Let it be

Nogle gange går jeg simpelthen bare i panik. Faktisk har jeg altid tænkt, at det var det, der var “galt” med mig: at jeg meget nemt går i panik over meget små ting (eller ingenting).

Med panik mener jeg: følelsesmæssigt kaos, manglende overblik, desperation, afmagt. En trang til krig. Krig mod alt og alle. Mod verden, mig selv, min krop. En trang til flugt, et urinstinkt.

I sådan en situation er jeg nødt til at gøre noget. Bare noget. Jeg ved ikke hvad der ville ske, hvis jeg ikke handlede på det, for det kan jeg slet ikke forestille mig. Det kan være en meget ubehagelig følelse, den der impuls man ikke kan modstå, når man på en måde gerne vil (eller fornuften vil).

Mine handlinger tjener et formål: flugt fra virkeligheden. Enten skal det få mig til at føle mig mere i live i modsætning til den tomhed, der får mig til at føle mig død. Eller også skal det have en bedøvende effekt for at få mig væk fra en tilstand der gør, at jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop.

Nu er jeg blevet klogere på hvad det er der sker, og hvad jeg kan gøre (eller ikke gøre) ved det. Men i mange år har min eneste strategi været flugt, og hvor har jeg gjort mange mere eller mindre vilde ting i et forsøg på at genoprette den indre balance (som om), eller bare komme væk.

Jeg har drukket mig fuld (selvfølgelig! og helst alene), trøstespist, overspist, shoppet, skåret i mig selv, taget til fest, kysset med en masse random mennesker, haft sex med fremmede, meldt mig ud af uni, taget en spontan tur til Frankrig, råbt ude i skoven, løbet nøgen rundt i haven i regnvejr, været ond ved en jeg elsker. Foruden de dagligdags-eskapistiske vaner så som sociale medier, travlhed, være i andres behov osv.

En sjælden gang imellem har jeg bedt til Gud. Både om at hjælpe mig og om at lade mig dø.

Kort sagt har jeg prøvet næsten alt, undtagen det mest oplagte – at opsøge et andet menneske. En man kan snakke med, det hjælper som regel. Eller en man kan søge forståelse og trøst hos.

11842-Let-It-Be

Hvorfor gjorde jeg ikke bare det så?

Fordi jeg ikke ønskede trøst eller lindring. For jeg have brug for smerten, ensomheden, vreden, desperationen. Det fik mig til at føle mig i live. Måske var det mit værn mod verden. En syg form for beskyttelse. Måske endda en overlevelsesmekanisme.

Når panikken sætter ind, ved jeg hvad der vil ske. Det er en form for tryghed. Jeg har altid forsøgt at bilde mig selv ind at jeg er modig, men i virkeligheden er jeg nok ret meget tryghedsnarkoman. Ellers ville jeg vel ikke gøre det samme igen og igen.

I dag er sådan en dag. Med panik.

Jeg har en trang til at gøre noget. En følelse af at jeg skal have et fix af en art. Rusmidler, sex, en oplevelse, adspredelse, anything.

Men tiden er en anden nu (THANK GOD!)

I mange år var paniktilstanden min hverdag. Nu sker det ikke nær så ofte.

Følelsen er den samme, men jeg er ikke den samme som dengang. Nu ved jeg, at intet af det vil hjælpe. At det bare er vage flugtforsøg, hedonistiske eskapader, som end ikke mindsker tomheden med en my.

Jeg ved det, og du ved det, hvis du virkelig tænker dig om. Og Paul McCartney ved det!

“Let it be” er en god sang. Slet ikke banal, men genial.

For søren, altså. Mennesket er sgu underligt. I desperation går vi rundt og spørger Gud og hver mand: “hvad skal jeg gøre?! (med mit liv)”

Det bedste bud på et svar er: “ingenting”.

Alligevel farer vi rundt i et forsøg på at lindre, dulme, føle os i live, få bekræftelse.

Let it be – det er så simpelt. Alligevel kan det tage voksne mennesker årevis at finde ud af. Men så er det jo nok fordi man skulle lære et eller andet af processen…

 

 

 

 

Spelt-overskuds-forvirret-intuitiv-laissez-faire-mor

Her på det sidste har jeg tænkt lidt over, hvilken type mor jeg er (inspireret af Sydhavnsmor og Mette Marie m.fl.)

Jeg er nok ret ifavnsk, lidt for laissez-faire og slet ikke så spelt, som jeg selv troede, jeg ville blive. Jeg er nok ret afslappet og ubekymret, men også alt for forvirret og uorganiseret. Hjemmebagte økospeltboller er der nok af, men jeg har også en stor kærlighed til chips og rødvin. Titlen som langtidsammer har altid været mit mål, og der samsoves af ren bekvemmelighed.

Som alle andre (mommy)bloggere har jeg gerne ville skrive et indlæg om identitet og ambitioner i forhold til det at blive mor. Men det er bare så svært at formulere, og jeg aner ikke hvor jeg skal begynde. For det første havde jeg ikke en specielt klart defineret identitet før jeg fik barn (ud over min identitet som kristen, som selvfølgelig er en vigtig del af mig). Problemet er at jeg altid er lidt af det hele. Jeg har ufatteligt svært ved at danne et fast billede af mig selv, også selvom det samtidigt er noget, jeg længes efter.

Mange siger at de første par uger som nybagte forældre var de hårdeste. Det synes jeg ikke. Tværtimod synes jeg det var de nemmeste. De første to nætter af Valdes liv, græd han, og havde svært ved at finde ro. Jeg var i vildrede, og anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne simpelthen ikke aflæse hans signaler. Var han sulten, havde han ondt, havde han det for varmt? Jeg kendte ikke hans tegn på sult, vidste ikke hvor meget eller lidt tøj han skulle have på osv. Jeg var ikke super glad – faktisk nærmere skuffet over, at min drøm endelig var gået i opfyldelse, og så var det bare det?

Heldigvis vendte det hele da vi kom hjem fra hospitalet. Hans tredje nat, den første hjemme, forløb stille og roligt. Jeg vågnede ved det mindste knirk, og gav ham en tår mælk, hvorefter han faldt i søvn igen. Og lige siden den dag og et halvt år frem levede vi i total symbiose. Jeg kunne tolke hans signaler lynhurtigt, så han behøvede slet ikke græde, hvilket han nærmest heller ikke gjorde. Han var et meget roligt og harmonisk barn.

Det gav mig en følelse af, at jeg gjorde det godt. Det var fantastisk. Jeg hvilede i mig selv for første gang i meget lang tid. Vi havde haft en nem start. Jeg var meget positivt overrasket over forældreskabet. Jeg havde forventet det værste (som altid). Man havde jo hørt så mange skrækhistorier. Om strækmærker, ikke-eksisterende sexliv, grædende børn og ikke mindst flere år uden søvn.

Alt det slap jeg for. Jeg havde overskud, optimisme og en nogenlunde flot mave. Godt nok sov jeg sjældent mere end 2-3 timer i træk, men det vænner kroppen sig jo hurtigt til. Min gjorde. Det hele var næsten for godt til at være sandt?! Jeg følte jeg havde superkræfter.

Men efter et halvt år tænkte jeg: ja ja, ungen er glad og alt er godt, men jeg er jo ikke blevet zen endnu?! Måske havde jeg slet ikke været nærværende nok. Sidder for meget med min telefon. Været et dårligt forbillede. Måske var jeg slet ikke i stand til at leve i nuet – og kunne jeg overhovedet tage imod kærlighed?

Og så kørte møllen med selvdestruktive tanker ellers derudaf, og det gør den egentligt stadig..

Hvorfor?

Fordi jeg ikke mente, jeg fortjente at være lykkelig. Så simpelt er det.

Livet har budt mig nogle store udfordringer indtil videre. Og når det så endeligt går smooth, kan jeg ikke engang nyde det?

Det er simpelthen for meget, mand..

Nå, tilbage til historien.

Jeg vil helst ikke omtale det at få et barn som hårdt, for det syntes jeg ikke det var. Nok fordi det faldt mig så dybt naturligt. Jep, jeg er en af dem, som føler jeg er skabt til at lave børn, og i øjeblikke føles det nærmest som om det er mit “higher purpose of life”.

Det er samfundet bare desværre ikke enig med mig i. Men mere om det en anden gang..

Det har ikke været hårdt, men udfordrende. Og udfordringen ligger i, at lære at være den, der har ansvaret og tager beslutningerne. Det har jeg haft svært ved.

I forvejen var jeg dårlig til at træffe beslutninger. Jeg er typen der skifter mening hundredevis af gange, og en gang imellem handler lidt for impulsivt og uoverlagt (fx da jeg valgte at lave en baby).

Samtidigt lader jeg mig påvirke rigtigt meget af, hvad andre mener og føler. Kombineret med at jeg er god til at se en situation fra mange synsvinkler, bliver resultatet, at jeg kan plapre løs om en beslutning der skal tages i lang tid, uden nogensinde at komme frem til noget. Til stor frustration for min mand (en titel han fik efter mange lange diskussioner frem og tilbage om ægteskab eller ej).

Så man kan nok tænke sig til, at det første halve års barsel var ren lykke for mig – men da der skulle tages beslutninger om institutionsplads osv – brød “helvede” løs.

Skulle jeg blive hjemmegående mor? Ville det være det bedste for barnet? Eller har folk ret i, at han har godt af at komme lidt ud? Ville jeg dø af kedsomhed? Bør man ikke passe sine egne børn?
Burde man overhovedet få børn, hvis man alligevel ikke passer dem selv? Hvis nogle skulle vurdere hvem der burde få børn, så burde jeg nok ikke, Pis?! Skulle jeg blive hjemmegående mor i protest mod samfundets alt for høje forventninger til kvinders karriere? Eller burde man ikke nyde at være en del af arbejdsmarkedet efter alle de kampe, de gamle feminister har kæmpet på mine vegne? Og jeg er vel stadig feminist, eller hvad?!

Gennem hele beslutningsprocessen omkring pasning eller ej, stod jeg og ventede på, at en anden kom og tog over. Det skete bare ikke. Det er mig der er den voksne nu.

Det hele endte med, at Valde kom i en to-børns-dagpleje 3-4 dage om ugen, mens jeg genoptog mit studie, hvilket viste sig at være en god beslutning, eftersom jeg var kørt træt i barsels-blues.

Nu er det tre måneder siden han startede i dagpleje, og jeg kan stadig engang imellem overveje, om jeg skulle blive hjemmegående mor.

Ligesom jeg tænker meget over hvad formålet med mit liv er, og hvor mange ambitioner jeg kan/vil have. Det er jeg ikke afklaret med endnu.

Hvis mit formål med livet var at lave et barn, hvilket jeg har gjort, hvad så nu?

Nu er det mest nærliggende mål at give ham en god barndom.

Men hvordan pokker gør man lige det?

Og er der overhovedet muligt at give sit barn en god barndom, selvom man ikke bor på landet og er hjemmegående mor (som er evigt nærværende og aldrig kigger på sin iPhone)?

JA!

Ja, ja, ja! Inden jeg går i selvsving over i hvor høj grad jeg sikkert ikke formår at give ham en god barndom (ifølge mine tanker) – så lad os lige stoppe på et øjeblik.

Lad os kigge på vores børn. Hvordan har de det? Trives de? Er de glade? Har de mulighed for at lege og udvikle sig?

Og hvad kan vi “voksne” egentligt lære af dem?

Jeg mener jeg kan lære meget at Valdemar, selvom han kun er 14 måneder gammel. For eksempel kan jeg lære at se på det, der er, i stedet for hele tiden at stræbe efter det næste.

Lige nu behøver jeg ikke stresse over om han får en god barndom. Han har en god barndom. Lige nu. Det tror jeg, han selv synes. Han er omgivet af kærlige mennesker og varme hænder, og han virker for det meste meget glad.

Lille Valdemar har ingen bekymringer for fremtiden. Endnu. Og han synes vi gør det godt.

Det kunne vi lære noget af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saunagus og kolde gys på Vestegnen

I dag vendte sneen tilbage til hovedstaden. Det glæder jeg mig over. Men jeg kan jo sagtens, eftersom jeg hverken skulle skynde mig eller aflevere barn i morges. S-togene kørte efter planen, bussen derimod, opgav jeg, og konkluderede at det måtte være hurtigere at gå fra Valby til Frederiksberg. Jeg fik ret. Det var en dejlig tur. Sneen lyser verden op, gudskelov!

Jeg må indrømme, at jeg har været lidt vinter-depri her på det sidste. Men i stedet for at svælge i det her på bloggen, vil jeg forsøge at skrive om nogle dejlige ting. Man må jo prøve noget nyt engang imellem!

I søndags prøvede Lassefar og jeg noget nyt. Vi var i kurbad! Det var så tiltrængt. Jeg var simpelthen blevet så sur og vintertræt. Der skulle ske noget, men hvad? Vi havde aftalt med svigermor, at hun skulle passe Valde, så vi kunne komme på date. Oprindeligt ville vi have været i biografen, da vi har et gavekort, men jeg ville hellere vente til der kommer en film vi gerne vil se (“Kollektivet”!). Kurbad i Frederiksberg Svømmehal var også på tale, men mon ikke der er for mange mennesker i weekenden, og nu kan vi ikke nå det – undskyldning på undskyldning. Jeg havde allermest bare lyst til at blive derhjemme og se film, men vi trængte altså til at komme ud.

Lassefar er som bekendt født og opvokset på Vestegnen, og jeg selv har brugt en del af mine studieår “herude”. Først to år på kollegie i Hvidovre, senere klosterfællesskab i Høje Taastrup, og nu Hvidovre igen. Vi har nok cyklet forbi skiltet, som fører til Vestbadet hundredevis af gange, men hvem skulle tro, der var et skønt kurbad derinde?

Vi starter med saunagus. Alle mand strømmer ind i saunaen, hvor en gusmester starter med at fortælle, at han forventer absolut ro under gusen. Herefter smider han noget vand på stenene, og bruger forskellige æteriske olier. Med et håndklæde spreder han varmen og duften ud til os ved at smælde med det i luften på en speciel måde. Det er en dejlig følelse, når varmebølgen rammer kroppen, lige der hvor jeg sidder. Som en meget varm sommerdag. Til sidst skruer han helt op for varmen som afslutning. Det var første gang jeg prøvede saunagus, og jeg er hooked!

Gusmesteren startede ud med at sige, at man kunne gå ud og få sig en kølig dukkert bagefter. Ud? Ja, ud i friluftsbadet! Det måtte være en joke, tænkte jeg.

Men da seancen var slut, gik ALLE ud mod friluftsbassinet. “Det her skal jeg se”, tænkte jeg, så jeg fulgte efter. Jeg havde regnet med at folk ville være nogle tøsedrenge og kun få ville hoppe i, men hver og en uden undtagelse gik ned og dyppede sig. Så uden nærmere eftertanke, gjorde jeg det samme. Lemming-effekt!

WOW! Det var vildt. For det første var mine fødder ved at fryse til is på vejen derud, da man skal gå af hvad der føles som en ret lang sti. Jeg havde lyst til at løbe, men de andre gik bare stille og roligt, som var de hærdede vikinger.

At komme under det iskolde vand.. der var jo is på kanten af bassinet. Det var.. dejligt, fantastisk, koldt, sindssygt, dumt, som en genfødsel, og i øvrigt moderne!

Hvorfor havde jeg aldrig prøvet det før?!

Her har man hele sit liv gået og hørt på tosser proklamere, hvor fantastisk vinterbadning er. Ja Ja, tænkte jeg, det er sikkert meget sundt, men nok også ubehageligt, og jeg tør ikke.

Mit råd til dig: Prøv det!

Det er det nærmeste jeg er kommet frelse (lige efter Jesus Kristus og nougat).

Før jeg nedsteg i det iskolde himmerige, var jeg sur, træt, trist, bitter, godt og grundigt skandinavisk vintermelankolsk og følte mig død indeni.

Efterfølgende var jeg stadig den samme, men mere i live. Hvis alt håb er ude, kan man i det mindste stadig leve for de kropslige oplevelser og fysisk tilfredsstillelse.

Hvis jeg en dag giver op, køber jeg en lille hytte i Finland, og så vil jeg bruge resten af mine dage på at sidde i sauna, rulle mig i sne og bade i isnende skovsøer. Måske med en lille en on The side.

Amen!

Foto: Vestbadet.dk
Foto: Vestbadet.dk

 

 

P.S.

Prisen er den samme som på Frederiksberg. Til gengæld tror jeg Vestbadets kurbad er mindre besøgt, og man derfor har lidt mere “space”. Ud fra Frederiksberg Svømmehals hjemmeside at bedømme, er de ofte nødt til at lukke for flere gæster i weekenden, når de runder de 60 personer. Her i Rødovre (eller Hvidovre?!) var vi ca. 30 personer, lige nok til at fylde saunaen.

Vestbadet er unikt med sit friluftsbad, som sikrer et virkeligt koldt gys. Og så får man en lækker lille frugtsalat med i prisen.

Så kom herud på Vestegnen, hvis I tør! Vi er ikke så farlige.

 

 

Grunden til jeg ikke savner barsel

Alt går så langsomt, fordi det er besværligt at komme rundt! Tag eksempelvis dagen i dag.
Jeg vælger at tage Valde med ud i byen, så far kan få lidt alenetid og slappe af.

Mål:
– ind på skolen for at trække opgave
– hente en ting fra dba på Frb.
– købe ost i Astrid och Aporna
– hente nogle bøger på Biblioteket i Valby

Ok, måske lettere ambitiøst!

Vi tager 1A til Valby og skifter til 4A. På vejen taber Valde sutteflasken, så toppen går i stykker. Da en dame stiger på bussen og beder chaufføren sige til når vi kommer til Vejlands Allé, studser jeg lidt. Men det er først da jeg kan se skiltet METRO (butikken), ved jeg den er gal.. Jeg har taget bussen i den forkerte retning.

Nå, tilbage samme vej. Jeg får trukket opgave og sætter næsen mod Falkoner Allé. Valde er lettere utilfreds. Han er meget tæt på at falde i søvn, men det er svært uden mælk. Så efter at have hentet tingen fra dba, går vi i Kvickly for at købe en sutteflaske.

En ny ble skal der også til. Så vi må op på første sal og låne toilettet. Den ødelagte sutteflaske har jeg placeret i siden af rygsækken, da det kun er den øverste del der er ødelagt, så mælken kan genbruges.
Rygsækken smider jeg på gulvet, da jeg skal finde en ny ble, og vupti, mælk ud over hele gulvet.

Jeg er meget irriteret, og sveder som sædvanligt utroligt meget (har jo 80 lag tøj på).

Vi får købt en ny havremælk og går videre. Valde er utilfreds, gider ikke sove. Spiser en smoothie. Drikker lidt mælk. Græder. Er så tæt på at lave en Gaya (stå foroverbøjet og amme barnet, der stadig ligger i klapvognen) på Falkoner Allé, men jeg magter ikke lige at stå med røven til alle mennesker. Desuden ser det lidt ud som om man er ved at kvæle sit barn. Der var engang en mand i Fælledparken, der kiggede meget mærkeligt, og stoppede op for at spørge om vi var ok.

Jeg er sulten. Meget sulten, som altid. Livet som ammende kvinde. Men kan ikke rigtigt finde noget mad. Gider heller ikke. Vil bare hjem hurtigst muligt. Vi når i Astrid och Aporna. Mission fuldført. Biblioteket må vente.

Nu skal vi hjem. Metro til Flintholm, tog til Vigerslev Allé, så 1A igen. Op og ned med elevatorer.

ARGH!

Jeg magter ikke mere. Det går op for mig, at jeg slet slet ikke savner min barsel. Man bliver altså lidt sindssyg af at alt skal tage så lang tid.

Men det er jo nok ikke kun pga. Valde. Det er nok kombinationen af at have en baby og være mega distræt og uorganiseret (og Lassefar ligeså). Ikke smart!

Det må vi altså arbejde på inden næste barn.. og tålmodigheden!

Fotografi den 15-01-16 kl. 14.19

Hillsong – Kirken på teatret

Bloggen har nærmest ligget stille den sidste uge. Derfor kommer denne beretning fra forrige søndag først nu. Det skyldes nok for meget energi og for lidt action, som det ofte er tilfældet i januar. Vi ville så meget, men nåede så lidt. Og når motivationen endelig viser sig, bliver man pillet ned af snevejr, mindreværdskomplekser og dårligt tv.

I søndags besøgte Lasse, Valde og jeg Hillsong-kirken i København for første gang. Den ligner ikke en almindelig kirke, da har hjemme i et teater, nemlig Bremen Teater.

Inspirationen til besøget kom af, at et par piger fra både min gamle klasse og nye klasse, er en del af kirken. Det var de ikke, da vi startede på studiet, så jeg har stået på sidelinjen og set deres rejse, og hørt om, hvordan de valgte at blive voksendøbt. Jeg har fået indtryk af, at det er en meget speciel og levende kirke.

Jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville forbi kirken en dag, dog havde jeg nok nogle fordomme, som har holdt mig væk. Rygtet siger, at det er en lettere “popsmart” kirke, med lysshow, røgmaskiner og toptjekkede, timede og tilrettelagte gudstjenester – sikke et show, tænkte jeg. Sådan er det i hvert fald i de kredse, jeg færdes i (som åbenbart er meget kedelige og konservative).

Hillsong er en stærkt voksende pinsekirke, som har rødder i Australien. Den københavnske del af kirken kan snart fejre 3 års jubilæum. Hver søndag afholder de tre gudstjenester: kl. 11, kl. 13 og kl. 18.

Foto: Kristeligt dagblad
Foto: Kristeligt dagblad

Vi valgte gudstjenesten kl. 13. Det er et dejligt tidspunkt for de fleste, fordi man kan nå at have en hyggelig, stille og rolig morgen først. Faktisk tror jeg der ville komme mange flere i folkekirken, hvis man rykkede tidspunktet frem. For børnefamilier er det dog ikke det smarteste tidspunkt på dagen, med mindre børnene altså sover middagslur. Vi havde håbet på Valde ville falde i søvn på vej derhen, det gjorde han ikke. Til gengæld gjorde han sin helt egen entré ved at græde hele vejen ind i kirken. Et par venlige mennesker stod og bød os velkommen på trappen, og en af de frivillige må have hørt Valdes røst, og tilbød at vise os hen til “parent loungen”.

Hvor tjekket er det lige, at have en lounge for forældre og babyer?!

Vi blev ført hen ad en lang gang med rødt gulvtæppe, forbi nogle sækkestole og en playstation – en hyggekrog for børn. Forældre-loungen består af tre rum i forlængelse af hinanden. I hvert af de to første er der en tv-skærm, som sender live fra gudstjenesten. Bagerst er der et puslerum. Der var sofaer, et legegulv, babylegetøj og et rundt bord med højstole, kaffe, the og chokolade (meget vigtig detalje!).

Her blev vi mødt af nogle forældre med deres babyer, der alle var yngre end Valde, med undtagelse af én. Derudover var der nogle frivillige, som stod klar til at hjælpe. De var alle meget venlige, og Valde nød at kunne kravle frit rundt og lege. Jeg ville helt ærligt hellere være inde i kirken, men når det nu skulle være, var det egentligt meget hyggeligt i loungen.

Gudstjenesten begyndte med nogle lovsange. Jeg kendte desværre ikke nogle af dem, og det var altså lidt anti-klimaks at se det hele på en skærm – jeg følte ikke “the spirit”. Efter lidt tid kom der en hen til os med en bakke med små shotglas med saft og oblater – nadver.

CB064070

Jeg blev helt forvirret over at få nadver serveret på sådan en random måde. Det var fuldstændigt blottet for liturgi. Der blev ikke engang sagt, at det var Jesu Kristi blod og legeme. Så forvirrende, at jeg var lige ved at drikke saften, da jeg fik at vide, at jeg lige skulle vente på at præsten (på skærmen) sagde, at nu skulle vi indtage det sammen. Selvfølgelig! Hvordan kunne jeg glemme det? Fordi hele settingen var så langt fra mine vante rammer, folkekirkens liturgi. Jeg må sige, at kirkens forhold til nadver er noget afslappet – det afspejles i, at præsten – uden forudgående indvielse eller indstiftelsesord, siger: “take your biscuit and your juice and we will eat it together”. Kiks og juice?! Jeg følte slet ikke jeg havde fået nadver.

Jep, det var afslappet – men kunne jeg forvente andet? Det er jo en frikirke. Hvis katolikkernes nadversyn ligger i den ene ende af spektret, hvor brødet og vinen er helligt, indviet, transformeret, og rent faktisk er ægte kød og blod – så ligger denne kirkes nadversyn vist nok i den helt anden ende af spektret.

Prædikenen var god, synes jeg. Men den fortjener et indlæg for sig. Hillsong er en international kirke, så alt foregår på engelsk, og oversættes til dansk sætning for sætning af en dansker, som står ved siden af præsten. Det kan godt blive lidt belastende i længden, og gør, at alt tager dobbelt så lang tid. Men mon ikke man bare lige skal vænne sig til det.

Efter godt to timer, var vi klar til at tage hjem. Valde var meget træt, da han havde skippet sin middagslur. På vej ud nåede vi en kop kaffe i det hyggelige caféområde, og fik en snak med et par venlige mennesker.

Foto: Politiken
Foto: Politiken

Alt i alt en god oplevelse, men desværre også lidt “flad”. Måske fordi jeg var ret flad, da jeg kom, men også fordi det bare slet ikke er det samme at se gudstjenesten på en skærm, som at være der selv.

På vej hjem spørger jeg Lasse hvad han synes om det. “Var det ikke lidt for poppet?”, spørger han tilbage. Jo, lidt. Men er det virkelig det, det handler om? Om settingen, musikken og præstens påklædning faldt i vores smag? Nej, det handler om at møde Gud. Og det handler om hvad, der virker.

Hillsong virker, det fortæller statistikkerne i hvert fald.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hverdagsforvirret

Det er morgen, klokken er 7.35. Vækkeuret (min telefon) ringede kl. 6.00. Ingen reaktion. 6.30 var det Lasses alarm. “Sæt den til et kvarter senere”. Snooze. Vi ligger og putter, alle tre, men jeg kan ikke sove mere. Tænk, hvis jeg kunne få en morgen for mig selv. Bare en halv time. Tanken er fristende. Jeg forsøger at slippe væk. Men Valde vågner. Amme, amme. Han falder i søvn igen, og jeg får mig sneget ud af rummet, yes!

Frihed! Hvad gør jeg nu?

Schhh, Lola taler! I Go’morgen Danmark…

Lige nu nyder jeg stilheden og min kaffe (og lige efter jeg skrev det, begyndte naboen at bore). Men jeg må indrømme, at jeg er lettere forvirret. Hverdags-forvirret! Jeg havde planlagt, at nu skulle vores hverdag starte med nye, faste rutiner. Det skulle ske i mandags. Valde fik da også en halv dag i dagplejen, men igår valgte vi at pjække, efter vi var kommet ud af døren, da det begyndte at sne helt vildt. I aftes svor jeg derfor, at nu skulle det være! Det ville helt klart være det bedste for Valde at hver dag var ens, og jeg skulle altså også øve mig i at stå tidligt op og komme afsted.

Hvad skete der så? Dynen trak, jeg lå så godt, og det er jo også vigtigt at passe sin søvn. Lasse har fri idag, jeg har fri, og har ikke nogle konkrete planer. Ud over at blogge og spille orgel. Jeg havde tænkt mig at aflevere Valde og køre hen på skolen for at læse. Men der er så ekstremt lidt at læse! Ja ja, som den gode studerende, bør man selv opsøge supplerende materiale, især på en professionsbachelor, men det er jeg altså ikke god til.

Og det sner!!

Misfornøjet? Valde 3 måneder
Misfornøjet? Valde 3 måneder

Der er ikke noget, vi skal idag, og vi har begge fri – hvorfor så aflevere barnet i dagpleje? Er det ikke underligt, at han er der, mens begge hans forældre går derhjemme og laver ingenting? Måske. Jeg synes det er ok at holde en fridag uden sit barn engang imellem, hvis man virkelig trænger til det, og det har jeg også gjort et par gange. Men det er ikke engang tilfældet. Vi er ikke fuldstændigt smadrede.

Så jeg besluttede, at Valde bliver hjemme idag. Og så må vi få det bedste ud af det, selvom jeg nok kommer til at kede mig en del. Men det er ikke hans skyld. Det er nok ikke nogens skyld. Jeg er bare en utålmodig, rodløs sjæl.

Hverdagen? Den er gået i vasken indtil videre, men måske gør det heller ikke noget. Jeg havde så mange gode planer, men glemte en detalje: det er mig, der er ansvarlig for at få hverdagen til at fungere nu. Det er mig, der tager beslutninger om, hvordan den skal se ud for Valde og for vores familie. I samråd med min mand, selvfølgelig. Men det er mit ansvar, forstået på den måde, at der ikke kommer nogen udefra, og fortæller mig hvad jeg skal gøre, eller stikker mig et skema i hånden, jeg skal følge til punkt og prikke. Selvom jeg til tider ville ønske det var sådan.

Jeg er forvirret, har svært ved at finde ud af hvad jeg skal gøre, når jeg ikke ved hvad der skal ske. I flere år har jeg haft følelsen af, at det ville være godt at skabe nogle faste rutiner, men idet jeg endelig har fået det gjort, er der sket en forandring. Enten en ferie, et uddannelsesskift, eller udsigten til en flytning. Jeg befinder mig i en venteposition, og har gjort det længe. Hvor jeg ikke kan opbygge en hverdag, som skal være min, vores i flere år frem. For så snart det er sket, flytter vi. Sådan har det altid været, og det giver en stor uro i mig. Jeg håber ikke den smitter af på Valde.

Jeg ønsker virkelig, han kan få en stabil hverdag, han kan hvile i. At han ikke kommer til at flytte så meget rundt, som jeg har gjort i mit liv. At han ikke kommer til at føle sig ligeså rodløs, men ved hvor han hører til.

Ærligt talt ville det være meget nemmere for mig, hvis en anden tog styringen, en som vidste, hvad der var bedst for mig. Ofte sidder jeg nok og venter på, at der kommer en og tager over. En voksen, som kan disciplinere mig, stille krav til mig, presse mig og motivere mig. Men den voksne er mig nu!

Det må være årets udfordring…

 

Mandag

Vi har haft en af den slags nætter, men bare har, når man har et ammebarn. Hvor han ligger med brystet i munden stort set hele tiden, så det er svært for mig at ligge i en komfortabel stilling. Og når han så endelig slipper, og jeg lægger mig lidt væk, vågner han ved den mindste bevægelse, og tager fat igen.

Forud for natten havde han ligget og ammer i over 2 timer, hvorefter han vågnede kl 21 og var meget frisk. Så jeg er nok ikke den eneste, der er træt idag, eftersom vi først kom i seng kl. 23. God start på hverdagen!

Heldigvis har jeg fri idag, men jeg nyder det ikke. Jeg trænger virkelig til “noget at rive i”. Valde har en halv dag i dagplejen, så han stille og roligt kan vænne sig til at være der igen, efter næsten tre ugers ferie.
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv. Det er underligt at være væk fra ham efter at have været sammen konstant hele ferien (og ammet mega meget). Ved ikke hvad jeg skal stille op med al den fritid.

Der er ikke blevet lagt læseplan op for denne uge, så jeg har lidt svært ved at forberede mig til skolen. Vi skal nok alligevel ikke lave meget andet end at spise kage i morgen, typisk. Det er da meget hyggeligt, men jeg er træt af hygge! Jeg har virkelig et seriøst behov for at have et projekt, jeg kan gå op i. Gerne noget, hvor man kan se fremskridt. Jeg kunne begynde at træne! Løbe noget energi af. Det er sikkert sundt, men det er bare ikke nok.. 

Nytår med en 1-årig

Kl. 18  Vi ser Dronningens Nytårstale

18.15 vi ser DR3s nytårstale med Kirsten Birgit. Vi Elsker Kirsten Birgit!!

18.30 vi ser tv-avisen, skal lige høre hvad de siger om Prins Henrik, selvom vi nu mener man ikke kan gå på pension, hvis man aldrig har haft et arbejde. Onkel Morfar forsøger at fortælle mig hvor hårdt de kongelige har det – jeg siger at jeg glædeligt bytter, hvis jeg må få 4 børn med kronprins Frederik

18.45 den sidste gæst ankommer

19 mor (mig) stresser med forretten i køkkenet, friske forårsruller. Hvorfor er de så grimme? De så da ikke sådan ud på billederne på den der fine madblog? Måske skulle jeg bare droppe at friturestegte den. Nej, jeg VIL have friture!

20 vi spiser/tværer avocado ud over dugen. Jeg drikker et halvt glas rødvin. Det er vilde sager.

20.30 jeg spiller et lille nummer på celloen. Valde græder og klamrer sig til far. Lyder det virkeligt så dårligt, eller er det bare den pelshue jeg har på?

20.45 Valde er meget træt. Han bliver puttet i vores seng. Det er fristende at blive liggende, men jeg må ikke give op nu! Tjekker instagram,  Er en dårlig mor, vil ikke bruge telefonen så meget i det nye år

21.15
Valde vågner. Han falder hurtigt i søvn igen, men jeg har svært ved at slippe væk. Da jeg forsøger, kravler han hen over mig, og lægger sig oven på mig med et fast greb om brystet. Jo, det er faktisk meget hyggeligt, men jeg skal jo feste

21.30 de andre spiller kort. jeg spørger om vi ikke skal spise dessert, men de synes det er for tidligt.

22 Valde vågner igen. Jeg ligger med og ammer. Må gøre noget for ikke at falde i søvn. Det sker intet på instagram. Begynder at se den nye sæson Dowton Abbey. Hold op, hvor er det kedeligt. Øv!

22.30 jeg opgiver at deltage i kortspillet. Kransekagen pyntes. Vi spiser resten af den smeltede chokolade fra gryden. Jeg forsøger at sodastreame den alkoholfrie hvidvin, Lasse havde købt i stedet for champagne. Lille eksplosion af brus og vin.

Valde vågner en gang mere, kan ikke huske hvornår

23.20 vi spiser dessert, drikker kaffe og holder nytårstaler, så hyggeligt! Bastian konkluderer: kaffe, piller og alkohol – det er bare godt!

23.45  Vi ser 90 års-fødselsdagen efter at have bøvlet med at få tv’et til at virke

00.00 vi hopper ind i det nye år med kransekage og Asti. Hurra! De andre går ud for at fyre krudt af. Jeg kigger ud ad vinduet. Savner Valde. Ville ønske han var med os ved midnat, ligesom sidste år. Men man kan jo ikke forvente, at han kan holde sig vågen.
Jeg føler mig lidt ensom. Skriver godt nytår til min familie. Spiser kransekage. Keder mig. Men det er nok meget sundt.

00.30 Valde vågner. Tager ham med ind i stuen for at se fyrværkeri, men han er ikke vild med det. Sætter mig ind i sengen og ammer. Vi har værelse ud til altanen,hvor der er kæmpe vinduer, så jeg har god udsigt til fyrværkeriet. Det er virkeligt det hyggeligste i verden: at sidde med en dejlig varm, tryg Valde, og kigge på fyrværkeri. Selvom jeg ville ønske, Lasse var ved min side.

01 svigermor og de andre kommer hjem, og vi spiller 500

02.30 Valde vågner.  Nu kan jeg altså ikke holde mig vågen længere!

03.00 vågner ved at lasse kommer ind. Gæsterne er gået. Godnat!

Vi havde en dejlig aften, og Valde har nem og glad den tid han var vågen. Men han har altså aldrig været sådan en, der bliver puttet, og så sover mange timer. Sådan er det jo ofte med (amme)børn.

Jeg var i ok festhumørrrr, men havde mest lyst til at ligge og putte med Valde. Synes bare han manglede til festen.

Jeg er lidt stolt over, at vi holdte ud så længe. Personligt kunne jeg aldrig drømme om at gå i seng før midnat nytårsaften. Ikke engang sidste år, hvor Valde kun var 1 måned gammel, og jeg havde god grund til at være træt.

I dag er jeg lettere pessimistisk,som altid første januar. Men det skal nok blive godt..

image

Håber I får et dejligt 2016!