Den såkaldte hverdag

Klokken er 6.27 og jeg sidder alene i stuen og lytter til fuglefløjt. Eva og Lassefar sover stadig, og Valde er hos sin farmor. Jeg kan ikke sove mere, og jeg vil hellere nyde to minutters fred end at ligge og vende og dreje mig. Sådan startede jeg også ugen mandag morgen, hvor jeg sneg mig ned for at drikke kaffe udenfor, mens børnene sov videre.

Her er meget stille, bortset fra en diskret tinnitus, som blev vækket til live til min fars 50-års fødselsdag sidste weekend. Her var musikken ekstremt høj fra start til slut (ja, også under middagen). Min søster og jeg er blevet for gamle til den slags. Jeg forsøgte virkelig at være festlig, men det er svært, når man ikke kan holde ud at være i rummet. Man kunne heller ikke snakke sammen uden at råbe, hvilket fra ærgerligt, da jeg den dag mødte min halvbror for første gang. Hvorfor synes man sådan noget er fedt? Hvordan kan man holde ud at gå i byen? Det var et kulturchok uden lige. Jeg er ganske enkelt blevet for gammel (kedelig). Men aftenens hovedperson var glad, og det er jo det vigtigste.

Livet som hjemmegående på landet

Der er ikke så meget at berette om fra livet på landet. Folk bliver ved med at snakke om det der hverdag, og jeg ved stadig ikke hvad det er. I mit liv bliver det aldrig hverdag, selvom jeg nogle gange længes efter det. Jeg når aldrig at komme ind i en trummerum før der igen sker store forandringer. Måske er de ikke altid store, men der skal ikke meget til for at det føles stort for mig, og derfor har jeg altid troet, at der var noget galt med mig. Men det er der ikke. For hver dag der går bliver jeg mere sikker på, at jeg faktisk er ret normal. De fleste mennesker kan godt lide at have en hverdag, har jeg indtryk af. De fleste kan godt lide at have noget at lave, et arbejde eller en anden form for beskæftigelse. Jeg er ikke mærkelig. Enhver ville blive skør af at være arbejdsløs eller hjemmegående – der er de få, som er gode til at gå hjemme, men det er ikke flertallet. Dele af min familie vil gerne have stemplet mig som forstyrret, hvis jeg giver udtryk for, at jeg ikke føler jeg har en hverdag, og at det stresser mig. Men sandheden er at det ville stresse enhver. Det gik op for mig, da jeg så dokumentaren “Montricepigernes Kamp”, hvor nogle fabriksarbejder skal fyres efter at have haft det samme job i 25 år. De kvinder, der interviewes, fortæller om at det er en meget ubehagelig følelse ikke at vide hvad man skal, og at komme ud af sine vante rammer. Og det er det også for de fleste. Problemet er, at man som moderne ungt menneske står med den her kamp stort set dagligt; hvem er jeg? hvad skal jeg? hvad vil jeg? hvad kan jeg? Konkurrencesamfundet bevæger sig så hurtigt, at vores hjerner ikke kan følge med. Men så snart hjernen stejler, bliver man stemplet som forstyrret, som om det var individet der var noget galt med. Men det er det ikke. Det er det vigtigste, jeg har lært her på det sidste: alle mine følelser er normale og almenmenneskelige, mange af dem er grundvilkår, eksempelvis angst og ensomhed, som Kierkegaard siger. Selvfølgelig kan disse følelser tage overhånd og komme helt ud af proportioner, grænsende til det sindssyge, men i det fleste tilfælde er det ikke noget der skal fixes, det er bare livet. Hvorfor har vi så en opfattelse af at det bare skal fixes? Hvordan hjælper det mennesket?

Hverdagen

Klip til hverdagen. I går lukkede jeg øjnene kl. 19.18, da jeg sad i sofaen med sovende Eva i armene, og det var så skønt og fredfyldt. 19.58 vågnede jeg og gik op i seng og sov til kl. 6.19 (ok, med ammepauser). Så nu burde jeg være udhvilet. Det ved jeg ikke om jeg er, men jeg har fået mere ro i mit hoved. Jeg plejer at se serier om aftenen, men da computeren løb tør for strøm i går, lod jeg den gå ud is stedet for at hente en oplader. Det var dejligt at nyde stilheden for en gangs skyld. Jeg føler at mit hoved er nulstillet nu, så nu forsøger vi med endnu en pause fra Instagram. For nyligt var jeg væk derfra i to uger, og det var svært i starten, men efter lidt tid finder man ud af, at man oplever livet på en helt anden måde, når det ikke skal dokumenteres eller sammenlignes med andres glansbilleder. Så er livet bare hvad det er. Hvorfor har man et behov for at fortælle nogen om alt, man gør? Er det virkelig så interessant? Svaret er i de fleste tilfælde nej. Jeg kommer nok ikke til at gå tilbage til en usmart-phone igen,  for jeg er blevet for glad for Mofibo (lydbøger), Easypark og desuden bruger jeg telefonen som GPS når jeg kører bil, og børnehaven har en app man skal følge med i. Men Instagram er en tidsrøver, og når den er slettet, er telefonen faktisk ikke særligt spændende mere.

Let it be og taoisme

Det jeg kæmper med lige nu, er at lade ting være det, de er. Livet er. Udover effektivitetstyranniet og præstationsræset, er det som om vi lider af en slags bedømmelses-mani. Alt skal bedømmes hele tiden. Måske har vi taget skade af selv at være blevet bedømt hele vores liv, og nu giver de sikkert karakterer i 1. klasse?! Og det er det samme vi gør på blogs og Instagram; vi bedømmer virkeligheden – Uuh, det var en god dag i dag, åh nej, den dag var ikke så god. Jamen Tabi, hvorfor må folk ikke have lov til det? Det må man da også, men gør det os mere lykkelige? Nej. Tværtimod. Det er ingen kunst at tænke, at evaluere og bedømme – det er en kunst at lade være.

Selvom I kender mig som kristen, er jeg meget inspireret af buddhismen for tiden. Eller taoisme. Når først vi har lært at tage imod Guds kærlighed og overgivet os til frelsen, så skulle man tro at alt var i den skønneste orden, ikke? Det er det også i efterlivet, i den forstand, at vi tror vi kommer i himlen. Men derfor kan livet på jorden sagtens være lidelsesfyldt alligevel. Det er der ikke noget forkert i, that’s life, men jeg synes kristendommen mangler nogle redskaber til at leve livet mere i kontakt med den guddommelige fred.

Som kristne kan vi sagtens lade os opsluge af det moderne samfund, og det er vi jo også nødt til, da vi skal missionere, og det kan man ikke gøre langt ude i en skov – eller kan man?

Vi kender jo allerede de her redskaber fra klostertraditionen, og det er ældgammel visdom, som man ikke bare skal vælge fra. Heldigvis er eksempelvis tidebøn blevet mere og mere moderne. I min optik mangler der noget krop – vi kan simpelthen ikke erkende Gud kun med vores sind, det er ikke til at begribe, og man kan faktisk nærmest tænke sig selv til døde ved at forsøge at forstå alle de paradokser, den kristne tro rummer. I stedet ville jeg ønske at man kunne bruge sin krop til at opleve Gud, hvilket man fx kan gennem yoga.

Desuden kunne vi lære noget af buddhisterne i forhold til meditation og til at holde sindet nede. Kristne elsker jo at snakke om djævlen, og hvor lever djævlen? I sindet! For mig at se, er “det onde” det, som holder os væk fra Gud – som på mange måder er den samme oplevelse som “Nuets Kraft” – at være et med alt, med væren. Vi kan ikke bare sige “jeg kender Gud”, og så lade sindet løbe af med os. Vi er nødt til at sige stop. Eller i det mindste stoppe krig på alle planer. Man kan sagtens sige “jeg er pacifist, jeg dræber hverken mennesker eller dyr” (jeg dræber myg! prøv at bo i en skov og vær hellig veganer!), men hvis man stadig fører krig mod sig selv, så er man ikke nået ret langt. Det her med at man skal gå i kirke og være en del af et fællesskab for at finde Gud, det er både rigtigt og forkert. Vi er alle afhængige af hinanden, vi er skabt til at være sammen. Men først og fremmest må du finde ro indeni dig selv.

Jeg spørger ofte mig selv, når jeg er frustreret: “hvad er problemet?” Problemet er, at der ikke er noget problem. Jeg kan bedst leve når der er noget galt, jeg har så svært ved at nyde livet og tro på, at jeg gerne må have det godt. Men det må jeg gerne, og jo mere jeg bedømmer alt, jo mindre godt har jeg det, for alt kan blive “dårligt”, hvis man overanalyserer det.

Så please, lad alt være, som det er. Måske er det ikke så farligt alligevel.

Shalome og ahimsa og alt det der.