Barselsroen

Kender I det, når man snakker med pensionister, der selv synes de har en travl hverdag? Nu hvor jeg er på barsel, forstår jeg hvad de mener. Nogle (naive) mennesker tror måske det er én lang ferie, det er det ikke. Men så har man da i det mindste en blank kalender i 10-12 måneder? Heller ikke. Det kunne man i teorien have haft, men samfundets effektivitetstyranni opmuntrer os til hele tiden at klemme flere aftaler ind. Og hvorfor? Bare fordi. Nå, men som I nok ved valgte jeg efter lidt tid at gøre oprør mod det, og i stedet sidde herhjemme og lave ingenting, hvilket var svært at gennemføre, men godt.

Den 12. november havde jeg været på barsel i 7 måneder, og det er først nu jeg kan sige, at jeg føler der er faldet ro over hverdagen. Det er først nu jeg har haft så meget luft i kalenderen, at jeg rent faktisk har haft overskud og tid til at gøre andet end bare at overleve og forsøge at bekæmpe det værste rod. Faktisk har jeg for nyligt haft tre uger, hvor jeg ingen aftaler havde, og bare lod det hele stå til og levede af forårsruller. Det var dejligt!

Men bedst som jeg troede, at nu skulle jeg endelig få den hverdag, jeg altid har været stresset over at mangle, så valgte jeg at ryste posen. Og netop som min rodløse sjæl endelig har fundet et sted at føle sig hjemme, river jeg det hele op med rode. Ak ja, jeg er åbenbart uforbederlig…

Ud af Maya – ind i Gaya!

For en uge siden fik jeg noget der mindede om en åbenbaring. En invitation til at leve uden frygt. En mulighed for at tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg må hellere få skrevet det ned, inden jeg glemmer det.

Men hov, jeg har næsten allerede glemt det. Jeg har brugt de sidste to timer på at sidde og researche børnehaver i vores nye lokalområde. Og frygten er tilbage. Frygten for at vi ikke kan finde en børnehave der er så god, som den vi har nu (selvom jeg har været meget skeptisk over for den). Frygten for om jeg ødelægger mit barn ved at hive ham ud af hans trygge rammer (som han kun har været en del af i 3 måneder). Vil jeg sidde en dag, en mørk og stormfuld aften, langt ude på landet og tænke: “alt var bedre og nemmere da vi boede i Kokkedal!”. Ja, måske. Og måske ikke. Man har en tendens til at romantisere fortiden (jeg har), men det får man ikke meget godt ud af.

Anekdote: forleden dag befandt jeg mig i frygtens fangearme (og mors bekymrede udtalelser), og googlede: “er det synd for børn at bo på landet?” – ved I hvad der kom frem? En masse mødre, som spurgte: “er det synd for børn at vokse op i byen?”

Ja, vi skal flytte. Kolle 2.0 er i støbeskeen! Vi har været så heldige at få fingrene i et hus i udkanten af en skov, efter at have været en ansøgning ud af 75, som blev udtrukket. HURRAAAAAA! Er det skæbnen eller hvad?!

Vi skulle have haft svar den 15. november, men huset blev først tilbud til to andre, som sagde nej, så der var lidt ventetid. I løbet af de 4 dage, nåede jeg at tænke: er det bare mig, eller stod vi i præcis samme situation for 2 år siden? Ja, det gjorde vi, dengang vi ventede på svar på en ansøgning til et bofællesskab. Den følelse af at mit liv er i andres hænder, den hader jeg virkelig (med undtagelse af JC’s hænder, selvfølgelig). Det er én ting der er den sikre vej mod afgrunden: når man mister magten over sit eget liv. Eller føler at man gør det. Sådan en periode har jeg lige haft, men nu kan jeg se lyset for enden af tunnelen (eller – det er vist ikke et godt tegn?) – anyways! TV-serien “Herrens Veje” er blot endnu et eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke søger psykologhjælp i tide. Husk det, børn! Jeg er heldigvis så klog af skade, at jeg altid søger hjælp i tide, så jeg ender ikke som en desperat personage fra en dramaserie.

Nå, en ny æra er begyndt: jeg vil ikke længere leve i frygt! Det vil sige, det kommer jeg nok til engang alligevel, men nu rider jeg lige på en bølge af frygtløshed – eller måske ligefrem frihed?

Jeg har de sidste par måneder reflekteret over spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke levede i frygt?

Svaret er: flytte i kollektiv på landet, tage Valde ud af børnehaven og have ham hjemme en periode, tage et års ekstra orlov fra studiet og passe Eva hjemme, se muligheder frem for begrænsninger, stole på Gud og universet, holde fast i at jeg ikke vil have et stressende liv og derfor skabe et liv, hvor vi ikke behøver have travlt.

Så det gør vi nu!

Og hvad så hvis jeg bliver vanvittig af at gå hjemme? Jamen så sender jeg da bare børnene i pasning, værre er det ikke. Hvad hvis I bliver trætte af at bo på landet? Så flytter vi. Hvad hvis I bliver ruinerede? Så tager jeg mere SU-lån (eller…. stop dig selv). Hvad hvis du kommer til at kede dig? Så bliver jeg meget sund. Hvad hvis børnene tager skade af at flytte? Det gør de ikke, se bare på Lasse og jeg, vi har prøvet at flytte mindst 15 gange hver i løbet af vores liv, og vi er da helt normale! Hvad nu hvis jorden går under i morgen? Så kan vi allesammen endelig blive forenet.

Ud af Maya – det betyder ud af frygten, sindet. Seriøst, sindet skaber så mange tanker, det var der jeg fik min åbenbaring af psilocybinske dimensioner: det meste af det, der sker i mit sind, er en gammel plade, der er gået i stå i en rille. Det er falske ting, et spind af løgne, som jeg (og samfundet?) har skabt for at.. ja, hvorfor egentligt? Hvad skal vi bruge al den frygt til? Man kan være bange for alt og man kan finde problemer i alt, hvis man vil…

Ind med Gaya – eller man kan komme heeeeeelt ind i Moder Jord, hvilket Tahini og jeg vil gøre langt ude i skoven.

Sig hvad I vil. Verden kan rende og hoppe. Vi laver vores egen landsby.

Tågen letter

De første par måneder efter Eva blev født var jeg rimeligt zen. De sidste tre måneder har jeg mistet min zen mere og mere, og gået rundt i en form for tåge. Men i lørdags havde jeg en følelse, jeg vil betegne som “at tågen lettede”. Hvilket manifesterede sig ved at:

Jeg har vasket mit hår. Endelig! (glemte dog at rede det)

Jeg er (næsten) nået til bunds i vasketøjet.

Jeg har haft overskud til at dyrke yoga (i mandags)!!!

Jeg kan føle mig frisk uden en middagslur.

Jeg har efter et halvt års tilløb og dårlige undskyldninger endelig fået taget mig sammen til at cykle ned i kirken for at spille orgel.

Jeg sad uforstyrret og spillede orgel i en time – det var himmelsk!

Jeg har erkendt at jeg ikke behøver bevise at jeg rent hypotetisk i en perfekt drømmeverden kunne være “supermor”.

Jeg har taget et skridt ved at lade Lasse være alene med børnene nogle timer.

 

Det tænkende menneske

Konklusioner på to måneders eksistentielle overvejelser:

Det er ikke let at være nogen.

Du skylder ikke nogen noget.

Verden skylder ikke dig noget.

Du kan ikke forvente at der står nogen og klapper i hænderne af alt, du gør.

Du behøver ikke bevise noget over for nogen.

Punkterne uddybes i min kommende selvbiografi “Kunsten at ælte en dej med én hånd”.

Selv tak.

Hønen og ægget

Man kan skrive eller man kan lade være. Jeg har ikke ret meget fornuftigt at sige. To måneder har jeg spildt på at tænke de samme destruktive tanker om og om igen. To måneder. Jeg har spildt to måneder af mit liv. Og da jeg stod på yogamåtten en dag i sidste uge, sagde jeg til mig selv: “Det er trist, men du må lægge det bag dig. Der er kun i dag og fremtiden. Fra i dag af vil jeg ikke brokke mig over min mand eller mine børn eller noget. Nu vil jeg nyde livet uden at ærgre mig over al den tid, jeg har spildt”. Jamen det er da altid en start! Om det kan realiseres er en anden sag.

Jeg føler jeg har fejlet som mor. Fordi jeg ikke længere kan nyde min barsel. Men jeg nød det meget de første par måneder. Dengang var jeg så zen, det var den bedste sommer i mit liv. At få et barn mere var ikke en belastning, men en berigelse, hun gjorde familien fuldendt. Men pludselig en dag vendte det hele. Jeg prøver stadig at finde en forklaring på hvorfor. Mig og mine forklaringer. Jeg er for krævende. Det at jeg kræver en forklaring på alt, en mening med alt, en årsag, et sted at placere skylden – det er meget tidskrævende og upraktisk, og det ødelægger mig. Jo, det kan være en god evne, at være nysgerrig og forsøge at finde sammenhænge og forstå sammenhænge. Men jeg forventer sammenhæng der hvor der ingen er! Længes efter forbundethed når alt er fragmenteret.

Jeg behøver ikke ignorere mine længsler, men der er nogle ting jeg er nødt til at acceptere. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg må gøre op med nogle ting. Jeg må forsøge at lære at acceptere, at “den store gyldne løsning” ikke findes. Jeg må tilgive mig selv for at tænke som jeg gør, jeg er ikke så pisse-revo, som jeg troede, jeg er et produkt af min kultur. Vi er opdraget til, at “hvis bare” eller “når bare…” – SÅ bliver jeg lykkelig! Det er til dels kapitalismens skyld. Som jeg altid siger: man kan ikke sælge noget til et lykkeligt menneske. Jeg møder den her tankegang hver dag, blandt andet på sociale medier. Egentligt har vi mennesker nok altid sat vores lid til forskellige ting. “Hvis bare”…. vi fik eget toilet, færre børn, fik bil, fladskærm, osv osv. Engang var de her usmagelige betonblokke eftertragtede, det var drømmen. Men drømmen ændrer sig hele tiden.

På Instagram møder jeg ofte tanken “hvis bare.. vi flyttede på landet, i kollektiv, havde børnene hjemme”. Det hele lyder meget idyllisk, og det er fint, men det er også løgn.

Kollektiv = dobbelt så meget sjov, dobbelt så mange problemer. Landet = idyllisk om sommeren, helvede om vinteren (men smukt med sne!). Vi har prøvet det. Men folk skal bare gøre det, de har lyst til.

Jeg har begået en fejl. Jeg har lyttet for meget til andre, endnu engang. Jeg har gjort vold på mig selv, men det er jeg nødt til hver eneste dag, for sådan er det at være en følsom sjæl. Det er ren overlevelse. Jeg er så meget i tvivl om alt, at jeg ikke engang ved hvad der kom først? Har jeg det dårligt, fordi jeg ikke har Valde hjemme? Eller havde jeg det dårligt først og kunne slet ikke have ham hjemme? En stemme siger “hvis bare jeg havde ham hjemme, ville alt være godt”. En anden stemme siger “jeg har ikke overskuddet til det, og det vil bare gøre alt værre”. Lytter jeg for meget til andre, fordi jeg ikke har en indre kerne? Eller er min identitet blevet udslettet, fordi jeg lytter for meget til andre?

Jeg har en romantisk forestilling om, at “Hvis bare…” – men nissen flytter med, jeg er ked af at være lyseslukker. Dog er der stadig en god grund til at flytte på landet: når alt er trist, så har man i det mindste noget smukt at se på!