I stedet for at være på Instagram, har jeg..

  • Ladet min dårlige humor gå ud over Lassefar
  • opført irriterende monologer og sange for min familie (i stedet for på InstaStory)
  • læst en bog! (“Og sådan blev det” af Maren Uthaug, nu er den givet videre til et bog-bytte-skab på Fur)
  • skrevet en sms rundt til alle mine venner, når der er sket noget i mit liv
  • som fx “Så er vi hjemme!” og “Idag har jeg spist falafel” – det virker bare mere interessant på Facebook/snapchat/insta
  • set TV på et rigtigt fjernsyn, også kaldet flow-tv (i vores feriehus, jeg savner det nu)
  • gået en aftentur
  • spillet klaver
  • ærgret mig over, at den jordbærtærte, jeg lavede på vores bryllupsdag i onsdags, ikke blev foreviget på et socialt medie – så virker det som spild af tid. Men den smagte godt!
  • spist varm mad
  • lært at være mere ligeglad med, hvad andre går og laver
  • indset, at mit liv ikke er så spændende alligevel

Stofble-situationen og andre trivialiteter

Her er en lille hverdags-update. Jeg sidder i sengen og har lige fået en lille middagslur. Eva Luna ligger ved siden af, og Valdemar sover i klapvognen ude på terrassen. I dag er en grå regnvejrsdag, men ellers har sommeren været god mod os. I tirsdags var vi på Frilandsmuseet, og i går badede jeg i Furesø, og fik mig lidt tan! I morgen drager vi på ferie. Først til Odense for at besøge Tahini og derefter en uge til Fur, som afsluttes med 80-års-fødselsdag hos bonus-bedste/olde. Og vi har lejet en bil, halleluja!

Mit “projekt bliv hjemme” gik rigtigt godt. I løbet af 11 dage var vi kun et lille smut i Hørsholm og ellers bare hjemme i Kokkedal.

Vi har holdt 3 ugers pause fra stobleerne, fordi vi var ved at drukne i vasketøj. Men for nyligt blev jeg træt af at bruge penge på bleer, af at Lassefar ikke kunne kende forskel på Eva og Valdes bleer (bleerne fra nemlig.com har samme motiv i alle størrelser), og jeg blev irriteret over forbruget af plastikposer, og lugten af engangsbleer, valgte vi at give stofbleerne endnu en chance. Dog kun på deltid, da mange af vores gamle bleer desværre var blevet utætte, så vi kun havde ca. 10 velfungerende bleer. Men som en engel sendt fra himlen kom min gamle veninde, som også hedder Eva, forbi i dag med en hel kæmpe kasse fuld af stofbleer! Så nu bliver det sjovere, både med bleer, der ikke er utætte, og fordi de er flotte. Og eftersom Eva (babyen) nu kun skider 1 gang om dagen, behøver vi ikke drukne i vasketøj. Desuden er jeg begyndt at bruge Elimination Communication (google det), så det sparer også lidt på bleerne.

En karma-kasse med stofbleer

Derudover har hun også lånt mig to fastvikler. Jeg har haft lidt problemer med at få bundet min Little Frog-vikle, det var som om den ikke kunne blive stram nok, og det ene ben hang. Den af viklerne jeg har prøvet sidder meget bedre, fordi den nok er gået mere til, og så er der en lille smule stræk i stoffet, hvilket er lækkert. Den skal med på ferie!

I dag er Eva Luna to måneder! Vi har haft besøg af sundhedsplejersken, og Eva vejer 6,1 kg og er 62 cm lang. Hun bruger str 68 i tøj. Meget af det tøj, hun kan passe nu, brugte Valdemar, da han var 5-6 måneder gammel. Spændende, ikke? Hun er så skøn og dejlig, græder stadig om aftenen, men ikke så meget mere.

To dejlige vikler – en Kindsknopf og en Didymos (den gule)

Nå ja, lige en anden interessant ting! Jeg var blevet alt for afhængig af Instastory (nok fordi jeg havde fans, haha!), så nu er jeg gået offline, i hver fald fra Facebook og Instagram. Man skal nemlig huske at skrive på nettet, at man går offline, det skal alle jo vide, da det er meget interessant. På min ferie ville jeg automatisk være offline, da jeg ikke har en smart-telefon, og ikke medbringer tablet eller computer, men jeg tænkte jeg ville varme op en uge før ferien, da jeg ellers ville blive for abstinens-agtig og irriterende at være sammen med (bliver jeg nok alligevel, stakkels mand!).

Men hey, kan vi lige snakke om eskapisme? Jeg er træt af den diskurs der hersker omkring “tiden før internettet”. Forestillingen om at man dengang altid var til stede i nuet og kiggede hinanden dybt i øjnene hver aften. For det første var der ikke rigtigt noget der hed fritid, mig-tid eller alenetid. For det andet har man bare haft andre måder at flygte fra virkeligheden på, og helt ærligt, hvem har ikke brug for det engang imellem? Jeg går selv meget ind for nærvær og nuets kraft og bla bla, men jeg er træt af “nærværs-tyranniet”. Du skal være i nuet hele tiden, men vi ved jo allesammen godt at det er umuligt. Nogle gange har man bare brug for at få den såkaldte virkelighed lidt på afstand. I gamle dage læste man fx en bog, når man havde brug for at glide ind i en anden verden, men der var da ikke nogen der anklagede en for at være en dårlig mor af den grund?! For mig at se er man ligeså meget fraværende om man sidder med en telefon eller en bog. Forskellen er nok, at det er godt for hjernen og fantasien at læse bøger, hvorimod det er bevist, at smart-telefonen kan ødelægge hjernen og koncentrationsevnen. Så gør hvad du vil, men kom ikke og fortæl mig, at der nogensinde har eksisteret mennesker, som ikke har haft behov for at flygte lidt.

Nu vil jeg forsøge at få pakket alle vores ting, og drage på offline-ferie. Hvis jeg forvandler mig til en djævel, kan I glæde jer over, at det ikke går ud over jer (Tahini undtaget). Når vi vender tilbage får vi nok at se til med bedsteforældrebesøg og navngivningsfest, så der bliver nok lidt stille på bloggen. Er I ikke bare helt vildt glade for at vide det?!

Hej hej

Man har et standpunkt til man tager et nyt..

“Jeg vil starte ugen ud med at modsige mig selv” – sådan lød indledningen til dette blogindlæg inde i mit hoved, men jeg har haft ret travlt denne uge, og er desuden på ferie i “virkeligheden”, så jeg har været minimalt online siden i søndags (netflix undtaget!!). Som en efterfølger til mit indlæg 10 gode grunde til at have en barnevogn, vil jeg give en update på barnevogns/slynge-balancen i mit liv. Den er ca. 99% vikle og 1% barnevogn. Det vil sige, at Eva sover alle sine lure i viklen, engang imellem i sengen sammen med mig, og et par gange om ugen ligger hun i klapvognen og kigger på vej hen for at hente Valdemar. Det vil hun gerne nogle gange, men ikke for længe ad gangen.

Hvad er der sket? Jeg er simpelthen blevet afhængig! Det er jo vanedannende, det skidt (eller, det er jo godt). Jeg ved ikke om det er karma eller hvad, men i det sekund, jeg havde trykket “udgiv” på barnevogns-indlægget, blev jeg glad for min vikle! Nu kan jeg slet ikke undvære alt vikleriet, og jeg kan ikke forstå, hvordan jeg bare kunne lægge Valdemar ud og sove i en barnevogn i en ikke-aflåst baggård i Husum i vinterfrost, mens jeg selv sad oppe på 1. sal og slappede af med min babyalarm. Ikke at det er forkert, det her vikle-halløj er bare så meget hyggeligere! Så undskyld, slyngemødre, jeg forstår jer nu! Så ja, man har et standpunkt til man tager et nyt (typisk mig):

Derfor behøver jeg ikke en barnevogn:

1. Oppakning – for det meste er det intet problem for mig at have det, jeg skal bruge i en rygsæk. Når vi er på tur med begge børn har vi klapvognen med, da Valde sover middagslur i den, og så kan vi også have tilsvarende mere med. I forhold til indkøb er jeg begyndt at handle på nettet, så det er heller intet problem.

2. Min krop – Min krop var meget øm (især i bækkenet) de første 3-4 uger efter fødslen, og derfor var det anstrengende at skulle bære mit barn hele tiden, men efter jeg ikke længere har ondt, er jeg begyndt at nyde det meget mere. Nå ja, og så kom jeg i tanke om, at jeg er så heldig at have en mand, som også kan bære barnet.

i strækviklen hos far

3. Skygge om sommeren – Man kan jo bare sætte sig i skyggen, sværere er det ikke!

4. Jeg sveder!!!! – ja, jeg sveder stadig, men det gør jeg altid – baby på maven eller ej.

5. Spille musik – det har jeg ikke fundet en løsning på endnu.. men indtil videre kan jeg godt undvære det.

6. Sove udenfor – der er vist ikke noget belæg for at det skulle være sundere at sove ude frem for inde. Desuden sover baby også udenfor i viklen, hvis jeg er ude.

7. Et sted at lægge baby – jeg har erhvervet mig en vikletai, som er nemmere at binde, når man er på farten, og eksempelvis sidder i en bus. Men sjovt nok blev jeg virkelig glad for min fastvikle efter jeg købte min vikletai, for den er altså mere komfortabel. Det er nok bare et spørgsmål om tilvænning.

Vores flotte Didytai

8. Stofbleer – vi har givet stofbleerne en ny chance, men når jeg er på tur en hel dag eller længere, bruger vi engangsbleer, som ikke fylder så meget.

9. Ligge ned og sove om dagen – løsningen er denne geniale ting: kollektiv middagslur! De dage Eva gider, lægger vi os begge to i sengen og sover. Nogle gange sover hun første halvdel af luren i viklen, og bliver så overflyttet til sengen senere. Så det er i hvert fald ikke viklen, der frarøver mig søvn.

10. Pasning – dagplejere og pædagoger har en eller anden magisk evne til at få børn til at sove i barnevogn (uden at gå med den!), så det skal hun nok lære.

Konklusionen: det er rart at have både en vikle og en barnevogn, men viklen ville jeg aldrig leve uden. Vores fancy-skraldede barnevogn står nu ude i opgangen, og der bliver den nok stående, indtil Eva er vokset ud af den. Så kan hun overtage Valdemars barnevogn, hvis hun altså gider. Jeg gider i hvert fald ikke tage “kampen”, når nu vi begge elsker vikleriet.

Hermed anbefaler jeg alle at prøve “babywearing”, men pas på, det er vanedannende!

Første strandtur – med Manducca-bæresele

Hej, jeg hedder Tabita, og jeg er blog-o-man..

…sådan vil jeg sige på mit næste 12-trins-kursus!

Jeg begyndte at læse blogs allerede før de blev moderne (man er vel hipster), tror jeg startede tilbage i 2007 eller deromkring. Så ja, jeg har fulgt Sneglcille stort set fra begyndelsen af! Hun var en af de allerførste mommyblogs, jeg læste, sammen med Blogsbjerg. Andre blogs jeg elskede var berømte Copenhipster og Bitterfissen Bethany. Og ej at forglemme Dines the Infotainer, Resultatet af udtalte desperationer og Benjamin Bendtsens blog. Senere kom Caspar Erics geniale blog til.

Jeg hader når en blog lukker!

Forresten har jeg lige fundet ud af at Dines er tilbage som blogger under sit borgerlige navn her. HURRA!

Jeg har altid været meget online, helt utroligt mange timer om dagen faktisk, lige fra vi fik internet (engang i starten af 00’erne). Dengang fandtes der også sociale medier, men de var noget anderledes end i dag, idet man var meget mere anonym. Dengang gik de fleste under et brugernavn, så man var altså delvist anonym, og kun særligt indviede fik ens rigtige navn at vide, hvis overhovedet nogen. Det gjorde sig fx gældende på sider som JubiiChat, Lunarstorm og HogwartsOnline (en online skole for Harry Potter-nørder, hvor man fik lektier for). Også i blogverdenen var mange anonyme, og det synes jeg faktisk var mega fedt! Først efter Facebook kom frem, begyndte alle at skrive under deres rigtige navn. Og selvfølgelig Arto og Vegetarkontakt.dk (hvor jeg mødtre min mand).

Personligt kunne jeg meget bedre lide online-verdenen dengang man gik under et dæknavn. For det første var det fedt at blogge som anonym, for så kunne man ligesom være mere hudløst ærlig, uden at skulle konfronteres med det IRL (In Real Life). Jeg kunne af en uvis årsag også utroligt godt lide selv at læse blogs, hvor forfatteren var anonym. Dog fik jeg også et par gode online-bekendtskaber gennem bloggen, i det nogle valgte at sende mig en mail, hvorefter vi så lærte hinandens “sande identitet” at kende. Jeg bloggede selv i mange år hos Google under navnet “emo” og senest som Pippilotta. For det andet var det også nemmere at skille sit online-liv fra sit IRL-liv, hvilket jeg tror var sundt. Da facebook gjorde sit indtog i 2008 (det var der jeg og alle jeg kendte kom på), medførte den helt nye muligheder for personlighedsspaltning, idet man jo stadig har en online-person og en IRL-person, nu hedder de bare det samme navn! Det er altså lidt skummelt.

Vi ved jo allesammen godt at den, du er på facebook og andre sociale medier, ikke er dig. Det er en konstrueret person, skabt af brudstykker af din virkelighed (oftest de pæneste). Men når man kun bruger sit rigtige navn online, smelter tingene sammen, og det mener jeg ikke er godt. Der vil nok altid være en tendens til at man sammenligner sig med andre på de sociale medier (hvis man er bare lidt menneskelig), og det er farligt. For ligeså vel som din online-persona ikke er dig, så er de andres heller ikke dem. Så når du tror du sammenligner dit eget liv med andre menneskers, så er det i virkeligheden en falsk udgave af dig selv, som sammenligner sig med en falsk udgave af de andre. Ergo er har det intet hold i virkeligheden, og hvis vi begynder at opfatte det som virkelighed, bliver det farligt. Især fordi det billede, mange tegner, er alt for perfekt, og derfor ikke bidrager med andet end dårlig selvtillid hos dem, der ser på. Men hvad er virkelighed? Det er jo mange ting, og vi skaber hver især vores egen, så måske er det hele noget vås. Jeg kunne nok bare bedre lide blogland “i gamle dage”. Dengang var der forresten heller ikke noget der hed sponsorerede indlæg! Folk bloggede hudløst ærligt om lige præcis hvad de ville, for der var ikke noget image, der skulle opretholdes.

Nå, det jeg bare ville fortælle var, at jeg for nyligt er faldet over en ny blog! Det sker engang imellem, og hvis jeg kan lide den, læser jeg den igennem helt fra ende til anden. Ligesom jeg engang gjorde med Førstegangsmor  og Lortemor.

For et par dage siden fandt jeg Marie-Louises blog gennem Instagram, og jeg er helt vild med den! Jeg kan spejle mig i så mange af de ting, hun skriver, livet som mor til to, som psykisk sårbar gravid, viklemor, stofble-nørd og meget mere. Og det er derfor jeg stadig elsker blogs, selvom jeg nogle gange har haft et love/hate-relationship med mommyblogs, det er, at det opfylder et behov, mange mennesker har (især kvinder på barsel), nemlig at have nogle at spejle sig i.

Nogle gange bliver jeg så irriteret over diverse mommyblogs på grund af de kønsroller der ligger bag: manden har et eller andet fancy job som musiker, skuespiller, fotograf eller en anden slags kunstner, mens konen sidder og skriver om tøj, make-up, vasketøj, madopskrifter og alt muligt kapitalistisk shit, hvor børnene bruges som reklamesøjler – det provokerer min indre feminist!

MEN her er det så, jeg skal lære at være virkelig feminist, og støtte de her kvinder, for de gør jo noget for andre kvinder! Det, de gør, er ikke bare trivielt og ligegyldigt, det er faktisk vigtigt for mange kvinder, for når de kan spejle sig i det, føler de sig forstået, og måske kan det i sidste ende bringe os kvinder tættere sammen. Desuden er der brug for kvinder, som fortæller ægte historier om kvindelivet, om hverdagen, beskidte bleer, kold kaffe, men også optursdagene. Uanset antallet af sponsorerede indlæg, så er de her blogs med til at give kvinder en stemme, og fortælle historier, som er vigtige at fortælle. Så tak for det!

Det her blev en erstatning for mit planlagte indlæg “noget om koncepter”. Jeg gider ikke bekymre mig alt for meget om konceptet på den her blog, om det bliver for trivielt, for emo, for anti-feministisk. Det fede ved en blog er jo, at man kan skrive præcis hvad man har lyst til (uden kildehenvisninger!), og på den måde skaber man sit eget lille univers. Jeg har nok haft en tendens til at mene, at det hele skal være store tanker og eksistentiel lommefilosofi, især nu hvor jeg har kategoriseret mig selv som “en kristen blog”. Men selvfølgelig skal der også være plads til mommy-stuff, især nu hvor jeg er på barsel, og det er det, der fylder mit liv. En decideret mommyblog bliver det nok aldrig, og det har jeg heller ingen interesse i. Min pessimistiske side vil jeg også gerne styre lidt, men ellers er der frit slag. Så glæd jer!

Den dag en af mine yndlingsblogs ikke bare døde, men blev helt slettet! 🙁

P.S. Bonus-info: Engang tilbage i 2011/12 var jeg meget fascineret af Caspar Eric (før han blev kendt og før jeg mødte ham i virkeligheden). Dog lykkedes det mig ikke at vinde hans tillid, da jeg en dag skrev en anonym SMS. Når man skriver sit nummer på sin blog, går jeg ud fra, det er fordi man gerne vil kontaktes? Det var en blank afvisning, hvilket bare er et bevis på, at de der hipstere ofte er pissekedelige i virkeligheden! Men måske er den bedste scorereplik heller ikke: “Skal vi drikke the i stilhed?”, som jeg skrev. Et at mit livs højdepunkter fandt sted 4 år senere, da jeg nøgenbadede på stranden nedenfor Louisiana, vel vidende at han kiggede på mig. Det kan ingen tage fra mig!

Downsizing #2 – Legetøj

Det er altid nemmere at rydde ud i andres ting end sine egne – så er det jo godt man har børn! Andet trin i min declutter-challenge (ja, det er et ord), blev at rydde ud i Valdes legetøj og bamser. Det gør jeg egentligt løbende, og noget var allerede blevet foræret væk til genbrug eller Mission julegave (et koncept i vores kirke, hvor folk donerer legetøj og tøj, som folk kan komme og hente gratis og give deres børn i julegave). Men nu fik jeg endelig fjernet alle de små ting, som irriterer mig. Alle mulige små dimser og dutter, som ikke rigtigt hører til nogle steder, og derfor gjorde det svært at rydde op. Samt de ting, han ikke bruger. Han har generelt ikke mega meget legetøj, så han bruger faktisk det hele. Og så fik jeg omorganiseret, så hans lego kom i en større kasse, hvor det hele kunne være, så det er nemmere at rydde op. Babylegetøjet er kommet op fra kælderen og har fået sin egen kasse (flere ting= dårlig downsizing). Så ja, måske ikke downsizing, da der ikke er markant færre ting nu, men i hvert fald ret god decluttering. Bamserne bruger han næsten aldrig, så han vil ikke savne dem. Vi har beholdt dem, han bruger jævnligt, eller som har affektionsværdi, fx de første to han fik, da han blev født. Før var jeg tit træt og deprimeret, men så downsizede jeg, nu har jeg det meget bedre! (måske)

 

Alt det her ryger til genbrug
Det minimalistiske legehjørne
Legetøjet

Downsizing #1 – facebook

Så ramte downsizing-bølgen også mig! Downsizing handler om at fjerne ting fra sit liv, som roder og forstyrrer. Jeg kan egentligt bedre lidt det gode gamle danske ord “decluttering”, for for mig handler det ikke kun om at have færre ting eller mindre plads. Man kan nemlig godt have mange ting uden de roder, og man kan også godt have meget få ting og stadig opleve meget rod i sit liv. Så det er mere end bare det materielle, det handler også om relationer, informationsstrømme, og hvilket forhold man har til de forskellige ting. Men jeg tror der er noget om snakken, når folk siger, at det at fjerne materielle ting fra hjemmet, skaber en forandring. Om det er frihed eller hvad det er, er nok forskelligt fra person til person.

Jeg startede et andet sted, nemlig med noget af det, der skaber mest “larm” i min hverdag: den uendelige informationsstrøm, jeg udsætter mig selv for. Jeg læser aldrig nyheder på nettet, til gengæld bruger jeg meget tid på Facebook, Instagram og blogs. Derfor startede jeg med at rydde ud i mine facebookgrupper i går.

Faktisk har jeg downsizet på facebook af flere omgange. For det første har jeg slettet min profil et par gange og lavet en ny. Engang havde jeg 985 venner, men så slettede jeg min profil og lavede en ny, med under 100 venner. Nu har jeg ca. 150 venner, så selvom jeg satdig synes det er (for) mange, er der blevet ryddet en hel del ud i dem.

For det andet besluttede jeg mig for at rydde ud i informationerne i mit facebook-feed, sidste gang jeg vendte tilbage efter en facebook-pause (i august 2015). Det vil sige, at jeg har “unfollow’et” alle mine venner, således at deres statusopdateringer ikke figurerer i mit feed, men kun updates fra udvalgte grupper og sider. Det betyder, at jeg aktivt skal gå ind på en persons profil, hvis jeg vil følge med i deres liv, og det fungerer rigtigt godt for mig, idet jeg slipper for meget ligegyldig information.

Nu har jeg så også fået ryddet op i mine grupper, og det er dejligt! En af de grupper jeg har meldt mig ud af, er min terminsgruppe (en facebookgruppe med random gravide kvinder, som har termin samme måned) – og hvilken lettelse! Jeg har brugt alt for meget tid på at sidde og stene i den gruppe, men man får altså ikke noget godt ud af at sammenligne sin baby med andres. Eva er som hun er, og jeg gider ikke fokusere på sovetider, søvnmønstre, vægt, tigerspring, hvor meget hun spiser osv. Nok er jeg stærk og hviler i mig selv, men så snart jeg klikkede mig ind på gruppen, begyndte sammenligningen. Og desuden er der meget ligegyldig info, og til tider en del fnidder (hvilket jeg dog finder underholdende). SÅ – første skridt taget. Det var jo nemt nok.

At kende sine begrænsninger

Glædelig søndag!

Der er stille i Skovhuset (vores lejlighed) lige nu. Begge børn sover og Lassefar ser zombie-serie i soveværelset. Jeg har mange gode idéer til indlæg, jeg vil skrive, men har brugt den sidste time på at scrolle rundt på facebook og andre ligegyldige ting. Jeg er gået helt amok på Instastory, og tænkte, at jeg hellere må vende tilbage til bloggen. Her er der mulighed for at uddybe tingene lidt mere, og så forsvinder indlæggene ikke, som en Instastory gør (hvilket gør at jeg slet ikke kan styre mig).

I dag har hele familien Skov været i kirke for første gang i meget lang tid. Efter Eva ankom og sporarbejdet på Øresundsbanen begyndte, valgte jeg at holde en pause fra vores kirke i København. Det er simpelthen ikke det værd, at tage den lange og besværlige rejse for alligevel ikke at kunne høre prædiken eller få noget ud af det. I stedet havde jeg sat mig for at udforske en frikirke i Humlebæk, jeg har fået anbefalet, men eftersom der også er sporarbejde i den retning, valgte vi den lokale folkekirke i dag. Der kan man gå op på 15-20 minutter, så det er meget overskueligt.

Heldigvis var præsten ham, som altid laver nogle gode prædikener. Han har en god stemme og virker meget vis. Og så laver han en god opbygning af prædikenen, som i dag sluttede af med en opsummering:

“Vi skal være som Gud,  men kende vores begrænsninger.

Det er ikke en byrde – det er frihed!”

