En drøm er brast – døren er stadig åben

Efter en lang og træg ansøgningsproces, har vi endelig fået svar! Vi har desværre ikke fået en plads i bofællesskabet. Det var vores drømmested, og drømmen blev ikke en realitet. Men så er det godt vi har andre drømme (skal bare lige “tune” mig ind på dem).

Jeg er selvfølgelig skuffet. Men
som en fra min basisgruppe sagde: “så kommer der noget bedre!”
Ja, det har hun nok ret i. Jeg ved det er sandt, men kan godt have svært ved at tro på det. Jeg ved at Gud har fantastiske planer for mit liv, men alligevel har jeg ofte svært ved at fatte det. Sindet går sine egne veje, og ofte er det de mindre hensigtsmæssige. Det hænger nok også i høj grad sammen med vanens magt. I hvert fald for mit vedkommende. Alle mennesker er styret af vaner i en eller anden grad. For mig er det især i forhold til mine tanker. En af mine dårlige vaner er, at gå ind i en offerrolle. Hvor jeg lider (og kan lide det), og mener at alle har gjort mig uret, og at jeg derfor har grund til at være vred. Det er en forsvarsmekanisme, jeg bruger, når jeg forsøger at fortrænge at jeg er ked af det, enten fordi jeg ikke kan håndtere det, eller ikke føler det er berettiget.
Denne “offermentalitet” bliver også aktiveret i situationer som denne, hvor en drøm er blevet knust. Noget à la “hvorfor må alle være lykkelige og få hvad de peger på, når jeg ikke må?!?!”
Kombineret med en meget lille tålmodighed, kan det gøre mig til en meget irriterende partner…

Løsningen er… stop dig selv! Noget vi alle gerne vil lære, når det kommer til vanens magt. Og dog noget de færreste formår. Derfor: bed Gud om hjælp!
Kender I det når man beder “Kære Gud, giv mig tålmodighed, når du synes, men helst nu!!!!”
Åh, den utålmodighed! Den har været skyld i mange uoverlagte beslutninger (inkl. at lave baby og blive gift meget tidligt i et forhold) og megen frustration i mit liv. Og der er ikke andet at gøre end at bede om hjælp, når man føler sig uforbederlig.

Der er to ting jeg vil bede om i forhold til det:
1. Lær mig at lytte til dig/være åben
2. vis mig hvad tålmodighed er

En dør er lukket, men der er altid flere åbne et sted. Man siger jo, at en læremester kan åbne døren for en, men man må selv gå ind ad den. For mit vedkommende handler det nok om at få øje på døren i første omgang. Men så skal man jo også åbne øjnene!

Ud af komfortzonen

 

wherethemagichappens

Du kender typen.. Min far er en innovativ forretningsmand, og har altid sagt: “hvis du bliver ved med at gøre det samme, så får du de samme resultater, som du plejer”. Jaja, tænkte jeg i mange år, den er god med dig, men du skal ikke forsøge at hjernevaske mig med dit “7-gode-vaner-selvhjælps-business-halløj”! Indtil jeg en dag selv oplevede at rive mig selv ud af min komfortzone. Hold nu op, hvor det bare rykkede! Faktisk var det helt utroligt livsforvandlende, men det var nok også fordi Gud var med hele vejen (fandt jeg ud af). Det var dengang jeg midt i en stor livskrise, valgte at forlade alt og rejse til klosterfællesskabet Taizé i Sydfrankrig. Det er 3 år siden nu. Men det synes jeg fortjener et helt indlæg for sig selv..

Nu er vi på den igen! Vi er ude af komfortzonen. Både på den gode måde og den dårlige måde. Min mand og jeg mødte hinanden i et kollektiv på landet, hvor vi boede sammen med 5-6 andre. Vi elskede virkelig at bo på landet. Der var en kæmpe have med den smukkeste kæmpe-blodbøg (som vi blev gift under), og stilheden derude er bare ubeskrivelig! Det giver så meget ro i sindet, selv om vi var nødt til at stå op kl.5 hver dag, for at nå ind på studiet i København. Men det var et ægte hippiekollektiv, og med det følger jo en del kaos! Herunder totalt anarki og et hus, som for det meste lignede Jerusalems ødelæggelse, og ikke mindst folk som flyttede ind og ud rimeligt ofte. Valdemar blev undfanget der, så han er en rigtig “kollebaby”. Men tanken om at gå hjemme med et lille barn i ekstremt rod og være isoleret ude på landet om vinteren uden bil, var nok til at jeg fik overtalt min mand til at vi forsøgte os med at bo i byen. Så selvom vi langt fra elsker byen, har vi nu boet her et år hos et vennepar, og det har været hyggeligt.

Lige fra starten af har det været meningen vi ville flytte, så snart vi fandt et dejligt sted på landet (og havde sparet lidt sammen), og nu er tiden kommet! Om et par uger flytter vi. Der er bare lige den mindre detalje, at vi ikke har fundet et nyt sted at bo endnu. Men det er ikke fordi vi blev smidt ud, faktisk sagde vi selv op.. hvorfor gøre noget så skørt?

Det sidste år har vi gået og grublet meget over hvor og hvordan vi skulle bo i fremtiden. Vi kom frem til, at vi ikke ville lave for mange planer selv, men i stedet forsøge at lytte til Gud og finde ud af hvad han vil. Det var dog lettere sagt end gjort. Men pludselig skete der noget.

For 4 måneder siden fortalte en fra min mødregruppe mig om et nyt vegansk bofællesskab på landet, som var i opstartsfasen. Det lød virkelig som vores drømmested, og vi blev glade og lettede over endelig at have fundet det perfekte sted! Vi var meget forhåbningsfulde og følte vi allerede havde fået en plads der. Det havde vi bare ikke endnu. Men vi havde følelsen af at der skulle ske noget nyt, og at vi skulle sige vores nuværende bolig op. Efter lidt tøven, gjorde vi det. Hvilket også betød at vores dejlige bofæller var nødsaget til at flytte, og vi kunne alle blive potentielt hjemløse (hvilket vi er indtil videre). Men det føltes rigtigt! For vi tror på, at når man skaber et hul, så kan Gud bedre komme til. OG tålmodigheden kommer på prøve.

Sådan kom vi ud af vores komfortzone!