Jul uden gaver

28.12.15

Ej, der er løgn, der var masser af gaver! De fleste var bare til min søster og Valdemar…

Er noget forsinket juleindlæg skrives nu, for jeg har ikke rigtigt haft tid til det før. Idag havde vi vores egen lille julefrokost herhjemme for “Den ældre generation”, Lasses far, farmor, farfar, farmors søster og mand. Jeg vovede pelsen og lavede god gammeldags dansk mad med et tvist – en vegansk udgave. Det kan gå begge veje; enten Elsker de det, eller også bliver det en skuffelse, fordi det ligner, men absolut ikke smager som originalen. Karbonader, kartofler, persillesovs og sønderjysk kål: stuvet hvidkål med kanelsukker. Forretten var et stykke højtbelagt med fredsfisk (paneret pastinak, også kalder krigsfisk). Heldigvis blev alle mætte og så nogenlunde tilfredse ud.

Fredsfisk
Fredsfisk

Juleaften fejrede vi på en ny måde i år, nemlig på Fur. Vi har altid været enten i Esbjerg (hvor jeg er født) eller i Kolding (min fars fødeby). Men nu er bedsteforældrene på Fur ved at være lidt oppe i årene, så vi tænkte vi ville spare dem for den lange køretur, og tage op til dem i stedet. Jeg synes det var en fantastisk idé, selvom togturen hjem til København, godt nok var forfærdeligt lang. Det hele var utroligt vellykket, faktisk bedre end det plejer. Vi kom alle gennem aftenen uden nogle stress- eller vredesudbrud, selv køkkenchefen beherskede sig selv.

Valdemar tog også alt jule-halløjet i stiv arm, og holdt sig vågen helt til kl. 23.30. Det var hans første jul i den forstand, at sidste år, da han var en måned gammel, fejrede vi ikke rigtigt jul. Vi var til folkekøkken med julemad, men det var hverken juletræ og gaver. Valde var så lille, at han ikke forstod konceptet. Det var hyggeligt at holde “ikke-jul”, men jeg savnede stadig nogle traditioner, som kunne være vores.

valdegave

Siden vi fik Valde, har det ligget mig på hjerte, at jeg gerne ville skabe vores egne (jule)-traditioner. Det tror jeg er meget naturligt, når man selv bliver forældre, og løsriver sig fra sine egne forældre. Noget jeg har et stort behov for, men ikke er særligt god til. Den anden grund er, at jul blev ødelagt for mig, da mine forældre blev skilt. Som barn elskede jeg julen, og jeg husker med glæde tilbage på spændingen og ventetiden juledag, duften af mad og gran, de voksnes gode humør, krydret med den rette mængde jule-stress. Min farmor og farfars juletræ, som hvert år stod pyntet på præcis samme måde: med røde og blå filthjerter og levende lys, intet andet. Og deres hund, som gik med rundt om juletræet, og viftede til lysene med sin glade hale. På et tidspunkt ville vores forældre gerne prøve at holde jul hjemme hos os selv. Jeg kan ikke huske om vi begyndte på det før eller efter de blev skilt. Vi syntes i hvert fald det var helt forkert, min søster og jeg, for jul skulle holdes hos mormor eller farmor!

Min farmor og Valdemar
Min farmor og Valdemar

Men det værste var, at vi efter vores forældres skilsmisse, skulle holde jul både den 23. og den 24. december. Den ene dag hos mor, den anden hos far. Det ødelagde virkelig min sidste juleglæde, som ellers i forvejen var hårdt ramt af teenage-sløvsind og triste tanker. Jo, det var da meget hyggeligt den 23. med gaver og julemad, men den 24. var ikke længere spændende, da det bare var en gentagelse af dagen før. Siden da har hver juleferie også føltes som et ræs frem og tilbage mellem forskellige steder, samtidigt med at jeg skulle forsøge at fordele sol og vind lige mellem min mor og far. Ærligt talt føltes det som om, det var os børn, der skulle tage hensyn til de voksne, og ikke omvendt.

Derfor havde jeg virkelig brug for at prøve noget nyt sidste år. Selvom min familie gerne vil anerkende mit behov for at løsrive mig, så slap jeg ikke for at skulle høre på at “det var da mærkeligt at være sammen med nogle komplet fremmede juleaften”, og at de synes jeg hellere skulle være sammen med familien. Det blev jeg træt af at høre på, derfor valgte Lasse og jeg at lave et kompromis. Vi gik med til at holde jul, men mere på vores præmisser. For det første ville vi følge vores søskende frem for forældrene. Så først to år i Jylland med min søster, derefter to år på Sjælland med Lasses bror.

Derudover har vi besluttet, at Valdemar kun må modtage gaver fra dem, han holder juleaften med. Det er et alternativ til slet ikke at modtage gaver, som vi helst ville. Da jeg var omkring 18 år droppede jeg julegaverne. Dels fordi jeg synes det er meningsløst med al den materialisme, dels fordi jeg synes den medfølgende stress over indkøb og gaveræs, som dominerer december, er endnu mere sørgelig. Tænk, hvis man bare kunne læne sig tilbage og slappe af hele december, uden stress og økonomiske skrupler. Ok, totalt rige og afstressede bliver vi nok aldrig, og der er jo stadig alle de mange forventninger, men det er da et skridt på vejen. Det skulle dog vise sig at være svært for min familie at acceptere. Men det går fremad. I år fik jeg kun én gave: et fleecetæppe, og det var rent symbolsk, fra en bedste, som ikke kan lade være med at give noget. Selvfølgelig er det lidt mærkeligt at sidde der og ingen gaver få selv, men det er sådan jeg vil have det. I min fars familie giver de voksne alligevel ikke hinanden gaver af princip, så det var stort set kun min søster og Valdemar, der fik gaver. Jeg ønsker ikke at opdrage Valde til at han kan få hvad han peger på, ikke engang til jul. Jeg vil gerne lære ham, at gaverne kun er et symbol på kærligheden, ikke en nødvendighed. Han er velsignet med et hav af bedste- og oldeforældre, og set fra et barns synspunkt er det jo mega fedt, for så kan han få rigtigt mange julegaver. Men det kan også hurtigt blive for meget, og jeg er meget imod, at man hele gaveræset nærmest bare er blevet bestillingslister til familien. I bund og grund er jeg imod hele forbrugerismen, men lad os tage det i et andet indlæg.

Jul i Fur Kirke
Jul i Fur Kirke

Ellers havde vi bare en helt almindelig jul… bortset fra at træet var af plastik, og maden var uden døde dyr. Vi var endda i kirke (3 personer ud af 10)

Det obligatoriske familiefoto - nu med plastikjuletræ
Det obligatoriske familiefoto

Vores nye “juletraditioner” er en forsøgsplan på fire år, og så må vi se, om vi vil fortsætte. Ellers har hver familie i det mindste fået én jul hver sammen med Valdemar, så synes jeg ikke de kan klage. Det er ikke fordi jeg vil gøre alt for at tilfredsstille min familie (kun næsten), men jeg vil gøre meget for at få fred. Det er et kompromis, fordi vi egentligt helst ville slippe for at holde jul. Men i år var jeg meget positivt overrasket, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til de næste tre år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *