En stille morgen

En stille morgen, aaah! (ALENE) Noget jeg har drømt om i månedsvis.. i morges havde jeg endelig mulighed for det. Men hvorfor kan jeg ikke bare sætte mig ned og blive siddende i mere end 5 minutter og nyde den kop kaffe, mens den stadig er varm?! Måske er det en eller anden forbandelse der hviler over mødre, der gør, at man aldrig kan sidde stille, for man skal bare liiiiiige…

Med en del held, fik jeg sneget mig ud ad sengen, uden barnet vågnet (han sover mellem os). NU skulle jeg altså lige sidde og slappe af i en halv time. Men først skulle jeg lige lave kaffe. Fylde opvaskemaskinen og starte den. Vaske brystpumpe og flaske. Koge brystpumpe. Tænde en masse stearinlys for hyggens skyld. Mmh, kaffe! Jeg skal liiige læse et blogindlæg om depression (som ikke var opmuntrende), tjekke min mail, blot for at blive mindet om, at jeg ikke har fået svar på det, jeg går og venter på. Mere frustration. Øv, nu er kaffen næsten kold. Hov, jeg skal også huske at spise. Jeg skal nå at pumpe før barnet vågner. Pumpe pumpe modermælk. Gråd fra værelset, far er ikke god nok, vil have mor. Ind og trøste og give en tår pat. Og nu skal mor ud ad døren. Så meget for den morgenmeditation. Jeg skal virkelig øve mig!

Om at træffe beslutninger

Jeg er ret dårligt til at tage beslutninger. Nej, jeg er faktisk lidt for god til at træffe dem. Men ekstremt dårlig til at holde fast i en beslutning længere tid ad gangen. Desværre (eller heldigvis for min læringskurve) indbærer “voksenlivet” en del seriøse beslutninger. Tålmodighed!!

Torsdag var min sidste dag på barsel (Ååh, mors store baby, tiden går så hurtigt, kliché kliché). Eller det vil sige, jeg skal stadig gå hjemme et par uger endnu, men bare ikke sammen med Valdemar. Han er nemlig startet i dagpleje. Jeg har bare ikke nået at skrive om det (hvordan får andre mødre tid til at blogge?!). Situationen pt. er, at barnet ofte kun sover 1/2-1 time om dagen, og først sover kl. 20-21 om aftenen (jeg begriber ikke hvordan han kan holde sig kørende). Min mand kommer hjem kl. 18.30 hver dag, så ofte spiser vi også sent, så om aftenen når vi faktisk ikke andet end oprydning, at putte barn og tale lidt sammen. Selvom der er mange ting jeg gerne ville, fx spille orgel og gå til yoga faith. Men det er jo nok en prioriteringssag, og jeg er ikke vant til at prioritere en blog, så mon ikke det kommer hen ad vejen..

Nu kan jeg ikke rigtigt huske hvad vi lavede i på vores sidste barselsdag sammen, men det var i hvert fald noget med at ligge i ske og sove lur sammen, og græde en hel del (kun mig), for det var altså lidt trist. Både det at jeg nu skal aflevere ham et andet sted hver dag, og at han ikke bare kan amme mange gange om dagen når han lige har lyst. Men også fordi jeg indså, at det bare aldrig bliver nemt at være mor. Og med det mener jeg ikke at det absolut er hårdt. Men efter man er blevet mor, er der så mange valg der skal træffes hele tiden, både på egne vegne og barnets. Derudover er der altid tusindvis af bekymringer og ambivalente følelser, det er i hvert fald min erfaring.

Indtil nu har jeg bekymret mig overraskende lidt, og jeg er slet ikke typen der tænker i skrækscenarier omkring mulige ulykker og den store stygge verden.. Min bekymring går mere på om jeg nu kommer til at gøre noget, som vil traumatisere ham, give ham ar på sjælen og psyken, noget som han skal leve med og lide under som voksen. Den frygt er langsomt vokset i takt med at han bliver mere bevidst om verden omkring sig, og får et mere nuanceret følelsesliv. Ærligt talt ved jeg ikke meget om hvad der foregår i hovedet på sådan en lille en, og hvad man skal gøre for ikke at fucke dem op. Jeg vil så gerne give ham et godt selvværd, eller i hvert fald bare nogenlunde. Noget mine forældre ikke formåede, og det har virkelig haft store konsekvenser for mig senere i livet, for et nogenlunde selvværd er essentielt for så mange ting, fx relationsdannelse, egenomsorg, sætte grænser osv. Noget jeg erfarede gennem mit 12-trins-forløb, som jeg vil skrive meget mere om en anden gang.

Hvor om alting er (den danske version af anyways)… jeg oplevede en stor ambivalens, for på den ene side var jeg ved at kede mig ihjel, og glædede mig så meget til at få et afbræk fra hverdagen på barsel, men samtidigt græd jeg over hvor meget jeg ville komme til at savne ham. Alt imens jeg hvert andet øjeblik skiftede mening mellem at ville blive hjemmegående mor og sende ham i dagpleje, men nu er beslutningen truffet, og så vil jeg øve mig i at holde fast i den. For en gangs skyld.

Næsten et år siden
Næsten et år siden

Barsels-blues

Dette skal absolut ikke være en mommyblog. Men eftersom jeg har været på barsel i 11 måneder, er det mest “mommystuff”, der ligger mig på sinde lige nu.

Barsels-blues, I got it! Men hvad er det egentligt? I modsætning til babyblues, som rammer inden for den første uge efter fødslen, og efterfødselsreaktioner, som typisk indtræder i løbet af det første halve år, så tror jeg barsels-blues er noget der kommer hen mod slutningen af barslen.. Da det er min erfaring at denne type tristhed ofte bunder i kedsomhed.

Jeg har faktisk nærmest kedet mig hele mit liv. Forstået på den måde, at jeg havde så høje forventninger til livet, at det aldrig kunne blive intenst nok til at tilfredsstille min længsel. Men længsel efter hvad? Primært en trang til at udtrykke alt det, jeg gerne ville ud med. Det forsøgte jeg gennem at skrive og spille musik. Men jeg fandt aldrig rigtigt “den perfekte udtryksform” for mig, så jeg endte med at brænde inde med en masse. Mere end der var plads til i mit hoved og min krop. Mere om det en anden gang…

En af mine helt store længsler var at få børn. Det har været min største drøm siden jeg var 5 år gammel, sideløbende med min store drøm om at kunne udfolde mig kunstnerisk. Og så at få en sejlbåd når jeg blev stor. (Men så stor er jeg ikke endnu.. ) Da jeg så endelig fandt min mand og en dag stod med en positiv test i hånden, var jeg ikke så glad, som jeg havde forventet. Faktisk mere bange. Jeg kunne komme på de første mange grunde til, at lige præcis jeg ikke burde formere mig. Jeg var midt i en længe ventet udredning i forhold til mit mentale helbred, jeg var i tvivl om min kæreste og jeg skulle blive sammen, vi var næsten lige flyttet hver for sig, vi havde absolut ingen penge, og så var der det der med, at de fleste af mine kristne bekendtskaber mente, at børn er noget man laver inden for ægteskabet…

Men alt gik godt, og ud kom en stor, sund, rødhåret! dreng, og vi havde en meget nem start, synes jeg selv. At være mor faldt mig dybt naturligt, og jeg synes hverken det var svært eller hårdt. Min krop blev hurtigt vant til den nye søvnrytme, og barnet opførte sig eksemplarisk. Selvfølgelig oplevede jeg også den berømte babyblues de første par uger, men derefter var alt så godt som perfekt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være hjemmegående mor de næste mange år.

Men så begyndte barsels-blues’en.. Da min søn var omkring 8 måneder, stoppede han nærmest med at sove om dagen. Det startede lige da vi skulle i sommerhus, og der sker jo også et udviklingsspring deromkring. Men det fortsatte bare. Han har virkelig meget krudt i røven, og jeg begyndte at synes det var lettere opslidende at gå hjemme dag efter dag uden at få bare en lille pause. At min mand for nyligt tog på skoleophold i 5 uger, og kun var hjemme i weekenderne, gjorde det ikke bedre. Jeg begyndte at tænke, at jeg kun havde følt mig som en god mor, fordi mit barn havde været så nemt, og at jeg var for svag til at klare et “almindeligt” barn.

Jeg havde nok også for høje forventninger til, at NU skulle jeg altså igang med noget efter sommerferien. Træning, et projekt, spille musik, noget holdsport eller kor, anything.. Og med projekt mener jeg noget, man arbejder på over længere tid, noget man holder fast i og kan se en udvikling i.. Allerede da barnet var 3 måneder begyndte jeg at spille orgel igen, begyndte at løbe da han var 5 måneder, for jeg havde jo så meget overskud! Det stoppede jeg desværre hurtigt med, men da han var 7 måneder var jeg virkelig motiveret for at komme igang med noget! Jeg var blevet optaget på en orgeluddannelse, som jeg efter mange overvejelser valgte fra, fordi jeg ville få for travlt, når jeg begynder på mit andet studie til november. På den anden side trængte jeg virkelig til at komme igang med noget, men da det ikke skete, forsvandt min motivation ganske langsomt, og blev erstattet af ugidelighed og træthed og keeeeeedsomhed. Og nu føler jeg at jeg sidder fast og har svært ved at finde motivationen igen, eller bare en lille smule energi. Det er jo klart at jeg er træt, når jeg stort set ikke har fået noget motion i godt et år.. Jeg føler mig også så begrænset i forhold til hvad jeg kan begynde på, når min mand først er hjemme kl. 18.30 hver dag, og barnet er meget afhængig af min mælk for at sove, og jeg kan først øve orgel efter kl 16, og det er mørkt og koldt, og jeg er træt og doven, og vi flytter alligevel snart, og og og…

Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag der går, men lige nu har jeg droppet tanken om at blive hjemmegående, for jeg er simpelthen bare kørt sur i det. På fredag starter han i dagpleje, og selvom jeg inderst inde synes man burde passe sine børn selv, så glæder jeg mig! Og jeg glæder mig endnu mere til at jeg starter på studiet igen. Til den tid skal barsels-blues’en nok forsvinde, tror jeg. Alt i alt har det været et godt år, og tiden er gået hurtigt, trods kedsomheden.

Om frihed

Den Store Befrielse
Jeg har længe villet skrive noget om det, jeg kalder “den store befrielse”. Det er dog ikke så ligetil, specielt ikke når jeg har haft svært ved at skrive og holde fast i en tanke længere tid ad gangen. Det er dog ikke noget jeg begræder. Tværtimod har jeg været glad for at jeg har lært at lade tanker passere, og stoppe en tankestrøm, i stedet for at filosofere videre og komme alt for langt ud i meningsløshed og uendelig regres og til sidst give op, fordi der ikke findes svar nok. Jeg er blevet meget bedre til at acceptere tingenes tilstand. Bedre til at observere mit sind i stedet for at identificere mig med det. Det har gjort mit liv bedre. Jeg har også lært at man ikke skal se sig tilbage. Undtagen når man får brug for at blive mindet om hvad Gud har gjort for en. Det er det eneste jeg ser tilbage på, og kun fordi det kan få mig fremad, eller i hvert fald give mig styrke til at komme det.
Jeg har indset at jeg har et “safe place” indeni, i mit hjerte eller i mine minder, et sted. Det er noget jeg opbyggede eller måske fandt, da jeg var i Taizé. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Et sted med fred. Fred i et fuldstændigt kaotisk sind. Kærlighed midt i al mit had og min afsky for verden, livet og menneskeheden. Et pust af liv til min degenererende tankevirksomhed. En forsmag på et formål og en identitet, som var mit, tilhørte mig, en plan som var beredt for mig. Alle de ting tilskriver jeg Kristus, for det var gennem bøn, jeg fik dem i gave. Det reddede ikke bare mit liv, men gav mig styrke, en styrke jeg stadig kan finde frem den dag idag, tre år efter. Jeg er evigt taknemmelig. Og den taknemmelighed har jeg brug for at finde tilbage til når frygt og bitterhed banker på, og mit sind krøller sig sammen i flugt.
Med gaven, som var alt dette og troen, fulgte en befrielse. En befrielse, som er svær at sætte ord på. Jeg har forsøgt at forklare det for mange såkaldte fritænkere, men de siger allesammen, at jeg ikke er fri, men derimod fanget og begrænset.

Jeg har altid søgt frihed. Ønsker vi ikke alle frihed? Første skridt i den søgen er at finde ud af hvad frihed er. Det er ikke nemt at svare på. Og da jeg endelig oplevede frihed, var den slet ikke som jeg havde forventet. Den frihed Gud giver, kan de færreste tænke sig til.
Fortsættes…

Velkommen

Velkommen til min nye blog! 
Jeg har nu fået eget domæne, hvilket burde vidne om en vis seriøsitet (ifølge diverse blogeksperter). Så allerede nu er der pres på.. Ej, det skal nok blive godt!

For 5-6 år siden startede jeg min første blog i Google-regi, hvorfor ved jeg egentligt ikke, jeg var nok bare en frustreret teenager, som trængte til at få afløb for en masse ord og tanker. Læsere havde jeg vist ikke mange af, men et par gode mail-korrespondencer endte det da med. Mine gamle blogs handlede om teenagelivets sorger og glæder (mest sorger), og for at det ikke skal være løgn, strakte min teenageperiode sig hele 3 år ind i mine 20’ere. Ifølge mig selv, altså..

Men den tid er slut – og hvad så nu? Er jeg voksen eller bare “ung”? Født i 89 gør mig vel til en god kandidat til den ungdommelige befolkningsgruppe. Der er bare lige det, at jeg selv føler jeg er færdig med at være ung. Men ikke med at være barn. Faktisk har jeg et stort ønske om at genoplive (eller bevare) min barnlige side, især efter jeg selv er blevet en mor. 

Nå, mere om det en anden dag.. 

Efter lang tids overvejelse, blev denne blog til, en aften hvor barnet for en sjælden gangs skyld gik i seng allerede kl. 18.30. 

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle begynde at blogge igen eller ej. Engang skrev jeg hele tiden, hver dag, enten i hånden eller på computeren (eller begge dele), for det var simpelthen så meget i mit hoved, der bare skulle ud. Det var tilfredsstillende for mig at skrive, men samtidigt tror jeg også, at skrivningen gav ekstra liv til de mange “dårlige” tanker og historier om mit liv. I hvert fald oplevede jeg at blive mere glad og rolig, da jeg stoppede med at skrive. 

Den anden ting er, at det er mit indtryk, at mange bloggere selv synes de er utroligt interessante, i hvert fald interessante nok til at de kan fylde side efter side med (ligegyldig) info om sig selv (og deres afkom), selvfølgelig spækket med en masse selfies og billeder af morgenmaden og sønnikes madpakke.. Og faktisk er det nogle af de blogs jeg selv følger mest! 

Men når alt kommer til alt, er det så ikke lidt tyndt? Er jeg virkelig så interessant, at jeg kan fylde en hel blog med mig selv som tema? 

Svaret er.. Nej! 

Jeg er faktisk ikke særlig interessant i mig selv.. Det er min søn heller ikke, selvom jeg virkelig elsker ham. Min madpakke.. Not so Much (selvom jeg er en totalt sej veganer). Sandheden er, at vi mennesker måske ikke er så pisse-interessante som vi selv går og tror, selvom Facebook osv. prøver at bilde os det ind.. 

Jeg er ikke interessant.. I mig selv! Men livet er da pokkers interessant. Og det som er spændende, er ikke hvad jeg vælger at gøre med det, men hvad Gud gør med det – gennem mig! Og hvor meget jeg tillader Gud at gøre, og hvad det evt er der blokerer mig i at lade ham gøre det.. Jeg mener ikke det er mit liv, men Guds liv, en gave jeg har fået, eller måske er det i virkeligheden kun til låns..

Ok, så langt, så godt.. Hvilke konsekvenser har det så?

Det vil sige, at det pres der ligger på nutidens individualistiske (og “frie”) menneske, om at man skal vælge hvad man vil bruge sit liv på, skal vælge rigtigt mellem tusindvis af muligheder og ifølge mange “er sin egen lykkes smed” – eller endnu  værre, at ens partner eller børn skal gøre en lykkelig! – dette pres aftager, og fjernes med tiden, i takt med at jeg lærer Gud bedre at kende..

Men det betyder ikke at jeg er fritaget for ansvar. Det betyder blot at jeg er fri.. Mere om det en anden dag!

P.S. Lige for tiden har jeg ingen computer, så jeg kommer til at bringe nogle gamle indlæg, så de er ikke nye, men selvfølgelig altid relevante 🙂