Nyt år – nyt hår

For præcis et år siden, lavede jeg et tilbageblik på 2014, som var et meget begivenhedsrigt år. Jeg blev gift, fik et barn, og havde to store oplevelser med Gud. Nytårsforsætter havde jeg vist ikke nogle af..

2015 har været de grå hverdages år. Tiden er gået med at være på barsel, passe barn, terapi og ægteskab, drikke masser af kaffe og spise store mængder chokolade. En lille smule netflix har også sneget sig ind.

Familien Skov i Berlin
Familien Skov i Berlin

Det vildeste der skete var nok vores lille tur til Berlin i april. Her fik jeg et flip af en art, og kunne ikke tænke klart i 3 dage. Jeg havde virkelig forventet at kunne slappe af – på en rejse med en 5 måneders ammebaby, som stadig kunne finde på at vågne hver 3. time om natten – jeg kunne godt tro om igen! Man kan vist godt kalde det årets fiasko, og der går noget tid, før jeg vil vove mig ud på en rejse med en baby igen.

Stemningsbillede fra Sverige
Stemningsbillede fra Sverige

Årets bedste oplevelse – foruden at se Valdemar Neo være med til “Store Valdemars” 90 års-fødselsdag – var vores sommerferie i Sverige. Det var modsat Berlin, helt vildt afslappende og dejligt med en ferie uden planer, selvom det næsten var lidt for varmt. Det var dejligt at bo midt ude i skoven og leve primitivt et par dage. Vi var også sammen med en masse dejlige mennesker, for hele kollefamilien var samlet. Valdemar virkede til at nyde at være i skoven, og bare få lov til at møve rundt på jorden og blive beskidt. Jeg tror det er en af de eneste ferier, hvor jeg virkelig har formået at slappe af med at lave ingenting. Det er jo en kunst i sig selv.

IMG_5375

Jeg har ikke de store planer for 2016 endnu – ud over at flytte i vores egen lejlighed, det glæder jeg mig til!

Jeg har mange potentielle nytårsforsætter:

Spise mere Leifmad (mindre sukker, mindre olie) – begynde at løbe – styrketræne – tale pænere – spise mere varieret – lave mere spændende madpakker – lave spændende spreads – forberede mig mere til timerne – blive et nyt og bedre menneske – bede mere til Gud – gå mere i kirke – rode mindre – ikke kigge på min telefon hele tiden – blogge mere – afinstallere min fb+instagram-app – drikke mindre kaffe – spille mere orgel – lave madplan – være sødere ved min mand

Men mest af alt:

Godt nytår!

 

Nytårs-blues

Kender I det?

Ja, jeg elsker tilsyneladende ordet “blues”. Det er nok fordi det er let og alvorligt på samme tid. Det tillader en at gå rundt og være lidt melankolsk, men stadig på en cool og jazzet måde. Meget bedre end emo, depri, sur eller bitter!

Dagen i dag har vi bare brugt på at købe ind til nytår, det er ret trættende. Valdemar har sovet siden kl.12 (nu er den 16.30), og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg burde virkelig lave noget fornuftigt, men burde også slappe af. Indtil videre har jeg set lidt serie, spist kartofler med sovs, skrevet mit juleindlæg færdigt, sendt et brev med vaskeægte sneglepost.

Nå, den berømte blues.. Jeg får den altid her op til nytår, og især i starten af januar. Måske er det bare en forlænget jule-blues.. der kommer altid en “downer” efter al den optur, ikke?

Den 24. december var en god dag, især fordi jeg fik lov til at være helt alene hjemme i to timer. Det var virkelig guld værd, at få lov til at lade op før intenst socialt samvær. Det burde være en tradition. Overskuddet varede faktisk helt frem til den 27. Dagen efter juleaften var jeg nærmest helt høj. Nok også fordi vi alle tre fik grineflip på vej hjem i toget, og der er bare ikke noget bedre, end at høre Valde grine. Jeg var ualmindeligt glad, lykkelig, faktisk. Man burde grine noget mere, det sætter altså gang i noget.

Dagene mellem jul og nytår kan være noget grå i det, synes jeg. Jeg tror ikke jeg er alene om at have lidt en øv-følelse. Spændingen er udløst, maden er spist, der er kun dårlige film i fjernsynet. Måske er der en masse rester af juleslik, men kroppen kan virkelig ikke rumme mere sukker eller kanel. Hele ens organisme skriger efter friske grøntsager, men man magter ikke at rejse sig fra sofaen for at forberede dem…

Godt nytår
Nytår 2014

Så nærmer vi os nytårsaften! Der er nok mange, som har et lidt anstrengt forhold til nytår, jeg er en af dem. Der er så mange forventninger om at det skal blive en god aften, næsten flere end juleaften. Ofte ender det i skuffelse.

I år skal vi fejre nytår hjemme hos os selv (dvs. i svigermors lejlighed) med et lille selskab, bestående af to af vores gode venner. Vi skal have lækker vegansk mad, og selvfølgelig masser af snacks. Det er næsten det bedste.

Stemningsbillede fra vores sidste nytårsfest
Stemningsbillede fra vores sidste nytårsfest kl. 00.01

I min familie har vi altid haft meget faste nytårs-traditioner. For det første var der uendelige mængder snacks – et af succeskriterierne for en god fest. Og der skal være saltstænger! Da vi var børn, elskede vi nytår, for så måtte vi vælge lige hvad vi ville blandt “de dyre mærker”, dvs. Kims chips og Carte D’or-is. Hjemme hos os fik sjældent mærkevarer som Kellog’s og Coca-Cola, det var discount, der stod på menuen. Så nytårsaften var noget helt særligt. Menuen i det mørke Vestjylland, på grænsen til Sønderjylland, var nok noget anderledes end her i hovedstaden, har jeg senere erfaret. Vi fik altid kogt hamburgerryg med stuvet grønlangkål (“stuvet græsplæne”), evt. med mosede hvide kartofler i på ægte sønderjysk manér. Dertil hørte sig selvfølgelig brunede kartofler. I dag er min mor begyndt at spise kålpølser og sønderjysk hvidkål, men ellers er alt ved det gamle.

Jeg husker det som om vi stort set altid har været vågne til efter 12. Til gengæld skulle vi altid forsøge at tage en middagslur nytårsdag. Til daglig fik vi en fast opdragelse, men til nytår var der ret frie tøjler. Vi fik lov til at være med og se de voksne fulde, og ret tidligt fik vi også lov til selv at smage alkohol. Mine forældre har altid haft et ret afslappet forhold til alkohol, og har gjort meget ud af, at det ikke skulle være noget forbudt (for så vidste de nok, at det kun ville friste os endnu mere). Så vi har sådan set “lært at drikke hjemmefra”. Jeg husker at jeg som 11-12 årig fik lov til at drikke en øl, og smage min fars cigar (han skulle altid have en nytårscigar, selvom han normalt ikke røg, det var bare en tradition). Puha, sikke en smag, cigar har jeg ikke smagt siden da.

Hvert år fejrede jeg nytår sammen med mine forældre, indtil jeg blev 13-14 år, og de blev skilt. Derefter spiste min søster og jeg hos enten min mor eller far, hvorefter vi drog videre til hver vores fest. Jeg må indrømme, at de fleste af disse fester, var mere eller mindre mislykkede – altså dem i teenageårene. Enten fordi jeg blev for fuld – ok, mest derfor – eller fordi de var kedelige.

Dengang jeg var ung og festlig
Dengang jeg var ung og festlig i 2.g

Ak ja, den nostalgi.. barndommen var lykkelig, ungdommen forfærdelig, og nu bilder jeg mig selv ind, at jeg er voksen. Men selvfølgelig var der både gode og dårlige ting ved begge perioder.

Selvom jeg nu næsten er gået all-in på at være småbørnsfamilie-kedelig, ligger der stadig en forventning om, at det skal være en særlig aften, en festlig aften.

Mon jeg bliver skuffet i år?

Valde og jeg på nytårsaften 2014
Valde og jeg på nytårsaften 2014

 

 

Jul uden gaver

28.12.15

Ej, der er løgn, der var masser af gaver! De fleste var bare til min søster og Valdemar…

Er noget forsinket juleindlæg skrives nu, for jeg har ikke rigtigt haft tid til det før. Idag havde vi vores egen lille julefrokost herhjemme for “Den ældre generation”, Lasses far, farmor, farfar, farmors søster og mand. Jeg vovede pelsen og lavede god gammeldags dansk mad med et tvist – en vegansk udgave. Det kan gå begge veje; enten Elsker de det, eller også bliver det en skuffelse, fordi det ligner, men absolut ikke smager som originalen. Karbonader, kartofler, persillesovs og sønderjysk kål: stuvet hvidkål med kanelsukker. Forretten var et stykke højtbelagt med fredsfisk (paneret pastinak, også kalder krigsfisk). Heldigvis blev alle mætte og så nogenlunde tilfredse ud.

Fredsfisk
Fredsfisk

Juleaften fejrede vi på en ny måde i år, nemlig på Fur. Vi har altid været enten i Esbjerg (hvor jeg er født) eller i Kolding (min fars fødeby). Men nu er bedsteforældrene på Fur ved at være lidt oppe i årene, så vi tænkte vi ville spare dem for den lange køretur, og tage op til dem i stedet. Jeg synes det var en fantastisk idé, selvom togturen hjem til København, godt nok var forfærdeligt lang. Det hele var utroligt vellykket, faktisk bedre end det plejer. Vi kom alle gennem aftenen uden nogle stress- eller vredesudbrud, selv køkkenchefen beherskede sig selv.

Valdemar tog også alt jule-halløjet i stiv arm, og holdt sig vågen helt til kl. 23.30. Det var hans første jul i den forstand, at sidste år, da han var en måned gammel, fejrede vi ikke rigtigt jul. Vi var til folkekøkken med julemad, men det var hverken juletræ og gaver. Valde var så lille, at han ikke forstod konceptet. Det var hyggeligt at holde “ikke-jul”, men jeg savnede stadig nogle traditioner, som kunne være vores.

valdegave

Siden vi fik Valde, har det ligget mig på hjerte, at jeg gerne ville skabe vores egne (jule)-traditioner. Det tror jeg er meget naturligt, når man selv bliver forældre, og løsriver sig fra sine egne forældre. Noget jeg har et stort behov for, men ikke er særligt god til. Den anden grund er, at jul blev ødelagt for mig, da mine forældre blev skilt. Som barn elskede jeg julen, og jeg husker med glæde tilbage på spændingen og ventetiden juledag, duften af mad og gran, de voksnes gode humør, krydret med den rette mængde jule-stress. Min farmor og farfars juletræ, som hvert år stod pyntet på præcis samme måde: med røde og blå filthjerter og levende lys, intet andet. Og deres hund, som gik med rundt om juletræet, og viftede til lysene med sin glade hale. På et tidspunkt ville vores forældre gerne prøve at holde jul hjemme hos os selv. Jeg kan ikke huske om vi begyndte på det før eller efter de blev skilt. Vi syntes i hvert fald det var helt forkert, min søster og jeg, for jul skulle holdes hos mormor eller farmor!

Min farmor og Valdemar
Min farmor og Valdemar

Men det værste var, at vi efter vores forældres skilsmisse, skulle holde jul både den 23. og den 24. december. Den ene dag hos mor, den anden hos far. Det ødelagde virkelig min sidste juleglæde, som ellers i forvejen var hårdt ramt af teenage-sløvsind og triste tanker. Jo, det var da meget hyggeligt den 23. med gaver og julemad, men den 24. var ikke længere spændende, da det bare var en gentagelse af dagen før. Siden da har hver juleferie også føltes som et ræs frem og tilbage mellem forskellige steder, samtidigt med at jeg skulle forsøge at fordele sol og vind lige mellem min mor og far. Ærligt talt føltes det som om, det var os børn, der skulle tage hensyn til de voksne, og ikke omvendt.

Derfor havde jeg virkelig brug for at prøve noget nyt sidste år. Selvom min familie gerne vil anerkende mit behov for at løsrive mig, så slap jeg ikke for at skulle høre på at “det var da mærkeligt at være sammen med nogle komplet fremmede juleaften”, og at de synes jeg hellere skulle være sammen med familien. Det blev jeg træt af at høre på, derfor valgte Lasse og jeg at lave et kompromis. Vi gik med til at holde jul, men mere på vores præmisser. For det første ville vi følge vores søskende frem for forældrene. Så først to år i Jylland med min søster, derefter to år på Sjælland med Lasses bror.

Derudover har vi besluttet, at Valdemar kun må modtage gaver fra dem, han holder juleaften med. Det er et alternativ til slet ikke at modtage gaver, som vi helst ville. Da jeg var omkring 18 år droppede jeg julegaverne. Dels fordi jeg synes det er meningsløst med al den materialisme, dels fordi jeg synes den medfølgende stress over indkøb og gaveræs, som dominerer december, er endnu mere sørgelig. Tænk, hvis man bare kunne læne sig tilbage og slappe af hele december, uden stress og økonomiske skrupler. Ok, totalt rige og afstressede bliver vi nok aldrig, og der er jo stadig alle de mange forventninger, men det er da et skridt på vejen. Det skulle dog vise sig at være svært for min familie at acceptere. Men det går fremad. I år fik jeg kun én gave: et fleecetæppe, og det var rent symbolsk, fra en bedste, som ikke kan lade være med at give noget. Selvfølgelig er det lidt mærkeligt at sidde der og ingen gaver få selv, men det er sådan jeg vil have det. I min fars familie giver de voksne alligevel ikke hinanden gaver af princip, så det var stort set kun min søster og Valdemar, der fik gaver. Jeg ønsker ikke at opdrage Valde til at han kan få hvad han peger på, ikke engang til jul. Jeg vil gerne lære ham, at gaverne kun er et symbol på kærligheden, ikke en nødvendighed. Han er velsignet med et hav af bedste- og oldeforældre, og set fra et barns synspunkt er det jo mega fedt, for så kan han få rigtigt mange julegaver. Men det kan også hurtigt blive for meget, og jeg er meget imod, at man hele gaveræset nærmest bare er blevet bestillingslister til familien. I bund og grund er jeg imod hele forbrugerismen, men lad os tage det i et andet indlæg.

Jul i Fur Kirke
Jul i Fur Kirke

Ellers havde vi bare en helt almindelig jul… bortset fra at træet var af plastik, og maden var uden døde dyr. Vi var endda i kirke (3 personer ud af 10)

Det obligatoriske familiefoto - nu med plastikjuletræ
Det obligatoriske familiefoto

Vores nye “juletraditioner” er en forsøgsplan på fire år, og så må vi se, om vi vil fortsætte. Ellers har hver familie i det mindste fået én jul hver sammen med Valdemar, så synes jeg ikke de kan klage. Det er ikke fordi jeg vil gøre alt for at tilfredsstille min familie (kun næsten), men jeg vil gøre meget for at få fred. Det er et kompromis, fordi vi egentligt helst ville slippe for at holde jul. Men i år var jeg meget positivt overrasket, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til de næste tre år.

Julekalender: Stilhed

Min julekalender gik næsten i vasken, men jeg giver ikke op!

Selvfølgelig kan jeg komme på 24 ting, Gud har gjort for mig. Jeg har bare ikke fundet tiden til at skrive dem med.

Vi har holdt juleferie siden i torsdags, og har næsten allerede været Danmark rundt. Først et lille visit i Esbjerg hos min mor og hendes mand, julefrokost hos min onkel, og cafètur med min far, hvor Lasse fik verdens stærkeste gløgg. Seriøst, han blev fuld af et glas!

Søndag nåede vi ikke i kirke. I stedet gik turen til Sydfyn, hvor vi besøgte vores gamle hønisse, Anitha (Ja, hun boede altså på høloftet i kolle), og hendes søde kæreste. Og hendes kæmpe mave, indeholdende baby-Birkeline, ej at forglemme! Vi hyggede på med at tegne og spise god mad. Og Valde sov igennem om natten! (Fra 22-05)

Nu er vi på Fur hos bonusfamilien, og julefreden har næsten sænket sig. Det er en dejlig ø med historisk natur og mange kreative sjæle. Langs vejene står der store, flade engle, som er kreeret af forskellige af øens beboere. Om sommeren er det fisk, der pryder vejkanten. På øen er der også et par gallerier og nogle butikker med kunsthåndværk.

Engel kreeret af min bonusbedste
Engel kreeret af min bonusbedste

I går gik jeg tur med en meget træt Valde efter den lange togtur. Turen gik til Brugsen efter Familien Skovs overlevelsespakke: en plade chokolade, to poser chips, en Hancock juleøl, en babysmoothie, en pose frossen øko-broccoli og engangsvaskeklude. Så kan man klare sig et par dage!

Undervejs kom jeg til at tænke på, hvad stilhed betyder for mig. Der er jo ofte ret stille på sådan en ø, og det er fantastisk! At lære at elske stilhed, er en af de vigtige ting, Gud har gjort for mig. Ok, elske og elske, jeg kan stadig have det svært med stilhed (for så er der kun mig og mine tanker – og Gud, heldigvis).

Alter i Taizé-kirken
Alter i Taizé-kirken

I Taizé blev jeg introduceret til stilhed under mit første besøg der i januar 2012. Ikke bare stilhed, men stilhed i en kontekst, en særlig type stilhed. Broderfællesskabet har deres egen rytme dagen, ugen og året igennem. Tre gange om dagen mødes de og alle de besøgende til tidebøn i det store kirkerum. Bønnerne, som egentligt er andagter, har en anden form end de gudstjenester, vi kender fra folkekirken her i Danmark. Man starter med at sidde i stilhed indtil klokkerne er færdige med at ringe. Så synger vi den første sang, en broder synger for, og vi andre stemmer i. Akkompagneret af en sælsom guitarlyd fra et lille keyboard. I kirken er der dæmpet lys, og den eneste udsmykning er nogle karakteristiske orange lysestager, samt nogle ikoner, som stammer fra den ortodokse tradition, og afspejler Taizè-kirkens økumeni. Mellem sangene læses små bibelvers eller bønner højt på forskellige sprog. En gang om dagen læses der op af evangeliet. Men teksten udlægges ikke i en prædiken, som vi er vant til.

Hver morgen er der nadver. Tre forskellige slags: protestantisk, katolsk og velsignet brød. Den protestantiske er indstiftet, som vi plejer at gøre det. Den katolske er forvandlet ved en messe tidligt om morgenen, det velsignede brød er til dem, som ikke vil modtage nogle af de to andre. Normalt er det kun katolikker, som må modtage den katolske nadver. Men i Taizé er alle velkomne til at være med efter pavens tilladelse.

Men nu til det vigtigste! Omkring midtvejs i bønnen har vi stilheden. Stilhed i en kontekst. Stilhed med forudgående bøn og lovsang, og det samme efterfølgende. Jeg havde faktisk tidligere oplevet noget lignende i min tid som kirkesanger i Esbjerg. En af præsterne sagde altid i forlængelse af kirkebønnen: “lad os bede stille et øjeblik”. Jeg husker det som meget specielt og dejligt. Men det var virkelig også kun et øjeblik. I Taizé er stilheden ca. 7 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men det føles altså som lang tid, når man bare sidder helt stille på gulvet sammen med en masse andre mennesker i et rum. Man kan jo ikke bare gå eller begynde at lave noget andet. Stilheden bliver dog lidt nemmere at “udholde” med tiden.

Taizé tilbyder også stilleretræte i form af en uge eller en weekend i stilhed. Man bor i et hus sammen med en gruppe andre af samme køn, lever og spiser sammen i stilhed. Tre gange om dagen deltager man i fællesbønnerne (man må gerne synge), og to gange om dagen skal man selv trække sig tilbage for at bede eller være i stilhed. Mere om det end anden gang..

Da jeg var i stilhed første gang
Da jeg var i stilhed første gang

Stilhed – skulle det nu være noget nyt?

Selvfølgelig havde jeg oplevet stilhed før jeg kom til Taizé. Stilhed findes jo alle steder, og alligevel meget få steder. Jeg havde bare ikke oplevet stilhed på den måde før. Hvis jeg bare satte mig ned alene og forsøgte at være stille, ville mine tanker gå helt i selvsving. Faktisk var det ikke muligt at “tænke klart”, altså styre tankerne i en retning, der ville være bare lidt gavnlig.
Da jeg så kom til Taizé og oplevede stilhed efter at have brugt noget tid på at “tune” mig ind på Guds frekvens med sange, var det en helt ny oplevelse. For første gang i mange år var der stille i mit sind. Stille som i fred og ro. Det måtte enten være løgn eller ren magi! Gud viste mig noget, jeg ikke havde set før. Måske havde jeg set det før, som barn, dengang jeg stadig troede verden var god, og havde en nogenlunde mental sundhed.

Wauw! Jeg var forundret og glad. Her fik jeg virkelig smag på at finde ud af mere om Gud og den der berømte fred.

I dag, tre år efter, hersker der ikke altid fred i mit sind. Det er klart, jeg er kun et menneske. Kaos, angst og forvildede tanker er livsvilkår. Og med alle vores gadgets og konstante informationsstrømme, kan stilhed være en mangelvare. Men jeg ved, den er der et sted.

Jeg har fået lov at smage en flig af himlen – Guds fred. Det er noget af det bedste i hele verden. Jeg ved jeg kan få den, hvis bare jeg beder om det. Det er ikke altid min første tanke – ofte søger jeg lindring ad alle mulige andre veje først – men søg, så skal du finde. Gud vil altid give dig fred. Jeg bruger heller ikke ligeså meget tid på kontemplation, som i klosterlivet, men bare det at jeg kender stilhedens kraft og ved at fred er mulig – det giver mig håb.

Jeg troede alt var rent kaos og mørke i al evighed, men jeg blev overrasket – jeg så lyset, mærkede roen. Måske kun for en kort stund – jeg vender indimellem tilbage til mit sinds mørke – men freden, lyset, kærligheden, Jesus, nåden er der altid!

Gud har aldrig forladt os, det er os der forlader ham. Heldigvis er det aldrig for sent at vende om.

Julefreden findes – vi skal bare “tune” os ind på den. Må du få lov at mærke ægte fred og ro i dit hjerte i aften og de næste par dage.

Glædelig jul

 

Noget om en julekalender

Endelig fik jeg mulighed for at sidde ned med en kop kaffe og computeren, mellem blevask og julefrokost-forberedelser. Om lidt går turen til den store familiejulefrokost med min mors familie, som jo faktisk kun udgør en fjerdedel af vores familie. Vi har nemlig dobbelt op på alt – en af velsignelserne ved at være skilsmissebarn (hvis man skal prøve at tage den store, positive ja-hat på for en gangs skyld). Men det er også det der gør, at en juletid bliver ekstra travl. Selvom vi har valgt kun at holde én juleaften og én julefrokost. Lasse står i køkkenet og laver ris á la mande kun til os to. Det kan godt være det er besværligt at være veganer i julen – til gengæld har man meget større chance for at få mandlen!

Min blog-julekalender er gået i stå, øv. Når jeg endelig har fundet tid til den, har jeg haft svært ved at komme igang med at skrive. Jeg tror jeg skal blive bedre til at skrive om hverdagen, det vil jeg. På den ene side gider jeg virkelig ikke lave indlæg om hvad jeg har spist og hvilket tøj jeg har på, i min optik er det simpelthen for overfladisk. Men det er jo de indlæg jeg godt kan lide hos andre bloggere. I hvert fald de små fortællinger om hverdagens finurligheder. På den anden side synes jeg også min julekalender har været lidt for højtravende indtil videre. Man behøver ikke beskæftige sig med de store eksistentielle temaer og refleksioner til hverdag. Noget jeg har været lidt for slem til at gøre, og det er bare ikke konstruktivt i længden. Med tiden bliver man bogstaveligt talt sindssyg. Så her kommer lidt fra vores (ekstraordinære) hverdag.

IMG_3661
Sidste weekend legede vi forsinket børne-ikke-fødselsdag for Valde med overdådige veganske hotdogs

IMG_3666IMG_3663

 

IMG_7963
Jeg er meget stolt af min nye titel som “langtidsammer”!
IMG_3815
Nogen har fået taget julebilleder

 

 

Du kan gøre lige hvad du vil, intet pres

Når Valde engang om mange år er et forvirret ungt menneske, og spørger mig: “Hvad skal man gøre med sit liv?”
– så vil svaret falde prompte:

“Man skal elske Gud og sin næste. Og købe en masse ting, så vi kan få gang i væksten.
Og få en ordentlig lang uddannelse, men man skal også huske at få børn tidligt, og man skal blive i Danmark og arbejde og ikke købe øl i tyskland og man skal være klogere end Kina og tyndere end USA, man skal aldrig blive som sine forældre, men det blir man alligevel, og så kan man sidde foran tv2 og se bonde søger brud, mens man trøstespiser nougat med en ske og drikker slotsøl, men ikke fra tyskland, og så døde man allugevel tom og ulykkelig, men i det mindste fik vi gang i økonomien – eller hvad?
Er det for meget at forlange?”

#8 Julekalender: Sandhed

Der er fyldt op inde i mit hoved lige nu. Vi har haft to meget indholdsrige dage på studiet.

I går var vi på besøg i Skt. Ansgars Kirke, en katolsk kirke i København. Her holdte præsten et oplæg om bla. katolsk dogmatik. Vi kom også ind på alle de kontroversielle emner omkring homoseksuelle, ægteskab, skilsmisse, kunstig befrugtning, abort, paven og helgendyrkelse. Det gav mig lyst til at skrive lidt om ægteskab og økumeni. Ægteskab, fordi det er et af mine store ”livsprojekter”, og noget jeg har haft nogle meget klare holdninger til. Økumeni, fordi det gik op for mig, hvor mange katolske praksisser der egentligt var i Taizé, men i en god balance med det protestantiske og ortodokse og hele den økumeniske tanke. Det er alt sammen spændende emner, som jeg har en holdning til, men også er i tvivl om. Jeg er i hvert fald ikke ligeså stålsat i mine synspunkter, som visse katolikker er det. Alligevel føler jeg, at jeg skal være varsom med hvad jeg skriver. Måske er min blog et kristent forum, et frirum for mig. Men vi lever også i en ”moderne” verden, hvor det at blive skilt nærmest er normalt, og hvor det efterhånden er specielt at have lavet sine børn som ”økobabyer”. Derudover har vi en meget humanistisk tilgang til sandhed. Alle skal have lov til at have deres holdninger, og gøre hvad der er rigtigt for dem. Det er på nogle måder i modstrid med katolicismen, som har meget klare udmeldinger om hvad der er ”sandhed”.

Sankt Ansgar Kirke - domkirke for katolikker i Danmark
Sankt Ansgar Kirke – domkirke for katolikker i Danmark

Jeg har personligt altid længtes efter at finde ”svaret”, sandheden, at der var noget absolut, som aldrig ville ændre sig. Om jeg har fundet det endnu ved jeg ikke, men jeg er kommet det nærmere ved at have lært Gud bedre at kende.

Jeg kender kun én sandhed: Gud er virkelig for mig

Et andet aspekt er, at dette gerne skulle kunne fungere som en professionel blog. Nu har jeg godt nok ikke et arbejde (jo, jeg er kirkesanger, men det vil jeg ikke skrive om), så min profession er at være 3K-studerende. Som studerende kan man vel udtale sig om hvad som helst. Men jeg ønsker ikke at skrive noget, jeg ikke kan stå inde for i mit fremtidige job. Det er sikkert for høje krav til mig selv, og det skulle nødig ende i en skriveblokade. Derfor holder jeg mig lidt tilbage, samtidigt med at jeg prøver at finde balancen. Jeg har lyst til at skrive om kontroversielle emner, men tror ikke det er alle holdninger, der skal deles. Min blog skal helst være personlig, ikke for privat, og absolut ikke overfladisk. Ideelt set.

Bær over med mig mens jeg øver mig.

 

#7 Julekalender: Hverdag

Hverdagen. Det er den der fylder mest i løbet af et år. Noget jeg engang hadede, og altid har frygtet. En frygt for at drukne i leverpostej og sure rutiner. Men Gud har lært mig at blive glad for hverdagen. Eller i hvert fald slutte mere fred med den…

Min hjerne er ristet. Jeg ville gerne have åbnet to låger i julekalenderen under overskrifterne ”ægteskab” og ”økumeni” i går og i dag, men jeg har svært ved at få styr på alle tankerne og ordene. Mit mål var at skrive et indlæg hver dag i december. Meget ambitiøst, jeg ved det, men man skal jo sætte sig nogle mål. Så gik der hverdag i den, som man siger.

Så hvorfor ikke fortælle lidt om min hverdag? Vores hverdag, for efter jeg har fået partner og barn, er det ikke længere kun mig, der sætter dagsordenen.

For det første bliver Valdemar puttet ret sent, og det gør det svært at blogge, da jeg ofte falder i søvn sammen med ham. For det meste går vi i seng mellem 19.30 og 20.30, nogle gange før, andre gange senere. Jeg ved nogle mener, at børn skal have totalt faste sengetider. Det kan jeg godt se det fornuftige i. Jeg gider bare ikke gøre noget til en kamp, som ikke behøver være det, herunder putning. Putteseancen skal ikke være en kamp. Efter min mening skal intet i forhold til mit barn være en kamp – sådan er der nok nogle, der oplever det, og der findes jo også mange forældre, som har mødt mange flere udfordringer end os. Vi har det ret nemt. Men vi gør det også nemt for os selv. Fx har jeg aldrig insisteret på at ”nu skal du sove, for nu er klokken 19.00”. Selvfølgelig kan jeg godt til tider tænke, at nu burde han sove, hvis ikke han skal være for træt i morgen. Og ofte kan vi godt ligge 20-30 min. inde i sengen og lege og tumle lidt før han falder til ro. Men hvis han virkelig ikke gider sove, så kan jeg godt ”give op”, tage ham med ind i stuen og prøve senere. Jeg er forælder på den måde, jeg er, ikke kun fordi jeg er lidt doven, men også fordi det er det nemmeste og mest naturlige for mig. Eksempelvis at amme mit barn i søvn, og lade ham sove i vores seng, eller tage ham op ad barnevognen, hvis han ikke gad ligge der. Så ja, vi samsover, fordi det er det nemmeste! Det gjorde vi ikke det første halve år indtil jeg fandt ud af at det var meget bedre. Vi slår to fluer med et smæk: Mor får mest mulig søvn og Valde får mest muligt nærhed. Win-win!

Godnat

IMG_2259 IMG_2271

#6 Julekalender: Familie

Mor er træt. Jeg sidder i min seng med en sovende Valde i favnen, og kan næsten ikke holde øjnene åbne. Men jeg vil altså lige åbne en låge i min julekalender.

Min mor, min søster, mig og Valdemar

I dag efter kirke drog Valde og jeg til Hillerød for at besøge vores tidligere bofæller, som vi har boet sammen med i et år, og flyttede fra for en måned siden. Det inspirerede mig til at skrive om familie, for de er vores udvidede familie. Valde har kendt dem hele sit liv, og Fru Cæsar har nærmest fungeret som en “medmor”, idet hun gik hjemme sammen med mig, da jeg var på barsel.

Gud har valgt at lade mig blive født ind i netop min familie. Men han har også lært mig at være ekstra taknemmelig for den.
Da jeg var i Taizè fik jeg muligheden for at fejre jul og nytår i Rom, hvor klosterfælleskabet afholdte et af deres europæiske møder, hvor tusindvis af unge mødes. Jeg kunne komme derned gratis sammen med dejlige mennesker. Det var en fantastisk mulighed, men jeg ville hellere hjem til lille Danmark for at holde jul sammen med min familie. Det var en ny følelse, et nyt perspektiv. Jeg har nok altid være glad for min familie, men har taget det for givet. Først da jeg rejste til udlandet i længere tid, indså jeg hvor meget de betyder for mig.
Da jeg vendte hjem fra klosterlivet, havde jeg en stor trang til at dele liv med andre og leve i et fællesskab. Dette førte mig til “Kolle”, hvilket har givet os en udvidet familie. Nogle der følger os resten af livet, og som Valde forhåbentlig får meget glæde af. Alle kristne er selvfølgelig også min familie, herunder vores kirke, som ledte os til mødet med førnævnte bofæller.

Det er skønt at have nogle at dele sin tro med, sundt at have et ophav, som accepterer en fuldt ud, og berigende at dele liv med mennesker, som udfordrer ens synspunkter og går ind for cirkusrevolution. Hver ting til sin tid.

Kolle-hygge

Om fremtiden byder på endnu et kollektiv, bolig i Jylland tæt på familien eller oikos, det må tiden vise. Men familie har jeg i hvert fald nok af. Det har Gud velsignet mig med.

Valdemars morfar, oldemor og tipoldemor

#4 + 5 Julekalender: Nyt liv

Gud har givet mig nyt liv, halleluja!

Og så behøver jeg egentligt ikke skrive mere.. eller hvad? Hvor mange ikke-troende ville forstå, hvad jeg mente?

Mig på toppen af Galdhøpiggen i Norge

Hvad vil det sige at blive genfødt – i dette liv?

Mange af mine ikke-kristne bekendtskaber har en du-har-kun-ét-liv-så-du-skal-leve-det-fuldt-ud-for-når-du-er-død-er-det-slut-holdning til hele spørgsmålet om liv og død. Ja, undskyld, det er ikke for at forsimple det. Min far er et godt eksempel på hele den der hedonistiske lev-mens-du-gør-det-bølge. Fred være med det, men det er bare så langt fra min opfattelse af liv og død, som noget kunne være. Er min holdning ikke bare den samme som alle andre kristnes? Joooo, men med et østligt islæt. Før jeg kom til tro var jeg meget inspireret af hinduisme og buddhisme. Jeg er nok på mange punkter, hvad jeg selv vil kalde en “uortodoks kristen”. Og hvorfor er jeg det? Fordi mit møde med Jesus var meget personligt og meget praktisk – virkeligt. Jeg oplevede det virkelig som en fysisk erfaring, jeg døde og blev genfødt. Min krop døde selvfølgelig ikke, en mit væsen gjorde. Al livskraft havde forladt mig. Men det er fortid nu, så jeg har ikke lyst til at dvæle ved det, og det er netop det, dagens dagbogsuddrag handler om. Jeg nåede desværre ikke at blogge igår, så idag får I bare et uddrag af min dagbog fra Taizé som den fjerde låge i julekalenderen. Jeg kan mærke, at det her projekt med at tænke over hvad Gud har gjort for mig, har rodet op nogle gamle ting inden i mig. Følelser fra fortiden. Det har mindet mig om, hvordan mit liv var engang. På grund af det, står det kun stærkere for mig, hvor meget Gud har gjort for mig. Men det er også lidt hårdt, og jeg skal helst ikke tænke for meget over det. Det er nok en af grundene til, at jeg har holdt en lang pause med at skrive. Og at jeg efterhånden har fået rigtigt svært ved at fortælle om, hvordan Jesus har forvandlet mit liv. For det kræver at jeg fortæller om alt det, der lå forud for min “frelse”, og det orker jeg ofte ikke at beskæftige mig mere med. Så nu siger jeg det en gang for alle: før jeg mødte Jesus var jeg død indeni. Jeg har brugt godt 8 af mine teenageår på ikke at leve. Det havde intet med de ydre omstændigheder at gøre (bortset fra at mine forældre blev skilt). Mit liv var normalt, jeg gjorde normale ting, spillede musik, havde venner, blev student og gik på uni. Men indeni var der konstant kaos og der foregik bare så meget. Det lyder helt sindssygt, men det er egentligt ret normalt for en teenager, tror jeg. Selvom det i mit tilfælde nok var lige til den gode side. Det kan være ret stressende at være i, og en dag fik jeg bare nok og besluttede mig for at begynde mit liv helt forfra. Det kan man selvfølgelig ikke, man vil altid have sin bagage med sig, men lad mig nu bare blive i illusionen. Ud med alt det velkendte og ind med klosterlivet. Her begyndte min rejse…

Måske har jeg en tendens til gerne at ville lade fortiden ligge. Jeg tror det er fordi, jeg i mange år havde svært ved at give slip på den – alt det jeg ikke havde nået, alt det jeg ikke lykkedes med, fortrydelse og bitterhed. Men da jeg endelig gav slip på det hele (med hjælp ovenfra, selvfølgelig), ville jeg helst undgå nogensinde at skulle tænke tilbage på det. Dog er verden sjældent så sort-hvid. Jeg har erkendt, at hver gang jeg deler historien om min genfødsel, er døden og smerten altid med, for det var jo den der var hele forudsætningen for overhovedet at kunne blive genfødt. For at leve, må man først dø. Det fortæller bibelen også. Mit perspektiv på liv og død er, at vi dør lidt og bliver genfødt mange gange i løbet af et liv – ja, endda mange gange i løbet af en dag. I overført betydning – men alligevel meget virkeligt.

Dagbog fra Taizé 30.11.12 – “Begravelsen”

Paulus skriver:
Rom 6, 3-11

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Jeg vil begrave emo. Mit gamle liv er allerede dødt i kraft af det nye liv, jeg er blevet givet. Ikke gennem dåben, men ved at finde tilbage til min dåb, til Jesus, gennem Taizé. Jeg er denne gang hverken blevet døbt, tatoveret eller medlem af en kirke, men det er ikke vigtigt. Min tro er skrevet på mit hjerte.

Min gamle identitet, sindstilstand, tankemønstre, lidelse, fortiden er død. I kraft af nuets kraft, der er kun nu. Men der er stadig en historie at fortælle. En historie om en emo, mig, den lidende, den fortabte. En klagesang af dimensioner. Og den historie må begraves sammen med emo, en gang for alle. Ikke som i fornægtelse og fortrængning, men som i ganske enkelt ikke at give den mere opmærksomhed. Der er ingen grund til at jamre mere over min fortid. Det får min nutid til at stå i et bedre lys, ja, men det skal ikke være det der gør det.

En død og en fødsel.

Man kan kun se fremad. Derfor vil jeg begrave emo før jeg rejser herfra, ved at fortælle dens historie en sidste gang.
Dette er ikke enden, dette er begyndelsen.