Om bristede drømme og frie valg

For en uge siden flyttede vi. Dagen før blev dette indlæg påbegyndt, men af naturlige årsager, ikke gjort færdigt. Værsågod:

I morgen skal vi flytte. Med en flytning kommer der helt naturligt et større pres, en kort travlhedsperiode. Samtidigt kan det være en stor begivenhed at få et nyt hjem (for nogle mere end andre), og ofte kan der komme nogle forskellige følelser op fra fortiden. Det er dybt naturligt (siger jeg for at berolige mig selv).

Jeg er flyttet meget i mit liv, både sammen med mine forældre og alene. Jeg tror ikke jeg har taget skade af det som sådan, for de trygge rammer flyttede jo med. Ofte flyttede vi rundt i det samme område, så vennerne forblev de samme, og min mor var god til at fastholde nogle rutiner for os. Men det har nok gjort, at jeg efterhånden er lidt træt af at flytte.

Som det sensitive barn jeg var, har jeg nok også opfanget nogle stemninger fra de voksne i forbindelse med flytninger. Måske en rastløshed fra mine forældre eller knas i parforholdet. Men det har været meget ubevidst.

I denne omgang handler det også om nogle bristede drømme, som i dag, dagen før dagen, er kommet op til overfladen igen. Vores drøm om at bo på landet, er gået i opfyldelse – ikke for os – men for et par af vores bekendte. De skal flytte ind i præcis den bolig, vi har haft kig på. Det er fedt for dem!

Desværre er det i sådan en situation, da de fortæller mig det, at min rummelighed er nærmest ikke-eksisterende. Som det gode kristne menneske jeg er, burde jeg glæde mig på andres vegne. Men i det øjeblik det trigger noget i mig, noget dybere end bare overfladisk misundelse – følelsen skuffelse, utilstrækkelighed, fiasko, selvhad, vrede, rodløshed, afmagt, bitterhed – så forvandler jeg mig til noget, der ligner en djævel. Heldigvis er jeg blevet god til at skjule det. Og lade være med at gå ind i min egen indre krig, men lade det ligge..

Indtil det dukker op igen. Som nu. Det er meget godt, for det gør, at jeg er nødt til at se det i øjnene. Spørge mig selv, hvad det er der sker. Blive klogere. I stedet for bare at køre på rutinen – den destruktive af slagsen.

Det der nager mig, er nok sætningen “Vi har tænkt over hvad det er for et liv, vi gerne vil skabe for os selv… ” (og handlet på det)

JA, det har vi også gjort, tusind gange! Og vi vil også gerne bo på landet med have, gerne i bofællesskab eller kollektiv, på en stor grund, helst med andre veganere med små børn.

MEN vi var ikke i stand til at skabe det liv, vi ønsker.

Lad os bare sige, at livets alvor er ved at gå op for Fru Skov (mig). Jeg er løbet ind i begrænsninger. Siden jeg var barn har jeg fået at vide, at jeg kunne blive lige hvad jeg ville. En god sammenblanding af tidens mentalitet, mit gode hoved (i hvert fald som barn), og min fars ukuelige optimisme.

Som ung havde jeg opgivet den opfattelse, hvilket jeg må skrive om en anden gang. Til gengæld troede jeg på, at man kunne bo, hvor man ville. Det var før det virkelig gik op for mig, at der er mange ting i livet, som kræver at man har en form for startkapital. Især når man skal finde en bolig. Og lad os bare sige, at det har vi ikke.

Ok, jeg er stadig ung! Men mere realistisk i mit syn på nogle ting. Og det er min definition på en voksen (sammen med boliglån og fast arbejde).

Jeg var så idealistisk. Nu er jeg bare skuffet. Over at jeg ikke kan skabe det liv for min familie, som vi drømmer om. Skuffet over, at jeg ikke kan tilbyde min søn noget bedre end at bo i en ghettolignende betonblok. Det vigtigste er jo, at man har trygge rammer og tag over hovedet og masser af kærlighed. Det burde være godt nok.

Men intet er godt nok til mig.

Min enten-eller-tankegang blokerer mange veje for mig. Den gør at jeg har svært ved at se ud over begrænsningerne. Nogle gange kan man føle, at man ingen muligheder har, og at det vil være sådan for evigt.

Sandheden er, at man altid har et valg!

Måske er det det, min far mener, når han siger, man kan blive hvad man vil. For det kan man, hvis man kan lære at styre sine tanker. Så kan man skabe sig den virkelighed, man ønsker. I hvert fald til en vis grænse.

Jeg har et valg. Det skal jeg huske på. Jeg vælger hvilke tanker jeg tillader at udfolde sig og fylde. Jeg vælger hvilken historie, jeg fortæller om mig selv og mit liv.

Det behøver ikke være en historie med Fru Skov i offerrollen. Selvom det måske er det nemmeste, det mest komfortable. For så har jeg intet ansvar, det er livet, samfundet, skæbnen, de andre, der har gjort mig uret.

Men man har altid selv et ansvar, og det ansvar vil jeg øve mig i at løfte.

Jeg prøver at øve mig i at formulere min historie anderledes. Derfor bliver denne blog heller aldrig en emoblog.

Her er et eksempel. En af mine andre bristede drømme er drømmen om at blive operasanger. Jeg har fortalt mig selv, at jeg var en fiasko, fordi jeg ikke havde det, der skulle til. Jeg var for svag og havde hverken evnerne eller viljen.

Det med viljen er sandt nok. Men det er også sandt, at jeg selv aktivt har valgt den karrierevej fra. Jeg har været til optagelsesprøve på konservatoriet én gang! Én gang! Og så endda i København, hvor der var mindst sandsynlighed for at komme ind. Så har man altså ikke prøvet nok! Desuden fik jeg en god udtalelse til prøven om, at jeg havde stemmen, men manglede træning, især kropstræning. Jeg var simpelthen for anspændt og blokeret, og det havde hun jo ret i.

Hvis jeg virkelig ville, havde jeg arbejdet videre. Prøvet igen. Men jeg tog et valg. Jeg valgte den vej fra, fordi den koster for meget. Den koster blod, sved og tårer. Det er livet i en hård konkurrenceverden, og det havde jeg hverken nerver eller selvtillid til. Det kan opbygges, det ved jeg nu. Men det ville stadig kræve al min tid og opmærksomhed. Tid som jeg nu hellere vil bruge på Gud og familie eller diakonalt arbejde. Gud er også i høj grad til stede i den klassiske musik, men jeg oplevede bare, at ambitionerne ødelagde nydelsen, og vejen mod den gode oplevelse var for lang og hård.

Jeg har stadig en lille pigedrøm om at stå på en scene, og det skal jeg nok også få masser af muligheder for i amatør-sammenhænge. Det behøver bare ikke være lige nu.

Måske behøver alt ikke ske lige nu og her. Det synes jeg bare, fordi jeg besidder meget lidt tålmodighed sådan generelt. Jeg skal nå det hele før jeg bliver 30, og allerhelst i morgen. Det er bare ikke muligt.

Måske er jeg ved at blive mere moden. Det bliver man forhåbentligt for hver dag der går. Men at blive “voksen” er langt mere end bare at blive gift, få børn, boliglån, arbejde (hvilket jeg ved det er for mange). For mig er det at blive bedre til at se mine egne begrænsninger. På den gode måde, hvor jeg slækker lidt på mine krav til mig selv med det resultat, at jeg ikke bliver så skuffet. Samtidigt øver jeg mig også i at klappe mig selv på skulderen over de ting, der går godt. Så det er altså ikke en selvdestruktiv vej, hvor jeg tænker, at jeg ikke må have nogle ambitioner, fordi jeg alligevel aldrig bliver til noget. Det er derimod en vej der kan hjælpe mig.

Men kan man virkelig vælge sin egen vej?

Ja og nej. I begyndelsen af indlægget skrev jeg, at sandheden var, at man altid har et valg. Det holder jeg stadig på. Det betyder dog ikke at man har frit valg på alle hylder eller magt over alt. Normalvis er jeg faktisk ret deterministisk i mit livssyn, idet jeg tror, store dele af vores liv allerede er planlagt på forhånd (af Gud). Hele temaet om fri vilje er dog også noget, jeg ofte tvivler på.

Nogle mennesker ville nok sige, at man ikke kan vælge sine egne livsomstændigheder. De har ret i, at der er mange faktorer, man ikke selv er herre over. Man har for eksempel ikke valgt sine forældre, sin opvækst, det miljø man kommer fra, den folkeskole man gik i osv. At alt dette har haft indflydelse på den situation, man befinder sig i idag, er et faktum. Nogle ville endda være tilbøjelige til at sige, at man ikke kunne have gjort det anderledes. Deri ligger både frustrationen over, at man ikke har mere magt over sit eget liv, og samtidigt en accept af, at alt er som det er, og det er godt (alt efter perspektiv).

Alligevel vil jeg holde på, at der altid er to sider af en sag. Gud valgte os, det var planen, men for at få oplevelsen af et have en relation til ham, må vi også vælge ham til. At jeg mødte Gud var uundgåeligt, for han havde jo hele tiden været der. Men idet jeg efter mange års tøven endelig valgte ham til, havde jeg oplevelsen af, at jeg gør et aktivt valg. Den følelse er så værdifuld!

Følelsen af at man har lidt kontrol over sit liv, selvom man egentligt ikke har, den er vigtigt for mig. Det er den jeg prøver at finde tilbage til nu. Hvorfor? Fordi den tjener mig. Historien om at jeg er mislykket, fordi jeg endnu ikke har nået alle mine (urealistiske) mål endnu, og det i øvrigt heller aldrig kommer til at ske, fordi alle mine erfaringer bekræfter det, tjener mig derimod ikke.

Derfor er jeg interesseret i at fortælle min historie som om jeg har et valg. Jeg kan ikke ændre på fortiden, og forestillingen om, at den ikke må begrænse mig, er nok også en illusion. Men jeg kan vælge hvordan jeg vil skrive min historie fra nu af. Magten får jeg aldrig helt, men jeg tror på, jeg kan have en finger med i spillet.

Jeg kan ikke selv vælge mine tanker og følelser, men jeg kan vælge, hvordan jeg vil håndtere dem. Jeg kan ikke frit vælge hvor jeg vil bo, men jeg kan vælge hvilken indstilling jeg vil have til det sted, jeg er nu.

Jeg tror også på, at hvis jeg virkelig havde som livsmål, at få vores boligdrømme til at gå i opfyldelse, så ville jeg arbejde hårdere for det. Enten have valgt en anden uddannelse tidligere eller droppe ud nu og tage mig et arbejde. Have fundet mig en rig mand, flyttet til udlandet. Eller bare købt en gård i udkantsdanmark til lavpris. Men nu har jeg valgt noget andet. Jeg har valgt min mand. Jeg har selv valgt min uddannelse. Jeg har valgt, at jeg gerne vil have tid til mine børn, hvilket mit fleksible studieliv heldigvis giver mig.

Ja, jeg har stadig drømme. Og fortidens sortsyn skal ikke have lov til at forplumre fremtidens muligheder. Vi skal nok nå det hele. Men sørme da ikke som 26-årige.