Zen 2.0

Hvad er zen? Zen er den stilhed, der hersker i dag kl. 7.20 her i Skovhuset. Zen er berømt og berygtet. Zen er Gud og Jesus og Buddha og Krishna. Jeg synes selv jeg var nået ret langt i det her zen-game, men det er jeg måske slet ikke. Som jeg altid plejer at sige: hvis du har brug for at fortælle at du har opnået zen, så har du ikke opnået det. For så ville du ikke havde brug for at nævne det. Så ville du bare være. Zen er noget, mange har søgt efter og udforsket i mange årtusinder. Længe før kristendommen og alt det der gøgl. Især af munke. Zen er at sidde i en grotte hele sit liv og meditere, men også at lade være. Jeg læste engang en bog der hed “Bueskydning og Zen” om en hollandsk fyr, som tog i zenkloster i Japan. Den var god, synes jeg. De unge munke, som i øvrigt ofte var blevet tvunget i kloster af deres forældre, havde et stramt skema med meditationer hele dagen, og hvis de faldt sammen i deres ranke holdning eller faldt i søvn, fik de et slag over ryggen med en kæp. De levede i total askese, men en dag om året fik de “udgang” fra klostret, og gik fuldstændigt amok i damer og stoffer ude i byen. Så måske er zen ikke afholdenhed. Eller måske er zen slet ikke godt, fordi det skaber ubalance i tingene. Ja, al den balance ender med at skabe ubalance, for verden eller mennesket kan ikke være konstant harmonisk! Undertrykkelse er ikke zen, men uden fortrængningen af diverse drifter og af begær, kunne zen måske slet ikke opstå? Eller jo, det tror jeg godt, men det må opstå uden for enhver form for religion. Og jagten på zen kan også nemt blive en ny religion. I religion er der krig, kamp mod noget, det såkaldte onde. Om du kalder det satan eller egoet eller begær, er for mig ligegyldigt. Zen er ikke zen for mig, hvis det bare bliver en ny religion. Man kan ikke erklære sig zen, det er bare noget man er. Man kan ikke handle sig frem til zen. Man kan ikke-handle sig frem til det. Men så alligevel, giver det mening at forsøge at præstere sig til noget, som er så anti-præstations-agtigt? Kan man handle sig frem til ikke-gøren, kan man træne sig op i væren? Ja, for man kan altid snyde sindet, og måske er det det, det handler om. De gamle former for buddhisme, herunder zen, handler jo i høj grad om at kontrollere sindet. Og det er sjovt, for det er slet ikke det jeg forbinder med det. For mig handler det mere om at afgive al kontrol. Men hvad sker der så? Går jeg så bare totalt amok i dyriske instinkter og lader min stenalderhjerne overtage? Nej, ikke medmindre jeg er påvirket af diverse rusmidler. Det er faktisk først når jeg stopper med at bekæmpe den såkaldte fjende, det dyriske, det egocentrerede, det umenneskelige, at jeg kan blive fri af det. Det er sjovt, at mange (kristne) mener, at hvis vi stopper med at bekæmpe djævelen, så vil han overtage verden. Men tænk, hvis det eneste der hjælper, er at stoppe al kamp? Hvis ikke din fjende gider kæmpe, så gider du jo heller ikke. Eller også bliver kampen hurtigt standset, i det vi bliver udryddet, og vores fjende er alene tilbage i verden uden fjender, og dermed har han/de/dem/hun mistet deres identitet, og kan dermed ikke længere være ond eller god. Er zen Gud? Det er måske ikke så vigtigt. Det jeg er interesseret i er at komme i kontakt med Gud, I ved hvad jeg mener. Når jeg føler zen, er det så Gud jeg mærker? Findes der én frekvens, som vi alle kan tune ind på, hvor vi møder Gud, og al dogmatik og sproglige begreber er væk? Kan vi mødes et sted? Det jeg ønsker, er at blive forenet med mennesker. Virkelig forenet i en enhed. Og det generer mig hver dag, at vores moderne verden er så fragmenteret, og at alle fællesskaber er på lånt tid og på forskellige betingelser, og at folk er ensomme og alene helt ind i deres sjæl. Men måske er ensomhed også zen. Hvad ved jeg? Nogle gange skal kristne mennesker slappe lidt af. Slooow down. For mig sker det første møde med Gud i væren, ikke i handling. Det første vi skal gøre er at stoppe med at prøve. Overgivelse er allerførste skridt. Ligesom søndag er den første dag på ugen. Det kan være fuldstændigt ligegyldigt, om skabelsen nogensinde har fundet sted på syv dage osv. pointen med det her er, at vi må starte med en hviledag, altid! Og det gjorde Gud også. For hvordan vil du skabe, hvis du ikke kan være? Vi er besatte af at skabe og handle og gøre, og nu skal vi frelse hele verden. Men prøv lige at starte med at gøre ingenting. Du skal nok få masser af opgaver senere hen, så du kan føle dig vigtig. Men først må du opgive alt. Så vi kan blive et.

 

Hverdagsagtigt

Så begynder hverdagen igen i dag! Sådan skrev mange sikkert for en uge siden efter påskeferiens afslutning. Men her vender hverdagen ikke tilbage lige foreløbigt. Hvis den altså nogensinde har eksisteret. Måske er det ok, for jeg har altid haft et meget ambivalent forhold til “hverdagsbegrebet”. Jeg drømte i mange år om, at lære at holde af hverdagen, ligesom den famøse Dan Turell. I stedet har jeg altid hadet hverdagen, i hvert fald i mine ungdomsår. Det hang nok sammen med, at jeg aldrig følte jeg kunne få en hverdag til at fungere for mig selv. Og det skulle man jo. Hvorfor? Det aner jeg ikke. Sådan er det bare, hvis man vil være en rigtig samfundsborger. Nogle mener jo også at det er direkte sundt med faste rutiner, især når man er lidt forstyrret i hovedet. Samtidigt havde jeg også en idé om, at jeg kunne finde en tryghed i hverdagen. Det lykkedes bare aldrig. Med undtagelse af den gang jeg var i kloster, hvor der var faste arbejdsopgaver og tidebønner hver dag, det var virkelig bare dejligt, men selv den hverdag vidste jeg jo var midlertidig.

Min forestilling om hverdagen var i mange år, at det skulle være noget fast og uforanderligt, som aldrig ville forandre sig. Derfor stressede det mig helt vildt når der skete forandringer, hvilket der hele tiden gjorde, især fordi jeg næsten dagligt skulle bryde alt fuldstændigt ned på existentialistisk vis og bygge det op igen. Jeg var ofte på bar bund, måske uden grund under fødderne, og skulle genopfinde mig selv og alt forfra hele tiden. Det var jo naturligt nok meget stressende og belastende.

Hvad så nu? Jeg har aldrig helt sluppet den der følelse af irritation over, at ting hele tiden forandrer sig, herunder min (nu vores) hverdag. Men jeg har virkelig øvet mig i det, og gjort fremskridt. Mere accept, mindre panik – det er nok meget sigende for mit liv lige nu. Før i tiden kunne jeg virkelig gå i panik over alt (og ingenting), og det hænder da stadig engang imellem, at jeg går i selvsving over alt det, jeg ville ønske jeg kunne kontrollere, men som ligger helt uden for min kontrol. Eksempelvis det her med at vi ved at vores nuværende bolig kun er midlertidig, og at vi skal rykke videre på et tidspunkt, måske endda til Jylland. I den forbindelse kan jeg nogle gange godt føle, at alt jeg gør er spild af tid og kræfter, især i forhold til relationer, som i forvejen kan være anstrengende for mig, fordi jeg ved at jeg “smider det hele væk” en dag, om ikke ret lang tid. Så vil jeg hellere lade være med at leve livet indtil jeg kan begynde “mit rigtige liv”. Det er bare så typisk mig: at gå og vente på noget, der kommer (eller ikke kommer), i stedet for at leve nu.

Men det er vel egentligt meget almenmenneskeligt? Det er det der er så fascinerende ved mennesket, at man kan være et helt andet sted end her. Ja, det er syret, men det er rigtigt. Man kan være i så mange forskellige virkeligheder og sindstilstande, og man kan være så utroligt langt væk fra kroppen og jorden. Det har jeg været. Men nu tror jeg at jeg er på vej ned, på den gode måde, og det har jeg i den grad også brug for nu hvor jeg skal bruge det næste år på babypleje. For babyer er jo nærmest 100% instinkt, modsat os voksne, og der ligger altså en interessekonflikt, der vil noget, og som fremkalder alverdens underlige ambivalente følelser og uopfyldte behov. Mere om det en anden gang!

Nå, det jeg egentligt bare ville sige, var, at Valde er startet i dagpleje igen i dag efter to ugers ferie, og det er altså det nærmeste vi kommer hverdagen lige nu. Kalenderen skriver barsel, og det skal nydes! Jeg har allerede brugt de to første uger på at holde ferie sammen med Lassefar og Valde, og selvom vi har forsøgt at have få planer, synes jeg alligevel der er sket lidt for meget. Jeg ved, at der er nogle der keder sig på deres barsel (før fødslen), men det har jeg slet ikke nået endnu, så jeg ser kun frem til det. I dag har jeg bare nydt stilheden (og spillet The Sims i 3 timer). Jeg nyder virkelig den stilhed, der er inde i mit hoved lige nu. Seriøst, der sker intet. Det er et under. Det eneste jeg tænker på er, om jeg tænker på noget. Det må være zen. Sådan da. Så mangler vi bare at få kroppen med. Men det kan nås endnu. Bare vent lidt med at komme ud, baby. Jeg kan sagtens klare to ugers ferie alene. Heldigvis er alt babyrelateret parat, så jeg skal ikke styrte rundt og ordne alt muligt. Min krop er godt nok også øm efter to dage på farten, først til barnedåb og dagen efter til svigermors fødselsdag. I dag skal jeg afslutte 12-trins-kursus, og derefter har jeg så få planer som muligt. Jeg vil nyde min alenetid med god samvittighed. For efter baby går der sandsynligvis meget lang tid før jeg sådan får en hel dag (eller 14) for mig selv igen.

Hvad skal jeg lave?

  • så lidt om muligt
  • sove
  • øve mig i at trække vejret
  • lade som om jeg laver yoga
  • se Spis og Spar, BS & Ægteskabsprøven, Forsidefruer, De Unge Mødre
  • Netflix: Call the midwife, Love, Outlander
  • spise lige hvad jeg har lyst til
  • spille The Sims
  • ligge i ske med min ammepude
  • tage babytøj op af skuffen og sige “nåååååårh”
  • gøre lidt rent før hjemmefødsel – jo, skidt er sundt, men ikke så meget skidt!
  • lave knibeøvelser (husk det nu)
  • udforske boligforeningens svømmehal
  • kigge ud i luften
  • høre Kirsten Birgit
  • spise lidt mere
  • blogge (tro på det)
  • lave skøn og herlig aftensmad til Lassefar
  • lave mad til fryseren – ej, det gider jeg ikke, jeg køber bare noget megadyrt fastfood i Kvickly (seriøst)
  • gå/cykle en tur i solskin
  • lave falsk is-kaffe. nu da jeg ikke drikker kaffe mere, kan jeg altid lave en milkshake
  • spille orgel
  • tage små stofbleer ud af reolen og sige endnu mere “nåååååååårh”

Det bliver godt!!

