#4 + 5 Julekalender: Nyt liv

Gud har givet mig nyt liv, halleluja!

Og så behøver jeg egentligt ikke skrive mere.. eller hvad? Hvor mange ikke-troende ville forstå, hvad jeg mente?

Mig på toppen af Galdhøpiggen i Norge

Hvad vil det sige at blive genfødt – i dette liv?

Mange af mine ikke-kristne bekendtskaber har en du-har-kun-ét-liv-så-du-skal-leve-det-fuldt-ud-for-når-du-er-død-er-det-slut-holdning til hele spørgsmålet om liv og død. Ja, undskyld, det er ikke for at forsimple det. Min far er et godt eksempel på hele den der hedonistiske lev-mens-du-gør-det-bølge. Fred være med det, men det er bare så langt fra min opfattelse af liv og død, som noget kunne være. Er min holdning ikke bare den samme som alle andre kristnes? Joooo, men med et østligt islæt. Før jeg kom til tro var jeg meget inspireret af hinduisme og buddhisme. Jeg er nok på mange punkter, hvad jeg selv vil kalde en “uortodoks kristen”. Og hvorfor er jeg det? Fordi mit møde med Jesus var meget personligt og meget praktisk – virkeligt. Jeg oplevede det virkelig som en fysisk erfaring, jeg døde og blev genfødt. Min krop døde selvfølgelig ikke, en mit væsen gjorde. Al livskraft havde forladt mig. Men det er fortid nu, så jeg har ikke lyst til at dvæle ved det, og det er netop det, dagens dagbogsuddrag handler om. Jeg nåede desværre ikke at blogge igår, så idag får I bare et uddrag af min dagbog fra Taizé som den fjerde låge i julekalenderen. Jeg kan mærke, at det her projekt med at tænke over hvad Gud har gjort for mig, har rodet op nogle gamle ting inden i mig. Følelser fra fortiden. Det har mindet mig om, hvordan mit liv var engang. På grund af det, står det kun stærkere for mig, hvor meget Gud har gjort for mig. Men det er også lidt hårdt, og jeg skal helst ikke tænke for meget over det. Det er nok en af grundene til, at jeg har holdt en lang pause med at skrive. Og at jeg efterhånden har fået rigtigt svært ved at fortælle om, hvordan Jesus har forvandlet mit liv. For det kræver at jeg fortæller om alt det, der lå forud for min “frelse”, og det orker jeg ofte ikke at beskæftige mig mere med. Så nu siger jeg det en gang for alle: før jeg mødte Jesus var jeg død indeni. Jeg har brugt godt 8 af mine teenageår på ikke at leve. Det havde intet med de ydre omstændigheder at gøre (bortset fra at mine forældre blev skilt). Mit liv var normalt, jeg gjorde normale ting, spillede musik, havde venner, blev student og gik på uni. Men indeni var der konstant kaos og der foregik bare så meget. Det lyder helt sindssygt, men det er egentligt ret normalt for en teenager, tror jeg. Selvom det i mit tilfælde nok var lige til den gode side. Det kan være ret stressende at være i, og en dag fik jeg bare nok og besluttede mig for at begynde mit liv helt forfra. Det kan man selvfølgelig ikke, man vil altid have sin bagage med sig, men lad mig nu bare blive i illusionen. Ud med alt det velkendte og ind med klosterlivet. Her begyndte min rejse…

Måske har jeg en tendens til gerne at ville lade fortiden ligge. Jeg tror det er fordi, jeg i mange år havde svært ved at give slip på den – alt det jeg ikke havde nået, alt det jeg ikke lykkedes med, fortrydelse og bitterhed. Men da jeg endelig gav slip på det hele (med hjælp ovenfra, selvfølgelig), ville jeg helst undgå nogensinde at skulle tænke tilbage på det. Dog er verden sjældent så sort-hvid. Jeg har erkendt, at hver gang jeg deler historien om min genfødsel, er døden og smerten altid med, for det var jo den der var hele forudsætningen for overhovedet at kunne blive genfødt. For at leve, må man først dø. Det fortæller bibelen også. Mit perspektiv på liv og død er, at vi dør lidt og bliver genfødt mange gange i løbet af et liv – ja, endda mange gange i løbet af en dag. I overført betydning – men alligevel meget virkeligt.

Dagbog fra Taizé 30.11.12 – “Begravelsen”

Paulus skriver:
Rom 6, 3-11

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Jeg vil begrave emo. Mit gamle liv er allerede dødt i kraft af det nye liv, jeg er blevet givet. Ikke gennem dåben, men ved at finde tilbage til min dåb, til Jesus, gennem Taizé. Jeg er denne gang hverken blevet døbt, tatoveret eller medlem af en kirke, men det er ikke vigtigt. Min tro er skrevet på mit hjerte.

Min gamle identitet, sindstilstand, tankemønstre, lidelse, fortiden er død. I kraft af nuets kraft, der er kun nu. Men der er stadig en historie at fortælle. En historie om en emo, mig, den lidende, den fortabte. En klagesang af dimensioner. Og den historie må begraves sammen med emo, en gang for alle. Ikke som i fornægtelse og fortrængning, men som i ganske enkelt ikke at give den mere opmærksomhed. Der er ingen grund til at jamre mere over min fortid. Det får min nutid til at stå i et bedre lys, ja, men det skal ikke være det der gør det.

En død og en fødsel.

Man kan kun se fremad. Derfor vil jeg begrave emo før jeg rejser herfra, ved at fortælle dens historie en sidste gang.
Dette er ikke enden, dette er begyndelsen.

 

 

#3 Julekalender: Fællesskab

Vi lever i et meget individualiseret samfund, hvor vi alle har hver vores personlige projekter. Ting, vi arbejder på og gerne vil lykkes med. Små projekter, som kan være med til at realisere det store livsprojekt.

IMG_3904
Et billede som for mig symboliserer fællesskab. Gruppekram med alle “kollerne” til vores bryllup

En af de ting Gud har gjort for mig, er at have givet mig mere fokus på de fællesskab og fælles projekter.

Som barn indgik jeg i utroligt mange fællesskaber i form af kor, orkestre, FDF og selvfølgelig familien og venner. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at føle mig ensom. Også selvom jeg ofte var sammen med mennesker. Jeg begyndte at miste tilliden til andre mennesker, blive mistroisk. Det hang nok også sammen med, at jeg efter mange års ulykkelighed, var blevet bitter, og forsøgte at skyde skylden på alle andre. Da jeg for tre år siden nåede et vendepunkt i mit liv, og rejste til Taizé, var min holdning til andre mennesker, at jeg ikke kunne bruge dem til noget. Jeg ville helst bare være alene, for ingen kunne hjælpe mig alligevel, og selv min bedste ven afviste jeg, fordi jeg følte jeg kun ville belemre hende med min tilstedeværelse.

I Taizé tilbragte jeg to måneder som frivillig. Her levede alle de frivillige ret tæt sammen, for vi skulle leve på samme måde som brødrene (munkene). I løbet af den tid oplevede jeg, at Gud ændrede mit syn på andre mennesker. Det er svært at beskrive hvordan. For det første var jeg ikke længere bitter, og derfor blev jeg bedre til at tage imod kærlighed, og nok også give kærlighed.

Efter Taizè, gav det ikke mening for mig, hvis hele mit liv kun skulle dreje sig om mine projekter. Hvor jeg før ville være musiker og bruge hele min dag på at sidde alene og øve, følte jeg nu at jeg havde brug for at være en del af et fællesprojekt. Men hvilket? Og hvordan kan man undgå at bruge det meste af sin tid på sig selv? Jeg tænkte at jeg ikke engang ville have en uddannelse, for det var da for “ego” at sidde hele dagen og læse. Min plan var at blive organist så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme ud og arbejde og på den måde være med til at drive et fælles projekt: en kirke. Virkeligheden er dog en anden idag. Måske bukkede jeg en lillebitte smule under for samfundets pres om at man “skal” have en videregående uddannelse. Jeg føler mig ofte rodløs og har nok ikke helt fundet alle de fællesprojekter, jeg ønskede mig. Samtidigt er jeg ofte utroligt fokuseret på min egen lille verden..

I morges var jeg på cykel fra Brønshøj til Gentofte, træt efter allerede at have cyklet en del km for at aflevere Valde. For at det ikke skal være løgn, går jeg i terapi to gange om ugen for tiden, og de sidste to onsdage er jeg kommet for sent. Så idag havde jeg et projekt: at komme til tiden!
Jeg asede derudad, men ved en afkørsel ser jeg en ung fyr vinke til en bil, som dytter ad ham. Jeg kigger lige en ekstra gang, og ser ham trække sin cykel, som nu har et noget skævt baghjul. Naturligvis stopper jeg op, for jeg vil gerne hjælpe. Jeg spørger ind til hans skæve dæk, og spørger om nogen var kørt ind i ham. “Ja”, siger han, hvorefter jeg fortæller ham hvor den nærmeste cykelhandler ligger, og skynder mig at køre videre. Uden at spørge nærmere ind til ham, for han ser ud til at have det fint.
Det er jo fint nok, måske er det ikke engang alle som ville være stoppet op… men jeg synes bare ikke det er godt nok. Jeg havde lidt dårlig samvittighed bagefter. For selvom han ikke var kommet til skade, virkede han lidt chokeret, og jeg tror godt han kunne have brugt lidt omsorg. I det mindste kunne jeg havde tilbudt min hjælp eller bare et par lyttende ører. Men jeg var så optaget af mit eget projekt: at komme til tiden.

Der er som sådan ikke noget “forkert” i det, jeg gjorde. Måske har jeg for høje forventninger til mennesker. Jeg ville nok ønske, at der var mere fokus på fællesskab. Hvis jeg havde haft for vane at se ud over mit eget projekt, tror jeg, at jeg ville have reageret anderledes.

Lige efter jeg var kommet til tro, kunne jeg godt føle, at det var min pligt at hjælpe alle mennesker, og sågar “redde” dem. Men det kan jeg ikke, det ved jeg godt. I stedet begyndte jeg at stille mig selv spørgsmålet: “hvad er det mindste jeg kan gøre?”

Tænk lige over det. Du vil måske gerne gøre noget godt for andre, en forskel i verden, men der er så mange problemer og projekter, at det er svært at vælge, og desuden har du hverken tid eller overskud. Hvad er det mindste du kan gøre? Var det en idé at starte med at gøre det? Måske er det godt nok. For mig er noget af det mindste jeg kan gøre, at sige tak. Tak for mad, tak for alt det, jeg får af andre og Gud. Det er et eksempel på en lillebitte gestus, som i sidste ende kan gøre en stor forskel. En anden ting er, at hjælpe med den mindste lille ting, man kan. Fx tage opvasken hos en veninde eller skænke en kop kaffe til sin trætte sidemand i skolen. Jeg har et par venner, som gerne tilbyder at støvsuge lidt efter maden, når de har været ovre til spisning. Det er en lille ting, som måske tager 5-10 minutter, men i en travl hverdag kan det virkelig gøre en forskel.

Jeg kan altså ikke redde alle, hvor end jeg gerne ville. I langt de fleste tilfælde kan jeg heller ikke fjerne folks smerte eller problemer. Det jeg kan gøre, er at lytte. At være til stede og at se mennesker. Der er flere historier i bibelen, hvor Jesus bare møder en person og snakker med vedkommende. Han spørger ikke nødvendigvis ind til hvad problemet er, men han ser folk, og når de føler sig set, begynder de selv at bekende deres synder. For eksempel historien om kvinden ved brønden. Jeg tror der er mange mennesker, som har brug for at blive set og lyttet til. Det er det mindste man kan gøre. Det formåede jeg så ikke i dag. Men jeg er jo også kun et menneske.

IMG_5288
Fællesbøn ved vores bryllup

 

 

#2 Julekalender: forvandling

Nogle gange kan jeg godt gå rundt og glemme, hvad Gud har gjort for mig.
Men når jeg tænker nærmere efter, så bliver spørgsmålet nærmere: “Hvad har Gud ikke gjort for mig?”

Forstået på den måde, at han har gjort uendeligt meget. Derfor har jeg svært ved at finde ud af, hvor jeg skal starte. I teorien har Gud jo gjort alt i mit liv, i hvert fald alt det gode. Alt hvad jeg har, har han givet mig. Livet, min krop, mine forældre, mine livsvilkår, Valdemar osv. Men samtidigt er alt dette blevet formet af mine erfaringer og de valg, jeg selv har truffet i mit liv. Hvis man altså ikke er totalt deterministisk i sit livssyn.. hvilket jeg på nogle måder er, men lad nu det ligge.

For tre år siden oplevede jeg, at Gud greb ind i mit liv, som jeg kendte det, og forvandlede det til noget helt andet. Han helbredte nogle ting. Og på andre områder åbnede han mine øjne, ændrede han mit perspektiv, så intet længere så ud som før, selvom meget egentligt stadig var det samme.

Det hele kan hurtigt komme til at lyde noget rodet og højtravende, kan jeg godt se, så derfor må jeg tage rejsen i etaper. De næste par dage vil jeg lave nogle nedslag på vandringen mod den forvandling, jeg oplevede for tre år siden i Taizè (et klosterfællesskab i Sydfrankrig).

Dengang startede det, der senere skulle blive en gennemgribende livsforvandling.

Taizé
Taizé

IMG_7816

Julekalenderen uden pakker #1

Glædelig 1. December!

IMG_20151129_171347

Jeg har besluttet at lave en lille julekalender her på bloggen. Idèen er ikke unik – det vrimler jo med pakke-adventskalender-konkurrencer i blogland – men indholdet i min bliver ret unikt. Eller i hvert fald personligt..

Idèen fik jeg idag, da jeg for enden af en lang tankerække, forestillede mig et billede af en lille luge i mit hjerte, som åbnedes. Bevares, det lyder måske lidt ulækkert, men det var i fantasien, så der sprøjtede altså ikke blod ud over alt. En lille, firkantet luge, som fik mit hjerte til at ligne en julekalender. Og hvorfor ikke? Hvor fedt kunne det ikke lige være, at åbne en ny låge i mit hjerte hvet dag, og dele den med jer?
Eller endnu bedre: lade Gud åbne den!

Derfor præsenterer jeg nu: Den Pakkeløse Julekalender!
Det kan godt være der ikke er pakker, men der er masser af gaver. Gaverne er ikke nogle I får, men nogle, som allerede er givet. Af Gud.
Det er ikke fordi Gud ikke ønsker at give os alle endnu flere gaver her i løbet af december.. Jeg synes bare at vi – som et modsvar til julegaveræsets “mere og mere”-filosofi – skulle øve os i at fokusere på det, vi allerede har. Som kristne og som mennesker, til opmuntring for os selv og andre. Det vil jeg i hvert fald gøre.

Hver dag i december vil jeg “åbne en låge i mit hjerte” – jeg vil bruge mindst 10 minutter i stilhed på at tænke over, hvad Gud har gjort for mig. Derefter vil jeg dele det her på bloggen. Det er meget optimistisk, set i lyset af, hvor sjældent jeh får blogget, jeg ved det! Men jeg tager det som en udfordring. Og det vigtigste er jo ikke at få skrevet det ned, men at blive bevidst om det.

Lad os bruge denne adventstid på at se på hvad Gud har gjort, mens vi venter.

Vil I være med?

 

Advent og klimamarch

Igår var en dejlig dag. Om aftenen var jeg helt igennem glad. Så meget, at svigermor spurgte om jeg havde taget noget. Nej, det havde jeg ikke. Jeg havde bare fået den helt rette dosis solskin, motion, godt selskab, gudstjeneste, politik, kaffe, kærlighed og kikærter (falafel). Og sukker, pommes og risengrød!

Første søndag i advent blev en begivenhedsrig dag for Familien Skov. Egentligt havde vi tænkt vi bare skulle være hjemme og julehygge med svigermor (og hendes 10 kg julepynt), men da vintervejret om morgenen viste sig fra sin bedste side, besluttede vi os for at tage til klimamarch og nyde solskinnet. Men først slog Valde og jeg et smut forbi vores kirke, Byens Valgmenighed, som holder til i Kristuskirken. Der var desværre ikke en rigtig adventskrans, men til gengæld et topmoderne genbrugs-juletræ i pap. Der var liv og glade dage med masser af børn, god kaffe og brunkager. I prædiken havde præsten valgt at tale om det at være åben for forandring. Det overordnede budskab var, at hvis man kun ser det man forventer, så ser man måske ikke alt det, Gud vil gøre. Altså det han vil forvandle hos dig selv og andre mennesker, og så er det sværere at tage imod det nye, og nemmest at blive i de vante rammer. Sådan opfattede jeg det, og jeg synes det var et virkeligt godt tema. Det handler jo egentligt meget om at være bevidst eller ubevidst. Noget jeg kan genkende i mit eget liv, men det vil jeg skrive mere om i et andet indlæg.

Efter kirke mødtes vi med far og efter at have fortæret verdens bedste (næsten) durum, tog vi ind på Den Røde Plads og mødtes med Onkel Morfar. Klimamarchen gik til Christiansborg Slotsplads, og tidsplanen blev overholdt med stor præcision. Noget jeg sjældent har oplevet ved de demonstrationer, jeg tidligere har deltaget i. København viste sig fra sin bedste side med både solskin og julelys.

Efter at have sovet under hele gudstjenesten, var Valdemar i hopla, og han klarede det flot. Med klimamarchen kom Valdes demo-regnskab op på 2 i løbet af et år! Det er da ret flot. Hvis man altså synes det er sejt. Han har i hvert fald allerede været med til flere gudstjenester og demoer end mange voksne nogensinde har. Men hvorfor? Fordi det er det, hans forældre gør. Så er det jo også meget naturligt, at han deltager i det. Når han bliver større, kan han selv vælge til og fra, men indtil da bliver han “slæbt” med. Det er ikke fordi jeg ønsker at give ham en særlig kristen opdragelse. Selvom han nok får det alligevel! Fordi jeg er kristen, går meget i kirke, og synger (salmer) hele tiden, også ubevidst. Fint med kirke, men hvorfor demo?

Er vi da særligt politisk anlagte? Både-og. Vi har begge været politisk aktive da vi var yngre. Lasse har været det i forbindelse med veganisme og aktivisme ad den vej. For mig har det mere været ungdomspolitisk arbejde, og så en masse demoer i forbindelse med det gamle ungdomshus. Som jeg aldrig har sat mine ben i. Men da det blev revet ned, tændte det noget i mig. Hvor om alting er.. i 2011 “droppede” jeg politik. Forstået på den måde, at jeg havde fået nok. Og det er sjældent jeg gider gå ind i en politisk diskussion, altså om politik i sig selv. Men jeg er nok også en af dem, som tror på at “alt er politik”. Og klimaet står jo højt på den politiske dagsorden. Vi brænder meget for at få fokus på klimaet, og forsøger at leve “klimavenligt” i hverdagen, herunder spise vegansk, og det er ikke noget, vi går og råber højt om. Men nogle gange er det altså dejligt at komme ud på gaden og lufte sin holdning! Især når man kan stå sammen med andre. Så uanset holdning, synes jeg det er vigtigt, at lære mit barn at bruge sine demokratiske rettigheder til at udtrykke sine holdninger, og forhåbentligt få politikerne i tale, og dermed ændre noget. Man kunne også gå uden om systemet og bruge mere alternative, revolutionære metoder. Men det har han ikke fra mig!

Klimamarchen er et opråb til politikerne i forbindelse med klimatopmødet COP21. Marchen er arrangeret af Climate Action Denmark i samarbejde med ca. 25 andre organisationer. Søndag d 29/11 var global klima-aktionsdag, så der blev demonstreret i mange lande verden over.

 

IMG_0925IMG_7409IMG_7311

I følelsernes vold

Kender I det? Nogle gange er man i sine følelsers vold. Det er menneskeligt. Det har jeg været en del her på det sidste. Når det sker, kan jeg nogle gange have svært ved at sætte ord på, hvilke følelser der er på spil. Men for det meste er det skyldfølelse og frustration. Skyldfølelsen er så abstrakt og irrationel, at jeg ikke vil komme nærmere ind på det her, men frustration er noget alle kender, og en følelse, som der ofte er mange gode forklaringer på.

Noget af det der kan gøre mig virkelig frustreret er, når jeg ikke ved, hvad Gud vil med mit liv! Jeg ville ønske jeg bare kunne få stukket en færdig 10-års-plan for mit liv i hånden eller en opskrift jeg skulle følge. Og så alligevel ikke. For så ville der ikke være noget eventyr! Men i situationen er det bare ikke eventyr jeg ser. Jeg kan være så frustreret, at jeg ikke kan tænke klart. Måske går frustrationen over i vrede. Måske sætter den gang i en lang række mere eller mindre sorte tanker. Som fortæller mig, at jeg ingen fremtid har, at jeg aldrig finder ud af hvad planen er, at jeg aldrig hører fra Gud igen, at jeg ikke kan finde ud af noget og ikke har nogle relationer, der er så vigtige, at jeg ikke bare kan skride fra dem når som helst. Det der sker er, at jeg ikke længere kan se det store perspektiv. Jeg får “tunnelsyn” og kan ikke se ud over min egen lille, triste verden. Og det er helt normalt. Det sker for alle nu og da. Nogle oftere end andre, måske.

Hvad kan man så gøre ved det?

“Gud kan ikke fjerne din smerte – han kan ændre dit perspektiv!”

Sådan sagde en af de kloge, seje kvinder, som talte ved kvindekonferencen “Women’s Reboot” for en måned siden i Aarhus Valgmenighed. Klog, fordi jeg synes det er meget klogt sagt. Og et godt svar til alle dem, som ikke kan tro på Gud, bare fordi han ikke har fjernet deres smerte. Når man kommer til tro, eller får svar på sine bønner, kan det godt føles som om man blev ramt af en trylleformular, som bare slettede al smerte og mørke i ens liv. Men sådan er det ikke. Jo, i det øjeblik fjernes smerten, og måske vender den aldrig tilbage i samme styrke igen. Sådan var det for mig. Men som kristen kommer man til at møde modgang og svære tider i livet, sjælelig og eksistentiel smerte, ligesom alle andre mennesker. For sådan er livet! Og det er der ikke noget galt i.

Måske behøver man ikke gøre noget ved det. Nogle gange skal man bare være mef følelsen, og forsøge at acceptere den. Det ville Robert mene. Og Martinus. Og når man en dag har accepteret alt fuldt ud, kan man måske være heldig at opnå “Robert-tilstanden”, også kaldet kosmisk bevidsthed, eller bare få et glimt af den. Nå, det var et sidespor..

Livet ville selvfølgelig være nemmere, hvis vi mennesker kunne acceptere – og dermed slutte fred med – alt. I stedet for at starte en masse kampe mod os selv. Men det er nok de færreste, som formår det uden videre. Jeg tror, at mange tænker, som mig: “jeg må gøre noget!”

Og således kan man fare rundt fra det ene verdenshjørne til det andet med hovedet under armen og forsøge at “finde sig selv”, og optimere sit liv på alle tænkelige måder. Jeg gør det selv. Sidste uge var jeg træt og i følelsernes vold. Jeg kunne mærke, at jeg var godt igang med at betræde stien mod at blive et bittert og udbrændt menneske. Hverken kærlighed eller glæde kunne jeg føle, overhovedet. Kun en frustration og vrede over, at hele verden havde gjort mig uret. Og ikke engang Gud gad gøre sig den ulejlighed at hjælpe!

Hvad gør jeg?! Panikken breder sig. Jeg må stoppe op, rive en dag ud af kalenderen for at finde ud af noget, mærke mig selv, være alene. Og det gjorde jeg så. Bortset fra at jeg endte med at have Valde hjemme alligevel, og det var der en mening med. Jeg kan nemlig ikke “finde mig selv” uden ham, da han er så stor en drl af mig!

Dèr slog det mig: jeg har ikke brug for at løsrive mig fra verden, Gud eller mennesker for at finde min vej. Jeg er nødt til at se mig selv i verden, og finde ud af hvem jeg er her.

Første skridt på vejen er at finde tilbage til den første kærlighed. Og stilheden. Så simpelt er det. Alt kan krølle sig sammen i sindets tankekaos, så livet kun ser sort ud, og alle udveje er blokerede. Men vejen ud er mere simpel, end man skulle tro. Naturens stilhed, Guds fred, som altid er der, bagved al larmen.

Vi skal finde tilbage til den første kærlighed. Gud elskede os først. Find ud af, hvordan han gjordr det. Glem det ikke. Den første, barnlige kærlighed til vores forældre. Den første kærlighed til din partner. Første gang du mærkede kærligheden til dit barn. Den dag du begyndte at elske dig selv. Din kærlighed til skaberværket og naturens overflod. Den stille glæde, som vokser ud af stilhed og bøn.

Ja, det lyder som noget hippiepis! Men det er true story. Det er det der skal til. Og det er her vi finder ud af hvem vi virkelig er.

Og så er det gratis!!!

Guds fred til alle

IMG_7800

 

Hverdagens surdej

Det er faktisk navnet på en anden blog, og hvis det ikke var taget, havde jeg overvejet det. Lige for tiden er der gået hverdag i den herhjemme, og bloggen er desværre noget af det sidste på min dagsorden. Ofte falder jeg i søvn mens jeg ligger og ammer Valde i forbindelse med putning. Efter på søndag er jeg forresten officielt langtidsammer, hurra! For så har vi ammet et år, og vi fortsætter. Igår faldt jeg i søvn kl. 20, så jeg burde være frisk nu, men ærligt talt er min hjerne ret flad i det. Så apropos surdej, bringer jeg nu en opskrift på min farmors dejlige rugbrød! Og ja, du skal bruge en (hverdags)surdej.

Holms rugbrød

(giver 2 store rugbrød)

Forberedelsestid: 5 min. om aftenen, 8 timer til hævning, 5 min. om morgenen, 2 timer til hævning, bages i 1 time

Dag 1

Ingredienser :

ca. 500 g surdej

600 g hvedemel

300 g rugmel

600 g skårne rugkerner

6 tsk salt

1,5 L koldt vand

Alle ingredienser røres sammen til en tyk grød, og stilles til hævning på køkkenbordet natten over (mindst 8 timer).

I skålen har du nu en stor surdej! Derfor er det første du skal gøre næste dag, at tage ligeså meget surdej fra, som du tilførte. Dermed bliver surdejen fornyet, og du har en portion til næste gang.

Dag 2

Ingredienser

400 g rugkerner

450 g blandede kerner

0,5 L koldt vand

Efter du har taget lidt surdej fra, røres ingredienserne i resten af dejen. Der skal tilsættes 850 g kerner i alt. Dem kan du fordele som du vil, alt efter hvor groft brødet skal være. Fx 300 g rugkerner, 200 g solsikkekerner, 100 g hørfrø, 250 g rugmel. For at gøre brødet bedre, kan du med fordel lægge rugkernerne i blød før du bruger dem.

Herefter fordeles dejen i to store rugbrødsforme (med bagepapir), og nu skal de hæve mindst 2 timer. De kan sagtens stå helt op til 6 timer, hvis det ikke lige passer med din tidsplan. Efter hævning bages de i ovnen på nederste rille (ikke varmluft) på 200 grader i 1,5 time. Start med 1 time og 10 minutter og se så til dem.

Når de er færdige, tages de ud af formene med det samme og lægges med bunden i vejret. Skal helst køle af før man kan skære i dem. Der er bare ikke noget bedre end en skive friskbagt rugbrød enten for sig selv eller som tilbehør til aftensmaden. Enjoy!

 

 

 

 

 

Fritid, mig-tid, Gud-tid

“At være sammen med Gud / tilbringe tid med Gud” – dette udtryk hørte jeg første gang, da jeg for tre år siden var i Taizé med en gruppe danske kristne fra forskellige organisationer og baggrunde. Og jeg fattede det virkelig ikke! Det gav jo ikke mening.. hvis Gud er allestedsnærværende på alle tidspunkter, så er man da enten altid sammen med Gud eller også er man aldrig….. ?

Her sidder jeg så på min flade, med en dejlig varm kaffe i min mumikop, Taizé-sange i baggrunden, foran skærmen, klar til at blogge. Det er ofte her jeg går i stå. Eller altså, jeg får ofte en idé til et emne, får skrevet en overskrift samt et par linjer, og så når jeg bare ikke mere..

Jeg fatter helt ærligt ikke, hvordan diverse “mommys” får tid til deres blogs! Eller ikke-mommy-bloggerne for den sags skyld, som nærmest har endnu mere på programmet i hverdagen (ud fra dem jeg kender/læser med hos). Men idag er anderledes end andre dage. Jeg har nemlig haft fritid siden kl. 10.30! Fritid er for mig ensbetydende med tid, hvor jeg ingen planer har. Tid, hvor jeg ikke skal servicere nogen, kommunikere med nogen eller foretage mig noget som helst seriøst eller konstruktivt. Ok, det jeg snakker om her, er nok mere rendyrket afslapning. Men jeg ville ønske al min fritid var sådan. Og det er den jo faktisk. Det er dog desværre ikke fordi jeg bare er mega god til at slappe af, men fordi jeg har så lidt tid alene, at jeg skal udnytte den ordentligt, når den endelig kommer! Der var den igen… “Udnytte”, hvor er det egentligt et forfærdeligt ord. Vi skal udnytte vores tid bedst muligt – en tendens, der er vandret fra det store samfund og ned i min lille verden. Og som invaderer selv min kostbare fritid. Jeg føler, at jeg skal “skynde mig” at slappe af. Det er altså ret svært, skulle jeg hilse at sige! Ligesom dengang da jeg var gravid og ekstremt træt, samtidigt med at jeg havde et travlt program, der skulle jeg udnytte hver lille pause til at sove, om det så kun var 10 minutter, meget stressende.

Nå, tilbage til nuet. Jeg kunne have brugt de sidste to timer på at have fordybet mig i bloggen, det er mit eget valg, at jeg ikke gjorde det, så jeg skal ikke klage mere. Sandheden er, at jeg langt hellere ville spise fastfood, liggende på sofaen med Desperate Housewives, telefonen på flytilstand, efterfulgt af en 25-minutters powernap. Men først skulle jeg selvfølgelig klare de mest presserende indkøb og oprydning #housewifelife, og så er tiden altså gået!

Det lyder fint det hele.. men hvor blev Gud af i det? Der er så meget man “skal” og “bør” i dette moderne liv, vi fører. Man skal være der for sine børn, men også realisere sig selv, have uddannelse og forsørge sig selv, man skal passe på sig selv, undgå stress, “manage” sin tid, huske at slappe af, dyrke meditation og sove nok! Alle disse normer og forventninger gælder også for kristne, da vi bare er normale mennesker (indsæt selv passende smiley). Som om det ikke var nok, skal man som kristen også helst bede en lille bøn engang imellem. Eller det vil sige, der er intet vi skal, heldigvis! Forleden dag kiggede vi ind ad vinduet hos vores falafelmand, og så ham ligge på knæ på sit bedetæppe, midt i en af sine fem daglige bønner. Min mand siger “det må være dejligt at have så faste rammer for bøn, som muslimerne har, så får man det da gjort”. Ja, det er jeg delvist enig i. Faktisk har jeg før i tiden ofte ønsket at jeg kunne være muslim eller jøde, for det der med at have en lovreligion, det virker bare nemmere. Forstå mig ret, det at skulle overholde en masse love, er selvfølgelig besværligt, men hvis man nu kunne føle sig som en god kristen, når dagen var slut, fordi man kunne krydse alle tingene af på den åndelige “to-do-liste”, så ville det være dejligt! Det kan man bare ikke, og gudskelov for det.

Vi er ikke pålagt at bede et vist antal gange om dagen, et vist tidsrum eller på en bestemt måde. Jo, der er én bøn, som vi opfordres til at bede, og det er Fadervor. Den universelle bøn, som indeholder alt. Men mere om det en anden gang.. Jeg føler jeg er kommet lidt ud af en tangent. Min pointe er, at tiden med Gud er sparsom. Hvis man altså definerer “tid med Gud”, som alenetid, i bøn, den kontemplative form for gudsdyrkelse. Det er noget jeg sjældent tager mig tid til. Men Gud er her jo altid! Derfor er han også med nu her i min sparsomme fritid. Jeg behøver derfor ikke have dårlig samvittighed over, at jeg ikke har brugt hele dagen idag på bøn, og hurra for det!

“Mig-tid” er et hot emne i tiden. Især for diverse mommy-bloggere. Det er vigtigt at få tid for sig selv, det mener jeg også. Men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Hvorfor adskille det hele – “mig-tid”, “familietid”, “tid med Gud” ? Det hele er jo forbundet, så fantastisk er det skruet sammen. Så Gud er altså altid nærværende, det er jeg overbevist om. Spørgsmålet er: er du?

Nej, det er jeg ofte ikke. Især ikke under afslapningsformer som tv-stening, instagram osv. Derfor holder jeg af at gå en tur. Det gjorde jeg sidste gang jeg havde lidt mig-tid (det er over to uger siden). Her oplevede jeg at forene mig-tid og Gud-tid, for naturen hjælper mig med at blive nærværende. Man kunne også sætte sig ned og læse i bibelen eller bede eller bare være stille. Men det er desværre noget jeg ikke længere er så god til, som jeg har været. Måske har det noget at gøre med den der “jeg skal skynde mig at udnytte tiden”-følelse. Her hjælper en gående meditation virkelig. Og heldigvis er det godt nok, Gud er her altid, det er os der skal tune os ind på ham. Det kan være svært, men heldigvis har han uendelig tålmodighed.

IMG_0423

Gå. Bare gå. Et skridt ad gangen. Gud er med dig.

 

 

Yogafaith

1308_654354807926193_373276105_n

Yogafaith! (yoga-a hvaffornoget?!) – noget enhver moderne kristen bør prøve.

Idag fik jeg endelig muligheden for at deltage i en yogafaith-time for første gang. Jeg hørte om konceptet fra min veninde, som uddannede sig til yogafaith-instruktør før sommerferien. I begyndelsen var jeg nok meget skeptisk over for konceptet. For det første er det garanteret endnu en ting, som stammer fra USA (and it is), for det andet betvivlede jeg det kristne indhold i det.

Yoga har altid været noget åndeligt for mig. Når jeg taler om yoga, mener jeg den kropslige del, som indeholder “asanas” (øvelser), for yoga er et ord, der oprindeligt dækker over mange forskellige ting. I virkeligheden er det jo en helt livsfilosofi, og en tilgang til livet, kroppen og verden. Jeg skal ikke gøre mig klog på yoga generelt, jeg kan kun tale om mine egne erfaringer.

Jeg startede for en del år siden med at gå til yoga i fitnessworld. Haserne var ekstremt stramme, jeg var temmeligt usmidig, og en elitegymnast blev jeg aldrig (ej heller specielt disciplineret). Men jeg nød yogatimerne, det var dejligt at komme mere i kontakt med sin krop. Dog savnede jeg virkelig den åndelige dimension, og jeg synes det er synd, at fitnesscentre har kogt yoga ned til bare endnu en slags gymnastik. På den måde bliver ældgammel visdom til et led i “jagten på den perfekte krop”.

Derfor følte jeg mig tiltrukket af tanken om at prøve en yogaform, som er åbenlyst åndelig. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at prøve det, selvom jeg tit har været i nabolaget, når jeg har taget en vagt i Københavns Fødevarefællesskab i Vanløse. Fordi jeg ikke kan have Valde med, og min mand (Lasse) er først hjemme kl 18.30 hver dag, og undervisningen starter kl. 18.
Men nu skulle det være! Lasse har ferie hele ugen, så vi kan flytte, og jeg greb chancen for at få lidt tid for mig selv. Selvfølgelig fik jeg lige sagt ja til en vagt i Fødevarefællesskabet, som først slutter kl. 18, men jeg regnede med at kunne nå det, da yogafaith er på Kulturstationen i Vanløse, som ligger lige ved siden af. Der var jeg nok lidt for optimistisk! Typisk mig. Klokken passerede 18, og jeg havde lidt lyst til at give op. I gamle dage ville jeg nok bare være taget hjem og grædt. Men jeg tænkte: “nej, f***me nej! Nu skal mor til yoga!”

Selvom jeg kom et kvarter for sent, var det en god oplevelse. Det var på mange måder “almindelig yoga”, som jeg kender det, selvom det vist ikke rigtigt er et begreb. Vi var kun 5 i alt, så det var ret intimt i forhold til i et fitnesscenter. Nu ved jeg ikke hvilken type det var den aften, da jeg ikke var der fra starten. Der er så vidt jeg ved fire forskellige typer yogafaith-undervisning, den her var meget flow-agtig. Det var udfordrende, men ikke for hårdt. Undervejs var der et par korte bibelvers, og vi blev bedt om at forestille os at åbne op for Helligånden, når vi åbnede vores krop op (fx åbne arme). Alt i alt var det en dejlig oplevelse, og jeg er glad for at jeg tog mig sammen og kom afsted. Det er bare guld værd, at få lov til at fokusere på at komme ned i kroppen og slappe af, midt i en hektisk tid. Det var kombineret “mig-tid” og “Gud-tid” – genialt! Og far kunne sagtens putte Valde. Så hvis jeg får muligheden en anden gang, vil jeg helt klart afsted. Efterfølgende fik jeg mig også en lille hyggelig snak med en af de andre fra holdet, som også er 3K’er, og har en sej blog På Herrens Mark om at være “skaberværksforkæmper” (sagt på dansk, glad for miljøet/økofreak).

Jeg er dog stadig lidt skeptisk over for konceptet. Ja, det er yoga, men kan yoga være kristent? Lad os tage den refleksion en anden gang.

Læse mere om Yoga Faith Danmark her

 

Forventninger og tid

Der er så mange ting, jeg gerne vil skrive om. Indlæg der er påbegyndt, men stadig ligger som kladder. Om sidste weekends kvindekonference, og den dag vi brugte på at fortælle
for tre uger siden.

Havde jeg forventet at få tid til at skrive på bloggen, da jeg startede den? Ja!

Faktisk havde jeg forventet at få tid til at kede mig her i oktober, bare et par uger. Jeg havde jo skrevet barnet op til dagpleje fra 1/10, og var lidt nervøs for om jeg overhovedet kunne finde på noget at tage mig til, når han ikke længere var hjemme hele tiden. Lad os bare sige, at jeg ikke keder mig nu. Vi fik først en dagplejeplads 16/10, hvorefter dagplejeren blev syg i tre dage. I denne uge “pjækkede” vi mandag, hvor vi var i Jylland. Og i fredags var det så Valdemars tur til at blive småsyg og ekstremt pylret, så jeg kunne ikke få mig selv til at sende ham afsted.

Nu er der kun næste uge tilbage til indkøring, og så skal det hele køre på skinner, for mandag d. 9/11 starter jeg endeligt på studiet igen!
Jeg læser en professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation (i daglig tale “3K”) på Diakonissestiftelsen. Mine tanker omkring studievalg vil jeg dele en anden dag.

Jo selvom vi oveni indkøringen er midt i flytterod/pakning/rengøring med udsigten til at være boligløse (og dertilhørende mentalt kaos), så keder jeg mig faktisk lidt! For
jeg trænger virkeligt til at komme igang med noget der er “mit projekt”, og hvor jeg kan bruge min hjerne lidt mere igen. Jeg tror også det bliver godt at få meget mere struktur på hverdagen. Noget jeh altid har ønsket mig, og ved jeg har brug for, men aldrig har formået at realisere. Nu er jeg tvunget til det pga. Valdemar.

På den anden side er jeg også nervøs for hvordan jeg (og Valde) vil håndtere den omvæltning, det bliver. Jeg frygter at jeg ikke kan klare det. At jeg bliver for presset, at jeg går ned, at jeg er for svag. Sådan var det måske engang, men tiden er en anden nu. Jeg er bange for at det her med at være mor, kun er gået godt, fordi “det er jo også nemt nok når man er på barsel, men bare vent til du skal aflevere, hente, studere og lave aftensmad!!” Hvor kommer det fra? Både fra andre og mig selv. Men jeg vil ikke lytte til sådan noget. For det skal komme an på en prøve! Og jeg er stærkere end nogensinde – hvorfor skulle jeg ikke forblive det?

Hverdag, bare kom an!