Feriepenge-helvede og frihed

Mor er alene hjemme. Vi holder ferie sammen i denne uge, og tidligere erfaringer siger, at vi hellere må give hinanden nogle pauser (fra hinanden). Faktisk er det præcis et år siden, vi var på vores meget mislykkede mini-ferie til Berlin. Jeg havde seriøst en forventning om at kunne slappe af med en 5 måneders-baby. Jeg var ikke bare skuffet, men også bundhysterisk (stakkels mand). Der går nok lidt tid før vi sådan forvilder os udenlands igen.

berlintog
I det mindste var det nemt at køre i tog dengang

Nå, nok om det. Jeg er nok bare sur, fordi jeg er på kaffeafvænning (tro på det), og skal ud at skaffe en bog til studiet, og rent faktisk lave noget i denne ferie (aka “modulpause”). Vejret indbyder til en cykeltur hen til biblioteket, men jeg er alt for træt (GIV MIG KAFFE NU).

Jeg har bestilt 8 timers fritid til afholdelse i dag. Lassefar fik det samme igår, så man kan godt sige, jeg havde sparet op til det. Der følger ikke feriepenge med. Dog har jeg fået 100 kr. af min mand til chips og dip (oh, de gode gamle kønsroller). Chips med dip, det var det eneste jeg skulle bruge denne dag på. Men chipsene kom jeg til at kværne i går, og jeg har ikke noget soyayoghurt, og den nærmeste butik, der forhandler det, ligger langt væk. Ååh, i-landsproblemer, skønt. Her kommer endnu et.

Når jeg har fri plejer jeg at kede mig. Men ikke i dag. Noget af formiddagen brugte jeg på at hænge i et kommunalt rør med en dame, som mindst tre gange gentog for mig, hvorfor vi skylder 2000kr. til Københavns Kommune for dagpleje i januar måned. Det skyldes de nye regler pr. 2016, hvor fripladstilskud beregnes måned for måned i stedet for på årsbasis. I genberegningen står der, at Lasse nu tjener 484000 kr. om året. Det lyder da bare super! Det i sig selv ville jeg ikke gøre indsigelse mod. Desværre er det bare ikke rigtigt. Systemet fungerer sådan, at de tager hans indkomst fra januar måned og ganger den med 12, og går ud fra det er det, han tjener om året. Altså tjente han 40000 kr. i januar (flot klaret på dagpenge). Grunden er, at halvdelen er feriepenge, som man får, når man stopper på en arbejdsplads. Spørgsmålet er så bare lige, hvor de er? De svæver tilsyneladende i den blå (sorte) luft (eller Feriekonto). Og man kan kun pille dem ned ved at lade sin nuværende arbejdsgiver lade en holde 4 ugers ferie. Hvilket Lasse sandsynligvis ikke får mulighed for, da han kun er ansat i 3 mdr. I følge hende damen kunne man også godt arbejde og holde ferie samtidigt?! Vi kunne vælge at acceptere opkrævningen, eller få feriepengene rykket til december sidste år, men så skulle hele årsopgørelsen laves om, og så skulle skatten ændres, og vi vil få regningen på et tidspunkt, bare med forsinkelse.

Anyways.. jeg fatter ikke meget af det her. Det virker så sort lige nu, alt det med penge og det offentlige. Det virker som om meget af det bare er tal, som rykker frem og tilbage. Lasse betaler til sin A-kasse, som udbetaler dapgenge til ham, så betaler han skat til staten, så giver skat penge tilbage, så får man tilskud af kommunen, så vil de have det tilbage igen, han betaler feriepenge af sin løn, så står de der et eller andet sted, og skal hives ud. Jeg får SU af staten, så betaler jeg skat af det, jeg får løn af folkekirken (som er staten?!), betaler kirkeskat til selvsamme, som får penge af staten, som jeg får SU af. Når jeg så bruger min SU, går den til en masse varer med afgifter på, som staten så får igen (og staten = os selv?!)

Når jeg får penge tilbage i skat, aner jeg ikke hvad der er foregået, og sådan har jeg det med meget af den offentlige administration. Ofte siger jeg bare ja og amen, fred være med det, bare jeg slipper for at skulle bruge mere tid på at hænge i telefoner og e-bokse.

Er jeg rigtigt voksen nu, mor?!

Alt det med penge virker så besværligt og absurd. Men så er det jo godt man ikke har så forfærdeligt mange.

berlinbæresele
Flashback til Berlin, april 2015 (mænd med bæreseler <3 <3 <3)

 

 

 

Havefest med Gaya

(Til Valdemar)

Jeg havde altid været bange for det. Men nu ved jeg at der ikke er noget at være bange for. Også sådan helt generelt. Jeg behøver ikke være bange for livet mere. Jeg kan leve. Før havde jeg så uendeligt mange spørgsmål. Nu har jeg kun to:

  • Hvorfor er livet ikke nok i sig selv?
  • Den tilstand små børn ofte er i – totalt i flow i nuet – hvornår og hvordan kom vi voksne nogensinde ud af den?

Jeg kan næsten ikke tænke mere. Men det er der måske heller ingen grund til. Det jeg oplevede var, at være i en have, på en kirkegård. Det kildede i min krop, som én stor orgasme. Mine ben blev bløde, og det var som om de søgte ned mod jorden, de ville blive der. Da Valde satte sig i mit skød, var det som om han smeltede som smør. Ragna havde meget store blå øjne. Der var et fantastisk sollys og blomster overalt (også i virkeligheden). Jeg gik på opdagelse med børnene, Valdemar, Vigo og Ragna. Jeg var i deres verden. Noget jeg altid har ønsket mig. Jeg så bare det, der var foran mig, intet andet. Der var så meget der forsvandt – sindet, måske. Det var som om alle løgnene blev skrællet væk. Og tilbage var der kun ren eksistens, nuet, liv og lys. Alt det andet var bare noget jeg (med hjælp fra andre/samfundet) havde opdigtet – og holdt fast i. Hvorfor holdte jeg fast i det? Fordi jeg troede jeg havde brug for det.

Vreden er væk nu. Jeg behøver den ikke i samme grad. Jeg har ikke længere samme behov for at kæmpe for noget. Jeg tror på, at alt der forceres, bliver en kamp. Ikke forstået på den måde, at jeg bare vil flygte fra alle former for konflikt. Men jeg har ikke behov for at opfinde kampe, som egentligt ikke findes. Jeg har en følelse af, at det eneste jeg skal, er at forsøge at leve så fredeligt og ikke-voldeligt som muligt. Altså det er ikke noget jeg SKAL tvinges til, men noget jeg skal gøre i den udstrækning, det falder mig naturligt og let. Og her mener jeg på alle planer. Ikke kun ved at undgå at dræbe, men også bare i forhold til aggression i det hele taget.

Jeg har været voldsomt aggressiv, indeni, men også i min måde at tale og kommunikere på. Faktisk har jeg i mange år forsøgt at give et fredeligt og kærligt budskab videre på en meget aggressiv måde (det gælder både ift. Veganisme, kristendom osv.). Det hænger bare ikke sammen. Jeg vil ikke længere sige at jeg er færdig med noget, eller ikke vil det, eller at jeg aldrig vil gøre det. Det er simpelthen alt for sort/hvidt og endegyldigt. I stedet vil jeg sige til mig selv, at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. Måske behøver jeg ikke være så offensiv. Det jeg gerne vil, er, at leve det, jeg ønsker for verden – be the change.

Dårlig samvittighed? Nej tak, jeg fortryder intet. Tro mig, jeg har haft min andel af skyld og skam – måske er det uundgåeligt, men samtidigt behøver det heller ikke være konstant. Livet er ikke en konkurrence. Hvad andre tænker behøver jeg ikke tage mig af. For det betyder ikke noget. Jeg ved, hvad der er rigtigt, og det vil jeg gerne lære at stole på. Ej heller vil jeg lade mig synke ind i verdens kummerlighed og degenererende vaner, så det sortner for mine øjne. Jeg behøver ikke føre krig mod nogen og noget. Andre mennesker kan gøre lige hvad de vil. Jeg behøver ikke deltage i det.

Hvorfor skulle livet ikke være nok i sig selv? Før var jeg på jagt – efter det, livet skulle indeholde: formål, mål, mening, planer og projekter. Men nu føler jeg i højere grad at det hele er nok i sig selv – jeg behøver ikke tilføje noget. Desperationen hviler sig. Vi har jo solen, træerne, jorden, vores kroppe, hinanden, sprog, bevidsthed og sanser. Hvordan kan man så kede sig? Og hvis man gør – hvad sker der så ved det? Hvordan formår børn at leve i nuet på den måde, de gør? Jeg fik en bid af jeres verden, og jeg ved jeg kan komme derhen igen, om end kun glimtvis, hvis du hjælper mig, min søn. Jeg kan lære så meget af børn. Jeg håber at jeg aldrig bliver ”rigtigt voksen”.

Tak Valde, Vigo og Ragna, fordi I vil rejse sammen med mig. Tak for alt det, I har lært mig. Jeg håber, I en dag kommer til at føle, at jeg også lærte jer noget.

Det eneste jeg ønsker er at blive et med Gud. Hvis det ikke kan lade sig gøre på jorden, ønsker jeg bare at komme så tæt på det som muligt. Børn er et med Gud. Guds plan er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget man må lytte efter. For at lytte skal man kunne åbne sit sind op, så det kan blive fornyet. Det er aldrig for sent at blive genfødt eller få et nyt perspektiv. Jeg vil gerne lære at lytte.

Jeg ved ikke hvad du tænker som 18-årig, når du læser det her. Jeg vil ikke komme med gode råd. Måske er der ingen stor hemmelighed bag det hele. Måske er livet i virkeligheden meget simpelt.

Efter mange års forsøg på at opdrage dig og bestemme over dig, vil jeg nu afsløre dette: Der er ikke noget, du SKAL. Og der er heller ikke noget, du ikke . Der er kun en masse, du kan gøre. Nu er det dig, der skal sætte grænserne. Når du skal træffe dine valg, kan du vælge at lytte mere eller mindre til dig selv, andre, dine forældre eller Gud. Men husk, vi er alle forbundne, og aldrig fuldstændigt uafhængige.

20160410_172154
Valdemar og Ragna

#Friyay

Fredag har for mig altid stået i et særligt lys, lige siden min barndom.
Som barn var fredag en særlig dag for min søster og jeg, fordi det var ugens slikdag. Noget jeg tror gælder mange børnefamilier rundt omkring i landet. Vi spiste dog ikke ret meget slik, men mest chips (og cola!), hvilket nok er grunden til, jeg stadig foretrækker chips frem for slik.
Da jeg blev lidt ældre, måske 12 år,  havde jeg en vane med at købe en pose sour cream&onion og kværne den foran noget dårlig tv efter skole. Det var himlen for mig.

I gymnasiet herskede der også weekendstemning om fredagen, ikke mindst på grund af fredagsbaren. Nogle fredage var der stor fest, andre gange snuppede vi måske bare en øl foran Netto (meeeeget teenageagtigt). Så snart foråret gjorde sit indtog – ifølge dansk kultur: når bøgen springer ud – kunne man om fredagen finde os under Bøgen (et kæmpe træ ved torvet i Esbjerg) med en håndfuld DP’ere. Altså, Dansk Pilsner. Det er flere år siden jeg har smagt sådan en, men hver gang jeg gør, bliver jeg ført tilbage til følelsen af sol, sommer og naiv ungdom. Ak ja, romantisere fortiden kan man altid.

Som universitetsstuderende forblev fredag min yndlingsdag. Ofte var jeg – som mange andre – fuldstændigt kvæstet i hovedet og kroppen – og kunne ikke andet end at crashe i min seng (med mindre der var fest på programmet, selvfølgelig). Barndommens cola blev skiftet ud med rødvin, og ja, i nogle perioder kunne jeg sagtens drikke en hel flaske alene – igen, nok meget normalt for nogle – hvis man er et par, deler man måske en flaske. Måske ikke jordens bedste vane, men stadig en fredagsfølelse jeg tænker tilbage på. Det var så befriende at kunne være helt alene og ligge i min seng ligeså længe, jeg ville. Jeg ville ønske at jeg ikke havde været så smadret. Men den ro der på en eller anden måde falder over en fredag efter fyraften, er jeg stadig fan af.

Hvordan ser fredag så ud nu, hvor vi er en børnefamilie? Jeg forestiller mig, at den for de fleste med små børn er lidt hård og ikke særlig festlig. Hvis jeg selv skulle arbejde 37 timer om ugen og passe barn ved siden af, tror jeg også jeg ville være helt færdig, når vi kom til fredag. Heldigvis er det ikke tilfældet. Mit studie er nemlig så luksus-agtigt indrettet, at jeg har fri stort set hver fredag. Det er altså fedt. Både fordi weekenden bliver længere, men man får også mere ud af den, fordi man ikke skal starte med at bruge hele lørdagen på at genopstå fra de døde. Fredag har Valde altid fri fra dagplejen, så for det meste har vi en stille og rolig dag sammen. I dag var dog en undtagelse, da jeg havde skoledag. Allerede i morges kunne jeg mærke, at fredagen havde noget godt i ærmet. Efter skole, mens jeg sad derhjemme og ventede på, at Valde skulle vågne henne i dagplejen, sneg den gode gamle fredags-feeling sig ind på mig. Og det kun ved hjælp af kaffe, forårssol og lidt seriekiggeri.

Som forælder kan man ikke bare smide sig på sofaen og gennemføre rødvinsritualet eller et netflix-marathon, lige når man vil. Det kan godt være lidt frustrerende, hvis man er meget fredagstræt. Men man kan stadig fyre ekstra op for hyggen med god mad, slik, stearinlys eller hvad man nu er til. Så det vil jeg gøre.

God weekend derude!

1469774_730123253682681_1986204282_n
Dengang weekend betød farverig køkkenfest

At leve i fortiden, drømme om nuet, kæmpe for fremtiden

Vi bliver tudet ørerne fulde af “carpe diem”, lev mens du gør det osv. Det er en stor kliché, men faktisk et af de bedste råd, man kan få. Jeg har brugt mange år på at leve i fortiden. Til sidst brugte jeg så meget tid på at tænke over fortiden, at jeg faktisk ikke havde tid til at nå det, jeg skulle. Hvorefter jeg brugte en masse tid på at bebrejde mig selv, at jeg ikke havde nået det.

Den tankegang er meget usund. Selvfølgelig kan det være gavnligt at stoppe op engang imellem, se tilbage på sit liv, og reflektere over hvad man har lært, og måske hvad man kunne have gjort bedre. Men hvis man filosoferer over livets store spørgsmål og fortidens fejl 24/7, så bliver man direkte sindssyg, og meget træt (jeg taler af erfaring). Man går ikke bare glip af nuet – men af livet selv.

Hold nu op, hvor har jeg brugt mange år på ikke at leve. Næsten halvdelen af mit liv. Først da jeg fik livet på ny – af Gud – indså jeg, hvor meget jeg er gået glip af.

Hvorfor har jeg ikke fået lov til at leve mit liv fuldt ud før nu? Er det fordi Gud ikke elsker mig? Nej. Det er fordi jeg har brugt al min energi på at modarbejde livet, mig selv, Gud, kærlighed. Det er der mange grunde til, som jeg ikke vil gå i dybden med nu. Gud har altid stået og ventet på mig med åbne arme – ligesom livet – jeg havde bare aldrig lært at tage imod kærlighed. Tværtimod har jeg en tendens til at skubbe den væk.

Av, det var ikke nemt at erkende. Men jeg arbejder på det. Første skridt er at tilgive mig selv for al den tid, jeg har “spildt”. Det gjorde jeg for to år siden. Derefter begyndte jeg at øve mig i at tale til mig selv i en mere kærlig, overbærende tone. Jeg mener, man er nødt til at lære at holde sig selv ud. Andre mennesker kan du skubbe væk ligeså meget du vil, men du slipper aldrig for dig selv.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om, at hele verden var imod mig. Nu ved jeg det ikke er sandt.

Gud er med dig, og livet og verden er ikke igang med en personlig krig mod dig – selvom det måske kan føles sådan. Hvis du er din egen værste fjende, ligesom jeg, så frygt ikke – det kan blive bedre!

At skrive eller ikke at skrive

Jeg sidder i vores sofa med Valdes juniordyne (yndlings-puttedyne!) og en kop kaffe ved min side. Døren ud til terrassen er åben, og jeg kan nærmest høre og dufte foråret. Årstiderne påvirker mig altid meget, især foråret. Det er ikke bare sindets krummelurer, det er fysisk. Ja, faktisk har vibrationerne fra naturen før i tiden været så stærke, især i forbindelse med en teenageforelskelse, at jeg har følt mig lettere vanvittig. Men det er godt. Det er i hvert fald bedre at have en intens livsenergi, om end den kan være svær at rumme, end slet ingen. Dog har denne type forår ikke været til stede siden jeg blev mor. Hvilket får mig til at konkludere, at det må have været forplantningsinstinktet, der har været på spil. Sidste år havde jeg af naturlige årsager ikke den samme energi, men nu er forårsglæden så småt begyndt at spire.

I dag er første gang i lang tid, jeg har haft tid og overskud til at sætte mig ned for at pleje bloggen lidt (barnet har sovet i 3 timer og gør det stadig). Eller, det er løgn. Tid har jeg haft. For meget tid til at tænke, faktisk. Men jeg har altid for meget tid på en måde, for hver gang der er et lille pusterum, er der bare mere plads til at tankerne kan slå sig løs. Jeg troede, at jeg var blevet sådan en dejlig harmonisk person, som havde lært at holde mine tanker i snor og disciplinere dem som et kæledyr. Men her på det sidste har de fået lov til at udfolde sig ligeså kreativt, de ville. Og det er ok. Gud har styr på mig.

(Jeg har haft et billede i hovedet af at Gud sidder på en båd i havet. Jeg har en sikker plads ved siden af ham, men bliver ved med at have et behov for at svømme væk. Forskellen på nu og dengang (før min genfødsel) er bare, at jeg nu ikke svømmer længere væk, end at han lige nemt kan trække mig hjem igen)

Værre er det nok for min mand, mine venner og klassekammerater, som har skullet lægge øre til alverdens lommefilosofiske tanker og eksistentielle overvejelser. Puberteten om igen.

Nå, men jeg havde altså en undskyldning! Det har jo lige været fastetid, og fasten er traditionelt set en bodstid. En tid til at ransage sig selv og sit forhold til Gud og mennesker. Det er det, jeg har brugt det sidste stykke tid på, selvom det slet ikke var planlagt. Jeg har virkelig taget tilløb til at skrive om det mange gange. Med mulige overskrifter som “tankeskrald”, “hvad fasten bød på”, “hvilken type kristen er jeg” osv. Jeg har forsøgt at samle trådene, men indtil videre uden held.

Det har bragt mig til at tænke over, hvad jeg vil med bloggen, om jeg overhovedet vil den. Vil jeg bruge bloggen som et sted jeg kan få afløb – for tanker, følelser, refleksioner, frustrationer? Vil jeg skrive hudløst ærligt om min personlige rejse? Vil jeg inspirere andre eller bare glæde mig selv?

Jeg kunne hurtigt nævne ti ting, min blog ikke skal være. Det skal ikke være en dagbog, for det er simpelthen for uinteressant. Ej heller skal det være en losseplads for tankeskrald, det bliver for uorganiseret, og hjælper ikke engang mig selv. Nogle tanker skal bare ikke bygges videre på. For nogle hjælper det at få afløb ved at skrive dem ned, for mig er det ofte lige modsat, hvis jeg er på vej ud af en (destruktiv) tangent, skal jeg netop ikke begynde at skrive om det.

Når det er sagt, så har jeg nogle ønsker. En af de ting, jeg gerne vil med mit liv og med bloggen, er at øve mig i at skelne mellem privatlivet og det personlige. Jeg deler hjertens gerne ud af personlige tanker og erfaringer, hvis det på nogen måde kan hjælpe, opmuntre eller inspirere nogen. Men de meget private ting må gerne blive i privaten, også for min egen skyld (og resten af familien). Der er bare lige det, at det ligger til visse medlemmer af familien (min søster og jeg), at være meget ærlige. Hos os betyder ærlighed, at man siger hvad man umiddelbart tænker, og at alle sandheder, både om os selv og andre, hurtigt kommer på bordet. Jeg ved ærlighed ofte bliver omtalt som en dyd, men denne type ærlighed, kan godt tage overhånd, og måske nærmest være belastende (om end meget komisk). Så bloggen må gerne være et sted, hvor jeg fortæller en personlig historie, men jeg behøver ikke være en åben bog. Derfor er jeg også glad for, at jeg har holdt lidt igen med at dele mine tanker indtil videre.

En anden ting, jeg ønsker mig, er at lære at fokusere på det jeg gerne vil, i stedet for det jeg ikke vil. Jeg ved ikke om det er noget new-age-pjat, eller om det virkelig er en universel lov, “law of attraction”, men nu prøver vi det. “Hjernen kan ikke ikke”, har jeg tit hørt folk sige, og det er så rigtigt, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har en lang historie med at have et lettere anstrengt forhold til at skulle sætte regler op for mig selv. Og hver eneste gang jeg fortæller mig selv, at der er noget jeg ikke må, så får jeg endnu mere lyst til det. Sådan tror jeg bare nogle mennesker er indrettet. Hele den tankegang om alt det, man ikke vil, bygger den ikke et eller andet sted på frygt? Tanken om, at når jeg får børn, så vil jeg i hvert fald ikke.. (indsæt alt det, dine forældre gjorde). Eller når min mand og jeg for alt i verden vil undgå at blive skilt, for så blev vi jo bare som vores forældre!

Men hvorfor ikke fortælle universet, hvad man gerne vil have? Måske fordi jeg er langt mere sikker på, hvad jeg ikke vil have. Så giv mig lige lidt tid til at tænke over, hvad jeg gerne vil. Jeg vender tilbage.

Yggdrasil i forårssol
Yggdrasil i forårssol