Fritid, mig-tid, Gud-tid

“At være sammen med Gud / tilbringe tid med Gud” – dette udtryk hørte jeg første gang, da jeg for tre år siden var i Taizé med en gruppe danske kristne fra forskellige organisationer og baggrunde. Og jeg fattede det virkelig ikke! Det gav jo ikke mening.. hvis Gud er allestedsnærværende på alle tidspunkter, så er man da enten altid sammen med Gud eller også er man aldrig….. ?

Her sidder jeg så på min flade, med en dejlig varm kaffe i min mumikop, Taizé-sange i baggrunden, foran skærmen, klar til at blogge. Det er ofte her jeg går i stå. Eller altså, jeg får ofte en idé til et emne, får skrevet en overskrift samt et par linjer, og så når jeg bare ikke mere..

Jeg fatter helt ærligt ikke, hvordan diverse “mommys” får tid til deres blogs! Eller ikke-mommy-bloggerne for den sags skyld, som nærmest har endnu mere på programmet i hverdagen (ud fra dem jeg kender/læser med hos). Men idag er anderledes end andre dage. Jeg har nemlig haft fritid siden kl. 10.30! Fritid er for mig ensbetydende med tid, hvor jeg ingen planer har. Tid, hvor jeg ikke skal servicere nogen, kommunikere med nogen eller foretage mig noget som helst seriøst eller konstruktivt. Ok, det jeg snakker om her, er nok mere rendyrket afslapning. Men jeg ville ønske al min fritid var sådan. Og det er den jo faktisk. Det er dog desværre ikke fordi jeg bare er mega god til at slappe af, men fordi jeg har så lidt tid alene, at jeg skal udnytte den ordentligt, når den endelig kommer! Der var den igen… “Udnytte”, hvor er det egentligt et forfærdeligt ord. Vi skal udnytte vores tid bedst muligt – en tendens, der er vandret fra det store samfund og ned i min lille verden. Og som invaderer selv min kostbare fritid. Jeg føler, at jeg skal “skynde mig” at slappe af. Det er altså ret svært, skulle jeg hilse at sige! Ligesom dengang da jeg var gravid og ekstremt træt, samtidigt med at jeg havde et travlt program, der skulle jeg udnytte hver lille pause til at sove, om det så kun var 10 minutter, meget stressende.

Nå, tilbage til nuet. Jeg kunne have brugt de sidste to timer på at have fordybet mig i bloggen, det er mit eget valg, at jeg ikke gjorde det, så jeg skal ikke klage mere. Sandheden er, at jeg langt hellere ville spise fastfood, liggende på sofaen med Desperate Housewives, telefonen på flytilstand, efterfulgt af en 25-minutters powernap. Men først skulle jeg selvfølgelig klare de mest presserende indkøb og oprydning #housewifelife, og så er tiden altså gået!

Det lyder fint det hele.. men hvor blev Gud af i det? Der er så meget man “skal” og “bør” i dette moderne liv, vi fører. Man skal være der for sine børn, men også realisere sig selv, have uddannelse og forsørge sig selv, man skal passe på sig selv, undgå stress, “manage” sin tid, huske at slappe af, dyrke meditation og sove nok! Alle disse normer og forventninger gælder også for kristne, da vi bare er normale mennesker (indsæt selv passende smiley). Som om det ikke var nok, skal man som kristen også helst bede en lille bøn engang imellem. Eller det vil sige, der er intet vi skal, heldigvis! Forleden dag kiggede vi ind ad vinduet hos vores falafelmand, og så ham ligge på knæ på sit bedetæppe, midt i en af sine fem daglige bønner. Min mand siger “det må være dejligt at have så faste rammer for bøn, som muslimerne har, så får man det da gjort”. Ja, det er jeg delvist enig i. Faktisk har jeg før i tiden ofte ønsket at jeg kunne være muslim eller jøde, for det der med at have en lovreligion, det virker bare nemmere. Forstå mig ret, det at skulle overholde en masse love, er selvfølgelig besværligt, men hvis man nu kunne føle sig som en god kristen, når dagen var slut, fordi man kunne krydse alle tingene af på den åndelige “to-do-liste”, så ville det være dejligt! Det kan man bare ikke, og gudskelov for det.

Vi er ikke pålagt at bede et vist antal gange om dagen, et vist tidsrum eller på en bestemt måde. Jo, der er én bøn, som vi opfordres til at bede, og det er Fadervor. Den universelle bøn, som indeholder alt. Men mere om det en anden gang.. Jeg føler jeg er kommet lidt ud af en tangent. Min pointe er, at tiden med Gud er sparsom. Hvis man altså definerer “tid med Gud”, som alenetid, i bøn, den kontemplative form for gudsdyrkelse. Det er noget jeg sjældent tager mig tid til. Men Gud er her jo altid! Derfor er han også med nu her i min sparsomme fritid. Jeg behøver derfor ikke have dårlig samvittighed over, at jeg ikke har brugt hele dagen idag på bøn, og hurra for det!

“Mig-tid” er et hot emne i tiden. Især for diverse mommy-bloggere. Det er vigtigt at få tid for sig selv, det mener jeg også. Men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Hvorfor adskille det hele – “mig-tid”, “familietid”, “tid med Gud” ? Det hele er jo forbundet, så fantastisk er det skruet sammen. Så Gud er altså altid nærværende, det er jeg overbevist om. Spørgsmålet er: er du?

Nej, det er jeg ofte ikke. Især ikke under afslapningsformer som tv-stening, instagram osv. Derfor holder jeg af at gå en tur. Det gjorde jeg sidste gang jeg havde lidt mig-tid (det er over to uger siden). Her oplevede jeg at forene mig-tid og Gud-tid, for naturen hjælper mig med at blive nærværende. Man kunne også sætte sig ned og læse i bibelen eller bede eller bare være stille. Men det er desværre noget jeg ikke længere er så god til, som jeg har været. Måske har det noget at gøre med den der “jeg skal skynde mig at udnytte tiden”-følelse. Her hjælper en gående meditation virkelig. Og heldigvis er det godt nok, Gud er her altid, det er os der skal tune os ind på ham. Det kan være svært, men heldigvis har han uendelig tålmodighed.

IMG_0423

Gå. Bare gå. Et skridt ad gangen. Gud er med dig.

 

 

Yogafaith

1308_654354807926193_373276105_n

Yogafaith! (yoga-a hvaffornoget?!) – noget enhver moderne kristen bør prøve.

Idag fik jeg endelig muligheden for at deltage i en yogafaith-time for første gang. Jeg hørte om konceptet fra min veninde, som uddannede sig til yogafaith-instruktør før sommerferien. I begyndelsen var jeg nok meget skeptisk over for konceptet. For det første er det garanteret endnu en ting, som stammer fra USA (and it is), for det andet betvivlede jeg det kristne indhold i det.

Yoga har altid været noget åndeligt for mig. Når jeg taler om yoga, mener jeg den kropslige del, som indeholder “asanas” (øvelser), for yoga er et ord, der oprindeligt dækker over mange forskellige ting. I virkeligheden er det jo en helt livsfilosofi, og en tilgang til livet, kroppen og verden. Jeg skal ikke gøre mig klog på yoga generelt, jeg kan kun tale om mine egne erfaringer.

Jeg startede for en del år siden med at gå til yoga i fitnessworld. Haserne var ekstremt stramme, jeg var temmeligt usmidig, og en elitegymnast blev jeg aldrig (ej heller specielt disciplineret). Men jeg nød yogatimerne, det var dejligt at komme mere i kontakt med sin krop. Dog savnede jeg virkelig den åndelige dimension, og jeg synes det er synd, at fitnesscentre har kogt yoga ned til bare endnu en slags gymnastik. På den måde bliver ældgammel visdom til et led i “jagten på den perfekte krop”.

Derfor følte jeg mig tiltrukket af tanken om at prøve en yogaform, som er åbenlyst åndelig. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at prøve det, selvom jeg tit har været i nabolaget, når jeg har taget en vagt i Københavns Fødevarefællesskab i Vanløse. Fordi jeg ikke kan have Valde med, og min mand (Lasse) er først hjemme kl 18.30 hver dag, og undervisningen starter kl. 18.
Men nu skulle det være! Lasse har ferie hele ugen, så vi kan flytte, og jeg greb chancen for at få lidt tid for mig selv. Selvfølgelig fik jeg lige sagt ja til en vagt i Fødevarefællesskabet, som først slutter kl. 18, men jeg regnede med at kunne nå det, da yogafaith er på Kulturstationen i Vanløse, som ligger lige ved siden af. Der var jeg nok lidt for optimistisk! Typisk mig. Klokken passerede 18, og jeg havde lidt lyst til at give op. I gamle dage ville jeg nok bare være taget hjem og grædt. Men jeg tænkte: “nej, f***me nej! Nu skal mor til yoga!”

Selvom jeg kom et kvarter for sent, var det en god oplevelse. Det var på mange måder “almindelig yoga”, som jeg kender det, selvom det vist ikke rigtigt er et begreb. Vi var kun 5 i alt, så det var ret intimt i forhold til i et fitnesscenter. Nu ved jeg ikke hvilken type det var den aften, da jeg ikke var der fra starten. Der er så vidt jeg ved fire forskellige typer yogafaith-undervisning, den her var meget flow-agtig. Det var udfordrende, men ikke for hårdt. Undervejs var der et par korte bibelvers, og vi blev bedt om at forestille os at åbne op for Helligånden, når vi åbnede vores krop op (fx åbne arme). Alt i alt var det en dejlig oplevelse, og jeg er glad for at jeg tog mig sammen og kom afsted. Det er bare guld værd, at få lov til at fokusere på at komme ned i kroppen og slappe af, midt i en hektisk tid. Det var kombineret “mig-tid” og “Gud-tid” – genialt! Og far kunne sagtens putte Valde. Så hvis jeg får muligheden en anden gang, vil jeg helt klart afsted. Efterfølgende fik jeg mig også en lille hyggelig snak med en af de andre fra holdet, som også er 3K’er, og har en sej blog På Herrens Mark om at være “skaberværksforkæmper” (sagt på dansk, glad for miljøet/økofreak).

Jeg er dog stadig lidt skeptisk over for konceptet. Ja, det er yoga, men kan yoga være kristent? Lad os tage den refleksion en anden gang.

Læse mere om Yoga Faith Danmark her

 

En drøm er brast – døren er stadig åben

Efter en lang og træg ansøgningsproces, har vi endelig fået svar! Vi har desværre ikke fået en plads i bofællesskabet. Det var vores drømmested, og drømmen blev ikke en realitet. Men så er det godt vi har andre drømme (skal bare lige “tune” mig ind på dem).

Jeg er selvfølgelig skuffet. Men
som en fra min basisgruppe sagde: “så kommer der noget bedre!”
Ja, det har hun nok ret i. Jeg ved det er sandt, men kan godt have svært ved at tro på det. Jeg ved at Gud har fantastiske planer for mit liv, men alligevel har jeg ofte svært ved at fatte det. Sindet går sine egne veje, og ofte er det de mindre hensigtsmæssige. Det hænger nok også i høj grad sammen med vanens magt. I hvert fald for mit vedkommende. Alle mennesker er styret af vaner i en eller anden grad. For mig er det især i forhold til mine tanker. En af mine dårlige vaner er, at gå ind i en offerrolle. Hvor jeg lider (og kan lide det), og mener at alle har gjort mig uret, og at jeg derfor har grund til at være vred. Det er en forsvarsmekanisme, jeg bruger, når jeg forsøger at fortrænge at jeg er ked af det, enten fordi jeg ikke kan håndtere det, eller ikke føler det er berettiget.
Denne “offermentalitet” bliver også aktiveret i situationer som denne, hvor en drøm er blevet knust. Noget à la “hvorfor må alle være lykkelige og få hvad de peger på, når jeg ikke må?!?!”
Kombineret med en meget lille tålmodighed, kan det gøre mig til en meget irriterende partner…

Løsningen er… stop dig selv! Noget vi alle gerne vil lære, når det kommer til vanens magt. Og dog noget de færreste formår. Derfor: bed Gud om hjælp!
Kender I det når man beder “Kære Gud, giv mig tålmodighed, når du synes, men helst nu!!!!”
Åh, den utålmodighed! Den har været skyld i mange uoverlagte beslutninger (inkl. at lave baby og blive gift meget tidligt i et forhold) og megen frustration i mit liv. Og der er ikke andet at gøre end at bede om hjælp, når man føler sig uforbederlig.

Der er to ting jeg vil bede om i forhold til det:
1. Lær mig at lytte til dig/være åben
2. vis mig hvad tålmodighed er

En dør er lukket, men der er altid flere åbne et sted. Man siger jo, at en læremester kan åbne døren for en, men man må selv gå ind ad den. For mit vedkommende handler det nok om at få øje på døren i første omgang. Men så skal man jo også åbne øjnene!

Forventninger og tid

Der er så mange ting, jeg gerne vil skrive om. Indlæg der er påbegyndt, men stadig ligger som kladder. Om sidste weekends kvindekonference, og den dag vi brugte på at fortælle
for tre uger siden.

Havde jeg forventet at få tid til at skrive på bloggen, da jeg startede den? Ja!

Faktisk havde jeg forventet at få tid til at kede mig her i oktober, bare et par uger. Jeg havde jo skrevet barnet op til dagpleje fra 1/10, og var lidt nervøs for om jeg overhovedet kunne finde på noget at tage mig til, når han ikke længere var hjemme hele tiden. Lad os bare sige, at jeg ikke keder mig nu. Vi fik først en dagplejeplads 16/10, hvorefter dagplejeren blev syg i tre dage. I denne uge “pjækkede” vi mandag, hvor vi var i Jylland. Og i fredags var det så Valdemars tur til at blive småsyg og ekstremt pylret, så jeg kunne ikke få mig selv til at sende ham afsted.

Nu er der kun næste uge tilbage til indkøring, og så skal det hele køre på skinner, for mandag d. 9/11 starter jeg endeligt på studiet igen!
Jeg læser en professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation (i daglig tale “3K”) på Diakonissestiftelsen. Mine tanker omkring studievalg vil jeg dele en anden dag.

Jo selvom vi oveni indkøringen er midt i flytterod/pakning/rengøring med udsigten til at være boligløse (og dertilhørende mentalt kaos), så keder jeg mig faktisk lidt! For
jeg trænger virkeligt til at komme igang med noget der er “mit projekt”, og hvor jeg kan bruge min hjerne lidt mere igen. Jeg tror også det bliver godt at få meget mere struktur på hverdagen. Noget jeh altid har ønsket mig, og ved jeg har brug for, men aldrig har formået at realisere. Nu er jeg tvunget til det pga. Valdemar.

På den anden side er jeg også nervøs for hvordan jeg (og Valde) vil håndtere den omvæltning, det bliver. Jeg frygter at jeg ikke kan klare det. At jeg bliver for presset, at jeg går ned, at jeg er for svag. Sådan var det måske engang, men tiden er en anden nu. Jeg er bange for at det her med at være mor, kun er gået godt, fordi “det er jo også nemt nok når man er på barsel, men bare vent til du skal aflevere, hente, studere og lave aftensmad!!” Hvor kommer det fra? Både fra andre og mig selv. Men jeg vil ikke lytte til sådan noget. For det skal komme an på en prøve! Og jeg er stærkere end nogensinde – hvorfor skulle jeg ikke forblive det?

Hverdag, bare kom an!

Ud af komfortzonen

 

wherethemagichappens

Du kender typen.. Min far er en innovativ forretningsmand, og har altid sagt: “hvis du bliver ved med at gøre det samme, så får du de samme resultater, som du plejer”. Jaja, tænkte jeg i mange år, den er god med dig, men du skal ikke forsøge at hjernevaske mig med dit “7-gode-vaner-selvhjælps-business-halløj”! Indtil jeg en dag selv oplevede at rive mig selv ud af min komfortzone. Hold nu op, hvor det bare rykkede! Faktisk var det helt utroligt livsforvandlende, men det var nok også fordi Gud var med hele vejen (fandt jeg ud af). Det var dengang jeg midt i en stor livskrise, valgte at forlade alt og rejse til klosterfællesskabet Taizé i Sydfrankrig. Det er 3 år siden nu. Men det synes jeg fortjener et helt indlæg for sig selv..

Nu er vi på den igen! Vi er ude af komfortzonen. Både på den gode måde og den dårlige måde. Min mand og jeg mødte hinanden i et kollektiv på landet, hvor vi boede sammen med 5-6 andre. Vi elskede virkelig at bo på landet. Der var en kæmpe have med den smukkeste kæmpe-blodbøg (som vi blev gift under), og stilheden derude er bare ubeskrivelig! Det giver så meget ro i sindet, selv om vi var nødt til at stå op kl.5 hver dag, for at nå ind på studiet i København. Men det var et ægte hippiekollektiv, og med det følger jo en del kaos! Herunder totalt anarki og et hus, som for det meste lignede Jerusalems ødelæggelse, og ikke mindst folk som flyttede ind og ud rimeligt ofte. Valdemar blev undfanget der, så han er en rigtig “kollebaby”. Men tanken om at gå hjemme med et lille barn i ekstremt rod og være isoleret ude på landet om vinteren uden bil, var nok til at jeg fik overtalt min mand til at vi forsøgte os med at bo i byen. Så selvom vi langt fra elsker byen, har vi nu boet her et år hos et vennepar, og det har været hyggeligt.

Lige fra starten af har det været meningen vi ville flytte, så snart vi fandt et dejligt sted på landet (og havde sparet lidt sammen), og nu er tiden kommet! Om et par uger flytter vi. Der er bare lige den mindre detalje, at vi ikke har fundet et nyt sted at bo endnu. Men det er ikke fordi vi blev smidt ud, faktisk sagde vi selv op.. hvorfor gøre noget så skørt?

Det sidste år har vi gået og grublet meget over hvor og hvordan vi skulle bo i fremtiden. Vi kom frem til, at vi ikke ville lave for mange planer selv, men i stedet forsøge at lytte til Gud og finde ud af hvad han vil. Det var dog lettere sagt end gjort. Men pludselig skete der noget.

For 4 måneder siden fortalte en fra min mødregruppe mig om et nyt vegansk bofællesskab på landet, som var i opstartsfasen. Det lød virkelig som vores drømmested, og vi blev glade og lettede over endelig at have fundet det perfekte sted! Vi var meget forhåbningsfulde og følte vi allerede havde fået en plads der. Det havde vi bare ikke endnu. Men vi havde følelsen af at der skulle ske noget nyt, og at vi skulle sige vores nuværende bolig op. Efter lidt tøven, gjorde vi det. Hvilket også betød at vores dejlige bofæller var nødsaget til at flytte, og vi kunne alle blive potentielt hjemløse (hvilket vi er indtil videre). Men det føltes rigtigt! For vi tror på, at når man skaber et hul, så kan Gud bedre komme til. OG tålmodigheden kommer på prøve.

Sådan kom vi ud af vores komfortzone!

Mor er træt

Igår var jeg træt. Jeg ved ikke om det er efteråret eller hvad det er. Det er i hvert fald ikke kun fordi jeg har et barn, for bare et par måneder siden havde jeg meget mere overskud. Han er endda begyndt at sove igennem om natten, sådan da. Igår var jeg bare træt. Så træt at jeg sad og stende tv, og ikke engang orkede at samle en stofble. Så træt at jeg gav barnet et arvestykke af en kop at lege med, bare for at få et øjebliks fred. “Hvis bare han sidder på legetæppet, kan han ikke smadre den ned i gulvet”, tænkte jeg. Ti sekunder efter BANG, kop afgået ved døden ved kast ind mod højstol. Der blev jeg pludselig i meget trist humør. Dog var det kun hanken der knækkede af, så jeg forsøgte at lime den. Rimeligt mislykket forsøg, som endte med at både min bofælle og jeg havde stivnet lim ud over vores fingre resten af dagen, fordi vi ikke kunne finde ud af at sætte låget på. Jeg var så træt, at jeg ikke engang magtede at gå over i Fakta efter et marcipanbrød. Kunne slet ikke overskue det flytterod, vores værelse lå i. Jeg fik dog vasket tøj. Men da min mand kommer hjem, spørger han efter sin telefon. Den lå så i de bukser, jeg lige havde vasket. Glædelig torsdag!

Vi må håbe weekenden bliver bedre. Det tegner allerede godt med solskin og en smule optimisme. I dag skal Valdemar og jeg og vores “medmor” (bofælle) til kristen kvindekonference i Aarhus Valgmenighed. Women’s Reboot hedder den, og jeg håber på at blive opløftet og inspireret, ikke mindst af en masse dejlig lovsang, som den kirke er kendt for (Valdemar har pakket sit rasleæg). Hovedtaleren Ruth Valerio er så mega sej, for hun er nemlig en meget miljøbevidst og grøn kristen! Men mere om det i næste uge. God weekend til alle!

 

Noget om terapi

Jeg synes ikke det skal være nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg går i gruppeterapi lige for tiden. Heller ikke selvom jeg drømmer om at bruge det som en professionel blog en dag. For når man skal ud i samfundet (og søge job), synes jeg faktisk det er en fordel, at man har arbejdet meget med sig selv. Ofte har “psykisk sårbare” mennesker arbejdet meget mere med deres “svage” sider end mange andre, og er måske endda ret kloge på sig selv. Hvorfor og hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på, for det mener jeg er for privat. Og denne blog skal ikke handle om at være psykisk syg, hvilket jeg faktisk heller ikke føler jeg er. Det har jeg været, men det er fortid nu. Grunden til jeg går i terapi nu, er at der har været meget ventetid, siden jeg for tre år siden søgte behandling. Fordi jeg tog ud at rejse, røg jeg ud af systemet, senere fik jeg et barn, tiden flyver. Men nu skulle det være, og selvom jeg er et helt andet sted end dengang, så kan man altid lære mere om sig selv. Faktisk er det en stor fordel, at have et vist mentalt overskud, når man skal grave ned i sine egne uhensigtsmæssige adfærdsmønstre..

Så en lang svada om hvor nedern systemet er og hvor trist en ungdom jeg har haft, får I altså ikke her! For det skal min blog ikke handle om, selvom det har fyldt meget. Jeg synes at denne blog skal handle om hvad Gud har gjort for mig, og alt det han stadig gør hver dag. Og for at forstå det, er jeg selvfølgelig nødt til engang imellem at hive fortiden frem. Men jeg gør det varsomt, for jeg ønsker ikke at blive revet med, hvis man kan sige det sådan. Uanset hvor meget jeg prøver, vil jeg alligevel aldrig kunne beskrive med ord, hvilken helbredelse jeg har oplevet. Jeg er gået fra at være en levende død til virkelig at leve, ikke bare leve, men leve! (nogen ved hvad jeg mener). Mit liv er blevet 10.000 gange bedre efter jeg blev kristen, det er den simpleste måde jeg kan sige det på! Gud har vist mig sider af livet, jeg ikke troede fandtes, eller i hvert fald ikke har set siden jeg var et lille, uskyldigt barn. Og jeg ved, at jeg endnu kun har fået en smagsprøve på herlighederne.

En stille morgen

En stille morgen, aaah! (ALENE) Noget jeg har drømt om i månedsvis.. i morges havde jeg endelig mulighed for det. Men hvorfor kan jeg ikke bare sætte mig ned og blive siddende i mere end 5 minutter og nyde den kop kaffe, mens den stadig er varm?! Måske er det en eller anden forbandelse der hviler over mødre, der gør, at man aldrig kan sidde stille, for man skal bare liiiiiige…

Med en del held, fik jeg sneget mig ud ad sengen, uden barnet vågnet (han sover mellem os). NU skulle jeg altså lige sidde og slappe af i en halv time. Men først skulle jeg lige lave kaffe. Fylde opvaskemaskinen og starte den. Vaske brystpumpe og flaske. Koge brystpumpe. Tænde en masse stearinlys for hyggens skyld. Mmh, kaffe! Jeg skal liiige læse et blogindlæg om depression (som ikke var opmuntrende), tjekke min mail, blot for at blive mindet om, at jeg ikke har fået svar på det, jeg går og venter på. Mere frustration. Øv, nu er kaffen næsten kold. Hov, jeg skal også huske at spise. Jeg skal nå at pumpe før barnet vågner. Pumpe pumpe modermælk. Gråd fra værelset, far er ikke god nok, vil have mor. Ind og trøste og give en tår pat. Og nu skal mor ud ad døren. Så meget for den morgenmeditation. Jeg skal virkelig øve mig!

Om at træffe beslutninger

Jeg er ret dårligt til at tage beslutninger. Nej, jeg er faktisk lidt for god til at træffe dem. Men ekstremt dårlig til at holde fast i en beslutning længere tid ad gangen. Desværre (eller heldigvis for min læringskurve) indbærer “voksenlivet” en del seriøse beslutninger. Tålmodighed!!

Torsdag var min sidste dag på barsel (Ååh, mors store baby, tiden går så hurtigt, kliché kliché). Eller det vil sige, jeg skal stadig gå hjemme et par uger endnu, men bare ikke sammen med Valdemar. Han er nemlig startet i dagpleje. Jeg har bare ikke nået at skrive om det (hvordan får andre mødre tid til at blogge?!). Situationen pt. er, at barnet ofte kun sover 1/2-1 time om dagen, og først sover kl. 20-21 om aftenen (jeg begriber ikke hvordan han kan holde sig kørende). Min mand kommer hjem kl. 18.30 hver dag, så ofte spiser vi også sent, så om aftenen når vi faktisk ikke andet end oprydning, at putte barn og tale lidt sammen. Selvom der er mange ting jeg gerne ville, fx spille orgel og gå til yoga faith. Men det er jo nok en prioriteringssag, og jeg er ikke vant til at prioritere en blog, så mon ikke det kommer hen ad vejen..

Nu kan jeg ikke rigtigt huske hvad vi lavede i på vores sidste barselsdag sammen, men det var i hvert fald noget med at ligge i ske og sove lur sammen, og græde en hel del (kun mig), for det var altså lidt trist. Både det at jeg nu skal aflevere ham et andet sted hver dag, og at han ikke bare kan amme mange gange om dagen når han lige har lyst. Men også fordi jeg indså, at det bare aldrig bliver nemt at være mor. Og med det mener jeg ikke at det absolut er hårdt. Men efter man er blevet mor, er der så mange valg der skal træffes hele tiden, både på egne vegne og barnets. Derudover er der altid tusindvis af bekymringer og ambivalente følelser, det er i hvert fald min erfaring.

Indtil nu har jeg bekymret mig overraskende lidt, og jeg er slet ikke typen der tænker i skrækscenarier omkring mulige ulykker og den store stygge verden.. Min bekymring går mere på om jeg nu kommer til at gøre noget, som vil traumatisere ham, give ham ar på sjælen og psyken, noget som han skal leve med og lide under som voksen. Den frygt er langsomt vokset i takt med at han bliver mere bevidst om verden omkring sig, og får et mere nuanceret følelsesliv. Ærligt talt ved jeg ikke meget om hvad der foregår i hovedet på sådan en lille en, og hvad man skal gøre for ikke at fucke dem op. Jeg vil så gerne give ham et godt selvværd, eller i hvert fald bare nogenlunde. Noget mine forældre ikke formåede, og det har virkelig haft store konsekvenser for mig senere i livet, for et nogenlunde selvværd er essentielt for så mange ting, fx relationsdannelse, egenomsorg, sætte grænser osv. Noget jeg erfarede gennem mit 12-trins-forløb, som jeg vil skrive meget mere om en anden gang.

Hvor om alting er (den danske version af anyways)… jeg oplevede en stor ambivalens, for på den ene side var jeg ved at kede mig ihjel, og glædede mig så meget til at få et afbræk fra hverdagen på barsel, men samtidigt græd jeg over hvor meget jeg ville komme til at savne ham. Alt imens jeg hvert andet øjeblik skiftede mening mellem at ville blive hjemmegående mor og sende ham i dagpleje, men nu er beslutningen truffet, og så vil jeg øve mig i at holde fast i den. For en gangs skyld.

Næsten et år siden
Næsten et år siden

Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.