Ferieuge #4

4 ugers ferie! Begynder misundelsen at indfinde sig? Jo, jeg er privilegeret. Fattig, men privilegeret. Som studerende har man ofte ikke ret mange penge, men meget tid. Og tid er penge, ikke? I den forstand bliver jeg aldrig rigere end nu.

I dag har været en helt fin post-ferie dag. Vi kom hjem fra Bornholm igår aftes efter fem dages ferie med svigermor. I dag har jeg set Krummerne, fået en to timers middagslur, spist jordbærtærte til aftensmad, og nu sidder jeg og spiser chilipeanuts, drikker rødvin og hører italienske sange med Bartoli (nok er jeg proletar, men en med god smag!), mens Lassefar og Valde er på legepladsen. Jeg har været så tæt på at opgive alt for at overgive mig til livet på landet, men med min hjemkomst til Kokkedal, har jeg genopdaget fordelene ved at have en legeplads lige uden for døren.

Forresten egner jeg mig egentligt ikke særligt godt til de her mere eller mindre overfladiske opremsnings-indlæg, men jeg har besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke gider dykke ned i alle de dybe tanker her i ferien. Så værsågod.

I løbet af min fjerede uges sommerferie har jeg:

  • været på Bornholm!!! (for første gang nogensinde)
  • spist mange is – og Valdemar ligeså
  • badet i havet sølle en gang. Der var mange alger, så jeg mistede lidt lysten.
  • været velsignet med godt vejr hele ugen
  • besøgt Tahini og Asger (=Mysger) og deres dejlige Birka i Østermarie
  • ladet Valde begynde på amning igen – han blev virkelig trængende, da han så en lille baby få en tår hos sin mor
  • oplevet Valde sove igennem 10 timer for første gang
  • formået at putte Valde uden pat en gang
  • smilet hver gang Valde siger sit nyeste ord “Jordbær-is”
  • været hele Bornholm rundt (næsten)
  • været i Rønne, Gudhjem og ved Hammershus
  • spist pommes mindst tre gange
  • drukket Svaneke-øl og rosévin
  • besøgt en café i Svaneke, som et par fra vores gamle kollektiv ejer
  • spist jordbær med sukker
  • formået at være på ferie uden breakdowns (sådan da)
  • savnet Lassefar
  • fået blomster på vores bryllupsdag
  • Set en rundkirke
  • tabt mit hjerte til Bornholm og meget seriøst overvejet at flytte derover…..

men som Lassefar siger skal jeg ikke tage så spontane beslutninger på boligfronten, for sidste gang endte vi med at blive boligløse. Men fortæl mig så lige, hvorfor universet giver en disse spontane idéer?!?! (her forventer jeg især svar fra Tahini og Gaya)

tmp_23819-IMG_20160729_100625160592973
Pizza på Café Bonalâs i Svanneke
Østerlars Kirke
Østerlars Kirke

 

Havefest med Gaya

(Til Valdemar)

Jeg havde altid været bange for det. Men nu ved jeg at der ikke er noget at være bange for. Også sådan helt generelt. Jeg behøver ikke være bange for livet mere. Jeg kan leve. Før havde jeg så uendeligt mange spørgsmål. Nu har jeg kun to:

  • Hvorfor er livet ikke nok i sig selv?
  • Den tilstand små børn ofte er i – totalt i flow i nuet – hvornår og hvordan kom vi voksne nogensinde ud af den?

Jeg kan næsten ikke tænke mere. Men det er der måske heller ingen grund til. Det jeg oplevede var, at være i en have, på en kirkegård. Det kildede i min krop, som én stor orgasme. Mine ben blev bløde, og det var som om de søgte ned mod jorden, de ville blive der. Da Valde satte sig i mit skød, var det som om han smeltede som smør. Ragna havde meget store blå øjne. Der var et fantastisk sollys og blomster overalt (også i virkeligheden). Jeg gik på opdagelse med børnene, Valdemar, Vigo og Ragna. Jeg var i deres verden. Noget jeg altid har ønsket mig. Jeg så bare det, der var foran mig, intet andet. Der var så meget der forsvandt – sindet, måske. Det var som om alle løgnene blev skrællet væk. Og tilbage var der kun ren eksistens, nuet, liv og lys. Alt det andet var bare noget jeg (med hjælp fra andre/samfundet) havde opdigtet – og holdt fast i. Hvorfor holdte jeg fast i det? Fordi jeg troede jeg havde brug for det.

Vreden er væk nu. Jeg behøver den ikke i samme grad. Jeg har ikke længere samme behov for at kæmpe for noget. Jeg tror på, at alt der forceres, bliver en kamp. Ikke forstået på den måde, at jeg bare vil flygte fra alle former for konflikt. Men jeg har ikke behov for at opfinde kampe, som egentligt ikke findes. Jeg har en følelse af, at det eneste jeg skal, er at forsøge at leve så fredeligt og ikke-voldeligt som muligt. Altså det er ikke noget jeg SKAL tvinges til, men noget jeg skal gøre i den udstrækning, det falder mig naturligt og let. Og her mener jeg på alle planer. Ikke kun ved at undgå at dræbe, men også bare i forhold til aggression i det hele taget.

Jeg har været voldsomt aggressiv, indeni, men også i min måde at tale og kommunikere på. Faktisk har jeg i mange år forsøgt at give et fredeligt og kærligt budskab videre på en meget aggressiv måde (det gælder både ift. Veganisme, kristendom osv.). Det hænger bare ikke sammen. Jeg vil ikke længere sige at jeg er færdig med noget, eller ikke vil det, eller at jeg aldrig vil gøre det. Det er simpelthen alt for sort/hvidt og endegyldigt. I stedet vil jeg sige til mig selv, at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. Måske behøver jeg ikke være så offensiv. Det jeg gerne vil, er, at leve det, jeg ønsker for verden – be the change.

Dårlig samvittighed? Nej tak, jeg fortryder intet. Tro mig, jeg har haft min andel af skyld og skam – måske er det uundgåeligt, men samtidigt behøver det heller ikke være konstant. Livet er ikke en konkurrence. Hvad andre tænker behøver jeg ikke tage mig af. For det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad der er rigtigt, og det vil jeg gerne lære at stole på. Ej heller vil jeg lade mig synke ind i verdens kummerlighed og degenererende vaner, så det sortner for mine øjne. Jeg behøver ikke føre krig mod nogen og noget. Andre mennesker kan gøre lige hvad de vil. Jeg behøver ikke deltage i det.

Hvorfor skulle livet ikke være nok i sig selv? Før var jeg på jagt – efter det, livet skulle indeholde: formål, mål, mening, planer og projekter. Men nu føler jeg i højere grad at det hele er nok i sig selv – jeg behøver ikke tilføje noget. Desperationen hviler sig. Vi har jo solen, træerne, jorden, vores kroppe, hinanden, sprog, bevidsthed og sanser. Hvordan kan man så kede sig? Og hvis man gør – hvad sker der så ved det? Hvordan formår børn at leve i nuet på den måde, de gør? Jeg fik en bid af jeres verden, og jeg ved jeg kan komme derhen igen, om end kun glimtvis, hvis du hjælper mig, min søn. Jeg kan lære så meget af børn. Jeg håber at jeg aldrig bliver ”rigtigt voksen”.

Tak Valde, Vigo og Ragna, fordi I vil rejse sammen med mig. Tak for alt det, I har lært mig. Jeg håber, I en dag kommer til at føle, at jeg også lærte jer noget.

Det eneste jeg ønsker er at blive et med Gud. Hvis det ikke kan lade sig gøre på jorden, ønsker jeg bare at komme så tæt på det som muligt. Børn er et med Gud. Guds plan er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget man må lytte efter. For at lytte skal man kunne åbne sit sind op, så det kan blive fornyet. Det er aldrig for sent at blive genfødt eller få et nyt perspektiv. Jeg vil gerne lære at lytte.

Jeg ved ikke hvad du tænker som 18-årig, når du læser det her. Jeg vil ikke komme med gode råd. Måske er der ingen stor hemmelighed bag det hele. Måske er livet i virkeligheden meget simpelt.

Efter mange års forsøg på at opdrage dig og bestemme over dig, vil jeg nu afsløre dette: Der er ikke noget, du SKAL. Og der er heller ikke noget, du ikke . Der er kun en masse, du kan gøre. Nu er det dig, der skal sætte grænserne. Når du skal træffe dine valg, kan du vælge at lytte mere eller mindre til dig selv, andre, dine forældre eller Gud. Men husk, vi er alle forbundne, og aldrig fuldstændigt uafhængige.

20160410_172154
Valdemar og Ragna

#Friyay

Fredag har for mig altid stået i et særligt lys, lige siden min barndom.
Som barn var fredag en særlig dag for min søster og jeg, fordi det var ugens slikdag. Noget jeg tror gælder mange børnefamilier rundt omkring i landet. Vi spiste dog ikke ret meget slik, men mest chips (og cola!), hvilket nok er grunden til, jeg stadig foretrækker chips frem for slik.
Da jeg blev lidt ældre, måske 12 år,  havde jeg en vane med at købe en pose sour cream&onion og kværne den foran noget dårlig tv efter skole. Det var himlen for mig.

I gymnasiet herskede der også weekendstemning om fredagen, ikke mindst på grund af fredagsbaren. Nogle fredage var der stor fest, andre gange snuppede vi måske bare en øl foran Netto (meeeeget teenageagtigt). Så snart foråret gjorde sit indtog – ifølge dansk kultur: når bøgen springer ud – kunne man om fredagen finde os under Bøgen (et kæmpe træ ved torvet i Esbjerg) med en håndfuld DP’ere. Altså, Dansk Pilsner. Det er flere år siden jeg har smagt sådan en, men hver gang jeg gør, bliver jeg ført tilbage til følelsen af sol, sommer og naiv ungdom. Ak ja, romantisere fortiden kan man altid.

Som universitetsstuderende forblev fredag min yndlingsdag. Ofte var jeg – som mange andre – fuldstændigt kvæstet i hovedet og kroppen – og kunne ikke andet end at crashe i min seng (med mindre der var fest på programmet, selvfølgelig). Barndommens cola blev skiftet ud med rødvin, og ja, i nogle perioder kunne jeg sagtens drikke en hel flaske alene – igen, nok meget normalt for nogle – hvis man er et par, deler man måske en flaske. Måske ikke jordens bedste vane, men stadig en fredagsfølelse jeg tænker tilbage på. Det var så befriende at kunne være helt alene og ligge i min seng ligeså længe, jeg ville. Jeg ville ønske at jeg ikke havde været så smadret. Men den ro der på en eller anden måde falder over en fredag efter fyraften, er jeg stadig fan af.

Hvordan ser fredag så ud nu, hvor vi er en børnefamilie? Jeg forestiller mig, at den for de fleste med små børn er lidt hård og ikke særlig festlig. Hvis jeg selv skulle arbejde 37 timer om ugen og passe barn ved siden af, tror jeg også jeg ville være helt færdig, når vi kom til fredag. Heldigvis er det ikke tilfældet. Mit studie er nemlig så luksus-agtigt indrettet, at jeg har fri stort set hver fredag. Det er altså fedt. Både fordi weekenden bliver længere, men man får også mere ud af den, fordi man ikke skal starte med at bruge hele lørdagen på at genopstå fra de døde. Fredag har Valde altid fri fra dagplejen, så for det meste har vi en stille og rolig dag sammen. I dag var dog en undtagelse, da jeg havde skoledag. Allerede i morges kunne jeg mærke, at fredagen havde noget godt i ærmet. Efter skole, mens jeg sad derhjemme og ventede på, at Valde skulle vågne henne i dagplejen, sneg den gode gamle fredags-feeling sig ind på mig. Og det kun ved hjælp af kaffe, forårssol og lidt seriekiggeri.

Som forælder kan man ikke bare smide sig på sofaen og gennemføre rødvinsritualet eller et netflix-marathon, lige når man vil. Det kan godt være lidt frustrerende, hvis man er meget fredagstræt. Men man kan stadig fyre ekstra op for hyggen med god mad, slik, stearinlys eller hvad man nu er til. Så det vil jeg gøre.

God weekend derude!

1469774_730123253682681_1986204282_n
Dengang weekend betød farverig køkkenfest

Når mor holder fri…

.. så ved hun ikke hvad hun skal lave!

I går skulle jeg undvære Valdemar for første gang efter en lang påskeferie, hvor vi har været klistret sammen 24/7. Det var lidt hårdt. Jeg savnede ham meget de 8 timer vi var adskilt. Alligevel synes jeg det var en fin idé med en fridag til mor i dag, og Valde i dagpleje, så han lige kan vænne sig til at være der igen efter ferien.

Idéen var god, virkeligheden en anden. Ofte hungrer jeg efter at få lidt fritid. Min definition af fritid er et tidsrum, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre mennesker overhovedet. Men når jeg endelig får det, kan jeg ikke håndtere al den frihed. Typisk. Samtidigt skal jeg også virkelig anstrenge mig for at udnytte den dyrebare tid ordentligt – dvs med andet end huslige pligter.

Lige for tiden befinder jeg mig i en form for religiøs/filosofisk krise, som foruden at gøre mig i tvivl om alt og give mig lyst til at blive buddhist, fik mig til at mene, at jeg havde brug for at læse noget Martinus.
Derfor satte jeg i morges næsen mod Hørsholm bibliotek for at finde nogle bøger. Men de stod i magasinet, så jeg måtte vente på at der kom noget personale (som ikke er der hele åbningstiden).

Biblioteket er nærmest et stort legeområde, hvor vi tit har været med Valdemar. Så det faldt mig helt naturligt at sætte mig i en sofa i børnehjørnet med et “Vores Børn”-blad. Selvfølgelig var der som sædvanligt en lille gruppe mødre med deres børn. De sad og snakkede, og det så så hyggeligt ud, at jeg næsten havde lyst til at joine. Men hov, jeg havde jo ikke noget barn med. Og da den ene nævnte noget med en Facebook-gruppe for hjemmegående, tænkte jeg, at de nok synes det var lidt mærkeligt, at jeg mig barn var i dagpleje, når jeg havde fri.

Således brugte jeg halvdelen af min (børne)fridag på at sidde i legehjørne og føle mig amputeret og savne Valde, mens jeg forsøgte at glemme alt om børn, hvilket selvfølgelig var umuligt. Flot, mor.

Forresten – kender I det med, at man har ligget med sin telefon så længe i sengen, at ens fingre sover, og man taber den ned i hovedet på sig selv (eller på barnet) ? Godnat!

Om bristede drømme og frie valg

For en uge siden flyttede vi. Dagen før blev dette indlæg påbegyndt, men af naturlige årsager, ikke gjort færdigt. Værsågod:

I morgen skal vi flytte. Med en flytning kommer der helt naturligt et større pres, en kort travlhedsperiode. Samtidigt kan det være en stor begivenhed at få et nyt hjem (for nogle mere end andre), og ofte kan der komme nogle forskellige følelser op fra fortiden. Det er dybt naturligt (siger jeg for at berolige mig selv).

Jeg er flyttet meget i mit liv, både sammen med mine forældre og alene. Jeg tror ikke jeg har taget skade af det som sådan, for de trygge rammer flyttede jo med. Ofte flyttede vi rundt i det samme område, så vennerne forblev de samme, og min mor var god til at fastholde nogle rutiner for os. Men det har nok gjort, at jeg efterhånden er lidt træt af at flytte.

Som det sensitive barn jeg var, har jeg nok også opfanget nogle stemninger fra de voksne i forbindelse med flytninger. Måske en rastløshed fra mine forældre eller knas i parforholdet. Men det har været meget ubevidst.

I denne omgang handler det også om nogle bristede drømme, som i dag, dagen før dagen, er kommet op til overfladen igen. Vores drøm om at bo på landet, er gået i opfyldelse – ikke for os – men for et par af vores bekendte. De skal flytte ind i præcis den bolig, vi har haft kig på. Det er fedt for dem!

Desværre er det i sådan en situation, da de fortæller mig det, at min rummelighed er nærmest ikke-eksisterende. Som det gode kristne menneske jeg er, burde jeg glæde mig på andres vegne. Men i det øjeblik det trigger noget i mig, noget dybere end bare overfladisk misundelse – følelsen skuffelse, utilstrækkelighed, fiasko, selvhad, vrede, rodløshed, afmagt, bitterhed – så forvandler jeg mig til noget, der ligner en djævel. Heldigvis er jeg blevet god til at skjule det. Og lade være med at gå ind i min egen indre krig, men lade det ligge..

Indtil det dukker op igen. Som nu. Det er meget godt, for det gør, at jeg er nødt til at se det i øjnene. Spørge mig selv, hvad det er der sker. Blive klogere. I stedet for bare at køre på rutinen – den destruktive af slagsen.

Det der nager mig, er nok sætningen “Vi har tænkt over hvad det er for et liv, vi gerne vil skabe for os selv… ” (og handlet på det)

JA, det har vi også gjort, tusind gange! Og vi vil også gerne bo på landet med have, gerne i bofællesskab eller kollektiv, på en stor grund, helst med andre veganere med små børn.

MEN vi var ikke i stand til at skabe det liv, vi ønsker.

Lad os bare sige, at livets alvor er ved at gå op for Fru Skov (mig). Jeg er løbet ind i begrænsninger. Siden jeg var barn har jeg fået at vide, at jeg kunne blive lige hvad jeg ville. En god sammenblanding af tidens mentalitet, mit gode hoved (i hvert fald som barn), og min fars ukuelige optimisme.

Som ung havde jeg opgivet den opfattelse, hvilket jeg må skrive om en anden gang. Til gengæld troede jeg på, at man kunne bo, hvor man ville. Det var før det virkelig gik op for mig, at der er mange ting i livet, som kræver at man har en form for startkapital. Især når man skal finde en bolig. Og lad os bare sige, at det har vi ikke.

Ok, jeg er stadig ung! Men mere realistisk i mit syn på nogle ting. Og det er min definition på en voksen (sammen med boliglån og fast arbejde).

Jeg var så idealistisk. Nu er jeg bare skuffet. Over at jeg ikke kan skabe det liv for min familie, som vi drømmer om. Skuffet over, at jeg ikke kan tilbyde min søn noget bedre end at bo i en ghettolignende betonblok. Det vigtigste er jo, at man har trygge rammer og tag over hovedet og masser af kærlighed. Det burde være godt nok.

Men intet er godt nok til mig.

Min enten-eller-tankegang blokerer mange veje for mig. Den gør at jeg har svært ved at se ud over begrænsningerne. Nogle gange kan man føle, at man ingen muligheder har, og at det vil være sådan for evigt.

Sandheden er, at man altid har et valg!

Måske er det det, min far mener, når han siger, man kan blive hvad man vil. For det kan man, hvis man kan lære at styre sine tanker. Så kan man skabe sig den virkelighed, man ønsker. I hvert fald til en vis grænse.

Jeg har et valg. Det skal jeg huske på. Jeg vælger hvilke tanker jeg tillader at udfolde sig og fylde. Jeg vælger hvilken historie, jeg fortæller om mig selv og mit liv.

Det behøver ikke være en historie med Fru Skov i offerrollen. Selvom det måske er det nemmeste, det mest komfortable. For så har jeg intet ansvar, det er livet, samfundet, skæbnen, de andre, der har gjort mig uret.

Men man har altid selv et ansvar, og det ansvar vil jeg øve mig i at løfte.

Jeg prøver at øve mig i at formulere min historie anderledes. Derfor bliver denne blog heller aldrig en emoblog.

Her er et eksempel. En af mine andre bristede drømme er drømmen om at blive operasanger. Jeg har fortalt mig selv, at jeg var en fiasko, fordi jeg ikke havde det, der skulle til. Jeg var for svag og havde hverken evnerne eller viljen.

Det med viljen er sandt nok. Men det er også sandt, at jeg selv aktivt har valgt den karrierevej fra. Jeg har været til optagelsesprøve på konservatoriet én gang! Én gang! Og så endda i København, hvor der var mindst sandsynlighed for at komme ind. Så har man altså ikke prøvet nok! Desuden fik jeg en god udtalelse til prøven om, at jeg havde stemmen, men manglede træning, især kropstræning. Jeg var simpelthen for anspændt og blokeret, og det havde hun jo ret i.

Hvis jeg virkelig ville, havde jeg arbejdet videre. Prøvet igen. Men jeg tog et valg. Jeg valgte den vej fra, fordi den koster for meget. Den koster blod, sved og tårer. Det er livet i en hård konkurrenceverden, og det havde jeg hverken nerver eller selvtillid til. Det kan opbygges, det ved jeg nu. Men det ville stadig kræve al min tid og opmærksomhed. Tid som jeg nu hellere vil bruge på Gud og familie eller diakonalt arbejde. Gud er også i høj grad til stede i den klassiske musik, men jeg oplevede bare, at ambitionerne ødelagde nydelsen, og vejen mod den gode oplevelse var for lang og hård.

Jeg har stadig en lille pigedrøm om at stå på en scene, og det skal jeg nok også få masser af muligheder for i amatør-sammenhænge. Det behøver bare ikke være lige nu.

Måske behøver alt ikke ske lige nu og her. Det synes jeg bare, fordi jeg besidder meget lidt tålmodighed sådan generelt. Jeg skal nå det hele før jeg bliver 30, og allerhelst i morgen. Det er bare ikke muligt.

Måske er jeg ved at blive mere moden. Det bliver man forhåbentligt for hver dag der går. Men at blive “voksen” er langt mere end bare at blive gift, få børn, boliglån, arbejde (hvilket jeg ved det er for mange). For mig er det at blive bedre til at se mine egne begrænsninger. På den gode måde, hvor jeg slækker lidt på mine krav til mig selv med det resultat, at jeg ikke bliver så skuffet. Samtidigt øver jeg mig også i at klappe mig selv på skulderen over de ting, der går godt. Så det er altså ikke en selvdestruktiv vej, hvor jeg tænker, at jeg ikke må have nogle ambitioner, fordi jeg alligevel aldrig bliver til noget. Det er derimod en vej der kan hjælpe mig.

Men kan man virkelig vælge sin egen vej?

Ja og nej. I begyndelsen af indlægget skrev jeg, at sandheden var, at man altid har et valg. Det holder jeg stadig på. Det betyder dog ikke at man har frit valg på alle hylder eller magt over alt. Normalvis er jeg faktisk ret deterministisk i mit livssyn, idet jeg tror, store dele af vores liv allerede er planlagt på forhånd (af Gud). Hele temaet om fri vilje er dog også noget, jeg ofte tvivler på.

Nogle mennesker ville nok sige, at man ikke kan vælge sine egne livsomstændigheder. De har ret i, at der er mange faktorer, man ikke selv er herre over. Man har for eksempel ikke valgt sine forældre, sin opvækst, det miljø man kommer fra, den folkeskole man gik i osv. At alt dette har haft indflydelse på den situation, man befinder sig i idag, er et faktum. Nogle ville endda være tilbøjelige til at sige, at man ikke kunne have gjort det anderledes. Deri ligger både frustrationen over, at man ikke har mere magt over sit eget liv, og samtidigt en accept af, at alt er som det er, og det er godt (alt efter perspektiv).

Alligevel vil jeg holde på, at der altid er to sider af en sag. Gud valgte os, det var planen, men for at få oplevelsen af et have en relation til ham, må vi også vælge ham til. At jeg mødte Gud var uundgåeligt, for han havde jo hele tiden været der. Men idet jeg efter mange års tøven endelig valgte ham til, havde jeg oplevelsen af, at jeg gør et aktivt valg. Den følelse er så værdifuld!

Følelsen af at man har lidt kontrol over sit liv, selvom man egentligt ikke har, den er vigtigt for mig. Det er den jeg prøver at finde tilbage til nu. Hvorfor? Fordi den tjener mig. Historien om at jeg er mislykket, fordi jeg endnu ikke har nået alle mine (urealistiske) mål endnu, og det i øvrigt heller aldrig kommer til at ske, fordi alle mine erfaringer bekræfter det, tjener mig derimod ikke.

Derfor er jeg interesseret i at fortælle min historie som om jeg har et valg. Jeg kan ikke ændre på fortiden, og forestillingen om, at den ikke må begrænse mig, er nok også en illusion. Men jeg kan vælge hvordan jeg vil skrive min historie fra nu af. Magten får jeg aldrig helt, men jeg tror på, jeg kan have en finger med i spillet.

Jeg kan ikke selv vælge mine tanker og følelser, men jeg kan vælge, hvordan jeg vil håndtere dem. Jeg kan ikke frit vælge hvor jeg vil bo, men jeg kan vælge hvilken indstilling jeg vil have til det sted, jeg er nu.

Jeg tror også på, at hvis jeg virkelig havde som livsmål, at få vores boligdrømme til at gå i opfyldelse, så ville jeg arbejde hårdere for det. Enten have valgt en anden uddannelse tidligere eller droppe ud nu og tage mig et arbejde. Have fundet mig en rig mand, flyttet til udlandet. Eller bare købt en gård i udkantsdanmark til lavpris. Men nu har jeg valgt noget andet. Jeg har valgt min mand. Jeg har selv valgt min uddannelse. Jeg har valgt, at jeg gerne vil have tid til mine børn, hvilket mit fleksible studieliv heldigvis giver mig.

Ja, jeg har stadig drømme. Og fortidens sortsyn skal ikke have lov til at forplumre fremtidens muligheder. Vi skal nok nå det hele. Men sørme da ikke som 26-årige.

 

 

 

 

En stille morgen

En stille morgen, aaah! (ALENE) Noget jeg har drømt om i månedsvis.. i morges havde jeg endelig mulighed for det. Men hvorfor kan jeg ikke bare sætte mig ned og blive siddende i mere end 5 minutter og nyde den kop kaffe, mens den stadig er varm?! Måske er det en eller anden forbandelse der hviler over mødre, der gør, at man aldrig kan sidde stille, for man skal bare liiiiiige…

Med en del held, fik jeg sneget mig ud ad sengen, uden barnet vågnet (han sover mellem os). NU skulle jeg altså lige sidde og slappe af i en halv time. Men først skulle jeg lige lave kaffe. Fylde opvaskemaskinen og starte den. Vaske brystpumpe og flaske. Koge brystpumpe. Tænde en masse stearinlys for hyggens skyld. Mmh, kaffe! Jeg skal liiige læse et blogindlæg om depression (som ikke var opmuntrende), tjekke min mail, blot for at blive mindet om, at jeg ikke har fået svar på det, jeg går og venter på. Mere frustration. Øv, nu er kaffen næsten kold. Hov, jeg skal også huske at spise. Jeg skal nå at pumpe før barnet vågner. Pumpe pumpe modermælk. Gråd fra værelset, far er ikke god nok, vil have mor. Ind og trøste og give en tår pat. Og nu skal mor ud ad døren. Så meget for den morgenmeditation. Jeg skal virkelig øve mig!

Om at træffe beslutninger

Jeg er ret dårligt til at tage beslutninger. Nej, jeg er faktisk lidt for god til at træffe dem. Men ekstremt dårlig til at holde fast i en beslutning længere tid ad gangen. Desværre (eller heldigvis for min læringskurve) indbærer “voksenlivet” en del seriøse beslutninger. Tålmodighed!!

Torsdag var min sidste dag på barsel (Ååh, mors store baby, tiden går så hurtigt, kliché kliché). Eller det vil sige, jeg skal stadig gå hjemme et par uger endnu, men bare ikke sammen med Valdemar. Han er nemlig startet i dagpleje. Jeg har bare ikke nået at skrive om det (hvordan får andre mødre tid til at blogge?!). Situationen pt. er, at barnet ofte kun sover 1/2-1 time om dagen, og først sover kl. 20-21 om aftenen (jeg begriber ikke hvordan han kan holde sig kørende). Min mand kommer hjem kl. 18.30 hver dag, så ofte spiser vi også sent, så om aftenen når vi faktisk ikke andet end oprydning, at putte barn og tale lidt sammen. Selvom der er mange ting jeg gerne ville, fx spille orgel og gå til yoga faith. Men det er jo nok en prioriteringssag, og jeg er ikke vant til at prioritere en blog, så mon ikke det kommer hen ad vejen..

Nu kan jeg ikke rigtigt huske hvad vi lavede i på vores sidste barselsdag sammen, men det var i hvert fald noget med at ligge i ske og sove lur sammen, og græde en hel del (kun mig), for det var altså lidt trist. Både det at jeg nu skal aflevere ham et andet sted hver dag, og at han ikke bare kan amme mange gange om dagen når han lige har lyst. Men også fordi jeg indså, at det bare aldrig bliver nemt at være mor. Og med det mener jeg ikke at det absolut er hårdt. Men efter man er blevet mor, er der så mange valg der skal træffes hele tiden, både på egne vegne og barnets. Derudover er der altid tusindvis af bekymringer og ambivalente følelser, det er i hvert fald min erfaring.

Indtil nu har jeg bekymret mig overraskende lidt, og jeg er slet ikke typen der tænker i skrækscenarier omkring mulige ulykker og den store stygge verden.. Min bekymring går mere på om jeg nu kommer til at gøre noget, som vil traumatisere ham, give ham ar på sjælen og psyken, noget som han skal leve med og lide under som voksen. Den frygt er langsomt vokset i takt med at han bliver mere bevidst om verden omkring sig, og får et mere nuanceret følelsesliv. Ærligt talt ved jeg ikke meget om hvad der foregår i hovedet på sådan en lille en, og hvad man skal gøre for ikke at fucke dem op. Jeg vil så gerne give ham et godt selvværd, eller i hvert fald bare nogenlunde. Noget mine forældre ikke formåede, og det har virkelig haft store konsekvenser for mig senere i livet, for et nogenlunde selvværd er essentielt for så mange ting, fx relationsdannelse, egenomsorg, sætte grænser osv. Noget jeg erfarede gennem mit 12-trins-forløb, som jeg vil skrive meget mere om en anden gang.

Hvor om alting er (den danske version af anyways)… jeg oplevede en stor ambivalens, for på den ene side var jeg ved at kede mig ihjel, og glædede mig så meget til at få et afbræk fra hverdagen på barsel, men samtidigt græd jeg over hvor meget jeg ville komme til at savne ham. Alt imens jeg hvert andet øjeblik skiftede mening mellem at ville blive hjemmegående mor og sende ham i dagpleje, men nu er beslutningen truffet, og så vil jeg øve mig i at holde fast i den. For en gangs skyld.

Næsten et år siden
Næsten et år siden