#3 Julekalender: Fællesskab

Vi lever i et meget individualiseret samfund, hvor vi alle har hver vores personlige projekter. Ting, vi arbejder på og gerne vil lykkes med. Små projekter, som kan være med til at realisere det store livsprojekt.

IMG_3904
Et billede som for mig symboliserer fællesskab. Gruppekram med alle “kollerne” til vores bryllup

En af de ting Gud har gjort for mig, er at have givet mig mere fokus på de fællesskab og fælles projekter.

Som barn indgik jeg i utroligt mange fællesskaber i form af kor, orkestre, FDF og selvfølgelig familien og venner. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at føle mig ensom. Også selvom jeg ofte var sammen med mennesker. Jeg begyndte at miste tilliden til andre mennesker, blive mistroisk. Det hang nok også sammen med, at jeg efter mange års ulykkelighed, var blevet bitter, og forsøgte at skyde skylden på alle andre. Da jeg for tre år siden nåede et vendepunkt i mit liv, og rejste til Taizé, var min holdning til andre mennesker, at jeg ikke kunne bruge dem til noget. Jeg ville helst bare være alene, for ingen kunne hjælpe mig alligevel, og selv min bedste ven afviste jeg, fordi jeg følte jeg kun ville belemre hende med min tilstedeværelse.

I Taizé tilbragte jeg to måneder som frivillig. Her levede alle de frivillige ret tæt sammen, for vi skulle leve på samme måde som brødrene (munkene). I løbet af den tid oplevede jeg, at Gud ændrede mit syn på andre mennesker. Det er svært at beskrive hvordan. For det første var jeg ikke længere bitter, og derfor blev jeg bedre til at tage imod kærlighed, og nok også give kærlighed.

Efter Taizè, gav det ikke mening for mig, hvis hele mit liv kun skulle dreje sig om mine projekter. Hvor jeg før ville være musiker og bruge hele min dag på at sidde alene og øve, følte jeg nu at jeg havde brug for at være en del af et fællesprojekt. Men hvilket? Og hvordan kan man undgå at bruge det meste af sin tid på sig selv? Jeg tænkte at jeg ikke engang ville have en uddannelse, for det var da for “ego” at sidde hele dagen og læse. Min plan var at blive organist så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme ud og arbejde og på den måde være med til at drive et fælles projekt: en kirke. Virkeligheden er dog en anden idag. Måske bukkede jeg en lillebitte smule under for samfundets pres om at man “skal” have en videregående uddannelse. Jeg føler mig ofte rodløs og har nok ikke helt fundet alle de fællesprojekter, jeg ønskede mig. Samtidigt er jeg ofte utroligt fokuseret på min egen lille verden..

I morges var jeg på cykel fra Brønshøj til Gentofte, træt efter allerede at have cyklet en del km for at aflevere Valde. For at det ikke skal være løgn, går jeg i terapi to gange om ugen for tiden, og de sidste to onsdage er jeg kommet for sent. Så idag havde jeg et projekt: at komme til tiden!
Jeg asede derudad, men ved en afkørsel ser jeg en ung fyr vinke til en bil, som dytter ad ham. Jeg kigger lige en ekstra gang, og ser ham trække sin cykel, som nu har et noget skævt baghjul. Naturligvis stopper jeg op, for jeg vil gerne hjælpe. Jeg spørger ind til hans skæve dæk, og spørger om nogen var kørt ind i ham. “Ja”, siger han, hvorefter jeg fortæller ham hvor den nærmeste cykelhandler ligger, og skynder mig at køre videre. Uden at spørge nærmere ind til ham, for han ser ud til at have det fint.
Det er jo fint nok, måske er det ikke engang alle som ville være stoppet op… men jeg synes bare ikke det er godt nok. Jeg havde lidt dårlig samvittighed bagefter. For selvom han ikke var kommet til skade, virkede han lidt chokeret, og jeg tror godt han kunne have brugt lidt omsorg. I det mindste kunne jeg havde tilbudt min hjælp eller bare et par lyttende ører. Men jeg var så optaget af mit eget projekt: at komme til tiden.

Der er som sådan ikke noget “forkert” i det, jeg gjorde. Måske har jeg for høje forventninger til mennesker. Jeg ville nok ønske, at der var mere fokus på fællesskab. Hvis jeg havde haft for vane at se ud over mit eget projekt, tror jeg, at jeg ville have reageret anderledes.

Lige efter jeg var kommet til tro, kunne jeg godt føle, at det var min pligt at hjælpe alle mennesker, og sågar “redde” dem. Men det kan jeg ikke, det ved jeg godt. I stedet begyndte jeg at stille mig selv spørgsmålet: “hvad er det mindste jeg kan gøre?”

Tænk lige over det. Du vil måske gerne gøre noget godt for andre, en forskel i verden, men der er så mange problemer og projekter, at det er svært at vælge, og desuden har du hverken tid eller overskud. Hvad er det mindste du kan gøre? Var det en idé at starte med at gøre det? Måske er det godt nok. For mig er noget af det mindste jeg kan gøre, at sige tak. Tak for mad, tak for alt det, jeg får af andre og Gud. Det er et eksempel på en lillebitte gestus, som i sidste ende kan gøre en stor forskel. En anden ting er, at hjælpe med den mindste lille ting, man kan. Fx tage opvasken hos en veninde eller skænke en kop kaffe til sin trætte sidemand i skolen. Jeg har et par venner, som gerne tilbyder at støvsuge lidt efter maden, når de har været ovre til spisning. Det er en lille ting, som måske tager 5-10 minutter, men i en travl hverdag kan det virkelig gøre en forskel.

Jeg kan altså ikke redde alle, hvor end jeg gerne ville. I langt de fleste tilfælde kan jeg heller ikke fjerne folks smerte eller problemer. Det jeg kan gøre, er at lytte. At være til stede og at se mennesker. Der er flere historier i bibelen, hvor Jesus bare møder en person og snakker med vedkommende. Han spørger ikke nødvendigvis ind til hvad problemet er, men han ser folk, og når de føler sig set, begynder de selv at bekende deres synder. For eksempel historien om kvinden ved brønden. Jeg tror der er mange mennesker, som har brug for at blive set og lyttet til. Det er det mindste man kan gøre. Det formåede jeg så ikke i dag. Men jeg er jo også kun et menneske.

IMG_5288
Fællesbøn ved vores bryllup

 

 

63 thoughts on “#3 Julekalender: Fællesskab”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *