En sidste tur i Kokkedal

Det er fredag. Jeg spiser pommes i sengen. Nu skal jeg leve det fede liv indtil jeg flytter på landet og lader som om jeg er sund. I morgen! Jeg burde gå en tur i solskinnet, men jeg var nødt til at skynde mig hjem før pomfritterne blev bløde. The struggle is real. Det føles som om jeg ikke har set solen i dagevis, hvilket jeg måske heller ikke har. Jeg ville nyde stilheden, for der bliver nok en del mindre stilhed fremover med 3 hjemmepassede børn i huset. Bare ligge i min seng og se serie, mens Eva sov middagslur. Og det gjorde jeg så – i 6 minutter. Indtil jeg blev afbrudt af Lassefar der kom hjem, og Eva der vågnede kort tid efter. Men det var 6 hellige minutter!

I dag var vi som sædvanligt til åben hal-legestue ovre på skolen for at sige farvel. Det var med vemod jeg gik derfra, og jeg føler mig stadig lidt trist. Det er ikke fordi vi er nære venner, men de her kvinder (og enkelt mand) er nok det nærmeste jeg nogensinde har været på at have en “tribe”. Men nu laver vi vores egen tribe på landet. Og det skal nok blive godt. Men lige i dag vil jeg have lov til at savne Kokkedal. Hvad er det jeg kommer til at savne? Først og fremmest at stort set alle her i området er utroligt imødekommende og venlige og meget nede på jorden. Jeg frygter ærligt talt at folk, der bor omkring Hillerød er mere snobbede. Derudover vil jeg savner alle de søde hjemmegående forældre, at møde naboerne på legepladsen, at bo tæt på stranden og stationen, åen, at tage ud på Aarstidernes gård om søndagen, præstens gode prædikener, min mødregruppe, at snakke med cykelhandleren, og ikke mindst halal-slagterens fabelagtige falafel!

Jeg var skeptisk til at begynde med, men har lært at elske det her sted. Vi har dog altid vist at det kun var et stop på vejen, og der hvor vi skal bo nu, er dream come true, bortset fra at det ikke er i Jylland. Mindre detalje. Måske er jeg ekstra vemodig over at flytte herfra, fordi Eva er født herhjemme i vores lejlighed. Men samtidigt er jeg glad for, at hun får lov til at vokse op på landet helt fra starten af, og nok ikke kan huske andet. Jeg har engang sagt til Lassefar, at jeg tror vi vil se tilbage på det her halvandet år i Kokkedal, og sige til hinanden at det var den lykkeligste tid i vores liv. Men mon ikke også vi engang kan sige det samme om Nejedehus?

Vi glæder os til at bytte altanen ud med en have og få udsigt til en skov i stedet for en boligblok.

 

Sidste dag på barsel

I dag er en særlig dag. Det var Valdemars sidste dag i børnehaven. Både Lasse og jeg var med til at hente ham, da der også var julehygge for forældrene i dag. Valde fik en planche med nogle billeder af sig selv og et hæfte med tegninger fra børnene i afskedsgave. Det er en dag med blandede følelser. På den ene side er jeg glad for at han stopper, og jeg glæder mig til at have ham hjemme i en periode. På den anden side frygter jeg hvordan han vil håndtere det her “brud”, om han bliver glad det nye sted, og om han kan finde venner.

Samtidigt er det her min sidste dag på barsel. Det er lidt løgn, for i systemet er jeg stadig på barsel. Men slut med barsel i klassisk forstand. Fordi jeg nu også skal have en 3-årig hjemme, er der nogle af de klassiske “barselsaktiviteter” jeg ikke længere kan eller vil bruge tid på, eksempelvis babysalmesang, mødregruppe, cafébesøg, sove hele dagen. Ej, det lyder som om jeg har haft en totalt luksus-barsel, men det har jeg vel egentligt også (bortset fra diverse identitetskriser). Især de sidste par uger, hvor Lasse har varetaget både afleveringer og afhentninger af Valde.

Eva Luna 6 timer gammel

Nu begynder et nyt kapitel som hjemmepasser, som man jo kalder det nu til dags (det hedder ikke hjemmegående mor – nærmere hjemmestyrtende, hvis noget). Og vi skal lave en masse andre dejlige ting: gå i skoven, plante ting i haven, gå i legestu(er), åben hal, besøge gårdbutikker, læse bøger, gå på biblioteket, se på slottet, kede os og bare chille to the max (nu griner Tahini nok). Ja, jeg har en romantisk forestilling om hvordan livet som hjemmegående er, men frygter også om jeg kan klare det. Måske begynder Valde selv at efterspørge en ny børnehave på et tidspunkt, og så vil jeg ikke være den, der forhindrer ham i at få lov til at finde en. Men lad os nu se.

Nu tager vi bare én dag ad gangen, som de siger i AA. Jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil nyde opleve livet sammen med mine børn nu mens jeg har muligheden for det. Alt andet må vente. Og denne gang mener jeg virkelig alt andet (godt jeg har en mand der tjener penge til mig).

Hov, jeg glemte helt hvad indlægget egentligt skulle handle om: en lille tidlig nytårsstatus på, hvad jeg har nået hidtil i min barsel. HER kan du læse mine mål. Det skal lige siges at jeg startede min barsel med at lave absolut ingenting i 5 uger, derfor har jeg set så mange serier.

Serier jeg har set (hele sæsoner):

Netflix:

  •  Love
  • Atypical
  • Big Little Lies
  • Call the midwife
  • Lilyhammer
  • You, me, her
  • Orange is the new black
  • Grace and Frankie

HBO:

  • A Handmaid’s Tale
  • Kampen for Tilværelsen

DR:

  • Borgen (igen)
  • Petra elsker sig selv
  • I forreste række
  • Spis & Spar
  • Herrens Veje
  • Generation XL
  • Hård udenpå

Bøger jeg har læst:

  • “Og sådan blev det” (Maren Uthaug)
  • “Hvornår er det min tur til at skrige?” (Karen Heurlin)
  • “Vi er bare selv” (Linda Abildgren)
  • “Hvor lagde jeg babyen?” (Julia Lahme)

Sange jeg har lært på guitar: Livstræet og En Enkelt sang om frihed

Antal falafler spist: 100

Antal timer brugt på The Sims: 38

Antal knibeøvelser: for få

Antal gange jeg har spillet orgel: 2

Så mange gange har jeg lavet yoga: 5 (mindst!)

Antal lange gåture: 3

Antal timer brugt på insta: 400

Antal mentale sammenbrud: 3

Antal besøg i kirke: 10

Antal middagslure: 200

Antal gange jeg har ammet: ca. 2000

Eva Luna 6 måneder

Det handler om at have et godt CV

Nogle gange falder jeg over nogle interessante jobannoncer. Eksempelvis hos Aarstiderne, som har mange stillinger (fx den her), jeg godt kunne tænke mig. Eller diverse studentermedhjælperjobs. Senest et her i en boligforening i Kokkedal. Jeg fristes til at tænke: “hvis bare jeg fik et job, så kunne jeg føle mig vigtig og få en titel ud over mor, og desuden er det godt for CV’et”. Når dagen er slut kan man i det mindste sige, at man har udrettet noget, andet end at have vasket tøj. Og for en stund føler jeg at jeg går glip af noget, at jeg ikke har en chance for at få bygget mit CV op, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er en del af “den virkelige verden”.

Men så siger jeg til mig selv: alle dem med de gode CV’er er gået glip af nogle andre ting for at få dem. Lige nu skal jeg bare nyde livet sammen med mine børn.

Alt andet må vente.

Barselsroen

Kender I det, når man snakker med pensionister, der selv synes de har en travl hverdag? Nu hvor jeg er på barsel, forstår jeg hvad de mener. Nogle (naive) mennesker tror måske det er én lang ferie, det er det ikke. Men så har man da i det mindste en blank kalender i 10-12 måneder? Heller ikke. Det kunne man i teorien have haft, men samfundets effektivitetstyranni opmuntrer os til hele tiden at klemme flere aftaler ind. Og hvorfor? Bare fordi. Nå, men som I nok ved valgte jeg efter lidt tid at gøre oprør mod det, og i stedet sidde herhjemme og lave ingenting, hvilket var svært at gennemføre, men godt.

Den 12. november havde jeg været på barsel i 7 måneder, og det er først nu jeg kan sige, at jeg føler der er faldet ro over hverdagen. Det er først nu jeg har haft så meget luft i kalenderen, at jeg rent faktisk har haft overskud og tid til at gøre andet end bare at overleve og forsøge at bekæmpe det værste rod. Faktisk har jeg for nyligt haft tre uger, hvor jeg ingen aftaler havde, og bare lod det hele stå til og levede af forårsruller. Det var dejligt!

Men bedst som jeg troede, at nu skulle jeg endelig få den hverdag, jeg altid har været stresset over at mangle, så valgte jeg at ryste posen. Og netop som min rodløse sjæl endelig har fundet et sted at føle sig hjemme, river jeg det hele op med rode. Ak ja, jeg er åbenbart uforbederlig…

Ud af Maya – ind i Gaya!

For en uge siden fik jeg noget der mindede om en åbenbaring. En invitation til at leve uden frygt. En mulighed for at tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg må hellere få skrevet det ned, inden jeg glemmer det.

Men hov, jeg har næsten allerede glemt det. Jeg har brugt de sidste to timer på at sidde og researche børnehaver i vores nye lokalområde. Og frygten er tilbage. Frygten for at vi ikke kan finde en børnehave der er så god, som den vi har nu (selvom jeg har været meget skeptisk over for den). Frygten for om jeg ødelægger mit barn ved at hive ham ud af hans trygge rammer (som han kun har været en del af i 3 måneder). Vil jeg sidde en dag, en mørk og stormfuld aften, langt ude på landet og tænke: “alt var bedre og nemmere da vi boede i Kokkedal!”. Ja, måske. Og måske ikke. Man har en tendens til at romantisere fortiden (jeg har), men det får man ikke meget godt ud af.

Anekdote: forleden dag befandt jeg mig i frygtens fangearme (og mors bekymrede udtalelser), og googlede: “er det synd for børn at bo på landet?” – ved I hvad der kom frem? En masse mødre, som spurgte: “er det synd for børn at vokse op i byen?”

Ja, vi skal flytte. Kolle 2.0 er i støbeskeen! Vi har været så heldige at få fingrene i et hus i udkanten af en skov, efter at have været en ansøgning ud af 75, som blev udtrukket. HURRAAAAAA! Er det skæbnen eller hvad?!

Vi skulle have haft svar den 15. november, men huset blev først tilbud til to andre, som sagde nej, så der var lidt ventetid. I løbet af de 4 dage, nåede jeg at tænke: er det bare mig, eller stod vi i præcis samme situation for 2 år siden? Ja, det gjorde vi, dengang vi ventede på svar på en ansøgning til et bofællesskab. Den følelse af at mit liv er i andres hænder, den hader jeg virkelig (med undtagelse af JC’s hænder, selvfølgelig). Det er én ting der er den sikre vej mod afgrunden: når man mister magten over sit eget liv. Eller føler at man gør det. Sådan en periode har jeg lige haft, men nu kan jeg se lyset for enden af tunnelen (eller – det er vist ikke et godt tegn?) – anyways! TV-serien “Herrens Veje” er blot endnu et eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke søger psykologhjælp i tide. Husk det, børn! Jeg er heldigvis så klog af skade, at jeg altid søger hjælp i tide, så jeg ender ikke som en desperat personage fra en dramaserie.

Nå, en ny æra er begyndt: jeg vil ikke længere leve i frygt! Det vil sige, det kommer jeg nok til engang alligevel, men nu rider jeg lige på en bølge af frygtløshed – eller måske ligefrem frihed?

Jeg har de sidste par måneder reflekteret over spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke levede i frygt?

Svaret er: flytte i kollektiv på landet, tage Valde ud af børnehaven og have ham hjemme en periode, tage et års ekstra orlov fra studiet og passe Eva hjemme, se muligheder frem for begrænsninger, stole på Gud og universet, holde fast i at jeg ikke vil have et stressende liv og derfor skabe et liv, hvor vi ikke behøver have travlt.

Så det gør vi nu!

Og hvad så hvis jeg bliver vanvittig af at gå hjemme? Jamen så sender jeg da bare børnene i pasning, værre er det ikke. Hvad hvis I bliver trætte af at bo på landet? Så flytter vi. Hvad hvis I bliver ruinerede? Så tager jeg mere SU-lån (eller…. stop dig selv). Hvad hvis du kommer til at kede dig? Så bliver jeg meget sund. Hvad hvis børnene tager skade af at flytte? Det gør de ikke, se bare på Lasse og jeg, vi har prøvet at flytte mindst 15 gange hver i løbet af vores liv, og vi er da helt normale! Hvad nu hvis jorden går under i morgen? Så kan vi allesammen endelig blive forenet.

Ud af Maya – det betyder ud af frygten, sindet. Seriøst, sindet skaber så mange tanker, det var der jeg fik min åbenbaring af psilocybinske dimensioner: det meste af det, der sker i mit sind, er en gammel plade, der er gået i stå i en rille. Det er falske ting, et spind af løgne, som jeg (og samfundet?) har skabt for at.. ja, hvorfor egentligt? Hvad skal vi bruge al den frygt til? Man kan være bange for alt og man kan finde problemer i alt, hvis man vil…

Ind med Gaya – eller man kan komme heeeeeelt ind i Moder Jord, hvilket Tahini og jeg vil gøre langt ude i skoven.

Sig hvad I vil. Verden kan rende og hoppe. Vi laver vores egen landsby.

Tågen letter

De første par måneder efter Eva blev født var jeg rimeligt zen. De sidste tre måneder har jeg mistet min zen mere og mere, og gået rundt i en form for tåge. Men i lørdags havde jeg en følelse, jeg vil betegne som “at tågen lettede”. Hvilket manifesterede sig ved at:

Jeg har vasket mit hår. Endelig! (glemte dog at rede det)

Jeg er (næsten) nået til bunds i vasketøjet.

Jeg har haft overskud til at dyrke yoga (i mandags)!!!

Jeg kan føle mig frisk uden en middagslur.

Jeg har efter et halvt års tilløb og dårlige undskyldninger endelig fået taget mig sammen til at cykle ned i kirken for at spille orgel.

Jeg sad uforstyrret og spillede orgel i en time – det var himmelsk!

Jeg har erkendt at jeg ikke behøver bevise at jeg rent hypotetisk i en perfekt drømmeverden kunne være “supermor”.

Jeg har taget et skridt ved at lade Lasse være alene med børnene nogle timer.

 

Det tænkende menneske

Konklusioner på to måneders eksistentielle overvejelser:

Det er ikke let at være nogen.

Du skylder ikke nogen noget.

Verden skylder ikke dig noget.

Du kan ikke forvente at der står nogen og klapper i hænderne af alt, du gør.

Du behøver ikke bevise noget over for nogen.

Punkterne uddybes i min kommende selvbiografi “Kunsten at ælte en dej med én hånd”.

Selv tak.

Hønen og ægget

Man kan skrive eller man kan lade være. Jeg har ikke ret meget fornuftigt at sige. To måneder har jeg spildt på at tænke de samme destruktive tanker om og om igen. To måneder. Jeg har spildt to måneder af mit liv. Og da jeg stod på yogamåtten en dag i sidste uge, sagde jeg til mig selv: “Det er trist, men du må lægge det bag dig. Der er kun i dag og fremtiden. Fra i dag af vil jeg ikke brokke mig over min mand eller mine børn eller noget. Nu vil jeg nyde livet uden at ærgre mig over al den tid, jeg har spildt”. Jamen det er da altid en start! Om det kan realiseres er en anden sag.

Jeg føler jeg har fejlet som mor. Fordi jeg ikke længere kan nyde min barsel. Men jeg nød det meget de første par måneder. Dengang var jeg så zen, det var den bedste sommer i mit liv. At få et barn mere var ikke en belastning, men en berigelse, hun gjorde familien fuldendt. Men pludselig en dag vendte det hele. Jeg prøver stadig at finde en forklaring på hvorfor. Mig og mine forklaringer. Jeg er for krævende. Det at jeg kræver en forklaring på alt, en mening med alt, en årsag, et sted at placere skylden – det er meget tidskrævende og upraktisk, og det ødelægger mig. Jo, det kan være en god evne, at være nysgerrig og forsøge at finde sammenhænge og forstå sammenhænge. Men jeg forventer sammenhæng der hvor der ingen er! Længes efter forbundethed når alt er fragmenteret.

Jeg behøver ikke ignorere mine længsler, men der er nogle ting jeg er nødt til at acceptere. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg må gøre op med nogle ting. Jeg må forsøge at lære at acceptere, at “den store gyldne løsning” ikke findes. Jeg må tilgive mig selv for at tænke som jeg gør, jeg er ikke så pisse-revo, som jeg troede, jeg er et produkt af min kultur. Vi er opdraget til, at “hvis bare” eller “når bare…” – SÅ bliver jeg lykkelig! Det er til dels kapitalismens skyld. Som jeg altid siger: man kan ikke sælge noget til et lykkeligt menneske. Jeg møder den her tankegang hver dag, blandt andet på sociale medier. Egentligt har vi mennesker nok altid sat vores lid til forskellige ting. “Hvis bare”…. vi fik eget toilet, færre børn, fik bil, fladskærm, osv osv. Engang var de her usmagelige betonblokke eftertragtede, det var drømmen. Men drømmen ændrer sig hele tiden.

På Instagram møder jeg ofte tanken “hvis bare.. vi flyttede på landet, i kollektiv, havde børnene hjemme”. Det hele lyder meget idyllisk, og det er fint, men det er også løgn.

Kollektiv = dobbelt så meget sjov, dobbelt så mange problemer. Landet = idyllisk om sommeren, helvede om vinteren (men smukt med sne!). Vi har prøvet det. Men folk skal bare gøre det, de har lyst til.

Jeg har begået en fejl. Jeg har lyttet for meget til andre, endnu engang. Jeg har gjort vold på mig selv, men det er jeg nødt til hver eneste dag, for sådan er det at være en følsom sjæl. Det er ren overlevelse. Jeg er så meget i tvivl om alt, at jeg ikke engang ved hvad der kom først? Har jeg det dårligt, fordi jeg ikke har Valde hjemme? Eller havde jeg det dårligt først og kunne slet ikke have ham hjemme? En stemme siger “hvis bare jeg havde ham hjemme, ville alt være godt”. En anden stemme siger “jeg har ikke overskuddet til det, og det vil bare gøre alt værre”. Lytter jeg for meget til andre, fordi jeg ikke har en indre kerne? Eller er min identitet blevet udslettet, fordi jeg lytter for meget til andre?

Jeg har en romantisk forestilling om, at “Hvis bare…” – men nissen flytter med, jeg er ked af at være lyseslukker. Dog er der stadig en god grund til at flytte på landet: når alt er trist, så har man i det mindste noget smukt at se på!

Point of no return

I søndags besluttede jeg mig for, at det bedste jeg kunne gøre for mig selv, var at holde en pause fra Instagram (Og Facebook, men det kunne jeg ikke, fordi min telefon døde). Så nu hvor jeg ikke kan snakke løs på InstaStory, så må jeg tage mig tid til at skrive lidt på bloggen. For jeg har brug for at fortælle noget.

Vi kører nu på 6. uge med “projekt børnehaveindkøring”, og det går mildest talt ikke godt. Valde er glad i løbet af dagen derhenne, men afleveringerne er et helvede. Han har grædt hver gang, på nær 2-3 gange. Værst er det for mig. Jeg har det dårligt når jeg går derfra. Og når jeg går derhen og når jeg henter ham igen. Nok var jeg vant til at aflevere mit barn til andre, men der er virkelig en verden til forskel på en dagpleje og en børnehave. Det vidste jeg godt at der ville være, men alligevel kom det bag på mig, hvor utryg jeg føler mig ved at aflevere ham i børnehaven. Det har ikke som sådan noget med den specifikke børnehave at gøre, jeg har bare altid fået myrekryb af institutioner, ligesom jeg også får det af hospitaler.

Det handler ikke om at jeg ikke vil sende mit barn i pasning, for dagplejen kunne jeg stå 100% inde for. Selvom jeg godt nok savnede Valde ekstremt meget indtil han var to år. Jeg har været tæt på at melde ham ud. Har “booket” en samtale med pædagogen, hvor jeg ville have sagt det, men missede det. Jeg har ringet derned og tænkt “nu siger jeg det”, men kunne ikke få fat i den rigtige, og da de ringede tilbage, tog jeg den ikke, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne tale om det uden at indvie dem i mit følelsesliv (jeg kan bare ikke skjule noget – det skal man vist kunne som rigtig voksen). Efter mange dages frustrationer, hvor jeg til sidst var på vanviddets rand, aftalte jeg med Lassefar at vi ville give det en chance indtil efterårsferien, som starter i morgen. For man skal jo lige give det en chance, alle børn er jo kede af det i starten, ikke?

Jeg kan ikke mere.

Jeg har virkelig givet det en chance. Holdt så få fridage som muligt, sendt ham afsted på dage, hvor jeg hellere ville have ham hjemme, gået fra et grædende barn, har prøvet både hurtige og langsomme afskedsseancer. Jeg har virkelig forsøgt at leve “et rigtigt barselsliv”: gået lange ture med barnevognen, været på café med en veninde, gået i mødregruppe(r), legestue, til babysalmesang, shoppet, set serier – men alt føles bare tomt uden ham. Det er så underligt at gå hjemme med kun det ene af sine børn. For mig er det bare dybt naturstridigt.

Jeg kan ikke mere.

En ny følelse er blevet vakt i mig – eller skulle man hellere sige, at følelsen er blevet vakt på ny? Den følelse vil jeg kalde “mit moderinstinkt”. Det er en intuition, men stærkere end det, en mavefornemmelse så dyb, at den overtager hele min krop. Den råber mig i hovedet, selvom jeg forsøger at overhøre den. Vi har den allesammen, tror jeg. Men vi er opdraget til at fortrænge den, for vi skal jo “videre med vores liv”. Det skal jeg også. Jeg har et studie der venter. Det skal jeg skynde mig at afslutte, så jeg kan komme ud at rejse, så jeg kan flytte til Jylland før Valde skal starte i skole. 2020-planen, du ved.

Hver dag forsøger jeg at fortrænge den følelse, fordi den er upraktisk, men det kan jeg ikke. Jeg har forsøgt at lytte til fornuftens stemme, men den er for svag. Den stemme tilhører mit tidligere jeg. Jeg har fortalt mig selv, at det er synd at hive ham væk fra hans venner. At jeg har brug for alenetid. At jeg ikke kan stole på mig selv. Når følelsen kommer op i mig, fortæller jeg mig selv: “Jaja, den er reel nok, men vent lige lidt, om 1 år og 9 måneder kan du følge din mavefornemmelse”.

Hvor absurd er det lige?! Til den tid er børnene jo kæmpestore. Det er nu de har brug for mig.

Forleden dag så jeg programmet “Bertelsen på Shikoku 88”, hvor man følger Mikael Bertelsen på en pilgrimsvandring i Japan. Her møder han en dansk pilgrim, som han snakker med. Bertelsen fortælle, at han gerne ville finde mere tid til stilhed og at gå ture i hverdagen, for han synes det er godt, men at han ikke kan finde tid til det. Som han siger: “Jeg siger altid til mig selv, at det der er der bare ikke tid til”: Bertelsen kommer direkte fra civilisationens travle liv, mens den anden mand netop har gået på ruten i 7 uger, og derfor ser det hele fra en anden vinkel. Bertelsen siger, at det gør ham til en bedre version af sig selv, når han får gået, og manden siger: “Du har simpelthen ikke tid til at blive en bedre version af dig selv?” – fra det sted, hvor manden er, lyder det jo helt absurd. Og det gør det også i mine ører.

