Ud af Maya – ind i Gaya!

For en uge siden fik jeg noget der mindede om en åbenbaring. En invitation til at leve uden frygt. En mulighed for at tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg må hellere få skrevet det ned, inden jeg glemmer det.

Men hov, jeg har næsten allerede glemt det. Jeg har brugt de sidste to timer på at sidde og researche børnehaver i vores nye lokalområde. Og frygten er tilbage. Frygten for at vi ikke kan finde en børnehave der er så god, som den vi har nu (selvom jeg har været meget skeptisk over for den). Frygten for om jeg ødelægger mit barn ved at hive ham ud af hans trygge rammer (som han kun har været en del af i 3 måneder). Vil jeg sidde en dag, en mørk og stormfuld aften, langt ude på landet og tænke: “alt var bedre og nemmere da vi boede i Kokkedal!”. Ja, måske. Og måske ikke. Man har en tendens til at romantisere fortiden (jeg har), men det får man ikke meget godt ud af.

Anekdote: forleden dag befandt jeg mig i frygtens fangearme (og mors bekymrede udtalelser), og googlede: “er det synd for børn at bo på landet?” – ved I hvad der kom frem? En masse mødre, som spurgte: “er det synd for børn at vokse op i byen?”

Ja, vi skal flytte. Kolle 2.0 er i støbeskeen! Vi har været så heldige at få fingrene i et hus i udkanten af en skov, efter at have været en ansøgning ud af 75, som blev udtrukket. HURRAAAAAA! Er det skæbnen eller hvad?!

Vi skulle have haft svar den 15. november, men huset blev først tilbud til to andre, som sagde nej, så der var lidt ventetid. I løbet af de 4 dage, nåede jeg at tænke: er det bare mig, eller stod vi i præcis samme situation for 2 år siden? Ja, det gjorde vi, dengang vi ventede på svar på en ansøgning til et bofællesskab. Den følelse af at mit liv er i andres hænder, den hader jeg virkelig (med undtagelse af JC’s hænder, selvfølgelig). Det er én ting der er den sikre vej mod afgrunden: når man mister magten over sit eget liv. Eller føler at man gør det. Sådan en periode har jeg lige haft, men nu kan jeg se lyset for enden af tunnelen (eller – det er vist ikke et godt tegn?) – anyways! TV-serien “Herrens Veje” er blot endnu et eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke søger psykologhjælp i tide. Husk det, børn! Jeg er heldigvis så klog af skade, at jeg altid søger hjælp i tide, så jeg ender ikke som en desperat personage fra en dramaserie.

Nå, en ny æra er begyndt: jeg vil ikke længere leve i frygt! Det vil sige, det kommer jeg nok til engang alligevel, men nu rider jeg lige på en bølge af frygtløshed – eller måske ligefrem frihed?

Jeg har de sidste par måneder reflekteret over spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke levede i frygt?

Svaret er: flytte i kollektiv på landet, tage Valde ud af børnehaven og have ham hjemme en periode, tage et års ekstra orlov fra studiet og passe Eva hjemme, se muligheder frem for begrænsninger, stole på Gud og universet, holde fast i at jeg ikke vil have et stressende liv og derfor skabe et liv, hvor vi ikke behøver have travlt.

Så det gør vi nu!

Og hvad så hvis jeg bliver vanvittig af at gå hjemme? Jamen så sender jeg da bare børnene i pasning, værre er det ikke. Hvad hvis I bliver trætte af at bo på landet? Så flytter vi. Hvad hvis I bliver ruinerede? Så tager jeg mere SU-lån (eller…. stop dig selv). Hvad hvis du kommer til at kede dig? Så bliver jeg meget sund. Hvad hvis børnene tager skade af at flytte? Det gør de ikke, se bare på Lasse og jeg, vi har prøvet at flytte mindst 15 gange hver i løbet af vores liv, og vi er da helt normale! Hvad nu hvis jorden går under i morgen? Så kan vi allesammen endelig blive forenet.

Ud af Maya – det betyder ud af frygten, sindet. Seriøst, sindet skaber så mange tanker, det var der jeg fik min åbenbaring af psilocybinske dimensioner: det meste af det, der sker i mit sind, er en gammel plade, der er gået i stå i en rille. Det er falske ting, et spind af løgne, som jeg (og samfundet?) har skabt for at.. ja, hvorfor egentligt? Hvad skal vi bruge al den frygt til? Man kan være bange for alt og man kan finde problemer i alt, hvis man vil…

Ind med Gaya – eller man kan komme heeeeeelt ind i Moder Jord, hvilket Tahini og jeg vil gøre langt ude i skoven.

Sig hvad I vil. Verden kan rende og hoppe. Vi laver vores egen landsby.

Tågen letter

De første par måneder efter Eva blev født var jeg rimeligt zen. De sidste tre måneder har jeg mistet min zen mere og mere, og gået rundt i en form for tåge. Men i lørdags havde jeg en følelse, jeg vil betegne som “at tågen lettede”. Hvilket manifesterede sig ved at:

Jeg har vasket mit hår. Endelig! (glemte dog at rede det)

Jeg er (næsten) nået til bunds i vasketøjet.

Jeg har haft overskud til at dyrke yoga (i mandags)!!!

Jeg kan føle mig frisk uden en middagslur.

Jeg har efter et halvt års tilløb og dårlige undskyldninger endelig fået taget mig sammen til at cykle ned i kirken for at spille orgel.

Jeg sad uforstyrret og spillede orgel i en time – det var himmelsk!

Jeg har erkendt at jeg ikke behøver bevise at jeg rent hypotetisk i en perfekt drømmeverden kunne være “supermor”.

Jeg har taget et skridt ved at lade Lasse være alene med børnene nogle timer.

 

Det tænkende menneske

Konklusioner på to måneders eksistentielle overvejelser:

Det er ikke let at være nogen.

Du skylder ikke nogen noget.

Verden skylder ikke dig noget.

Du kan ikke forvente at der står nogen og klapper i hænderne af alt, du gør.

Du behøver ikke bevise noget over for nogen.

Punkterne uddybes i min kommende selvbiografi “Kunsten at ælte en dej med én hånd”.

Selv tak.

Hønen og ægget

Man kan skrive eller man kan lade være. Jeg har ikke ret meget fornuftigt at sige. To måneder har jeg spildt på at tænke de samme destruktive tanker om og om igen. To måneder. Jeg har spildt to måneder af mit liv. Og da jeg stod på yogamåtten en dag i sidste uge, sagde jeg til mig selv: “Det er trist, men du må lægge det bag dig. Der er kun i dag og fremtiden. Fra i dag af vil jeg ikke brokke mig over min mand eller mine børn eller noget. Nu vil jeg nyde livet uden at ærgre mig over al den tid, jeg har spildt”. Jamen det er da altid en start! Om det kan realiseres er en anden sag.

Jeg føler jeg har fejlet som mor. Fordi jeg ikke længere kan nyde min barsel. Men jeg nød det meget de første par måneder. Dengang var jeg så zen, det var den bedste sommer i mit liv. At få et barn mere var ikke en belastning, men en berigelse, hun gjorde familien fuldendt. Men pludselig en dag vendte det hele. Jeg prøver stadig at finde en forklaring på hvorfor. Mig og mine forklaringer. Jeg er for krævende. Det at jeg kræver en forklaring på alt, en mening med alt, en årsag, et sted at placere skylden – det er meget tidskrævende og upraktisk, og det ødelægger mig. Jo, det kan være en god evne, at være nysgerrig og forsøge at finde sammenhænge og forstå sammenhænge. Men jeg forventer sammenhæng der hvor der ingen er! Længes efter forbundethed når alt er fragmenteret.

Jeg behøver ikke ignorere mine længsler, men der er nogle ting jeg er nødt til at acceptere. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg må gøre op med nogle ting. Jeg må forsøge at lære at acceptere, at “den store gyldne løsning” ikke findes. Jeg må tilgive mig selv for at tænke som jeg gør, jeg er ikke så pisse-revo, som jeg troede, jeg er et produkt af min kultur. Vi er opdraget til, at “hvis bare” eller “når bare…” – SÅ bliver jeg lykkelig! Det er til dels kapitalismens skyld. Som jeg altid siger: man kan ikke sælge noget til et lykkeligt menneske. Jeg møder den her tankegang hver dag, blandt andet på sociale medier. Egentligt har vi mennesker nok altid sat vores lid til forskellige ting. “Hvis bare”…. vi fik eget toilet, færre børn, fik bil, fladskærm, osv osv. Engang var de her usmagelige betonblokke eftertragtede, det var drømmen. Men drømmen ændrer sig hele tiden.

På Instagram møder jeg ofte tanken “hvis bare.. vi flyttede på landet, i kollektiv, havde børnene hjemme”. Det hele lyder meget idyllisk, og det er fint, men det er også løgn.

Kollektiv = dobbelt så meget sjov, dobbelt så mange problemer. Landet = idyllisk om sommeren, helvede om vinteren (men smukt med sne!). Vi har prøvet det. Men folk skal bare gøre det, de har lyst til.

Jeg har begået en fejl. Jeg har lyttet for meget til andre, endnu engang. Jeg har gjort vold på mig selv, men det er jeg nødt til hver eneste dag, for sådan er det at være en følsom sjæl. Det er ren overlevelse. Jeg er så meget i tvivl om alt, at jeg ikke engang ved hvad der kom først? Har jeg det dårligt, fordi jeg ikke har Valde hjemme? Eller havde jeg det dårligt først og kunne slet ikke have ham hjemme? En stemme siger “hvis bare jeg havde ham hjemme, ville alt være godt”. En anden stemme siger “jeg har ikke overskuddet til det, og det vil bare gøre alt værre”. Lytter jeg for meget til andre, fordi jeg ikke har en indre kerne? Eller er min identitet blevet udslettet, fordi jeg lytter for meget til andre?

Jeg har en romantisk forestilling om, at “Hvis bare…” – men nissen flytter med, jeg er ked af at være lyseslukker. Dog er der stadig en god grund til at flytte på landet: når alt er trist, så har man i det mindste noget smukt at se på!

Point of no return

I søndags besluttede jeg mig for, at det bedste jeg kunne gøre for mig selv, var at holde en pause fra Instagram (Og Facebook, men det kunne jeg ikke, fordi min telefon døde). Så nu hvor jeg ikke kan snakke løs på InstaStory, så må jeg tage mig tid til at skrive lidt på bloggen. For jeg har brug for at fortælle noget.

Vi kører nu på 6. uge med “projekt børnehaveindkøring”, og det går mildest talt ikke godt. Valde er glad i løbet af dagen derhenne, men afleveringerne er et helvede. Han har grædt hver gang, på nær 2-3 gange. Værst er det for mig. Jeg har det dårligt når jeg går derfra. Og når jeg går derhen og når jeg henter ham igen. Nok var jeg vant til at aflevere mit barn til andre, men der er virkelig en verden til forskel på en dagpleje og en børnehave. Det vidste jeg godt at der ville være, men alligevel kom det bag på mig, hvor utryg jeg føler mig ved at aflevere ham i børnehaven. Det har ikke som sådan noget med den specifikke børnehave at gøre, jeg har bare altid fået myrekryb af institutioner, ligesom jeg også får det af hospitaler.

Det handler ikke om at jeg ikke vil sende mit barn i pasning, for dagplejen kunne jeg stå 100% inde for. Selvom jeg godt nok savnede Valde ekstremt meget indtil han var to år. Jeg har været tæt på at melde ham ud. Har “booket” en samtale med pædagogen, hvor jeg ville have sagt det, men missede det. Jeg har ringet derned og tænkt “nu siger jeg det”, men kunne ikke få fat i den rigtige, og da de ringede tilbage, tog jeg den ikke, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne tale om det uden at indvie dem i mit følelsesliv (jeg kan bare ikke skjule noget – det skal man vist kunne som rigtig voksen). Efter mange dages frustrationer, hvor jeg til sidst var på vanviddets rand, aftalte jeg med Lassefar at vi ville give det en chance indtil efterårsferien, som starter i morgen. For man skal jo lige give det en chance, alle børn er jo kede af det i starten, ikke?

Jeg kan ikke mere.

Jeg har virkelig givet det en chance. Holdt så få fridage som muligt, sendt ham afsted på dage, hvor jeg hellere ville have ham hjemme, gået fra et grædende barn, har prøvet både hurtige og langsomme afskedsseancer. Jeg har virkelig forsøgt at leve “et rigtigt barselsliv”: gået lange ture med barnevognen, været på café med en veninde, gået i mødregruppe(r), legestue, til babysalmesang, shoppet, set serier – men alt føles bare tomt uden ham. Det er så underligt at gå hjemme med kun det ene af sine børn. For mig er det bare dybt naturstridigt.

Jeg kan ikke mere.

En ny følelse er blevet vakt i mig – eller skulle man hellere sige, at følelsen er blevet vakt på ny? Den følelse vil jeg kalde “mit moderinstinkt”. Det er en intuition, men stærkere end det, en mavefornemmelse så dyb, at den overtager hele min krop. Den råber mig i hovedet, selvom jeg forsøger at overhøre den. Vi har den allesammen, tror jeg. Men vi er opdraget til at fortrænge den, for vi skal jo “videre med vores liv”. Det skal jeg også. Jeg har et studie der venter. Det skal jeg skynde mig at afslutte, så jeg kan komme ud at rejse, så jeg kan flytte til Jylland før Valde skal starte i skole. 2020-planen, du ved.

Hver dag forsøger jeg at fortrænge den følelse, fordi den er upraktisk, men det kan jeg ikke. Jeg har forsøgt at lytte til fornuftens stemme, men den er for svag. Den stemme tilhører mit tidligere jeg. Jeg har fortalt mig selv, at det er synd at hive ham væk fra hans venner. At jeg har brug for alenetid. At jeg ikke kan stole på mig selv. Når følelsen kommer op i mig, fortæller jeg mig selv: “Jaja, den er reel nok, men vent lige lidt, om 1 år og 9 måneder kan du følge din mavefornemmelse”.

Hvor absurd er det lige?! Til den tid er børnene jo kæmpestore. Det er nu de har brug for mig.

Forleden dag så jeg programmet “Bertelsen på Shikoku 88”, hvor man følger Mikael Bertelsen på en pilgrimsvandring i Japan. Her møder han en dansk pilgrim, som han snakker med. Bertelsen fortælle, at han gerne ville finde mere tid til stilhed og at gå ture i hverdagen, for han synes det er godt, men at han ikke kan finde tid til det. Som han siger: “Jeg siger altid til mig selv, at det der er der bare ikke tid til”: Bertelsen kommer direkte fra civilisationens travle liv, mens den anden mand netop har gået på ruten i 7 uger, og derfor ser det hele fra en anden vinkel. Bertelsen siger, at det gør ham til en bedre version af sig selv, når han får gået, og manden siger: “Du har simpelthen ikke tid til at blive en bedre version af dig selv?” – fra det sted, hvor manden er, lyder det jo helt absurd. Og det gør det også i mine ører.

Om man skal blive en bedre version af sig selv eller ej, ved jeg ikke. Det er måske ikke de rette ord at bruge om den oplevelse, man kan få, når man tager sig tid til stilhed og til at være i naturen, eller hvad end det nu er, der gør en glad og giver ro. Det der giver mig ro indeni lige nu, er at være sammen med mine børn. Men spørgsmålet er:

Har jeg tid til at være sammen med mine børn?

Svaret er, at jeg fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til det. Fordi jeg er et produkt af et samfund, hvor man ikke tager sig tid til det, og det skal jeg ikke skamme mig over. Men når man først har set det absurde i, at vi ikke har tid til vores børn, så er det svært at gå tilbage.

Kan jeg vælge at tage mig tid til det?

Kan jeg lade være?

At skrive er (ikke) at leve

Jeg er træt af ord. Der er alt for mange ord i mit hoved og i verden omkring mig. Jeg har brug for at gøre noget mere af de ting, hvor ord er overflødige: stilhed, musik, bevægelse, meditation. Ord skaber virkelighed. Og samtidigt skaber de en uvirkelighed, når de bliver til tanker. Jeg har så mange tanker der kører rundt til ingen verdens nytte. For det første er det meget de samme tanker, jeg tænker, hvilket Lassefar dagligt minder mig om. Og dermed også de samme ting, jeg siger (eftersom jeg ikke kan lade være med at tale om stort set alle mine tanker), hvilket igen må være rimeligt anstrengende for mine omgivelser. Jeg har engang hørt, at den menneskelige hjerne ikke har udviklet sig siden stenalderen. Det giver mening. Jeg er virkelig ikke særligt klog. Det er meget sjældent at jeg tænker en ny tanke, og det tror jeg gælder for det fleste. Stort set alt har været tænkt før. Ofte føler jeg også, at meget af det, der skrives her på blog-mediet, er klichéer eller udpenslinger af meget uintelligente selvfølgeligheder. Men måske har folk brug for at læse det, fordi vi har brug for noget at spejle os i. Jeg kan kun fortælle om, hvordan jeg oplever livet, men er det interessant? Ja, måske, men meget af det jeg oplever, kan ikke beskrives med ord. Jeg elsker at læse, og for mig ville livet eksistere mindre, hvis ikke der blev skrevet om det (gav den sætning mening?!). Men jeg er nok lidt træt af selv at skrive. Jeg vil hellere udtrykke mig på andre måder. Men udtrykke mig, det skal jeg. For eksempel har jeg indset, at jeg visner som menneske, hvis ikke jeg tager mig tid til at spille musik. Jeg tror endnu ikke at jeg har fundet mit “rette medie” eller min rette kunstneriske hylde, og det er min største drøm, at finde den. Måske sker det aldrig. Men når jeg spiller orgel, føler jeg at jeg mærker historiens vingesus, og bliver forbundet til en frekvens, som mange andre før mig, også har været på. Jeg føler at jeg bliver en del af noget større, og det er jo egentligt det jeg længes efter, ligesom mange andre moderne mennesker. Jeg filosoferer meget, men det er ikke værd at skrive om, for konklusionen på alle mine overvejelser, er stort set altid den samme: jeg er et moderne menneske, som er et produkt af min kultur (hjernevasket), og det er svært (umuligt) at frigøre sig fra. Det er hverken godt eller ondt, det er bare, hvad det er. Det eneste jeg kan gøre er at acceptere det, for det hjælper ikke at romantisere fortiden og “de gode gamle dage”, for de findes ikke. Vi får det ikke bedre end vi har det nu. Faktisk kunne jeg spare en masse tid ved at tænke mindre, for alle mine eksistentielle overvejelser er spildt, hvis ikke de får konsekvenser. Og det gør de ikke. Uanset hvad jeg konkluderer, om det så er, at denne virkelighed er en drøm, og at det rigtige liv først starter efter “døden”, så fortsætter jeg bare med at vaske tøj og fodre børn. For mit sind kan ikke begribe det. Det menneskelige sind er komplekst, og vi er så hjernevaskede, at det er nærmest umuligt at tænke “ud af boksen”. Jeg kan prøve, men ordene har magten, ordene former virkeligheden. Og jeg kender ikke et andet sprog. Men jeg vil gerne lære det.

Action i hverdagen

I dag gjorde jeg noget nyt. I stedet for at se serier, udnyttede jeg det faktum, at Eva endelig gider sove i barnevogn, og gik mig en lang tur i septembersolskinnet, selvom jeg egentligt ikke gad. Det skulle jo være så sundt. Nu prøver jeg noget andet nyt: at skrive her på bloggen. I dag sov begge børnene allerede kl. 18.48. Det er sjovt som jeg får lyst til at skrive, når de for en sjælden gangs skyld sover tidligt. Bloggen her blev faktisk til for to år siden en dag hvor Valdemar var gået til ro kl. 18.30. Grunden til mit fravær på bloggen er min nyfundne kærlighed til fake-snapchat (instastory). De sidste to måneder har jeg dagligt lavet en masse videoer om alt og intet, og jeg har fået fans! Og nu er min hjerne blevet så doven, at jeg ikke længere gider skrive. Jeg tror heller ikke der er ret mange der gider læse det (undskyld, Tahini!). Jeg startede med at prædike om “Smartphonen – Vor Tids Satan” (jeg har lovet Nynne at skrive et seperat indlæg om det), og jo mere jeg har tænkt over det emne, jo nærmere er jeg kommet en konklusion, der lyder: de fleste mennesker er for dovne til at aktivere deres hjerne til mere end at scrolle gennem deres insta-feed. Instastory, det var noget jeg først begyndte at se, da jeg lå kæmpe gravid og havde slappet af i 4 uger, havde spillet alt for meget The Sims og ikke kunne finde på flere serier at se – SÅ prøvede jeg for første gang at se andre menneskers instastories. Jeg fatter ikke at folk har tid til det?! Det er jo nemt nok at kritisere det, når jeg gør det med en ironisk distance, men jeg er faktisk oprigtigt bange for, hvordan vores hjerner muligvis tager skade af medier som Instagram. Vi træner hjernen op til at forvente nye inputs ekstremt hurtigt efter hinanden. En instastory varer max. 15 sekunder – det er så længe ungdommen kan koncentrere sig om noget! Jeg har faktisk leget lidt med tanken om, at lave insta-prædikener, men er ikke kommet så langt med det. Kære kristne, spørg ikke længer jer selv “What would Jesus do?”, men derimod: “Hvis Jesus var på instastory, hvad ville han så bruge de 15 sekunder på at sige?!”

Se, dét er livets store spørgsmål!

Regn og buer

I dag så jeg en regnbue. Da jeg på et tilfældigt tidspunkt gik ud med skraldet, mødte der mig et magisk syn, idet jeg trådte ud ad døren. En kæmpe regnbue, en hel halvcirkel, lige uden for vores dør. Det føltes som om den var meget tæt på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set så smuk og stor en regnbue før. Og hvad gjorde jeg? Jeg løb ind i stuen, som et begejstret barn og råbte “Søde, Valde, skynd jer, der er en kæmpe regnbue!” Og så stod vi alle fire og kiggede på den. Valdemar sagde, at den gik op til bjergene. Det var det perfekte tidspunkt jeg gik ud på, for kort tid efter var den væk. Den falmede lynhurtigt, og jeg følte mig heldig, fordi jeg havde fået lov til at opleve det. Som at være i en anden verden.  iPad’en var også med, så det kunne blive dokumenteret. Det var selvfølgelig ikke ligeså flot på billeder. Man kunne også holde en lang prædiken om, at man burde have været mere nærværende og ikke dokumentere den slags og så videre. Men det er ligegyldigt nu, det er det hele, for det var bare et flygtigt øjeblik, som ikke kan genkaldes, ej heller beskrives til fulde. Det eneste jeg kan sige er, at det at se en regnbue, minder lidt om at opleve Gud. Man bliver så glad, at man har lyst til at råbe til alle, at de skal komme og se det, og samtidigt kan man ikke beskrive det med ord. Det skal opleves. Sådan er det med så mange ting her i livet, og derfor har jeg ikke så meget lyst til at blogge lige for tiden. Der er en bølge på vej i universet, hvor stilhed er vigtigere end ord, og handling ligeså. Jeg rider på den, og jeg ved, at der også er andre, som springer på. Der er så mange strukturer indlejret i sproget, at vi aldrig vil kunne blive frie, så længe vi bruger ord. Måske er frihed en illusion, men hvorfor skrive om det, når vi allesammen kan føle det? Jeg havde så mange fine ord og begreber for Gud og det åndelige, universet, kærlighed og zen og så videre. Men det ligemeget nu. Nu er det kun handlinger der tæller. Eller ikke-handlen, også kaldet væren. Det er nemt nok at gøre noget, det er det, vi er opdraget til. Det vi skal er, at lære bare at være. Eller vi skal ikke noget, men jeg tror gerne jeg vil. For mig at se handler det hele om bølger og frekvenser, både i bogstaveligste forstand og mere overført betydning. Bølger vi kan hoppe på og frekvenser vi kan tune ind på. Måske er der et sted, hvor vi alle kan blive forenet. Men for at finde frekvensen skal man kunne lytte.

Institutionalisering

Den 19. Juni loggede jeg ind på Borgerservice.dk for at sige ja tak til Valdemars børnehaveplads. Ved samme anledning fik jeg lige skrevet Eva op til vuggestue samme sted. Godmorgen, Tabi-mor!

Lige siden har jeg haft emnet i tankerne. Jeg troede jeg kunne skrive et godt og velreflekteret indlæg om børnepasning uden at gå psykisk ned, men det kunne jeg ikke. Så jeg lod være.

Ja, det er da grotesk, at man som menneske (baby) ikke engang kan nå at trække vejret her i verden i 4 uger før forældrene allerede planlægger ens fremtidige institutionalisering. Men sådan er det altså bare for mange, og også for mine børn. Dog har Valdemar jo gået i dagpleje indtil nu, hvilket jeg bedre kan leve med. Men Eva er skrevet op til vuggestue som førsteprioritet. Fordi det er det nemmeste for mig. Jeg har det dog lidt stramt med at hun skal tilbringe sin tid i en rigtig “institution”. Derfor overvejer jeg om hun skal i dagpleje i stedet for, men det er altså bare nemmere at kunne aflevere børnene det samme sted.

Tanker som “gider du ikke stå lidt tidligere op for at dit barn kan få noget ordentlig omsorg i en dagpleje?” og “behøver du virkelig en uddannelse?” har rumsteret i mit hoved. Men ærligt talt, tror jeg vi alle er bedre tjent med en mor der ikke er stresset, fordi jeg skal aflevere to forskellige steder. Og hele den her diskussion har jeg jo taget med mig selv en gang før, da Valde var lille, og jeg har taget en beslutning: jeg vil have min uddannelse færdig, og gerne inden for en overskuelig fremtid. Ellers ved jeg, at sandsynligheden for, at jeg bliver en gammel (eller ung), bitter kvinde er meget stor.

Og så er der lige det der med at være konsekvent som forælder. Det skal man jo være, eller det skal man ikke, men det kan man vælge at være. Det vil jeg gerne øve mig lidt i. Fx at sige “mor har bestemt at du skal i børnehave”, og så er det bare sådan. Ellers bliver barnet forvirret (det er sikkert videnskabeligt bevist, så tro på det!). Alt for mange gange har jeg spurgt Valde om han hellere vil blive hjemme, og nogle gange er vi halvvejs ude af døren, når jeg har besluttet, at han skal blive hjemme. Men det her vil jeg øve mig på nu: at stå fast på mine beslutninger. Både over for børnene og mig selv. Og så sige stop i stedet for at lade alle de der tankerækker udfolde sig, for det er ret meget spild af tid, når konklusionen hele tiden bliver den samme.

Mor har talt.

Fragmenter

Klokken er 8.08 og begge børn sover sødt. Eva og jeg stod op kl. 6, men hun blev træt igen. Jeg kunne ikke sove igen på grund af solskin og et for højt kaffeindtag. Ferien er slut, har jeg konkluderet, selvom man nogle gange spørger sig selv: “hvad har jeg egentligt ferie fra?” når man er på barsel. Jeg kender ikke svaret, men måske har jeg mere ferie til noget end fra noget. Dagene indeholder ikke mindre baby, men mere tid sammen med mand og ældstebarnet. Og det gjorde alligevel noget, at være to om det, for jeg kunne godt mærke forskel, da Lassefar vendte tilbage til arbejdet og jeg var alene hjemme med to børn. Det var hårdt, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vi var to om det.

I går faldt jeg over en artikel af Svend Brinkmann med overskriften “Det giver ikke mening at stræbe efter lykken. Så risikerer vi bare at miste den”. Da man skulle have abonnement på Politiken for at læse den færdig, gjorde jeg det ikke, men så skriver jeg da bare min egen version.

Jeg har været en del offline her i ferien, og det har været godt. Det er jo også meget moderne! Der er ikke så meget intelligent at skrive om det, for det er jo ikke noget nyt og revolutionerende, det var man jo også før i tiden. Jeg har erfaret, at jeg er mere lykkelig, når jeg er mindre online. Det er konklusionen. Hvorfor følte jeg mig mere lykkelig? Det mest åbenlyse svar er fraværet af sammenligninger. På de sociale medier kan man ikke undgå at komme til at sammenligne sig med de andre, om end det måske er ubevidst. Den her sammenligning gør mig ofte mere sur og irriteret, for jeg syntes egentligt mit liv var godt, indtil jeg så at de andres var bedre (eller så bedre ud).

Den anden faktor er manglen på konstant evaluering. En stor del af det at blogge er at “evaluere” virkeligheden. Når man skriver om en dag eller en oplevelse, er det næsten umuligt ikke at kategorisere, bedømme og evaluere. Det er der heller ikke noget galt i, men jeg tror godt man kan gøre det for meget. For mig er det i hvert fald bedre ikke at gøre det så meget. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede med at dømme og evaluere hele tiden? Det er faktisk ældgammel buddhistisk visdom, at man bliver lykkeligere (dvs. oplever mindre lidelse) af ikke hele tiden at dømme – nuet, sindet, tankerne.

Skal vi stoppe med at jage lykken? Ikke nødvendigvis, for i enhver stræben ligger der en stor drivkraft og måske den motivation, som er grundlæggende for vores mulighed for at udvikle os som mennesker. Men måske er det ikke hver dag, man skal tage den store eksistentielle diskussion med sig selv, Gud eller universet. For hvis man konstant spørger sig selv: er jeg lykkelig? Gider jeg stå op i dag? Giver det her mening? Var det en god dag? – så kan man hurtigt finde “fejl og mangler”, og få øje på alt det, der ikke er perfekt (Lassefar siger at man også kan fokusere på de positive ting).

Men tænk, hvis man kunne lade være med at spørge hele tiden, hvad ville der så ske? Måske kunne man rent faktisk få lov til at opleve et øjebliks stilhed i sit sind! WOW! Det er revolutionerende! Jeg vil vove at påstå, at du får et bedre liv af at dømme mindre og bare lade tingene være det, de er. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange skal man tænke mindre og just do it. Dagens kliché, værsågo’! Så får I ikke mere for den kirkeskat.