Den her dag vil jeg huske

Dagen i dag vil jeg huske. Måske giver det ikke mening at skrive om den. Den er allerede lagret i min hukommelse. Dagen i dag var noget særligt, og dog bare en ud af mange.

Forandringer er sket, nye rammer, nye mennesker, ny udsigt, nye tider. Jeg kæmper, det gør vi alle, med at finde roen, balancen, holdepunkter. I dag fandt jeg noget. Vi gjorde det – sammen. På andre dage ville jeg have mistet tålmodigheden, mistet håbet, overblikket, mig selv. Og måske mistede jeg det hele, men det var ok.

Det jeg vil huske ved denne dag er, at jeg ved enden af den var træt, men på den gode måde. I dag har det ikke været hårdt at være sammen med børnene, trættende, men ikke hårdt. Vi har set alt for meget netflix, bagt boller, hentet brænde, været i haven og ordnet praktiske ting, ikke noget særligt, men alligevel særligt. Her begynder at dufte af hjem. Jeg ved stadig ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig hjemme et sted, men jeg vil arbejde på det. Min desperate længsel efter at flytte mig selv tilbage til mine rødder, var nok bare en nødløsning, fordi det er det eneste jeg kender som hjem. Men den er væk i dag, og nu ved jeg, at hjem er noget jeg selv skaber.