Om man skal blive en bedre version af sig selv eller ej, ved jeg ikke. Det er måske ikke de rette ord at bruge om den oplevelse, man kan få, når man tager sig tid til stilhed og til at være i naturen, eller hvad end det nu er, der gør en glad og giver ro. Det der giver mig ro indeni lige nu, er at være sammen med mine børn. Men spørgsmålet er:

Har jeg tid til at være sammen med mine børn?

Svaret er, at jeg fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til det. Fordi jeg er et produkt af et samfund, hvor man ikke tager sig tid til det, og det skal jeg ikke skamme mig over. Men når man først har set det absurde i, at vi ikke har tid til vores børn, så er det svært at gå tilbage.

Kan jeg vælge at tage mig tid til det?

Kan jeg lade være?

At skrive er (ikke) at leve

Jeg er træt af ord. Der er alt for mange ord i mit hoved og i verden omkring mig. Jeg har brug for at gøre noget mere af de ting, hvor ord er overflødige: stilhed, musik, bevægelse, meditation. Ord skaber virkelighed. Og samtidigt skaber de en uvirkelighed, når de bliver til tanker. Jeg har så mange tanker der kører rundt til ingen verdens nytte. For det første er det meget de samme tanker, jeg tænker, hvilket Lassefar dagligt minder mig om. Og dermed også de samme ting, jeg siger (eftersom jeg ikke kan lade være med at tale om stort set alle mine tanker), hvilket igen må være rimeligt anstrengende for mine omgivelser. Jeg har engang hørt, at den menneskelige hjerne ikke har udviklet sig siden stenalderen. Det giver mening. Jeg er virkelig ikke særligt klog. Det er meget sjældent at jeg tænker en ny tanke, og det tror jeg gælder for det fleste. Stort set alt har været tænkt før. Ofte føler jeg også, at meget af det, der skrives her på blog-mediet, er klichéer eller udpenslinger af meget uintelligente selvfølgeligheder. Men måske har folk brug for at læse det, fordi vi har brug for noget at spejle os i. Jeg kan kun fortælle om, hvordan jeg oplever livet, men er det interessant? Ja, måske, men meget af det jeg oplever, kan ikke beskrives med ord. Jeg elsker at læse, og for mig ville livet eksistere mindre, hvis ikke der blev skrevet om det (gav den sætning mening?!). Men jeg er nok lidt træt af selv at skrive. Jeg vil hellere udtrykke mig på andre måder. Men udtrykke mig, det skal jeg. For eksempel har jeg indset, at jeg visner som menneske, hvis ikke jeg tager mig tid til at spille musik. Jeg tror endnu ikke at jeg har fundet mit “rette medie” eller min rette kunstneriske hylde, og det er min største drøm, at finde den. Måske sker det aldrig. Men når jeg spiller orgel, føler jeg at jeg mærker historiens vingesus, og bliver forbundet til en frekvens, som mange andre før mig, også har været på. Jeg føler at jeg bliver en del af noget større, og det er jo egentligt det jeg længes efter, ligesom mange andre moderne mennesker. Jeg filosoferer meget, men det er ikke værd at skrive om, for konklusionen på alle mine overvejelser, er stort set altid den samme: jeg er et moderne menneske, som er et produkt af min kultur (hjernevasket), og det er svært (umuligt) at frigøre sig fra. Det er hverken godt eller ondt, det er bare, hvad det er. Det eneste jeg kan gøre er at acceptere det, for det hjælper ikke at romantisere fortiden og “de gode gamle dage”, for de findes ikke. Vi får det ikke bedre end vi har det nu. Faktisk kunne jeg spare en masse tid ved at tænke mindre, for alle mine eksistentielle overvejelser er spildt, hvis ikke de får konsekvenser. Og det gør de ikke. Uanset hvad jeg konkluderer, om det så er, at denne virkelighed er en drøm, og at det rigtige liv først starter efter “døden”, så fortsætter jeg bare med at vaske tøj og fodre børn. For mit sind kan ikke begribe det. Det menneskelige sind er komplekst, og vi er så hjernevaskede, at det er nærmest umuligt at tænke “ud af boksen”. Jeg kan prøve, men ordene har magten, ordene former virkeligheden. Og jeg kender ikke et andet sprog. Men jeg vil gerne lære det.