Havefest med Gaya

(Til Valdemar)

Jeg havde altid været bange for det. Men nu ved jeg at der ikke er noget at være bange for. Også sådan helt generelt. Jeg behøver ikke være bange for livet mere. Jeg kan leve. Før havde jeg så uendeligt mange spørgsmål. Nu har jeg kun to:

  • Hvorfor er livet ikke nok i sig selv?
  • Den tilstand små børn ofte er i – totalt i flow i nuet – hvornår og hvordan kom vi voksne nogensinde ud af den?

Jeg kan næsten ikke tænke mere. Men det er der måske heller ingen grund til. Det jeg oplevede var, at være i en have, på en kirkegård. Det kildede i min krop, som én stor orgasme. Mine ben blev bløde, og det var som om de søgte ned mod jorden, de ville blive der. Da Valde satte sig i mit skød, var det som om han smeltede som smør. Ragna havde meget store blå øjne. Der var et fantastisk sollys og blomster overalt (også i virkeligheden). Jeg gik på opdagelse med børnene, Valdemar, Vigo og Ragna. Jeg var i deres verden. Noget jeg altid har ønsket mig. Jeg så bare det, der var foran mig, intet andet. Der var så meget der forsvandt – sindet, måske. Det var som om alle løgnene blev skrællet væk. Og tilbage var der kun ren eksistens, nuet, liv og lys. Alt det andet var bare noget jeg (med hjælp fra andre/samfundet) havde opdigtet – og holdt fast i. Hvorfor holdte jeg fast i det? Fordi jeg troede jeg havde brug for det.

Vreden er væk nu. Jeg behøver den ikke i samme grad. Jeg har ikke længere samme behov for at kæmpe for noget. Jeg tror på, at alt der forceres, bliver en kamp. Ikke forstået på den måde, at jeg bare vil flygte fra alle former for konflikt. Men jeg har ikke behov for at opfinde kampe, som egentligt ikke findes. Jeg har en følelse af, at det eneste jeg skal, er at forsøge at leve så fredeligt og ikke-voldeligt som muligt. Altså det er ikke noget jeg SKAL tvinges til, men noget jeg skal gøre i den udstrækning, det falder mig naturligt og let. Og her mener jeg på alle planer. Ikke kun ved at undgå at dræbe, men også bare i forhold til aggression i det hele taget.

Jeg har været voldsomt aggressiv, indeni, men også i min måde at tale og kommunikere på. Faktisk har jeg i mange år forsøgt at give et fredeligt og kærligt budskab videre på en meget aggressiv måde (det gælder både ift. Veganisme, kristendom osv.). Det hænger bare ikke sammen. Jeg vil ikke længere sige at jeg er færdig med noget, eller ikke vil det, eller at jeg aldrig vil gøre det. Det er simpelthen alt for sort/hvidt og endegyldigt. I stedet vil jeg sige til mig selv, at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. Måske behøver jeg ikke være så offensiv. Det jeg gerne vil, er, at leve det, jeg ønsker for verden – be the change.

Dårlig samvittighed? Nej tak, jeg fortryder intet. Tro mig, jeg har haft min andel af skyld og skam – måske er det uundgåeligt, men samtidigt behøver det heller ikke være konstant. Livet er ikke en konkurrence. Hvad andre tænker behøver jeg ikke tage mig af. For det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad der er rigtigt, og det vil jeg gerne lære at stole på. Ej heller vil jeg lade mig synke ind i verdens kummerlighed og degenererende vaner, så det sortner for mine øjne. Jeg behøver ikke føre krig mod nogen og noget. Andre mennesker kan gøre lige hvad de vil. Jeg behøver ikke deltage i det.

Hvorfor skulle livet ikke være nok i sig selv? Før var jeg på jagt – efter det, livet skulle indeholde: formål, mål, mening, planer og projekter. Men nu føler jeg i højere grad at det hele er nok i sig selv – jeg behøver ikke tilføje noget. Desperationen hviler sig. Vi har jo solen, træerne, jorden, vores kroppe, hinanden, sprog, bevidsthed og sanser. Hvordan kan man så kede sig? Og hvis man gør – hvad sker der så ved det? Hvordan formår børn at leve i nuet på den måde, de gør? Jeg fik en bid af jeres verden, og jeg ved jeg kan komme derhen igen, om end kun glimtvis, hvis du hjælper mig, min søn. Jeg kan lære så meget af børn. Jeg håber at jeg aldrig bliver ”rigtigt voksen”.

Tak Valde, Vigo og Ragna, fordi I vil rejse sammen med mig. Tak for alt det, I har lært mig. Jeg håber, I en dag kommer til at føle, at jeg også lærte jer noget.

