Opløsning

Jeg er nu gået ind i uge 35 af graviditeten, og har ramt muren. Det gjorde jeg for en uge siden. Jeg er træt. Ikke bare lidt, men træt som i “jeg føler jeg besvimer, hvis jeg skal tage endnu et skridt”, og alt fremstår som meget uoverskueligt. Sådan har det været i tre uger nu, og først var det bare kroppen, men nu også hjernen. Sidste søndag kortsluttede det deroppe. Alt var bare for meget. Udløst af at bussen kørte forbi mig, hvorefter jeg græd i en time og ikke kunne stoppe. Siden da har jeg haft endnu et større sammenbrud, og nogle mindre. Der er bare ikke mere mentalt overskud tilbage overhovedet. Jeg har meget svært ved at rumme andre mennesker, og kan knap nok rumme alt det, jeg skal. Jeg har virkelig lyst til at aflyse alle planer fra nu af. Men der er også lige en eksamensopgave der skal skrives, og det stresser mig helt vildt. Især fordi jeg ved, at jeg forvandler mig til et uudholdeligt menneske når jeg er i eksamensperiode. Og lige nu er jeg lettere anstrengende på forhånd. Jeg kan godt mærke nu, at jeg ikke bliver den friske type ligesom sidste gang, som cyklede til folkekøkken aftenen før jeg fødte, var med til at arrangere retræte 5 uger før, og holdt stor velgørenheds-fødselsdagsfest 2 uger før. Denne gang har jeg bare brug for at kigge indad, jeg tror det må være noget instinktivt. Beskytterinstinkt, redebyggeri.

Det værste er følelsen af, at man ikke må føle det, man gør. Som gravid er der mange forbudte følelser. Det forventes jo at man er glad, især over for de ufrivilligt barnløse, der kan man ikke brokke sig. Men jeg føler mig bare udbrændt og fyldt af rædsel. Jeg føler virkelig at jeg ikke magter opgaven. Men jeg ved også godt, at det “bare” er hormonelt, for jeg havde det præcis sådan i første trimester også, hvorimod jeg havde meget gåpåmod senere hen. Der er bare ikke plads til nogen eller noget i mit liv lige nu, kun lige Valde. Og alt stresser mig.

Det andet værste er ensomheden. Den her tilstand minder mig om, hvordan jeg havde det i mange år, hvor jeg altid var udmattet på alle måder. Ensomheden var stor, for ingen forstod det, især fordi jeg ikke kunne forklare det, og fordi man ikke kunne se det. På den måde er det lettere nu, for det har en fysisk årsag, folk kan se min tunge krop, og få medlidenhed med mig. Ingen siger “tag dig nu sammen”. Jeg er ikke syg i hovedet, bare gravid, og det er en kæmpe lettelse, efter i mange år at have kæmpet mig fri af det label. Men derfor er det stadig et ubehageligt flashback til fortiden.

Der er også ensomheden i forbindelse med moderskabet og det ansvar der følger med, og jeg frygter at det kun bliver værre når baby nr. to kommer. Jeg syntes ikke det var svært at have en baby, men jeg syntes det var svært at have en baby og et parforhold. Jeg havde aldrig drømt om, at det at amme, kunne fremhæve de traditionelle kønsroller så meget, som jeg synes det gjorde. “Mænd kan alt andet end at amme” ja, det er rigtigt, men nogle gange laver man ikke andet de første par uger/måneder man har et spædbarn. Mere om det en anden gang. Desuden handler det nok også om, at jeg som mor skal være god til at give opgaver fra mig og lade faren tage over, hvilket kan være en udfordring, for på det punkt følte jeg mig meget splittet. På den ene side kunne jeg nogle gange få spat af at være mælkebank og have kropskontakt 24/7, men på den anden side savnede jeg barnet bare jeg gik i bad, og kunne slet ikke klare tanken om at overgive ham til andre. Moderskabet er generelt bare præget af ambivalente følelser for mit vedkommende, og det kan virkelig forvirre en mand, tror jeg. Derfor er fristelsen stor i at skåne ham for det og fryse ham ude i stedet for. Men lad os nu se hvordan det bliver denne her gang. Den tid, den glæde, som man siger…

En anden ting er, at jeg føler børnene er en afbrydelse i mit liv, en forhindring (det føler jeg selvfølgelig ikke konstant, hvis Mommy-police skulle spørge). Denne følelse hader jeg virkelig, og jeg hader samfundet for at have påvirket mig i den retning. Jeg er jo så hjernevasket med, at man bare skal sørge for at få en uddannelse og et arbejde og realisere sig selv. Det har været svært for mig at acceptere, at jeg nu skal rive (endnu) et år ud af kalenderen, og må sætte alle mine projekter på standby. Faktisk føler jeg at jeg har spildt mit liv. Først en masse år på at have det dårligt, og derefter på et studie, jeg aldrig rigtigt har været motiveret for. Ikke fordi det er spild, for man lærer jo sindssygt meget undervejs, men jeg føler bare, at jeg aldrig blev til noget. At jeg fik udnyttet mine talenter. Mine tanker om studievalg og så videre, vil jeg dele en anden dag. Det her afspejler nok min ambivalens meget godt, for der er også dage og måneder, hvor jeg ser mit barn som en gave, en velsignelse og som det fedeste, man kan opleve. Begge dele er ok. Problemet er bare, at jeg føler jeg burde føle på én bestemt måde, at jeg burde være enten-eller. Men jeg kan godt mærke jo ældre jeg bliver (voksen-kliché), jo mere udviskes det sort-hvide og der kommer flere og flere gråzoner, og det er ikke trist, det er godt. Især for mig. Jeg har bare stadig den der følelse af, at jeg burde føle mig hjemme enten i den ene eller den anden grøft, enten som totalt “hjemmegående-jeg-mangler-intet-for-mine-børn-giver-mig-alt” eller som “jeg-har-det-helt-fint-med-at-køre-karriere-super-moderne-mor”.

Men det er jeg ikke. Jeg er bare et moderne menneske i et moderne samfund, og det må jeg lære at acceptere. Her findes ingen nemme pakkeløsninger, alt er til forhandling, nu og altid. Og det er ok. Det er også helt ok at gå i opløsning som menneske, og noget, jeg tror man har brug for en gang imellem. Jeg har som sådan ikke noget imod det, for hvis man omfavner det, kan man få en masse ud af det. Men det ville bare være nemmere, hvis det var mere acceptabelt at gå i opløsning. Det oplever jeg nemlig, at man ikke må. Man skal holde fast i sig selv, sin identitet, sine idealer, fortsætte sit arbejde, være produktiv osv. Og det er noget pis! Stop det nu og lad mig overgive mig til chi, flowet, hvad det nu hedder.

Modstand gør det kun værre. Jeg tror mange mennesker ville have det meget bedre, hvis de fik lov til (eller gav sig selv lov til) at føle det, de gør. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg var “syg i hovedet”. Jeg vil vove at påstå at 25% af det var en reel forstyrrelse i hjernen/psyken, og de resterende 75% var unaturlig, krampagtig, destruktiv modstand mod det, der var. Jeg var i konstant krig og kamp med mig selv og mine følelser, og intet var ok, alt var forkert, jeg måtte ikke være, som jeg var. Den dag jeg for første gang, i et splitsekund måske bare, accepterede det der var, og gav mig lov til at være, som jeg er, var livsforvandlende. Al den her krig for krigens skyld, gavner ingen. Al den krampagtige holden fast i ting, når alt er forgængeligt. Al den “jeg må ikke”-tankegang, når hjernen ikke kan forstå ikke. Al den såkaldte positive psykologi, som er ligeså forfærdelig og krampagtig og unaturlig som alt andet… alt dette forhindrer os i at leve livet, at opleve flow, at opleve kærlighed. Vi tror at det kræver en kæmpe indsats, men nogle gange ville udbyttet faktisk blive større, hvis man anstrengte sig mindre. Derfor er jeg taoist (blandt meget andet) i dag.

Lad os holde på vores ret til at gå i opløsning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *