Fragmenter

Klokken er 8.08 og begge børn sover sødt. Eva og jeg stod op kl. 6, men hun blev træt igen. Jeg kunne ikke sove igen på grund af solskin og et for højt kaffeindtag. Ferien er slut, har jeg konkluderet, selvom man nogle gange spørger sig selv: “hvad har jeg egentligt ferie fra?” når man er på barsel. Jeg kender ikke svaret, men måske har jeg mere ferie til noget end fra noget. Dagene indeholder ikke mindre baby, men mere tid sammen med mand og ældstebarnet. Og det gjorde alligevel noget, at være to om det, for jeg kunne godt mærke forskel, da Lassefar vendte tilbage til arbejdet og jeg var alene hjemme med to børn. Det var hårdt, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vi var to om det.

I går faldt jeg over en artikel af Svend Brinkmann med overskriften “Det giver ikke mening at stræbe efter lykken. Så risikerer vi bare at miste den”. Da man skulle have abonnement på Politiken for at læse den færdig, gjorde jeg det ikke, men så skriver jeg da bare min egen version.

Jeg har været en del offline her i ferien, og det har været godt. Det er jo også meget moderne! Der er ikke så meget intelligent at skrive om det, for det er jo ikke noget nyt og revolutionerende, det var man jo også før i tiden. Jeg har erfaret, at jeg er mere lykkelig, når jeg er mindre online. Det er konklusionen. Hvorfor følte jeg mig mere lykkelig? Det mest åbenlyse svar er fraværet af sammenligninger. På de sociale medier kan man ikke undgå at komme til at sammenligne sig med de andre, om end det måske er ubevidst. Den her sammenligning gør mig ofte mere sur og irriteret, for jeg syntes egentligt mit liv var godt, indtil jeg så at de andres var bedre (eller så bedre ud).

Den anden faktor er manglen på konstant evaluering. En stor del af det at blogge er at “evaluere” virkeligheden. Når man skriver om en dag eller en oplevelse, er det næsten umuligt ikke at kategorisere, bedømme og evaluere. Det er der heller ikke noget galt i, men jeg tror godt man kan gøre det for meget. For mig er det i hvert fald bedre ikke at gøre det så meget. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede med at dømme og evaluere hele tiden? Det er faktisk ældgammel buddhistisk visdom, at man bliver lykkeligere (dvs. oplever mindre lidelse) af ikke hele tiden at dømme – nuet, sindet, tankerne.

Skal vi stoppe med at jage lykken? Ikke nødvendigvis, for i enhver stræben ligger der en stor drivkraft og måske den motivation, som er grundlæggende for vores mulighed for at udvikle os som mennesker. Men måske er det ikke hver dag, man skal tage den store eksistentielle diskussion med sig selv, Gud eller universet. For hvis man konstant spørger sig selv: er jeg lykkelig? Gider jeg stå op i dag? Giver det her mening? Var det en god dag? – så kan man hurtigt finde “fejl og mangler”, og få øje på alt det, der ikke er perfekt (Lassefar siger at man også kan fokusere på de positive ting).

Men tænk, hvis man kunne lade være med at spørge hele tiden, hvad ville der så ske? Måske kunne man rent faktisk få lov til at opleve et øjebliks stilhed i sit sind! WOW! Det er revolutionerende! Jeg vil vove at påstå, at du får et bedre liv af at dømme mindre og bare lade tingene være det, de er. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange skal man tænke mindre og just do it. Dagens kliché, værsågo’! Så får I ikke mere for den kirkeskat.

One thought on “Fragmenter”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *