(Anti)fordybelsesuger

Jeg er helt smadret i min hjerne idag. Ikke på grund af alt det jeg har lavet, men alt det jeg ikke har fået lavet. Det er det der skaber mest rod, ikke? Og det er sådan mange stress-tilfælde starter. Ikke nødvendigvis fordi man har travlt. Jeg har kun haft stress-stress en gang i mit liv tilbage i 2012. Men siden da har jeg da haft såkaldte stressende perioder ligesom alle andre, selvom jeg ved, at man ikke skal misbruge ordet. I de perioder er det ikke altid den ydre travlhed, der er roden, men den indre dvælen ved fortiden og alt det, man ikke nåede – kombineret med alt for høje krav og forventninger og for lidt tid.

Da jeg var en ung håbefuld musiker, var jeg konstant plaget af dårlig samvittighed over alle de timer, jeg ikke havde øvet. Det er en klassiker, og stort set alle mine venner havde det på samme måde. Man kunne altid blive bedre, altid gøre en bedre indsats. Det er jo rigtigt nok. Men derfor betyder det ikke, at man ikke godt kunne gøre det godt nok. Måske gjorde jeg det godt nok, det bedste jeg kunne. Jeg kunne bare ikke selv se det. Jeg gav aldrig mig selv den mindste smule anerkendelse, ligesom jeg heller aldrig tillod mig selv at slappe af eller nyde en succesoplevelse, eller endnu sværere: nyde processen.

Hele den tankegang slap jeg, da jeg efter både terapi, 12-trins-kursus og et personligt møde med Jesus, begyndte at tale pænt til mig selv. For første gang nogensinde!

Den lillebitte ændring gjorde en kæmpe forskel.

Jeg skriver dette nu, fordi jeg har brug for at minde mig selv om, at tale pænt til mig selv, og ikke dvæle for meget ved alt det, der ikke gik.

På 3K har vi her i uge 7 og 8 det vi kalder “fordybelsesuger”. Det er kort sagt to uger, 3 ECTS-point, 80 arbejdstimer, man kan disponere, som man vil (indenfor modulets tema, hvilket kan tolkes meget bredt). Den sidste fredag skal “projektet” fremlægges for klassen. Undervejs skal der laves et produkt i en eller anden afskygning og en refleksionsrapport over hvad man har gjort, hvordan og hvorfor.

Lyder det ikke bare mega fedt? To uger til at fordybe sig i lige det, man vil!

Jo, hvis vi skal tage ja-hatten på, og det skal vi. Da vores underviser fortalte os om forløbet, lurede “hvordan-kan-jeg-springe-over-hvor-gærdet-er-lavest-tankegangen” lige rundt om hjørnet. Og der gik ikke lang tid, før den første elev stillede et spørgsmål i stil med, hvor lidt kan man lave og alligevel bestå?

Men vores skønne, dejlige underviser fremlagde en langt mere positiv vinkel på det: i stedet for at tænke det som noget surt, man med nød og næppe skal igennem, så se det som en mulighed for at lave noget, du virkelig gerne vil.

Så langt, så godt. Jeg hoppede med på ja-hatten, og har virkelig prøvet at forholde mig optimistisk til projektet. Indtil det begyndte sidste mandag. Tanken om at få lov til for en gangs skyld at fordybe sig i et selvvalgt emne er fantastisk. Men man må jo også tage højde for “forstyrrende elementer” – som fx et barn, som skal indkøres i dagpleje. Lige præcis i fordybelsesugerne.

Det er perfekt timet, at jeg har to ugers skemafri til indkøring, således at jeg ikke får fravær pga. det. Men det har godt nok været noget af en mental udfordring, at holde hovedet koldt og nyde tiden sammen med sit barn, samtidigt med at der ligger et præs om, at jeg burde sidde og fordybe mig i noget 40 timer om ugen. For det er så godt som umuligt. Med mindre jeg tager natten i brug, hvilket jeg alligevel ikke ville få noget ud af, da jeg er udpræget a-menneske. Jeg er mildt sagt frustreret.

Nå, nok whining! Hvordan kommer jeg videre herfra?

Sket er sket, en uge er gået, og jeg kan ikke ændre på, hvordan den gik. Nu er en ny startet – er det ikke fantastisk, at solen altid står op på ny? At vi altid får en ny chance efter en dårlig dag, en dårlig uge – med mindre man dør, altså! (happy kliché destroyed).

Jeg havde en ambition om, at jeg gerne ville bruge tiden på at lære lidt grundlæggende html- og CSS-kodning, som jeg kan bruge i wordpress. Det vil jeg gerne, fordi det er relevant for fremtiden. I december søgte Kirkens Korshær en studentermedhjælper, hvor et af kravene var, at man havde erfaring med CMS-kodning, så det er jo kun en fordel at kunne i forhold til fremtidig jobsøgning. Samtidigt kan jeg bruge det her på min egen blog! Jeg har et standard wordpress-tema nu. Det er lidt for kedeligt, men jeg gider virkelig ikke betale penge for et andet. Så vil jeg hellere lære at lave et selv. Det havde jeg også sat hele sidste uge af til.

Nu er tiden gået, og jeg har ikke nået ret meget. Det er svært at nå at fordybe sig, når man kun har en time her og der. Lørdag og søndag havde jeg hele dagen. “Så må du bare være effektiv”, sagde min mand.

Øh.. nej! For mig er ordet fordybelse netop det modsatte af at være effektiv. Samtidigt er hele det her projekt ret uhåndgribeligt. Det handler ikke bare om at skrive en opgave, der er lang nok eller læse en bog. Det handler om at lære noget, som jeg ikke kan i forvejen. Det tager tid og ikke mindst tålmodighed.

Jeg havde glædet mig. Men nu er glæden desværre blevet slået ned af frustration og tidspres. Det irriterer mig, for det er livet søreme for kort til!

Derfor må jeg prøve at finde tilbage på sporet. Hvad var det der motiverede mig til at starte med? Hvis jeg ikke kan nå det, jeg oprindeligt ville, hvordan kan jeg så rette min plan, så den bliver realistisk?

Mit dilemma er nu – skal jeg holde fast på, at jeg vil lære at kode noget, og så komme med en hjemmeside nærmest uden indhold – eller skal jeg tage den nemme vej og lave en idiotsikret side med indhold?

Hvis jeg laver en side ad den nemme vej, så kommer der måske et flot produkt, men jeg har ikke lært det, jeg ville. Og det er jo det vigtigste – eller hvad? Der skal jo også nogle resultater på bordet, sådan er det hele desværre skruet sammen.

Jeg synes bare den fremlæggelse og produktet er meget udefinerbart. Jeg ved ikke præcis hvad der forventes af mig, og det gør mig usikker.

Hele det her projekt – vellykket eller ej – er en super øvelse i at styre sin egen tid, og tilrettelægge et læringsforløb i meget frie rammer. Det er voldsomt frustrerende, ja, men ofte er frustration den første kim til læring.

Nu har jeg lige brugt halvanden time på at blogge. Men ifølge mig selv skal man få udryddet overspringshandlingerne først. Så nu er der ingen undskyldninger.

 

 

 

 

 

Kærlighedens dag

“Amerikanerne siger vi skal, og så gør vi det bare”, som min mand så klogt sagde i aftes, da vi var på pizzadate i Hillerød.

Valentins-date, altså.. for det var jo kærlighedens dag igår! Det glæder mig, at Valentinsdag i år faldt på en søndag, for enhver søndag er i forvejen kærlighedens dag, den hellige hviledag og festdag for kristne.

I går var det dog særligt den romantiske (parforholds)kærlighed, der skulle fejres, og som skeptikere siger: har vi virkelig brug for sådan en dag? Bør vi ikke bare være kærlige mod hinanden hver dag, året rundt?

Jo da!

Det er jeg enig i. Men som kristen er det oftest den store kærlighed der tales om, den som er meget mere end bare den romantiske, kærlighed som et valg. Jeg har i hvert fald hørt mange kristne omtale kærlighed som et valg, forstået på den måde, at man fx tager et valg om at ville elske din ægtefælle i medgang og modgang, selv hvis følelserne forsvinder for en tid.

Jesus opfordrer os til at elske vore fjender. Også det er et aktivt valg man må gøre sig og stå fast på – for det er jo de færreste, der helt naturligt nærer varme følelser for deres fjender.

Alligevel synes jeg personligt det er dejligt med en dag til at fokusere på den romantiske tosomhed (hvis man altså ikke er poly). Den har jeg det nemlig med at negligere. Den såkaldte romantiske kærlighed er hos mig under anklage for at være indbildsk, opreklameret og et hollywood-fænomen af momentan sindssyge.

Men den findes jo!

Sidste år på valentinsdag sad vi i biografen, da min mor skrev, at hun havde hørt om nogle skyderier i København, om det var tæt på os? (Vi var på frederiksberg)

Jyder altså, tænkte jeg. Vidste hun ikke hvor Østerbro lå? Men det var jo tæt på os, alt for tæt. Verden trænger i den grad til mere kærlighed i alle former, især idag.

Derfor kiggede jeg min mand ekstra dybt i øjnene, og vi var ekstra søde ved hinanden. Og det var dejligt! Opreklameret eller ej..

IMG_3657

Om bristede drømme og frie valg

For en uge siden flyttede vi. Dagen før blev dette indlæg påbegyndt, men af naturlige årsager, ikke gjort færdigt. Værsågod:

I morgen skal vi flytte. Med en flytning kommer der helt naturligt et større pres, en kort travlhedsperiode. Samtidigt kan det være en stor begivenhed at få et nyt hjem (for nogle mere end andre), og ofte kan der komme nogle forskellige følelser op fra fortiden. Det er dybt naturligt (siger jeg for at berolige mig selv).

Jeg er flyttet meget i mit liv, både sammen med mine forældre og alene. Jeg tror ikke jeg har taget skade af det som sådan, for de trygge rammer flyttede jo med. Ofte flyttede vi rundt i det samme område, så vennerne forblev de samme, og min mor var god til at fastholde nogle rutiner for os. Men det har nok gjort, at jeg efterhånden er lidt træt af at flytte.

Som det sensitive barn jeg var, har jeg nok også opfanget nogle stemninger fra de voksne i forbindelse med flytninger. Måske en rastløshed fra mine forældre eller knas i parforholdet. Men det har været meget ubevidst.

I denne omgang handler det også om nogle bristede drømme, som i dag, dagen før dagen, er kommet op til overfladen igen. Vores drøm om at bo på landet, er gået i opfyldelse – ikke for os – men for et par af vores bekendte. De skal flytte ind i præcis den bolig, vi har haft kig på. Det er fedt for dem!

Desværre er det i sådan en situation, da de fortæller mig det, at min rummelighed er nærmest ikke-eksisterende. Som det gode kristne menneske jeg er, burde jeg glæde mig på andres vegne. Men i det øjeblik det trigger noget i mig, noget dybere end bare overfladisk misundelse – følelsen skuffelse, utilstrækkelighed, fiasko, selvhad, vrede, rodløshed, afmagt, bitterhed – så forvandler jeg mig til noget, der ligner en djævel. Heldigvis er jeg blevet god til at skjule det. Og lade være med at gå ind i min egen indre krig, men lade det ligge..

Indtil det dukker op igen. Som nu. Det er meget godt, for det gør, at jeg er nødt til at se det i øjnene. Spørge mig selv, hvad det er der sker. Blive klogere. I stedet for bare at køre på rutinen – den destruktive af slagsen.

Det der nager mig, er nok sætningen “Vi har tænkt over hvad det er for et liv, vi gerne vil skabe for os selv… ” (og handlet på det)

JA, det har vi også gjort, tusind gange! Og vi vil også gerne bo på landet med have, gerne i bofællesskab eller kollektiv, på en stor grund, helst med andre veganere med små børn.

MEN vi var ikke i stand til at skabe det liv, vi ønsker.

Lad os bare sige, at livets alvor er ved at gå op for Fru Skov (mig). Jeg er løbet ind i begrænsninger. Siden jeg var barn har jeg fået at vide, at jeg kunne blive lige hvad jeg ville. En god sammenblanding af tidens mentalitet, mit gode hoved (i hvert fald som barn), og min fars ukuelige optimisme.

Som ung havde jeg opgivet den opfattelse, hvilket jeg må skrive om en anden gang. Til gengæld troede jeg på, at man kunne bo, hvor man ville. Det var før det virkelig gik op for mig, at der er mange ting i livet, som kræver at man har en form for startkapital. Især når man skal finde en bolig. Og lad os bare sige, at det har vi ikke.

Ok, jeg er stadig ung! Men mere realistisk i mit syn på nogle ting. Og det er min definition på en voksen (sammen med boliglån og fast arbejde).

Jeg var så idealistisk. Nu er jeg bare skuffet. Over at jeg ikke kan skabe det liv for min familie, som vi drømmer om. Skuffet over, at jeg ikke kan tilbyde min søn noget bedre end at bo i en ghettolignende betonblok. Det vigtigste er jo, at man har trygge rammer og tag over hovedet og masser af kærlighed. Det burde være godt nok.

Men intet er godt nok til mig.

Min enten-eller-tankegang blokerer mange veje for mig. Den gør at jeg har svært ved at se ud over begrænsningerne. Nogle gange kan man føle, at man ingen muligheder har, og at det vil være sådan for evigt.

Sandheden er, at man altid har et valg!

Måske er det det, min far mener, når han siger, man kan blive hvad man vil. For det kan man, hvis man kan lære at styre sine tanker. Så kan man skabe sig den virkelighed, man ønsker. I hvert fald til en vis grænse.

Jeg har et valg. Det skal jeg huske på. Jeg vælger hvilke tanker jeg tillader at udfolde sig og fylde. Jeg vælger hvilken historie, jeg fortæller om mig selv og mit liv.

Det behøver ikke være en historie med Fru Skov i offerrollen. Selvom det måske er det nemmeste, det mest komfortable. For så har jeg intet ansvar, det er livet, samfundet, skæbnen, de andre, der har gjort mig uret.

Men man har altid selv et ansvar, og det ansvar vil jeg øve mig i at løfte.

Jeg prøver at øve mig i at formulere min historie anderledes. Derfor bliver denne blog heller aldrig en emoblog.

Her er et eksempel. En af mine andre bristede drømme er drømmen om at blive operasanger. Jeg har fortalt mig selv, at jeg var en fiasko, fordi jeg ikke havde det, der skulle til. Jeg var for svag og havde hverken evnerne eller viljen.

Det med viljen er sandt nok. Men det er også sandt, at jeg selv aktivt har valgt den karrierevej fra. Jeg har været til optagelsesprøve på konservatoriet én gang! Én gang! Og så endda i København, hvor der var mindst sandsynlighed for at komme ind. Så har man altså ikke prøvet nok! Desuden fik jeg en god udtalelse til prøven om, at jeg havde stemmen, men manglede træning, især kropstræning. Jeg var simpelthen for anspændt og blokeret, og det havde hun jo ret i.

Hvis jeg virkelig ville, havde jeg arbejdet videre. Prøvet igen. Men jeg tog et valg. Jeg valgte den vej fra, fordi den koster for meget. Den koster blod, sved og tårer. Det er livet i en hård konkurrenceverden, og det havde jeg hverken nerver eller selvtillid til. Det kan opbygges, det ved jeg nu. Men det ville stadig kræve al min tid og opmærksomhed. Tid som jeg nu hellere vil bruge på Gud og familie eller diakonalt arbejde. Gud er også i høj grad til stede i den klassiske musik, men jeg oplevede bare, at ambitionerne ødelagde nydelsen, og vejen mod den gode oplevelse var for lang og hård.

Jeg har stadig en lille pigedrøm om at stå på en scene, og det skal jeg nok også få masser af muligheder for i amatør-sammenhænge. Det behøver bare ikke være lige nu.

Måske behøver alt ikke ske lige nu og her. Det synes jeg bare, fordi jeg besidder meget lidt tålmodighed sådan generelt. Jeg skal nå det hele før jeg bliver 30, og allerhelst i morgen. Det er bare ikke muligt.

Måske er jeg ved at blive mere moden. Det bliver man forhåbentligt for hver dag der går. Men at blive “voksen” er langt mere end bare at blive gift, få børn, boliglån, arbejde (hvilket jeg ved det er for mange). For mig er det at blive bedre til at se mine egne begrænsninger. På den gode måde, hvor jeg slækker lidt på mine krav til mig selv med det resultat, at jeg ikke bliver så skuffet. Samtidigt øver jeg mig også i at klappe mig selv på skulderen over de ting, der går godt. Så det er altså ikke en selvdestruktiv vej, hvor jeg tænker, at jeg ikke må have nogle ambitioner, fordi jeg alligevel aldrig bliver til noget. Det er derimod en vej der kan hjælpe mig.

Men kan man virkelig vælge sin egen vej?

Ja og nej. I begyndelsen af indlægget skrev jeg, at sandheden var, at man altid har et valg. Det holder jeg stadig på. Det betyder dog ikke at man har frit valg på alle hylder eller magt over alt. Normalvis er jeg faktisk ret deterministisk i mit livssyn, idet jeg tror, store dele af vores liv allerede er planlagt på forhånd (af Gud). Hele temaet om fri vilje er dog også noget, jeg ofte tvivler på.

Nogle mennesker ville nok sige, at man ikke kan vælge sine egne livsomstændigheder. De har ret i, at der er mange faktorer, man ikke selv er herre over. Man har for eksempel ikke valgt sine forældre, sin opvækst, det miljø man kommer fra, den folkeskole man gik i osv. At alt dette har haft indflydelse på den situation, man befinder sig i idag, er et faktum. Nogle ville endda være tilbøjelige til at sige, at man ikke kunne have gjort det anderledes. Deri ligger både frustrationen over, at man ikke har mere magt over sit eget liv, og samtidigt en accept af, at alt er som det er, og det er godt (alt efter perspektiv).

Alligevel vil jeg holde på, at der altid er to sider af en sag. Gud valgte os, det var planen, men for at få oplevelsen af et have en relation til ham, må vi også vælge ham til. At jeg mødte Gud var uundgåeligt, for han havde jo hele tiden været der. Men idet jeg efter mange års tøven endelig valgte ham til, havde jeg oplevelsen af, at jeg gør et aktivt valg. Den følelse er så værdifuld!

Følelsen af at man har lidt kontrol over sit liv, selvom man egentligt ikke har, den er vigtigt for mig. Det er den jeg prøver at finde tilbage til nu. Hvorfor? Fordi den tjener mig. Historien om at jeg er mislykket, fordi jeg endnu ikke har nået alle mine (urealistiske) mål endnu, og det i øvrigt heller aldrig kommer til at ske, fordi alle mine erfaringer bekræfter det, tjener mig derimod ikke.

Derfor er jeg interesseret i at fortælle min historie som om jeg har et valg. Jeg kan ikke ændre på fortiden, og forestillingen om, at den ikke må begrænse mig, er nok også en illusion. Men jeg kan vælge hvordan jeg vil skrive min historie fra nu af. Magten får jeg aldrig helt, men jeg tror på, jeg kan have en finger med i spillet.

Jeg kan ikke selv vælge mine tanker og følelser, men jeg kan vælge, hvordan jeg vil håndtere dem. Jeg kan ikke frit vælge hvor jeg vil bo, men jeg kan vælge hvilken indstilling jeg vil have til det sted, jeg er nu.

Jeg tror også på, at hvis jeg virkelig havde som livsmål, at få vores boligdrømme til at gå i opfyldelse, så ville jeg arbejde hårdere for det. Enten have valgt en anden uddannelse tidligere eller droppe ud nu og tage mig et arbejde. Have fundet mig en rig mand, flyttet til udlandet. Eller bare købt en gård i udkantsdanmark til lavpris. Men nu har jeg valgt noget andet. Jeg har valgt min mand. Jeg har selv valgt min uddannelse. Jeg har valgt, at jeg gerne vil have tid til mine børn, hvilket mit fleksible studieliv heldigvis giver mig.

Ja, jeg har stadig drømme. Og fortidens sortsyn skal ikke have lov til at forplumre fremtidens muligheder. Vi skal nok nå det hele. Men sørme da ikke som 26-årige.