Dagens tekst:

“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

Luk 6,36-42

(eller sagt på almindeligt dansk: vær mod andre, som du gerne selv vil behandles. Nogle ville kalde det karma, men i dag holder vi os til den kristne kontekst).

præsten startede med at sige, at vi skal være som Gud – dvs. barmhjertige og tilgivende – overfor vores næste. Dernæst sagde han, at “vi skal have et modent forhold til vores egne ressourcer” – klogt, ikke?

Og hvad vil det så sige – et modent forhold? For mig ligger der tre ting i det.

Begrænsninger

For det første at lære at blive bevidst om ens egne begrænsninger, som præsten sagde: man kan ikke hjælpe alle mennesker, og hvis man forsøger, kan man hurtigt selv blive en af dem, der skal hjælpes. Det er der naturligvis ikke noget galt i – at have brug for hjælp – men jeg tror de fleste gerne vil undgå at blive udbrændt. Nogle gange kan kristne, som er engageret i kirkeligt arbejde, fremstå som supermennesker, men også i disse miljøer eksisterer der udbrændthed, selvom der for det meste er et meget stort overskud både af ressourcer og energi.

Jeg har selv kæmpet meget med at lære mine egne ressourcer og begrænsninger at kende, da jeg altid har været sådan en, der gerne ville redde hele verden. Men som den kloge præst sagde: det kan jeg ikke. For mig har det at erkende mine begrænsninger, givet mig mere frihed. Før blev jeg ofte apatisk og handlingslammet, for hvis jeg ikke kunne redde hele verden, kunne jeg ligeså godt give op, (men så kom jeg på 12-trins-kursus og blev frelst!) – ej, men efter jeg begyndte at tænke i mindre målestok, og tænke “hvis bare jeg kan gøre en forskel for et menneske, så har jeg gjort noget meningsfuldt”, så er jeg blevet mere optimistisk og har lyst til at gøre mere. Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt tænke at det ikke nytter noget, men så minder jeg mig selv om at fokusere på det enkelte menneske og på det nære. Som præsten sagde: folk skal vide, at hos de kristne, kan de finde godhed. Det handler meget om, hvilket menneskesyn, man møder folk med.

For mig handler det kristne menneskesyn først og fremmest om et møde mellem mennesker, et møde hvor den kristne ser den anden person med Guds øjne. Hvor personen føler sig mødt, virkelig mødt, lige der, hvor han/hun er. Det er noget, jeg tror mange mennesker i vores samfund længes efter: at blive mødt med nærvær, åbenhed og blive set og lyttet til.

Muligheder

Lige så vigtigt som at kende sine begrænsninger, er det at se muligheder! Det er noget jeg har arbejdet endnu hårdere på. Ofte ser jeg mange begrænsninger, men ingen muligheder. Det her med at kende sine begrænsninger skal ikke blive en sovepude. Der findes mange ordsprog: “man skal elske sig selv før man kan elske andre”, “man kan ikke hælde fra en tom kop” – og det er der nok også meget visdom i. Men betyder det at man selv skal være helbredt før man kan hjælpe andre? Nej, ikke nødvendigvis. Det er noget jeg har tænkt meget over, da min egen indgangsvinkel til troen netop var at være syg og blive helbredt af Gud.

Da jeg kom til tro var jeg lige blevet helbredt, men var stadig dysfunktionel på nogle områder. Ting tager jo tid. Samtidigt havde jeg en meget stærk følelse af at jeg havde lyst til at gøre noget: tjene Gud. Jeg følte også en pligt til det efter alt hvad han havde gjort for mig. Ikke fordi jeg tror det er “noget for noget”, men som Luther siger, vokser der ofte en trang frem til at gøre noget for andre, når man selv har mødt Gud. Og det er jo netop det, dagens evangelietekst lægger op til, nemlig at give kærligheden videre. Men hvordan? Jeg var helt besat af at finde ud af hvordan, men synes opskriften lod vente på sig.

Ja, der står i bibelen at man skal elske sin næste, men hvordan gør man det i praksis, og hvor begynder man, når man gerne vil redde hele verden? Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage fat, derfor endte jeg med at gøre ingenting, og så alligevel ikke. Jeg startede med at opsøge en kirke (valgmenighed), og ved at deltage i et mindre fællesskab (basisgruppe), opdagede jeg, hvad jeg kunne gøre. Jeg fandt ud af at jeg var god til at snakke med folk om tro, noget mange mennesker har brug for. Og jeg lærte at bede for folk, hvilket jeg ofte gjorde, helt spontant. Måske blev de ikke reddet eller helbredt, men de fik et glimt af Gud, et øjebliks ægte nærvær, og nogle gange er det nok til at komme igennem endnu en dag.

Som med så meget andet var jeg meget ambivalent omkring det at skulle hjælpe andre, for jeg kunne jo ikke engang hjælpe mig selv? Jo, det havde jeg jo gjort, da jeg et halvt år forinden havde lagt mit liv i Guds hænder ved at tage i kloster, men hvordan skulle jeg kunne være noget for andre, når jeg selv stadig var broken på nogle punkter? Her kom jeg frem til troen på, at alle har noget at give. Det er også det, vi læser i bibelen, når Gud gang på gang vælger de fattige og svage som forbilleder. Jeg har også sidenhen mødt det i forskellige kristne (evt. socioøkonomiske) initiativer, fx caféer for udsatte mennesker, hvor “brugeren” også er frivillig. Det afspejler det kristne menneskesyn, hvor man ser det enkelte menneske, og måske ser nogle ressourcer, som resten af samfundet overser, eller i hvert fald giver personen lov til at bruge dem. på den måde får personen lov til at være medmenneske frem for klient eller patient, og det styrker troen på dem selv. Så ja, man kan godt give noget til andre, selvom man selv har det svært. Det kræver bare at der er nogen til at få øje på det. Dog er der også grænser, eksempelvis bør en psykisk syg måske ikke lege psykolog, og er ens eget liv præget af dysfunktionelle relationer bør man måske ikke være parterapeut (selvom der sikkert findes eksempler på det).

Det jeg selv har erkendt er, at jeg ikke kan redde hele verden (men forsøger alligevel nogle gange). Derimod kan jeg gøre mig umage i mødet med min næste, og forsøge at møde ham/hende med nærvær og kærlighed. Måske kan jeg inspirere og hjælpe nogle mennesker bare ved at fortælle mit vidnesbyrd, hvilket også er en af grundstenene i 12-trins-filosofien: du kan kun beholde det, du har fået, hvis du giver det videre. Så giv. Uden at forvente at få noget igen. Hvordan kan det være frihed? Det kan jeg ikke forklare, det må du selv erfare!

Det tredje punkt hedder “egenomsorg”, men jeg vil stoppe her, da dette indlæg allerede har taget mig to dage at skrive (man arbejder langsomt med baby, og ja, jeg har snydt med datoen). Men glæd jer til et indlæg med overskriften: “Man skal nyde før man kan yde”!

God søndag derude!

 

Hjemmefødsel – det fik vi brug for

Efter at have set de første tre afsnit af TV2’s dokumentar Føde godt – hjemme bedst blev jeg motiveret til at få det her indlæg gjort færdigt. Også for at vi kan komme videre fra alt det her fødsels-halløj. Måske kommer der en fødselsberetning senere, den er skrevet, men jeg synes det er lidt for privat at dele. Det er åbenbart ret moderne at føde hjemme, men jeg har jo altid vidst jeg var hipster!

Som den opmærksomme læser nok ved, planlagde jeg at føde lillesøster hjemme. Fødslen gik godt, og jeg er meget lettet og tilfreds. Man kan godt sige at jeg fik min drømmefødsel, selvom jeg gerne ville være sluppet for at blive overflyttet bagefter (pga. syning og blodsukkermåling). Men selve fødslen foregik her, stille og roligt og meget nemmere end før, ikke fordi det gik hurtigere eller var mindre smertefuldt, men jeg kunne bedre håndtere det. En af de vigtigste ting for mig var at trække mig ind i mig selv, og have så lidt indblanding fra andre som muligt. Derfor ringede vi til jordemoderen i “sidste øjeblik”, og hun nåede kun at være her halvanden time før baby var ude. Det var virkelig dejligt at kunne klare det meste selv. Måske kommer der en fødselsberetning her på bloggen. Jeg har skrevet den, men synes det er lidt for privat. Jeg havde jo ikke lavet en decideret liste over hvad vi skulle bruge til hjemmefødslen, men skrev dette indlæg og nu vil jeg dele mine erfaringer omkring, hvad vi egentligt fik brug for:

  • Håndklæder 5 store, 4 små – vi havde en hel sæk med gamle håndklæder, men brugte langt fra allesammen. De store blev brugt til afdækning, tror jeg, men kan ikke huske det. De små blev varmet i ovnen og brugt til aftørring af baby og til at pakke baby ind i. Da hun havde lidt vejrtrækningsbesvær og ikke måtte blive kold, brugte vi en del, da de skulle skiftes når de var blevet våde.

 

  • Sugende stykker – mange! – I hjemmefødselspakken fra hospitalet får man nogle blå sugende underlag, som vi brugte rigtigt mange af. Det er blandt andet til at opsamle blod. Heldigvis havde vi en del fra sidste hjemmefødsel, og vi brugte allesammen.

 

  • En hue til baby eller flere – vi havde frabedt os hue, og faktisk er det ikke noget de normalt bruger på Nordsjællands Hospital, men fordi baby var blå da hun kom ud, skulle hun have en på for at holde varmen, og når den var våd skulle den skiftes. Så det kan være godt at have et par huer inden for rækkevidde. Vi havde ikke lagt nogle frem, så der skulle rodes lidt i skuffer, det kunne være rart at have haft dem lige ved hånden.

 

  • Et stort fad + klude – Jordemoderen skal bruge et stort fad med varmt vand og nogle klude til de varme klude, som hun lægger på mellemkødet under pressefasen. Man kan enten lægge nogle vaskeklude frem eller man kan bruge de engangsklude, der er i hjemmefødselspakken. Vi havde lagt klude frem, men ikke en skål.

 

  • En skål / pose til moderkagen – man skal have noget at lægge moderkagen i når den kommer ud. Det kan fx være en stor skål (de kan fylde sådan nogle, min moderkage vejede 1,1 kg) – eller en plastikpose. Vi puttede den i en pose og så direkte i fryseren, da vi ønskede at gemme den og grave den ned i forbindelse med lillesøsters navngivningsfest. Vi plantede et æbletræ ovenpå Valdemars moderkage, men da der ikke er plads til flere træer i haven, graver vi lillesøsters moderkage ned ved siden af.

 

  • Vådliggerlagen, et stort eller mindre stykker – Som forberedelse til min første fødsel havde vi købt et kæmpe vådliggerlagen (fås i metermål i fx JYSK), som vi afdækkede sengen med og bagefter klippede op i stykker til at bruge i vugge, barnevogn og tremmeseng. Denne gang havde vi ikke afdækket sengen, fordi jeg havde regnet med at føde i sofaen, men da først jeg havde lagt mig derind, kunne jeg ikke overskue at flytte mig.

 

  • 2 store affaldssække – en til affald og en til vasketøj (der er én i hjemmefødselspakken)

 

  • En lille affaldspose/spand – kunne være dejligt for jordemoderen at have ved hånden til mindre stykker affald, som hun skal af med under fødslen.

 

  • Ammepude – jeg brugte min ammepude til at ligge og slappe af op ad mellem veerne og efter baby var født var den god at bruge som hovedpude. Den kan også være god at lægge ansigtet på, hvis man ligger i knæ-albue-leje (jeg brugte en juniordyne).

 

  • Saftevand – man bliver tørstig! Under min første fødsel kunne jeg slet ikke drikke noget, men denne gang var det rart at have lidt. Jeg havde selv blandet et stort glas (sådan et glas der havde været urtekram-mosede tomater i) tranebærssaft, som jeg drak lidt af under fødslen.

 

  • Chokolade – I nedtrængningsfasen er det normalt at både moderen og livmoderen bliver trætte, fordi man har brugt næsten al sin energi. Her møder nogle fødende muren. Da min jordemoder begyndte at snakke om, at her gik fødslen ofte i stå, tænkte jeg nej, jeg ville gøre alt for ikke at gå i stå som sidste gang. Jordemoderen sagde at det var en god idé at spise et stykke chokolade for at få noget energi, så det gjorde jeg, selvom jeg ikke havde meget lyst, og det virkede.

 

  • Et par gode hårelastikker – man tænker det er en lille detalje, men det kan være ret vigtigt (hvis man har langt hår). Da jeg skulle føde ejede jeg kun én hårelastik, som var ret slap i det, så jeg måtte hele tiden sætte min knold om, det var virkelig frustrerende. Den studerende kommenterede vist også på at mit hår hang ned i ansigtet, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Her kunne jeg evt. have bedt en om hjælp til at sætte mit hår eller holde det, men næste gang vil jeg i hvert fald have nogle flere elastikker.

 

  • Fødselstaske – klog af skade havde jeg denne gang sørget for at pakke en fødselstaske. Selvom fødslen foregik hjemme, fik vi alligevel brug for den, da vi skulle overflyttes bagefter. Her var det rart at det hele var pakket, så jeg ikke skulle tænke på det i situationen. Det var så varmt, at jeg nærmest tog nøgen afsted, så det var godt at have en taske med lidt tøj til mig også.

 

  • En madpakke – i forlængelse af fødselstasken skulle vi have pakket en madpakke på forhånd, men det tænker man jo ikke på. Når man bliver overflyttet til hospitalet er det ikke sikkert der er noget mad. Vi kom lige til spisetid, men eftersom vi er veganere, kunne vi ikke få noget. Lasse havde hurtigt smidt et par boller i tasken, men det havde været rart med en madpakke. Så lav en madpakke, man kan altid spise den senere, selv hvis man bliver hjemme.

 

  • Kamera (og evt. kameramand/dame) – det er fedt at have billeder fra fødslen, synes jeg! Desværre har vi ikke ret mange fra lillesøsters fødsel. Til Valdemars fødsel havde jeg en veninde med til at tage billeder, og det blev virkelig godt. Denne gang havde jeg dog valgt det fra, fordi jeg ville have så få mennesker til stede som muligt.

 

  • En ovn – til at varme håndklæder i. Det har de fleste nok derhjemme. Men husk at slukke den bagefter! Vi glemte at slukke den da vi tog afsted, ikke smart.. heldigvis stod den kun på 50 grader.

 

  • Babydyne – det er godt at have babydynen indenfor rækkevidde, især hvis baby kommer ud og er blå og skal varmes hurtigt op.

 

  • Playliste og afspilnings-device – jeg havde lavet en playliste på forhånd i spotify og brugte en iPad til at afspille den på. Ved min første fødsel hørte jeg slet ikke musik, men denne gang synes jeg det var godt.

 

  • Mad og drikke til bagefter – jeg har altid sagt jeg ville have champagne når jeg havde født, men denne gang havde vi købt en æblemost med brus fra Aarstiderne i stedet for til at drikke bagefter. Mad havde vi ikke forberedt, så det blev samosaer fra fryseren, det var også dejligt. Nogle laver også fødselsdagsboller.

Man skal egentligt også have mad til jordemoderen, men vores ville ikke have noget. En kande vand og nogle glas til jordemoderen ville også have været godt at stille frem, da det var en meget varm dag. Vi nåede hverken det ene eller det andet, da de var her så kort tid og havde travlt den tid, de var her. Normalt skal man også have et arbejdsbord og en stol til jordemoderen, det havde vi heller ikke, da det spontant blev i soveværelset i stedet for i stuen. Jeg havde lidt ondt af jordemødrene, der måtte sidde på hug ved siden af sengen, men det gik.

Vi har ikke ret mange stemningsbilleder, men her kan man fornemme setup’et

 

Mombie 2.0

Det der sker er at klokken er 11 og jeg spiser is og ser Big Little Lies, barnet sover i viklen. Jeg er wasted, føler jeg har været på Roskilde. Det har jeg ikke, bare haft for mange planer samtidigt med en skrigende baby. Toppet med en dag igår, hvor baby nægtede at sove om dagen, hvilket endte med meget gråd om eftermiddagen. Nu skal jeg seriøst lære at blive hjemme. Før barn ville jeg aldrig have haft så mange aftaler. Det er bare noget jeg gør automatisk, når jeg er på barsel. For når folk spørger om vi skal ses, siger jeg “ja, jeg har jo altid tid”. Og når jeg bliver inviteret til noget, som fx den forgangne uges bachelorfest og fødselsdag, tænker jeg, “ja ja, jeg er jo supermor, det var så nemt da Valde var lille, så jeg skovler da bare lige to børn under armen i offentlig transport og tror på at jeg både kan slappe af og nå at snakke med folk”. Behøver jeg sige at virkeligheden ofte er en ganske anden? Jeg er simpelthen for optimistisk, ganske enkelt. Men det er heldigvis ikke det værste man kan være. Desværre fortryder jeg ofte når jeg først er kommet afsted, og de seneste par oplevelser har gjort mig lettere deprimeret, fordi jeg har mistet lysten til at tage nogle steder. DSBs sædvanlige sommer-sporarbejde gør det ikke bedre.

Ja, jeg er supermor, men jeg har også et stort behov for stilhed, og bliver lettere sindssyg, hvis jeg er social for længe ad gangen. Det er ikke så meget den grædende baby, der dræner mig, det er mere det, at skulle forholde mig til andre mennesker samtidigt. For to uger siden var jeg virkelig frisk, men nu er jeg så træt, at jeg næsten ikke magter at gå. Mine ben og fødder er så ømme om aftenen. Nok fordi jeg stadig vejer 10 kg ekstra og bærer rundt på 6 kg baby hele dagen. Nu vil jeg gøre en indsats for at få nogle rolige dage fra nu af og i næste uge. Jeg har brug for bare at finde ro i hverdagen og nyde at der ikke sker det store. NÅ JA! Det der sker er, at jeg har kickstartet min karriere som youtuber (på Instastory), og jeg har allerede fået 5 fans! Sikkert flere end der læser bloggen her. Jeg har længe tænkt på at jeg hellere vil lave videoer, for det her bloggeri er lidt for tidskrævende. Men lad os nu se. Min søster synes jeg seriøst skal styre mig, men det gider jeg ikke. Mit eneste mål i dag er at lave en iskaffe senere. Ellers skal jeg bare stene for vildt. Jeg behøver ikke støvsuge, det gjorde jeg i går for at få baby til at sove, og det virkede! Det er ok at være træt, selv i det her effektivitets-tyranni. Hvis ikke det skulle være ok at være det nu, hvornår så? Der er ikke noget jeg skal. Jeg er ligeglad med om solen skinner, jeg vil være rebelsk og sidde indenfor og se serie. Lige nu gider jeg ikke gøre noget for at tilfredsstille andre, jeg må tænke på mig selv. Folk må komme til mig, hvis de vil noget (med chokolade, selvfølgelig). Min baby bliver så hurtigt stor, og den her tid kommer aldrig igen. Resten af verden løber ingen steder.

 

The struggle is real

Jeg havde fundet på en bedre overskrift, men min hjerne er for blank til at huske den…

HVIS jeg nogensinde skal have en treer (når jeg en dag bliver voksen og rig), så bliver jeg seriøst derhjemme de første 12 måneder efter fødslen. Og hvis jeg ikke gør, skal jeg bare nyde den her baby endnu mere. Der er sket alt for meget indtil videre…

Jeg var i gang med at skrive en brokke-blog om hvor belastende DSB er, og hvor frustrerende det er når begge børn skriger samtidigt i en bus, men så valgte jeg at gå en aftentur ned til åen (med grædende baby i viklen) i stedet for. Det skulle man gøre noget oftere! Trods en grå dag, var det en skøn aften. Solen stod lavt på himlen og varmede min ryg. Jeg smed gummistøvlerne og strømperne, og fik fod-terapi af grusstien. Vandet i åen havde et yndigt skær, og sommerduften var gennemtrængende. Ikke flere ord, det var et zen-moment!

Og så tænkte jeg.. (man tænker ikke hvis man er zen, men whatever) – forleden dag havde jeg en snak med vores lokale imam (og cykelhandler), som jeg holder meget af at snakke med. Det er sådan noget man gør i Kokkedal. Vi kom ind på emnet faste, da det var ramadan, og det der med hvilken rolle handlinger spiller i religionen i forhold til frelse – i islam og kristendom. Nogle gange misunder jeg muslimer og jøder, at de ved, hvad de skal gøre. Altså man skal jo faste og bede på bestemte tidspunkter og bestemte måder, og nej, man bliver sikkert ikke frelst af det, men man kan tro på, at man er et skridt nærmere frelsen. For som vi snakkede om, hvad nu hvis man gør alle de rigtige ting, men stadig tænker forkert eller har en forkert opfattelse af Gud, eller opfører sig som et røvhul resten af tiden? Ja, så ved jeg ikke hvad.. For ifølge Luther ville det måske ikke gøre den store forskel, da man frelses ved tro alene. Dog lægges der alligevel op til, at man skal opføre sig ordentligt og elske sin næste, men af lyst frem for pligt. Det efterlader mig som en ret forvirret protestant, for hvordan skal jeg egentligt leve, hvad skal jeg gøre og hvorfor? Hvis jeg bare tror på den Gud, bibelen fortæller om, er jeg så frelst? I så fald bliver mine handlinger meningsløse, i det jeg kan gøre hvad som helst. Men på den anden side, for mig handler det at tro ikke bare om noget, man tror på i sit hoved. Hvis man virkelig tror på noget, vil det også afspejle sig i ens handlinger (det mente Luther vist også). Så i min verden kan man ikke bare sige “jeg tror” og samtidigt være uforandret. For mig handler det om at tro på kærligheden, og hvis man virkelig tror på den, vil man også handle på den tro. Gud griber ind i vores liv og forvandler os gennem troen, han tilbyder at forny vore sind hver eneste dag. Hvis vi altså er åbne overfor det.

Og her fortsætter vi, hvor vi slap, ved mit zen-kodak-moment. Tidligere på dagen var vi gået gennem skoven i Kokkedal (en meget lille skov på vej til stationen), og jeg tænkte, hvorfor tage toget nogle steder hen, når man kan være i denne skov? Jeg behøver ikke engang hele denne lillebitte skov for at møde naturen eller Gud eller zen. Sagt på en anden måde: hvorfor rejse ud, når man kan være på svampetrip derhjemme? Og med svampetrip mener jeg at opleve nuets kraft. Faktisk er det det eneste jeg stræber efter i mit liv, og jeg kom i tanke om, hvorfor jeg engang var tiltrukket af Hare Krishna-bevægelsen; fordi jeg ikke synes der er noget der giver mere mening, end at bruge sin tid på at meditere, bede, chante, whatever, og være høj på Gud. Det giver mening at være munk. Hvad andet behøver man? Sådan har jeg det nogle gange. Andre gange er jeg styret af mine dyriske instinkter, og så behøver jeg meget, heriblandt at reproducere mig selv. Pointen er at zen er her, kærlighed er her, naturen er her (ok, måske ikke hvis du bor på en motorvej), men du skal være åben overfor det! Man kan sagtens gå rundt i en skov eller ved en å og ikke se skønhed overhovedet, fordi man går rundt i sin egen lille konstruerede virkelighed, bygget op af fortidsminder og forestillinger om hvad der er muligt og hvad der ikke er. Hvis du ikke åbner øjnene, ser du ikke noget. Men hvis du åbner dem rigtigt, kan du se skønhed overalt. Og du kan møde Gud overalt. Gud taler til os hele tiden, men hvad nytter det, hvis ikke vi lytter? Ja, Gud er nådig og vil give os alt kvit og frit, men vi skal altså gøre en indsats for at tage imod det. Det er det eneste, du skal gøre: åbne dine øjne og dit hjerte – men også det sværeste. Så hvorfor har vi så travlt med at fare land og rige rundt i jagten på “noget”?

Så var det babyen begyndte at græde, og jeg indså, at jeg havde stået stille for længe.

Moralen i denne historie: man skal huske at give sig tid til at dvæle ved Guds skaberværk, men ikke for længe ad gangen!

(SÅ – nu behøver I ikke gå i kirke i dag. Selv tak)

Her er et random billede af åen. Jeg har ikke en smart-telefon, så jeg kunne ikke selv forevige øjeblikket #dygtighippie – billede fra www.niras.dk