Hvor lykkelig har man lov at være?

I dag har jeg siddet og kigget ind i en væg. Bogstaveligt talt. Eller en mur var det faktisk. Jeg var ellers meget frisk indtil min hjerne gik i stå. Men det skulle jo være sundt at lave ingenting. Og efter at have hørt Thomas Skovs podcast, har jeg besluttet mig for at begynde at dyrke det endnu mere.

I går fejrede vi Evas navngivning, selvom hun endnu ikke har fået sit navn, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at ansøge ordentligt. Det var en skøn og herlig og fantastisk dag, og jeg var meget lykkelig, da jeg lå i min seng om aftenen.

Til ære for Tahini

Inspireret af Katrines Indlæg, har jeg længe (i tre år, haha) tænkt på at stille mig selv det samme spørgsmål, hvilket jeg har gjort en del her på det sidste, hvor jeg har været usædvanligt lykkelig.

For det meste er det megafedt at være nybagt (andengangs)-mor. Men nogle gange kan det også være lidt anstrengende, at havde rollen som “hende der skal være lykkelig”. For det føler jeg man skal, når man lige har fået en baby. Og det er man altså bare ikke hele tiden. Så er det nærliggende at blive sur på sig selv over, at man ikke er det. Hvis der er noget der virkelig kan irritere mig, så er det når jeg føler der er noget, jeg skal eller bør. Når man er en del af et samfund vil man før eller siden støde på forventninger til, hvordan man bør være, handle og føle. For nogle er disse forventninger mere eller mindre dominerende, mens andre måske har formået at ryste dem af sig. Med tiden er jeg blevet bedre til at fortælle mig selv, at der egentligt ikke er noget jeg skal. Man kan gøre hvad man vil, det kan man seriøst (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig), og det skal man have lov til, så længe det ikke skader.

Jeg synes også man skal have lov til at føle det, man gør, og ikke mindst give sig selv lov til det. Noget jeg er blevet meget bedre til efter i alt for mange år at have ligget i krig med mine egne følelser. Her på det sidste har jeg haft mange dage, hvor jeg har følt mig overdrevet lykkelig ligesom i går. På de dage kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over at have det så godt, når nogle af mine venner og bekendte ikke har det ligeså godt. Så har jeg også dage, hvor jeg er, sjældent dybt ulykkelig, nok mest bare småbitter og gnaven, og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at være lykkelig, for det burde jeg jo.

Men ved I hvad, det hele er en ordentlig omgang øregas, som Gaya ville have sagt! Svaret på spørgsmålet “hvor lykkelig har man lov til at være?” er: ligeså meget, som du har lyst til! Og du har også lov til at være ligeså ulykkelig, som du vil (hvis man kan tale om at ville den slags). Når det begynder at blive anstrengende for dine omgivelser, skal du dog overveje at gøre noget ved det – jeg har selv mistet et venskab, fordi jeg var for ulykkelig. Mon det også kan blive anstrengende for andre, hvis jeg er for lykkelig? Det ved jeg ikke, men det er bare ærgerligt. Hvis nogen eksempelvis er bitre (mig selv inklusive) over al den “lykke”, der flashes på diverse sociale medier, så må de simpelthen tage ansvar for deres eget liv og logge af. Punktum. Folk skal have lov til at være glade. Man skal også have lov til at give den såkaldte “jagt på lykken” en kæmpe fuckfinger, hvilket jeg øver mig i at gøre, men samfundets forventninger forsvinder ikke af den grund. Du kan bare vælge hvor meget du vil lade dem styre dit liv. Desværre er det lettere sagt end gjort.

Et stykke med Eva

Forresten, Valdemar er på mini-ferie med to overnatninger i Jylland, og vi har nu fundet ud af, hvad vi ville lave, hvis vi ikke havde børn (eller kun en baby): se netflix på hver vores skærm og spise chips og is til aftensmad.

Min søster og Valdemar i færd med at grave et hul til Eva Lunas moderkage
En hund, der hedder Charlie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *