Første måned i mit liv som hjemmepasser

Jeg ville have skrevet detaljeret om vores første uge i det her “nye” liv, men pludselig var hele anden, tredje og fjerde uge også gået. Det fortæller vel lidt om, hvordan det er.. blogging er ikke særligt højt prioriteret her, men det er fint, for egentligt tror jeg ikke man kan beskrive “hjemmepasserlivet” – det skal prøves.

Seks uger er der nu gået, og vi overlevede. Første uge sov vi længe hver dag (dygtige børn), anden uge var præget af søvnmangel og, de følgende to uger var været meget grå med enkelte solglimt. I denne uge har vi været så heldige at se solopgang flere gange, og har haft mange smukke dage med solskin og sne.

Den første tid i det nye hus var vi bare mest hjemme. Vi havde ikke noget internet, så vi slappede bare af og sov kollektiv middagslur. I løbet af den første måned var jeg kun i København to gange og i Hillerød to gange.

Efter nytår var vi klar til at afprøve den legestue, vi havde hørt godt om. Så den 2. januar tog vi afsted. Det var en overkommelig tur, 7 minutter med bussen. I starten var vi ekstremt langsomme til at komme ud af døren – vi kunne ikke komme afsted tidligere end kl. 11. Er det bare sådan når man lever “det frie liv”? Nej, ikke nødvendigvis, men (heldigvis) er der en tendens til, at man tager tingene lidt mere stille og roligt. Jeg savner ikke de morgener, hvor vi skulle afsted i børnehave. De morgener hvor jeg vågnede op kl. 8, og Valde allerede var afleveret, kan jeg dog godt længes efter engang imellem..

Det er en rigtig god legestue, og lige siden vi var der første gang, har vi været der to gange om ugen. Vi har også flirtet lidt med en anden legestue, og været på biblioteket et par gange. Det betyder meget, at der er nogle at lege med i nærheden, og at der er andre hjemmepassere med bør over 3 år, hvilket ellers kan være svært at finde.

Den første uge synes jeg det hele var nemt, vi sov jo længe hver dag, og flere gange sov børnene middagslur samtidigt. Men så valgte vi at tage sutten fra Valde. Det gik fint, men havde den konsekvens, at han ikke længere ville sove middagslur.

Nu vågner Eva. Hej hej.

 

Den her dag vil jeg huske

Dagen i dag vil jeg huske. Måske giver det ikke mening at skrive om den. Den er allerede lagret i min hukommelse. Dagen i dag var noget særligt, og dog bare en ud af mange.

Forandringer er sket, nye rammer, nye mennesker, ny udsigt, nye tider. Jeg kæmper, det gør vi alle, med at finde roen, balancen, holdepunkter. I dag fandt jeg noget. Vi gjorde det – sammen. På andre dage ville jeg have mistet tålmodigheden, mistet håbet, overblikket, mig selv. Og måske mistede jeg det hele, men det var ok.

Det jeg vil huske ved denne dag er, at jeg ved enden af den var træt, men på den gode måde. I dag har det ikke været hårdt at være sammen med børnene, trættende, men ikke hårdt. Vi har set alt for meget netflix, bagt boller, hentet brænde, været i haven og ordnet praktiske ting, ikke noget særligt, men alligevel særligt. Her begynder at dufte af hjem. Jeg ved stadig ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig hjemme et sted, men jeg vil arbejde på det. Min desperate længsel efter at flytte mig selv tilbage til mine rødder, var nok bare en nødløsning, fordi det er det eneste jeg kender som hjem. Men den er væk i dag, og nu ved jeg, at hjem er noget jeg selv skaber.

Jul igen

Så blev det jul igen. Velkommen til verdens mest klichéfyldte indlæg. Livet går i ring, livet går i bølger, op og ned, livet er lidelse og glæde, men intet er godt eller ondt i sig selv. Mit eneste ønske til jul er, at julefreden sænker sig på et tidspunkt, gerne i form af stilhed. Nu sidder jeg her igen efter 4 måneders nedtur, og ved ikke hvornår den næste bølge af optur kommer. Men det første skridt på vejen er at være åben over for det. Åben for forandring. Noget af det fedeste Gud kan gøre, er at forny vore sind. Og mit sind trænger i den grad til fornyelse. Kan I huske, jeg skrev, at jeg havde brugt 2 måneder af mit liv på at tænke destruktive tanker? Nu er det 4. Jeg er på en eller anden underlig måde gået i stå, samtidigt med at alt omkring mig forandres. Det har været endnu et hæsblæsende år, selvom jeg virkelig har forsøgt at nyde hverdagen. Som så ikke rigtigt findes.

Nå, tilbage til den famøse julefred. I aftes indfandt den sig her i vores lille kollektiv, som vi agter at kalde Havørnens Hvile (eller Tahinibo). Efter en lang dag med rengøring i Kokkedal kom vi hjem til et stille hus. Eva sov ude i bilen, Birka ovenpå, og Tahini og Lassefar sad med hver deres device på nettet (og er der noget der kan få voksne til at være stille, er det da det). Og Valdemar overnattede hos farmor. Det er utroligt så stille der er, når man ikke har sin 3-årige hjemme. Jeg nød stilheden, men Eva vågnede før jeg nåede at skrive om den. Her til morgen fik jeg endnu en stille stund, så nu er jeg klar til at gå juledagene i møde.

Jeg synes jeg de sidste to år i december har skrevet alt, hvad der er at skrive om julefred og stilhed, og den efterfølgende nytårsblues Jeg mener stadig præcis det samme. Den eneste forskel i år er, at jeg sidder med et lille barn i armene, nemlig Eva Luna på 7 måneder. Hun minder mig om, at julen for mig, handler om at blive som et lille barn igen. Der er mange forskellige og vigtige julesymboler, så som lyset og stjernen, men i år er det lille (Jesus)barn det, der siger mig mest.

Julen handler om overgivelse, overgivelse til stilheden, kærligheden, glæden, freden, Gud, universet og livet. Og hvem er bedre til at tage imod end en lille hjælpeløs baby?

At overgive sig til kærligheden – så simpelt, og dog så svært. Lad vores små zenmestre vise vejen.

En sidste tur i Kokkedal

Det er fredag. Jeg spiser pommes i sengen. Nu skal jeg leve det fede liv indtil jeg flytter på landet og lader som om jeg er sund. I morgen! Jeg burde gå en tur i solskinnet, men jeg var nødt til at skynde mig hjem før pomfritterne blev bløde. The struggle is real. Det føles som om jeg ikke har set solen i dagevis, hvilket jeg måske heller ikke har. Jeg ville nyde stilheden, for der bliver nok en del mindre stilhed fremover med 3 hjemmepassede børn i huset. Bare ligge i min seng og se serie, mens Eva sov middagslur. Og det gjorde jeg så – i 6 minutter. Indtil jeg blev afbrudt af Lassefar der kom hjem, og Eva der vågnede kort tid efter. Men det var 6 hellige minutter!

I dag var vi som sædvanligt til åben hal-legestue ovre på skolen for at sige farvel. Det var med vemod jeg gik derfra, og jeg føler mig stadig lidt trist. Det er ikke fordi vi er nære venner, men de her kvinder (og enkelt mand) er nok det nærmeste jeg nogensinde har været på at have en “tribe”. Men nu laver vi vores egen tribe på landet. Og det skal nok blive godt. Men lige i dag vil jeg have lov til at savne Kokkedal. Hvad er det jeg kommer til at savne? Først og fremmest at stort set alle her i området er utroligt imødekommende og venlige og meget nede på jorden. Jeg frygter ærligt talt at folk, der bor omkring Hillerød er mere snobbede. Derudover vil jeg savner alle de søde hjemmegående forældre, at møde naboerne på legepladsen, at bo tæt på stranden og stationen, åen, at tage ud på Aarstidernes gård om søndagen, præstens gode prædikener, min mødregruppe, at snakke med cykelhandleren, og ikke mindst halal-slagterens fabelagtige falafel!

Jeg var skeptisk til at begynde med, men har lært at elske det her sted. Vi har dog altid vist at det kun var et stop på vejen, og der hvor vi skal bo nu, er dream come true, bortset fra at det ikke er i Jylland. Mindre detalje. Måske er jeg ekstra vemodig over at flytte herfra, fordi Eva er født herhjemme i vores lejlighed. Men samtidigt er jeg glad for, at hun får lov til at vokse op på landet helt fra starten af, og nok ikke kan huske andet. Jeg har engang sagt til Lassefar, at jeg tror vi vil se tilbage på det her halvandet år i Kokkedal, og sige til hinanden at det var den lykkeligste tid i vores liv. Men mon ikke også vi engang kan sige det samme om Nejedehus?

Vi glæder os til at bytte altanen ud med en have og få udsigt til en skov i stedet for en boligblok.

 

Sidste dag på barsel

I dag er en særlig dag. Det var Valdemars sidste dag i børnehaven. Både Lasse og jeg var med til at hente ham, da der også var julehygge for forældrene i dag. Valde fik en planche med nogle billeder af sig selv og et hæfte med tegninger fra børnene i afskedsgave. Det er en dag med blandede følelser. På den ene side er jeg glad for at han stopper, og jeg glæder mig til at have ham hjemme i en periode. På den anden side frygter jeg hvordan han vil håndtere det her “brud”, om han bliver glad det nye sted, og om han kan finde venner.

Samtidigt er det her min sidste dag på barsel. Det er lidt løgn, for i systemet er jeg stadig på barsel. Men slut med barsel i klassisk forstand. Fordi jeg nu også skal have en 3-årig hjemme, er der nogle af de klassiske “barselsaktiviteter” jeg ikke længere kan eller vil bruge tid på, eksempelvis babysalmesang, mødregruppe, cafébesøg, sove hele dagen. Ej, det lyder som om jeg har haft en totalt luksus-barsel, men det har jeg vel egentligt også (bortset fra diverse identitetskriser). Især de sidste par uger, hvor Lasse har varetaget både afleveringer og afhentninger af Valde.

Eva Luna 6 timer gammel

Nu begynder et nyt kapitel som hjemmepasser, som man jo kalder det nu til dags (det hedder ikke hjemmegående mor – nærmere hjemmestyrtende, hvis noget). Og vi skal lave en masse andre dejlige ting: gå i skoven, plante ting i haven, gå i legestu(er), åben hal, besøge gårdbutikker, læse bøger, gå på biblioteket, se på slottet, kede os og bare chille to the max (nu griner Tahini nok). Ja, jeg har en romantisk forestilling om hvordan livet som hjemmegående er, men frygter også om jeg kan klare det. Måske begynder Valde selv at efterspørge en ny børnehave på et tidspunkt, og så vil jeg ikke være den, der forhindrer ham i at få lov til at finde en. Men lad os nu se.

Nu tager vi bare én dag ad gangen, som de siger i AA. Jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil nyde opleve livet sammen med mine børn nu mens jeg har muligheden for det. Alt andet må vente. Og denne gang mener jeg virkelig alt andet (godt jeg har en mand der tjener penge til mig).

Hov, jeg glemte helt hvad indlægget egentligt skulle handle om: en lille tidlig nytårsstatus på, hvad jeg har nået hidtil i min barsel. HER kan du læse mine mål. Det skal lige siges at jeg startede min barsel med at lave absolut ingenting i 5 uger, derfor har jeg set så mange serier.

Serier jeg har set (hele sæsoner):

Netflix:

  •  Love
  • Atypical
  • Big Little Lies
  • Call the midwife
  • Lilyhammer
  • You, me, her
  • Orange is the new black
  • Grace and Frankie

HBO:

  • A Handmaid’s Tale
  • Kampen for Tilværelsen

DR:

  • Borgen (igen)
  • Petra elsker sig selv
  • I forreste række
  • Spis & Spar
  • Herrens Veje
  • Generation XL
  • Hård udenpå

Bøger jeg har læst:

  • “Og sådan blev det” (Maren Uthaug)
  • “Hvornår er det min tur til at skrige?” (Karen Heurlin)
  • “Vi er bare selv” (Linda Abildgren)
  • “Hvor lagde jeg babyen?” (Julia Lahme)

Sange jeg har lært på guitar: Livstræet og En Enkelt sang om frihed

Antal falafler spist: 100

Antal timer brugt på The Sims: 38

Antal knibeøvelser: for få

Antal gange jeg har spillet orgel: 2

Så mange gange har jeg lavet yoga: 5 (mindst!)

Antal lange gåture: 3

Antal timer brugt på insta: 400

Antal mentale sammenbrud: 3

Antal besøg i kirke: 10

Antal middagslure: 200

Antal gange jeg har ammet: ca. 2000

Eva Luna 6 måneder

Det handler om at have et godt CV

Nogle gange falder jeg over nogle interessante jobannoncer. Eksempelvis hos Aarstiderne, som har mange stillinger (fx den her), jeg godt kunne tænke mig. Eller diverse studentermedhjælperjobs. Senest et her i en boligforening i Kokkedal. Jeg fristes til at tænke: “hvis bare jeg fik et job, så kunne jeg føle mig vigtig og få en titel ud over mor, og desuden er det godt for CV’et”. Når dagen er slut kan man i det mindste sige, at man har udrettet noget, andet end at have vasket tøj. Og for en stund føler jeg at jeg går glip af noget, at jeg ikke har en chance for at få bygget mit CV op, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er en del af “den virkelige verden”.

Men så siger jeg til mig selv: alle dem med de gode CV’er er gået glip af nogle andre ting for at få dem. Lige nu skal jeg bare nyde livet sammen med mine børn.

Alt andet må vente.

Barselsroen

Kender I det, når man snakker med pensionister, der selv synes de har en travl hverdag? Nu hvor jeg er på barsel, forstår jeg hvad de mener. Nogle (naive) mennesker tror måske det er én lang ferie, det er det ikke. Men så har man da i det mindste en blank kalender i 10-12 måneder? Heller ikke. Det kunne man i teorien have haft, men samfundets effektivitetstyranni opmuntrer os til hele tiden at klemme flere aftaler ind. Og hvorfor? Bare fordi. Nå, men som I nok ved valgte jeg efter lidt tid at gøre oprør mod det, og i stedet sidde herhjemme og lave ingenting, hvilket var svært at gennemføre, men godt.

Den 12. november havde jeg været på barsel i 7 måneder, og det er først nu jeg kan sige, at jeg føler der er faldet ro over hverdagen. Det er først nu jeg har haft så meget luft i kalenderen, at jeg rent faktisk har haft overskud og tid til at gøre andet end bare at overleve og forsøge at bekæmpe det værste rod. Faktisk har jeg for nyligt haft tre uger, hvor jeg ingen aftaler havde, og bare lod det hele stå til og levede af forårsruller. Det var dejligt!

Men bedst som jeg troede, at nu skulle jeg endelig få den hverdag, jeg altid har været stresset over at mangle, så valgte jeg at ryste posen. Og netop som min rodløse sjæl endelig har fundet et sted at føle sig hjemme, river jeg det hele op med rode. Ak ja, jeg er åbenbart uforbederlig…

Ud af Maya – ind i Gaya!

For en uge siden fik jeg noget der mindede om en åbenbaring. En invitation til at leve uden frygt. En mulighed for at tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg må hellere få skrevet det ned, inden jeg glemmer det.

Men hov, jeg har næsten allerede glemt det. Jeg har brugt de sidste to timer på at sidde og researche børnehaver i vores nye lokalområde. Og frygten er tilbage. Frygten for at vi ikke kan finde en børnehave der er så god, som den vi har nu (selvom jeg har været meget skeptisk over for den). Frygten for om jeg ødelægger mit barn ved at hive ham ud af hans trygge rammer (som han kun har været en del af i 3 måneder). Vil jeg sidde en dag, en mørk og stormfuld aften, langt ude på landet og tænke: “alt var bedre og nemmere da vi boede i Kokkedal!”. Ja, måske. Og måske ikke. Man har en tendens til at romantisere fortiden (jeg har), men det får man ikke meget godt ud af.

Anekdote: forleden dag befandt jeg mig i frygtens fangearme (og mors bekymrede udtalelser), og googlede: “er det synd for børn at bo på landet?” – ved I hvad der kom frem? En masse mødre, som spurgte: “er det synd for børn at vokse op i byen?”

Ja, vi skal flytte. Kolle 2.0 er i støbeskeen! Vi har været så heldige at få fingrene i et hus i udkanten af en skov, efter at have været en ansøgning ud af 75, som blev udtrukket. HURRAAAAAA! Er det skæbnen eller hvad?!

Vi skulle have haft svar den 15. november, men huset blev først tilbud til to andre, som sagde nej, så der var lidt ventetid. I løbet af de 4 dage, nåede jeg at tænke: er det bare mig, eller stod vi i præcis samme situation for 2 år siden? Ja, det gjorde vi, dengang vi ventede på svar på en ansøgning til et bofællesskab. Den følelse af at mit liv er i andres hænder, den hader jeg virkelig (med undtagelse af JC’s hænder, selvfølgelig). Det er én ting der er den sikre vej mod afgrunden: når man mister magten over sit eget liv. Eller føler at man gør det. Sådan en periode har jeg lige haft, men nu kan jeg se lyset for enden af tunnelen (eller – det er vist ikke et godt tegn?) – anyways! TV-serien “Herrens Veje” er blot endnu et eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke søger psykologhjælp i tide. Husk det, børn! Jeg er heldigvis så klog af skade, at jeg altid søger hjælp i tide, så jeg ender ikke som en desperat personage fra en dramaserie.

Nå, en ny æra er begyndt: jeg vil ikke længere leve i frygt! Det vil sige, det kommer jeg nok til engang alligevel, men nu rider jeg lige på en bølge af frygtløshed – eller måske ligefrem frihed?

Jeg har de sidste par måneder reflekteret over spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke levede i frygt?

Svaret er: flytte i kollektiv på landet, tage Valde ud af børnehaven og have ham hjemme en periode, tage et års ekstra orlov fra studiet og passe Eva hjemme, se muligheder frem for begrænsninger, stole på Gud og universet, holde fast i at jeg ikke vil have et stressende liv og derfor skabe et liv, hvor vi ikke behøver have travlt.

Så det gør vi nu!

Og hvad så hvis jeg bliver vanvittig af at gå hjemme? Jamen så sender jeg da bare børnene i pasning, værre er det ikke. Hvad hvis I bliver trætte af at bo på landet? Så flytter vi. Hvad hvis I bliver ruinerede? Så tager jeg mere SU-lån (eller…. stop dig selv). Hvad hvis du kommer til at kede dig? Så bliver jeg meget sund. Hvad hvis børnene tager skade af at flytte? Det gør de ikke, se bare på Lasse og jeg, vi har prøvet at flytte mindst 15 gange hver i løbet af vores liv, og vi er da helt normale! Hvad nu hvis jorden går under i morgen? Så kan vi allesammen endelig blive forenet.

Ud af Maya – det betyder ud af frygten, sindet. Seriøst, sindet skaber så mange tanker, det var der jeg fik min åbenbaring af psilocybinske dimensioner: det meste af det, der sker i mit sind, er en gammel plade, der er gået i stå i en rille. Det er falske ting, et spind af løgne, som jeg (og samfundet?) har skabt for at.. ja, hvorfor egentligt? Hvad skal vi bruge al den frygt til? Man kan være bange for alt og man kan finde problemer i alt, hvis man vil…

Ind med Gaya – eller man kan komme heeeeeelt ind i Moder Jord, hvilket Tahini og jeg vil gøre langt ude i skoven.

Sig hvad I vil. Verden kan rende og hoppe. Vi laver vores egen landsby.

Tågen letter

De første par måneder efter Eva blev født var jeg rimeligt zen. De sidste tre måneder har jeg mistet min zen mere og mere, og gået rundt i en form for tåge. Men i lørdags havde jeg en følelse, jeg vil betegne som “at tågen lettede”. Hvilket manifesterede sig ved at:

Jeg har vasket mit hår. Endelig! (glemte dog at rede det)

Jeg er (næsten) nået til bunds i vasketøjet.

Jeg har haft overskud til at dyrke yoga (i mandags)!!!

Jeg kan føle mig frisk uden en middagslur.

Jeg har efter et halvt års tilløb og dårlige undskyldninger endelig fået taget mig sammen til at cykle ned i kirken for at spille orgel.

Jeg sad uforstyrret og spillede orgel i en time – det var himmelsk!

Jeg har erkendt at jeg ikke behøver bevise at jeg rent hypotetisk i en perfekt drømmeverden kunne være “supermor”.

Jeg har taget et skridt ved at lade Lasse være alene med børnene nogle timer.

 

Det tænkende menneske

Konklusioner på to måneders eksistentielle overvejelser:

Det er ikke let at være nogen.

Du skylder ikke nogen noget.

Verden skylder ikke dig noget.

Du kan ikke forvente at der står nogen og klapper i hænderne af alt, du gør.

Du behøver ikke bevise noget over for nogen.

Punkterne uddybes i min kommende selvbiografi “Kunsten at ælte en dej med én hånd”.

Selv tak.