At kende sine begrænsninger

Glædelig søndag!

Der er stille i Skovhuset (vores lejlighed) lige nu. Begge børn sover og Lassefar ser zombie-serie i soveværelset. Jeg har mange gode idéer til indlæg, jeg vil skrive, men har brugt den sidste time på at scrolle rundt på facebook og andre ligegyldige ting. Jeg er gået helt amok på Instastory, og tænkte, at jeg hellere må vende tilbage til bloggen. Her er der mulighed for at uddybe tingene lidt mere, og så forsvinder indlæggene ikke, som en Instastory gør (hvilket gør at jeg slet ikke kan styre mig).

I dag har hele familien Skov været i kirke for første gang i meget lang tid. Efter Eva ankom og sporarbejdet på Øresundsbanen begyndte, valgte jeg at holde en pause fra vores kirke i København. Det er simpelthen ikke det værd, at tage den lange og besværlige rejse for alligevel ikke at kunne høre prædiken eller få noget ud af det. I stedet havde jeg sat mig for at udforske en frikirke i Humlebæk, jeg har fået anbefalet, men eftersom der også er sporarbejde i den retning, valgte vi den lokale folkekirke i dag. Der kan man gå op på 15-20 minutter, så det er meget overskueligt.

Heldigvis var præsten ham, som altid laver nogle gode prædikener. Han har en god stemme og virker meget vis. Og så laver han en god opbygning af prædikenen, som i dag sluttede af med en opsummering:

“Vi skal være som Gud,  men kende vores begrænsninger.

Det er ikke en byrde – det er frihed!”

Dagens tekst:

“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

Luk 6,36-42

(eller sagt på almindeligt dansk: vær mod andre, som du gerne selv vil behandles. Nogle ville kalde det karma, men i dag holder vi os til den kristne kontekst).

præsten startede med at sige, at vi skal være som Gud – dvs. barmhjertige og tilgivende – overfor vores næste. Dernæst sagde han, at “vi skal have et modent forhold til vores egne ressourcer” – klogt, ikke?

Og hvad vil det så sige – et modent forhold? For mig ligger der tre ting i det.

Begrænsninger

For det første at lære at blive bevidst om ens egne begrænsninger, som præsten sagde: man kan ikke hjælpe alle mennesker, og hvis man forsøger, kan man hurtigt selv blive en af dem, der skal hjælpes. Det er der naturligvis ikke noget galt i – at have brug for hjælp – men jeg tror de fleste gerne vil undgå at blive udbrændt. Nogle gange kan kristne, som er engageret i kirkeligt arbejde, fremstå som supermennesker, men også i disse miljøer eksisterer der udbrændthed, selvom der for det meste er et meget stort overskud både af ressourcer og energi.

Jeg har selv kæmpet meget med at lære mine egne ressourcer og begrænsninger at kende, da jeg altid har været sådan en, der gerne ville redde hele verden. Men som den kloge præst sagde: det kan jeg ikke. For mig har det at erkende mine begrænsninger, givet mig mere frihed. Før blev jeg ofte apatisk og handlingslammet, for hvis jeg ikke kunne redde hele verden, kunne jeg ligeså godt give op, (men så kom jeg på 12-trins-kursus og blev frelst!) – ej, men efter jeg begyndte at tænke i mindre målestok, og tænke “hvis bare jeg kan gøre en forskel for et menneske, så har jeg gjort noget meningsfuldt”, så er jeg blevet mere optimistisk og har lyst til at gøre mere. Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt tænke at det ikke nytter noget, men så minder jeg mig selv om at fokusere på det enkelte menneske og på det nære. Som præsten sagde: folk skal vide, at hos de kristne, kan de finde godhed. Det handler meget om, hvilket menneskesyn, man møder folk med.

For mig handler det kristne menneskesyn først og fremmest om et møde mellem mennesker, et møde hvor den kristne ser den anden person med Guds øjne. Hvor personen føler sig mødt, virkelig mødt, lige der, hvor han/hun er. Det er noget, jeg tror mange mennesker i vores samfund længes efter: at blive mødt med nærvær, åbenhed og blive set og lyttet til.

Muligheder

Lige så vigtigt som at kende sine begrænsninger, er det at se muligheder! Det er noget jeg har arbejdet endnu hårdere på. Ofte ser jeg mange begrænsninger, men ingen muligheder. Det her med at kende sine begrænsninger skal ikke blive en sovepude. Der findes mange ordsprog: “man skal elske sig selv før man kan elske andre”, “man kan ikke hælde fra en tom kop” – og det er der nok også meget visdom i. Men betyder det at man selv skal være helbredt før man kan hjælpe andre? Nej, ikke nødvendigvis. Det er noget jeg har tænkt meget over, da min egen indgangsvinkel til troen netop var at være syg og blive helbredt af Gud.

Da jeg kom til tro var jeg lige blevet helbredt, men var stadig dysfunktionel på nogle områder. Ting tager jo tid. Samtidigt havde jeg en meget stærk følelse af at jeg havde lyst til at gøre noget: tjene Gud. Jeg følte også en pligt til det efter alt hvad han havde gjort for mig. Ikke fordi jeg tror det er “noget for noget”, men som Luther siger, vokser der ofte en trang frem til at gøre noget for andre, når man selv har mødt Gud. Og det er jo netop det, dagens evangelietekst lægger op til, nemlig at give kærligheden videre. Men hvordan? Jeg var helt besat af at finde ud af hvordan, men synes opskriften lod vente på sig.

Ja, der står i bibelen at man skal elske sin næste, men hvordan gør man det i praksis, og hvor begynder man, når man gerne vil redde hele verden? Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage fat, derfor endte jeg med at gøre ingenting, og så alligevel ikke. Jeg startede med at opsøge en kirke (valgmenighed), og ved at deltage i et mindre fællesskab (basisgruppe), opdagede jeg, hvad jeg kunne gøre. Jeg fandt ud af at jeg var god til at snakke med folk om tro, noget mange mennesker har brug for. Og jeg lærte at bede for folk, hvilket jeg ofte gjorde, helt spontant. Måske blev de ikke reddet eller helbredt, men de fik et glimt af Gud, et øjebliks ægte nærvær, og nogle gange er det nok til at komme igennem endnu en dag.

Som med så meget andet var jeg meget ambivalent omkring det at skulle hjælpe andre, for jeg kunne jo ikke engang hjælpe mig selv? Jo, det havde jeg jo gjort, da jeg et halvt år forinden havde lagt mit liv i Guds hænder ved at tage i kloster, men hvordan skulle jeg kunne være noget for andre, når jeg selv stadig var broken på nogle punkter? Her kom jeg frem til troen på, at alle har noget at give. Det er også det, vi læser i bibelen, når Gud gang på gang vælger de fattige og svage som forbilleder. Jeg har også sidenhen mødt det i forskellige kristne (evt. socioøkonomiske) initiativer, fx caféer for udsatte mennesker, hvor “brugeren” også er frivillig. Det afspejler det kristne menneskesyn, hvor man ser det enkelte menneske, og måske ser nogle ressourcer, som resten af samfundet overser, eller i hvert fald giver personen lov til at bruge dem. på den måde får personen lov til at være medmenneske frem for klient eller patient, og det styrker troen på dem selv. Så ja, man kan godt give noget til andre, selvom man selv har det svært. Det kræver bare at der er nogen til at få øje på det. Dog er der også grænser, eksempelvis bør en psykisk syg måske ikke lege psykolog, og er ens eget liv præget af dysfunktionelle relationer bør man måske ikke være parterapeut (selvom der sikkert findes eksempler på det).

Det jeg selv har erkendt er, at jeg ikke kan redde hele verden (men forsøger alligevel nogle gange). Derimod kan jeg gøre mig umage i mødet med min næste, og forsøge at møde ham/hende med nærvær og kærlighed. Måske kan jeg inspirere og hjælpe nogle mennesker bare ved at fortælle mit vidnesbyrd, hvilket også er en af grundstenene i 12-trins-filosofien: du kan kun beholde det, du har fået, hvis du giver det videre. Så giv. Uden at forvente at få noget igen. Hvordan kan det være frihed? Det kan jeg ikke forklare, det må du selv erfare!

Det tredje punkt hedder “egenomsorg”, men jeg vil stoppe her, da dette indlæg allerede har taget mig to dage at skrive (man arbejder langsomt med baby, og ja, jeg har snydt med datoen). Men glæd jer til et indlæg med overskriften: “Man skal nyde før man kan yde”!

God søndag derude!

 

Hjemmefødsel – det fik vi brug for

Efter at have set de første tre afsnit af TV2’s dokumentar Føde godt – hjemme bedst blev jeg motiveret til at få det her indlæg gjort færdigt. Også for at vi kan komme videre fra alt det her fødsels-halløj. Måske kommer der en fødselsberetning senere, den er skrevet, men jeg synes det er lidt for privat at dele. Det er åbenbart ret moderne at føde hjemme, men jeg har jo altid vidst jeg var hipster!

Som den opmærksomme læser nok ved, planlagde jeg at føde lillesøster hjemme. Fødslen gik godt, og jeg er meget lettet og tilfreds. Man kan godt sige at jeg fik min drømmefødsel, selvom jeg gerne ville være sluppet for at blive overflyttet bagefter (pga. syning og blodsukkermåling). Men selve fødslen foregik her, stille og roligt og meget nemmere end før, ikke fordi det gik hurtigere eller var mindre smertefuldt, men jeg kunne bedre håndtere det. En af de vigtigste ting for mig var at trække mig ind i mig selv, og have så lidt indblanding fra andre som muligt. Derfor ringede vi til jordemoderen i “sidste øjeblik”, og hun nåede kun at være her halvanden time før baby var ude. Det var virkelig dejligt at kunne klare det meste selv. Måske kommer der en fødselsberetning her på bloggen. Jeg har skrevet den, men synes det er lidt for privat. Jeg havde jo ikke lavet en decideret liste over hvad vi skulle bruge til hjemmefødslen, men skrev dette indlæg og nu vil jeg dele mine erfaringer omkring, hvad vi egentligt fik brug for:

  • Håndklæder 5 store, 4 små – vi havde en hel sæk med gamle håndklæder, men brugte langt fra allesammen. De store blev brugt til afdækning, tror jeg, men kan ikke huske det. De små blev varmet i ovnen og brugt til aftørring af baby og til at pakke baby ind i. Da hun havde lidt vejrtrækningsbesvær og ikke måtte blive kold, brugte vi en del, da de skulle skiftes når de var blevet våde.

 

  • Sugende stykker – mange! – I hjemmefødselspakken fra hospitalet får man nogle blå sugende underlag, som vi brugte rigtigt mange af. Det er blandt andet til at opsamle blod. Heldigvis havde vi en del fra sidste hjemmefødsel, og vi brugte allesammen.

 

  • En hue til baby eller flere – vi havde frabedt os hue, og faktisk er det ikke noget de normalt bruger på Nordsjællands Hospital, men fordi baby var blå da hun kom ud, skulle hun have en på for at holde varmen, og når den var våd skulle den skiftes. Så det kan være godt at have et par huer inden for rækkevidde. Vi havde ikke lagt nogle frem, så der skulle rodes lidt i skuffer, det kunne være rart at have haft dem lige ved hånden.

 

  • Et stort fad + klude – Jordemoderen skal bruge et stort fad med varmt vand og nogle klude til de varme klude, som hun lægger på mellemkødet under pressefasen. Man kan enten lægge nogle vaskeklude frem eller man kan bruge de engangsklude, der er i hjemmefødselspakken. Vi havde lagt klude frem, men ikke en skål.

 

  • En skål / pose til moderkagen – man skal have noget at lægge moderkagen i når den kommer ud. Det kan fx være en stor skål (de kan fylde sådan nogle, min moderkage vejede 1,1 kg) – eller en plastikpose. Vi puttede den i en pose og så direkte i fryseren, da vi ønskede at gemme den og grave den ned i forbindelse med lillesøsters navngivningsfest. Vi plantede et æbletræ ovenpå Valdemars moderkage, men da der ikke er plads til flere træer i haven, graver vi lillesøsters moderkage ned ved siden af.

 

  • Vådliggerlagen, et stort eller mindre stykker – Som forberedelse til min første fødsel havde vi købt et kæmpe vådliggerlagen (fås i metermål i fx JYSK), som vi afdækkede sengen med og bagefter klippede op i stykker til at bruge i vugge, barnevogn og tremmeseng. Denne gang havde vi ikke afdækket sengen, fordi jeg havde regnet med at føde i sofaen, men da først jeg havde lagt mig derind, kunne jeg ikke overskue at flytte mig.

 

  • 2 store affaldssække – en til affald og en til vasketøj (der er én i hjemmefødselspakken)

 

  • En lille affaldspose/spand – kunne være dejligt for jordemoderen at have ved hånden til mindre stykker affald, som hun skal af med under fødslen.

 

  • Ammepude – jeg brugte min ammepude til at ligge og slappe af op ad mellem veerne og efter baby var født var den god at bruge som hovedpude. Den kan også være god at lægge ansigtet på, hvis man ligger i knæ-albue-leje (jeg brugte en juniordyne).

 

  • Saftevand – man bliver tørstig! Under min første fødsel kunne jeg slet ikke drikke noget, men denne gang var det rart at have lidt. Jeg havde selv blandet et stort glas (sådan et glas der havde været urtekram-mosede tomater i) tranebærssaft, som jeg drak lidt af under fødslen.

 

  • Chokolade – I nedtrængningsfasen er det normalt at både moderen og livmoderen bliver trætte, fordi man har brugt næsten al sin energi. Her møder nogle fødende muren. Da min jordemoder begyndte at snakke om, at her gik fødslen ofte i stå, tænkte jeg nej, jeg ville gøre alt for ikke at gå i stå som sidste gang. Jordemoderen sagde at det var en god idé at spise et stykke chokolade for at få noget energi, så det gjorde jeg, selvom jeg ikke havde meget lyst, og det virkede.

 

  • Et par gode hårelastikker – man tænker det er en lille detalje, men det kan være ret vigtigt (hvis man har langt hår). Da jeg skulle føde ejede jeg kun én hårelastik, som var ret slap i det, så jeg måtte hele tiden sætte min knold om, det var virkelig frustrerende. Den studerende kommenterede vist også på at mit hår hang ned i ansigtet, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Her kunne jeg evt. have bedt en om hjælp til at sætte mit hår eller holde det, men næste gang vil jeg i hvert fald have nogle flere elastikker.

 

  • Fødselstaske – klog af skade havde jeg denne gang sørget for at pakke en fødselstaske. Selvom fødslen foregik hjemme, fik vi alligevel brug for den, da vi skulle overflyttes bagefter. Her var det rart at det hele var pakket, så jeg ikke skulle tænke på det i situationen. Det var så varmt, at jeg nærmest tog nøgen afsted, så det var godt at have en taske med lidt tøj til mig også.

 

  • En madpakke – i forlængelse af fødselstasken skulle vi have pakket en madpakke på forhånd, men det tænker man jo ikke på. Når man bliver overflyttet til hospitalet er det ikke sikkert der er noget mad. Vi kom lige til spisetid, men eftersom vi er veganere, kunne vi ikke få noget. Lasse havde hurtigt smidt et par boller i tasken, men det havde været rart med en madpakke. Så lav en madpakke, man kan altid spise den senere, selv hvis man bliver hjemme.

 

  • Kamera (og evt. kameramand/dame) – det er fedt at have billeder fra fødslen, synes jeg! Desværre har vi ikke ret mange fra lillesøsters fødsel. Til Valdemars fødsel havde jeg en veninde med til at tage billeder, og det blev virkelig godt. Denne gang havde jeg dog valgt det fra, fordi jeg ville have så få mennesker til stede som muligt.

 

  • En ovn – til at varme håndklæder i. Det har de fleste nok derhjemme. Men husk at slukke den bagefter! Vi glemte at slukke den da vi tog afsted, ikke smart.. heldigvis stod den kun på 50 grader.

 

  • Babydyne – det er godt at have babydynen indenfor rækkevidde, især hvis baby kommer ud og er blå og skal varmes hurtigt op.

 

  • Playliste og afspilnings-device – jeg havde lavet en playliste på forhånd i spotify og brugte en iPad til at afspille den på. Ved min første fødsel hørte jeg slet ikke musik, men denne gang synes jeg det var godt.

 

  • Mad og drikke til bagefter – jeg har altid sagt jeg ville have champagne når jeg havde født, men denne gang havde vi købt en æblemost med brus fra Aarstiderne i stedet for til at drikke bagefter. Mad havde vi ikke forberedt, så det blev samosaer fra fryseren, det var også dejligt. Nogle laver også fødselsdagsboller.

Man skal egentligt også have mad til jordemoderen, men vores ville ikke have noget. En kande vand og nogle glas til jordemoderen ville også have været godt at stille frem, da det var en meget varm dag. Vi nåede hverken det ene eller det andet, da de var her så kort tid og havde travlt den tid, de var her. Normalt skal man også have et arbejdsbord og en stol til jordemoderen, det havde vi heller ikke, da det spontant blev i soveværelset i stedet for i stuen. Jeg havde lidt ondt af jordemødrene, der måtte sidde på hug ved siden af sengen, men det gik.

Vi har ikke ret mange stemningsbilleder, men her kan man fornemme setup’et

 

Mombie 2.0

Det der sker er at klokken er 11 og jeg spiser is og ser Big Little Lies, barnet sover i viklen. Jeg er wasted, føler jeg har været på Roskilde. Det har jeg ikke, bare haft for mange planer samtidigt med en skrigende baby. Toppet med en dag igår, hvor baby nægtede at sove om dagen, hvilket endte med meget gråd om eftermiddagen. Nu skal jeg seriøst lære at blive hjemme. Før barn ville jeg aldrig have haft så mange aftaler. Det er bare noget jeg gør automatisk, når jeg er på barsel. For når folk spørger om vi skal ses, siger jeg “ja, jeg har jo altid tid”. Og når jeg bliver inviteret til noget, som fx den forgangne uges bachelorfest og fødselsdag, tænker jeg, “ja ja, jeg er jo supermor, det var så nemt da Valde var lille, så jeg skovler da bare lige to børn under armen i offentlig transport og tror på at jeg både kan slappe af og nå at snakke med folk”. Behøver jeg sige at virkeligheden ofte er en ganske anden? Jeg er simpelthen for optimistisk, ganske enkelt. Men det er heldigvis ikke det værste man kan være. Desværre fortryder jeg ofte når jeg først er kommet afsted, og de seneste par oplevelser har gjort mig lettere deprimeret, fordi jeg har mistet lysten til at tage nogle steder. DSBs sædvanlige sommer-sporarbejde gør det ikke bedre.

Ja, jeg er supermor, men jeg har også et stort behov for stilhed, og bliver lettere sindssyg, hvis jeg er social for længe ad gangen. Det er ikke så meget den grædende baby, der dræner mig, det er mere det, at skulle forholde mig til andre mennesker samtidigt. For to uger siden var jeg virkelig frisk, men nu er jeg så træt, at jeg næsten ikke magter at gå. Mine ben og fødder er så ømme om aftenen. Nok fordi jeg stadig vejer 10 kg ekstra og bærer rundt på 6 kg baby hele dagen. Nu vil jeg gøre en indsats for at få nogle rolige dage fra nu af og i næste uge. Jeg har brug for bare at finde ro i hverdagen og nyde at der ikke sker det store. NÅ JA! Det der sker er, at jeg har kickstartet min karriere som youtuber (på Instastory), og jeg har allerede fået 5 fans! Sikkert flere end der læser bloggen her. Jeg har længe tænkt på at jeg hellere vil lave videoer, for det her bloggeri er lidt for tidskrævende. Men lad os nu se. Min søster synes jeg seriøst skal styre mig, men det gider jeg ikke. Mit eneste mål i dag er at lave en iskaffe senere. Ellers skal jeg bare stene for vildt. Jeg behøver ikke støvsuge, det gjorde jeg i går for at få baby til at sove, og det virkede! Det er ok at være træt, selv i det her effektivitets-tyranni. Hvis ikke det skulle være ok at være det nu, hvornår så? Der er ikke noget jeg skal. Jeg er ligeglad med om solen skinner, jeg vil være rebelsk og sidde indenfor og se serie. Lige nu gider jeg ikke gøre noget for at tilfredsstille andre, jeg må tænke på mig selv. Folk må komme til mig, hvis de vil noget (med chokolade, selvfølgelig). Min baby bliver så hurtigt stor, og den her tid kommer aldrig igen. Resten af verden løber ingen steder.

 

The struggle is real

Jeg havde fundet på en bedre overskrift, men min hjerne er for blank til at huske den…

HVIS jeg nogensinde skal have en treer (når jeg en dag bliver voksen og rig), så bliver jeg seriøst derhjemme de første 12 måneder efter fødslen. Og hvis jeg ikke gør, skal jeg bare nyde den her baby endnu mere. Der er sket alt for meget indtil videre…

Jeg var i gang med at skrive en brokke-blog om hvor belastende DSB er, og hvor frustrerende det er når begge børn skriger samtidigt i en bus, men så valgte jeg at gå en aftentur ned til åen (med grædende baby i viklen) i stedet for. Det skulle man gøre noget oftere! Trods en grå dag, var det en skøn aften. Solen stod lavt på himlen og varmede min ryg. Jeg smed gummistøvlerne og strømperne, og fik fod-terapi af grusstien. Vandet i åen havde et yndigt skær, og sommerduften var gennemtrængende. Ikke flere ord, det var et zen-moment!

Og så tænkte jeg.. (man tænker ikke hvis man er zen, men whatever) – forleden dag havde jeg en snak med vores lokale imam (og cykelhandler), som jeg holder meget af at snakke med. Det er sådan noget man gør i Kokkedal. Vi kom ind på emnet faste, da det var ramadan, og det der med hvilken rolle handlinger spiller i religionen i forhold til frelse – i islam og kristendom. Nogle gange misunder jeg muslimer og jøder, at de ved, hvad de skal gøre. Altså man skal jo faste og bede på bestemte tidspunkter og bestemte måder, og nej, man bliver sikkert ikke frelst af det, men man kan tro på, at man er et skridt nærmere frelsen. For som vi snakkede om, hvad nu hvis man gør alle de rigtige ting, men stadig tænker forkert eller har en forkert opfattelse af Gud, eller opfører sig som et røvhul resten af tiden? Ja, så ved jeg ikke hvad.. For ifølge Luther ville det måske ikke gøre den store forskel, da man frelses ved tro alene. Dog lægges der alligevel op til, at man skal opføre sig ordentligt og elske sin næste, men af lyst frem for pligt. Det efterlader mig som en ret forvirret protestant, for hvordan skal jeg egentligt leve, hvad skal jeg gøre og hvorfor? Hvis jeg bare tror på den Gud, bibelen fortæller om, er jeg så frelst? I så fald bliver mine handlinger meningsløse, i det jeg kan gøre hvad som helst. Men på den anden side, for mig handler det at tro ikke bare om noget, man tror på i sit hoved. Hvis man virkelig tror på noget, vil det også afspejle sig i ens handlinger (det mente Luther vist også). Så i min verden kan man ikke bare sige “jeg tror” og samtidigt være uforandret. For mig handler det om at tro på kærligheden, og hvis man virkelig tror på den, vil man også handle på den tro. Gud griber ind i vores liv og forvandler os gennem troen, han tilbyder at forny vore sind hver eneste dag. Hvis vi altså er åbne overfor det.

Og her fortsætter vi, hvor vi slap, ved mit zen-kodak-moment. Tidligere på dagen var vi gået gennem skoven i Kokkedal (en meget lille skov på vej til stationen), og jeg tænkte, hvorfor tage toget nogle steder hen, når man kan være i denne skov? Jeg behøver ikke engang hele denne lillebitte skov for at møde naturen eller Gud eller zen. Sagt på en anden måde: hvorfor rejse ud, når man kan være på svampetrip derhjemme? Og med svampetrip mener jeg at opleve nuets kraft. Faktisk er det det eneste jeg stræber efter i mit liv, og jeg kom i tanke om, hvorfor jeg engang var tiltrukket af Hare Krishna-bevægelsen; fordi jeg ikke synes der er noget der giver mere mening, end at bruge sin tid på at meditere, bede, chante, whatever, og være høj på Gud. Det giver mening at være munk. Hvad andet behøver man? Sådan har jeg det nogle gange. Andre gange er jeg styret af mine dyriske instinkter, og så behøver jeg meget, heriblandt at reproducere mig selv. Pointen er at zen er her, kærlighed er her, naturen er her (ok, måske ikke hvis du bor på en motorvej), men du skal være åben overfor det! Man kan sagtens gå rundt i en skov eller ved en å og ikke se skønhed overhovedet, fordi man går rundt i sin egen lille konstruerede virkelighed, bygget op af fortidsminder og forestillinger om hvad der er muligt og hvad der ikke er. Hvis du ikke åbner øjnene, ser du ikke noget. Men hvis du åbner dem rigtigt, kan du se skønhed overalt. Og du kan møde Gud overalt. Gud taler til os hele tiden, men hvad nytter det, hvis ikke vi lytter? Ja, Gud er nådig og vil give os alt kvit og frit, men vi skal altså gøre en indsats for at tage imod det. Det er det eneste, du skal gøre: åbne dine øjne og dit hjerte – men også det sværeste. Så hvorfor har vi så travlt med at fare land og rige rundt i jagten på “noget”?

Så var det babyen begyndte at græde, og jeg indså, at jeg havde stået stille for længe.

Moralen i denne historie: man skal huske at give sig tid til at dvæle ved Guds skaberværk, men ikke for længe ad gangen!

(SÅ – nu behøver I ikke gå i kirke i dag. Selv tak)

Her er et random billede af åen. Jeg har ikke en smart-telefon, så jeg kunne ikke selv forevige øjeblikket #dygtighippie – billede fra www.niras.dk

Slut med forbudt

I går var dagen hvor jeg valgte at gå på kaffe- og sukkerafvænning på samme tid, fordi jeg gerne ville være sundere. Har tit haft vilde fantasier om at gå på “Raw-til-4-bølgen”, men det er lidt urealistisk når man ammer. Så jeg besluttede mig for at være NeoHippie til 12 og Leif resten af dagen. Det gik også meget godt med en kæmpe smoothie og masser af bananer. Men så kom jeg i tanke om, at det er forbudt at gå på afvænning. Det er simpelthen strengt forbudt at nægte sig selv kaffe og chokolade når man er på barsel. For man skal jo overleve. Og det ender ikke godt, det ved jeg. Sidste gang jeg forsøgte det, da Valde var lille, græd han selvfølgelig hele dagen. I går havde vi en lortemorgen, om det var på grund af manglen på drugs eller om den bare virkede mere lortet af den grund, ved jeg ikke. I hvert fald kan jeg ikke anbefale at have to skrigende børn med i en bus, og for at det ikke skulle være nok, stod der en stor lastbil og spærrede vejen, så vi måtte vente i en stillestående bus med skrigende barn. Jeg var så smadret kl. 9, men trøstespiste ikke andet end bananer. Da jeg kom hjem var der både chokolade, chips, cocopops og småkager i huset – fejl nr. 1! Jeg tømte chipsposen og spiste noget falafel. Men ingen kaffe! Lassefar kom tidligt hjem, og jeg var virkelig sur og negativ. Vi skulle sende invitationer til navngivningsfest, og jeg kunne ikke se meningen med det, var ved at fortryde at vi overhovedet havde planlagt det, og syntes bare vi skulle aflyse. Herefter tog jeg mig en lur på to timer sammen med baby, og derefter var verden lidt bedre. Men kun lidt. Der blev jeg mindet om, at det simpelthen ikke er det værd. Det skal være slut med forbudt, som titlen lyder på en bog skrevet af en klog mand. Min hjerne kan simpelthen ikke håndtere det. Jeg har prøvet det så mange gange, og har hele mit liv haft regler for hvad jeg måtte spise, på grænsen til det sygelige, indtil jeg i 2013 besluttede mig for ikke at have regler længere, og siden da har jeg aldrig haft det bedre. Jeg tænker stort set aldrig over hvad jeg spiser, og jeg spiser præcis hvad jeg har lyst til. Og det har hverken gjort mig tykkere eller mere utilfreds. Det minder mig om en ny strategi, jeg kom på allerede under mit ophold i Taizé: det der med at fokusere på, hvad man gerne vil, i stedet for hvad man ikke vil. Når man fokuserer på det man ikke vil eller må, bliver drivkraften mod det kun stærkere, i hvert fald for mig, og jeg fyldes af negative følelser og tanker, og skælder mig selv ud, hvis jeg “falder i”. I stedet vil jeg fokusere på det jeg gerne vil have mere af. Det gælder både i forhold til sundhed, tro, idealer, hverdagen osv. For eksempel vil jeg gerne spise mere grønt og flere vitaminer. Så må jeg fokusere på det, frem for forbud. På den måde får jeg mere nydelse i hverdagen, og det er mit mål nu. At fokusere på det, jeg gerne vil have mere af.

Faktisk har jeg skrevet lidt om det her, da jeg efter mange år som en sur wannabe-autonom-militant-veganer-venstreorienteret-queer, blev træt af at være vred. Efterfølgende har jeg arbejdet meget med min vrede, bla. på 12-trins-kursus, og jeg gider helt ærligt ikke bruge så meget energi på det mere. Betyder det jeg er mindre revolutionær? Nej, for revolutionen må starte indefra, og går man og er vred og bitter, er man ikke modtagelig overfor det nye.

Ikke så indviklet

Jeg sidder endnu engang med en sovende baby ovenpå mig. Det er hyggeligt. Vi havde en vild Sankt Hans aften i går nede ved åen med fri bar og pølsevogn sammen med madklubben. Vi var ude til kl. 23, crazy shit, og føler virkelig jeg har tømmermænd i dag (nej, jeg drak kun en appelsinvand). Vild ungdom. Apropos ungdom, det er jo studentertid, og i dag var der en studentervogn på besøg her hos en af naboerne. Valde er meget fascineret af det, så vi stod og kiggede på dem lidt tid. Er jeg misundelig på deres ungdommelige spændstighed og euforiske humør? Nej, kun lidt. For 8 år siden var jeg der selv. 8 år!! Og hvad har jeg lavet siden da? Ikke meget fornuftigt. Det mest fornuftige var at poppe to børn. Om det er fornuftigt eller ej, kan man så diskutere. Men altså, det er jo det staten vil have! Har jeg lyst til at opleve det igen? Naarh. Jeg vil gerne give lidt for at få lov til at opleve en enkelt aften som ung student, men at skulle gennemleve hele min ungdom igen, det magter jeg godt nok ikke. Så når jeg ser på dem er jeg ret glad for at det ikke er mig, der skal igennem alt det der identitetskrise-uddannelsesvalg-halløj. Men det skal jeg jo så nok igen, efter som jeg har identitetskrise ret ofte. Dog ikke på samme måde, for nu er jeg jo moren.. det er den jeg er. I hvert fald i dag. Nå, i dag har vi lavet ingenting. Eva sov meget skønt og herligt i nat, hun faldt i søvn i barnevognen før vi gik hjem, vågnede kl. 00 og igen kl. 5. Kl. 6 ville hun op, så det gjorde vi. Gik i seng igen kl. 7 og sov til kl. 9. Men alligevel var jeg træt. Efter Valdes middagslur gik jeg og børnene en tur ned til åen. Det er egentligt utroligt hvor kort en distance man kan tilbagelægge på en time. Totalt svampetrip. Hver eneste lille snegl skulle kigges på, damer og hunde skulle snakkes med, han var sågar ude at køre minicrosser på skødet af en dame. Og der skal samles en masse sten, som skal kastes i vandet. På vej hjem opgav han pludselig at gå, og lagde sig ned på jorden, og da jeg ikke magtede at bære ham, lod jeg ham ligge og gik et godt stykke væk. Folk kiggede ret så underligt på mig. En spurgte endda: er det din der ligger der? Jep, det er det. Det endte med jeg måtte bære ham et stykke af vejen hjem, selvom min krop straffer mig for at have gjort rent i går. Så kan den lære det. Hjem kom vi, og fik spist mad og børn i bad, trods skrig og skrål, og nu kl. 22 er der endelig ro. Jeg sidder og ser en serie der hedder “Kampen for tilværelsen” på HBO, jeg elsker norske serier! Det jeg ville fortælle var, at jeg trækker alt mit brokkeri tilbage med hensyn til barnevognsbrug eller mangel på samme, for jeg er faktisk blevet ret glad for det vikleri der! Det er ikke så indviklet alligevel. Det giver en fantastisk følelse af frihed, og baby er så glad for det. Jeg skulle nok bare lige vænne mig til det. Det hjælper også lidt på glæden, at min krop nu endelig ikke gør ondt mere når jeg går rundt. Men det der med at slyngebørn aldrig græder, den holder ikke. Indtil nu er Eva nærmest blevet båret mere end Valde nogensinde er gennem hele sit liv, og hun har også grædt mere, tror jeg. Valde sov altid i sin barnevogn og i egen vugge, og han græd nærmest ikke. Så drop statistikkerne og accepter nuet. Eller noget. Hun græder en del, synes jeg, men for det meste er det fordi hun er overtræt. Det kan ikke rigtigt ryste mig, for jeg tænker det er meget naturligt, og forsøger ikke at finde alle mulige årsager til det. Nogle gange græder babyer altså bare. Heldigvis er det til at holde ud. Nå ja, i dag har vi fået en ny vikle, en didytai, som er en slags hybrid mellem en bæresele og en vikle. Den skulle være nemmere at tage på, men er til gengæld heller ikke ligeså komfortabel. Dog alligevel bedre end en bæresele. I morgen er dagens projekt at komme i kirke. Held og lykke.

Kunne ikke finde et studenterbillede, men her er jeg til vores gallafest, ung og autonom og hader verden!

Endnu en stille dag

Endnu en stille dag går på hæld. Jeg ved ikke om jeg gider skrive det her indlæg, for det er ikke særligt interessant. Men sådan er mit liv altså nu. Det har været en dejlig dag. Mens jeg var ude at gå tur, gik det op for mig at jeg har det godt. Virkeligt godt. En af grundene er måske, at jeg sov til kl. 7.45 i morges. Og nej, ikke uafbrudt! Men det føles alligevel som længe. En anden grund er at jeg endelig har “fået min krop tilbage” (hvilket jeg så ikke har, da jeg ammer – men kind of). Efter 4 uger har jeg ikke længere ondt nogle steder, heller ikke når jeg går. Jeg føler mig overraskende frisk og synes selv jeg ser godt ud, takket være min nye skjorte. Så kan det godt være maven hænger lidt, men det skal nok blive bedre. Det er en befrielse i forhold til at være gravid og bære rundt på 20 ekstra kilo. I morgen fylder Eva Luna en måned. Nu kunne man gøre status, og få stress og tænke “Hvad har jeg brugt tiden på?” – men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere fokusere på nuet, på det der er, totalt tao. Nå, men i dag synes jeg selv jeg har nået en hel del. Har afleveret og hentet Valde, været i bad (med baby), ryddet op i køkkenet, sorteret vasketøj, lagt vasketøj sammen, vasket to vaske, fået oprettet børneopsparing, spist frokost, drukket to kopper varm kaffe, hørt Kirsten Birgit, skrevet blog, sat nogle stofbleer til salg. Flot! Jeg skulle egentligt have været i København i dag, men det blev aflyst, og det passer mig også fint. Det er dejligt at der ikke sker så meget. I morgen bliver vi også bare hjemme, får besøg af en ny bekendt, torsdag får vi besøg af Bastian, fredag skal vi til legestue og sige farvel til en sød hjemmegående far, som flytter til Fyn, om aftenen skal vi fejre Sankt Hans med madklubben, lørdag stene, søndag i kirke og mødes med Anne og Soffy, mandag til 5-ugers undersøgelse. Ok, men derefter sker der ikke noget! Det her bliver det sidste hverdags-indlæg for denne uge, for det er sgu lidt kedeligt.. i fornemmer nok mønstret: aflevere barn, drikke kaffe, stene, spise, sove og skide (de to sidstnævnte gælder mest Eva). Og huske at hente barnet igen, hvis ikke Lassefar gør det. Nå ja, forresten, jeg kunne aldrig drømme om at gå på kur, men nu vil jeg forsøge at leve uden mayo og se om det har nogen effekt. Tro på det!

P.S. Har I overvejet om Lise Nørgaards 100-års fødselsdag er falsk ligesom Fru Møghes, og i virkeligheden bare er et medie-stunt?

P.P.S. Sankt Hans får nogle helt nye dimensioner i år, hvor blasfemi-paragraffen er afskaffet – hvad skal vi finde på at brænde af?!

P.P.P.S. Eva har sovet i sin barnevogn TO gange i dag!

 

10 (gode) grunde til at have en barnevogn

Jeg har lige lagt baby fra mig i barnevognen (som står i stuen) for at gå på toilettet. Det kan man sagtens med en baby, men det er altså nemmere uden. Og nej, hun skriger ikke, og jeg tror ikke hun lider overlast.

Lillesøsters første lur i barnevognen på altanen, en uge gammel – og ja, jeg har chips i min barnevogn! #dårligspeltmor

Som den opmærksomme speltmor har bemærket, har NeoHippie og En Verden Ved Siden Af Blog advokeret for at man ikke behøver alverdens babyudstyr, og at babyjunglen er ren kapitalisme, som kun ønsker at tjene penge, og i øvrigt fremmer adskillelsen mellem forældre og barn frem for at styrke relationen – måske ikke ordret, men det er sådan jeg opfatter det. Jeg er enig langt hen ad vejen – jeg hader Babysam! Men for mig er det ikke enten eller – her vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg sætter pris på at have en barnevogn. Jeg gik faktisk  igang med dette indlæg før jeg læste listen på EnVerdenVedSidenAf, men blev efterfølgende mere motiveret for at gøre det færdigt.

Jeg har nu været semi-slyngemor i 4 uger. Barnevognen er blevet brugt minimalt, hun har sovet en enkelt udendørs lur i den, og jeg har haft den med på tur én gang, hvor hun stort set ikke gad ligge i den. Noget modsat Valde, som sov udenfor i barnevogn fra første dag vi var hjemme fra hospitalet. Om morgenen tog han altid en lur ovenpå mig eller i ringslyngen, men ellers lå han udenfor. Ligesom han også lå i sin egen vugge fra starten af. Denne gang gør jeg tingene lidt anderledes.

Det var ikke fordi jeg havde besluttet mig aktivt for ikke at bruge den, men for det meste er det Valdemar der sidder i barnevogn/klapvogn når jeg afleverer ham i dagpleje eller vi er på tur, og eftersom vi ikke har en søskendevogn, må lillesøster i vikle/bæresele. Jeg synes det kunne være lækkert med en søskendevogn, men ville lige se, om vi ikke kan klare os uden, for at spare penge, men også fordi den fylder meget, er u-handy, og det er dumt at anskaffe sig, hvis den mindste alligevel ikke gider ligge i den. Jeg ser det også som en god anledning til at vikle lidt mere, for jeg synes det var hyggeligt de gange jeg fik det gjort med Valde. Og så kan man amme i en vikle, mens man går, hvilket gør livet nemmere, da jeg ikke hele tiden behøver stoppe op og sætte mig ned.

Torsdag i sidste uge var lillesøster og jeg på vores første tur til København, og vi havde ikke barnevogn med, kun bæresele og en rygsæk. Det gik jo fint, men det var en kort tur, havde det været en længere tur med mere bagage, ville barnevognen have været rar at have med. På den anden side var det meget nemmere at færdes omkring i den kollektive trafik, når man ikke skulle vente på elevatorer og sådan noget.

I min omgangskreds er der mange småbørnsforældre, som slet ikke bruger barnevogn, og altid bærer deres børn. Det er dejligt for dem, at de har fundet ud af, hvad der er det rigtige for dem, men jeg er ikke enig i, at fuldtids-babywearing nødvendigvis er det bedste for alle forældre og børn. Man skal have en stærk krop, og man skal vænne sig til at have kropskontakt hele tiden. Nogle elsker det, andre gør ikke.

Der er mange forskellige holdninger til at bære sit barn, og især fra mennesker i aldersgruppen 50+ har jeg allerede fået nogle sjove kommentarer med på vejen. Da vi en dag kom gående med barnevognen foran os og lillesøster i viklen, råbte en dame på torvet efter os “Hun skal ligge i barnevognen!”. Min svigermor er meget bekymret for om min krop nu kan holde til det, og vores overbo sagde “det må være hårdt for din ryg og dine knæ, det er jo som om graviditeten fortsætter!” – og ja, det er netop som om graviditeten fortsætter – på godt og ondt. Det er jo meget moderna at tale (og hashtagge) om “det fjerde trimester”, som går ud på at forlænge den symbiose, kvinden og barnet har i graviditetens tre trimestre, og her er det at bære sin baby en stor del af det. Dog er jeg ret ambivalent omkring dette, for samtidigt med at jeg synes det er dejligt at have mit barn tæt, er det altså også en belastning for min krop, som i forvejen var øm efter fødslen. Så de har jo til dels ret.

Gennem mit forældreskab har jeg stiftet bekendtskab med mange forskellige teorier og filosofier, der er “attachment parenting”, “godnat og sov godt”, “den konventionelle metode”, “laissez-faire-80’er-opdragelse” (den var hjemmelavet) osv. Man bliver lidt forvirret nogle gange. Der er flere filosofier, jeg godt kan lide elementer af, fx the continuum-concept og den ifavnske tilgang – det jeg bare ikke forstår er, at det skal have et navn og et label! For mange af de her ting gjorde jeg bare ren instinktivt før jeg vidste hvad det hed. Anyways, i alt det her har jeg for en gangs skyld forsøgt at finde min egen gyldne middelvej – noget jeg var meget dårlig til for bare et par år siden, hvor alt skulle være enten-eller, sort-hvidt og 100%. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke tror på at man kan være noget 100% længere, hverken veganer eller ifavnsk eller hvad det nu kunne være, derfor har jeg fundet min egen stil, og tager det bedste fra alle verdener – typisk moderne menneske, jeg ved det! Derfor bruger jeg både vikler og barnevogn, fordi jeg synes der er gode ting ved begge dele, og her vil jeg dele mine 10 grunde til at det kan være rart at have en barnevogn/klapvogn:

1. Oppakning – alle småbørnsforældre ved, at man kan ende med at have en del ting med, når man skal på tur. Ja, man kan godt have det i en rygsæk, men til længere ture, og især med to børn, er det rart ikke at skulle bære rundt på det. Og hvis man ikke har bil, kan man putte sine indkøb under barnevognen.

