Solskin = vasketøj

Da jeg ikke har noget fornuftigt at skrive, kan jeg jo bringe et par billeder. For to uger siden skinnede solen sådan rigtigt forårsagtigt, og når solen skinner får jeg en stor trang til at vaske noget tøj. Samtidigt skulle det fejres, at jeg endelig havde nået bunden på alle vasketøjskurvene (ak, en husmoders mange glæder), og derfor tillod jeg mig selv at gå igang med at vaske babytøjet. Jeg ville have ventet lidt. For det første fordi jeg synes man er lettere sindssyg, hvis man har alt klar lang tid før termin, og for det andet fordi jeg var bange for at kede mig i løbet af mine fire ugers barsel før baby, så jeg skulle have noget at lave. HA! Jeg var naiv. Efterfølgende blev jeg ramt af en træthed så styg, fysisk såvel som eksistentiel. Nu frygter jeg i hvert fald ikke at komme til at kede mig, og jeg ved godt hvad jeg skal lave: ingenting! Så nu er jeg faktisk glad for at tøjet er klar, ligesom alt andet, undtagen Valdemars nye seng. Som I kan se på billederne, må jeg indrømme, at jeg har opgivet projekt “kønsneutral baby”. Jeg sværgede for det første at jeg aldrig ville vide kønnet på forhånd, og dernæst, at jeg i hvert fald ikke ville blive sådan en, der købte lilla/lyserødt/pink tøj til min pige. Men så blev jeg normal. Undskyld til mit gamle jeg. I det mindste er det alt det lyserøde vi har, som hænger der. Og det er fra genbrug! (Det skal jo nok hjælpe)

“Pigetøj”, og ja, Valde bruge også noget af det.

Masser af blot tøj. Der var også en hvid vask derudover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *