Måned: februar 2018

Det er onsdag morgen. Jeg sidder under dynen i min seng og lytter til to sovende børn. Med kaffe i hånden! Det er efterhånden en sjælden begivenhed, men jeg elsker det. Lassefar må tage bussen i skole i dag, for vi skal låne bilen til Hvidovre (er jeg voksen nu, mor?)

Jeg vågnede kl. 6, fordi Lassefar skulle op, og så kunne jeg ikke sove igen. Jeg begyndte at tænke på økonomi – kan det overhovedet hænge sammen at være hjemmegående? Hvor længe skal jeg have dem hjemme? Hvornår skal Valde i børnehave? Har jeg råd til at betale for pasning? Skal jeg søge arbejde, og hvornår? Hvad er det egentligt jeg vil?

Og nu er det bare ærgerligt, at jeg aldrig fik skrevet mine tænkte indlæg med overskrifterne “Jeg tror ikke på kvalitetstid” og “Det eneste jeg vil er at nyde livet med mine børn – alt andet må vente”. For så kunne jeg vende tilbage til dem, når jeg tvivler. Men på den anden side ville jeg måske også føle mig forpligtet af at have skrevet sådan. “Du tror ikke på kvalitetstid? Nå, så er du jo nødt til at være hjemmegående for evigt”.

Men lige nu kunne det have været rart at læse mine egne ord om, hvad det var jeg oprindeligt ville med det her.

At tvivle er naturligt, men det kan også blive for meget. Hvis ikke man lytter til sig selv, skal andre nok fortælle dig, hvad de synes du skal.

Hvad er problemet, tænker jeg for mig selv. Det er ikke pengene. Problemet er, at jeg er så langt væk fra min krop lige nu, at jeg nærmest slet ikke har kontakt til den. Jeg svæver over jorden, hvilket er første skridt mod vanvid. Så først og fremmest må jeg lære at trække vejret og finde min krop (og mit hjerte!). Resten skal nok løse sig hen ad vejen.

 

Jeg ville have skrevet detaljeret om vores første uge i det her “nye” liv, men pludselig var hele anden, tredje og fjerde uge også gået. Det fortæller vel lidt om, hvordan det er.. blogging er ikke særligt højt prioriteret her, men det er fint, for egentligt tror jeg ikke man kan beskrive “hjemmepasserlivet” – det skal prøves.

Seks uger er der nu gået, og vi overlevede. Første uge sov vi længe hver dag (dygtige børn), anden uge var præget af søvnmangel og, de følgende to uger var været meget grå med enkelte solglimt. I denne uge har vi været så heldige at se solopgang flere gange, og har haft mange smukke dage med solskin og sne.

Den første tid i det nye hus var vi bare mest hjemme. Vi havde ikke noget internet, så vi slappede bare af og sov kollektiv middagslur. I løbet af den første måned var jeg kun i København to gange og i Hillerød to gange.

Efter nytår var vi klar til at afprøve den legestue, vi havde hørt godt om. Så den 2. januar tog vi afsted. Det var en overkommelig tur, 7 minutter med bussen. I starten var vi ekstremt langsomme til at komme ud af døren – vi kunne ikke komme afsted tidligere end kl. 11. Er det bare sådan når man lever “det frie liv”? Nej, ikke nødvendigvis, men (heldigvis) er der en tendens til, at man tager tingene lidt mere stille og roligt. Jeg savner ikke de morgener, hvor vi skulle afsted i børnehave. De morgener hvor jeg vågnede op kl. 8, og Valde allerede var afleveret, kan jeg dog godt længes efter engang imellem..

Det er en rigtig god legestue, og lige siden vi var der første gang, har vi været der to gange om ugen. Vi har også flirtet lidt med en anden legestue, og været på biblioteket et par gange. Det betyder meget, at der er nogle at lege med i nærheden, og at der er andre hjemmepassere med bør over 3 år, hvilket ellers kan være svært at finde.

Den første uge synes jeg det hele var nemt, vi sov jo længe hver dag, og flere gange sov børnene middagslur samtidigt. Men så valgte vi at tage sutten fra Valde. Det gik fint, men havde den konsekvens, at han ikke længere ville sove middagslur.

Nu vågner Eva. Hej hej.