Havefest med Gaya

(Til Valdemar)

Jeg havde altid været bange for det. Men nu ved jeg at der ikke er noget at være bange for. Også sådan helt generelt. Jeg behøver ikke være bange for livet mere. Jeg kan leve. Før havde jeg så uendeligt mange spørgsmål. Nu har jeg kun to:

  • Hvorfor er livet ikke nok i sig selv?
  • Den tilstand små børn ofte er i – totalt i flow i nuet – hvornår og hvordan kom vi voksne nogensinde ud af den?

Jeg kan næsten ikke tænke mere. Men det er der måske heller ingen grund til. Det jeg oplevede var, at være i en have, på en kirkegård. Det kildede i min krop, som én stor orgasme. Mine ben blev bløde, og det var som om de søgte ned mod jorden, de ville blive der. Da Valde satte sig i mit skød, var det som om han smeltede som smør. Ragna havde meget store blå øjne. Der var et fantastisk sollys og blomster overalt (også i virkeligheden). Jeg gik på opdagelse med børnene, Valdemar, Vigo og Ragna. Jeg var i deres verden. Noget jeg altid har ønsket mig. Jeg så bare det, der var foran mig, intet andet. Der var så meget der forsvandt – sindet, måske. Det var som om alle løgnene blev skrællet væk. Og tilbage var der kun ren eksistens, nuet, liv og lys. Alt det andet var bare noget jeg (med hjælp fra andre/samfundet) havde opdigtet – og holdt fast i. Hvorfor holdte jeg fast i det? Fordi jeg troede jeg havde brug for det.

Vreden er væk nu. Jeg behøver den ikke i samme grad. Jeg har ikke længere samme behov for at kæmpe for noget. Jeg tror på, at alt der forceres, bliver en kamp. Ikke forstået på den måde, at jeg bare vil flygte fra alle former for konflikt. Men jeg har ikke behov for at opfinde kampe, som egentligt ikke findes. Jeg har en følelse af, at det eneste jeg skal, er at forsøge at leve så fredeligt og ikke-voldeligt som muligt. Altså det er ikke noget jeg SKAL tvinges til, men noget jeg skal gøre i den udstrækning, det falder mig naturligt og let. Og her mener jeg på alle planer. Ikke kun ved at undgå at dræbe, men også bare i forhold til aggression i det hele taget.

Jeg har været voldsomt aggressiv, indeni, men også i min måde at tale og kommunikere på. Faktisk har jeg i mange år forsøgt at give et fredeligt og kærligt budskab videre på en meget aggressiv måde (det gælder både ift. Veganisme, kristendom osv.). Det hænger bare ikke sammen. Jeg vil ikke længere sige at jeg er færdig med noget, eller ikke vil det, eller at jeg aldrig vil gøre det. Det er simpelthen alt for sort/hvidt og endegyldigt. I stedet vil jeg sige til mig selv, at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. Måske behøver jeg ikke være så offensiv. Det jeg gerne vil, er, at leve det, jeg ønsker for verden – be the change.

Dårlig samvittighed? Nej tak, jeg fortryder intet. Tro mig, jeg har haft min andel af skyld og skam – måske er det uundgåeligt, men samtidigt behøver det heller ikke være konstant. Livet er ikke en konkurrence. Hvad andre tænker behøver jeg ikke tage mig af. For det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad der er rigtigt, og det vil jeg gerne lære at stole på. Ej heller vil jeg lade mig synke ind i verdens kummerlighed og degenererende vaner, så det sortner for mine øjne. Jeg behøver ikke føre krig mod nogen og noget. Andre mennesker kan gøre lige hvad de vil. Jeg behøver ikke deltage i det.

Hvorfor skulle livet ikke være nok i sig selv? Før var jeg på jagt – efter det, livet skulle indeholde: formål, mål, mening, planer og projekter. Men nu føler jeg i højere grad at det hele er nok i sig selv – jeg behøver ikke tilføje noget. Desperationen hviler sig. Vi har jo solen, træerne, jorden, vores kroppe, hinanden, sprog, bevidsthed og sanser. Hvordan kan man så kede sig? Og hvis man gør – hvad sker der så ved det? Hvordan formår børn at leve i nuet på den måde, de gør? Jeg fik en bid af jeres verden, og jeg ved jeg kan komme derhen igen, om end kun glimtvis, hvis du hjælper mig, min søn. Jeg kan lære så meget af børn. Jeg håber at jeg aldrig bliver ”rigtigt voksen”.

Tak Valde, Vigo og Ragna, fordi I vil rejse sammen med mig. Tak for alt det, I har lært mig. Jeg håber, I en dag kommer til at føle, at jeg også lærte jer noget.

Det eneste jeg ønsker er at blive et med Gud. Hvis det ikke kan lade sig gøre på jorden, ønsker jeg bare at komme så tæt på det som muligt. Børn er et med Gud. Guds plan er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget man må lytte efter. For at lytte skal man kunne åbne sit sind op, så det kan blive fornyet. Det er aldrig for sent at blive genfødt eller få et nyt perspektiv. Jeg vil gerne lære at lytte.

Jeg ved ikke hvad du tænker som 18-årig, når du læser det her. Jeg vil ikke komme med gode råd. Måske er der ingen stor hemmelighed bag det hele. Måske er livet i virkeligheden meget simpelt.

Efter mange års forsøg på at opdrage dig og bestemme over dig, vil jeg nu afsløre dette: Der er ikke noget, du SKAL. Og der er heller ikke noget, du ikke . Der er kun en masse, du kan gøre. Nu er det dig, der skal sætte grænserne. Når du skal træffe dine valg, kan du vælge at lytte mere eller mindre til dig selv, andre, dine forældre eller Gud. Men husk, vi er alle forbundne, og aldrig fuldstændigt uafhængige.

20160410_172154
Valdemar og Ragna

At leve i fortiden, drømme om nuet, kæmpe for fremtiden

Vi bliver tudet ørerne fulde af “carpe diem”, lev mens du gør det osv. Det er en stor kliché, men faktisk et af de bedste råd, man kan få. Jeg har brugt mange år på at leve i fortiden. Til sidst brugte jeg så meget tid på at tænke over fortiden, at jeg faktisk ikke havde tid til at nå det, jeg skulle. Hvorefter jeg brugte en masse tid på at bebrejde mig selv, at jeg ikke havde nået det.

Den tankegang er meget usund. Selvfølgelig kan det være gavnligt at stoppe op engang imellem, se tilbage på sit liv, og reflektere over hvad man har lært, og måske hvad man kunne have gjort bedre. Men hvis man filosoferer over livets store spørgsmål og fortidens fejl 24/7, så bliver man direkte sindssyg, og meget træt (jeg taler af erfaring). Man går ikke bare glip af nuet – men af livet selv.

Hold nu op, hvor har jeg brugt mange år på ikke at leve. Næsten halvdelen af mit liv. Først da jeg fik livet på ny – af Gud – indså jeg, hvor meget jeg er gået glip af.

Hvorfor har jeg ikke fået lov til at leve mit liv fuldt ud før nu? Er det fordi Gud ikke elsker mig? Nej. Det er fordi jeg har brugt al min energi på at modarbejde livet, mig selv, Gud, kærlighed. Det er der mange grunde til, som jeg ikke vil gå i dybden med nu. Gud har altid stået og ventet på mig med åbne arme – ligesom livet – jeg havde bare aldrig lært at tage imod kærlighed. Tværtimod har jeg en tendens til at skubbe den væk.

Av, det var ikke nemt at erkende. Men jeg arbejder på det. Første skridt er at tilgive mig selv for al den tid, jeg har “spildt”. Det gjorde jeg for to år siden. Derefter begyndte jeg at øve mig i at tale til mig selv i en mere kærlig, overbærende tone. Jeg mener, man er nødt til at lære at holde sig selv ud. Andre mennesker kan du skubbe væk ligeså meget du vil, men du slipper aldrig for dig selv.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om, at hele verden var imod mig. Nu ved jeg det ikke er sandt.

