Havefest med Gaya

(Til Valdemar)

Jeg havde altid været bange for det. Men nu ved jeg at der ikke er noget at være bange for. Også sådan helt generelt. Jeg behøver ikke være bange for livet mere. Jeg kan leve. Før havde jeg så uendeligt mange spørgsmål. Nu har jeg kun to:

  • Hvorfor er livet ikke nok i sig selv?
  • Den tilstand små børn ofte er i – totalt i flow i nuet – hvornår og hvordan kom vi voksne nogensinde ud af den?

Jeg kan næsten ikke tænke mere. Men det er der måske heller ingen grund til. Det jeg oplevede var, at være i en have, på en kirkegård. Det kildede i min krop, som én stor orgasme. Mine ben blev bløde, og det var som om de søgte ned mod jorden, de ville blive der. Da Valde satte sig i mit skød, var det som om han smeltede som smør. Ragna havde meget store blå øjne. Der var et fantastisk sollys og blomster overalt (også i virkeligheden). Jeg gik på opdagelse med børnene, Valdemar, Vigo og Ragna. Jeg var i deres verden. Noget jeg altid har ønsket mig. Jeg så bare det, der var foran mig, intet andet. Der var så meget der forsvandt – sindet, måske. Det var som om alle løgnene blev skrællet væk. Og tilbage var der kun ren eksistens, nuet, liv og lys. Alt det andet var bare noget jeg (med hjælp fra andre/samfundet) havde opdigtet – og holdt fast i. Hvorfor holdte jeg fast i det? Fordi jeg troede jeg havde brug for det.

Vreden er væk nu. Jeg behøver den ikke i samme grad. Jeg har ikke længere samme behov for at kæmpe for noget. Jeg tror på, at alt der forceres, bliver en kamp. Ikke forstået på den måde, at jeg bare vil flygte fra alle former for konflikt. Men jeg har ikke behov for at opfinde kampe, som egentligt ikke findes. Jeg har en følelse af, at det eneste jeg skal, er at forsøge at leve så fredeligt og ikke-voldeligt som muligt. Altså det er ikke noget jeg SKAL tvinges til, men noget jeg skal gøre i den udstrækning, det falder mig naturligt og let. Og her mener jeg på alle planer. Ikke kun ved at undgå at dræbe, men også bare i forhold til aggression i det hele taget.

Jeg har været voldsomt aggressiv, indeni, men også i min måde at tale og kommunikere på. Faktisk har jeg i mange år forsøgt at give et fredeligt og kærligt budskab videre på en meget aggressiv måde (det gælder både ift. Veganisme, kristendom osv.). Det hænger bare ikke sammen. Jeg vil ikke længere sige at jeg er færdig med noget, eller ikke vil det, eller at jeg aldrig vil gøre det. Det er simpelthen alt for sort/hvidt og endegyldigt. I stedet vil jeg sige til mig selv, at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. Måske behøver jeg ikke være så offensiv. Det jeg gerne vil, er, at leve det, jeg ønsker for verden – be the change.

Dårlig samvittighed? Nej tak, jeg fortryder intet. Tro mig, jeg har haft min andel af skyld og skam – måske er det uundgåeligt, men samtidigt behøver det heller ikke være konstant. Livet er ikke en konkurrence. Hvad andre tænker behøver jeg ikke tage mig af. For det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad der er rigtigt, og det vil jeg gerne lære at stole på. Ej heller vil jeg lade mig synke ind i verdens kummerlighed og degenererende vaner, så det sortner for mine øjne. Jeg behøver ikke føre krig mod nogen og noget. Andre mennesker kan gøre lige hvad de vil. Jeg behøver ikke deltage i det.

Hvorfor skulle livet ikke være nok i sig selv? Før var jeg på jagt – efter det, livet skulle indeholde: formål, mål, mening, planer og projekter. Men nu føler jeg i højere grad at det hele er nok i sig selv – jeg behøver ikke tilføje noget. Desperationen hviler sig. Vi har jo solen, træerne, jorden, vores kroppe, hinanden, sprog, bevidsthed og sanser. Hvordan kan man så kede sig? Og hvis man gør – hvad sker der så ved det? Hvordan formår børn at leve i nuet på den måde, de gør? Jeg fik en bid af jeres verden, og jeg ved jeg kan komme derhen igen, om end kun glimtvis, hvis du hjælper mig, min søn. Jeg kan lære så meget af børn. Jeg håber at jeg aldrig bliver ”rigtigt voksen”.

Tak Valde, Vigo og Ragna, fordi I vil rejse sammen med mig. Tak for alt det, I har lært mig. Jeg håber, I en dag kommer til at føle, at jeg også lærte jer noget.

Det eneste jeg ønsker er at blive et med Gud. Hvis det ikke kan lade sig gøre på jorden, ønsker jeg bare at komme så tæt på det som muligt. Børn er et med Gud. Guds plan er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget man må lytte efter. For at lytte skal man kunne åbne sit sind op, så det kan blive fornyet. Det er aldrig for sent at blive genfødt eller få et nyt perspektiv. Jeg vil gerne lære at lytte.

Jeg ved ikke hvad du tænker som 18-årig, når du læser det her. Jeg vil ikke komme med gode råd. Måske er der ingen stor hemmelighed bag det hele. Måske er livet i virkeligheden meget simpelt.

Efter mange års forsøg på at opdrage dig og bestemme over dig, vil jeg nu afsløre dette: Der er ikke noget, du SKAL. Og der er heller ikke noget, du ikke . Der er kun en masse, du kan gøre. Nu er det dig, der skal sætte grænserne. Når du skal træffe dine valg, kan du vælge at lytte mere eller mindre til dig selv, andre, dine forældre eller Gud. Men husk, vi er alle forbundne, og aldrig fuldstændigt uafhængige.

20160410_172154
Valdemar og Ragna

Kærlighedens dag

“Amerikanerne siger vi skal, og så gør vi det bare”, som min mand så klogt sagde i aftes, da vi var på pizzadate i Hillerød.

Valentins-date, altså.. for det var jo kærlighedens dag igår! Det glæder mig, at Valentinsdag i år faldt på en søndag, for enhver søndag er i forvejen kærlighedens dag, den hellige hviledag og festdag for kristne.

I går var det dog særligt den romantiske (parforholds)kærlighed, der skulle fejres, og som skeptikere siger: har vi virkelig brug for sådan en dag? Bør vi ikke bare være kærlige mod hinanden hver dag, året rundt?

Jo da!

Det er jeg enig i. Men som kristen er det oftest den store kærlighed der tales om, den som er meget mere end bare den romantiske, kærlighed som et valg. Jeg har i hvert fald hørt mange kristne omtale kærlighed som et valg, forstået på den måde, at man fx tager et valg om at ville elske din ægtefælle i medgang og modgang, selv hvis følelserne forsvinder for en tid.

Jesus opfordrer os til at elske vore fjender. Også det er et aktivt valg man må gøre sig og stå fast på – for det er jo de færreste, der helt naturligt nærer varme følelser for deres fjender.

Alligevel synes jeg personligt det er dejligt med en dag til at fokusere på den romantiske tosomhed (hvis man altså ikke er poly). Den har jeg det nemlig med at negligere. Den såkaldte romantiske kærlighed er hos mig under anklage for at være indbildsk, opreklameret og et hollywood-fænomen af momentan sindssyge.

Men den findes jo!

Sidste år på valentinsdag sad vi i biografen, da min mor skrev, at hun havde hørt om nogle skyderier i København, om det var tæt på os? (Vi var på frederiksberg)

Jyder altså, tænkte jeg. Vidste hun ikke hvor Østerbro lå? Men det var jo tæt på os, alt for tæt. Verden trænger i den grad til mere kærlighed i alle former, især idag.

Derfor kiggede jeg min mand ekstra dybt i øjnene, og vi var ekstra søde ved hinanden. Og det var dejligt! Opreklameret eller ej..

IMG_3657

Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.