Hønen og ægget

Man kan skrive eller man kan lade være. Jeg har ikke ret meget fornuftigt at sige. To måneder har jeg spildt på at tænke de samme destruktive tanker om og om igen. To måneder. Jeg har spildt to måneder af mit liv. Og da jeg stod på yogamåtten en dag i sidste uge, sagde jeg til mig selv: “Det er trist, men du må lægge det bag dig. Der er kun i dag og fremtiden. Fra i dag af vil jeg ikke brokke mig over min mand eller mine børn eller noget. Nu vil jeg nyde livet uden at ærgre mig over al den tid, jeg har spildt”. Jamen det er da altid en start! Om det kan realiseres er en anden sag.

Jeg føler jeg har fejlet som mor. Fordi jeg ikke længere kan nyde min barsel. Men jeg nød det meget de første par måneder. Dengang var jeg så zen, det var den bedste sommer i mit liv. At få et barn mere var ikke en belastning, men en berigelse, hun gjorde familien fuldendt. Men pludselig en dag vendte det hele. Jeg prøver stadig at finde en forklaring på hvorfor. Mig og mine forklaringer. Jeg er for krævende. Det at jeg kræver en forklaring på alt, en mening med alt, en årsag, et sted at placere skylden – det er meget tidskrævende og upraktisk, og det ødelægger mig. Jo, det kan være en god evne, at være nysgerrig og forsøge at finde sammenhænge og forstå sammenhænge. Men jeg forventer sammenhæng der hvor der ingen er! Længes efter forbundethed når alt er fragmenteret.

Jeg behøver ikke ignorere mine længsler, men der er nogle ting jeg er nødt til at acceptere. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg må gøre op med nogle ting. Jeg må forsøge at lære at acceptere, at “den store gyldne løsning” ikke findes. Jeg må tilgive mig selv for at tænke som jeg gør, jeg er ikke så pisse-revo, som jeg troede, jeg er et produkt af min kultur. Vi er opdraget til, at “hvis bare” eller “når bare…” – SÅ bliver jeg lykkelig! Det er til dels kapitalismens skyld. Som jeg altid siger: man kan ikke sælge noget til et lykkeligt menneske. Jeg møder den her tankegang hver dag, blandt andet på sociale medier. Egentligt har vi mennesker nok altid sat vores lid til forskellige ting. “Hvis bare”…. vi fik eget toilet, færre børn, fik bil, fladskærm, osv osv. Engang var de her usmagelige betonblokke eftertragtede, det var drømmen. Men drømmen ændrer sig hele tiden.

På Instagram møder jeg ofte tanken “hvis bare.. vi flyttede på landet, i kollektiv, havde børnene hjemme”. Det hele lyder meget idyllisk, og det er fint, men det er også løgn.

Kollektiv = dobbelt så meget sjov, dobbelt så mange problemer. Landet = idyllisk om sommeren, helvede om vinteren (men smukt med sne!). Vi har prøvet det. Men folk skal bare gøre det, de har lyst til.

Jeg har begået en fejl. Jeg har lyttet for meget til andre, endnu engang. Jeg har gjort vold på mig selv, men det er jeg nødt til hver eneste dag, for sådan er det at være en følsom sjæl. Det er ren overlevelse. Jeg er så meget i tvivl om alt, at jeg ikke engang ved hvad der kom først? Har jeg det dårligt, fordi jeg ikke har Valde hjemme? Eller havde jeg det dårligt først og kunne slet ikke have ham hjemme? En stemme siger “hvis bare jeg havde ham hjemme, ville alt være godt”. En anden stemme siger “jeg har ikke overskuddet til det, og det vil bare gøre alt værre”. Lytter jeg for meget til andre, fordi jeg ikke har en indre kerne? Eller er min identitet blevet udslettet, fordi jeg lytter for meget til andre?

Jeg har en romantisk forestilling om, at “Hvis bare…” – men nissen flytter med, jeg er ked af at være lyseslukker. Dog er der stadig en god grund til at flytte på landet: når alt er trist, så har man i det mindste noget smukt at se på!

Point of no return

I søndags besluttede jeg mig for, at det bedste jeg kunne gøre for mig selv, var at holde en pause fra Instagram (Og Facebook, men det kunne jeg ikke, fordi min telefon døde). Så nu hvor jeg ikke kan snakke løs på InstaStory, så må jeg tage mig tid til at skrive lidt på bloggen. For jeg har brug for at fortælle noget.

Vi kører nu på 6. uge med “projekt børnehaveindkøring”, og det går mildest talt ikke godt. Valde er glad i løbet af dagen derhenne, men afleveringerne er et helvede. Han har grædt hver gang, på nær 2-3 gange. Værst er det for mig. Jeg har det dårligt når jeg går derfra. Og når jeg går derhen og når jeg henter ham igen. Nok var jeg vant til at aflevere mit barn til andre, men der er virkelig en verden til forskel på en dagpleje og en børnehave. Det vidste jeg godt at der ville være, men alligevel kom det bag på mig, hvor utryg jeg føler mig ved at aflevere ham i børnehaven. Det har ikke som sådan noget med den specifikke børnehave at gøre, jeg har bare altid fået myrekryb af institutioner, ligesom jeg også får det af hospitaler.

Det handler ikke om at jeg ikke vil sende mit barn i pasning, for dagplejen kunne jeg stå 100% inde for. Selvom jeg godt nok savnede Valde ekstremt meget indtil han var to år. Jeg har været tæt på at melde ham ud. Har “booket” en samtale med pædagogen, hvor jeg ville have sagt det, men missede det. Jeg har ringet derned og tænkt “nu siger jeg det”, men kunne ikke få fat i den rigtige, og da de ringede tilbage, tog jeg den ikke, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne tale om det uden at indvie dem i mit følelsesliv (jeg kan bare ikke skjule noget – det skal man vist kunne som rigtig voksen). Efter mange dages frustrationer, hvor jeg til sidst var på vanviddets rand, aftalte jeg med Lassefar at vi ville give det en chance indtil efterårsferien, som starter i morgen. For man skal jo lige give det en chance, alle børn er jo kede af det i starten, ikke?

Jeg kan ikke mere.

Jeg har virkelig givet det en chance. Holdt så få fridage som muligt, sendt ham afsted på dage, hvor jeg hellere ville have ham hjemme, gået fra et grædende barn, har prøvet både hurtige og langsomme afskedsseancer. Jeg har virkelig forsøgt at leve “et rigtigt barselsliv”: gået lange ture med barnevognen, været på café med en veninde, gået i mødregruppe(r), legestue, til babysalmesang, shoppet, set serier – men alt føles bare tomt uden ham. Det er så underligt at gå hjemme med kun det ene af sine børn. For mig er det bare dybt naturstridigt.

Jeg kan ikke mere.

En ny følelse er blevet vakt i mig – eller skulle man hellere sige, at følelsen er blevet vakt på ny? Den følelse vil jeg kalde “mit moderinstinkt”. Det er en intuition, men stærkere end det, en mavefornemmelse så dyb, at den overtager hele min krop. Den råber mig i hovedet, selvom jeg forsøger at overhøre den. Vi har den allesammen, tror jeg. Men vi er opdraget til at fortrænge den, for vi skal jo “videre med vores liv”. Det skal jeg også. Jeg har et studie der venter. Det skal jeg skynde mig at afslutte, så jeg kan komme ud at rejse, så jeg kan flytte til Jylland før Valde skal starte i skole. 2020-planen, du ved.

Hver dag forsøger jeg at fortrænge den følelse, fordi den er upraktisk, men det kan jeg ikke. Jeg har forsøgt at lytte til fornuftens stemme, men den er for svag. Den stemme tilhører mit tidligere jeg. Jeg har fortalt mig selv, at det er synd at hive ham væk fra hans venner. At jeg har brug for alenetid. At jeg ikke kan stole på mig selv. Når følelsen kommer op i mig, fortæller jeg mig selv: “Jaja, den er reel nok, men vent lige lidt, om 1 år og 9 måneder kan du følge din mavefornemmelse”.

Hvor absurd er det lige?! Til den tid er børnene jo kæmpestore. Det er nu de har brug for mig.

Forleden dag så jeg programmet “Bertelsen på Shikoku 88”, hvor man følger Mikael Bertelsen på en pilgrimsvandring i Japan. Her møder han en dansk pilgrim, som han snakker med. Bertelsen fortælle, at han gerne ville finde mere tid til stilhed og at gå ture i hverdagen, for han synes det er godt, men at han ikke kan finde tid til det. Som han siger: “Jeg siger altid til mig selv, at det der er der bare ikke tid til”: Bertelsen kommer direkte fra civilisationens travle liv, mens den anden mand netop har gået på ruten i 7 uger, og derfor ser det hele fra en anden vinkel. Bertelsen siger, at det gør ham til en bedre version af sig selv, når han får gået, og manden siger: “Du har simpelthen ikke tid til at blive en bedre version af dig selv?” – fra det sted, hvor manden er, lyder det jo helt absurd. Og det gør det også i mine ører.

Om man skal blive en bedre version af sig selv eller ej, ved jeg ikke. Det er måske ikke de rette ord at bruge om den oplevelse, man kan få, når man tager sig tid til stilhed og til at være i naturen, eller hvad end det nu er, der gør en glad og giver ro. Det der giver mig ro indeni lige nu, er at være sammen med mine børn. Men spørgsmålet er:

Har jeg tid til at være sammen med mine børn?

Svaret er, at jeg fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til det. Fordi jeg er et produkt af et samfund, hvor man ikke tager sig tid til det, og det skal jeg ikke skamme mig over. Men når man først har set det absurde i, at vi ikke har tid til vores børn, så er det svært at gå tilbage.

Kan jeg vælge at tage mig tid til det?

Kan jeg lade være?

At skrive er (ikke) at leve

Jeg er træt af ord. Der er alt for mange ord i mit hoved og i verden omkring mig. Jeg har brug for at gøre noget mere af de ting, hvor ord er overflødige: stilhed, musik, bevægelse, meditation. Ord skaber virkelighed. Og samtidigt skaber de en uvirkelighed, når de bliver til tanker. Jeg har så mange tanker der kører rundt til ingen verdens nytte. For det første er det meget de samme tanker, jeg tænker, hvilket Lassefar dagligt minder mig om. Og dermed også de samme ting, jeg siger (eftersom jeg ikke kan lade være med at tale om stort set alle mine tanker), hvilket igen må være rimeligt anstrengende for mine omgivelser. Jeg har engang hørt, at den menneskelige hjerne ikke har udviklet sig siden stenalderen. Det giver mening. Jeg er virkelig ikke særligt klog. Det er meget sjældent at jeg tænker en ny tanke, og det tror jeg gælder for det fleste. Stort set alt har været tænkt før. Ofte føler jeg også, at meget af det, der skrives her på blog-mediet, er klichéer eller udpenslinger af meget uintelligente selvfølgeligheder. Men måske har folk brug for at læse det, fordi vi har brug for noget at spejle os i. Jeg kan kun fortælle om, hvordan jeg oplever livet, men er det interessant? Ja, måske, men meget af det jeg oplever, kan ikke beskrives med ord. Jeg elsker at læse, og for mig ville livet eksistere mindre, hvis ikke der blev skrevet om det (gav den sætning mening?!). Men jeg er nok lidt træt af selv at skrive. Jeg vil hellere udtrykke mig på andre måder. Men udtrykke mig, det skal jeg. For eksempel har jeg indset, at jeg visner som menneske, hvis ikke jeg tager mig tid til at spille musik. Jeg tror endnu ikke at jeg har fundet mit “rette medie” eller min rette kunstneriske hylde, og det er min største drøm, at finde den. Måske sker det aldrig. Men når jeg spiller orgel, føler jeg at jeg mærker historiens vingesus, og bliver forbundet til en frekvens, som mange andre før mig, også har været på. Jeg føler at jeg bliver en del af noget større, og det er jo egentligt det jeg længes efter, ligesom mange andre moderne mennesker. Jeg filosoferer meget, men det er ikke værd at skrive om, for konklusionen på alle mine overvejelser, er stort set altid den samme: jeg er et moderne menneske, som er et produkt af min kultur (hjernevasket), og det er svært (umuligt) at frigøre sig fra. Det er hverken godt eller ondt, det er bare, hvad det er. Det eneste jeg kan gøre er at acceptere det, for det hjælper ikke at romantisere fortiden og “de gode gamle dage”, for de findes ikke. Vi får det ikke bedre end vi har det nu. Faktisk kunne jeg spare en masse tid ved at tænke mindre, for alle mine eksistentielle overvejelser er spildt, hvis ikke de får konsekvenser. Og det gør de ikke. Uanset hvad jeg konkluderer, om det så er, at denne virkelighed er en drøm, og at det rigtige liv først starter efter “døden”, så fortsætter jeg bare med at vaske tøj og fodre børn. For mit sind kan ikke begribe det. Det menneskelige sind er komplekst, og vi er så hjernevaskede, at det er nærmest umuligt at tænke “ud af boksen”. Jeg kan prøve, men ordene har magten, ordene former virkeligheden. Og jeg kender ikke et andet sprog. Men jeg vil gerne lære det.

Action i hverdagen

I dag gjorde jeg noget nyt. I stedet for at se serier, udnyttede jeg det faktum, at Eva endelig gider sove i barnevogn, og gik mig en lang tur i septembersolskinnet, selvom jeg egentligt ikke gad. Det skulle jo være så sundt. Nu prøver jeg noget andet nyt: at skrive her på bloggen. I dag sov begge børnene allerede kl. 18.48. Det er sjovt som jeg får lyst til at skrive, når de for en sjælden gangs skyld sover tidligt. Bloggen her blev faktisk til for to år siden en dag hvor Valdemar var gået til ro kl. 18.30. Grunden til mit fravær på bloggen er min nyfundne kærlighed til fake-snapchat (instastory). De sidste to måneder har jeg dagligt lavet en masse videoer om alt og intet, og jeg har fået fans! Og nu er min hjerne blevet så doven, at jeg ikke længere gider skrive. Jeg tror heller ikke der er ret mange der gider læse det (undskyld, Tahini!). Jeg startede med at prædike om “Smartphonen – Vor Tids Satan” (jeg har lovet Nynne at skrive et seperat indlæg om det), og jo mere jeg har tænkt over det emne, jo nærmere er jeg kommet en konklusion, der lyder: de fleste mennesker er for dovne til at aktivere deres hjerne til mere end at scrolle gennem deres insta-feed. Instastory, det var noget jeg først begyndte at se, da jeg lå kæmpe gravid og havde slappet af i 4 uger, havde spillet alt for meget The Sims og ikke kunne finde på flere serier at se – SÅ prøvede jeg for første gang at se andre menneskers instastories. Jeg fatter ikke at folk har tid til det?! Det er jo nemt nok at kritisere det, når jeg gør det med en ironisk distance, men jeg er faktisk oprigtigt bange for, hvordan vores hjerner muligvis tager skade af medier som Instagram. Vi træner hjernen op til at forvente nye inputs ekstremt hurtigt efter hinanden. En instastory varer max. 15 sekunder – det er så længe ungdommen kan koncentrere sig om noget! Jeg har faktisk leget lidt med tanken om, at lave insta-prædikener, men er ikke kommet så langt med det. Kære kristne, spørg ikke længer jer selv “What would Jesus do?”, men derimod: “Hvis Jesus var på instastory, hvad ville han så bruge de 15 sekunder på at sige?!”

Se, dét er livets store spørgsmål!

Regn og buer

I dag så jeg en regnbue. Da jeg på et tilfældigt tidspunkt gik ud med skraldet, mødte der mig et magisk syn, idet jeg trådte ud ad døren. En kæmpe regnbue, en hel halvcirkel, lige uden for vores dør. Det føltes som om den var meget tæt på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set så smuk og stor en regnbue før. Og hvad gjorde jeg? Jeg løb ind i stuen, som et begejstret barn og råbte “Søde, Valde, skynd jer, der er en kæmpe regnbue!” Og så stod vi alle fire og kiggede på den. Valdemar sagde, at den gik op til bjergene. Det var det perfekte tidspunkt jeg gik ud på, for kort tid efter var den væk. Den falmede lynhurtigt, og jeg følte mig heldig, fordi jeg havde fået lov til at opleve det. Som at være i en anden verden.  iPad’en var også med, så det kunne blive dokumenteret. Det var selvfølgelig ikke ligeså flot på billeder. Man kunne også holde en lang prædiken om, at man burde have været mere nærværende og ikke dokumentere den slags og så videre. Men det er ligegyldigt nu, det er det hele, for det var bare et flygtigt øjeblik, som ikke kan genkaldes, ej heller beskrives til fulde. Det eneste jeg kan sige er, at det at se en regnbue, minder lidt om at opleve Gud. Man bliver så glad, at man har lyst til at råbe til alle, at de skal komme og se det, og samtidigt kan man ikke beskrive det med ord. Det skal opleves. Sådan er det med så mange ting her i livet, og derfor har jeg ikke så meget lyst til at blogge lige for tiden. Der er en bølge på vej i universet, hvor stilhed er vigtigere end ord, og handling ligeså. Jeg rider på den, og jeg ved, at der også er andre, som springer på. Der er så mange strukturer indlejret i sproget, at vi aldrig vil kunne blive frie, så længe vi bruger ord. Måske er frihed en illusion, men hvorfor skrive om det, når vi allesammen kan føle det? Jeg havde så mange fine ord og begreber for Gud og det åndelige, universet, kærlighed og zen og så videre. Men det ligemeget nu. Nu er det kun handlinger der tæller. Eller ikke-handlen, også kaldet væren. Det er nemt nok at gøre noget, det er det, vi er opdraget til. Det vi skal er, at lære bare at være. Eller vi skal ikke noget, men jeg tror gerne jeg vil. For mig at se handler det hele om bølger og frekvenser, både i bogstaveligste forstand og mere overført betydning. Bølger vi kan hoppe på og frekvenser vi kan tune ind på. Måske er der et sted, hvor vi alle kan blive forenet. Men for at finde frekvensen skal man kunne lytte.

Institutionalisering

Den 19. Juni loggede jeg ind på Borgerservice.dk for at sige ja tak til Valdemars børnehaveplads. Ved samme anledning fik jeg lige skrevet Eva op til vuggestue samme sted. Godmorgen, Tabi-mor!

Lige siden har jeg haft emnet i tankerne. Jeg troede jeg kunne skrive et godt og velreflekteret indlæg om børnepasning uden at gå psykisk ned, men det kunne jeg ikke. Så jeg lod være.

Ja, det er da grotesk, at man som menneske (baby) ikke engang kan nå at trække vejret her i verden i 4 uger før forældrene allerede planlægger ens fremtidige institutionalisering. Men sådan er det altså bare for mange, og også for mine børn. Dog har Valdemar jo gået i dagpleje indtil nu, hvilket jeg bedre kan leve med. Men Eva er skrevet op til vuggestue som førsteprioritet. Fordi det er det nemmeste for mig. Jeg har det dog lidt stramt med at hun skal tilbringe sin tid i en rigtig “institution”. Derfor overvejer jeg om hun skal i dagpleje i stedet for, men det er altså bare nemmere at kunne aflevere børnene det samme sted.

Tanker som “gider du ikke stå lidt tidligere op for at dit barn kan få noget ordentlig omsorg i en dagpleje?” og “behøver du virkelig en uddannelse?” har rumsteret i mit hoved. Men ærligt talt, tror jeg vi alle er bedre tjent med en mor der ikke er stresset, fordi jeg skal aflevere to forskellige steder. Og hele den her diskussion har jeg jo taget med mig selv en gang før, da Valde var lille, og jeg har taget en beslutning: jeg vil have min uddannelse færdig, og gerne inden for en overskuelig fremtid. Ellers ved jeg, at sandsynligheden for, at jeg bliver en gammel (eller ung), bitter kvinde er meget stor.

Og så er der lige det der med at være konsekvent som forælder. Det skal man jo være, eller det skal man ikke, men det kan man vælge at være. Det vil jeg gerne øve mig lidt i. Fx at sige “mor har bestemt at du skal i børnehave”, og så er det bare sådan. Ellers bliver barnet forvirret (det er sikkert videnskabeligt bevist, så tro på det!). Alt for mange gange har jeg spurgt Valde om han hellere vil blive hjemme, og nogle gange er vi halvvejs ude af døren, når jeg har besluttet, at han skal blive hjemme. Men det her vil jeg øve mig på nu: at stå fast på mine beslutninger. Både over for børnene og mig selv. Og så sige stop i stedet for at lade alle de der tankerækker udfolde sig, for det er ret meget spild af tid, når konklusionen hele tiden bliver den samme.

Mor har talt.

Fragmenter

Klokken er 8.08 og begge børn sover sødt. Eva og jeg stod op kl. 6, men hun blev træt igen. Jeg kunne ikke sove igen på grund af solskin og et for højt kaffeindtag. Ferien er slut, har jeg konkluderet, selvom man nogle gange spørger sig selv: “hvad har jeg egentligt ferie fra?” når man er på barsel. Jeg kender ikke svaret, men måske har jeg mere ferie til noget end fra noget. Dagene indeholder ikke mindre baby, men mere tid sammen med mand og ældstebarnet. Og det gjorde alligevel noget, at være to om det, for jeg kunne godt mærke forskel, da Lassefar vendte tilbage til arbejdet og jeg var alene hjemme med to børn. Det var hårdt, når jeg nu lige havde vænnet mig til at vi var to om det.

I går faldt jeg over en artikel af Svend Brinkmann med overskriften “Det giver ikke mening at stræbe efter lykken. Så risikerer vi bare at miste den”. Da man skulle have abonnement på Politiken for at læse den færdig, gjorde jeg det ikke, men så skriver jeg da bare min egen version.

Jeg har været en del offline her i ferien, og det har været godt. Det er jo også meget moderne! Der er ikke så meget intelligent at skrive om det, for det er jo ikke noget nyt og revolutionerende, det var man jo også før i tiden. Jeg har erfaret, at jeg er mere lykkelig, når jeg er mindre online. Det er konklusionen. Hvorfor følte jeg mig mere lykkelig? Det mest åbenlyse svar er fraværet af sammenligninger. På de sociale medier kan man ikke undgå at komme til at sammenligne sig med de andre, om end det måske er ubevidst. Den her sammenligning gør mig ofte mere sur og irriteret, for jeg syntes egentligt mit liv var godt, indtil jeg så at de andres var bedre (eller så bedre ud).

Den anden faktor er manglen på konstant evaluering. En stor del af det at blogge er at “evaluere” virkeligheden. Når man skriver om en dag eller en oplevelse, er det næsten umuligt ikke at kategorisere, bedømme og evaluere. Det er der heller ikke noget galt i, men jeg tror godt man kan gøre det for meget. For mig er det i hvert fald bedre ikke at gøre det så meget. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede med at dømme og evaluere hele tiden? Det er faktisk ældgammel buddhistisk visdom, at man bliver lykkeligere (dvs. oplever mindre lidelse) af ikke hele tiden at dømme – nuet, sindet, tankerne.

Skal vi stoppe med at jage lykken? Ikke nødvendigvis, for i enhver stræben ligger der en stor drivkraft og måske den motivation, som er grundlæggende for vores mulighed for at udvikle os som mennesker. Men måske er det ikke hver dag, man skal tage den store eksistentielle diskussion med sig selv, Gud eller universet. For hvis man konstant spørger sig selv: er jeg lykkelig? Gider jeg stå op i dag? Giver det her mening? Var det en god dag? – så kan man hurtigt finde “fejl og mangler”, og få øje på alt det, der ikke er perfekt (Lassefar siger at man også kan fokusere på de positive ting).

Men tænk, hvis man kunne lade være med at spørge hele tiden, hvad ville der så ske? Måske kunne man rent faktisk få lov til at opleve et øjebliks stilhed i sit sind! WOW! Det er revolutionerende! Jeg vil vove at påstå, at du får et bedre liv af at dømme mindre og bare lade tingene være det, de er. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange skal man tænke mindre og just do it. Dagens kliché, værsågo’! Så får I ikke mere for den kirkeskat.

Hvor lykkelig har man lov at være?

I dag har jeg siddet og kigget ind i en væg. Bogstaveligt talt. Eller en mur var det faktisk. Jeg var ellers meget frisk indtil min hjerne gik i stå. Men det skulle jo være sundt at lave ingenting. Og efter at have hørt Thomas Skovs podcast, har jeg besluttet mig for at begynde at dyrke det endnu mere.

I går fejrede vi Evas navngivning, selvom hun endnu ikke har fået sit navn, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at ansøge ordentligt. Det var en skøn og herlig og fantastisk dag, og jeg var meget lykkelig, da jeg lå i min seng om aftenen.

Til ære for Tahini

Inspireret af Katrines Indlæg, har jeg længe (i tre år, haha) tænkt på at stille mig selv det samme spørgsmål, hvilket jeg har gjort en del her på det sidste, hvor jeg har været usædvanligt lykkelig.

For det meste er det megafedt at være nybagt (andengangs)-mor. Men nogle gange kan det også være lidt anstrengende, at havde rollen som “hende der skal være lykkelig”. For det føler jeg man skal, når man lige har fået en baby. Og det er man altså bare ikke hele tiden. Så er det nærliggende at blive sur på sig selv over, at man ikke er det. Hvis der er noget der virkelig kan irritere mig, så er det når jeg føler der er noget, jeg skal eller bør. Når man er en del af et samfund vil man før eller siden støde på forventninger til, hvordan man bør være, handle og føle. For nogle er disse forventninger mere eller mindre dominerende, mens andre måske har formået at ryste dem af sig. Med tiden er jeg blevet bedre til at fortælle mig selv, at der egentligt ikke er noget jeg skal. Man kan gøre hvad man vil, det kan man seriøst (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig), og det skal man have lov til, så længe det ikke skader.

Jeg synes også man skal have lov til at føle det, man gør, og ikke mindst give sig selv lov til det. Noget jeg er blevet meget bedre til efter i alt for mange år at have ligget i krig med mine egne følelser. Her på det sidste har jeg haft mange dage, hvor jeg har følt mig overdrevet lykkelig ligesom i går. På de dage kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over at have det så godt, når nogle af mine venner og bekendte ikke har det ligeså godt. Så har jeg også dage, hvor jeg er, sjældent dybt ulykkelig, nok mest bare småbitter og gnaven, og så får jeg dårlig samvittighed over ikke at være lykkelig, for det burde jeg jo.

Men ved I hvad, det hele er en ordentlig omgang øregas, som Gaya ville have sagt! Svaret på spørgsmålet “hvor lykkelig har man lov til at være?” er: ligeså meget, som du har lyst til! Og du har også lov til at være ligeså ulykkelig, som du vil (hvis man kan tale om at ville den slags). Når det begynder at blive anstrengende for dine omgivelser, skal du dog overveje at gøre noget ved det – jeg har selv mistet et venskab, fordi jeg var for ulykkelig. Mon det også kan blive anstrengende for andre, hvis jeg er for lykkelig? Det ved jeg ikke, men det er bare ærgerligt. Hvis nogen eksempelvis er bitre (mig selv inklusive) over al den “lykke”, der flashes på diverse sociale medier, så må de simpelthen tage ansvar for deres eget liv og logge af. Punktum. Folk skal have lov til at være glade. Man skal også have lov til at give den såkaldte “jagt på lykken” en kæmpe fuckfinger, hvilket jeg øver mig i at gøre, men samfundets forventninger forsvinder ikke af den grund. Du kan bare vælge hvor meget du vil lade dem styre dit liv. Desværre er det lettere sagt end gjort.

Et stykke med Eva

Forresten, Valdemar er på mini-ferie med to overnatninger i Jylland, og vi har nu fundet ud af, hvad vi ville lave, hvis vi ikke havde børn (eller kun en baby): se netflix på hver vores skærm og spise chips og is til aftensmad.

Min søster og Valdemar i færd med at grave et hul til Eva Lunas moderkage
En hund, der hedder Charlie

I stedet for at være på Instagram, har jeg..

  • Ladet min dårlige humor gå ud over Lassefar
  • opført irriterende monologer og sange for min familie (i stedet for på InstaStory)
  • læst en bog! (“Og sådan blev det” af Maren Uthaug, nu er den givet videre til et bog-bytte-skab på Fur)
  • skrevet en sms rundt til alle mine venner, når der er sket noget i mit liv
  • som fx “Så er vi hjemme!” og “Idag har jeg spist falafel” – det virker bare mere interessant på Facebook/snapchat/insta
  • set TV på et rigtigt fjernsyn, også kaldet flow-tv (i vores feriehus, jeg savner det nu)
  • gået en aftentur
  • spillet klaver
  • ærgret mig over, at den jordbærtærte, jeg lavede på vores bryllupsdag i onsdags, ikke blev foreviget på et socialt medie – så virker det som spild af tid. Men den smagte godt!
  • spist varm mad
  • lært at være mere ligeglad med, hvad andre går og laver
  • indset, at mit liv ikke er så spændende alligevel

Stofble-situationen og andre trivialiteter

Her er en lille hverdags-update. Jeg sidder i sengen og har lige fået en lille middagslur. Eva Luna ligger ved siden af, og Valdemar sover i klapvognen ude på terrassen. I dag er en grå regnvejrsdag, men ellers har sommeren været god mod os. I tirsdags var vi på Frilandsmuseet, og i går badede jeg i Furesø, og fik mig lidt tan! I morgen drager vi på ferie. Først til Odense for at besøge Tahini og derefter en uge til Fur, som afsluttes med 80-års-fødselsdag hos bonus-bedste/olde. Og vi har lejet en bil, halleluja!

Mit “projekt bliv hjemme” gik rigtigt godt. I løbet af 11 dage var vi kun et lille smut i Hørsholm og ellers bare hjemme i Kokkedal.

Vi har holdt 3 ugers pause fra stobleerne, fordi vi var ved at drukne i vasketøj. Men for nyligt blev jeg træt af at bruge penge på bleer, af at Lassefar ikke kunne kende forskel på Eva og Valdes bleer (bleerne fra nemlig.com har samme motiv i alle størrelser), og jeg blev irriteret over forbruget af plastikposer, og lugten af engangsbleer, valgte vi at give stofbleerne endnu en chance. Dog kun på deltid, da mange af vores gamle bleer desværre var blevet utætte, så vi kun havde ca. 10 velfungerende bleer. Men som en engel sendt fra himlen kom min gamle veninde, som også hedder Eva, forbi i dag med en hel kæmpe kasse fuld af stofbleer! Så nu bliver det sjovere, både med bleer, der ikke er utætte, og fordi de er flotte. Og eftersom Eva (babyen) nu kun skider 1 gang om dagen, behøver vi ikke drukne i vasketøj. Desuden er jeg begyndt at bruge Elimination Communication (google det), så det sparer også lidt på bleerne.

En karma-kasse med stofbleer

Derudover har hun også lånt mig to fastvikler. Jeg har haft lidt problemer med at få bundet min Little Frog-vikle, det var som om den ikke kunne blive stram nok, og det ene ben hang. Den af viklerne jeg har prøvet sidder meget bedre, fordi den nok er gået mere til, og så er der en lille smule stræk i stoffet, hvilket er lækkert. Den skal med på ferie!

I dag er Eva Luna to måneder! Vi har haft besøg af sundhedsplejersken, og Eva vejer 6,1 kg og er 62 cm lang. Hun bruger str 68 i tøj. Meget af det tøj, hun kan passe nu, brugte Valdemar, da han var 5-6 måneder gammel. Spændende, ikke? Hun er så skøn og dejlig, græder stadig om aftenen, men ikke så meget mere.

To dejlige vikler – en Kindsknopf og en Didymos (den gule)

Nå ja, lige en anden interessant ting! Jeg var blevet alt for afhængig af Instastory (nok fordi jeg havde fans, haha!), så nu er jeg gået offline, i hver fald fra Facebook og Instagram. Man skal nemlig huske at skrive på nettet, at man går offline, det skal alle jo vide, da det er meget interessant. På min ferie ville jeg automatisk være offline, da jeg ikke har en smart-telefon, og ikke medbringer tablet eller computer, men jeg tænkte jeg ville varme op en uge før ferien, da jeg ellers ville blive for abstinens-agtig og irriterende at være sammen med (bliver jeg nok alligevel, stakkels mand!).

Men hey, kan vi lige snakke om eskapisme? Jeg er træt af den diskurs der hersker omkring “tiden før internettet”. Forestillingen om at man dengang altid var til stede i nuet og kiggede hinanden dybt i øjnene hver aften. For det første var der ikke rigtigt noget der hed fritid, mig-tid eller alenetid. For det andet har man bare haft andre måder at flygte fra virkeligheden på, og helt ærligt, hvem har ikke brug for det engang imellem? Jeg går selv meget ind for nærvær og nuets kraft og bla bla, men jeg er træt af “nærværs-tyranniet”. Du skal være i nuet hele tiden, men vi ved jo allesammen godt at det er umuligt. Nogle gange har man bare brug for at få den såkaldte virkelighed lidt på afstand. I gamle dage læste man fx en bog, når man havde brug for at glide ind i en anden verden, men der var da ikke nogen der anklagede en for at være en dårlig mor af den grund?! For mig at se er man ligeså meget fraværende om man sidder med en telefon eller en bog. Forskellen er nok, at det er godt for hjernen og fantasien at læse bøger, hvorimod det er bevist, at smart-telefonen kan ødelægge hjernen og koncentrationsevnen. Så gør hvad du vil, men kom ikke og fortæl mig, at der nogensinde har eksisteret mennesker, som ikke har haft behov for at flygte lidt.

Nu vil jeg forsøge at få pakket alle vores ting, og drage på offline-ferie. Hvis jeg forvandler mig til en djævel, kan I glæde jer over, at det ikke går ud over jer (Tahini undtaget). Når vi vender tilbage får vi nok at se til med bedsteforældrebesøg og navngivningsfest, så der bliver nok lidt stille på bloggen. Er I ikke bare helt vildt glade for at vide det?!

Hej hej