2. Min krop – Jeg havde lidt problemer med mit bækken allerede før fødslen, men efter fødslen var det som om det var blevet ti gange værre. De første to uger kunne jeg ikke gå eller vende mig i sengen uden det gjorde ondt. Oveni det var jeg bristet meget og blevet syet. Her tvivler jeg altså på, at det er den bedste idé at bære rundt på 5kg+ baby flere timer om dagen. Det er altså ikke alle mødre, der bare er super fitte og stærke.

3. Skygge om sommeren – Her i sommervejret synes jeg ærligt talt det er upraktisk at have en baby hængende på sig konstant. For det første er det utroligt varmt i solen, og for det andet må babyer ikke få sol, så jeg er tvunget til at sidde i skyggen hele tiden. Det er ikke jordens undergang, da jeg aldrig har været den store strandløve, men eftersom de fleste andre gerne vil sidde i solen (fx til en fest vi var til i går), kunne det være rart at kunne stille sit barn i en barnevogn lidt afsides, mens man selv nyder solen. Synes jeg!

4. Jeg sveder!!!! – ja, den taler for sig selv. Jeg sveder utroligt meget når det er varmt, og det gør baby nok også så. Og ja, man kan bare gå hud mod hud i viklen, men på forhånd undskyld for at jeg ikke er hippie nok til at gå og laktere ud over det hele ude i offentligheden.

5. Spille musik – Dem der sværger til at have deres baby konstant på sig, har måske ikke hobbyer, hvor man ikke kan have en baby på sig. Men det har jeg. Jeg spiller cello og orgel. Cello kan man ganske enkelt ikke spille med en baby på maven. Måske med en baby på ryggen, men det ville være belastende for ryggen, og baby skal også have en vis alder. Orgel kunne jeg nok godt spille med en baby på mig, men jeg ville få ondt i ryggen og baby høreskade. Og nej, det er ikke alle der har lyst til at sætte deres hobby eller passion eller endda levevej (hvis man er musiker) på standby i 2 år, fordi man skal bære på sit barn 24/7. Desuden synes jeg det kunne være rart at kunne lave yoga eller tage et bad mens baby sover.

6. Sove udenfor – Ja, måske er det bare en gammel ammestue-skrøne, men jeg tror altså stadig, som mange danskere, på at det er sundt at sove udenfor. Hvis jeg nu ikke gad viklen kunne jeg også bare putte mit barn indenfor i en seng, men så er jeg meget afhængig af at være hjemme på bestemte tidspunkter. Jeg synes det er dejligt at man bare kan trille afsted med barnevognen, hvis man får lyst til en tur, og så behøver man heller ikke “time” sovetiderne så meget, hvilket vi heller aldrig har gjort.

7. Et sted at lægge baby – Jeg har endnu ikke fattet hvordan man binder en vikle uden at have et sted at lægge babyen i mens – hvis jeg nu fx står i et tog, så kan jeg ikke bare lægge babyen et random sted mens jeg binder viklen. Her ville jeg kunne lægge hende i barnevognen. Man kan også bare bruge bæresele eller strækvikle, hvilket jeg også gør, fordi man kan beholde den på, og så tage baby ind og ud af den. Men en fastvikle er altså bare mere behagelig.

8. Stofbleer – Det her er lidt paradoksalt, eftersom dem der ikke bruger barnevogn, ofte er de samme typer, som bruger stofbleer. Og stofbleer er fantastiske, men de fylder altså bare meget mere end engangsbleer = endnu mere oppakning, som du skal bære på ryggen. Ikke nok med at de fylder meget på vej ud, så vejer de endnu mere på vej hjem, i det der er er blevet tisset i dem. Ikke praktisk!

9. Ligge ned og sove om dagen – Måske er jeg krævende og egoistisk nu, men jeg synes faktisk det er rart at kunne tage sig en lur liggende. Ja, jeg er en af dem, der sover når baby sover, for det har jeg brug for. Jeg kan huske at Valde altid vågnede når jeg sad stille med viklen, og nej, jeg gider ikke gå rundt med mit barn i mange timer om dagen, fordi det skal sove. Jo, man kan godt sove med et barn i vikle, men ikke helt liggende, og personligt får jeg ondt i nummi af at sidde for længe ad gangen.

10. Pasning – Når og hvis barnet skal starte i pasning (hvilket mine skal), har det allerede lært at sove i barnevogn. Men det kan de også sagtens lære, selvom man ikke har trænet dem i det (siger nogen), så det er måske bare en skrøne. Hos nogle dagplejere skal man selv have barnevogn med, og jeg kan forestille mig det er rart for barnet at sove et trygt og velkendt sted.

Måske skulle jeg bare få købt den tvillingevogn!

P.S. Lillesøsters barnevogn har vi forresten skraldet i en container, så nej, jeg har ikke støttet kapitalismen! #frelst #dygtighippie #zerowaste #fuckbabysam

4 uger

Godmorgen (eller middag)

Jeg sidder med en sovende baby ovenpå mig og hører Trio Mio. Det er vanvittigt varmt udenfor, og jeg overvejer at gå ud til Lassefar og Valde på legepladsen, men ved ikke om det sker. I går var vi på vores hidtil længste tur med begge børn til Lejre, to timer hver vej med tog. Vi var til fødselsdagsfest hos Røsle med hele kollefamilien, og det var så hyggeligt! Men jeg er helt smadret i dag. Er glad for vi holdt fast i beslutningen om ikke at overnatte. Nok synes jeg selv at jeg har været ret meget mentalt ovenpå, men jeg har altså stadig et behov for at være hjemme i vante rammer. Især fordi baby de fleste aftener har været ret ked af det. Men på magisk vis faldt hun ret nemt i søvn i går aftes i strækviklen på vej hjem.

Et stemningsbillede fra Røsles fest

Jeg er i et mærkeligt humør i dag. Sådan en dag, hvor jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skal gøre. Og ender med at gøre ingenting. Eller noget meget impulsivt (mest i gamle dage). Og har lyst til at græde når jeg hører noget smuk musik. Tror jeg lider af “social overload”. Det kan være rart at være sammen med mennesker, men også overvældende.

I dag ville jeg egentligt gerne have været i kirke, men der er alt for langt ind til vores frikirke i København, og desuden fik vi lov til at sove helt til kl. 8 i dag. Nå, så ville jeg tage i den lokale kirke, men det orkede jeg heller ikke. Valdemar var 8 dage gammel da han var til gudstjeneste for første gang, og lillesøster har endnu ikke været afsted, men det skal hun tids nok nå. Generelt har jeg ikke så travlt her anden gang.

Lillesøster er 4 uger gammel i dag. Det har været nogle dejligt stille og rolige uger. Jeg synes selv jeg har været ret god til at gøre tingene i mit tempo denne gang, og fået sagt fra og til i forhold til besøg og at spørge om hjælp. Vi har ikke haft for mange barselsbesøg, og dem der har været her har været rigtigt gode til at hjælpe med fx oprydning og med at fodre os.

Lillesøster hedder forresten Eva Luna. Efter mange lange overvejelser kom vi frem til dette navn, for vi kunne ikke blive enige om det skulle være Luna eller Eva, så det blev begge. Der er en tradition for at have mellemnavne i min familie, og samtidigt viderefører vi vores egen lille tradition, i det Eva er opkaldt efter min oldemor, ligesom Valdemar er opkaldt efter Lasses farfar. Jeg kan dog ikke helt slippe navnene Vera og Bjørk, men nu er det altså besluttet!

Jeg synes hun er nem indtil videre. Men jeg er nok også en af de mennesker, som virkelig elsker babystadiet. Jeg har intet imod at amme hele dagen og vågne om natten. Tværtimod synes jeg det er langt hårdere at have et større barn, især tiden omkring halvandet år, hvor de sjældent sidder stille. Dog synes jeg hun græder mere end Valde gjorde, men måske husker jeg bare forkert. I sin vågne tid er hun ikke tilfreds ret længe ad gangen, og hver aften har hun været i dårligt humør og ikke villet falde til ro før omkring kl. 22. Det er helt normalt for små babyer, men noget vi kun oplevede få gange med Valdemar. Det er dog ved at blive bedre. Hun har stadig en vane med at være utroligt frisk omkring kl.4-5 om morgenen, men for det meste kan jeg få hende til at sove videre ved selv at falde i søvn. Hun er bare en dejlig lækker baby, og når jeg ser på hende, får jeg lyst til at lave nogle flere. Men nu skal vi lige nyde livet med to børn i en del år før vi tager den beslutning (tro på det). Hendes første smil har vi stadig til gode, men jeg glæder mig så meget til det! Nogle gange er det altså lidt stenet at tale til et menneske med totalt stone-face.

Allerede nu er der mange ting jeg har gjort anderledes i forhold til første gang, men mere om det en anden gang. Den største udfordring lige nu er ikke baby-plejen, det synes jeg faktisk aldrig har været hårdt, men derimod oprydning og parforholdet. Det vil sige, vi er ikke blevet trætte af hinanden endnu, så det går jo meget godt, men det er ikke meget tid vi har sammen. Husets tilstand har mest været rod, rod og mere rod. Som det plejer, bare værre. Nu er det dog begyndt at gå Lassefar på nerverne, så nu skal vi virkelig gøre en indsats for at prøve at holde orden. Indtil for nyligt lå der (rent) vasketøj alle steder, men så kom min veninde forbi og lagde det hele sammen, det hjalp meget! Og hun have også aftensmad og is med til os, vi er meget velsignede med gode venner. For at holde bund i vasketøjet har vi valgt at holde en pause med stofbleerne, for det var ret urealistisk at få dem samlet og lagt på plads. Måske havde Sigrid ret i, at livet er for kort til stofbleer. Men mit jyde-hjerte bløder ved tanken om at de ikke når at tjene sig selv ind. Så må der sælges ud.

Jeg ved ikke hvad jeg skal lave i dag. Burde rydde op. Men måske ender jeg bare med at sidde i min ammestol med sovende baby på mig, hvilket jeg allerede har gjort halvdelen af dagen. I fredags sad jeg op en time og sov i stedet for at rydde op, og vi overlevede. Hvis jeg var en afslappet mor første gang, er jeg endnu mere chill nu. Nogle ting er nemmere anden gang. Jeg har ikke rigtigt nogle forventninger om at der skal ske noget. Allerhelst vil jeg bare nyde min baby. Så det gør jeg!

God søndag derude. Håber I bliver frelst.

Søndags-selfie

P.S. Jeg har besluttet mig for at begynde at se SKAM! Men kun fordi en præst snakkede om det i morges i Croque Monsieur #wannabeintellektuel

Første dag alene på barsel

Min første dag alene på barsel skulle jeg have skrevet om sidste onsdag, da Lasse vendte tilbage til arbejde. Men i dag er faktisk første dag jeg er alene hjemme med baby, eller første rolige dag. I onsdags var jeg i dårligt humør og hidkaldte derfor Onkel Morfar, som er god til at forstå mig. Vi havde en hyggelig dag med tegneri, kakao og regnvejr. Torsdag vovede jeg mig ud på min første tur til København (uden barnevogn!) for at mødes med den veganske mødregruppe, og det gik godt, men jeg var noget træt, da jeg kom hjem. Fredag gav jeg Valde en fridag, og det var min første dag alene med begge børn. Jeg tænkte jeg ligeså godt kunne kaste mig ud i det i stedet for at gå og udskyde det. Det gik faktisk ret godt. Vi var til gymnastik-legestue med de hjemmegående her i Kokkedal, altid hyggeligt. Senere fik vi besøg af medmor for at tage hul på den nye sæson af OITNB. Fredag sov Valde hos farmor, så vi havde en stille morgen lørdag, og lavede absolut ingenting, ud over en kollektiv middagslur. Søndag var vi på første tur til København med begge børn – lidt af en prøvelse – men det gik godt. Så nu har vi ikke længere noget at frygte! Mandag kom min søster på besøg, Valde havde fri. Tirsdag var vi på ren frådertur til København, hvor vi fik burger og kage. Og endelig i dag kunne jeg nyde en dag alene hjemme med baby Eva. Det har været en dejlig barselsdag, og jeg har slet ikke kedet mig, på trods af at vi intet har lavet. Den slags dage har jeg efterhånden lært at nyde. Efter aflevering af Valde og en lille indkøbstur (med skrigende baby – jeg handler på nettet fra nu af!) sov vi stort set hele dagen, indtil hun kl. 14.30 valgte at slå øjnene op. Der blev også set lidt serie. I morgen får vi besøg og jeg ser frem til endnu en stille dag på fredag, inden det går løs med en tur til Lejre og forhåbentligt i kirke søndag. Jeg håber ikke hele min barsel bliver ligeså hektisk, men det vælger man jo selv. Nu ved jeg i hvert fald at det er muligt at tage på tur. Efter 5 ugers steneri (før barn) trængte jeg også til at der skulle ske lidt. Men de næste par uger skal der helst ske så lidt som muligt. Nu er klokken 22.24, jeg har lige afsluttet afsnit 9 af OITNB og hængt vasketøj op – apropos vasketøj, hvordan kan der være så meget?! Tror snart jeg dropper stofbleerne, som ligger spredt over hele stuen. Og så ønsker jeg mig en tørretumbler (og en bil). Så meget for de idealer (Hej voksenliv). Anyways! De andre ligger inde i sengen. Det er et fantastisk syn når de alle tre ligger fredfyldt og sover på stribe. Men nu må jeg hellere gå ind og flytte Valde ned i sin seng, så jeg også kan være der. Første “rigtige” barselsdag veloverstået – over and out.

Vi har stadig flag hængende fra Lassefars fødselsdag. Det er også Evas fødselsdagsflag, og vi måtte ikke pille dem ned før hele familien har været her. Men måske skal de snart ned.