Fødselstasken

Her midt i den sidste opgave-slutspurt, kan der godt blive plads til en overspringshandling eller to. I dag har jeg fået pakket hospitalstasken. Jeg håber selvfølgelig ikke jeg får brug for den, da jeg vil føde hjemme. Jeg vil dog gerne undgå at skulle stå og pakke midt i fødslen i en overførsels-situation som sidst. Her må jeg indrømme at jeg er overtroisk: sidste gang nægtede jeg at pakke en taske, fordi jeg troede det ville bringe uheld. Men det gjorde vist hverken fra eller til. Det var bare lettere stressende at skulle fortælle manden hvad han skulle pakke når jeg selv var lidt forvirret og i øvrigt meget langt henne i fødslens forløb. Og skulle stå og forholde mig til om vi skulle have autostol med eller ville tage bussen hjem igen. Heldigvis boede vi meget tæt på hospitalet, og svigermor kørte Lassefar hjem efter fødslen for at hente nogle ting, og jeg må sige der var charme over hans pakkeevner: en stor, gennemsigtig plastiksæk med alverdens babytøj, han nu lige kunne samle sammen.

Nu tror Lassefar så til gengæld at hvis man har pakket tasken, bliver det en god hjemmefødsel. Ligesom det aldrig begynder at regne den dag man endelig har taget regntøj med i tasken. Så nu er den altså pakket, og det er også meget hyggeligt.

Da vi har planer om at kaste os ud i projekt stofbleer igen, har jeg pakket nogle covers, som kan bruges udenpå hospitalets stofbleer/gylpeklude. Jeg har også pakket to formsyede bleer for nemhedens skyld. Men det er ikke fordi jeg har et princip om, at hendes første ble skal være en stofble. Hvis alt er kaos og forvirring eller vi skal blive i flere dage, regner vi med bare at bruge engangsbleer i starten.

Hvad har vi med?

Til baby:

  • Et tyndt tæppe – det kan jo være varmt i maj
  • Babydyne
  • To gylpeklude: en lille til gylp (på hjemturen) og en stor, der kan bruges som svøb
  • To pul-covers (til at tage udenpå stofbleer)
  • Et par uldblebukser
  • 2 formsyede bleer og en snappi nappi (smart lukkedims til stofbleer)
  • Et sæt tøj i str. 50 – de lyserøde bukser var Birkaline/Mini-Tahinis første par bukser!
  • Et sæt tøj i str. 56 – body, huen og striktrøjen var Valdemars første sæt tøj. Jeg kan desværre ikke finde de bukser, han havde på. Striktrøjen havde baby-Lassefar også på, da han skulle hjem fra hospitalet
  • 2 par sokker og 1 par strikkede futter

Til mor:

  • 2 ammetoppe
  • 1 par løse bukser
  • 1 t-shirt
  • sokker
  • ammeindlæg – har forkælet mig selv med en lille gave i form af nye øko hamp/fleece-ammeindlæg
  • læbepomade – meget vigtigt! Man kan seriøst godt skrige sine læber i stykker.

Så nu er vi klar. Fik jeg nævnt at jeg er utålmodig?!

Valdemar – bare fordi han er sød

 

 

5 thoughts on “Fødselstasken”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *