Elvis

Det der sker er, at jeg drikker kaffe med rismælk af Elvis-koppen før dagen endnu er begyndt. I sengen. Med sovende barn ved siden af. Min lille varmepude. Det er noget af det hyggeligste, jeg kan forestille mig. Jo, dagen er faktisk begyndt for den håndværker, der gik ud af døren for lidt siden. Bare rolig, det var Lassefar! Siger vi bare.

Solen skinner, måske bliver det varmt i dag. Jeg burde stå op. Spise noget frugt. I stedet bliver det nok en burgerbolle med mayo. Dagen skal bruges på opgaveskrivning. Siddende på en stol i stedet for at komme på græs. Men kl. 16 slippes Tabitaneren løs i asfaltjunglen, og så skal vi til demo. Valdemars tredje, han er meget politisk aktiv. Jeg havde også en ambition om, at han skulle i kirke en gang om ugen. Det holdt ikke.
Jeg elsker virkelig min Elvis-kop. Tak, Karina. Og Gud for kaffen i den. Nå nej, den har min mand lavet. Det er godt at have en mand. Det kan anbefales.

Så skete det, at jeg blev facebookvenner (hvilket intet har med “venner” at gøre) med et par stykker fra “gamle dage”, hvilket åbner op for at stalke deres venner. Jo jo, de unge mennesker har udrettet lidt af hvert. Både hele og halve kandidatgrader, pladser i fine kor og orkestre, udlandsophold, fast job på et hospital, både 2 og 3 børn (folkeskolevenner), og nogle er allerede igang med deres andet ægteskab. Og hvad med mig? Jeg har boet i Kolle, hvilket er lidt af en bedrift i sig selv. Jeg tror jeg har mødt Gud. Men det fineste jeg har udrettet, er Valde. Så kan de godt pakke deres lange CV’er væk. Og når jeg kigger i hans brune øjne, er jeg ligeglad med mit. Nååååårh hvor sødt, hva’?!

Jeg gider selvfølgelig ikke skrive opgave , men der må ikke gå 2.g-teenager i den. Jeg skal i det mindste lade som om, at jeg er voksen og ansvarsfuld nu. Det er en sjov leg.

wp-1466398823411.jpg

Om at brænde broer

Det der sker er, at jeg skriver eksamensopgave. Eller burde. Gruppeeksamen.Det lyder da mere tillokkende end gruppeterapi – eller hvad? Og jeg er typen der helst vil ordne det hele alene. Undgå mennesker. Men det er faktisk rart at have nogle at sparre med. Så kan man ikke dvæle helt så længe ved ens egne skøre tanker. Måske er det derfor Gud skabte mennesket som et flokdyr.

Så var det at Tahini inviterede os til Bornholm for at bo. Og så tog vi endnu engang den store “hvor-skal-vi-bo-snak”. Og nu har vi skrevet os op til en masse rækkehuse i Aarhus. Jeg sværger at Valde ikke skal opleve at flytte ligeså mange gang,e som vi gjorde som børn. Vi er da meget godt igang med at fucke det projekt op. Hvis det skal være, så skal det jo helst være før skolealderen, ik?

Solen skinner på mig nu. Jeg drikker kaffe mellem højbed og nyvaskede bleer. Jeg er begyndt at lave overspringshandlinger. Ville gerne i kirke i aften med de unge og smarte. Få en JC-indsprøjtning. Er lille Helligånds-trip. Men jeg orker det ikke. Heller ikke selvom jeg ser ret godt ud i dag. Rent tøj og nogenlunde nyvasket hår. Jeg har et hjem der skal tæmmes (jo, det er meget hyggeligt at få barn, men der følger meget husligt arbejde med!) Eksamensuge forude betyder bare endnu mere rod og kaos. Man skal have en ren røv at trutte i. Et blankt lærred at male på, eller hvad man nu siger. Kunst bliver det nok ikke til.

Jeg vil gerne slå mig ned et sted og alligevel ikke. I dag indså jeg at mit job er det eneste, jeg har holdt fast i de sidste 5 år. Foruden tre veninder. Alt andet i mit liv er relativt nyskabt. Dvs. efter 2011. Jeg har brændt mange broer bag mig. Og det kribler i mig for at brænde endnu flere. Men hvorfor? Hvorfor må man ikke holde fast i noget? Jeg har et stort behov for at have magt over ting. Det er mig der skal bestemme, hvornår ting slutter. Ikke andet. Jeg får stress når jeg føler jeg lægger mit liv, min fremtid i andres hænder. Derfor er det den største udfordring, Gud har givet mig: at lade andre mennesker komme ind i mit liv. Helt ind i sindet! Men det er meget få, der virkelig har fået lov til det. Og når de endelig gør, bliver de skubbet væk. Fordi jeg har brug for at have kontrol. Det er da meget menneskeligt, ik?

wp-1466346745725.jpg

En husmoder

Det der med at man sætter sig ned og græder over, at ens hjem ligner Jerusalems ødelæggelse, og man ved, at ens mor ikke kommer og rydder det op. Faktisk råber universet lige ind i dit hoved: Det er dig, der er den voksne nu!
Hvorefter man får et mega rengøringsvanvid kl. 21 om aftenen. Når man efter endt oprydning sidder og beundrer sit værk med en fryd uden lige – så ved man, at man er blevet et sandt medlem af husmoder-klubben!

Husmoder uden filter
Husmoder uden filter

Da Valde fik 8-16 job

I sidste uge var Valdemar i dagpleje hver dag fra mandag-fredag. For første gang nogensinde! Vi har været så heldige at kunne give ham mindst 1 fridag om ugen indtil nu. Det er blandt andet det, der er så fedt ved at få børn mens man studerer, synes jeg. Og Lasse har været uden arbejde i en periode, hvor han også fik mulighed for at bruge en masse tid sammen med ham.

Men nu er det slut! Velkommen til virkeligheden. Altså kun én udgave af virkeligheden, men en, som mange børnefamilier forsøger at gebærde sig i: når ungerne får 8-16 jobs. Selvfølgelig er det ikke et arbejde som sådan, men det kræver altså noget af de små, at være væk hjemmefra og være social så mange timer om dagen. Eller endnu flere. Mange pasningsmuligheder har jo åbent 48 timer om ugen. For det flestes vedkommende er det sandsynligvis fordi forældrene har et job med ganske almindelige arbejdstider, som jo ofte ligger i det tidsrum. Sådan er vores samfund nu engang indrettet, og det kan der være meget kritik af, men det er ikke noget, jeg vil gå ind i her.

Jo, i min ideelle drømmeverden ville jeg ønske, at ingen børn, og især ikke mit eget skulle være væk fra mig så mange timer. Ikke at jeg ville blive hjemmegående, det er bare ikke mig, men jeg ville måske gerne udskyde min uddannelse et par år, hvis det var fuldstændigt ligegyldigt, hvor længe man holdt orlov. Men i min ideelle drømmeverden kører samfundet også i mit tempo, men sådan er det ikke. Der sker hele tiden nye ting på uddannelsesområdet, og hvis jeg skulle sætte det på standby nu, ville jeg komme tilbage til en totalt forandret studieordning, og måske ingen eller meget lidt SU. Ikke fordi man skal leve i frygt, absolut ikke. Men nu griber jeg chancen og får mig en uddannelse. For det vil jeg gerne. Men Tabi, vil du da ikke give dit barn det aller-aller-aller-bedste du kan? Jo, og indtil videre indebærer det for mig, at få en uddannelse. Måske vil det ikke direkte gavne ham, men jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke gør det. Jeg vil gerne give mig selv de muligheder, der følger med.

Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har mulighed for at tage en gratis uddannelse, og at jeg har fået Valde undervejs. Det giver virkelig bare den der ekstra tid i hverdagen sammenlignet med et fuldtidsjob. Men ikke lige for tiden, hvor der er eksamensperiode. Og sådan er det. Jeg synes det er hårdt at være væk fra ham så mange timer om ugen, men jeg ved, at det ikke skal vare for evigt. Lige om lidt har vi en megalang sommerferie på 6-7 uger, hvor vi bare skal hygge. Endnu en af glæderne ved at være studerende. Heldigvis er Valde blevet meget glad for sin dagplejemor, og når vi henter ham, vil han helst ikke med hjem igen.

Ammebillede fra vores ferie i Sverige sidste år
Ammebillede fra vores ferie i Sverige sidste år

Retræte

I dag drager jeg på stille-retræte sammen med en gruppe andre kristne og åndeligt søgende, heriblandt min lære svigermor. Det foregår ved Vor Frue Kloster heroppe i det skønne Nordsjælland, nærmere bestemt Birkerød. Der er en hel fantastisk skov, hvor mountainbikerne kører meget hurtigt, så man skal huske at være opmærksom.

Vi bor sammen, spiser sammen og beder sammen, men uden at tale sammen. I aften indleder vi stilheden, og bryder den ikke før søndag middag.

Jeg er jo som bekendt ret vild med stilhed, selvom man ikke skulle tro det, så meget som jeg kan snakke. Det var i stilheden jeg mødte Gud for første gang – eller i hvert fald Guds fred. At være i den fred er tilstand jeg tit glemmer, men nu er jeg så heldig at have muligheden for at søge tilbage til den.

En retræte er en lillebitte forsmag på den måde, ørkenfædrene levede på. Som moderne menneske er det virkelig guld værd at kunne trække sig tilbage i stilhed. Man kan vælge at gå i stilhed med et personligt spørgsmål til Gud, for at gå i forbøn for nogen, eller fordybe sig i en bibeltekst. Der er dog ikke noget krav om at have en agenda, og nogle gange kan det faktisk være dejligt slet ikke at have nogen. Forventninger har man selvfølgelig altid, men man kan forsøge at skrue ned for dem. Som så mange andre håber jeg da på, at høre noget fra Gud i løbet af stilheden, men der er ingen garanti for det. Man kan ganske enkelt også betragte retræten som en del af ens dyrebare tid, man giver til Gud. Og så må han gøre med den, hvad han vil. Mit eneste personlige mål for denne weekend er at komme i kontakt med Guds kærlighed og nyde naturen.

I disse Ramadan-tider får jeg lyst til at sammenligne retræte med det at faste. Fælles for de to praksisser er, at man skærer nogle ydre forstyrrelser væk for at fokusere på det indre og på Gud. Men her stopper sammenligningen også. Jeg har nemlig sjældent mødt en protestant, som havde lyst til at undvære et måltid eller et godt glas vin for den sags skyld (men man behøver ikke drikke sig stangbacardibare fordi alkohol er tilladt). Det her med at nægte sig selv opfyldelsen af helt basale behov som fx behovet for mad, kan der helt sikkert ligge en stor åndelig læring i. Visse spirituelle retninger har jo til alle tider praktiseret askese. Jeg tror bare det er de færreste der er i stand til at håndtere det eller overhovedet klar til det. Samtidigt opererer vi ikke rigtigt med ting, man skal gøre. Man skal ikke bede eller praktisere stilhed, men bibelen fortæller os, at det er en god idé at gøre. Fordi Jesus selv gjorde det. Flere gange trækker han sig tilbage i stilhed, fx i ørkenen og i Gethsemane Have.

Skærmbillede 2016-06-10 kl. 13.48.18
hjemmelavet alter fra vores retræte i oktober 2014

Sidste gang jeg var på retræte, er halvandet år siden, fire uger før Valdemar kom til verden. Nu er det en anden tid. Ligeså meget som jeg glæder mig til at skulle afsted, frygter jeg at skulle undvære Valde en hel weekend. Men han er jo i kyndige hænder hos sin far, så det skal nok gå.

En lille del af mig frygter stilheden. Hvor absurd er det lige?!
Det er jo ikke bare fryd og gammen (eller grus og hammen, ifølge autocorrect). Når alt er skrællet væk, står du tilbage med dine egne tanker og synder. Men heldigvis er du aldrig alene. Gud er med os.

Wish me luck!

Fru Skov i opgave-mode

I januar sad jeg en hel uge og skrev opgave. Det gik virkeligt nemt og smertefrit i forhold til hvad det plejer. Jeg havde planer om at skrive ned hvad jeg gjorde, som en huskeliste til mig selv, men fik aldrig tid til det, da vi skulle flytte lige efter opgaven var afleveret. Nu sidder jeg her igen, og har svært ved at komme igang, så her kommer lidt inspiration.

Før i tiden var det at skrive opgave ofte en dårlig oplevelse for mig. Jeg kunne bruge en hel uge på at lave overspringshandlinger og gå mere og mere i panik, samtidigt med at jeg blev utroligt sur på mig selv over alt det, jeg ikke fik lavet. Hvorefter jeg brugte en enkelt aften/nat på at skrive opgaven dagen før den skulle afleveres. Meget klassisk. For det meste blev det faktisk en ret god opgave.

Der var dog dengang, hvor min overspringshandling bestod i at se samtlige afsnit af Desperate Housewives – en beskæftigelse, der kræver en ihærdig indsats – opgaven blev noget kortfattet, og gik ind til et rent 2-tal.

Sådan var det i mine to år på uni og på 3K – før barn. Mange (med børn, selvfølgelig) havde forsikret mig om, at jeg ville udnytte tiden langt mere effektiv når jeg selv fik barn. Måske fik de ret…

Da jeg i januar skulle skrive min første opgave efter 1 års barsel med alt hvad det indebærer (heftig ammehjerne – og jeg ammer endda endnu), gik det over al forventning! Aldrig har jeg oplevet mig selv være så rolig og fattet og ikke mindst effektiv.

Hvad skete der lige? Jeg kan umuligt være blevet klogere (hjernen er stadig ikke på toppen). Måske har jeg bare fundet nøglen til min måde at arbejde på? Måske var “tidspresset” en virkelig gavnlig faktor for mig?

Jeg har lavet en liste over de ting, jeg gjorde godt. For at huske dem. Det er mest ment som gode råd til mig selv, men det er da kun godt, hvis andre også kan få glæde af dem. Husk, vi lærer alle på hver vores måde, og det handler om, at knække koden til din personlige måde.

  • Lav en plan. For mig fungerer det godt at lave en plan for en dag af gangen. På en liste skriver jeg præcis hvilke tidsrum, jeg vil arbejde i, og hvornår der er pause. Jeg deler arbejdet ind i læse og skrive, og skriver evt. hvad der skal læses og skrives om.
  • Start med overspringshandlingerne. Jeg ved, at nogle vil være uenige med mig her. For nogen fungerer det nok bedre bare at komme igang med det samme, for så er man ligesom igang. Men jeg har erfaret, at hvis jeg giver mig selv lov til at bruge 10-15 min. på overspringshandlinger først, så er de ikke så spændende længere. Og når man først har trawlet diverse sociale medier igennem, er der jo ikke så meget mere at komme efter. Især ikke om formiddagen.
  • Start med at skrive. Næste skridt er at komme igang med at skrive. Hvis jeg har svært ved at komme igang, laver jeg et dokument for hvert emne/afsnit i opgaven, og siger til mig selv “prøv at skriv alt, du ved om dette emne”. Det handler om ikke at være kræsen eller perfektionistisk. Først og fremmest skal man bare have skrevet noget, og så kan man altid sortere i det bagefter.
  • Tag notater i hånden. Når jeg sidder og læser i en bog, hjælper det mig virkelig meget, at tage notater i hånden. Jeg sidder simpelthen med et godt gammeldags kladdehæfte ved siden af. Grunden til det virker er, at jeg ved at lægge computeren væk, både gør noget nyt, men også afskærer mig fra alle de overspringshandlinger, internettet rummer.
  • Skær ned på kaffe. Hælder du spandevis af kaffe ned når der er dømt opgaveskrivning? Det gjorde jeg selv på uni. Jeg troede det ville gøre mig mere frisk, men det er sjældent tilfældet, når man har vænnet kroppen til store mængder koffein. Det gør mig faktisk mere nervøs og stresset, hvilket gør, at jeg arbejder meget dårligere. I min sidste opgaveperiode drak jeg et par kopper hjemmefra, og tog så hen på skolen eller biblioteket, hvor der ikke på samme måde er kaffe tilgængeligt. Ok, det er der på skolen. Men jeg valgte at lade være med hele tiden at gå ud i køkkenet. Jeg oplevede at være meget mere rolig i min krop, og ikke gå i panik, som før i tiden. Desuden giver store mængder koffein forringet søvn, så man kan ende med at være endnu mere udkørt den næste dag.
  • Hav en “gulerod” senere på dagen. Apropos kaffe. Jeg kan godt lide at have noget at se frem til. Det er fedt når det hele bare virker surt. Fx planlægger jeg nogle gange at gå på café over frokost eller hen på eftermiddagen, købe en kop kaffe, og så nyde den. Altså virkelig nyde, som i at man ikke laver andet end det. Det kan også være en is eller whatever. Det er bare fedt at have en “belønning” eller noget, som kan få energiniveauet op, hvis man ønsker at fortsætte arbejdet bagefter.
  • Arbejd udenfor hjemmet. Det her er noget jeg ikke praktiserer lige nu, men jeg havde gode erfaringer med det i januar. Det er rimeligt simpelt: derhjemme er der alverdens rod og fristende afledningsmanøvrer, for slet ikke at tale om køleskabet, som opfordrer til kedsomheds-spisning. Tag hen på studiet, en læseplads eller biblioteket. Hvis du er typen, der kan koncentrere dig på en café, er det også hyggeligt. Personligt foretrækker jeg et sted med total stilhed, og helst et sted, hvor der ikke er andre.
  • 22-minutters-reglen. Et personligt gennembrud for mig! Jeg har altid haft koncentrationsbesvær. Jeg kan huske, at jeg i alle de år jeg spillede klassisk musik, havde meget svært ved at øve mig. I hvert fald i en time ad gangen. For nogle år siden forsøgte jeg mig med kun at øve 20 minutter ad gangen, og det virkede faktisk! Jeg glemte det, men kom så i tanker om det, da jeg skulle skrive opgave i januar. Jeg har den holdning, at hvis jeg ikke kan arbejde effektivt, så kan jeg ligeså godt lade være. Og 22 minutters effektiv læsning er bedre end 1 time, hvor man egentligt havde hovedet et helt andet sted. Derfor bygger jeg min tidsplan op således, at jeg læser eller skriver i 22 minutter og derefter holder 3 minutters pause. Når jeg sidder og læser/skriver er min telefon på flytilstand. Og i pausen holder jeg pause. Det vil sige, at jeg laver noget helt andet. På den måde er jeg mere “frisk” når jeg vender tilbage til arbejdet.
  • Gå en tur. Det siger sig selv. Frisk luft og solskin er godt for hjernen og for kroppen. Der er grænser for hvor længe man kan sidde stille og stadig koncentrere sig.

kaffeee

God arbejdslyst!

Slam!

Så ramte den mig, forårsblues’en (jeg er stoppet med at misbruge ordet depression). Jo, jeg er også en af dem, som godt kan blive lidt vintertrist. Men det plejer at toppe om foråret. Hvorfor? Da jeg var yngre havde det nok meget noget med hormoner at gøre (min forklaring på alt). Det har det måske stadig. Jeg bliver simpelthen så forvirret på en underlig måde. Måske er det noget med, at alt kommer frem i lyset, også bogstaveligt talt. Solen skinner på mig, men den varmer ikke. Alle folk er ude for at flashe deres perfekte kroppe, brede smil og evne til at nyde livet. Karikeret beskrevet. Jeg bliver måske mere misundelig på folk, fordi de virker så glade. Gang på gang er jeg blevet skuffet over foråret. Alt for ofte har jeg haft en forestilling om, at når bare naturen begyndte at blomstre, så ville jeg blive genfødt, opstå fra de døde. Ekstreme poler sat op mod hinanden, som altid.

Som foråret har livet skuffet mig igen og igen. Jeg har simpelthen for høje forventninger til det, lyder min seneste konklusion. Noget min mor påpegede for mange år siden. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, er det? Jeg synes netop man skal have forventninger til livet, og til andre mennesker, for den sags skyld. Mine høje forventninger og krav udspringer af noget. Skrækscenariet om det ubevidste menneske. Eller et menneske, som går i stå, bliver forstokket. Det var virkelig min største frygt som helt ung. Det (ubevidste) exsistentielle selvmord. Ja, jeg staver det med x ligesom Strunge!

Jeg skulle aldrig have valgt filosofi i gymnasiet! For lige siden jeg blev introduceret til existentialismen, har mine tanker kredset i de baner. Og Hold nu op, hvor kan det være opslidende. Uendelig regres, var det ikke det begreb, vi lærte? At støde hovedet mod en mur igen og igen. Stilstand, nedbrydning, genfødsel, død,  forfra. Navlepilleri for alle pengene. Hvor har jeg spildt meget liv. I min frygt for at gå i stå, gjorde jeg netop det.

“Men Tabi, du er jo blevet klogere af det!”
Er jeg det?!
Jeg kan stadig ikke finde ud af at leve livet. Jeg er blevet bedre til at være, jo. Nu kan jeg rent faktisk være i min krop uden at mit hoved eksploderer. Jeg kan være til stede i verden uden at flygte. Men virkelig at leve, og at nyde det, kniber det med.
Øvelse gør mester, og der er ikke kun èn vej. Der er mange. Gud har givet os masser af tid (håber vi), så måske er det faktisk helt ok at prøve sig frem. Måske behøver jeg ikke have alle svarene før jeg begynder at leve mit liv. Måske finder jeg dem undervejs.
Men til at begynde med må jeg tage det første skridt…