Det eneste jeg ønsker er at blive et med Gud. Hvis det ikke kan lade sig gøre på jorden, ønsker jeg bare at komme så tæt på det som muligt. Børn er et med Gud. Guds plan er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget man må lytte efter. For at lytte skal man kunne åbne sit sind op, så det kan blive fornyet. Det er aldrig for sent at blive genfødt eller få et nyt perspektiv. Jeg vil gerne lære at lytte.

Jeg ved ikke hvad du tænker som 18-årig, når du læser det her. Jeg vil ikke komme med gode råd. Måske er der ingen stor hemmelighed bag det hele. Måske er livet i virkeligheden meget simpelt.

Efter mange års forsøg på at opdrage dig og bestemme over dig, vil jeg nu afsløre dette: Der er ikke noget, du SKAL. Og der er heller ikke noget, du ikke . Der er kun en masse, du kan gøre. Nu er det dig, der skal sætte grænserne. Når du skal træffe dine valg, kan du vælge at lytte mere eller mindre til dig selv, andre, dine forældre eller Gud. Men husk, vi er alle forbundne, og aldrig fuldstændigt uafhængige.

20160410_172154
Valdemar og Ragna

At leve i fortiden, drømme om nuet, kæmpe for fremtiden

Vi bliver tudet ørerne fulde af “carpe diem”, lev mens du gør det osv. Det er en stor kliché, men faktisk et af de bedste råd, man kan få. Jeg har brugt mange år på at leve i fortiden. Til sidst brugte jeg så meget tid på at tænke over fortiden, at jeg faktisk ikke havde tid til at nå det, jeg skulle. Hvorefter jeg brugte en masse tid på at bebrejde mig selv, at jeg ikke havde nået det.

Den tankegang er meget usund. Selvfølgelig kan det være gavnligt at stoppe op engang imellem, se tilbage på sit liv, og reflektere over hvad man har lært, og måske hvad man kunne have gjort bedre. Men hvis man filosoferer over livets store spørgsmål og fortidens fejl 24/7, så bliver man direkte sindssyg, og meget træt (jeg taler af erfaring). Man går ikke bare glip af nuet – men af livet selv.

Hold nu op, hvor har jeg brugt mange år på ikke at leve. Næsten halvdelen af mit liv. Først da jeg fik livet på ny – af Gud – indså jeg, hvor meget jeg er gået glip af.

Hvorfor har jeg ikke fået lov til at leve mit liv fuldt ud før nu? Er det fordi Gud ikke elsker mig? Nej. Det er fordi jeg har brugt al min energi på at modarbejde livet, mig selv, Gud, kærlighed. Det er der mange grunde til, som jeg ikke vil gå i dybden med nu. Gud har altid stået og ventet på mig med åbne arme – ligesom livet – jeg havde bare aldrig lært at tage imod kærlighed. Tværtimod har jeg en tendens til at skubbe den væk.

Av, det var ikke nemt at erkende. Men jeg arbejder på det. Første skridt er at tilgive mig selv for al den tid, jeg har “spildt”. Det gjorde jeg for to år siden. Derefter begyndte jeg at øve mig i at tale til mig selv i en mere kærlig, overbærende tone. Jeg mener, man er nødt til at lære at holde sig selv ud. Andre mennesker kan du skubbe væk ligeså meget du vil, men du slipper aldrig for dig selv.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om, at hele verden var imod mig. Nu ved jeg det ikke er sandt.

Gud er med dig, og livet og verden er ikke igang med en personlig krig mod dig – selvom det måske kan føles sådan. Hvis du er din egen værste fjende, ligesom jeg, så frygt ikke – det kan blive bedre!

En drøm er brast – døren er stadig åben

Efter en lang og træg ansøgningsproces, har vi endelig fået svar! Vi har desværre ikke fået en plads i bofællesskabet. Det var vores drømmested, og drømmen blev ikke en realitet. Men så er det godt vi har andre drømme (skal bare lige “tune” mig ind på dem).

Jeg er selvfølgelig skuffet. Men
som en fra min basisgruppe sagde: “så kommer der noget bedre!”
Ja, det har hun nok ret i. Jeg ved det er sandt, men kan godt have svært ved at tro på det. Jeg ved at Gud har fantastiske planer for mit liv, men alligevel har jeg ofte svært ved at fatte det. Sindet går sine egne veje, og ofte er det de mindre hensigtsmæssige. Det hænger nok også i høj grad sammen med vanens magt. I hvert fald for mit vedkommende. Alle mennesker er styret af vaner i en eller anden grad. For mig er det især i forhold til mine tanker. En af mine dårlige vaner er, at gå ind i en offerrolle. Hvor jeg lider (og kan lide det), og mener at alle har gjort mig uret, og at jeg derfor har grund til at være vred. Det er en forsvarsmekanisme, jeg bruger, når jeg forsøger at fortrænge at jeg er ked af det, enten fordi jeg ikke kan håndtere det, eller ikke føler det er berettiget.
Denne “offermentalitet” bliver også aktiveret i situationer som denne, hvor en drøm er blevet knust. Noget à la “hvorfor må alle være lykkelige og få hvad de peger på, når jeg ikke må?!?!”
Kombineret med en meget lille tålmodighed, kan det gøre mig til en meget irriterende partner…

Løsningen er… stop dig selv! Noget vi alle gerne vil lære, når det kommer til vanens magt. Og dog noget de færreste formår. Derfor: bed Gud om hjælp!
Kender I det når man beder “Kære Gud, giv mig tålmodighed, når du synes, men helst nu!!!!”
Åh, den utålmodighed! Den har været skyld i mange uoverlagte beslutninger (inkl. at lave baby og blive gift meget tidligt i et forhold) og megen frustration i mit liv. Og der er ikke andet at gøre end at bede om hjælp, når man føler sig uforbederlig.

Der er to ting jeg vil bede om i forhold til det:
1. Lær mig at lytte til dig/være åben
2. vis mig hvad tålmodighed er

En dør er lukket, men der er altid flere åbne et sted. Man siger jo, at en læremester kan åbne døren for en, men man må selv gå ind ad den. For mit vedkommende handler det nok om at få øje på døren i første omgang. Men så skal man jo også åbne øjnene!

Ud af komfortzonen

 

wherethemagichappens

Du kender typen.. Min far er en innovativ forretningsmand, og har altid sagt: “hvis du bliver ved med at gøre det samme, så får du de samme resultater, som du plejer”. Jaja, tænkte jeg i mange år, den er god med dig, men du skal ikke forsøge at hjernevaske mig med dit “7-gode-vaner-selvhjælps-business-halløj”! Indtil jeg en dag selv oplevede at rive mig selv ud af min komfortzone. Hold nu op, hvor det bare rykkede! Faktisk var det helt utroligt livsforvandlende, men det var nok også fordi Gud var med hele vejen (fandt jeg ud af). Det var dengang jeg midt i en stor livskrise, valgte at forlade alt og rejse til klosterfællesskabet Taizé i Sydfrankrig. Det er 3 år siden nu. Men det synes jeg fortjener et helt indlæg for sig selv..

Nu er vi på den igen! Vi er ude af komfortzonen. Både på den gode måde og den dårlige måde. Min mand og jeg mødte hinanden i et kollektiv på landet, hvor vi boede sammen med 5-6 andre. Vi elskede virkelig at bo på landet. Der var en kæmpe have med den smukkeste kæmpe-blodbøg (som vi blev gift under), og stilheden derude er bare ubeskrivelig! Det giver så meget ro i sindet, selv om vi var nødt til at stå op kl.5 hver dag, for at nå ind på studiet i København. Men det var et ægte hippiekollektiv, og med det følger jo en del kaos! Herunder totalt anarki og et hus, som for det meste lignede Jerusalems ødelæggelse, og ikke mindst folk som flyttede ind og ud rimeligt ofte. Valdemar blev undfanget der, så han er en rigtig “kollebaby”. Men tanken om at gå hjemme med et lille barn i ekstremt rod og være isoleret ude på landet om vinteren uden bil, var nok til at jeg fik overtalt min mand til at vi forsøgte os med at bo i byen. Så selvom vi langt fra elsker byen, har vi nu boet her et år hos et vennepar, og det har været hyggeligt.

Lige fra starten af har det været meningen vi ville flytte, så snart vi fandt et dejligt sted på landet (og havde sparet lidt sammen), og nu er tiden kommet! Om et par uger flytter vi. Der er bare lige den mindre detalje, at vi ikke har fundet et nyt sted at bo endnu. Men det er ikke fordi vi blev smidt ud, faktisk sagde vi selv op.. hvorfor gøre noget så skørt?

Det sidste år har vi gået og grublet meget over hvor og hvordan vi skulle bo i fremtiden. Vi kom frem til, at vi ikke ville lave for mange planer selv, men i stedet forsøge at lytte til Gud og finde ud af hvad han vil. Det var dog lettere sagt end gjort. Men pludselig skete der noget.

For 4 måneder siden fortalte en fra min mødregruppe mig om et nyt vegansk bofællesskab på landet, som var i opstartsfasen. Det lød virkelig som vores drømmested, og vi blev glade og lettede over endelig at have fundet det perfekte sted! Vi var meget forhåbningsfulde og følte vi allerede havde fået en plads der. Det havde vi bare ikke endnu. Men vi havde følelsen af at der skulle ske noget nyt, og at vi skulle sige vores nuværende bolig op. Efter lidt tøven, gjorde vi det. Hvilket også betød at vores dejlige bofæller var nødsaget til at flytte, og vi kunne alle blive potentielt hjemløse (hvilket vi er indtil videre). Men det føltes rigtigt! For vi tror på, at når man skaber et hul, så kan Gud bedre komme til. OG tålmodigheden kommer på prøve.

Sådan kom vi ud af vores komfortzone!