Jul igen

Så blev det jul igen. Velkommen til verdens mest klichéfyldte indlæg. Livet går i ring, livet går i bølger, op og ned, livet er lidelse og glæde, men intet er godt eller ondt i sig selv. Mit eneste ønske til jul er, at julefreden sænker sig på et tidspunkt, gerne i form af stilhed. Nu sidder jeg her igen efter 4 måneders nedtur, og ved ikke hvornår den næste bølge af optur kommer. Men det første skridt på vejen er at være åben over for det. Åben for forandring. Noget af det fedeste Gud kan gøre, er at forny vore sind. Og mit sind trænger i den grad til fornyelse. Kan I huske, jeg skrev, at jeg havde brugt 2 måneder af mit liv på at tænke destruktive tanker? Nu er det 4. Jeg er på en eller anden underlig måde gået i stå, samtidigt med at alt omkring mig forandres. Det har været endnu et hæsblæsende år, selvom jeg virkelig har forsøgt at nyde hverdagen. Som så ikke rigtigt findes.

Nå, tilbage til den famøse julefred. I aftes indfandt den sig her i vores lille kollektiv, som vi agter at kalde Havørnens Hvile (eller Tahinibo). Efter en lang dag med rengøring i Kokkedal kom vi hjem til et stille hus. Eva sov ude i bilen, Birka ovenpå, og Tahini og Lassefar sad med hver deres device på nettet (og er der noget der kan få voksne til at være stille, er det da det). Og Valdemar overnattede hos farmor. Det er utroligt så stille der er, når man ikke har sin 3-årige hjemme. Jeg nød stilheden, men Eva vågnede før jeg nåede at skrive om den. Her til morgen fik jeg endnu en stille stund, så nu er jeg klar til at gå juledagene i møde.

Jeg synes jeg de sidste to år i december har skrevet alt, hvad der er at skrive om julefred og stilhed, og den efterfølgende nytårsblues Jeg mener stadig præcis det samme. Den eneste forskel i år er, at jeg sidder med et lille barn i armene, nemlig Eva Luna på 7 måneder. Hun minder mig om, at julen for mig, handler om at blive som et lille barn igen. Der er mange forskellige og vigtige julesymboler, så som lyset og stjernen, men i år er det lille (Jesus)barn det, der siger mig mest.

Julen handler om overgivelse, overgivelse til stilheden, kærligheden, glæden, freden, Gud, universet og livet. Og hvem er bedre til at tage imod end en lille hjælpeløs baby?

At overgive sig til kærligheden – så simpelt, og dog så svært. Lad vores små zenmestre vise vejen.

En sidste tur i Kokkedal

Det er fredag. Jeg spiser pommes i sengen. Nu skal jeg leve det fede liv indtil jeg flytter på landet og lader som om jeg er sund. I morgen! Jeg burde gå en tur i solskinnet, men jeg var nødt til at skynde mig hjem før pomfritterne blev bløde. The struggle is real. Det føles som om jeg ikke har set solen i dagevis, hvilket jeg måske heller ikke har. Jeg ville nyde stilheden, for der bliver nok en del mindre stilhed fremover med 3 hjemmepassede børn i huset. Bare ligge i min seng og se serie, mens Eva sov middagslur. Og det gjorde jeg så – i 6 minutter. Indtil jeg blev afbrudt af Lassefar der kom hjem, og Eva der vågnede kort tid efter. Men det var 6 hellige minutter!

I dag var vi som sædvanligt til åben hal-legestue ovre på skolen for at sige farvel. Det var med vemod jeg gik derfra, og jeg føler mig stadig lidt trist. Det er ikke fordi vi er nære venner, men de her kvinder (og enkelt mand) er nok det nærmeste jeg nogensinde har været på at have en “tribe”. Men nu laver vi vores egen tribe på landet. Og det skal nok blive godt. Men lige i dag vil jeg have lov til at savne Kokkedal. Hvad er det jeg kommer til at savne? Først og fremmest at stort set alle her i området er utroligt imødekommende og venlige og meget nede på jorden. Jeg frygter ærligt talt at folk, der bor omkring Hillerød er mere snobbede. Derudover vil jeg savner alle de søde hjemmegående forældre, at møde naboerne på legepladsen, at bo tæt på stranden og stationen, åen, at tage ud på Aarstidernes gård om søndagen, præstens gode prædikener, min mødregruppe, at snakke med cykelhandleren, og ikke mindst halal-slagterens fabelagtige falafel!

Jeg var skeptisk til at begynde med, men har lært at elske det her sted. Vi har dog altid vist at det kun var et stop på vejen, og der hvor vi skal bo nu, er dream come true, bortset fra at det ikke er i Jylland. Mindre detalje. Måske er jeg ekstra vemodig over at flytte herfra, fordi Eva er født herhjemme i vores lejlighed. Men samtidigt er jeg glad for, at hun får lov til at vokse op på landet helt fra starten af, og nok ikke kan huske andet. Jeg har engang sagt til Lassefar, at jeg tror vi vil se tilbage på det her halvandet år i Kokkedal, og sige til hinanden at det var den lykkeligste tid i vores liv. Men mon ikke også vi engang kan sige det samme om Nejedehus?

Vi glæder os til at bytte altanen ud med en have og få udsigt til en skov i stedet for en boligblok.

 

Sidste dag på barsel

I dag er en særlig dag. Det var Valdemars sidste dag i børnehaven. Både Lasse og jeg var med til at hente ham, da der også var julehygge for forældrene i dag. Valde fik en planche med nogle billeder af sig selv og et hæfte med tegninger fra børnene i afskedsgave. Det er en dag med blandede følelser. På den ene side er jeg glad for at han stopper, og jeg glæder mig til at have ham hjemme i en periode. På den anden side frygter jeg hvordan han vil håndtere det her “brud”, om han bliver glad det nye sted, og om han kan finde venner.

Samtidigt er det her min sidste dag på barsel. Det er lidt løgn, for i systemet er jeg stadig på barsel. Men slut med barsel i klassisk forstand. Fordi jeg nu også skal have en 3-årig hjemme, er der nogle af de klassiske “barselsaktiviteter” jeg ikke længere kan eller vil bruge tid på, eksempelvis babysalmesang, mødregruppe, cafébesøg, sove hele dagen. Ej, det lyder som om jeg har haft en totalt luksus-barsel, men det har jeg vel egentligt også (bortset fra diverse identitetskriser). Især de sidste par uger, hvor Lasse har varetaget både afleveringer og afhentninger af Valde.

Eva Luna 6 timer gammel

Nu begynder et nyt kapitel som hjemmepasser, som man jo kalder det nu til dags (det hedder ikke hjemmegående mor – nærmere hjemmestyrtende, hvis noget). Og vi skal lave en masse andre dejlige ting: gå i skoven, plante ting i haven, gå i legestu(er), åben hal, besøge gårdbutikker, læse bøger, gå på biblioteket, se på slottet, kede os og bare chille to the max (nu griner Tahini nok). Ja, jeg har en romantisk forestilling om hvordan livet som hjemmegående er, men frygter også om jeg kan klare det. Måske begynder Valde selv at efterspørge en ny børnehave på et tidspunkt, og så vil jeg ikke være den, der forhindrer ham i at få lov til at finde en. Men lad os nu se.

Nu tager vi bare én dag ad gangen, som de siger i AA. Jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil nyde opleve livet sammen med mine børn nu mens jeg har muligheden for det. Alt andet må vente. Og denne gang mener jeg virkelig alt andet (godt jeg har en mand der tjener penge til mig).

Hov, jeg glemte helt hvad indlægget egentligt skulle handle om: en lille tidlig nytårsstatus på, hvad jeg har nået hidtil i min barsel. HER kan du læse mine mål. Det skal lige siges at jeg startede min barsel med at lave absolut ingenting i 5 uger, derfor har jeg set så mange serier.

Serier jeg har set (hele sæsoner):

Netflix:

  •  Love
  • Atypical
  • Big Little Lies
  • Call the midwife
  • Lilyhammer
  • You, me, her
  • Orange is the new black
  • Grace and Frankie

HBO:

  • A Handmaid’s Tale
  • Kampen for Tilværelsen

DR:

  • Borgen (igen)
  • Petra elsker sig selv
  • I forreste række
  • Spis & Spar
  • Herrens Veje
  • Generation XL
  • Hård udenpå

Bøger jeg har læst:

  • “Og sådan blev det” (Maren Uthaug)
  • “Hvornår er det min tur til at skrige?” (Karen Heurlin)
  • “Vi er bare selv” (Linda Abildgren)
  • “Hvor lagde jeg babyen?” (Julia Lahme)

Sange jeg har lært på guitar: Livstræet og En Enkelt sang om frihed

Antal falafler spist: 100

Antal timer brugt på The Sims: 38

Antal knibeøvelser: for få

Antal gange jeg har spillet orgel: 2

Så mange gange har jeg lavet yoga: 5 (mindst!)

Antal lange gåture: 3

Antal timer brugt på insta: 400

Antal mentale sammenbrud: 3

Antal besøg i kirke: 10

Antal middagslure: 200

Antal gange jeg har ammet: ca. 2000

Eva Luna 6 måneder

Det handler om at have et godt CV

Nogle gange falder jeg over nogle interessante jobannoncer. Eksempelvis hos Aarstiderne, som har mange stillinger (fx den her), jeg godt kunne tænke mig. Eller diverse studentermedhjælperjobs. Senest et her i en boligforening i Kokkedal. Jeg fristes til at tænke: “hvis bare jeg fik et job, så kunne jeg føle mig vigtig og få en titel ud over mor, og desuden er det godt for CV’et”. Når dagen er slut kan man i det mindste sige, at man har udrettet noget, andet end at have vasket tøj. Og for en stund føler jeg at jeg går glip af noget, at jeg ikke har en chance for at få bygget mit CV op, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er en del af “den virkelige verden”.

Men så siger jeg til mig selv: alle dem med de gode CV’er er gået glip af nogle andre ting for at få dem. Lige nu skal jeg bare nyde livet sammen med mine børn.

Alt andet må vente.