Institutionalisering

Den 19. Juni loggede jeg ind på Borgerservice.dk for at sige ja tak til Valdemars børnehaveplads. Ved samme anledning fik jeg lige skrevet Eva op til vuggestue samme sted. Godmorgen, Tabi-mor!

Lige siden har jeg haft emnet i tankerne. Jeg troede jeg kunne skrive et godt og velreflekteret indlæg om børnepasning uden at gå psykisk ned, men det kunne jeg ikke. Så jeg lod være.

Ja, det er da grotesk, at man som menneske (baby) ikke engang kan nå at trække vejret her i verden i 4 uger før forældrene allerede planlægger ens fremtidige institutionalisering. Men sådan er det altså bare for mange, og også for mine børn. Dog har Valdemar jo gået i dagpleje indtil nu, hvilket jeg bedre kan leve med. Men Eva er skrevet op til vuggestue som førsteprioritet. Fordi det er det nemmeste for mig. Jeg har det dog lidt stramt med at hun skal tilbringe sin tid i en rigtig “institution”. Derfor overvejer jeg om hun skal i dagpleje i stedet for, men det er altså bare nemmere at kunne aflevere børnene det samme sted.

Tanker som “gider du ikke stå lidt tidligere op for at dit barn kan få noget ordentlig omsorg i en dagpleje?” og “behøver du virkelig en uddannelse?” har rumsteret i mit hoved. Men ærligt talt, tror jeg vi alle er bedre tjent med en mor der ikke er stresset, fordi jeg skal aflevere to forskellige steder. Og hele den her diskussion har jeg jo taget med mig selv en gang før, da Valde var lille, og jeg har taget en beslutning: jeg vil have min uddannelse færdig, og gerne inden for en overskuelig fremtid. Ellers ved jeg, at sandsynligheden for, at jeg bliver en gammel (eller ung), bitter kvinde er meget stor.

Og så er der lige det der med at være konsekvent som forælder. Det skal man jo være, eller det skal man ikke, men det kan man vælge at være. Det vil jeg gerne øve mig lidt i. Fx at sige “mor har bestemt at du skal i børnehave”, og så er det bare sådan. Ellers bliver barnet forvirret (det er sikkert videnskabeligt bevist, så tro på det!). Alt for mange gange har jeg spurgt Valde om han hellere vil blive hjemme, og nogle gange er vi halvvejs ude af døren, når jeg har besluttet, at han skal blive hjemme. Men det her vil jeg øve mig på nu: at stå fast på mine beslutninger. Både over for børnene og mig selv. Og så sige stop i stedet for at lade alle de der tankerækker udfolde sig, for det er ret meget spild af tid, når konklusionen hele tiden bliver den samme.

Mor har talt.

Fragmenter

Klokken er 8.08 og begge børn sover sødt. Eva og jeg stod op kl. 6, men hun blev træt igen. Jeg kunne ikke sove igen på grund af solskin og et for højt kaffeindtag. Ferien er slut, har jeg konkluderet, selvom man nogle gange spørger sig selv: “hvad har jeg egentligt ferie fra?” når man er på barsel. Jeg kender ikke svaret, men måske har jeg mere ferie til noget end fra noget. Dagene indeholder ikke mindre baby, men mere tid sammen med mand og ældstebarnet. Og det gjorde alligevel noget, at være to om det, for jeg kunne godt mærke forskel, da Lassefar vendte tilbage til arbejdet og jeg var alene hjemme med to børn. Det var hårdt, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vi var to om det.

I går faldt jeg over en artikel af Svend Brinkmann med overskriften “Det giver ikke mening at stræbe efter lykken. Så risikerer vi bare at miste den”. Da man skulle have abonnement på Politiken for at læse den færdig, gjorde jeg det ikke, men så skriver jeg da bare min egen version.

Jeg har været en del offline her i ferien, og det har været godt. Det er jo også meget moderne! Der er ikke så meget intelligent at skrive om det, for det er jo ikke noget nyt og revolutionerende, det var man jo også før i tiden. Jeg har erfaret, at jeg er mere lykkelig, når jeg er mindre online. Det er konklusionen. Hvorfor følte jeg mig mere lykkelig? Det mest åbenlyse svar er fraværet af sammenligninger. På de sociale medier kan man ikke undgå at komme til at sammenligne sig med de andre, om end det måske er ubevidst. Den her sammenligning gør mig ofte mere sur og irriteret, for jeg syntes egentligt mit liv var godt, indtil jeg så at de andres var bedre (eller så bedre ud).

Den anden faktor er manglen på konstant evaluering. En stor del af det at blogge er at “evaluere” virkeligheden. Når man skriver om en dag eller en oplevelse, er det næsten umuligt ikke at kategorisere, bedømme og evaluere. Det er der heller ikke noget galt i, men jeg tror godt man kan gøre det for meget. For mig er det i hvert fald bedre ikke at gøre det så meget. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede med at dømme og evaluere hele tiden? Det er faktisk ældgammel buddhistisk visdom, at man bliver lykkeligere (dvs. oplever mindre lidelse) af ikke hele tiden at dømme – nuet, sindet, tankerne.

Skal vi stoppe med at jage lykken? Ikke nødvendigvis, for i enhver stræben ligger der en stor drivkraft og måske den motivation, som er grundlæggende for vores mulighed for at udvikle os som mennesker. Men måske er det ikke hver dag, man skal tage den store eksistentielle diskussion med sig selv, Gud eller universet. For hvis man konstant spørger sig selv: er jeg lykkelig? Gider jeg stå op i dag? Giver det her mening? Var det en god dag? – så kan man hurtigt finde “fejl og mangler”, og få øje på alt det, der ikke er perfekt (Lassefar siger at man også kan fokusere på de positive ting).

Men tænk, hvis man kunne lade være med at spørge hele tiden, hvad ville der så ske? Måske kunne man rent faktisk få lov til at opleve et øjebliks stilhed i sit sind! WOW! Det er revolutionerende! Jeg vil vove at påstå, at du får et bedre liv af at dømme mindre og bare lade tingene være det, de er. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange skal man tænke mindre og just do it. Dagens kliché, værsågo’! Så får I ikke mere for den kirkeskat.

Hvor lykkelig har man lov at være?

I dag har jeg siddet og kigget ind i en væg. Bogstaveligt talt. Eller en mur var det faktisk. Jeg var ellers meget frisk indtil min hjerne gik i stå. Men det skulle jo være sundt at lave ingenting. Og efter at have hørt Thomas Skovs podcast, har jeg besluttet mig for at begynde at dyrke det endnu mere.

I går fejrede vi Evas navngivning, selvom hun endnu ikke har fået sit navn, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at ansøge ordentligt. Det var en skøn og herlig og fantastisk dag, og jeg var meget lykkelig, da jeg lå i min seng om aftenen.

Til ære for Tahini

Inspireret af Katrines Indlæg, har jeg længe (i tre år, haha) tænkt på at stille mig selv det samme spørgsmål, hvilket jeg har gjort en del her på det sidste, hvor jeg har været usædvanligt lykkelig.

For det meste er det megafedt at være nybagt (andengangs)-mor. Men nogle gange kan det også være lidt anstrengende, at havde rollen som “hende der skal være lykkelig”. For det føler jeg man skal, når man lige har fået en baby. Og det er man altså bare ikke hele tiden. Så er det nærliggende at blive sur på sig selv over, at man ikke er det. Hvis der er noget der virkelig kan irritere mig, så er det når jeg føler der er noget, jeg skal eller bør. Når man er en del af et samfund vil man før eller siden støde på forventninger til, hvordan man bør være, handle og føle. For nogle er disse forventninger mere eller mindre dominerende, mens andre måske har formået at ryste dem af sig. Med tiden er jeg blevet bedre til at fortælle mig selv, at der egentligt ikke er noget jeg skal. Man kan gøre hvad man vil, det kan man seriøst (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig), og det skal man have lov til, så længe det ikke skader.

Jeg synes også man skal have lov til at føle det, man gør, og ikke mindst give sig selv lov til det. Noget jeg er blevet meget bedre til efter i alt for mange år at have ligget i krig med mine egne følelser. Her på det sidste har jeg haft mange dage, hvor jeg har følt mig overdrevet lykkelig ligesom i går. På de dage kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over at have det så godt, når nogle af mine venner og bekendte ikke har det ligeså godt. Så har jeg også dage, hvor jeg er, sjældent dybt ulykkelig, nok mest bare småbitter og gnaven, og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at være lykkelig, for det burde jeg jo.

Men ved I hvad, det hele er en ordentlig omgang øregas, som Gaya ville have sagt! Svaret på spørgsmålet “hvor lykkelig har man lov til at være?” er: ligeså meget, som du har lyst til! Og du har også lov til at være ligeså ulykkelig, som du vil (hvis man kan tale om at ville den slags). Når det begynder at blive anstrengende for dine omgivelser, skal du dog overveje at gøre noget ved det – jeg har selv mistet et venskab, fordi jeg var for ulykkelig. Mon det også kan blive anstrengende for andre, hvis jeg er for lykkelig? Det ved jeg ikke, men det er bare ærgerligt. Hvis nogen eksempelvis er bitre (mig selv inklusive) over al den “lykke”, der flashes på diverse sociale medier, så må de simpelthen tage ansvar for deres eget liv og logge af. Punktum. Folk skal have lov til at være glade. Man skal også have lov til at give den såkaldte “jagt på lykken” en kæmpe fuckfinger, hvilket jeg øver mig i at gøre, men samfundets forventninger forsvinder ikke af den grund. Du kan bare vælge hvor meget du vil lade dem styre dit liv. Desværre er det lettere sagt end gjort.

Et stykke med Eva

Forresten, Valdemar er på mini-ferie med to overnatninger i Jylland, og vi har nu fundet ud af, hvad vi ville lave, hvis vi ikke havde børn (eller kun en baby): se netflix på hver vores skærm og spise chips og is til aftensmad.

Min søster og Valdemar i færd med at grave et hul til Eva Lunas moderkage
En hund, der hedder Charlie