Gud er med dig, og livet og verden er ikke igang med en personlig krig mod dig – selvom det måske kan føles sådan. Hvis du er din egen værste fjende, ligesom jeg, så frygt ikke – det kan blive bedre!

Om bristede drømme og frie valg

For en uge siden flyttede vi. Dagen før blev dette indlæg påbegyndt, men af naturlige årsager, ikke gjort færdigt. Værsågod:

I morgen skal vi flytte. Med en flytning kommer der helt naturligt et større pres, en kort travlhedsperiode. Samtidigt kan det være en stor begivenhed at få et nyt hjem (for nogle mere end andre), og ofte kan der komme nogle forskellige følelser op fra fortiden. Det er dybt naturligt (siger jeg for at berolige mig selv).

Jeg er flyttet meget i mit liv, både sammen med mine forældre og alene. Jeg tror ikke jeg har taget skade af det som sådan, for de trygge rammer flyttede jo med. Ofte flyttede vi rundt i det samme område, så vennerne forblev de samme, og min mor var god til at fastholde nogle rutiner for os. Men det har nok gjort, at jeg efterhånden er lidt træt af at flytte.

Som det sensitive barn jeg var, har jeg nok også opfanget nogle stemninger fra de voksne i forbindelse med flytninger. Måske en rastløshed fra mine forældre eller knas i parforholdet. Men det har været meget ubevidst.

I denne omgang handler det også om nogle bristede drømme, som i dag, dagen før dagen, er kommet op til overfladen igen. Vores drøm om at bo på landet, er gået i opfyldelse – ikke for os – men for et par af vores bekendte. De skal flytte ind i præcis den bolig, vi har haft kig på. Det er fedt for dem!

Desværre er det i sådan en situation, da de fortæller mig det, at min rummelighed er nærmest ikke-eksisterende. Som det gode kristne menneske jeg er, burde jeg glæde mig på andres vegne. Men i det øjeblik det trigger noget i mig, noget dybere end bare overfladisk misundelse – følelsen skuffelse, utilstrækkelighed, fiasko, selvhad, vrede, rodløshed, afmagt, bitterhed – så forvandler jeg mig til noget, der ligner en djævel. Heldigvis er jeg blevet god til at skjule det. Og lade være med at gå ind i min egen indre krig, men lade det ligge..

Indtil det dukker op igen. Som nu. Det er meget godt, for det gør, at jeg er nødt til at se det i øjnene. Spørge mig selv, hvad det er der sker. Blive klogere. I stedet for bare at køre på rutinen – den destruktive af slagsen.

Det der nager mig, er nok sætningen “Vi har tænkt over hvad det er for et liv, vi gerne vil skabe for os selv… ” (og handlet på det)

JA, det har vi også gjort, tusind gange! Og vi vil også gerne bo på landet med have, gerne i bofællesskab eller kollektiv, på en stor grund, helst med andre veganere med små børn.

MEN vi var ikke i stand til at skabe det liv, vi ønsker.

Lad os bare sige, at livets alvor er ved at gå op for Fru Skov (mig). Jeg er løbet ind i begrænsninger. Siden jeg var barn har jeg fået at vide, at jeg kunne blive lige hvad jeg ville. En god sammenblanding af tidens mentalitet, mit gode hoved (i hvert fald som barn), og min fars ukuelige optimisme.

Som ung havde jeg opgivet den opfattelse, hvilket jeg må skrive om en anden gang. Til gengæld troede jeg på, at man kunne bo, hvor man ville. Det var før det virkelig gik op for mig, at der er mange ting i livet, som kræver at man har en form for startkapital. Især når man skal finde en bolig. Og lad os bare sige, at det har vi ikke.

Ok, jeg er stadig ung! Men mere realistisk i mit syn på nogle ting. Og det er min definition på en voksen (sammen med boliglån og fast arbejde).

Jeg var så idealistisk. Nu er jeg bare skuffet. Over at jeg ikke kan skabe det liv for min familie, som vi drømmer om. Skuffet over, at jeg ikke kan tilbyde min søn noget bedre end at bo i en ghettolignende betonblok. Det vigtigste er jo, at man har trygge rammer og tag over hovedet og masser af kærlighed. Det burde være godt nok.

Men intet er godt nok til mig.

Min enten-eller-tankegang blokerer mange veje for mig. Den gør at jeg har svært ved at se ud over begrænsningerne. Nogle gange kan man føle, at man ingen muligheder har, og at det vil være sådan for evigt.

Sandheden er, at man altid har et valg!

Måske er det det, min far mener, når han siger, man kan blive hvad man vil. For det kan man, hvis man kan lære at styre sine tanker. Så kan man skabe sig den virkelighed, man ønsker. I hvert fald til en vis grænse.

Jeg har et valg. Det skal jeg huske på. Jeg vælger hvilke tanker jeg tillader at udfolde sig og fylde. Jeg vælger hvilken historie, jeg fortæller om mig selv og mit liv.

Det behøver ikke være en historie med Fru Skov i offerrollen. Selvom det måske er det nemmeste, det mest komfortable. For så har jeg intet ansvar, det er livet, samfundet, skæbnen, de andre, der har gjort mig uret.

Men man har altid selv et ansvar, og det ansvar vil jeg øve mig i at løfte.

Jeg prøver at øve mig i at formulere min historie anderledes. Derfor bliver denne blog heller aldrig en emoblog.

Her er et eksempel. En af mine andre bristede drømme er drømmen om at blive operasanger. Jeg har fortalt mig selv, at jeg var en fiasko, fordi jeg ikke havde det, der skulle til. Jeg var for svag og havde hverken evnerne eller viljen.

Det med viljen er sandt nok. Men det er også sandt, at jeg selv aktivt har valgt den karrierevej fra. Jeg har været til optagelsesprøve på konservatoriet én gang! Én gang! Og så endda i København, hvor der var mindst sandsynlighed for at komme ind. Så har man altså ikke prøvet nok! Desuden fik jeg en god udtalelse til prøven om, at jeg havde stemmen, men manglede træning, især kropstræning. Jeg var simpelthen for anspændt og blokeret, og det havde hun jo ret i.

Hvis jeg virkelig ville, havde jeg arbejdet videre. Prøvet igen. Men jeg tog et valg. Jeg valgte den vej fra, fordi den koster for meget. Den koster blod, sved og tårer. Det er livet i en hård konkurrenceverden, og det havde jeg hverken nerver eller selvtillid til. Det kan opbygges, det ved jeg nu. Men det ville stadig kræve al min tid og opmærksomhed. Tid som jeg nu hellere vil bruge på Gud og familie eller diakonalt arbejde. Gud er også i høj grad til stede i den klassiske musik, men jeg oplevede bare, at ambitionerne ødelagde nydelsen, og vejen mod den gode oplevelse var for lang og hård.

Jeg har stadig en lille pigedrøm om at stå på en scene, og det skal jeg nok også få masser af muligheder for i amatør-sammenhænge. Det behøver bare ikke være lige nu.

Måske behøver alt ikke ske lige nu og her. Det synes jeg bare, fordi jeg besidder meget lidt tålmodighed sådan generelt. Jeg skal nå det hele før jeg bliver 30, og allerhelst i morgen. Det er bare ikke muligt.

Måske er jeg ved at blive mere moden. Det bliver man forhåbentligt for hver dag der går. Men at blive “voksen” er langt mere end bare at blive gift, få børn, boliglån, arbejde (hvilket jeg ved det er for mange). For mig er det at blive bedre til at se mine egne begrænsninger. På den gode måde, hvor jeg slækker lidt på mine krav til mig selv med det resultat, at jeg ikke bliver så skuffet. Samtidigt øver jeg mig også i at klappe mig selv på skulderen over de ting, der går godt. Så det er altså ikke en selvdestruktiv vej, hvor jeg tænker, at jeg ikke må have nogle ambitioner, fordi jeg alligevel aldrig bliver til noget. Det er derimod en vej der kan hjælpe mig.

Men kan man virkelig vælge sin egen vej?

Ja og nej. I begyndelsen af indlægget skrev jeg, at sandheden var, at man altid har et valg. Det holder jeg stadig på. Det betyder dog ikke at man har frit valg på alle hylder eller magt over alt. Normalvis er jeg faktisk ret deterministisk i mit livssyn, idet jeg tror, store dele af vores liv allerede er planlagt på forhånd (af Gud). Hele temaet om fri vilje er dog også noget, jeg ofte tvivler på.

Nogle mennesker ville nok sige, at man ikke kan vælge sine egne livsomstændigheder. De har ret i, at der er mange faktorer, man ikke selv er herre over. Man har for eksempel ikke valgt sine forældre, sin opvækst, det miljø man kommer fra, den folkeskole man gik i osv. At alt dette har haft indflydelse på den situation, man befinder sig i idag, er et faktum. Nogle ville endda være tilbøjelige til at sige, at man ikke kunne have gjort det anderledes. Deri ligger både frustrationen over, at man ikke har mere magt over sit eget liv, og samtidigt en accept af, at alt er som det er, og det er godt (alt efter perspektiv).

Alligevel vil jeg holde på, at der altid er to sider af en sag. Gud valgte os, det var planen, men for at få oplevelsen af et have en relation til ham, må vi også vælge ham til. At jeg mødte Gud var uundgåeligt, for han havde jo hele tiden været der. Men idet jeg efter mange års tøven endelig valgte ham til, havde jeg oplevelsen af, at jeg gør et aktivt valg. Den følelse er så værdifuld!

Følelsen af at man har lidt kontrol over sit liv, selvom man egentligt ikke har, den er vigtigt for mig. Det er den jeg prøver at finde tilbage til nu. Hvorfor? Fordi den tjener mig. Historien om at jeg er mislykket, fordi jeg endnu ikke har nået alle mine (urealistiske) mål endnu, og det i øvrigt heller aldrig kommer til at ske, fordi alle mine erfaringer bekræfter det, tjener mig derimod ikke.

Derfor er jeg interesseret i at fortælle min historie som om jeg har et valg. Jeg kan ikke ændre på fortiden, og forestillingen om, at den ikke må begrænse mig, er nok også en illusion. Men jeg kan vælge hvordan jeg vil skrive min historie fra nu af. Magten får jeg aldrig helt, men jeg tror på, jeg kan have en finger med i spillet.

Jeg kan ikke selv vælge mine tanker og følelser, men jeg kan vælge, hvordan jeg vil håndtere dem. Jeg kan ikke frit vælge hvor jeg vil bo, men jeg kan vælge hvilken indstilling jeg vil have til det sted, jeg er nu.

Jeg tror også på, at hvis jeg virkelig havde som livsmål, at få vores boligdrømme til at gå i opfyldelse, så ville jeg arbejde hårdere for det. Enten have valgt en anden uddannelse tidligere eller droppe ud nu og tage mig et arbejde. Have fundet mig en rig mand, flyttet til udlandet. Eller bare købt en gård i udkantsdanmark til lavpris. Men nu har jeg valgt noget andet. Jeg har valgt min mand. Jeg har selv valgt min uddannelse. Jeg har valgt, at jeg gerne vil have tid til mine børn, hvilket mit fleksible studieliv heldigvis giver mig.

Ja, jeg har stadig drømme. Og fortidens sortsyn skal ikke have lov til at forplumre fremtidens muligheder. Vi skal nok nå det hele. Men sørme da ikke som 26-årige.

 

 

 

 

Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.