At leve i fortiden, drømme om nuet, kæmpe for fremtiden

Vi bliver tudet ørerne fulde af “carpe diem”, lev mens du gør det osv. Det er en stor kliché, men faktisk et af de bedste råd, man kan få. Jeg har brugt mange år på at leve i fortiden. Til sidst brugte jeg så meget tid på at tænke over fortiden, at jeg faktisk ikke havde tid til at nå det, jeg skulle. Hvorefter jeg brugte en masse tid på at bebrejde mig selv, at jeg ikke havde nået det.

Den tankegang er meget usund. Selvfølgelig kan det være gavnligt at stoppe op engang imellem, se tilbage på sit liv, og reflektere over hvad man har lært, og måske hvad man kunne have gjort bedre. Men hvis man filosoferer over livets store spørgsmål og fortidens fejl 24/7, så bliver man direkte sindssyg, og meget træt (jeg taler af erfaring). Man går ikke bare glip af nuet – men af livet selv.

Hold nu op, hvor har jeg brugt mange år på ikke at leve. Næsten halvdelen af mit liv. Først da jeg fik livet på ny – af Gud – indså jeg, hvor meget jeg er gået glip af.

Hvorfor har jeg ikke fået lov til at leve mit liv fuldt ud før nu? Er det fordi Gud ikke elsker mig? Nej. Det er fordi jeg har brugt al min energi på at modarbejde livet, mig selv, Gud, kærlighed. Det er der mange grunde til, som jeg ikke vil gå i dybden med nu. Gud har altid stået og ventet på mig med åbne arme – ligesom livet – jeg havde bare aldrig lært at tage imod kærlighed. Tværtimod har jeg en tendens til at skubbe den væk.

Av, det var ikke nemt at erkende. Men jeg arbejder på det. Første skridt er at tilgive mig selv for al den tid, jeg har “spildt”. Det gjorde jeg for to år siden. Derefter begyndte jeg at øve mig i at tale til mig selv i en mere kærlig, overbærende tone. Jeg mener, man er nødt til at lære at holde sig selv ud. Andre mennesker kan du skubbe væk ligeså meget du vil, men du slipper aldrig for dig selv.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om, at hele verden var imod mig. Nu ved jeg det ikke er sandt.

Gud er med dig, og livet og verden er ikke igang med en personlig krig mod dig – selvom det måske kan føles sådan. Hvis du er din egen værste fjende, ligesom jeg, så frygt ikke – det kan blive bedre!

At skrive eller ikke at skrive

Jeg sidder i vores sofa med Valdes juniordyne (yndlings-puttedyne!) og en kop kaffe ved min side. Døren ud til terrassen er åben, og jeg kan nærmest høre og dufte foråret. Årstiderne påvirker mig altid meget, især foråret. Det er ikke bare sindets krummelurer, det er fysisk. Ja, faktisk har vibrationerne fra naturen før i tiden været så stærke, især i forbindelse med en teenageforelskelse, at jeg har følt mig lettere vanvittig. Men det er godt. Det er i hvert fald bedre at have en intens livsenergi, om end den kan være svær at rumme, end slet ingen. Dog har denne type forår ikke været til stede siden jeg blev mor. Hvilket får mig til at konkludere, at det må have været forplantningsinstinktet, der har været på spil. Sidste år havde jeg af naturlige årsager ikke den samme energi, men nu er forårsglæden så småt begyndt at spire.

I dag er første gang i lang tid, jeg har haft tid og overskud til at sætte mig ned for at pleje bloggen lidt (barnet har sovet i 3 timer og gør det stadig). Eller, det er løgn. Tid har jeg haft. For meget tid til at tænke, faktisk. Men jeg har altid for meget tid på en måde, for hver gang der er et lille pusterum, er der bare mere plads til at tankerne kan slå sig løs. Jeg troede, at jeg var blevet sådan en dejlig harmonisk person, som havde lært at holde mine tanker i snor og disciplinere dem som et kæledyr. Men her på det sidste har de fået lov til at udfolde sig ligeså kreativt, de ville. Og det er ok. Gud har styr på mig.

(Jeg har haft et billede i hovedet af at Gud sidder på en båd i havet. Jeg har en sikker plads ved siden af ham, men bliver ved med at have et behov for at svømme væk. Forskellen på nu og dengang (før min genfødsel) er bare, at jeg nu ikke svømmer længere væk, end at han lige nemt kan trække mig hjem igen)

Værre er det nok for min mand, mine venner og klassekammerater, som har skullet lægge øre til alverdens lommefilosofiske tanker og eksistentielle overvejelser. Puberteten om igen.

Nå, men jeg havde altså en undskyldning! Det har jo lige været fastetid, og fasten er traditionelt set en bodstid. En tid til at ransage sig selv og sit forhold til Gud og mennesker. Det er det, jeg har brugt det sidste stykke tid på, selvom det slet ikke var planlagt. Jeg har virkelig taget tilløb til at skrive om det mange gange. Med mulige overskrifter som “tankeskrald”, “hvad fasten bød på”, “hvilken type kristen er jeg” osv. Jeg har forsøgt at samle trådene, men indtil videre uden held.

Det har bragt mig til at tænke over, hvad jeg vil med bloggen, om jeg overhovedet vil den. Vil jeg bruge bloggen som et sted jeg kan få afløb – for tanker, følelser, refleksioner, frustrationer? Vil jeg skrive hudløst ærligt om min personlige rejse? Vil jeg inspirere andre eller bare glæde mig selv?

Jeg kunne hurtigt nævne ti ting, min blog ikke skal være. Det skal ikke være en dagbog, for det er simpelthen for uinteressant. Ej heller skal det være en losseplads for tankeskrald, det bliver for uorganiseret, og hjælper ikke engang mig selv. Nogle tanker skal bare ikke bygges videre på. For nogle hjælper det at få afløb ved at skrive dem ned, for mig er det ofte lige modsat, hvis jeg er på vej ud af en (destruktiv) tangent, skal jeg netop ikke begynde at skrive om det.

Når det er sagt, så har jeg nogle ønsker. En af de ting, jeg gerne vil med mit liv og med bloggen, er at øve mig i at skelne mellem privatlivet og det personlige. Jeg deler hjertens gerne ud af personlige tanker og erfaringer, hvis det på nogen måde kan hjælpe, opmuntre eller inspirere nogen. Men de meget private ting må gerne blive i privaten, også for min egen skyld (og resten af familien). Der er bare lige det, at det ligger til visse medlemmer af familien (min søster og jeg), at være meget ærlige. Hos os betyder ærlighed, at man siger hvad man umiddelbart tænker, og at alle sandheder, både om os selv og andre, hurtigt kommer på bordet. Jeg ved ærlighed ofte bliver omtalt som en dyd, men denne type ærlighed, kan godt tage overhånd, og måske nærmest være belastende (om end meget komisk). Så bloggen må gerne være et sted, hvor jeg fortæller en personlig historie, men jeg behøver ikke være en åben bog. Derfor er jeg også glad for, at jeg har holdt lidt igen med at dele mine tanker indtil videre.

En anden ting, jeg ønsker mig, er at lære at fokusere på det jeg gerne vil, i stedet for det jeg ikke vil. Jeg ved ikke om det er noget new-age-pjat, eller om det virkelig er en universel lov, “law of attraction”, men nu prøver vi det. “Hjernen kan ikke ikke”, har jeg tit hørt folk sige, og det er så rigtigt, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har en lang historie med at have et lettere anstrengt forhold til at skulle sætte regler op for mig selv. Og hver eneste gang jeg fortæller mig selv, at der er noget jeg ikke må, så får jeg endnu mere lyst til det. Sådan tror jeg bare nogle mennesker er indrettet. Hele den tankegang om alt det, man ikke vil, bygger den ikke et eller andet sted på frygt? Tanken om, at når jeg får børn, så vil jeg i hvert fald ikke.. (indsæt alt det, dine forældre gjorde). Eller når min mand og jeg for alt i verden vil undgå at blive skilt, for så blev vi jo bare som vores forældre!

Men hvorfor ikke fortælle universet, hvad man gerne vil have? Måske fordi jeg er langt mere sikker på, hvad jeg ikke vil have. Så giv mig lige lidt tid til at tænke over, hvad jeg gerne vil. Jeg vender tilbage.

Yggdrasil i forårssol
Yggdrasil i forårssol

 

Noget om terapi

Jeg synes ikke det skal være nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg går i gruppeterapi lige for tiden. Heller ikke selvom jeg drømmer om at bruge det som en professionel blog en dag. For når man skal ud i samfundet (og søge job), synes jeg faktisk det er en fordel, at man har arbejdet meget med sig selv. Ofte har “psykisk sårbare” mennesker arbejdet meget mere med deres “svage” sider end mange andre, og er måske endda ret kloge på sig selv. Hvorfor og hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på, for det mener jeg er for privat. Og denne blog skal ikke handle om at være psykisk syg, hvilket jeg faktisk heller ikke føler jeg er. Det har jeg været, men det er fortid nu. Grunden til jeg går i terapi nu, er at der har været meget ventetid, siden jeg for tre år siden søgte behandling. Fordi jeg tog ud at rejse, røg jeg ud af systemet, senere fik jeg et barn, tiden flyver. Men nu skulle det være, og selvom jeg er et helt andet sted end dengang, så kan man altid lære mere om sig selv. Faktisk er det en stor fordel, at have et vist mentalt overskud, når man skal grave ned i sine egne uhensigtsmæssige adfærdsmønstre..

Så en lang svada om hvor nedern systemet er og hvor trist en ungdom jeg har haft, får I altså ikke her! For det skal min blog ikke handle om, selvom det har fyldt meget. Jeg synes at denne blog skal handle om hvad Gud har gjort for mig, og alt det han stadig gør hver dag. Og for at forstå det, er jeg selvfølgelig nødt til engang imellem at hive fortiden frem. Men jeg gør det varsomt, for jeg ønsker ikke at blive revet med, hvis man kan sige det sådan. Uanset hvor meget jeg prøver, vil jeg alligevel aldrig kunne beskrive med ord, hvilken helbredelse jeg har oplevet. Jeg er gået fra at være en levende død til virkelig at leve, ikke bare leve, men leve! (nogen ved hvad jeg mener). Mit liv er blevet 10.000 gange bedre efter jeg blev kristen, det er den simpleste måde jeg kan sige det på! Gud har vist mig sider af livet, jeg ikke troede fandtes, eller i hvert fald ikke har set siden jeg var et lille, uskyldigt barn. Og jeg ved, at jeg endnu kun har fået en smagsprøve på herlighederne.

Om at træffe beslutninger

Jeg er ret dårligt til at tage beslutninger. Nej, jeg er faktisk lidt for god til at træffe dem. Men ekstremt dårlig til at holde fast i en beslutning længere tid ad gangen. Desværre (eller heldigvis for min læringskurve) indbærer “voksenlivet” en del seriøse beslutninger. Tålmodighed!!

Torsdag var min sidste dag på barsel (Ååh, mors store baby, tiden går så hurtigt, kliché kliché). Eller det vil sige, jeg skal stadig gå hjemme et par uger endnu, men bare ikke sammen med Valdemar. Han er nemlig startet i dagpleje. Jeg har bare ikke nået at skrive om det (hvordan får andre mødre tid til at blogge?!). Situationen pt. er, at barnet ofte kun sover 1/2-1 time om dagen, og først sover kl. 20-21 om aftenen (jeg begriber ikke hvordan han kan holde sig kørende). Min mand kommer hjem kl. 18.30 hver dag, så ofte spiser vi også sent, så om aftenen når vi faktisk ikke andet end oprydning, at putte barn og tale lidt sammen. Selvom der er mange ting jeg gerne ville, fx spille orgel og gå til yoga faith. Men det er jo nok en prioriteringssag, og jeg er ikke vant til at prioritere en blog, så mon ikke det kommer hen ad vejen..

Nu kan jeg ikke rigtigt huske hvad vi lavede i på vores sidste barselsdag sammen, men det var i hvert fald noget med at ligge i ske og sove lur sammen, og græde en hel del (kun mig), for det var altså lidt trist. Både det at jeg nu skal aflevere ham et andet sted hver dag, og at han ikke bare kan amme mange gange om dagen når han lige har lyst. Men også fordi jeg indså, at det bare aldrig bliver nemt at være mor. Og med det mener jeg ikke at det absolut er hårdt. Men efter man er blevet mor, er der så mange valg der skal træffes hele tiden, både på egne vegne og barnets. Derudover er der altid tusindvis af bekymringer og ambivalente følelser, det er i hvert fald min erfaring.

Indtil nu har jeg bekymret mig overraskende lidt, og jeg er slet ikke typen der tænker i skrækscenarier omkring mulige ulykker og den store stygge verden.. Min bekymring går mere på om jeg nu kommer til at gøre noget, som vil traumatisere ham, give ham ar på sjælen og psyken, noget som han skal leve med og lide under som voksen. Den frygt er langsomt vokset i takt med at han bliver mere bevidst om verden omkring sig, og får et mere nuanceret følelsesliv. Ærligt talt ved jeg ikke meget om hvad der foregår i hovedet på sådan en lille en, og hvad man skal gøre for ikke at fucke dem op. Jeg vil så gerne give ham et godt selvværd, eller i hvert fald bare nogenlunde. Noget mine forældre ikke formåede, og det har virkelig haft store konsekvenser for mig senere i livet, for et nogenlunde selvværd er essentielt for så mange ting, fx relationsdannelse, egenomsorg, sætte grænser osv. Noget jeg erfarede gennem mit 12-trins-forløb, som jeg vil skrive meget mere om en anden gang.

Hvor om alting er (den danske version af anyways)… jeg oplevede en stor ambivalens, for på den ene side var jeg ved at kede mig ihjel, og glædede mig så meget til at få et afbræk fra hverdagen på barsel, men samtidigt græd jeg over hvor meget jeg ville komme til at savne ham. Alt imens jeg hvert andet øjeblik skiftede mening mellem at ville blive hjemmegående mor og sende ham i dagpleje, men nu er beslutningen truffet, og så vil jeg øve mig i at holde fast i den. For en gangs skyld.

Næsten et år siden
Næsten et år siden

Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.