Livet går i ring

Var det ikke for den nye sæson af A Handmaid’s Tale, havde jeg nok ikke påbegyndt denne tankerække. Eller siddet i min sofa og spist pommes med sovs (selvom jeg ser Netlifx – HBO virker for uoverskueligt). Jeg er ude af form, kunne ikke engang spise halvdelen af det, der lå på tallerkenen. Det er en måned siden sidst jeg skrev her. Jeg har levet en del i det, nogen kalder IRL (In Real Life). For eksempel har jeg slet ikke været på Instagram siden i onsdags. Bliver man klogere af det? Jeg ved det ikke.

Jeg har endnu engang erkendt, at livet går i ring, og min status som sofakartoffel i dag, minder mig om det. Selv denne erkendelse går i ring og opstår på ny flere gange om året, men især ved skiftet fra vinter til forår. For præcis et år siden lå jeg i min seng og spiste pommes med sovs, mega gravid, og det mest spændende der var sket i mit liv længe, var at jeg havde fået HBO-abonnement. Nu har jeg netop tegnet et nyt prøve-abonnement, og sidder her, men denne gang er jeg ikke så tyk, ej heller ligeså træt.

Et år er gået, den 12. april havde jeg gået hjemme i et helt år. På den ene side er det fløjet forbi (as if, men det skal man jo sige), og samtidigt føles det som 10 år. Jeg har fået gråt hår og lange patter, eller sådan føles det i hvert fald. Jeg har været i dvale og dog i rivende udvikling. Vinteren tog hårdt på mig denne gang, men jeg er ikke alene, jeg har en fornemmelse af, at det har været en kollektiv oplevelse: vi mennesker påvirker hinanden mere, end vi lige går og tror.

Men for et par uger siden skete der noget, foråret kom, og det var som at vågne op til en helt anden verden. Alt er forandret, og med skoven som nabo, kan jeg for første gang nogensinde følge udspringningen på tæt hold. Jeg tror ikke der findes mennesker, for hvem dette ikke er magisk. Om vinteren er her så uendeligt trist, om sommeren så uendelig paradisisk.

Sådan er livet, sådan er naturen, og det er ok. Man kan dø og blive genfødt mange gange i løbet af et år, og det sker for alt og alle, nogle af os oplever det bare stærkere end andre. Det er både en forbandelse og en gave, men i dag kan jeg kun være taknemmelig. Og jeg vil tillade mig selv at dvæle ved denne tilstand et øjeblik.

3 måneder

Klokken er 20.36 søndag aften, og jeg har lige spildt ca. halvanden time af mit liv på at kigge på babybilleder af Valde, se “De Perfekte Piger” og lave alt muligt på Faceren.

Er der ikke nogen der engang har sagt, at det tager tre måneder at ændre en vane? Der er i hvert fald et eller andet magisk ved de der tre måneder. Eksempelvis synes jeg virkelig også der sker noget når ens barn fylder 3 måneder – for både baby og forældre. Det er som om “tågen” letter. Ok, for nogle sker det måske først meget senere… som her.

Nu har vi boet herude på landet i tre måneder, og jeg synes der er faldet en ro over det hele. Det er svært at forklare, hvad det er, der har ændre sig. Det burde jeg vel egentligt være god til, eftersom jeg har en blog. Men der er nok en grund til at jeg ikke skriver så meget herinde mere. Jeg vil hellere leve det virkelige liv (på Instagram). Det er som om der pludselig er overskud til lidt ekstra, eller det vil sige, at arbejde sig længere op i behovspyramiden, end de famøse spise-drikke-skide-sove-gøre rent-amme-passe børn-forfra igen. Det er ikke fordi jeg behøver komme særligt højt op i den pyramide, jeg er i bund og grund nok et ret primitivt menneske, i hvert fald lige nu i den her småbørnstid, hvor jeg er styret meget af mine (moder)instinkter. Men derfor er det alligevel rart at føle, at man når noget andet end det mest basale, og at man har mulighed for at gøre nogle ting af lyst frem for kun af pligt.

Så det er bare skønt og herligt. Jeg har mistet min telefonoplader, så nu er jeg offline(ish). Nu vil jeg se Matador.

 

En beslutning er taget

Det er forår i dag. Det er det altså, Tahini! Ja, det er koldt, men der er noget der er anderledes i forhold til i går. Luften er mildere, solen er varmere. Jeg kan fornemme et energiskifte. På grænsen til rengøringsvanvid.

I dag er min fremtid blevet afgjort. Sådan da. Jeg har endelig fået afsendt min ansøgning om orlov fra studiet. Jeg tog beslutningen i november, snakkede med studievejlederen i december, men noget har holdt mig tilbage fra at handle på det. Jeg tænkte at jeg hellere lige måtte se, om jeg kunne holde ud at gå hjemme, eller om jeg ville nå at blive for træt af det før april. Altså har jeg indtil nu holdt muligheden for at vende tilbage til studiet åben. Og var det godt? Måske, måske ikke. Når man skal træffe vigtige beslutninger, kan det være en god idé at tænke sig om. Men på den anden side skal man ikke tænke for længe. Jeg har i hvert fald tit oplevet, at man kan blive mere forvirret, jo længere man udskyder noget. Jeg synes det at udelukke muligheder giver mig mere ro i livet. Vi skal gå glip! (det er jo så moderne). Det er godt at have muligheder, men det kan også blive for meget.

På “dårlige” dage siger jeg til Lassefar: “jeg kan også bare sende dem begge i institution og vende tilbage til studiet nu” – men ville det gøre mig lykkeligere? Nej. Kan jeg så holde ud at gå hjemme? Det ved jeg ikke. Men jeg kan heller ikke holde ud at lade være. Jeg startede på studiet i 2013, skulle have været færdig sidste år. Efter endt barsel med Valde havde jeg travlt med at komme videre, jeg var rastløs, utålmodig, men nu? Lige nu kan alt vente. Undtagen mine børn. Det lyder så idyllisk, det er det ikke, men det er dejligt at jeg er kommet til et sted, hvor jeg bare engang imellem kan føle, at jeg er faldet til ro.

Jeg skal nok blive færdig før eller siden. Måske.

Kaffe og kulde

Det er onsdag morgen. Jeg sidder under dynen i min seng og lytter til to sovende børn. Med kaffe i hånden! Det er efterhånden en sjælden begivenhed, men jeg elsker det. Lassefar må tage bussen i skole i dag, for vi skal låne bilen til Hvidovre (er jeg voksen nu, mor?)

Jeg vågnede kl. 6, fordi Lassefar skulle op, og så kunne jeg ikke sove igen. Jeg begyndte at tænke på økonomi – kan det overhovedet hænge sammen at være hjemmegående? Hvor længe skal jeg have dem hjemme? Hvornår skal Valde i børnehave? Har jeg råd til at betale for pasning? Skal jeg søge arbejde, og hvornår? Hvad er det egentligt jeg vil?

Og nu er det bare ærgerligt, at jeg aldrig fik skrevet mine tænkte indlæg med overskrifterne “Jeg tror ikke på kvalitetstid” og “Det eneste jeg vil er at nyde livet med mine børn – alt andet må vente”. For så kunne jeg vende tilbage til dem, når jeg tvivler. Men på den anden side ville jeg måske også føle mig forpligtet af at have skrevet sådan. “Du tror ikke på kvalitetstid? Nå, så er du jo nødt til at være hjemmegående for evigt”.

Men lige nu kunne det have været rart at læse mine egne ord om, hvad det var jeg oprindeligt ville med det her.

At tvivle er naturligt, men det kan også blive for meget. Hvis ikke man lytter til sig selv, skal andre nok fortælle dig, hvad de synes du skal.

Hvad er problemet, tænker jeg for mig selv. Det er ikke pengene. Problemet er, at jeg er så langt væk fra min krop lige nu, at jeg nærmest slet ikke har kontakt til den. Jeg svæver over jorden, hvilket er første skridt mod vanvid. Så først og fremmest må jeg lære at trække vejret og finde min krop (og mit hjerte!). Resten skal nok løse sig hen ad vejen.

Udsigt fra soveværelset – med soundtrack: https://youtu.be/ob2_kbwSZJs

 

Første måned i mit liv som hjemmepasser

Jeg ville have skrevet detaljeret om vores første uge i det her “nye” liv, men pludselig var hele anden, tredje og fjerde uge også gået. Det fortæller vel lidt om, hvordan det er.. blogging er ikke særligt højt prioriteret her, men det er fint, for egentligt tror jeg ikke man kan beskrive “hjemmepasserlivet” – det skal prøves.

Seks uger er der nu gået, og vi overlevede. Første uge sov vi længe hver dag (dygtige børn), anden uge var præget af søvnmangel og, de følgende to uger var været meget grå med enkelte solglimt. I denne uge har vi været så heldige at se solopgang flere gange, og har haft mange smukke dage med solskin og sne.

Den første tid i det nye hus var vi bare mest hjemme. Vi havde ikke noget internet, så vi slappede bare af og sov kollektiv middagslur. I løbet af den første måned var jeg kun i København to gange og i Hillerød to gange.

Efter nytår var vi klar til at afprøve den legestue, vi havde hørt godt om. Så den 2. januar tog vi afsted. Det var en overkommelig tur, 7 minutter med bussen. I starten var vi ekstremt langsomme til at komme ud af døren – vi kunne ikke komme afsted tidligere end kl. 11. Er det bare sådan når man lever “det frie liv”? Nej, ikke nødvendigvis, men (heldigvis) er der en tendens til, at man tager tingene lidt mere stille og roligt. Jeg savner ikke de morgener, hvor vi skulle afsted i børnehave. De morgener hvor jeg vågnede op kl. 8, og Valde allerede var afleveret, kan jeg dog godt længes efter engang imellem..

Det er en rigtig god legestue, og lige siden vi var der første gang, har vi været der to gange om ugen. Vi har også flirtet lidt med en anden legestue, og været på biblioteket et par gange. Det betyder meget, at der er nogle at lege med i nærheden, og at der er andre hjemmepassere med bør over 3 år, hvilket ellers kan være svært at finde.

Den første uge synes jeg det hele var nemt, vi sov jo længe hver dag, og flere gange sov børnene middagslur samtidigt. Men så valgte vi at tage sutten fra Valde. Det gik fint, men havde den konsekvens, at han ikke længere ville sove middagslur.

Nu vågner Eva. Hej hej.

 

Den her dag vil jeg huske

Dagen i dag vil jeg huske. Måske giver det ikke mening at skrive om den. Den er allerede lagret i min hukommelse. Dagen i dag var noget særligt, og dog bare en ud af mange.

Forandringer er sket, nye rammer, nye mennesker, ny udsigt, nye tider. Jeg kæmper, det gør vi alle, med at finde roen, balancen, holdepunkter. I dag fandt jeg noget. Vi gjorde det – sammen. På andre dage ville jeg have mistet tålmodigheden, mistet håbet, overblikket, mig selv. Og måske mistede jeg det hele, men det var ok.

Det jeg vil huske ved denne dag er, at jeg ved enden af den var træt, men på den gode måde. I dag har det ikke været hårdt at være sammen med børnene, trættende, men ikke hårdt. Vi har set alt for meget netflix, bagt boller, hentet brænde, været i haven og ordnet praktiske ting, ikke noget særligt, men alligevel særligt. Her begynder at dufte af hjem. Jeg ved stadig ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig hjemme et sted, men jeg vil arbejde på det. Min desperate længsel efter at flytte mig selv tilbage til mine rødder, var nok bare en nødløsning, fordi det er det eneste jeg kender som hjem. Men den er væk i dag, og nu ved jeg, at hjem er noget jeg selv skaber.

Jul igen

Så blev det jul igen. Velkommen til verdens mest klichéfyldte indlæg. Livet går i ring, livet går i bølger, op og ned, livet er lidelse og glæde, men intet er godt eller ondt i sig selv. Mit eneste ønske til jul er, at julefreden sænker sig på et tidspunkt, gerne i form af stilhed. Nu sidder jeg her igen efter 4 måneders nedtur, og ved ikke hvornår den næste bølge af optur kommer. Men det første skridt på vejen er at være åben over for det. Åben for forandring. Noget af det fedeste Gud kan gøre, er at forny vore sind. Og mit sind trænger i den grad til fornyelse. Kan I huske, jeg skrev, at jeg havde brugt 2 måneder af mit liv på at tænke destruktive tanker? Nu er det 4. Jeg er på en eller anden underlig måde gået i stå, samtidigt med at alt omkring mig forandres. Det har været endnu et hæsblæsende år, selvom jeg virkelig har forsøgt at nyde hverdagen. Som så ikke rigtigt findes.

Nå, tilbage til den famøse julefred. I aftes indfandt den sig her i vores lille kollektiv, som vi agter at kalde Havørnens Hvile (eller Tahinibo). Efter en lang dag med rengøring i Kokkedal kom vi hjem til et stille hus. Eva sov ude i bilen, Birka ovenpå, og Tahini og Lassefar sad med hver deres device på nettet (og er der noget der kan få voksne til at være stille, er det da det). Og Valdemar overnattede hos farmor. Det er utroligt så stille der er, når man ikke har sin 3-årige hjemme. Jeg nød stilheden, men Eva vågnede før jeg nåede at skrive om den. Her til morgen fik jeg endnu en stille stund, så nu er jeg klar til at gå juledagene i møde.

Jeg synes jeg de sidste to år i december har skrevet alt, hvad der er at skrive om julefred og stilhed, og den efterfølgende nytårsblues Jeg mener stadig præcis det samme. Den eneste forskel i år er, at jeg sidder med et lille barn i armene, nemlig Eva Luna på 7 måneder. Hun minder mig om, at julen for mig, handler om at blive som et lille barn igen. Der er mange forskellige og vigtige julesymboler, så som lyset og stjernen, men i år er det lille (Jesus)barn det, der siger mig mest.

Julen handler om overgivelse, overgivelse til stilheden, kærligheden, glæden, freden, Gud, universet og livet. Og hvem er bedre til at tage imod end en lille hjælpeløs baby?

At overgive sig til kærligheden – så simpelt, og dog så svært. Lad vores små zenmestre vise vejen.

En sidste tur i Kokkedal

Det er fredag. Jeg spiser pommes i sengen. Nu skal jeg leve det fede liv indtil jeg flytter på landet og lader som om jeg er sund. I morgen! Jeg burde gå en tur i solskinnet, men jeg var nødt til at skynde mig hjem før pomfritterne blev bløde. The struggle is real. Det føles som om jeg ikke har set solen i dagevis, hvilket jeg måske heller ikke har. Jeg ville nyde stilheden, for der bliver nok en del mindre stilhed fremover med 3 hjemmepassede børn i huset. Bare ligge i min seng og se serie, mens Eva sov middagslur. Og det gjorde jeg så – i 6 minutter. Indtil jeg blev afbrudt af Lassefar der kom hjem, og Eva der vågnede kort tid efter. Men det var 6 hellige minutter!

I dag var vi som sædvanligt til åben hal-legestue ovre på skolen for at sige farvel. Det var med vemod jeg gik derfra, og jeg føler mig stadig lidt trist. Det er ikke fordi vi er nære venner, men de her kvinder (og enkelt mand) er nok det nærmeste jeg nogensinde har været på at have en “tribe”. Men nu laver vi vores egen tribe på landet. Og det skal nok blive godt. Men lige i dag vil jeg have lov til at savne Kokkedal. Hvad er det jeg kommer til at savne? Først og fremmest at stort set alle her i området er utroligt imødekommende og venlige og meget nede på jorden. Jeg frygter ærligt talt at folk, der bor omkring Hillerød er mere snobbede. Derudover vil jeg savner alle de søde hjemmegående forældre, at møde naboerne på legepladsen, at bo tæt på stranden og stationen, åen, at tage ud på Aarstidernes gård om søndagen, præstens gode prædikener, min mødregruppe, at snakke med cykelhandleren, og ikke mindst halal-slagterens fabelagtige falafel!

Jeg var skeptisk til at begynde med, men har lært at elske det her sted. Vi har dog altid vist at det kun var et stop på vejen, og der hvor vi skal bo nu, er dream come true, bortset fra at det ikke er i Jylland. Mindre detalje. Måske er jeg ekstra vemodig over at flytte herfra, fordi Eva er født herhjemme i vores lejlighed. Men samtidigt er jeg glad for, at hun får lov til at vokse op på landet helt fra starten af, og nok ikke kan huske andet. Jeg har engang sagt til Lassefar, at jeg tror vi vil se tilbage på det her halvandet år i Kokkedal, og sige til hinanden at det var den lykkeligste tid i vores liv. Men mon ikke også vi engang kan sige det samme om Nejedehus?

Vi glæder os til at bytte altanen ud med en have og få udsigt til en skov i stedet for en boligblok.

 

Sidste dag på barsel

I dag er en særlig dag. Det var Valdemars sidste dag i børnehaven. Både Lasse og jeg var med til at hente ham, da der også var julehygge for forældrene i dag. Valde fik en planche med nogle billeder af sig selv og et hæfte med tegninger fra børnene i afskedsgave. Det er en dag med blandede følelser. På den ene side er jeg glad for at han stopper, og jeg glæder mig til at have ham hjemme i en periode. På den anden side frygter jeg hvordan han vil håndtere det her “brud”, om han bliver glad det nye sted, og om han kan finde venner.

Samtidigt er det her min sidste dag på barsel. Det er lidt løgn, for i systemet er jeg stadig på barsel. Men slut med barsel i klassisk forstand. Fordi jeg nu også skal have en 3-årig hjemme, er der nogle af de klassiske “barselsaktiviteter” jeg ikke længere kan eller vil bruge tid på, eksempelvis babysalmesang, mødregruppe, cafébesøg, sove hele dagen. Ej, det lyder som om jeg har haft en totalt luksus-barsel, men det har jeg vel egentligt også (bortset fra diverse identitetskriser). Især de sidste par uger, hvor Lasse har varetaget både afleveringer og afhentninger af Valde.

Eva Luna 6 timer gammel

Nu begynder et nyt kapitel som hjemmepasser, som man jo kalder det nu til dags (det hedder ikke hjemmegående mor – nærmere hjemmestyrtende, hvis noget). Og vi skal lave en masse andre dejlige ting: gå i skoven, plante ting i haven, gå i legestu(er), åben hal, besøge gårdbutikker, læse bøger, gå på biblioteket, se på slottet, kede os og bare chille to the max (nu griner Tahini nok). Ja, jeg har en romantisk forestilling om hvordan livet som hjemmegående er, men frygter også om jeg kan klare det. Måske begynder Valde selv at efterspørge en ny børnehave på et tidspunkt, og så vil jeg ikke være den, der forhindrer ham i at få lov til at finde en. Men lad os nu se.

Nu tager vi bare én dag ad gangen, som de siger i AA. Jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil nyde opleve livet sammen med mine børn nu mens jeg har muligheden for det. Alt andet må vente. Og denne gang mener jeg virkelig alt andet (godt jeg har en mand der tjener penge til mig).

Hov, jeg glemte helt hvad indlægget egentligt skulle handle om: en lille tidlig nytårsstatus på, hvad jeg har nået hidtil i min barsel. HER kan du læse mine mål. Det skal lige siges at jeg startede min barsel med at lave absolut ingenting i 5 uger, derfor har jeg set så mange serier.

Serier jeg har set (hele sæsoner):

Netflix:

  •  Love
  • Atypical
  • Big Little Lies
  • Call the midwife
  • Lilyhammer
  • You, me, her
  • Orange is the new black
  • Grace and Frankie

HBO:

  • A Handmaid’s Tale
  • Kampen for Tilværelsen

DR:

  • Borgen (igen)
  • Petra elsker sig selv
  • I forreste række
  • Spis & Spar
  • Herrens Veje
  • Generation XL
  • Hård udenpå

Bøger jeg har læst:

  • “Og sådan blev det” (Maren Uthaug)
  • “Hvornår er det min tur til at skrige?” (Karen Heurlin)
  • “Vi er bare selv” (Linda Abildgren)
  • “Hvor lagde jeg babyen?” (Julia Lahme)

Sange jeg har lært på guitar: Livstræet og En Enkelt sang om frihed

Antal falafler spist: 100

Antal timer brugt på The Sims: 38

Antal knibeøvelser: for få

Antal gange jeg har spillet orgel: 2

Så mange gange har jeg lavet yoga: 5 (mindst!)

Antal lange gåture: 3

Antal timer brugt på insta: 400

Antal mentale sammenbrud: 3

Antal besøg i kirke: 10

Antal middagslure: 200

Antal gange jeg har ammet: ca. 2000

Eva Luna 6 måneder

Det handler om at have et godt CV

Nogle gange falder jeg over nogle interessante jobannoncer. Eksempelvis hos Aarstiderne, som har mange stillinger (fx den her), jeg godt kunne tænke mig. Eller diverse studentermedhjælperjobs. Senest et her i en boligforening i Kokkedal. Jeg fristes til at tænke: “hvis bare jeg fik et job, så kunne jeg føle mig vigtig og få en titel ud over mor, og desuden er det godt for CV’et”. Når dagen er slut kan man i det mindste sige, at man har udrettet noget, andet end at have vasket tøj. Og for en stund føler jeg at jeg går glip af noget, at jeg ikke har en chance for at få bygget mit CV op, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er en del af “den virkelige verden”.

Men så siger jeg til mig selv: alle dem med de gode CV’er er gået glip af nogle andre ting for at få dem. Lige nu skal jeg bare nyde livet sammen med mine børn.

Alt andet må vente.