At skrive er (ikke) at leve

Jeg er træt af ord. Der er alt for mange ord i mit hoved og i verden omkring mig. Jeg har brug for at gøre noget mere af de ting, hvor ord er overflødige: stilhed, musik, bevægelse, meditation. Ord skaber virkelighed. Og samtidigt skaber de en uvirkelighed, når de bliver til tanker. Jeg har så mange tanker der kører rundt til ingen verdens nytte. For det første er det meget de samme tanker, jeg tænker, hvilket Lassefar dagligt minder mig om. Og dermed også de samme ting, jeg siger (eftersom jeg ikke kan lade være med at tale om stort set alle mine tanker), hvilket igen må være rimeligt anstrengende for mine omgivelser. Jeg har engang hørt, at den menneskelige hjerne ikke har udviklet sig siden stenalderen. Det giver mening. Jeg er virkelig ikke særligt klog. Det er meget sjældent at jeg tænker en ny tanke, og det tror jeg gælder for det fleste. Stort set alt har været tænkt før. Ofte føler jeg også, at meget af det, der skrives her på blog-mediet, er klichéer eller udpenslinger af meget uintelligente selvfølgeligheder. Men måske har folk brug for at læse det, fordi vi har brug for noget at spejle os i. Jeg kan kun fortælle om, hvordan jeg oplever livet, men er det interessant? Ja, måske, men meget af det jeg oplever, kan ikke beskrives med ord. Jeg elsker at læse, og for mig ville livet eksistere mindre, hvis ikke der blev skrevet om det (gav den sætning mening?!). Men jeg er nok lidt træt af selv at skrive. Jeg vil hellere udtrykke mig på andre måder. Men udtrykke mig, det skal jeg. For eksempel har jeg indset, at jeg visner som menneske, hvis ikke jeg tager mig tid til at spille musik. Jeg tror endnu ikke at jeg har fundet mit “rette medie” eller min rette kunstneriske hylde, og det er min største drøm, at finde den. Måske sker det aldrig. Men når jeg spiller orgel, føler jeg at jeg mærker historiens vingesus, og bliver forbundet til en frekvens, som mange andre før mig, også har været på. Jeg føler at jeg bliver en del af noget større, og det er jo egentligt det jeg længes efter, ligesom mange andre moderne mennesker. Jeg filosoferer meget, men det er ikke værd at skrive om, for konklusionen på alle mine overvejelser, er stort set altid den samme: jeg er et moderne menneske, som er et produkt af min kultur (hjernevasket), og det er svært (umuligt) at frigøre sig fra. Det er hverken godt eller ondt, det er bare, hvad det er. Det eneste jeg kan gøre er at acceptere det, for det hjælper ikke at romantisere fortiden og “de gode gamle dage”, for de findes ikke. Vi får det ikke bedre end vi har det nu. Faktisk kunne jeg spare en masse tid ved at tænke mindre, for alle mine eksistentielle overvejelser er spildt, hvis ikke de får konsekvenser. Og det gør de ikke. Uanset hvad jeg konkluderer, om det så er, at denne virkelighed er en drøm, og at det rigtige liv først starter efter “døden”, så fortsætter jeg bare med at vaske tøj og fodre børn. For mit sind kan ikke begribe det. Det menneskelige sind er komplekst, og vi er så hjernevaskede, at det er nærmest umuligt at tænke “ud af boksen”. Jeg kan prøve, men ordene har magten, ordene former virkeligheden. Og jeg kender ikke et andet sprog. Men jeg vil gerne lære det.

Action i hverdagen

I dag gjorde jeg noget nyt. I stedet for at se serier, udnyttede jeg det faktum, at Eva endelig gider sove i barnevogn, og gik mig en lang tur i septembersolskinnet, selvom jeg egentligt ikke gad. Det skulle jo være så sundt. Nu prøver jeg noget andet nyt: at skrive her på bloggen. I dag sov begge børnene allerede kl. 18.48. Det er sjovt som jeg får lyst til at skrive, når de for en sjælden gangs skyld sover tidligt. Bloggen her blev faktisk til for to år siden en dag hvor Valdemar var gået til ro kl. 18.30. Grunden til mit fravær på bloggen er min nyfundne kærlighed til fake-snapchat (instastory). De sidste to måneder har jeg dagligt lavet en masse videoer om alt og intet, og jeg har fået fans! Og nu er min hjerne blevet så doven, at jeg ikke længere gider skrive. Jeg tror heller ikke der er ret mange der gider læse det (undskyld, Tahini!). Jeg startede med at prædike om “Smartphonen – Vor Tids Satan” (jeg har lovet Nynne at skrive et seperat indlæg om det), og jo mere jeg har tænkt over det emne, jo nærmere er jeg kommet en konklusion, der lyder: de fleste mennesker er for dovne til at aktivere deres hjerne til mere end at scrolle gennem deres insta-feed. Instastory, det var noget jeg først begyndte at se, da jeg lå kæmpe gravid og havde slappet af i 4 uger, havde spillet alt for meget The Sims og ikke kunne finde på flere serier at se – SÅ prøvede jeg for første gang at se andre menneskers instastories. Jeg fatter ikke at folk har tid til det?! Det er jo nemt nok at kritisere det, når jeg gør det med en ironisk distance, men jeg er faktisk oprigtigt bange for, hvordan vores hjerner muligvis tager skade af medier som Instagram. Vi træner hjernen op til at forvente nye inputs ekstremt hurtigt efter hinanden. En instastory varer max. 15 sekunder – det er så længe ungdommen kan koncentrere sig om noget! Jeg har faktisk leget lidt med tanken om, at lave insta-prædikener, men er ikke kommet så langt med det. Kære kristne, spørg ikke længer jer selv “What would Jesus do?”, men derimod: “Hvis Jesus var på instastory, hvad ville han så bruge de 15 sekunder på at sige?!”

Se, dét er livets store spørgsmål!

Regn og buer

I dag så jeg en regnbue. Da jeg på et tilfældigt tidspunkt gik ud med skraldet, mødte der mig et magisk syn, idet jeg trådte ud ad døren. En kæmpe regnbue, en hel halvcirkel, lige uden for vores dør. Det føltes som om den var meget tæt på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set så smuk og stor en regnbue før. Og hvad gjorde jeg? Jeg løb ind i stuen, som et begejstret barn og råbte “Søde, Valde, skynd jer, der er en kæmpe regnbue!” Og så stod vi alle fire og kiggede på den. Valdemar sagde, at den gik op til bjergene. Det var det perfekte tidspunkt jeg gik ud på, for kort tid efter var den væk. Den falmede lynhurtigt, og jeg følte mig heldig, fordi jeg havde fået lov til at opleve det. Som at være i en anden verden.  iPad’en var også med, så det kunne blive dokumenteret. Det var selvfølgelig ikke ligeså flot på billeder. Man kunne også holde en lang prædiken om, at man burde have været mere nærværende og ikke dokumentere den slags og så videre. Men det er ligegyldigt nu, det er det hele, for det var bare et flygtigt øjeblik, som ikke kan genkaldes, ej heller beskrives til fulde. Det eneste jeg kan sige er, at det at se en regnbue, minder lidt om at opleve Gud. Man bliver så glad, at man har lyst til at råbe til alle, at de skal komme og se det, og samtidigt kan man ikke beskrive det med ord. Det skal opleves. Sådan er det med så mange ting her i livet, og derfor har jeg ikke så meget lyst til at blogge lige for tiden. Der er en bølge på vej i universet, hvor stilhed er vigtigere end ord, og handling ligeså. Jeg rider på den, og jeg ved, at der også er andre, som springer på. Der er så mange strukturer indlejret i sproget, at vi aldrig vil kunne blive frie, så længe vi bruger ord. Måske er frihed en illusion, men hvorfor skrive om det, når vi allesammen kan føle det? Jeg havde så mange fine ord og begreber for Gud og det åndelige, universet, kærlighed og zen og så videre. Men det ligemeget nu. Nu er det kun handlinger der tæller. Eller ikke-handlen, også kaldet væren. Det er nemt nok at gøre noget, det er det, vi er opdraget til. Det vi skal er, at lære bare at være. Eller vi skal ikke noget, men jeg tror gerne jeg vil. For mig at se handler det hele om bølger og frekvenser, både i bogstaveligste forstand og mere overført betydning. Bølger vi kan hoppe på og frekvenser vi kan tune ind på. Måske er der et sted, hvor vi alle kan blive forenet. Men for at finde frekvensen skal man kunne lytte.