Hjemmefødsel

God skøn og herlig morgen! Solen skinner, og jeg har nydt roen den sidste halvanden time, mens Lassefar og Valde sover videre.

I dag er en særlig dag, fordi jeg nu er 37 fulde uger henne i min graviditet. Barnet er nu færdigbagt, eller det er det ikke helt, men man siger at et barn født fra nu af vil betragtes som inden for termin. Det betyder også at jeg fra i dag af må føde hjemme (det må man fra uge 37+0 til 41+6, hvis man er sund og rask).

HURRA!

Hvorfor føde hjemme?

Da jeg for et par uger siden var til hjemmefødselscafé på Nordsjællands Hospital, indledte jordemoderen med at spørge: hvorfor vil I gerne føde hjemme?

Og hertil er mit umiddelbare svar: hvorfor ikke?

Jeg kan helt ærligt ikke se nogle gode grunde til ikke at gøre det – i mit tilfælde, altså. Omvendt vil jeg hellere spørge, hvorfor skulle jeg ind på et hospital? Det kan der være mange gode grunde til, men de opstår måske først når fødslen er gået igang, så lad os vente og se til den tid. En anden grund er, at jeg sidste gang planlagde en hjemmefødsel, men endte med at blive overflyttet. Det var selvfølgelig ærgerligt, men på samme tid også en god erfaring, for nu har jeg prøvet at være i fødsel i to forskellige miljøer; hjemme og på hospitalet, og derfor kan jeg bedre vurdere, hvad jeg synes bedst om.

Jeg kunne helt klart bedst lide atmosfæren derhjemme, og jeg synes også der var mere plads til at manden kunne være med. For derhjemme havde vi en stor seng, og han var mere på hjemmebane, men på fødestuen var der kun en lillebitte briks til mig, og manden blev bare smidt over i et hjørne. Dertil kommer at jeg virkelig ikke kan fordrage hospitaler, og nærmest føler mig syg i det øjeblik jeg træder ind ad døren. Oplevelsen med at være “lænket” til diverse ting (CTG og drop) gjorde ikke ligefrem oplevelsen bedre. Og bare tanken om, at der er langt kortere vej til diverse medicinske indgreb, skræmmer mig, for så er jeg bange for, at man hurtigere tyr til dem.

Netop fordi jeg blev overflyttet, og oplevede den ubehagelige køretur, er jeg denne gang endnu mere opsat på, at jeg gerne vil slippe for at skulle ud at køre. For det første ville det være besværligt, da vi ikke har egen bil. For det andet bliver man hurtigt sendt hjem som flergangsfødende, så vi ville skulle ud at køre uanset hvad. Og hvis det sker, så sker det, men jeg vil gerne undgå det, hvis jeg kan.

Forberedelse

Eftersom vi har prøvet at forberede os til en hjemmefødsel før, har vi taget det meget afslappet denne gang. I teorien behøver man ikke noget udstyr, som man ikke allerede har i hjemmet. Det vigtigste er et arbejdsbord til jordemoderen, lidt mad, et håndklæde til at pakke barnet ind i, og nogle gamle tekstiler, der gerne må blive beskidte. Samt et toilet, som jordemoderen kan benytte uforstyrret. Det grinte jeg lidt ad indvendigt, da vi fik det at vide til hjemmefødselscaféen, men det er faktisk sket, at en jordemoder ikke kunne få lov til at tisse (i fred) under en hel vagt, fordi badeværelset var spærret af fødekarret, og det er jo synd. Desuden skal man have mad til jordemoderen, hvilket jeg godt kan synes er lidt mærkeligt, altså de fleste mennesker kan godt finde ud af selv at tage en madpakke med på arbejde, men vi må finde på noget hurtigt og nemt, evt. noget vi kan have i fryseren.

Når det er sagt er der selvfølgelig også ting, som det er “nice to have”. En af dem er afdækning af møbler/seng. Sidste gang købte vi et stort vådliggerlagen i Jysk i metermål, som vi lagde på sengen, og efterfølgende klippede vi det op i mindre stykker, som kunne bruges i barnevogn, vugge og tremmeseng. Denne gang bruger vi bare noget afdækningsplast, vi har i kælderen fra et malerprojekt, til at afdække sofaen og tæppet i stuen. Der er så lidt plads i vores soveværelse, at jeg regner med fødslen skal foregå i stuen. Derudover har vi en hel sæk med gamle håndklæder fra sidste gang.

Andre ting der er nice to have: varmepude, saftevand, snacks, kamera – og en fødselshjælper. Din jordemoder spørger dig om hun må tage en studerende med, og det har vi valgt at takke ja til. Jeg var meget glad for det sidste gang, og faktisk var det den studerende der varetog stort set hele fødslen, mens den garvede jordemoder så til (og strikkede). Sidste gang havde jeg også en veninde med som hjælper, hvilket vi har fravalgt denne gang, da jeg synes det blev lidt for mange mennesker.

Hjemmefødselscafé

For to år siden var det normalt, at man fik besøg af sin jordemoder i hjemmet omkring uge 36, så man sammen kunne snakke om og planlægge hjemmefødslen, men det er (surprise!) sparet væk. I stedet har nogle hospitaler en hjemmefødselscafé (uden kaffe!!), som man skal deltage i for at få lov til at føde hjemme. Her mødes man med andre par, som alle er interesserede i hjemmefødsel (man behøver ikke have taget beslutningen på forhånd), og så er der en jordemoder, som giver nogle informationer. Men jeg oplevede det mere som om, hun opfordrede til debat, så hun fik faktisk ikke sagt ret meget. Det gjorde de angstfyldte førstegangsforældre og de selvsikre tredjegangsforældre derimod. En førstegangsfar ville gerne snakke om alle de skrækscenarier, han havde i sit hoved, og tredjegangsforældrene ville gerne give alle andre gode råd. Så jeg synes egentligt ikke jeg fik noget ud af det eller blev klogere overhovedet. Lidt brugbart fik man dog med hjem: hospitalets liste over ting, der er gode at have til fødslen, og en lækker pakke med forskellige ting til en hjemmefødsel (kan hentes oppe på fødegangen fra man er i uge 37, jeg gjorde det dog før, da jeg ikke sådan lige kommer forbi Hillerød). Med denne lækre pose har du alt, du skal bruge, og meget af det jordemoderen skal bruge, som de åbenbart ikke selv har med. I modsætning til Herlev Hospital, hvor man fik en flot blå stofpose, får man på Hillerød bare en gennemsigtig plastikpose, som man så kan spankulere gennem byen med, mens folk kigger på dine voksenbleer. Jeg er dog meget glad for posen, da jeg sidste gang selv skulle betale for Klyx i dyre domme.

Hjemmefødselspakken: 5 “voksenbleer”, 2 tykke bind, netunderbukser ,plastikhandsker, 5 sterile/sugende underlag, navleklemme, 2x klyx (lavement), 1 pakke skumklude, sort affaldssæk

Tro på det

Man skal være ret optimistisk for at føde hjemme. For mange spørger: hvad nu hvis der går noget galt? Er du ikke bange for at blive overflyttet igen? Nej, jeg er nødt til at tro og håbe det bedste. Selvom det da er lidt nervepirrende at hospitalet denne gang ligger 17 km fra vores hjem i stedet for 3 km sidste gang. Men jordemødrene reagerer på det mindste faresignal, og desuden føder de fleste jordemødre selv hjemme, så mon ikke man trygt kan slappe af. Vi vil i hvert fald gøre forsøget (igen).

37+0 og en tur på stranden

 

Offline påske

Glædelig opstandelse! Og hverdags-tirsdag, og alt det der…

Årets flotteste påskeæg

Jo, jeg har hygget mig i påsken. Har spist ca. 15 tarteletter og drukket en masse cola. Er jeg den eneste der er helt smadret i dag? Det er hårdt at holde påskeferie, det er det altså! Selvom i år var første gang i 10 år jeg ikke havde forpligtelser som kirkesanger i påsken. Det var dejligt at holde fri, men jeg savnede kirken lidt, især langfredag. Påskesøndag slog jeg vejen forbi min mors lokale kirke, og det var ganske dejligt. Der er altid god musik i kirkerne i Esbjerg, seriøst, standarden er så høj i hver og en af dem. Der var kor og violin, og organisten var den afslappede type, som spillede i adidas-træningsbukser. Men min pointe til jer unge mennesker derude er: man skal ikke sætte sig på forreste række, hvis man er typen der græder i kirken! Det er altså pinligt, synes jeg. Og det var sådan en kirke, hvor bænkene vender mod hinanden, så alle kunne se mig. I det mindste havde jeg maven som undskyldning.

Anyways! Jeg har været offline i 5 dage! Så nu har jeg optjent point i den lille røde “dygtigt-moderne-menneske”-bog. For det kan godt være I troede det var umoderne at være offline, men det er lige omvendt. Hvis du gør det, så er du bare endnu mere moderne. Nå, men det var egentligt slet ikke planlagt, og så ville det nok hellere ikke være sket. Onsdag da vi ankom til Jylland forsøgte jeg at gå på wi-fi hos mine bedsteforældre, men da min tablet ikke kunne huske netværket, greb jeg chancen for at være offline lidt. Altså ikke sådan helt afkoblet fra hele internettet, bare de sociale medier: instagram, facebook og blogs. Netflix og google tæller ikke! Da der så var gået to dage tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne fortsætte. Tredjedagen var jeg lettere irriteret. Jeg ved ikke om jeg savnede det, jo, det gjorde jeg nok. Hver gang jeg mødte en ubehagelig følelse havde jeg lyst til at “tjekke ind” for at tænke på noget andet. Eller bare fordi det er en vane, som giver tryghed. Men jeg gjorde det ikke!!!

Og hvad så? Er jeg så dygtig nu? Er jeg blevet mere frelst? Næh, og derfor valgte jeg også at bryde min afholdenhed i går eftermiddags. Til dels også fordi jeg havde ondt af Lassefar, som havde fået en meget sur kone. Faktisk var det en ren næstekærlig handling at jeg loggede på igen! På den sidste dag var jeg så anti-zen som man kan være. Som om det at holde familieferie ikke var opslidende nok i sig selv?! Så skulle man pludselig også forholde sig til virkeligheden hele tiden. Det kan da umuligt være sundt?

Og hvad var der så sket på nettet? Ikke en skid. Ikke noget interessant i hvert fald. Men min hjerne blev alligevel lidt glad af at være online igen, og det er ok. Jeg gider ikke det der enten-eller-pis mere. Men selvfølgelig er det sundt at koble af engang imellem. Så kan der blive tid til at lave nogle andre ting og man kan bruge hjernen anderledes. Som fx lægge puslespil, læse en bog, se netflix, sove middagslur, og spille The Sims!

Jep, jeg har genopdaget glæden ved min barndoms yndlingsspil, og der er kommet en ny sæson af Outlander, så jeg skal absolut ikke være offline det næste stykke tid. Dog er facebook ikke længere så fristende som før, så lidt frelst er jeg altså blevet.

Hvad vi har lavet i ferien? Det er ikke særligt interessant. Men her er et lille udpluk:

Kvalitetstid – popcorn over bål
Valdemar samler påskeæg i oldeforældrenes have
Lassefar leger fotograf
Fraklip – virkeligheden er ikke køn

 

Fødselstasken

Her midt i den sidste opgave-slutspurt, kan der godt blive plads til en overspringshandling eller to. I dag har jeg fået pakket hospitalstasken. Jeg håber selvfølgelig ikke jeg får brug for den, da jeg vil føde hjemme. Jeg vil dog gerne undgå at skulle stå og pakke midt i fødslen i en overførsels-situation som sidst. Her må jeg indrømme at jeg er overtroisk: sidste gang nægtede jeg at pakke en taske, fordi jeg troede det ville bringe uheld. Men det gjorde vist hverken fra eller til. Det var bare lettere stressende at skulle fortælle manden hvad han skulle pakke når jeg selv var lidt forvirret og i øvrigt meget langt henne i fødslens forløb. Og skulle stå og forholde mig til om vi skulle have autostol med eller ville tage bussen hjem igen. Heldigvis boede vi meget tæt på hospitalet, og svigermor kørte Lassefar hjem efter fødslen for at hente nogle ting, og jeg må sige der var charme over hans pakkeevner: en stor, gennemsigtig plastiksæk med alverdens babytøj, han nu lige kunne samle sammen.

Nu tror Lassefar så til gengæld at hvis man har pakket tasken, bliver det en god hjemmefødsel. Ligesom det aldrig begynder at regne den dag man endelig har taget regntøj med i tasken. Så nu er den altså pakket, og det er også meget hyggeligt.

Da vi har planer om at kaste os ud i projekt stofbleer igen, har jeg pakket nogle covers, som kan bruges udenpå hospitalets stofbleer/gylpeklude. Jeg har også pakket to formsyede bleer for nemhedens skyld. Men det er ikke fordi jeg har et princip om, at hendes første ble skal være en stofble. Hvis alt er kaos og forvirring eller vi skal blive i flere dage, regner vi med bare at bruge engangsbleer i starten.

Hvad har vi med?

Til baby:

  • Et tyndt tæppe – det kan jo være varmt i maj
  • Babydyne
  • To gylpeklude: en lille til gylp (på hjemturen) og en stor, der kan bruges som svøb
  • To pul-covers (til at tage udenpå stofbleer)
  • Et par uldblebukser
  • 2 formsyede bleer og en snappi nappi (smart lukkedims til stofbleer)
  • Et sæt tøj i str. 50 – de lyserøde bukser var Birkaline/Mini-Tahinis første par bukser!
  • Et sæt tøj i str. 56 – body, huen og striktrøjen var Valdemars første sæt tøj. Jeg kan desværre ikke finde de bukser, han havde på. Striktrøjen havde baby-Lassefar også på, da han skulle hjem fra hospitalet
  • 2 par sokker og 1 par strikkede futter

Til mor:

  • 2 ammetoppe
  • 1 par løse bukser
  • 1 t-shirt
  • sokker
  • ammeindlæg – har forkælet mig selv med en lille gave i form af nye øko hamp/fleece-ammeindlæg
  • læbepomade – meget vigtigt! Man kan seriøst godt skrige sine læber i stykker.

Så nu er vi klar. Fik jeg nævnt at jeg er utålmodig?!

Valdemar – bare fordi han er sød

 

 

Lørdag som græsenke

Mor er træt. Meget træt. Faktisk kan jeg næsten ikke holde øjnene åbne. Jeg er alene hjemme med barnet i weekenden, fordi Lassefar er taget på weekend med fagforeningen. Jeg er ikke helt vildt med tidspunktet, da jeg jo egentligt er midt i en eksamensopgave, men jeg under ham det nu, for han er stort set aldrig væk.

Det er nu også meget hyggeligt at være alene hjemme, så vi kan fylde hele sengen, og Valde kan sove på tværs med hovedet i min armhule. Vi havde en god morgen, hvor Valde sov til kl. 7.30 og derefter legede lidt selv, så mor kunne drikke kaffe osv.

Mit projekt i dag var at køre Valde træt, så jeg forhåbentligt kunne få lidt fritid senere. Det er bare farligt at forsøge at køre et barn træt, for man bliver selv enormt træt i processen. Først var vi på biblioteket for at lege og der var pop-up værksted, hvor Valde malede et påskeæg. Det er altså sjovt det der værksted, også for voksne. For to uger siden brugte Lassefar en del tid på at lave en eller anden dims, og en anden gang var det en fastelavnsmaske. Derefter tog vi i svømmehallen. Noget jeg nu er kommet i tanke om, hvorfor jeg sjældent gør. Og hvorfor jeg ikke gider gå til babysvømning med nr. to. Ja, det er den sikre vej til at gøre børn trætte, men hold nu op hvor er jeg også selv smadret når jeg kommer op af vandet. Og så er det altså bare besværligt. Men hyggeligt. Og jeg fik udforsket en ny del af vores lokalområde: Hørsholm-hallerne. Det er åbenbart her store dele af Hørsholms befolkning hænger ud om lørdagen, enten fordi de er med deres børn til sport eller selv laver noget. Der er en kæmpe tennis-klub. Det er altså ikke bare fordomme, tennis og golf er kæmpestort heroppe i Nordsjælland. Efter svømning havde jeg seriøst meget lyst til pommes frites, og det eneste sted jeg fik at vide der muligvis var noget mad, var tennishallen, men jeg turde ikke gå derind og møde alle de rige mennesker, haha. Nå, min strategi virkede, bare ikke på Valde. Han faldt i søvn på vej hjem og jeg havde troet han ville sove tre timer. Men nu efter halvanden time er han frisk, og jeg, knap så meget.. og den første time brugte jeg på at komme hjem. Nu sidder Valde ved siden af mig og spiser chips og jordbær og ser Charlie og Chokoladefabrikken, så det er hyggeligt. Jeg er bare glad for at jeg har fået ham overtalt til at se noget andet end Paw Patrol og Dora the Explorer for en gangs skyld.

