Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *