Om frihed

Den Store Befrielse
Jeg har længe villet skrive noget om det, jeg kalder “den store befrielse”. Det er dog ikke så ligetil, specielt ikke når jeg har haft svært ved at skrive og holde fast i en tanke længere tid ad gangen. Det er dog ikke noget jeg begræder. Tværtimod har jeg været glad for at jeg har lært at lade tanker passere, og stoppe en tankestrøm, i stedet for at filosofere videre og komme alt for langt ud i meningsløshed og uendelig regres og til sidst give op, fordi der ikke findes svar nok. Jeg er blevet meget bedre til at acceptere tingenes tilstand. Bedre til at observere mit sind i stedet for at identificere mig med det. Det har gjort mit liv bedre. Jeg har også lært at man ikke skal se sig tilbage. Undtagen når man får brug for at blive mindet om hvad Gud har gjort for en. Det er det eneste jeg ser tilbage på, og kun fordi det kan få mig fremad, eller i hvert fald give mig styrke til at komme det.
Jeg har indset at jeg har et “safe place” indeni, i mit hjerte eller i mine minder, et sted. Det er noget jeg opbyggede eller måske fandt, da jeg var i Taizé. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Et sted med fred. Fred i et fuldstændigt kaotisk sind. Kærlighed midt i al mit had og min afsky for verden, livet og menneskeheden. Et pust af liv til min degenererende tankevirksomhed. En forsmag på et formål og en identitet, som var mit, tilhørte mig, en plan som var beredt for mig. Alle de ting tilskriver jeg Kristus, for det var gennem bøn, jeg fik dem i gave. Det reddede ikke bare mit liv, men gav mig styrke, en styrke jeg stadig kan finde frem den dag idag, tre år efter. Jeg er evigt taknemmelig. Og den taknemmelighed har jeg brug for at finde tilbage til når frygt og bitterhed banker på, og mit sind krøller sig sammen i flugt.
Med gaven, som var alt dette og troen, fulgte en befrielse. En befrielse, som er svær at sætte ord på. Jeg har forsøgt at forklare det for mange såkaldte fritænkere, men de siger allesammen, at jeg ikke er fri, men derimod fanget og begrænset.

Jeg har altid søgt frihed. Ønsker vi ikke alle frihed? Første skridt i den søgen er at finde ud af hvad frihed er. Det er ikke nemt at svare på. Og da jeg endelig oplevede frihed, var den slet ikke som jeg havde forventet. Den frihed Gud giver, kan de færreste tænke sig til.
Fortsættes…

Velkommen

Velkommen til min nye blog! 
Jeg har nu fået eget domæne, hvilket burde vidne om en vis seriøsitet (ifølge diverse blogeksperter). Så allerede nu er der pres på.. Ej, det skal nok blive godt!

For 5-6 år siden startede jeg min første blog i Google-regi, hvorfor ved jeg egentligt ikke, jeg var nok bare en frustreret teenager, som trængte til at få afløb for en masse ord og tanker. Læsere havde jeg vist ikke mange af, men et par gode mail-korrespondencer endte det da med. Mine gamle blogs handlede om teenagelivets sorger og glæder (mest sorger), og for at det ikke skal være løgn, strakte min teenageperiode sig hele 3 år ind i mine 20’ere. Ifølge mig selv, altså..

Men den tid er slut – og hvad så nu? Er jeg voksen eller bare “ung”? Født i 89 gør mig vel til en god kandidat til den ungdommelige befolkningsgruppe. Der er bare lige det, at jeg selv føler jeg er færdig med at være ung. Men ikke med at være barn. Faktisk har jeg et stort ønske om at genoplive (eller bevare) min barnlige side, især efter jeg selv er blevet en mor. 

Nå, mere om det en anden dag.. 

Efter lang tids overvejelse, blev denne blog til, en aften hvor barnet for en sjælden gangs skyld gik i seng allerede kl. 18.30. 

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle begynde at blogge igen eller ej. Engang skrev jeg hele tiden, hver dag, enten i hånden eller på computeren (eller begge dele), for det var simpelthen så meget i mit hoved, der bare skulle ud. Det var tilfredsstillende for mig at skrive, men samtidigt tror jeg også, at skrivningen gav ekstra liv til de mange “dårlige” tanker og historier om mit liv. I hvert fald oplevede jeg at blive mere glad og rolig, da jeg stoppede med at skrive. 

Den anden ting er, at det er mit indtryk, at mange bloggere selv synes de er utroligt interessante, i hvert fald interessante nok til at de kan fylde side efter side med (ligegyldig) info om sig selv (og deres afkom), selvfølgelig spækket med en masse selfies og billeder af morgenmaden og sønnikes madpakke.. Og faktisk er det nogle af de blogs jeg selv følger mest! 

Men når alt kommer til alt, er det så ikke lidt tyndt? Er jeg virkelig så interessant, at jeg kan fylde en hel blog med mig selv som tema? 

Svaret er.. Nej! 

Jeg er faktisk ikke særlig interessant i mig selv.. Det er min søn heller ikke, selvom jeg virkelig elsker ham. Min madpakke.. Not so Much (selvom jeg er en totalt sej veganer). Sandheden er, at vi mennesker måske ikke er så pisse-interessante som vi selv går og tror, selvom Facebook osv. prøver at bilde os det ind.. 

Jeg er ikke interessant.. I mig selv! Men livet er da pokkers interessant. Og det som er spændende, er ikke hvad jeg vælger at gøre med det, men hvad Gud gør med det – gennem mig! Og hvor meget jeg tillader Gud at gøre, og hvad det evt er der blokerer mig i at lade ham gøre det.. Jeg mener ikke det er mit liv, men Guds liv, en gave jeg har fået, eller måske er det i virkeligheden kun til låns..

Ok, så langt, så godt.. Hvilke konsekvenser har det så?

Det vil sige, at det pres der ligger på nutidens individualistiske (og “frie”) menneske, om at man skal vælge hvad man vil bruge sit liv på, skal vælge rigtigt mellem tusindvis af muligheder og ifølge mange “er sin egen lykkes smed” – eller endnu  værre, at ens partner eller børn skal gøre en lykkelig! – dette pres aftager, og fjernes med tiden, i takt med at jeg lærer Gud bedre at kende..

Men det betyder ikke at jeg er fritaget for ansvar. Det betyder blot at jeg er fri.. Mere om det en anden dag!

P.S. Lige for tiden har jeg ingen computer, så jeg kommer til at bringe nogle gamle indlæg, så de er ikke nye, men selvfølgelig altid relevante 🙂