Hverdagens surdej

Det er faktisk navnet på en anden blog, og hvis det ikke var taget, havde jeg overvejet det. Lige for tiden er der gået hverdag i den herhjemme, og bloggen er desværre noget af det sidste på min dagsorden. Ofte falder jeg i søvn mens jeg ligger og ammer Valde i forbindelse med putning. Efter på søndag er jeg forresten officielt langtidsammer, hurra! For så har vi ammet et år, og vi fortsætter. Igår faldt jeg i søvn kl. 20, så jeg burde være frisk nu, men ærligt talt er min hjerne ret flad i det. Så apropos surdej, bringer jeg nu en opskrift på min farmors dejlige rugbrød! Og ja, du skal bruge en (hverdags)surdej.

Holms rugbrød

(giver 2 store rugbrød)

Forberedelsestid: 5 min. om aftenen, 8 timer til hævning, 5 min. om morgenen, 2 timer til hævning, bages i 1 time

Dag 1

Ingredienser :

ca. 500 g surdej

600 g hvedemel

300 g rugmel

600 g skårne rugkerner

6 tsk salt

1,5 L koldt vand

Alle ingredienser røres sammen til en tyk grød, og stilles til hævning på køkkenbordet natten over (mindst 8 timer).

I skålen har du nu en stor surdej! Derfor er det første du skal gøre næste dag, at tage ligeså meget surdej fra, som du tilførte. Dermed bliver surdejen fornyet, og du har en portion til næste gang.

Dag 2

Ingredienser

400 g rugkerner

450 g blandede kerner

0,5 L koldt vand

Efter du har taget lidt surdej fra, røres ingredienserne i resten af dejen. Der skal tilsættes 850 g kerner i alt. Dem kan du fordele som du vil, alt efter hvor groft brødet skal være. Fx 300 g rugkerner, 200 g solsikkekerner, 100 g hørfrø, 250 g rugmel. For at gøre brødet bedre, kan du med fordel lægge rugkernerne i blød før du bruger dem.

Herefter fordeles dejen i to store rugbrødsforme (med bagepapir), og nu skal de hæve mindst 2 timer. De kan sagtens stå helt op til 6 timer, hvis det ikke lige passer med din tidsplan. Efter hævning bages de i ovnen på nederste rille (ikke varmluft) på 200 grader i 1,5 time. Start med 1 time og 10 minutter og se så til dem.

Når de er færdige, tages de ud af formene med det samme og lægges med bunden i vejret. Skal helst køle af før man kan skære i dem. Der er bare ikke noget bedre end en skive friskbagt rugbrød enten for sig selv eller som tilbehør til aftensmaden. Enjoy!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *