Om at stable brænde

Jeg strejker som husmoder i dag. Jeg har været så høj på foråret de sidste par uger, at jeg havde glemt hvordan det er at være træt. I dag vil jeg lave absolut ingenting. Ud over at hente/bringe Valde og underholde Eva. Ingen vasketøj, ingen rengøring, frysepizza til frokost og serier i sengen #detvildebarselsliv, nej, jeg er ikke på barsel, jeg er rigtig hjemmegående!

I morgen er det 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Så kan Lassefar få lov til at kæmpe med vasketøjet i dagens anledning.

Det har været en intens weekend. Torsdag havde vi besøg af min mor og hendes mand. De medbragte en sandkasse, et børne-borde-bænke-sæt og meget andet, så nu er haven godt fyldt op. Jeg nåede ikke at vaske gulv før de kom, men gjorde det mens de hentede Valde i børnehaven. Undervejs knækkede min gulvskrubbe, så jeg måtte ligge på mine små blødende knæ og vaske gulv i hånden. Når man så dagen efter får følgende kommentar af en gæst: “Jeres gulve er møgbeskidte”, så illustrerer det meget godt min daglige kamp som husmoder! #thestruggleisreal

Fredag og lørdag legede vi Kolle 2.0 med besøg af både Familien Prut og Onkel Morfar. Der er blevet hentet og hugget brænde, så kom ikke og sig at vi ligger på den lade side, selvom der også blev chillet en del. Søndag morgen kl. 8.00 (Christiania-tid) kørte jeg Prutterne ind til Nørrebro, hvorefter jeg tog ind for at lave børnekirke på Frederiksberg.

I dag har jeg indtil videre brugt en time på at vågne op (drikke kaffe) og gøre Valde klar til børnehave, en time på at aflevere barn og handle ind, en time på at forsøge at putte Eva, en time på at tale med min søster og forberede fødselsdag, og nu skal jeg virkelig fokusere, hvis jeg skal nå at lave ingenting i dag.

Jeg har ikke kløvet brænde her i weekenden, men jeg fik lov til at stable det, og det fik mig til at tænke på tv-serien “Herrens Veje”, hvor en af hovedpersonerne går i kloster i Nepal, og det første han skal lære er at stable brænde. Det kræver koncentration, det er det rene mindfulness, men jeg er vist ikke så god til det endnu. Heldigvis har jeg mange år til at øve mig i. Da han vendte hjem fra sin rejse, brugte han brændekløvning som meditation. Jeg ved ikke, hvad det er, men de tre brændekløvere her i Havørnens Hvile synes også det var mega fedt at få lov til at kløve træet. Livet på landet er bare for nice.

Fantastiske mandag

Hvad jeg gerne ville bruge min tid på: spille orgel, lave yoga, skrive blog, lave have, gå lange ture i skoven, finde nogle lokale venner, få er godt CV, blive god til noget

Hvad jeg virkelig bruger det meste af min tid på: overleve, aflevere og hente barn, gøre rent og rydde op, ordne vasketøj, sidde i min bil og amme og høre radio (og drikke vegansk iskaffe!) #livingontheedge

Det er hårdt at være hjemmegående

Jeg sidder og drikker kaffe, ser De Unge Mødre og spiser franske vafler i smug, mens det ene barn leger med vand/mudder (det er kakao, mor!) og det andet sover.

Nå, nu kom Valde ind. Det bedste ved HBO er, at man kan se Brandmand Sam uden at skulle se YouTube-reklamer. Det kan godt være jeg har droppet sukkerpolitikken (Eva spiste en hel is i går), og lader Valde se Gurli gris 2 timer om dagen, men jeg har altså stadig principper! Mine børn skal ikke se YouTube (pludselig finder de sikkert en video af Saddam Hussein der bliver henrettet), og de skal ikke spille spil på iPad eller telefonen. Lad os se hvor længe det holder.

Det er løgn. Dagen efter jeg havde skrevet ovenstående, fik Eva lov til at se YouTube. Det har taget mig tre dage at skrive dette indlæg.

Så igår, ikk’, der ville jeg have skrevet: “min mor kommer på besøg i dag, og jeg burde gøre rent, men det gider jeg ikke, jeg vil bare se serie (ny sæson af Handmaid’s Tale)!” – total anarkist. Det gjorde jeg også, men jeg skulle først lige rydde op i soveværelset, støvsuge hele overetagen, gøre toilettet rent, bære vasketøj ned i kælderen, sortere vasketøj, vaske tøj, pille tørt tøj ned, hænge tøj op, rydde op i køkkenet, rydde op i affaldet (det der skal på genbrugspladsen) osv. #dygtighusmoder

Så satte jeg mig i sofaen sagde jeg til mig selv: “Nu bliver du siddende indtil du har drukket din kaffe færdig!”, og heldigvis sov barnet så længe, at jeg kunne nå at se et afsnit færdigt. Jeg havde det ikke helt godt med, at gulvene i køkkenet var beskidte, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu lyder det som om jeg er rengørings-freak, hvilket jeg slet ikke er, men før min mor kommer på besøg, ændrer jeg personlighed.

Jeg er kendt for at være lettere naiv. Før jeg opnåede min status som hjemmegående mor til to, havde jeg en forestilling om at det hele skulle være åh-så-hyggeligt. Jeg kedede mig med kun et enkelt barn hjemme, og ville have kam til mit hår, som man siger. Det fik jeg i den grad, og en masse grå hår oveni.

Før jeg sendte Valde i børnehave for tre uger siden, havde jeg også nogle forestillinger om, hvad jeg skulle lave når jeg kun skulle have et barn hjemme: gå en lang tur i skoven hver dag, spille orgel, holde hjemmet rent og pænt, træne, lave yoga, forberede børnekirke i god tid, lære at spille guitar, læse bøger (ej ok, det var en joke), se serier.

Hvad har jeg brugt min hidtil sparsomme fritid på? At rydde op og gøre rent. Har været i skoven en enkelt gang og i legestue to gange. Jeg havde glædet mig til at kunne fordybe mig i mit frivillige arbejde (børnekirke), men nu sidder jeg igen og forbereder det to dage før, og føler mig stresset over det. Og så begynder tankerne.. hvordan kan jeg være stresset over at jeg skal præstere noget én gang om måneden, når alle andre kan have både fuldtidsarbejde og børn ved siden af?!

Det ser så nemt ud udefra. Men hvem ved hvad der foregår i deres hoved? Hvem ved hvordan det føles i deres krop? Ønsker man at være dem? Nej, ellers tak, jeg har det lige så godt her udenfor hamsterhjulet.

Jeg glemte at skrive om mit nytårsforsæt her på bloggen, men det lyder: “I år 2018 vil jeg nyde livet sammen med mine børn (og Lassefar, selvfølgelig) – intet andet”. Det husker jeg mig selv på, når jeg dagdrømmer om et pænere CV og klassekammerater/kolleger. At nyde livet er det eneste jeg skal nå i år, og så vil jeg forsøge og nyde, at jeg har så få forpligtelser, som jeg har. Jeg ved godt det ikke er en holdbar løsning at blive forsørget af kommunen (tilskud til pasning), men jeg vil nyde mit arbejdsfri liv så længe jeg kan. Når jeg bliver træt af det, finder jeg på noget andet.

Mit liv har været en hæsblæsende rejse hertil, og nu vil jeg for første gang nogensinde prøve at være her, hvor jeg er, uden at sidde og vente på det næste kapitel.

Nå ja, hvad med overskriften, hvorfor er det hårdt at være hjemmegående med børn? Fordi de har brug for at blive socialiseret, og så skal man også selv være social (man skal ikke, men det er meget oplagt). Da jeg havde begge børn hjemme, var der sjældent et roligt øjeblik i løbet af en dag, men i løbet af de sidste tre uger med kun et barn hjemme, har jeg virkelig nydt roen. Og i tirsdags tog vi så i legestue, hvor der var virkelig mange børn og meget larm, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Der blev jeg mindet om, at jeg egentligt har det ret godt med min “ensomhed” herude i stilheden langt ude på landet.

Livet går i ring

Var det ikke for den nye sæson af A Handmaid’s Tale, havde jeg nok ikke påbegyndt denne tankerække. Eller siddet i min sofa og spist pommes med sovs (selvom jeg ser Netlifx – HBO virker for uoverskueligt). Jeg er ude af form, kunne ikke engang spise halvdelen af det, der lå på tallerkenen. Det er en måned siden sidst jeg skrev her. Jeg har levet en del i det, nogen kalder IRL (In Real Life). For eksempel har jeg slet ikke været på Instagram siden i onsdags. Bliver man klogere af det? Jeg ved det ikke.

Jeg har endnu engang erkendt, at livet går i ring, og min status som sofakartoffel i dag, minder mig om det. Selv denne erkendelse går i ring og opstår på ny flere gange om året, men især ved skiftet fra vinter til forår. For præcis et år siden lå jeg i min seng og spiste pommes med sovs, mega gravid, og det mest spændende der var sket i mit liv længe, var at jeg havde fået HBO-abonnement. Nu har jeg netop tegnet et nyt prøve-abonnement, og sidder her, men denne gang er jeg ikke så tyk, ej heller ligeså træt.

Et år er gået, den 12. april havde jeg gået hjemme i et helt år. På den ene side er det fløjet forbi (as if, men det skal man jo sige), og samtidigt føles det som 10 år. Jeg har fået gråt hår og lange patter, eller sådan føles det i hvert fald. Jeg har været i dvale og dog i rivende udvikling. Vinteren tog hårdt på mig denne gang, men jeg er ikke alene, jeg har en fornemmelse af, at det har været en kollektiv oplevelse: vi mennesker påvirker hinanden mere, end vi lige går og tror.

Men for et par uger siden skete der noget, foråret kom, og det var som at vågne op til en helt anden verden. Alt er forandret, og med skoven som nabo, kan jeg for første gang nogensinde følge udspringningen på tæt hold. Jeg tror ikke der findes mennesker, for hvem dette ikke er magisk. Om vinteren er her så uendeligt trist, om sommeren så uendelig paradisisk.

Sådan er livet, sådan er naturen, og det er ok. Man kan dø og blive genfødt mange gange i løbet af et år, og det sker for alt og alle, nogle af os oplever det bare stærkere end andre. Det er både en forbandelse og en gave, men i dag kan jeg kun være taknemmelig. Og jeg vil tillade mig selv at dvæle ved denne tilstand et øjeblik.