Nå, den opgave der… det søde studieliv handler meget om at tænke på det, man burde gøre. Jeg tror alle kender det der med, at man har en uge til at skrive en opgave, og de første tre dage sidder man nærmest bare og kigger ud i luften (eller på sin computer). Det er obligatorisk.  I går sad jeg hele dagen på Hvidovre bibliotek. Det er en tradition når jeg skriver opgave. Ja, det lyder underligt, men sådan er det bare. I forbindelse med hver eneste opgave jeg har skrevet efter jeg fik Valde, har jeg siddet en dag på i Hvidovre, mens han har været hos farmor. Og til frokost skal jeg op til min “gamle” falafelmand ved stationen, som er den samme som da jeg boede på kollegie der for mange år siden. I går måtte jeg virkelig stramme ballerne og fik skrevet 5 sider, altså halvdelen af opgaven. Jeg får jo nok heller ikke lavet noget her i weekenden, og på tirsdag skal jeg både til jordemoder og 12-trins-kursus (vi er allerede på trin 11!). Så jeg vil virkelig gerne aflevere mandag, jeg er bare spændt på hvor “frisk” jeg er efter sådan en weekend her. Jeg har virkelig brug for at slappe lidt af tirsdag, hvis jeg nogensinde skal overleve påskeferie i Jylland. Nå, vi tager slutspurten når tid er. Mit liv er utroligt hårdt, ikke? Jeg tænkte at jeg måske burde kaste et blik på opgaven, men havde en idé om at tiden ville være bedre investeret i afslapning, hvis jeg skal overleve hele weekenden. Nu er det problem løst helt af sig selv, jeg nåede det ikke, og behøver derfor ikke tænke mere på det. Hvis jeg nogensinde får barn nr. tre, vil jeg altså arbejde i det offentlige, så jeg kan få barsel 8 uger før. Ellers magter jeg det slet ikke.

Apropos manglende pommes frites kommer her en liste over ting, der virkelig kan pisse mig af:

Caféer uden kaffe – lad nu være med at kalde noget for “café”, hvis der ikke er kaffe! Er det ikke det første man forventer? Jeg kan huske at jeg engang var til barselscafé på Gladsaxe Bibliotek, og der var ikke en eneste dråbe kaffe. Det lod til at alle de andre mødre/fædre var ligeglade, men jeg var virkelig skuffet. Der er bare ikke noget så udmattende som en uslukket kaffetørst, og når man så virkelig har sat sine smagsløg op efter en tår. Så sent som i onsdags var jeg til “Hjemmefødselscafé” på Nordsjællands Hospital, hvor jeg helt ærligt også havde forventet kaffe. Der var hverken vådt eller tørt, og så kan man altså ikke kalde det en café. Det eneste café-agtige var at folk snakkede utroligt meget, og det er altså mega nederen medmindre der er kaffe.

Svømmehaller uden friture – det er bare så forkert! Seriøst, i Jylland kan man altid få sig en omgang pommes efter endt svømmetur. Men ikke i Hørsholm. Der var kun et eller andet fancy cafeteria, som desuden var lukket. Det er næsten tortur.

Svømmehaller hvor baby/varmtvandsbassinet ikke har en højde, så forældrene kan stå op i det. Man få ondt alle mulige steder af at stå i underlige stillinger og desuden fryser man, fordi kun halvdelen af ens krop er dækket. Ja, det er både i Hørsholm, Avedøre og Gladsaxe at dette sørgelige fænomen forekommer, og jeg kommer ikke tilbage!

Nu kan jeg ikke finde på mere.. jeg er åbenbart meget positivt stemt i dag.

Resten af dagen skal bruges på at smug-sove ved siden af tv-kiggende barn. Ja, det er god opdragelse. Hyg jer.

P.S. Jeg fik pommes nede på stationen i stedet for, hvor jeg snakkede lidt med en semi gangsta-fyr, fordi jeg synes han lignede en, der trængte til at snakke med nogen. Efter lidt tid spørger han: “er det din kæreste der sidder derovre på bænken med barnet?”, hvortil jeg tørt konstaterer “næh, mit barn står der, og min mand er taget til Svendborg med fagforeningen”. Havde jeg ikke haft en kæmpe gravid mave var der måske grobund for en lille flirt! Haha, ej, nok ikke.. jeg gjorde jo bare min kristne pligt. Og det er blandt andet at snakke med folk, som har brug for det.

P.P.S. Ja, jeg fik også pommes i går. To gange.

 

 

Dovenskab

Nu skal jeg lave noget seriøst. Synes også jeg skrev det for 3 uger siden? Men nu er det alvor. Tiden er ved at løbe fra mig. Opgaven skal afleveres på onsdag. Ak, det søde studieliv. Vi laver ingenting og har ingen penge, men tilgengæld er vi også altid stressede. Lige nu leger jeg dog at jeg er på barsel, og gider slet ikke stresse over det her. Problemet er bare, at jeg er blevet lidt for god til at slappe af, og har endnu ikke fået produceret noget i dag. Men lidt har jeg da lavet:

  • puttet med Valde
  • lavet rødbede-æble-ingefær-gulerods-juice. Valde gad ikke drikke ren æblejuice, og insisterede “rødbede i!!!” – mærkeligt barn. Eller bare en rigtigt veganer.
  • afleveret barn i legestuen til direktørtid
  • hentet min fine retro-pusletaske og sendt en pakke afsted med wetbags og rispapir
  • købt ind i Netto
  • var hjemme kl. 10.30 og tænkte “NU skal det være”. Men først skulle jeg liiige:
  • spise en sandwich med delle, mayo, agurk, salat, tomat, peberfrugt, chilisauce, spidskål
  • tjekke instagram og facebook. 100 gange
  • hænge vasketøj op
  • læse blogs
  • se Aftenshowet
  • spise en sandwich mere (og drikke COLA)
  • se “Rigtige Mænd”
  • lave iskaffe

Men jeg har også fået lavet en disposition over min opgave, og nu vil jeg lige få transskriberet mit interview færdigt, og så skal jeg altså i gang med at skrive. 10 sider til på onsdag, og Lassefar er væk i weekenden, så der ryger lige to dage. Hurra. Og nu skal I lige have en deskfie, for det er moderne:

Et flashback til min kollegietid – en rigtig studenterfrokost
Min flotte pusletaske

Er mit liv ikke bare spændende?!

Solskin = vasketøj

Da jeg ikke har noget fornuftigt at skrive, kan jeg jo bringe et par billeder. For to uger siden skinnede solen sådan rigtigt forårsagtigt, og når solen skinner får jeg en stor trang til at vaske noget tøj. Samtidigt skulle det fejres, at jeg endelig havde nået bunden på alle vasketøjskurvene (ak, en husmoders mange glæder), og derfor tillod jeg mig selv at gå igang med at vaske babytøjet. Jeg ville have ventet lidt. For det første fordi jeg synes man er lettere sindssyg, hvis man har alt klar lang tid før termin, og for det andet fordi jeg var bange for at kede mig i løbet af mine fire ugers barsel før baby, så jeg skulle have noget at lave. HA! Jeg var naiv. Efterfølgende blev jeg ramt af en træthed så styg, fysisk såvel som eksistentiel. Nu frygter jeg i hvert fald ikke at komme til at kede mig, og jeg ved godt hvad jeg skal lave: ingenting! Så nu er jeg faktisk glad for at tøjet er klar, ligesom alt andet, undtagen Valdemars nye seng. Som I kan se på billederne, må jeg indrømme, at jeg har opgivet projekt “kønsneutral baby”. Jeg sværgede for det første at jeg aldrig ville vide kønnet på forhånd, og dernæst, at jeg i hvert fald ikke ville blive sådan en, der købte lilla/lyserødt/pink tøj til min pige. Men så blev jeg normal. Undskyld til mit gamle jeg. I det mindste er det alt det lyserøde vi har, som hænger der. Og det er fra genbrug! (Det skal jo nok hjælpe)

“Pigetøj”, og ja, Valde bruge også noget af det.

Masser af blot tøj. Der var også en hvid vask derudover.

Opløsning

Jeg er nu gået ind i uge 35 af graviditeten, og har ramt muren. Det gjorde jeg for en uge siden. Jeg er træt. Ikke bare lidt, men træt som i “jeg føler jeg besvimer, hvis jeg skal tage endnu et skridt”, og alt fremstår som meget uoverskueligt. Sådan har det været i tre uger nu, og først var det bare kroppen, men nu også hjernen. Sidste søndag kortsluttede det deroppe. Alt var bare for meget. Udløst af at bussen kørte forbi mig, hvorefter jeg græd i en time og ikke kunne stoppe. Siden da har jeg haft endnu et større sammenbrud, og nogle mindre. Der er bare ikke mere mentalt overskud tilbage overhovedet. Jeg har meget svært ved at rumme andre mennesker, og kan knap nok rumme alt det, jeg skal. Jeg har virkelig lyst til at aflyse alle planer fra nu af. Men der er også lige en eksamensopgave der skal skrives, og det stresser mig helt vildt. Især fordi jeg ved, at jeg forvandler mig til et uudholdeligt menneske når jeg er i eksamensperiode. Og lige nu er jeg lettere anstrengende på forhånd. Jeg kan godt mærke nu, at jeg ikke bliver den friske type ligesom sidste gang, som cyklede til folkekøkken aftenen før jeg fødte, var med til at arrangere retræte 5 uger før, og holdt stor velgørenheds-fødselsdagsfest 2 uger før. Denne gang har jeg bare brug for at kigge indad, jeg tror det må være noget instinktivt. Beskytterinstinkt, redebyggeri.

Det værste er følelsen af, at man ikke må føle det, man gør. Som gravid er der mange forbudte følelser. Det forventes jo at man er glad, især over for de ufrivilligt barnløse, der kan man ikke brokke sig. Men jeg føler mig bare udbrændt og fyldt af rædsel. Jeg føler virkelig at jeg ikke magter opgaven. Men jeg ved også godt, at det “bare” er hormonelt, for jeg havde det præcis sådan i første trimester også, hvorimod jeg havde meget gåpåmod senere hen. Der er bare ikke plads til nogen eller noget i mit liv lige nu, kun lige Valde. Og alt stresser mig.

