Hillsong – Kirken på teatret

Bloggen har nærmest ligget stille den sidste uge. Derfor kommer denne beretning fra forrige søndag først nu. Det skyldes nok for meget energi og for lidt action, som det ofte er tilfældet i januar. Vi ville så meget, men nåede så lidt. Og når motivationen endelig viser sig, bliver man pillet ned af snevejr, mindreværdskomplekser og dårligt tv.

I søndags besøgte Lasse, Valde og jeg Hillsong-kirken i København for første gang. Den ligner ikke en almindelig kirke, da har hjemme i et teater, nemlig Bremen Teater.

Inspirationen til besøget kom af, at et par piger fra både min gamle klasse og nye klasse, er en del af kirken. Det var de ikke, da vi startede på studiet, så jeg har stået på sidelinjen og set deres rejse, og hørt om, hvordan de valgte at blive voksendøbt. Jeg har fået indtryk af, at det er en meget speciel og levende kirke.

Jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville forbi kirken en dag, dog havde jeg nok nogle fordomme, som har holdt mig væk. Rygtet siger, at det er en lettere “popsmart” kirke, med lysshow, røgmaskiner og toptjekkede, timede og tilrettelagte gudstjenester – sikke et show, tænkte jeg. Sådan er det i hvert fald i de kredse, jeg færdes i (som åbenbart er meget kedelige og konservative).

Hillsong er en stærkt voksende pinsekirke, som har rødder i Australien. Den københavnske del af kirken kan snart fejre 3 års jubilæum. Hver søndag afholder de tre gudstjenester: kl. 11, kl. 13 og kl. 18.

Foto: Kristeligt dagblad
Foto: Kristeligt dagblad

Vi valgte gudstjenesten kl. 13. Det er et dejligt tidspunkt for de fleste, fordi man kan nå at have en hyggelig, stille og rolig morgen først. Faktisk tror jeg der ville komme mange flere i folkekirken, hvis man rykkede tidspunktet frem. For børnefamilier er det dog ikke det smarteste tidspunkt på dagen, med mindre børnene altså sover middagslur. Vi havde håbet på Valde ville falde i søvn på vej derhen, det gjorde han ikke. Til gengæld gjorde han sin helt egen entré ved at græde hele vejen ind i kirken. Et par venlige mennesker stod og bød os velkommen på trappen, og en af de frivillige må have hørt Valdes røst, og tilbød at vise os hen til “parent loungen”.

Hvor tjekket er det lige, at have en lounge for forældre og babyer?!

Vi blev ført hen ad en lang gang med rødt gulvtæppe, forbi nogle sækkestole og en playstation – en hyggekrog for børn. Forældre-loungen består af tre rum i forlængelse af hinanden. I hvert af de to første er der en tv-skærm, som sender live fra gudstjenesten. Bagerst er der et puslerum. Der var sofaer, et legegulv, babylegetøj og et rundt bord med højstole, kaffe, the og chokolade (meget vigtig detalje!).

Her blev vi mødt af nogle forældre med deres babyer, der alle var yngre end Valde, med undtagelse af én. Derudover var der nogle frivillige, som stod klar til at hjælpe. De var alle meget venlige, og Valde nød at kunne kravle frit rundt og lege. Jeg ville helt ærligt hellere være inde i kirken, men når det nu skulle være, var det egentligt meget hyggeligt i loungen.

Gudstjenesten begyndte med nogle lovsange. Jeg kendte desværre ikke nogle af dem, og det var altså lidt anti-klimaks at se det hele på en skærm – jeg følte ikke “the spirit”. Efter lidt tid kom der en hen til os med en bakke med små shotglas med saft og oblater – nadver.

CB064070

Jeg blev helt forvirret over at få nadver serveret på sådan en random måde. Det var fuldstændigt blottet for liturgi. Der blev ikke engang sagt, at det var Jesu Kristi blod og legeme. Så forvirrende, at jeg var lige ved at drikke saften, da jeg fik at vide, at jeg lige skulle vente på at præsten (på skærmen) sagde, at nu skulle vi indtage det sammen. Selvfølgelig! Hvordan kunne jeg glemme det? Fordi hele settingen var så langt fra mine vante rammer, folkekirkens liturgi. Jeg må sige, at kirkens forhold til nadver er noget afslappet – det afspejles i, at præsten – uden forudgående indvielse eller indstiftelsesord, siger: “take your biscuit and your juice and we will eat it together”. Kiks og juice?! Jeg følte slet ikke jeg havde fået nadver.

Jep, det var afslappet – men kunne jeg forvente andet? Det er jo en frikirke. Hvis katolikkernes nadversyn ligger i den ene ende af spektret, hvor brødet og vinen er helligt, indviet, transformeret, og rent faktisk er ægte kød og blod – så ligger denne kirkes nadversyn vist nok i den helt anden ende af spektret.

Prædikenen var god, synes jeg. Men den fortjener et indlæg for sig. Hillsong er en international kirke, så alt foregår på engelsk, og oversættes til dansk sætning for sætning af en dansker, som står ved siden af præsten. Det kan godt blive lidt belastende i længden, og gør, at alt tager dobbelt så lang tid. Men mon ikke man bare lige skal vænne sig til det.

Efter godt to timer, var vi klar til at tage hjem. Valde var meget træt, da han havde skippet sin middagslur. På vej ud nåede vi en kop kaffe i det hyggelige caféområde, og fik en snak med et par venlige mennesker.

Foto: Politiken
Foto: Politiken

Alt i alt en god oplevelse, men desværre også lidt “flad”. Måske fordi jeg var ret flad, da jeg kom, men også fordi det bare slet ikke er det samme at se gudstjenesten på en skærm, som at være der selv.

På vej hjem spørger jeg Lasse hvad han synes om det. “Var det ikke lidt for poppet?”, spørger han tilbage. Jo, lidt. Men er det virkelig det, det handler om? Om settingen, musikken og præstens påklædning faldt i vores smag? Nej, det handler om at møde Gud. Og det handler om hvad, der virker.

Hillsong virker, det fortæller statistikkerne i hvert fald.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *