Institutionalisering

Den 19. Juni loggede jeg ind på Borgerservice.dk for at sige ja tak til Valdemars børnehaveplads. Ved samme anledning fik jeg lige skrevet Eva op til vuggestue samme sted. Godmorgen, Tabi-mor!

Lige siden har jeg haft emnet i tankerne. Jeg troede jeg kunne skrive et godt og velreflekteret indlæg om børnepasning uden at gå psykisk ned, men det kunne jeg ikke. Så jeg lod være.

Ja, det er da grotesk, at man som menneske (baby) ikke engang kan nå at trække vejret her i verden i 4 uger før forældrene allerede planlægger ens fremtidige institutionalisering. Men sådan er det altså bare for mange, og også for mine børn. Dog har Valdemar jo gået i dagpleje indtil nu, hvilket jeg bedre kan leve med. Men Eva er skrevet op til vuggestue som førsteprioritet. Fordi det er det nemmeste for mig. Jeg har det dog lidt stramt med at hun skal tilbringe sin tid i en rigtig “institution”. Derfor overvejer jeg om hun skal i dagpleje i stedet for, men det er altså bare nemmere at kunne aflevere børnene det samme sted.

Tanker som “gider du ikke stå lidt tidligere op for at dit barn kan få noget ordentlig omsorg i en dagpleje?” og “behøver du virkelig en uddannelse?” har rumsteret i mit hoved. Men ærligt talt, tror jeg vi alle er bedre tjent med en mor der ikke er stresset, fordi jeg skal aflevere to forskellige steder. Og hele den her diskussion har jeg jo taget med mig selv en gang før, da Valde var lille, og jeg har taget en beslutning: jeg vil have min uddannelse færdig, og gerne inden for en overskuelig fremtid. Ellers ved jeg, at sandsynligheden for, at jeg bliver en gammel (eller ung), bitter kvinde er meget stor.

Og så er der lige det der med at være konsekvent som forælder. Det skal man jo være, eller det skal man ikke, men det kan man vælge at være. Det vil jeg gerne øve mig lidt i. Fx at sige “mor har bestemt at du skal i børnehave”, og så er det bare sådan. Ellers bliver barnet forvirret (det er sikkert videnskabeligt bevist, så tro på det!). Alt for mange gange har jeg spurgt Valde om han hellere vil blive hjemme, og nogle gange er vi halvvejs ude af døren, når jeg har besluttet, at han skal blive hjemme. Men det her vil jeg øve mig på nu: at stå fast på mine beslutninger. Både over for børnene og mig selv. Og så sige stop i stedet for at lade alle de der tankerækker udfolde sig, for det er ret meget spild af tid, når konklusionen hele tiden bliver den samme.

Mor har talt.

2 thoughts on “Institutionalisering”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *