3 måneder

Klokken er 20.36 søndag aften, og jeg har lige spildt ca. halvanden time af mit liv på at kigge på babybilleder af Valde, se “De Perfekte Piger” og lave alt muligt på Faceren.

Er der ikke nogen der engang har sagt, at det tager tre måneder at ændre en vane? Der er i hvert fald et eller andet magisk ved de der tre måneder. Eksempelvis synes jeg virkelig også der sker noget når ens barn fylder 3 måneder – for både baby og forældre. Det er som om “tågen” letter. Ok, for nogle sker det måske først meget senere… som her.

Nu har vi boet herude på landet i tre måneder, og jeg synes der er faldet en ro over det hele. Det er svært at forklare, hvad det er, der har ændre sig. Det burde jeg vel egentligt være god til, eftersom jeg har en blog. Men der er nok en grund til at jeg ikke skriver så meget herinde mere. Jeg vil hellere leve det virkelige liv (på Instagram). Det er som om der pludselig er overskud til lidt ekstra, eller det vil sige, at arbejde sig længere op i behovspyramiden, end de famøse spise-drikke-skide-sove-gøre rent-amme-passe børn-forfra igen. Det er ikke fordi jeg behøver komme særligt højt op i den pyramide, jeg er i bund og grund nok et ret primitivt menneske, i hvert fald lige nu i den her småbørnstid, hvor jeg er styret meget af mine (moder)instinkter. Men derfor er det alligevel rart at føle, at man når noget andet end det mest basale, og at man har mulighed for at gøre nogle ting af lyst frem for kun af pligt.

Så det er bare skønt og herligt. Jeg har mistet min telefonoplader, så nu er jeg offline(ish). Nu vil jeg se Matador.

 

En beslutning er taget

Det er forår i dag. Det er det altså, Tahini! Ja, det er koldt, men der er noget der er anderledes i forhold til i går. Luften er mildere, solen er varmere. Jeg kan fornemme et energiskifte. På grænsen til rengøringsvanvid.

I dag er min fremtid blevet afgjort. Sådan da. Jeg har endelig fået afsendt min ansøgning om orlov fra studiet. Jeg tog beslutningen i november, snakkede med studievejlederen i december, men noget har holdt mig tilbage fra at handle på det. Jeg tænkte at jeg hellere lige måtte se, om jeg kunne holde ud at gå hjemme, eller om jeg ville nå at blive for træt af det før april. Altså har jeg indtil nu holdt muligheden for at vende tilbage til studiet åben. Og var det godt? Måske, måske ikke. Når man skal træffe vigtige beslutninger, kan det være en god idé at tænke sig om. Men på den anden side skal man ikke tænke for længe. Jeg har i hvert fald tit oplevet, at man kan blive mere forvirret, jo længere man udskyder noget. Jeg synes det at udelukke muligheder giver mig mere ro i livet. Vi skal gå glip! (det er jo så moderne). Det er godt at have muligheder, men det kan også blive for meget.

På “dårlige” dage siger jeg til Lassefar: “jeg kan også bare sende dem begge i institution og vende tilbage til studiet nu” – men ville det gøre mig lykkeligere? Nej. Kan jeg så holde ud at gå hjemme? Det ved jeg ikke. Men jeg kan heller ikke holde ud at lade være. Jeg startede på studiet i 2013, skulle have været færdig sidste år. Efter endt barsel med Valde havde jeg travlt med at komme videre, jeg var rastløs, utålmodig, men nu? Lige nu kan alt vente. Undtagen mine børn. Det lyder så idyllisk, det er det ikke, men det er dejligt at jeg er kommet til et sted, hvor jeg bare engang imellem kan føle, at jeg er faldet til ro.

Jeg skal nok blive færdig før eller siden. Måske.