Trippet

Gaya ville forstå mig, hvis hun havde været her.

Et vennepar fortalte os da vi fik Valdemar, at de synes de første 14 dage som nybagte forældre var det vildeste syretrip (og ja, de havde prøvet den ægte vare). Forstået på den måde, at alt bliver vendt op og ned og man ved ikke hvor man er – sådan tolker jeg det!? Men det syntes jeg bare slet ikke. Tværtimod har jeg aldrig følt mig mere harmonisk og jordbunden end den første tid efter jeg blev mor. Men nu! Nu hvor jeg venter vores andet barn, har syretrippet allerede indfundet sig flere uger før termin. Jeg er simpelthen ude af mig selv. Indrømmet, jeg har aldrig prøvet syre, så jeg aner jo ikke hvordan det er. Men jeg går ud fra, at alt kan ske, og at man får en form for indsigt i dele af (u)virkeligheden eller i sig selv. Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg oplever denne tilstand, jeg er i nu: graviditet og ventetid.

Jeg har i mine to graviditeter endnu ikke oplevet fysiske problemer bortset fra ekstrem træthed. Og det er jo fantastisk i sig selv. Men rent mentalt har jeg været helt ude at skide. Altså mest i første trimester. Eksistentiel krise mindst tre gange om dagen, og manglende evne til at rumme andre mennesker. Andet trimester har jeg været det mest harmoniske menneske på denne jord (når jeg ikke lige er vred). Jeg kan godt huske, at jeg var lettere demotiveret for mit studie og verden omkring mig sidste gang i tredje trimester, men denne gang er det helt ekstremt. Jeg går ud fra det er rent beskytterinstinkt.

Jeg oplever at jeg står midt mellem to liv: mit nye og mit gamle. Jeg kan ikke rigtigt ændre på mit gamle liv nu, for jeg ved, at det snart bliver forandret helt automatisk. Det nye liv aner jeg ikke hvordan bliver, blot at det kommer. For hver dag der går kommer det nærmere og nærmere, men samtidigt føles ventetiden mere og mere ulidelig for hver dag der går. Jeg er i lykkelige omstændigheder, som man siger, ja, men samtidigt i en form for eksistentielt vakuum. Jeg kan ikke rigtigt holde fast i noget i mit liv. Jo, jeg kan forsøge, men det bliver krampagtigt og unaturligt, og gør det kun sværere at skulle slippe det hele igen.

Jeg føler jeg er ved at miste mig selv, hvis ikke det allerede er sket. Hvem jeg er og hvad jeg vil er ikke så vigtigt lige nu. Lige nu er jeg bare ren natur. Et hundrede procent omsorgsinstinkt. Jeg er ikke motiveret for noget som helst andet end at bygge min rede og beskytte børnene. Hvad jeg plejede at være motiveret for, kan jeg ikke mærke nu. Jeg har mange planer, ambitioner og idéer, men kun i hovedet, for de er ikke længere lystdrevne. Ikke engang frustrationen over manglende tid til at udleve dem, kan gøre mig ophidset. Universet er godt igang med at udviske mit ego, og det er helt ok. Jeg har ingen holdning til det. Det er hvad det er.

Sådan en dag som i dag, er jeg taoist. Jeg ved at der kun er én ting at gøre: go with the flow. Modstand skaber kun mere modstand. Du kan forsøge at holde fast, men så vil det kun gøre mere ondt, den dag du bliver tvunget til at give slip. Og den dag kommer snart. Meget snart.

Klar, parat, slutspurt!

I dag skal jeg seriøst tage mig sammen! Sådan er der nok mange, der siger til sig selv når det bliver mandag. Er det ikke bare skønt, at vi allesammen er så menneskelige, at vi har noget til fælles?

Men i dag mener jeg det. 23 dage til barsel, og jeg ville ønske det var nu! Jeg er så mentalt fraværende på alle måder. Og har været det længe. Det er tre uger siden jeg har været til timer på studiet. Vi har valgfag, og meget få timer. Den gode tid med klassen er slut, nu er vi spredt for alle vinde, og meget overladt til os selv. Egentligt er det nok sådan mange studerende på uni har det med få undervisningstimer og meget selvstudie. Det er bare ikke lige det, jeg er vant til. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg kunne lide det.

De sidste to uger har jeg leget semi-hjemmegående, og fortængt, at jeg har et studie. Den ene uge med sygt barn, hvilket kun gjorde mig endnu mere træt. Jeg har tilladt mig selv at sove længe, og aflevere barn hver dag mellem kl. 9 og 10. Jeg er virkelig gået på barsel i mit hoved, men har lige en eksamensopgave, der skal klares først. Og jeg har svært ved at komme igang. Jeg har så meget lyst til at give op, og bare tage faget næste år i stedet for. Men til den tid er det ikke sikkert det bliver udbudt, og det bliver nu dejligt at få smidt lidt flere ECTS-point ind på kontoen. Man må gå ud fra, at jeg har mere overskud nu end om et år, hvor jeg står med to børn. Livet som studerende er fantastisk praktisk samtidigt med små børn, men eksamensperioderne er forfærdelige! Der forvandler jeg mig til et monster med dårlige nerver, og når jeg har gjort dagens arbejde (eller mangel på samme), har jeg kun lyst til én ting: falde om foran dårligt tv. Eller nej, sove. Og man skal ikke regne med at få lavet meget i weekenden.

Nå, i dag er en ny start! Jeg stod op kl. 6.09, en god start!

Første udfordring: lade være med at gå i seng igen. Men det gjorde jeg. Drak kaffe under dynen, mens jeg læste blogs, tjekkede insta osv. i 45 min. (dvs en time). Så er dagens overspringshandlinger ligesom overstået, og vi kan komme videre.

Anden udfordring: vække sovende barn. Jeg kan bare ikke få mig selv til at vække et sovende barn. Jo, jeg ved godt, at det er noget man skal, når man er rigtig voksen. Men han ser så cute ud. Især når han ligger i child’s pose. Kl. 7.47 måtte jeg alligevel hive ham op. Før dette nåede jeg i bad og vaskede hår, genfødt, næsten. Planen om at aflevere kl. 8 er allerede gået i vasken, jeg er ganske enkelt for doven. Jeg bliver nok aldrig en af de der forældre, der styrter ud af døren om morgenen, men hvorfor skulle jeg også, hvis det ikke er nødvendigt?

Fordi jeg skal lave noget fornuftigt!!!

Jeg vidste, at jeg skulle have været inde på skolen sidste mandag for at snakke om problemformulering, i stedet for at udskyde det til onsdag, for så ville jeg have været ordentligt igang. Men jeg måtte kapitulere, da jeg var så træt, at en fremmed dame stoppede og spurgte om jeg var ok, og gav mig et lift.

Det er fortid nu, og mit liv er jo enormt uinteressant. Nu vil jeg samle alt hvad jeg har tilbage af hjerneceller, og lade som om, jeg er bare en lille smule motiveret for det her.

Klokken er nu 12.57, så jeg har masser af tid til at lave problemformulering, læse teori, aftale interview og udforme interviewguide. Eller ikke.

(der er jo også noget der hedder obligatorisk middagslur)

12. april, kom nu!!!!!!

Må I have en skøn og herlig og (u)produktiv mandag derude!

Og ja, jeg har spist pommes i dag…. med sovs!

 

Stop effektivitets-tyranniet!

Nu er det efterhånden 9 år siden jeg stoppede med at spille musik på et seriøst plan, og besluttede at droppe drømmen om at blive orkestermusiker, og den daglige stressfaktor, der følger med. I mellemtiden har der godt nok været en optagelsesprøve til konservatoriet i et andet fag, men som sanger er det dog begrænset hvor mange timer om dagen man kan øve sig, især når jeg også sad til korprøver 12 timer om ugen og sang i kirke om søndagen.

Alligevel har jeg helt indtil nu (og måske stadig) været underlagt det effektivitets-tyranni, som hersker i den klassiske musiks verden. Og desværre også alle mulige andre steder. Jeg ved at det er rigtigt, for de venner jeg har, som stadig er i branchen, bekræfter jævnligt, hvor anstrengende det kan være. Men måske er det først nu jeg indser, hvor meget den tankegang har gennemsyret mit liv. Den der følelse af, at man burde gøre noget. Hele tiden. At man altid kunne have gjort (øvet) mere. At man kunne have gjort det bedre. Man skal have det optimale ud af dagen, hver dag, for ellers bliver man bagud. Man skulle jo gerne nå på konservatoriet inden man fyldte 20 år. Og har du ikke job inden du er 30, så er du lost!

Sådan er det sikkert også på andre stræberiske studier, men forskellen på dem og musikere er, at som musiker kan man ikke bare holde en dags pause. Man skal altid øve, og der er ikke noget, der hedder ferie. I hvert fald ikke med god samvittighed.

De sidste 3,5 år har jeg læst på et studie, hvor man langt fra bliver presset til det yderste, og i høj grad kan tillade sig at chille lidt – alligevel har netop det faktisk stresset mig endnu mere – det at lave “for lidt”. Jeg er dog blevet bedre til at slappe af og leve i et langsommere tempo, eftersom Valdemar, min lille zenmaster, inspirerer mig til det hver eneste dag.

Men hvor stammer den effektivitets-tankegang fra?

Jeg har altid ladet mig påvirke meget af andre mennesker, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være ligesom mine musikervenner. Ellers var jeg ikke noget, og havde spildt mit liv. Selvom jeg hver dag minder mig selv om, hvorfor jeg valgte det fra, nemlig på grund af, at jeg ikke synes det er det værd, at skulle leve et liv med så meget pres og stress – så er jeg til tider stadig invaderet af mind-settet. Og det er jo klart, for det er stort set alle i den tid vi lever i.

Dette har gjort, at jeg i mange år slet ikke har kunnet nyde livet – eller noget som helst. Og det har jo kun styrket min selvdestruktive side.

Men det skal være slut nu!

Eksempelvis havde jeg i dag, som så mange andre dage, en plan. Min plan var først og fremmest et besøg af en ny bekendt og med-gravid, som jeg skulle introducere til stofbleer. Men forud for dette havde jeg en ambition om at rydde hele huset op, gøre rent og få kigget på den der problemformulering, jeg skal have lavet, for at komme videre med min eksamensopgave.

Alt dette kunne måske være lykkes, hvis bare jeg havde haft disciplin til at stå tidligt op og aflevere barnet (forholdsvist) tidligt. Hvad skete der? Barnet sover til kl. 8.20, mens jeg nyder livet og stilheden.

Kl. 10 står vi i legestuen, hvorefter jeg lige skal købe ind til i morgen, hvor vi får gæster til aftensmad.

Kl. 10.28 tænker jeg: nu laver jeg en tornado! Sådan en omgang oprydning kan da max tage en halv time.

2 timer senere…. færdig. Og meget træt. Når lige at kaste noget friture i hovedet før jeg får besøg. Det skal lige siges, at det kan være pænt hårdt at gøre rent, når man er 10 kg tungere og har 2 kg menneske, der roder rundt indeni en! Men er jeg stolt af mig selv? Nej, jeg er sur. Faktisk er min dag ødelagt, for nu når jeg ikke at kigge på det vigtigste: opgaven. Til gengæld ved jeg, at det at få gjort rent, kun giver en bedre opgave, for hvis vi kan holde bare lidt af den orden, bliver det meget nemmere at fokusere på det vigtige i eksamensperioden.

Jeg har nået mange ting, og havde et meget hyggeligt besøg. Alligevel føler jeg min dag er ødelagt. Alene fordi min plan ikke blev virkeliggjort. Og sådan har stort set alle mine dage været, nogensinde. Mit sind er simpelthen så infiltreret af samfundets tankegang, om at man skal være effektiv.

Men det skal være slut nu!

Lad os kæmpe sammen om at få sat en stopper for det her. Det skal ikke have adgang til vores sind. Om en dag er god, skal ikke afgøres af, hvor meget jeg nåede. For vi ved jo allesammen godt, at det ikke er det, det handler om, ikke?

I dag kom jeg ud at gå i solskinnet, og det er guld værd, nok til at kalde det en god dag.

Gud har sagt til mig, at det eneste jeg skal nå nu, er at nyde livet. Så det vil jeg gøre.

 

 

 

Trivialiteter

I dag stod jeg op kl. 7.30, hvorefter jeg drak kaffe i sengen af min Elvis-kop, mens jeg var på instagram. Mit liv er luksus.

Jeg har opgivet alt der hedder vasketøj, og har ikke vasket i over en uge. Men det er værst for mig selv, i det jeg kun har meget lidt tøj, jeg stadig kan passe.

Jamen, hvordan kan det lade sig gøre, bruger I ikke stofbleer? Næh, jeg gad ikke det pis mere.

Jeg skylder 900 kr til Skat og 280 kr til biblioteket.

Min indre jyde ser “Spis og Spar”.

Jeg har bagt en kage idag med et eneste formål: omvendelse af omnivores (man er vel veganer)

Her er min yndlingsopskrift. Selv tak. https://vegetarkontakt.dk/opskrifter/vegansk/1101-den-ultimative-veganske-chokoladekage-cupcakes-m-frosting

Frokosten var pommes frites med whiskysauce.

Jeg har ryddet op. Sådan da.

Foråret banker på, men hvem lukker op?

Jeg havde to nytårsforsætter og en bibel-læseplan. Det er bare som om, det ikke sker.

Man skulle tro jeg var på barsel, men det er jeg ikke. Jeg er bare doven.

Jeg keder mig. Seriøst.

Burde virkelig gøre noget.

Mange mennesker ville undvære deres højre lilletå for at få bare en brøkdel af al den fritid, jeg har.

Jeg er rig på tid.

Formålet med i dag var at lave en problemformulering.

Jeg skal skrive en eksamensopgave. Men naturen har overtaget min krop.

Barselshjerne.

Kun 10 sider!

Lad nu som om du er motiveret for dit studie. Kom nu, bare lidt.

Mange mennesker i andre lande ville give deres højre øje for at få lov til at være på SU.

Hvis dit øje bedrager dig, så riv det dog ud!

Jeg er så rig. Og velsignet. Burde virkelig være taknemmelig.

Ok, så opdager man lige at en blog, man troede var død, stadig lever, og at bloggeren er igang med at lave en baby! OMG OMG OMG.

Scrollede rundt på den blog så længe, at min hånd begyndte at sove.

Jeg har et liv. Jeg har et liv.

Konklusion: der skal være plads til trivialiteter her på bloggen. Forvent derfor bageopskrifter og masser af blesnak.

Jeg kan mærke, at jeg snart bliver en af dem, der har en by-køkkenhave derhjemme. Hvis bare jeg havde en vindueskarm.

Jeg er for kendt til det her sted.

Jeg skal have en cola NU, og ja, det skal være COCA! (Har ingen idealer tilbage)

Her er et eksempel på min stil inden for  boligindretning:

IMG_0565

Jeg keder mig.

Nytårsforsætter og andre dumheder

Jeg er genopstået. Efter 9 timers søvn med kun én afbrydelse, føler jeg mig genfødt. Ovenpå en uge med sygdom hos barnet og alt for mange opvågninger om natten. Naturen spirer, og på samme måde vil bloggen genopstå. Jeg skriver mange gode indlæg i tankerne om natten, når jeg er alt for frisk kl.2, men om dagen sker der bare ikke så meget. Nogle gange står jeg op før de andre med en optimistisk forhåbning om at skrive, men kort tid efter er der nogen, der klynker “moooooar!”

Nå, jeg havde to nytårsforsætter i år: at lave yoga hver dag og begynde at spille mere musik. Nu tænker du nok, at det er lidt sent, at snakke om nytårsforsætter? Men nej, det er netop nu, vi skal snakke om dem! Nu hvor alle andre har glemt dem. Hvis ikke vi stadig har dem med os her et stykke inde i marts måned, så gik det jo nok ikke så godt, vel?

Yoga skulle der til, og helst hver dag. Strategi? Jeg flyttede spisebordet til en side, så der blev mere gulvplads. Godt første træk. Derudover begyndte jeg hver aften at lægge yogamåtten klar på gulvet, så den så indbydende ud næste dag. Og det gik godt i omkring 6 uger. Men efter en sær bevægelse, som gav mig ondt i knoglerne, stoppede jeg, og nu har jeg vel holdt 4 ugers pause. Men jeg har ikke givet op!!! Det skal I ikke tro. For det er anderledes nu. Jeg giver ikke op, bare fordi jeg ikke lige kan leve op til mine egne høje standarder. Lidt er bedre end ingenting. Så vi skal nok komme igang igen.

Forår

Jeg kunne mærke det allerede i aftes. Det hang i luften: duften af forår. Det var en usædvanligt mild aften, og jeg vidste at der snart ville ske noget. I dag kom den så, den første forårsdag. Og hvad gør man så ved det? Nogle snoozer, trods den bragende sol, der bryder vintersøvnen. Andre snører løbeskoene, for sneen kan ikke længere bruges som undskyldning, nu skal det være nu! Nogle smiler og mange danskere styrter ud og drikker øl (det er vel fredag). Og hvad gør jeg? Ingenting. Normalt ville jeg gå i panik. For foråret får mig altid til at føle, at jeg skal stille et eller andet op med det. Ok, solen skinner, hvad skal vi stille op med det? Vi burde gøre noget! Nu er der pres på, vi skal leve, man må altså ikke bare se Netflix hele dagen, vi skal ud at lege nu! Og så er der vores samfunds syge optimeringskultur, som får mig til at føle, at jeg burde gøre noget ved det hele, korpus såvel som sind. Alt skal optimeres, strammes og pudses; det store forårstjek kalder, som var man en maskine, en cykel eller en bil.

For slet ikke at tale om den romantiske side af foråret: har du ikke en partner, skal du ud at finde en, du burde være forelsket! Og har du en partner, bør du blive nyforelsket i den, så snart den første anemone-pollen rammer din næse. Humøret, ak, humøret! Man kan altså ikke gå rundt og være sur når solen skinner! Og man MÅ i øvrigt heller ikke. Og ja, det er vi nogle andre, der har bestemt for dig. Stress. Ikke så underligt, at jeg plejer at give op, før sommeren er begyndt. Pludselig længes jeg efter vinteren. Men ved I hvad? I år har jeg indset noget. I har ikke fattet en skid af det hele. Men det har jeg!

Hvad skal vi stille op med foråret? Ingenting. Tænk, hvis vi ikke skulle stille noget op med det? Måske skal vi bare lade det være, hvad det er (jeg er for zen til det her sted). Måske skal vi bare lade det gøre sin ting. Overgive os til naturen. Blomsterne gror ikke hurtigere, fordi vi spreder vores stress alle steder. Naturen doesn´t give a fuck. Og det gør jeg heller ikke. Forår, kom bare an!

Julebølgen til dem, der rider

Nu det jul igen.  Det er som om livet går i cyklus, og inden for hver cyklus er der nogle bølger. På det sidste er det gået op for mig,  at man kan vælge at ride med på den bølge,  universet udsender. Men kan man lade være? Ja, det kan man nok godt, men jeg tror livet opleves som mere i flow, hvis man vælger at ride med. Lige nu oplever jeg at ride på en bølge af optur, efter tre måneders nedtur, ikke så meget den ekstatiske af slagsen, men mere en fredfyldt en.

Nå, tilbage til jorden. Jeg er stadig bare et menneske med en krop, og det er fint. Det er den 24. December og jeg er tidligt oppe. Eller det er faktisk løgn, klokken er 7.30 og mit barn sover endnu, så for andre børnefamilier er det vist bare ren provokation. Jeg sidder i min mors stue alene med juletræet tændt. Jeg går ikke meget op i jul, og har kun et krav: julefreden skal indfinde sig på et tidspunkt,  og helst i form af stilhed. Ok, jeg kunne også godt ønske mig en hvid jul, for med sneen følger en særlig form for stilhed.

Første gang jeg oplevede ægte julefred var for fire år siden, da jeg netop var vendt hjem fra mit klosterbesøg med min tro som den største julegave. Den jul følte jeg fred i mit hjerte for første gang i mange år. Nærmest et under for en hvileløs sjæl som mig. Ung og naiv som jeg var, troede jeg det ville blive ved. Det gjorde det selvfølgelig ikke, for livet byder alt på udfordringer og omvæltninger.

Men det vigtigste budskab for mig blev, at fred er muligt. Det er mit håb og min trøst i en kaotisk og degenererende verden.

Nej, jeg kan ikke få andre til at slutte fred med hinanden, men jeg kan vælge at slutte fred med mg selv, andre, Gud, verden. Lade vreden, harmen og bitterheden ligge for et øjeblik. Om jeg kan skabe fred uden Gud, ved jeg ikke, men jeg ved, at han altid vil give mig lidt af sin.

Apropos bølger, så havde jeg en tanke om, at ufreden i verden/universet var konstant, men at den kan brydes med små smagsprøver på den hinsides fred engang imellem. Men tænk, hvis det er omvendt, at fred er den konstant, der ligger bag alt, men som vi (ubevidst) bruger al vores energi på at overdøve. Hvem ved? Jeg ved bare at der ikke er grund til at være bange for stilheden, Gud, zen, universet bølger, julefreden. For nok svinder egoet bort når du overgiver dig helt, og det du til dagligt identificerer dig med er måske ikke længere vigtigt, men jeg lover dog, at du får mere end du mister. Så spring på bølgen og enjoy.

Og nu behøver I ikke gå i ikke,  for I har fået en juleprædiken. Men hvis I skal bruge den i en kirke, så udelad lige det med zen og universet, ik’? Og tilsæt lidt mere JC. De kulturkristne skulle jo nødig få flæskestegen galt i halsen, høhø. Men Gaya, du giver den bare gas, og Tahini du kunne godt trænge til en tur i kirke.

Glædelig jul til mine tre faste læsere.

Det der med at blogge

Måske er det bare urealistisk for mig. Jeg har svært ved at se hvornår jeg skulle finde tid til det. Og ja, man kan jo tage sig tid! Jeg er meget rig på tid. Sådan er det. Man kan vælge mellem tid eller penge. Jeg valgte tid.

Alligevel er det svært at finde det rette tidspunkt. Nogle gange har jeg lidt tid hjemme før jeg skal hente barn i dagplejen, som i dag. Men det giver bare ikke mening for mig at sidde og skrive i stedet for at være sammen med mit barn.

Om aftenen vil jeg hellere sove. Ja, jeg er typen der går i seng mellem kl. 20 og 21. Og hvis jeg en sjælden gang (to gange om året) skulle stå op igen efter putning, så tror jeg min mand ville blive ked af at jeg bare sad bag en skærm, når vi nu aldrig snakker sammen..

Mommy-bloggers, hvordan gør I det?!

Konklusionen bliver, at jeg må skrive på mine læsedage, mandag og onsdag. Så må vi se om det bliver til noget. Om jeg kan være i den her virkelighed. Blog-verdenen er nemlig en form for meta-virkelighed, meget konstrueret. Men der er altså også en anden virkelighed, som kalder derude. Og det er den, jeg gerne vil øve mig i at leve i. For det er jeg ikke specielt god til.

Wish me luck!

 

En rigtig jyde

Eftersom jeg netop har betalt det årlige gebyr for domænet her, er jeg nødt til at genoplive bloggen.  Man skal jo have noget for pengene!

Jeg ved ikke om det er en særlig jydeting,  men jeg hader virkelig at smide penge ud af vinduet. Eller efter en københavnsk cafébrunch,  som efterlader min mave rungende af sult. Sulten fylder en del, det må være et livstegn.

Glæd jer, det bliver vildt.

 

Taletid

Jeg vil ikke skrive mere. Jeg vil hellere leve. Hvorfor kan jeg ikke leve? Bare leve. Tage en dag ad gangen. Ikke reflektere så meget. Bare gøre. Handling frem for snak. Og en blog er også en slags snak. Jeg er mættet af blogmediet. Hvorfor skal alt genfortælles, vendes og drejes, og sættes ind i en mere eller mindre identitetsskabende fortælling? Det gør mig kun mere ufri. Selvom jeg i dag har badet nøgen til skue for hele Louisiana, føler jeg mig ikke særligt fri.

Jeg vil helst ikke abonnere på noget, ligesom jeg også helst labeler mig selv non-labeler. Men jeg abonnerer på mange ting. Ægteskabet. 8-16-tilværelsen. Identitetsjagten. Selvrealiseringens klamhed. Villa, volvo og vovhund. Næsten. Historier, fortællinger, løgne. Kapitalismen. Selvhadet. Vreden. Jeg har kvalme over mit forstadsliv. Hvorfor skal mennesker være spærret inde i små kasser? Selv altanerne er der hønsetråd for, så man ikke engang har et ordentligt udsyn. Og folk gør det helt frivilligt.

Måske var det ikke intentionen til at begynde med. Vi ville ikke være som vores forældre, men det blev vi. Hvor mange har ikke haft disse ord som overskrift for deres liv? Jeg ville noget, en ting. Men så begyndte jeg at abonnere på noget, på livets opskrift. At abonnere vil sige, at binde sig til en pakkeløsning, og pakkeløsninger stinker, tro mig. “Når man har sagt A, må man også sige B” – nok et af de dummeste ordsprog. Problemet er bare, at det er sandt. Eller det er ikke sandt, men det er en realitet. Jo, man kan godt udfordre de eksisterende strukturer og plukke og shoppe og patchworke lidt, forsøge at bygge korthuset efter en ny formel. Men ofte tager det ene det andet. Når først man har sagt mand og kone, følger mor og far, huslån og bil, tørke på alle punkter, så man ikke kan se skoven for bare trivialiteter. Undskyldninger, rationaliseringer, beslutninger der træffes uden at trække vejret. Hvor var vi og hvor skal vi hen? Findes vi overhovedet?

Trin 1 i dit nye liv: smid din smartphone ad H til! Den ødelægger din tommelfinger, din selvtillid, din søvn, dit sexliv, dine samtaler, dit måltid, dine relationer, dine børn, din zen og din evne til at fokusere. Den fu*kr med din hjerne. De sociale medier er bare endnu et redskab for kapitalisterne, så de kan tjene penge. De ønsker at du skal være utilfreds med dit liv, så du kan købe dig til en løsning. Hele den her tankegang, som skabes, når man konstant sammenligner sig med andre, er hvad de ønsker. Det er klamt. De får dig til at tro, at du er noget, at du kan skabe dig selv, men du er ikke andet end en forbruger. En forbruger som håndfodrer industrien med dig selv, hakket på dåse. Hausfrau i flødesauce.

Det eneste jeg ønsker er at komme i kontakt med noget. Gud, et menneske, en sjæl, mit sande jeg, universet, flow, nuets kraft, kærlighed, kunst. Jeg ønsker at blive et med Gud. Måske var det derfor, det engang syntes nærliggende for mig at tilslutte mig Hare Krishna – fordi kontakten til Gud er i fokus. Det er det eneste, jeg ønsker mig. Der er ikke andet jeg vil, for alle andre kampe er tabt på forhånd. Jeg kan ikke kæmpe for verden. I hvert fald ikke før jeg er kommet i kontakt med det, som skal give mig styrke. Men måske er denne kamp også tabt på forhånd. Jeg bliver aldrig et med Gud, for jeg er kun et menneske.