Hej, jeg hedder Tabita, og jeg er blog-o-man..

…sådan vil jeg sige på mit næste 12-trins-kursus!

Jeg begyndte at læse blogs allerede før de blev moderne (man er vel hipster), tror jeg startede tilbage i 2007 eller deromkring. Så ja, jeg har fulgt Sneglcille stort set fra begyndelsen af! Hun var en af de allerførste mommyblogs, jeg læste, sammen med Blogsbjerg. Andre blogs jeg elskede var berømte Copenhipster og Bitterfissen Bethany. Og ej at forglemme Dines the Infotainer, Resultatet af udtalte desperationer og Benjamin Bendtsens blog. Senere kom Caspar Erics geniale blog til.

Jeg hader når en blog lukker!

Forresten har jeg lige fundet ud af at Dines er tilbage som blogger under sit borgerlige navn her. HURRA!

Jeg har altid været meget online, helt utroligt mange timer om dagen faktisk, lige fra vi fik internet (engang i starten af 00’erne). Dengang fandtes der også sociale medier, men de var noget anderledes end i dag, idet man var meget mere anonym. Dengang gik de fleste under et brugernavn, så man var altså delvist anonym, og kun særligt indviede fik ens rigtige navn at vide, hvis overhovedet nogen. Det gjorde sig fx gældende på sider som JubiiChat, Lunarstorm og HogwartsOnline (en online skole for Harry Potter-nørder, hvor man fik lektier for). Også i blogverdenen var mange anonyme, og det synes jeg faktisk var mega fedt! Først efter Facebook kom frem, begyndte alle at skrive under deres rigtige navn. Og selvfølgelig Arto og Vegetarkontakt.dk (hvor jeg mødtre min mand).

Personligt kunne jeg meget bedre lide online-verdenen dengang man gik under et dæknavn. For det første var det fedt at blogge som anonym, for så kunne man ligesom være mere hudløst ærlig, uden at skulle konfronteres med det IRL (In Real Life). Jeg kunne af en uvis årsag også utroligt godt lide selv at læse blogs, hvor forfatteren var anonym. Dog fik jeg også et par gode online-bekendtskaber gennem bloggen, i det nogle valgte at sende mig en mail, hvorefter vi så lærte hinandens “sande identitet” at kende. Jeg bloggede selv i mange år hos Google under navnet “emo” og senest som Pippilotta. For det andet var det også nemmere at skille sit online-liv fra sit IRL-liv, hvilket jeg tror var sundt. Da facebook gjorde sit indtog i 2008 (det var der jeg og alle jeg kendte kom på), medførte den helt nye muligheder for personlighedsspaltning, idet man jo stadig har en online-person og en IRL-person, nu hedder de bare det samme navn! Det er altså lidt skummelt.

Vi ved jo allesammen godt at den, du er på facebook og andre sociale medier, ikke er dig. Det er en konstrueret person, skabt af brudstykker af din virkelighed (oftest de pæneste). Men når man kun bruger sit rigtige navn online, smelter tingene sammen, og det mener jeg ikke er godt. Der vil nok altid være en tendens til at man sammenligner sig med andre på de sociale medier (hvis man er bare lidt menneskelig), og det er farligt. For ligeså vel som din online-persona ikke er dig, så er de andres heller ikke dem. Så når du tror du sammenligner dit eget liv med andre menneskers, så er det i virkeligheden en falsk udgave af dig selv, som sammenligner sig med en falsk udgave af de andre. Ergo er har det intet hold i virkeligheden, og hvis vi begynder at opfatte det som virkelighed, bliver det farligt. Især fordi det billede, mange tegner, er alt for perfekt, og derfor ikke bidrager med andet end dårlig selvtillid hos dem, der ser på. Men hvad er virkelighed? Det er jo mange ting, og vi skaber hver især vores egen, så måske er det hele noget vås. Jeg kunne nok bare bedre lide blogland “i gamle dage”. Dengang var der forresten heller ikke noget der hed sponsorerede indlæg! Folk bloggede hudløst ærligt om lige præcis hvad de ville, for der var ikke noget image, der skulle opretholdes.

Nå, det jeg bare ville fortælle var, at jeg for nyligt er faldet over en ny blog! Det sker engang imellem, og hvis jeg kan lide den, læser jeg den igennem helt fra ende til anden. Ligesom jeg engang gjorde med Førstegangsmor  og Lortemor.

For et par dage siden fandt jeg Marie-Louises blog gennem Instagram, og jeg er helt vild med den! Jeg kan spejle mig i så mange af de ting, hun skriver, livet som mor til to, som psykisk sårbar gravid, viklemor, stofble-nørd og meget mere. Og det er derfor jeg stadig elsker blogs, selvom jeg nogle gange har haft et love/hate-relationship med mommyblogs, det er, at det opfylder et behov, mange mennesker har (især kvinder på barsel), nemlig at have nogle at spejle sig i.

Nogle gange bliver jeg så irriteret over diverse mommyblogs på grund af de kønsroller der ligger bag: manden har et eller andet fancy job som musiker, skuespiller, fotograf eller en anden slags kunstner, mens konen sidder og skriver om tøj, make-up, vasketøj, madopskrifter og alt muligt kapitalistisk shit, hvor børnene bruges som reklamesøjler – det provokerer min indre feminist!

MEN her er det så, jeg skal lære at være virkelig feminist, og støtte de her kvinder, for de gør jo noget for andre kvinder! Det, de gør, er ikke bare trivielt og ligegyldigt, det er faktisk vigtigt for mange kvinder, for når de kan spejle sig i det, føler de sig forstået, og måske kan det i sidste ende bringe os kvinder tættere sammen. Desuden er der brug for kvinder, som fortæller ægte historier om kvindelivet, om hverdagen, beskidte bleer, kold kaffe, men også optursdagene. Uanset antallet af sponsorerede indlæg, så er de her blogs med til at give kvinder en stemme, og fortælle historier, som er vigtige at fortælle. Så tak for det!

Det her blev en erstatning for mit planlagte indlæg “noget om koncepter”. Jeg gider ikke bekymre mig alt for meget om konceptet på den her blog, om det bliver for trivielt, for emo, for anti-feministisk. Det fede ved en blog er jo, at man kan skrive præcis hvad man har lyst til (uden kildehenvisninger!), og på den måde skaber man sit eget lille univers. Jeg har nok haft en tendens til at mene, at det hele skal være store tanker og eksistentiel lommefilosofi, især nu hvor jeg har kategoriseret mig selv som “en kristen blog”. Men selvfølgelig skal der også være plads til mommy-stuff, især nu hvor jeg er på barsel, og det er det, der fylder mit liv. En decideret mommyblog bliver det nok aldrig, og det har jeg heller ingen interesse i. Min pessimistiske side vil jeg også gerne styre lidt, men ellers er der frit slag. Så glæd jer!

Den dag en af mine yndlingsblogs ikke bare døde, men blev helt slettet! 🙁

P.S. Bonus-info: Engang tilbage i 2011/12 var jeg meget fascineret af Caspar Eric (før han blev kendt og før jeg mødte ham i virkeligheden). Dog lykkedes det mig ikke at vinde hans tillid, da jeg en dag skrev en anonym SMS. Når man skriver sit nummer på sin blog, går jeg ud fra, det er fordi man gerne vil kontaktes? Det var en blank afvisning, hvilket bare er et bevis på, at de der hipstere ofte er pissekedelige i virkeligheden! Men måske er den bedste scorereplik heller ikke: “Skal vi drikke the i stilhed?”, som jeg skrev. Et at mit livs højdepunkter fandt sted 4 år senere, da jeg nøgenbadede på stranden nedenfor Louisiana, vel vidende at han kiggede på mig. Det kan ingen tage fra mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *