Regn og buer

I dag så jeg en regnbue. Da jeg på et tilfældigt tidspunkt gik ud med skraldet, mødte der mig et magisk syn, idet jeg trådte ud ad døren. En kæmpe regnbue, en hel halvcirkel, lige uden for vores dør. Det føltes som om den var meget tæt på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set så smuk og stor en regnbue før. Og hvad gjorde jeg? Jeg løb ind i stuen, som et begejstret barn og råbte “Søde, Valde, skynd jer, der er en kæmpe regnbue!” Og så stod vi alle fire og kiggede på den. Valdemar sagde, at den gik op til bjergene. Det var det perfekte tidspunkt jeg gik ud på, for kort tid efter var den væk. Den falmede lynhurtigt, og jeg følte mig heldig, fordi jeg havde fået lov til at opleve det. Som at være i en anden verden.  iPad’en var også med, så det kunne blive dokumenteret. Det var selvfølgelig ikke ligeså flot på billeder. Man kunne også holde en lang prædiken om, at man burde have været mere nærværende og ikke dokumentere den slags og så videre. Men det er ligegyldigt nu, det er det hele, for det var bare et flygtigt øjeblik, som ikke kan genkaldes, ej heller beskrives til fulde. Det eneste jeg kan sige er, at det at se en regnbue, minder lidt om at opleve Gud. Man bliver så glad, at man har lyst til at råbe til alle, at de skal komme og se det, og samtidigt kan man ikke beskrive det med ord. Det skal opleves. Sådan er det med så mange ting her i livet, og derfor har jeg ikke så meget lyst til at blogge lige for tiden. Der er en bølge på vej i universet, hvor stilhed er vigtigere end ord, og handling ligeså. Jeg rider på den, og jeg ved, at der også er andre, som springer på. Der er så mange strukturer indlejret i sproget, at vi aldrig vil kunne blive frie, så længe vi bruger ord. Måske er frihed en illusion, men hvorfor skrive om det, når vi allesammen kan føle det? Jeg havde så mange fine ord og begreber for Gud og det åndelige, universet, kærlighed og zen og så videre. Men det ligemeget nu. Nu er det kun handlinger der tæller. Eller ikke-handlen, også kaldet væren. Det er nemt nok at gøre noget, det er det, vi er opdraget til. Det vi skal er, at lære bare at være. Eller vi skal ikke noget, men jeg tror gerne jeg vil. For mig at se handler det hele om bølger og frekvenser, både i bogstaveligste forstand og mere overført betydning. Bølger vi kan hoppe på og frekvenser vi kan tune ind på. Måske er der et sted, hvor vi alle kan blive forenet. Men for at finde frekvensen skal man kunne lytte.