sig selv: er jeg lykkelig? Gider jeg stå op i dag? Giver det her mening? Var det en god dag? – så kan man hurtigt finde “fejl og mangler”, og få øje på alt det, der ikke er perfekt (Lassefar siger at man også kan fokusere på de positive ting).

Men tænk, hvis man kunne lade være med at spørge hele tiden, hvad ville der så ske? Måske kunne man rent faktisk få lov til at opleve et øjebliks stilhed i sit sind! WOW! Det er revolutionerende! Jeg vil vove at påstå, at du får et bedre liv af at dømme mindre og bare lade tingene være det, de er. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange skal man tænke mindre og just do it. Dagens kliché, værsågo’! Så får I ikke mere for den kirkeskat.

Hvor lykkelig har man lov at være?

I dag har jeg siddet og kigget ind i en væg. Bogstaveligt talt. Eller en mur var det faktisk. Jeg var ellers meget frisk indtil min hjerne gik i stå. Men det skulle jo være sundt at lave ingenting. Og efter at have hørt Thomas Skovs podcast, har jeg besluttet mig for at begynde at dyrke det endnu mere.

I går fejrede vi Evas navngivning, selvom hun endnu ikke har fået sit navn, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at ansøge ordentligt. Det var en skøn og herlig og fantastisk dag, og jeg var meget lykkelig, da jeg lå i min seng om aftenen.

Til ære for Tahini

Inspireret af Katrines Indlæg, har jeg længe (i tre år, haha) tænkt på at stille mig selv det samme spørgsmål, hvilket jeg har gjort en del her på det sidste, hvor jeg har været usædvanligt lykkelig.

For det meste er det megafedt at være nybagt (andengangs)-mor. Men nogle gange kan det også være lidt anstrengende, at havde rollen som “hende der skal være lykkelig”. For det føler jeg man skal, når man lige har fået en baby. Og det er man altså bare ikke hele tiden. Så er det nærliggende at blive sur på sig selv over, at man ikke er det. Hvis der er noget der virkelig kan irritere mig, så er det når jeg føler der er noget, jeg skal eller bør. Når man er en del af et samfund vil man før eller siden støde på forventninger til, hvordan man bør være, handle og føle. For nogle er disse forventninger mere eller mindre dominerende, mens andre måske har formået at ryste dem af sig. Med tiden er jeg blevet bedre til at fortælle mig selv, at der egentligt ikke er noget jeg skal. Man kan gøre hvad man vil, det kan man seriøst (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig), og det skal man have lov til, så længe det ikke skader.

Jeg synes også man skal have lov til at føle det, man gør, og ikke mindst give sig selv lov til det. Noget jeg er blevet meget bedre til efter i alt for mange år at have ligget i krig med mine egne følelser. Her på det sidste har jeg haft mange dage, hvor jeg har følt mig overdrevet lykkelig ligesom i går. På de dage kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over at have det så godt, når nogle af mine venner og bekendte ikke har det ligeså godt. Så har jeg også dage, hvor jeg er, sjældent dybt ulykkelig, nok mest bare småbitter og gnaven, og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at være lykkelig, for det burde jeg jo.

Men ved I hvad, det hele er en ordentlig omgang øregas, som Gaya ville have sagt! Svaret på spørgsmålet “hvor lykkelig har man lov til at være?” er: ligeså meget, som du har lyst til! Og du har også lov til at være ligeså ulykkelig, som du vil (hvis man kan tale om at ville den slags). Når det begynder at blive anstrengende for dine omgivelser, skal du dog overveje at gøre noget ved det – jeg har selv mistet et venskab, fordi jeg var for ulykkelig. Mon det også kan blive anstrengende for andre, hvis jeg er for lykkelig? Det ved jeg ikke, men det er bare ærgerligt. Hvis nogen eksempelvis er bitre (mig selv inklusive) over al den “lykke”, der flashes på diverse sociale medier, så må de simpelthen tage ansvar for deres eget liv og logge af. Punktum. Folk skal have lov til at være glade. Man skal også have lov til at give den såkaldte “jagt på lykken” en kæmpe fuckfinger, hvilket jeg øver mig i at gøre, men samfundets forventninger forsvinder ikke af den grund. Du kan bare vælge hvor meget du vil lade dem styre dit liv. Desværre er det lettere sagt end gjort.

Et stykke med Eva

Forresten, Valdemar er på mini-ferie med to overnatninger i Jylland, og vi har nu fundet ud af, hvad vi ville lave, hvis vi ikke havde børn (eller kun en baby): se netflix på hver vores skærm og spise chips og is til aftensmad.

Min søster og Valdemar i færd med at grave et hul til Eva Lunas moderkage
En hund, der hedder Charlie

I stedet for at være på Instagram, har jeg..

  • Ladet min dårlige humor gå ud over Lassefar
  • opført irriterende monologer og sange for min familie (i stedet for på InstaStory)
  • læst en bog! (“Og sådan blev det” af Maren Uthaug, nu er den givet videre til et bog-bytte-skab på Fur)
  • skrevet en sms rundt til alle mine venner, når der er sket noget i mit liv
  • som fx “Så er vi hjemme!” og “Idag har jeg spist falafel” – det virker bare mere interessant på Facebook/snapchat/insta
  • set TV på et rigtigt fjernsyn, også kaldet flow-tv (i vores feriehus, jeg savner det nu)
  • gået en aftentur
  • spillet klaver
  • ærgret mig over, at den jordbærtærte, jeg lavede på vores bryllupsdag i onsdags, ikke blev foreviget på et socialt medie – så virker det som spild af tid. Men den smagte godt!
  • spist varm mad
  • lært at være mere ligeglad med, hvad andre går og laver
  • indset, at mit liv ikke er så spændende alligevel

Stofble-situationen og andre trivialiteter

Her er en lille hverdags-update. Jeg sidder i sengen og har lige fået en lille middagslur. Eva Luna ligger ved siden af, og Valdemar sover i klapvognen ude på terrassen. I dag er en grå regnvejrsdag, men ellers har sommeren været god mod os. I tirsdags var vi på Frilandsmuseet, og i går badede jeg i Furesø, og fik mig lidt tan! I morgen drager vi på ferie. Først til Odense for at besøge Tahini og derefter en uge til Fur, som afsluttes med 80-års-fødselsdag hos bonus-bedste/olde. Og vi har lejet en bil, halleluja!

Mit “projekt bliv hjemme” gik rigtigt godt. I løbet af 11 dage var vi kun et lille smut i Hørsholm og ellers bare hjemme i Kokkedal.

Vi har holdt 3 ugers pause fra stobleerne, fordi vi var ved at drukne i vasketøj. Men for nyligt blev jeg træt af at bruge penge på bleer, af at Lassefar ikke kunne kende forskel på Eva og Valdes bleer (bleerne fra nemlig.com har samme motiv i alle størrelser), og jeg blev irriteret over forbruget af plastikposer, og lugten af engangsbleer, valgte vi at give stofbleerne endnu en chance. Dog kun på deltid, da mange af vores gamle bleer desværre var blevet utætte, så vi kun havde ca. 10 velfungerende bleer. Men som en engel sendt fra himlen kom min gamle veninde, som også hedder Eva, forbi i dag med en hel kæmpe kasse fuld af stofbleer! Så nu bliver det sjovere, både med bleer, der ikke er utætte, og fordi de er flotte. Og eftersom Eva (babyen) nu kun skider 1 gang om dagen, behøver vi ikke drukne i vasketøj. Desuden er jeg begyndt at bruge Elimination Communication (google det), så det sparer også lidt på bleerne.

En karma-kasse med stofbleer

Derudover har hun også lånt mig to fastvikler. Jeg har haft lidt problemer med at få bundet min Little Frog-vikle, det var som om den ikke kunne blive stram nok, og det ene ben hang. Den af viklerne jeg har prøvet sidder meget bedre, fordi den nok er gået mere til, og så er der en lille smule stræk i stoffet, hvilket er lækkert. Den skal med på ferie!

I dag er Eva Luna to måneder! Vi har haft besøg af sundhedsplejersken, og Eva vejer 6,1 kg og er 62 cm lang. Hun bruger str 68 i tøj. Meget af det tøj, hun kan passe nu, brugte Valdemar, da han var 5-6 måneder gammel. Spændende, ikke? Hun er så skøn og dejlig, græder stadig om aftenen, men ikke så meget mere.

To dejlige vikler – en Kindsknopf og en Didymos (den gule)

Nå ja, lige en anden interessant ting! Jeg var blevet alt for afhængig af Instastory (nok fordi jeg havde fans, haha!), så nu er jeg gået offline, i hver fald fra Facebook og Instagram. Man skal nemlig huske at skrive på nettet, at man går offline, det skal alle jo vide, da det er meget interessant. På min ferie ville jeg automatisk være offline, da jeg ikke har en smart-telefon, og ikke medbringer tablet eller computer, men jeg tænkte jeg ville varme op en uge før ferien, da jeg ellers ville blive for abstinens-agtig og irriterende at være sammen med (bliver jeg nok alligevel, stakkels mand!).

Men hey, kan vi lige snakke om eskapisme? Jeg er træt af den diskurs der hersker omkring “tiden før internettet”. Forestillingen om at man dengang altid var til stede i nuet og kiggede hinanden dybt i øjnene hver aften. For det første var der ikke rigtigt noget der hed fritid, mig-tid eller alenetid. For det andet har man bare haft andre måder at flygte fra virkeligheden på, og helt ærligt, hvem har ikke brug for det engang imellem? Jeg går selv meget ind for nærvær og nuets kraft og bla bla, men jeg er træt af “nærværs-tyranniet”. Du skal være i nuet hele tiden, men vi ved jo allesammen godt at det er umuligt. Nogle gange har man bare brug for at få den såkaldte virkelighed lidt på afstand. I gamle dage læste man fx en bog, når man havde brug for at glide ind i en anden verden, men der var da ikke nogen der anklagede en for at være en dårlig mor af den grund?! For mig at se er man ligeså meget fraværende om man sidder med en telefon eller en bog. Forskellen er nok, at det er godt for hjernen og fantasien at læse bøger, hvorimod det er bevist, at smart-telefonen kan ødelægge hjernen og koncentrationsevnen. Så gør hvad du vil, men kom ikke og fortæl mig, at der nogensinde har eksisteret mennesker, som ikke har haft behov for at flygte lidt.

Nu vil jeg forsøge at få pakket alle vores ting, og drage på offline-ferie. Hvis jeg forvandler mig til en djævel, kan I glæde jer over, at det ikke går ud over jer (Tahini undtaget). Når vi vender tilbage får vi nok at se til med bedsteforældrebesøg og navngivningsfest, så der bliver nok lidt stille på bloggen. Er I ikke bare helt vildt glade for at vide det?!

Hej hej

Man har et standpunkt til man tager et nyt..

“Jeg vil starte ugen ud med at modsige mig selv” – sådan lød indledningen til dette blogindlæg inde i mit hoved, men jeg har haft ret travlt denne uge, og er desuden på ferie i “virkeligheden”, så jeg har været minimalt online siden i søndags (netflix undtaget!!). Som en efterfølger til mit indlæg 10 gode grunde til at have en barnevogn, vil jeg give en update på barnevogns/slynge-balancen i mit liv. Den er ca. 99% vikle og 1% barnevogn. Det vil sige, at Eva sover alle sine lure i viklen, engang imellem i sengen sammen med mig, og et par gange om ugen ligger hun i klapvognen og kigger på vej hen for at hente Valdemar. Det vil hun gerne nogle gange, men ikke for længe ad gangen.

Hvad er der sket? Jeg er simpelthen blevet afhængig! Det er jo vanedannende, det skidt (eller, det er jo godt). Jeg ved ikke om det er karma eller hvad, men i det sekund, jeg havde trykket “udgiv” på barnevogns-indlægget, blev jeg glad for min vikle! Nu kan jeg slet ikke undvære alt vikleriet, og jeg kan ikke forstå, hvordan jeg bare kunne lægge Valdemar ud og sove i en barnevogn i en ikke-aflåst baggård i Husum i vinterfrost, mens jeg selv sad oppe på 1. sal og slappede af med min babyalarm. Ikke at det er forkert, det her vikle-halløj er bare så meget hyggeligere! Så undskyld, slyngemødre, jeg forstår jer nu! Så ja, man har et standpunkt til man tager et nyt (typisk mig):

Derfor behøver jeg ikke en barnevogn:

1. Oppakning – for det meste er det intet problem for mig at have det, jeg skal bruge i en rygsæk. Når vi er på tur med begge børn har vi klapvognen med, da Valde sover middagslur i den, og så kan vi også have tilsvarende mere med. I forhold til indkøb er jeg begyndt at handle på nettet, så det er heller intet problem.

2. Min krop – Min krop var meget øm (især i bækkenet) de første 3-4 uger efter fødslen, og derfor var det anstrengende at skulle bære mit barn hele tiden, men efter jeg ikke længere har ondt, er jeg begyndt at nyde det meget mere. Nå ja, og så kom jeg i tanke om, at jeg er så heldig at have en mand, som også kan bære barnet.

i strækviklen hos far

3. Skygge om sommeren – Man kan jo bare sætte sig i skyggen, sværere er det ikke!

4. Jeg sveder!!!! – ja, jeg sveder stadig, men det gør jeg altid – baby på maven eller ej.

5. Spille musik – det har jeg ikke fundet en løsning på endnu.. men indtil videre kan jeg godt undvære det.

6. Sove udenfor – der er vist ikke noget belæg for at det skulle være sundere at sove ude frem for inde. Desuden sover baby også udenfor i viklen, hvis jeg er ude.

7. Et sted at lægge baby – jeg har erhvervet mig en vikletai, som er nemmere at binde, når man er på farten, og eksempelvis sidder i en bus. Men sjovt nok blev jeg virkelig glad for min fastvikle efter jeg købte min vikletai, for den er altså mere komfortabel. Det er nok bare et spørgsmål om tilvænning.

Vores flotte Didytai

8. Stofbleer – vi har givet stofbleerne en ny chance, men når jeg er på tur en hel dag eller længere, bruger vi engangsbleer, som ikke fylder så meget.

9. Ligge ned og sove om dagen – løsningen er denne geniale ting: kollektiv middagslur! De dage Eva gider, lægger vi os begge to i sengen og sover. Nogle gange sover hun første halvdel af luren i viklen, og bliver så overflyttet til sengen senere. Så det er i hvert fald ikke viklen, der frarøver mig søvn.

10. Pasning – dagplejere og pædagoger har en eller anden magisk evne til at få børn til at sove i barnevogn (uden at gå med den!), så det skal hun nok lære.

Konklusionen: det er rart at have både en vikle og en barnevogn, men viklen ville jeg aldrig leve uden. Vores fancy-skraldede barnevogn står nu ude i opgangen, og der bliver den nok stående, indtil Eva er vokset ud af den. Så kan hun overtage Valdemars barnevogn, hvis hun altså gider. Jeg gider i hvert fald ikke tage “kampen”, når nu vi begge elsker vikleriet.

Hermed anbefaler jeg alle at prøve “babywearing”, men pas på, det er vanedannende!

Første strandtur – med Manducca-bæresele

Hej, jeg hedder Tabita, og jeg er blog-o-man..

…sådan vil jeg sige på mit næste 12-trins-kursus!

Jeg begyndte at læse blogs allerede før de blev moderne (man er vel hipster), tror jeg startede tilbage i 2007 eller deromkring. Så ja, jeg har fulgt Sneglcille stort set fra begyndelsen af! Hun var en af de allerførste mommyblogs, jeg læste, sammen med Blogsbjerg. Andre blogs jeg elskede var berømte Copenhipster og Bitterfissen Bethany. Og ej at forglemme Dines the Infotainer, Resultatet af udtalte desperationer og Benjamin Bendtsens blog. Senere kom Caspar Erics geniale blog til.

Jeg hader når en blog lukker!

Forresten har jeg lige fundet ud af at Dines er tilbage som blogger under sit borgerlige navn her. HURRA!

Jeg har altid været meget online, helt utroligt mange timer om dagen faktisk, lige fra vi fik internet (engang i starten af 00’erne). Dengang fandtes der også sociale medier, men de var noget anderledes end i dag, idet man var meget mere anonym. Dengang gik de fleste under et brugernavn, så man var altså delvist anonym, og kun særligt indviede fik ens rigtige navn at vide, hvis overhovedet nogen. Det gjorde sig fx gældende på sider som JubiiChat, Lunarstorm og HogwartsOnline (en online skole for Harry Potter-nørder, hvor man fik lektier for). Også i blogverdenen var mange anonyme, og det synes jeg faktisk var mega fedt! Først efter Facebook kom frem, begyndte alle at skrive under deres rigtige navn. Og selvfølgelig Arto og Vegetarkontakt.dk (hvor jeg mødtre min mand).

Personligt kunne jeg meget bedre lide online-verdenen dengang man gik under et dæknavn. For det første var det fedt at blogge som anonym, for så kunne man ligesom være mere hudløst ærlig, uden at skulle konfronteres med det IRL (In Real Life). Jeg kunne af en uvis årsag også utroligt godt lide selv at læse blogs, hvor forfatteren var anonym. Dog fik jeg også et par gode online-bekendtskaber gennem bloggen, i det nogle valgte at sende mig en mail, hvorefter vi så lærte hinandens “sande identitet” at kende. Jeg bloggede selv i mange år hos Google under navnet “emo” og senest som Pippilotta. For det andet var det også nemmere at skille sit online-liv fra sit IRL-liv, hvilket jeg tror var sundt. Da facebook gjorde sit indtog i 2008 (det var der jeg og alle jeg kendte kom på), medførte den helt nye muligheder for personlighedsspaltning, idet man jo stadig har en online-person og en IRL-person, nu hedder de bare det samme navn! Det er altså lidt skummelt.

Vi ved jo allesammen godt at den, du er på facebook og andre sociale medier, ikke er dig. Det er en konstrueret person, skabt af brudstykker af din virkelighed (oftest de pæneste). Men når man kun bruger sit rigtige navn online, smelter tingene sammen, og det mener jeg ikke er godt. Der vil nok altid være en tendens til at man sammenligner sig med andre på de sociale medier (hvis man er bare lidt menneskelig), og det er farligt. For ligeså vel som din online-persona ikke er dig, så er de andres heller ikke dem. Så når du tror du sammenligner dit eget liv med andre menneskers, så er det i virkeligheden en falsk udgave af dig selv, som sammenligner sig med en falsk udgave af de andre. Ergo er har det intet hold i virkeligheden, og hvis vi begynder at opfatte det som virkelighed, bliver det farligt. Især fordi det billede, mange tegner, er alt for perfekt, og derfor ikke bidrager med andet end dårlig selvtillid hos dem, der ser på. Men hvad er virkelighed? Det er jo mange ting, og vi skaber hver især vores egen, så måske er det hele noget vås. Jeg kunne nok bare bedre lide blogland “i gamle dage”. Dengang var der forresten heller ikke noget der hed sponsorerede indlæg! Folk bloggede hudløst ærligt om lige præcis hvad de ville, for der var ikke noget image, der skulle opretholdes.

Nå, det jeg bare ville fortælle var, at jeg for nyligt er faldet over en ny blog! Det sker engang imellem, og hvis jeg kan lide den, læser jeg den igennem helt fra ende til anden. Ligesom jeg engang gjorde med Førstegangsmor  og Lortemor.

For et par dage siden fandt jeg Marie-Louises blog gennem Instagram, og jeg er helt vild med den! Jeg kan spejle mig i så mange af de ting, hun skriver, livet som mor til to, som psykisk sårbar gravid, viklemor, stofble-nørd og meget mere. Og det er derfor jeg stadig elsker blogs, selvom jeg nogle gange har haft et love/hate-relationship med mommyblogs, det er, at det opfylder et behov, mange mennesker har (især kvinder på barsel), nemlig at have nogle at spejle sig i.

Nogle gange bliver jeg så irriteret over diverse mommyblogs på grund af de kønsroller der ligger bag: manden har et eller andet fancy job som musiker, skuespiller, fotograf eller en anden slags kunstner, mens konen sidder og skriver om tøj, make-up, vasketøj, madopskrifter og alt muligt kapitalistisk shit, hvor børnene bruges som reklamesøjler – det provokerer min indre feminist!

MEN her er det så, jeg skal lære at være virkelig feminist, og støtte de her kvinder, for de gør jo noget for andre kvinder! Det, de gør, er ikke bare trivielt og ligegyldigt, det er faktisk vigtigt for mange kvinder, for når de kan spejle sig i det, føler de sig forstået, og måske kan det i sidste ende bringe os kvinder tættere sammen. Desuden er der brug for kvinder, som fortæller ægte historier om kvindelivet, om hverdagen, beskidte bleer, kold kaffe, men også optursdagene. Uanset antallet af sponsorerede indlæg, så er de her blogs med til at give kvinder en stemme, og fortælle historier, som er vigtige at fortælle. Så tak for det!

Det her blev en erstatning for mit planlagte indlæg “noget om koncepter”. Jeg gider ikke bekymre mig alt for meget om konceptet på den her blog, om det bliver for trivielt, for emo, for anti-feministisk. Det fede ved en blog er jo, at man kan skrive præcis hvad man har lyst til (uden kildehenvisninger!), og på den måde skaber man sit eget lille univers. Jeg har nok haft en tendens til at mene, at det hele skal være store tanker og eksistentiel lommefilosofi, især nu hvor jeg har kategoriseret mig selv som “en kristen blog”. Men selvfølgelig skal der også være plads til mommy-stuff, især nu hvor jeg er på barsel, og det er det, der fylder mit liv. En decideret mommyblog bliver det nok aldrig, og det har jeg heller ingen interesse i. Min pessimistiske side vil jeg også gerne styre lidt, men ellers er der frit slag. Så glæd jer!

Den dag en af mine yndlingsblogs ikke bare døde, men blev helt slettet! 🙁

P.S. Bonus-info: Engang tilbage i 2011/12 var jeg meget fascineret af Caspar Eric (før han blev kendt og før jeg mødte ham i virkeligheden). Dog lykkedes det mig ikke at vinde hans tillid, da jeg en dag skrev en anonym SMS. Når man skriver sit nummer på sin blog, går jeg ud fra, det er fordi man gerne vil kontaktes? Det var en blank afvisning, hvilket bare er et bevis på, at de der hipstere ofte er pissekedelige i virkeligheden! Men måske er den bedste scorereplik heller ikke: “Skal vi drikke the i stilhed?”, som jeg skrev. Et at mit livs højdepunkter fandt sted 4 år senere, da jeg nøgenbadede på stranden nedenfor Louisiana, vel vidende at han kiggede på mig. Det kan ingen tage fra mig!

Downsizing #2 – Legetøj

Det er altid nemmere at rydde ud i andres ting end sine egne – så er det jo godt man har børn! Andet trin i min declutter-challenge (ja, det er et ord), blev at rydde ud i Valdes legetøj og bamser. Det gør jeg egentligt løbende, og noget var allerede blevet foræret væk til genbrug eller Mission julegave (et koncept i vores kirke, hvor folk donerer legetøj og tøj, som folk kan komme og hente gratis og give deres børn i julegave). Men nu fik jeg endelig fjernet alle de små ting, som irriterer mig. Alle mulige små dimser og dutter, som ikke rigtigt hører til nogle steder, og derfor gjorde det svært at rydde op. Samt de ting, han ikke bruger. Han har generelt ikke mega meget legetøj, så han bruger faktisk det hele. Og så fik jeg omorganiseret, så hans lego kom i en større kasse, hvor det hele kunne være, så det er nemmere at rydde op. Babylegetøjet er kommet op fra kælderen og har fået sin egen kasse (flere ting= dårlig downsizing). Så ja, måske ikke downsizing, da der ikke er markant færre ting nu, men i hvert fald ret god decluttering. Bamserne bruger han næsten aldrig, så han vil ikke savne dem. Vi har beholdt dem, han bruger jævnligt, eller som har affektionsværdi, fx de første to han fik, da han blev født. Før var jeg tit træt og deprimeret, men så downsizede jeg, nu har jeg det meget bedre! (måske)

 

Alt det her ryger til genbrug
Det minimalistiske legehjørne
Legetøjet

Downsizing #1 – facebook

Så ramte downsizing-bølgen også mig! Downsizing handler om at fjerne ting fra sit liv, som roder og forstyrrer. Jeg kan egentligt bedre lidt det gode gamle danske ord “decluttering”, for for mig handler det ikke kun om at have færre ting eller mindre plads. Man kan nemlig godt have mange ting uden de roder, og man kan også godt have meget få ting og stadig opleve meget rod i sit liv. Så det er mere end bare det materielle, det handler også om relationer, informationsstrømme, og hvilket forhold man har til de forskellige ting. Men jeg tror der er noget om snakken, når folk siger, at det at fjerne materielle ting fra hjemmet, skaber en forandring. Om det er frihed eller hvad det er, er nok forskelligt fra person til person.

Jeg startede et andet sted, nemlig med noget af det, der skaber mest “larm” i min hverdag: den uendelige informationsstrøm, jeg udsætter mig selv for. Jeg læser aldrig nyheder på nettet, til gengæld bruger jeg meget tid på Facebook, Instagram og blogs. Derfor startede jeg med at rydde ud i mine facebookgrupper i går.

Faktisk har jeg downsizet på facebook af flere omgange. For det første har jeg slettet min profil et par gange og lavet en ny. Engang havde jeg 985 venner, men så slettede jeg min profil og lavede en ny, med under 100 venner. Nu har jeg ca. 150 venner, så selvom jeg satdig synes det er (for) mange, er der blevet ryddet en hel del ud i dem.

For det andet besluttede jeg mig for at rydde ud i informationerne i mit facebook-feed, sidste gang jeg vendte tilbage efter en facebook-pause (i august 2015). Det vil sige, at jeg har “unfollow’et” alle mine venner, således at deres statusopdateringer ikke figurerer i mit feed, men kun updates fra udvalgte grupper og sider. Det betyder, at jeg aktivt skal gå ind på en persons profil, hvis jeg vil følge med i deres liv, og det fungerer rigtigt godt for mig, idet jeg slipper for meget ligegyldig information.

Nu har jeg så også fået ryddet op i mine grupper, og det er dejligt! En af de grupper jeg har meldt mig ud af, er min terminsgruppe (en facebookgruppe med random gravide kvinder, som har termin samme måned) – og hvilken lettelse! Jeg har brugt alt for meget tid på at sidde og stene i den gruppe, men man får altså ikke noget godt ud af at sammenligne sin baby med andres. Eva er som hun er, og jeg gider ikke fokusere på sovetider, søvnmønstre, vægt, tigerspring, hvor meget hun spiser osv. Nok er jeg stærk og hviler i mig selv, men så snart jeg klikkede mig ind på gruppen, begyndte sammenligningen. Og desuden er der meget ligegyldig info, og til tider en del fnidder (hvilket jeg dog finder underholdende). SÅ – første skridt taget. Det var jo nemt nok.