Julebølgen til dem, der rider

Nu det jul igen.  Det er som om livet går i cyklus, og inden for hver cyklus er der nogle bølger. På det sidste er det gået op for mig,  at man kan vælge at ride med på den bølge,  universet udsender. Men kan man lade være? Ja, det kan man nok godt, men jeg tror livet opleves som mere i flow, hvis man vælger at ride med. Lige nu oplever jeg at ride på en bølge af optur, efter tre måneders nedtur, ikke så meget den ekstatiske af slagsen, men mere en fredfyldt en.

Nå, tilbage til jorden. Jeg er stadig bare et menneske med en krop, og det er fint. Det er den 24. December og jeg er tidligt oppe. Eller det er faktisk løgn, klokken er 7.30 og mit barn sover endnu, så for andre børnefamilier er det vist bare ren provokation. Jeg sidder i min mors stue alene med juletræet tændt. Jeg går ikke meget op i jul, og har kun et krav: julefreden skal indfinde sig på et tidspunkt,  og helst i form af stilhed. Ok, jeg kunne også godt ønske mig en hvid jul, for med sneen følger en særlig form for stilhed.

Første gang jeg oplevede ægte julefred var for fire år siden, da jeg netop var vendt hjem fra mit klosterbesøg med min tro som den største julegave. Den jul følte jeg fred i mit hjerte for første gang i mange år. Nærmest et under for en hvileløs sjæl som mig. Ung og naiv som jeg var, troede jeg det ville blive ved. Det gjorde det selvfølgelig ikke, for livet byder alt på udfordringer og omvæltninger.

Men det vigtigste budskab for mig blev, at fred er muligt. Det er mit håb og min trøst i en kaotisk og degenererende verden.

Nej, jeg kan ikke få andre til at slutte fred med hinanden, men jeg kan vælge at slutte fred med mg selv, andre, Gud, verden. Lade vreden, harmen og bitterheden ligge for et øjeblik. Om jeg kan skabe fred uden Gud, ved jeg ikke, men jeg ved, at han altid vil give mig lidt af sin.

Apropos bølger, så havde jeg en tanke om, at ufreden i verden/universet var konstant, men at den kan brydes med små smagsprøver på den hinsides fred engang imellem. Men tænk, hvis det er omvendt, at fred er den konstant, der ligger bag alt, men som vi (ubevidst) bruger al vores energi på at overdøve. Hvem ved? Jeg ved bare at der ikke er grund til at være bange for stilheden, Gud, zen, universet bølger, julefreden. For nok svinder egoet bort når du overgiver dig helt, og det du til dagligt identificerer dig med er måske ikke længere vigtigt, men jeg lover dog, at du får mere end du mister. Så spring på bølgen og enjoy.

Og nu behøver I ikke gå i ikke,  for I har fået en juleprædiken. Men hvis I skal bruge den i en kirke, så udelad lige det med zen og universet, ik’? Og tilsæt lidt mere JC. De kulturkristne skulle jo nødig få flæskestegen galt i halsen, høhø. Men Gaya, du giver den bare gas, og Tahini du kunne godt trænge til en tur i kirke.

Glædelig jul til mine tre faste læsere.