Det andet værste er ensomheden. Den her tilstand minder mig om, hvordan jeg havde det i mange år, hvor jeg altid var udmattet på alle måder. Ensomheden var stor, for ingen forstod det, især fordi jeg ikke kunne forklare det, og fordi man ikke kunne se det. På den måde er det lettere nu, for det har en fysisk årsag, folk kan se min tunge krop, og få medlidenhed med mig. Ingen siger “tag dig nu sammen”. Jeg er ikke syg i hovedet, bare gravid, og det er en kæmpe lettelse, efter i mange år at have kæmpet mig fri af det label. Men derfor er det stadig et ubehageligt flashback til fortiden.

Der er også ensomheden i forbindelse med moderskabet og det ansvar der følger med, og jeg frygter at det kun bliver værre når baby nr. to kommer. Jeg syntes ikke det var svært at have en baby, men jeg syntes det var svært at have en baby og et parforhold. Jeg havde aldrig drømt om, at det at amme, kunne fremhæve de traditionelle kønsroller så meget, som jeg synes det gjorde. “Mænd kan alt andet end at amme” ja, det er rigtigt, men nogle gange laver man ikke andet de første par uger/måneder man har et spædbarn. Mere om det en anden gang. Desuden handler det nok også om, at jeg som mor skal være god til at give opgaver fra mig og lade faren tage over, hvilket kan være en udfordring, for på det punkt følte jeg mig meget splittet. På den ene side kunne jeg nogle gange få spat af at være mælkebank og have kropskontakt 24/7, men på den anden side savnede jeg barnet bare jeg gik i bad, og kunne slet ikke klare tanken om at overgive ham til andre. Moderskabet er generelt bare præget af ambivalente følelser for mit vedkommende, og det kan virkelig forvirre en mand, tror jeg. Derfor er fristelsen stor i at skåne ham for det og fryse ham ude i stedet for. Men lad os nu se hvordan det bliver denne her gang. Den tid, den glæde, som man siger…

En anden ting er, at jeg føler børnene er en afbrydelse i mit liv, en forhindring (det føler jeg selvfølgelig ikke konstant, hvis Mommy-police skulle spørge). Denne følelse hader jeg virkelig, og jeg hader samfundet for at have påvirket mig i den retning. Jeg er jo så hjernevasket med, at man bare skal sørge for at få en uddannelse og et arbejde og realisere sig selv. Det har været svært for mig at acceptere, at jeg nu skal rive (endnu) et år ud af kalenderen, og må sætte alle mine projekter på standby. Faktisk føler jeg at jeg har spildt mit liv. Først en masse år på at have det dårligt, og derefter på et studie, jeg aldrig rigtigt har været motiveret for. Ikke fordi det er spild, for man lærer jo sindssygt meget undervejs, men jeg føler bare, at jeg aldrig blev til noget. At jeg fik udnyttet mine talenter. Mine tanker om studievalg og så videre, vil jeg dele en anden dag. Det her afspejler nok min ambivalens meget godt, for der er også dage og måneder, hvor jeg ser mit barn som en gave, en velsignelse og som det fedeste, man kan opleve. Begge dele er ok. Problemet er bare, at jeg føler jeg burde føle på én bestemt måde, at jeg burde være enten-eller. Men jeg kan godt mærke jo ældre jeg bliver (voksen-kliché), jo mere udviskes det sort-hvide og der kommer flere og flere gråzoner, og det er ikke trist, det er godt. Især for mig. Jeg har bare stadig den der følelse af, at jeg burde føle mig hjemme enten i den ene eller den anden grøft, enten som totalt “hjemmegående-jeg-mangler-intet-for-mine-børn-giver-mig-alt” eller som “jeg-har-det-helt-fint-med-at-køre-karriere-super-moderne-mor”.

Men det er jeg ikke. Jeg er bare et moderne menneske i et moderne samfund, og det må jeg lære at acceptere. Her findes ingen nemme pakkeløsninger, alt er til forhandling, nu og altid. Og det er ok. Det er også helt ok at gå i opløsning som menneske, og noget, jeg tror man har brug for en gang imellem. Jeg har som sådan ikke noget imod det, for hvis man omfavner det, kan man få en masse ud af det. Men det ville bare være nemmere, hvis det var mere acceptabelt at gå i opløsning. Det oplever jeg nemlig, at man ikke må. Man skal holde fast i sig selv, sin identitet, sine idealer, fortsætte sit arbejde, være produktiv osv. Og det er noget pis! Stop det nu og lad mig overgive mig til chi, flowet, hvad det nu hedder.

Modstand gør det kun værre. Jeg tror mange mennesker ville have det meget bedre, hvis de fik lov til (eller gav sig selv lov til) at føle det, de gør. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg var “syg i hovedet”. Jeg vil vove at påstå at 25% af det var en reel forstyrrelse i hjernen/psyken, og de resterende 75% var unaturlig, krampagtig, destruktiv modstand mod det, der var. Jeg var i konstant krig og kamp med mig selv og mine følelser, og intet var ok, alt var forkert, jeg måtte ikke være, som jeg var. Den dag jeg for første gang, i et splitsekund måske bare, accepterede det der var, og gav mig lov til at være, som jeg er, var livsforvandlende. Al den her krig for krigens skyld, gavner ingen. Al den krampagtige holden fast i ting, når alt er forgængeligt. Al den “jeg må ikke”-tankegang, når hjernen ikke kan forstå ikke. Al den såkaldte positive psykologi, som er ligeså forfærdelig og krampagtig og unaturlig som alt andet… alt dette forhindrer os i at leve livet, at opleve flow, at opleve kærlighed. Vi tror at det kræver en kæmpe indsats, men nogle gange ville udbyttet faktisk blive større, hvis man anstrengte sig mindre. Derfor er jeg taoist (blandt meget andet) i dag.

Lad os holde på vores ret til at gå i opløsning!